”Tak,” kom det lidt tøvende fra ham, fordi han var ikke vant til denne her venlighed, også selvom Sibalghym aldrig havde behandlet som meget forfærdeligt mens de havde brugt tiden sammen. Det var øjeblikke som disse hvor han ønskede at han kunne se noget, så han kunne forsøge at finde ud af hvad den anden mørkelver egentlig tænkte.
Der var mange ting som den blinde elver kunne spørge hans tilfangetager for, men i sidste ende var der en ting han endte med at spørge. ”Hvorfor trak du os væk fra de andre?” Det var et underligt valg, selvom Útíradien godt var klar over at han ikke ligefrem strålede at han ville være på vej væk fra Sibalghym. Han ville blive fundet i løbet af få timer selv med et forspring, så det ville i sidste ende ikke nytte noget. Måske når han en dag ikke mente at det var værd at værne om sit liv, men som det var lige nu, så ville han i princippet gerne leve. Han håbede bare på at han ikke skulle leve med denne her klan. Mørkelverne havde han lagt fra sig for lang tid siden.
