Asad så over på Atlas med et hævet øjenbryn. Det var nemmest at se på ham, når han var irriteret. "Ud at skaffe krystaller," sagde han, som om det var åbenlyst, og blev nødt til at se væk igen, da Atlas rørte ved sin læbe. Gjorde han den slags med vilje? Asad var lige ved at blive vred på ham, men måtte minde sig selv om at Atlas var for blind til at opdage, når han gjorde den slags. Al flirten for ham var bare noget naturligt, noget han udsatte folk omkring sig for, om de så ville have det eller ej.

"Du sagde du ville med," mindede Asad ham om, imens han trak sine speciallavede sko på. Han skænkede sig selv et hurtigt blik i spejlet og vrikkede med kæben, hvor mærket fra Hectors klov stadig stod lidt for tydeligt frem. "Jeg forventer at du giver satyren en lærestreg for mig, hvis vi løber ind i ham," sagde han smilende over skulderen til Atlas, inden han stoppede sine nøgler i sin jakkelomme og ledte vejen udenfor på brandtrappen.

Første stop på vejen ville være at mødes med resten af drengene. Atlas skulle introduceres.

"Gerne!" svarede Atlas glad, som om Asad havde bedt han om at række saltet og ikke banke en anden person fra sans og samling. Det kunne han også lige så godt have gjort. Det ville ikke have gjort en forskel. Atlas ville gøre alt, Asad bedre ham om med glæde. Han trak sine sko på og fulgte med Asad udenfor.

Det var køligt, men Atlas høje forbrænding gjorde, at han sjældent frøs. Han havde det næsten altid lidt for varmt. Der var et par meter ned fra trappen til gaden, og selvom det ville havde været naturligt for de fleste at tage trappen ned, så hoppede Atlas med det samme op på gelænderet, hvor han balancerede et par sekunder, inden han let og elegant svang sig ned og hang i én arm fra trappen. Han dinglede der et øjeblik, mens han grinede op til Asad med et blik, der sagde 'kom nu!', inden han slap og landede med begge fødder solidt plantet på gaden. Hvorfor tage trappen, når det her var meget sjovere?

Asad tænkte sig ikke om. Hvis han havde tænkt sig om, ville han ikke have gjort det. Men helt instinktivt, når Atlas bød ham op til dans, dansede Asad med; han sprang op på gelænderet, som Atlas lige havde gjort og smilede ned til sin ven, sine arme udstrakt, imens han tog et skridt hen ad gelænderet. Han balancerede hver eneste dag, men han havde aldrig et publikum, og han kunne slet ikke holde sit smil i sig, imens han så ned på Atlas. 

Et øjeblik mistede han fodfæstet. Eller fik det til at se sådan ud, inden han stod solidt på gelænderet igen, et dumt grin på sit ansigt. Det havde været en del af hans nummer i mange år i cirkusset, men havde virket bedre des yngre han var - publikum ville tro at han var ved at falde og i hele manegen kunne man høre gisp. På et tidspunkt var Rosna kommet på at give ham en blomsterkrans på - hun havde selv gjort det samme trick som ung. Når han så stod dér, på linen, og tilsyneladende havde mistet balancen, faldt der løse blomsterblade ned omkring ham. Der havde ikke været noget net til at fange dem, ikke efter hans seks års fødselsdag. Publikum havde været skræmt fra vid og sans og Asad havde elsket det. Næsten lige så meget som han elskede deres lettelse og klapsavler, når han klarede den over på den anden side alligevel.

Nu grinede han bare ned til Atlas, inden han sprang ned ved siden af ham og indså hvor dum han havde været. Atlas gjorde hans hjerte let, gjorde ham glad, fik ham til at glemme, hvor forfærdeligt alting havde været uden ham. Hvis han blev ved med at springe med på hans lege på den her måde, ville han komme til at tilgive ham på ingen tid.

Han skubbede Atlas væk fra sig uden at se på ham, men stadig med et smil på læberne og satte kursen imod det gadehjørne, hvor han som regel mødtes med drengene.

"Vent her," beordrede han, da de næsten var ved det, og sprang selv hen til de tre drenge, der ventede på ham i den grå, overskyede morgen.

"Jeg har taget en ven med. Hvis han gør det godt, kan han få lov til at blive, men jeg vil gerne give ham en ordentlig introduktion først." Han skævede hen til Atlas og sænkede sin stemme yderligere, bare for en sikkerheds skyld. "Efter slagteren. Det kan være han kæmper imod. I skal ikke undervurdere ham."
Først da rettede han sig op og kaldte Atlas til sig med et nik i hans retning.

"Atlas. Hils på Jaxon, Hunter og Emmet."

Atlas kendte alle Asads tricks udenad, for han havde brugt til år af sit liv på at se på ham, når han gik på linen. Derfor gispende han heller ikke, da Asad så ud til at være ved at falde; hans smil blev bare endnu større, mens han kiggede på. Asad ville aldrig falde med mindre han blev skubbet.

"Blærerøv!" råbte han, da Asad nemt genvandt balancen. Atlas' balanceevne var ikke engang halvt så god som Asads, og han havde altid beundret, hvor nemt og legende Asad fik det til at se ud, som om alle kunne gøre det, når sandheden var, at de allerfleste folk ville styrte i døden.

Atlas' hjerte gjorde et lille hop, da Asad landede ved siden af han, og han skulle lige til at trække Asad ind til sig i et kram, da Asad skubbede han væk. Det var lige meget. Asad havde smilet til han, og det var næsten så godt som et kram.

Normalt var Atlas god til at møde nye mennesker. Det var nemt for ham at virke venlig og interesseret, selvom han på ingen måde var det. Med de her tre drenge, følte han dog en vis reservation. De var Asads venner; de var en trussel mod ham i kampen for Asads opmærksomhed, og Atlas blev nødt til at se dem lidt anderledes først, før han kunne bestemme, hvor stor en trussel de udgjorde. Så hvor han normalt havde været lutter smil og håndtryk, gik han i stedet roligt hen til gruppen af drenge, med hænderne i lommerne, og nikkede til dem.

"Davs."

En af drengene, Hunter, var helt sikkert ikke menneske. Aftegningerne i hans ansigt og hans lyse øjne, der stod i skærende kontrast til hans mærke hud, var bevis nok. Måske var han en slags dæmon? De to andre var lidt sværere at identificere, men den enes kæmpe statur sladrede om, at han nok havde ork-blod i årene. Atlas var personligt ligeglad med ting som race: handlinger gjaldt mere i hans verden end noget andet.

Asad havde ikke regnet med at Atlas ville falde for hans trick - han kendte det jo. Havde set det tusindevis af gange, havde været der, da Asad først var begyndt at øve det. Havde grebet ham de første par gange, når det havde været for stor en udfordring for ham at beholde balancen efter at have mistet den. Men han elskede alligevel hans reaktion, elskede at vide, at fyren på jorden kendte ham så godt, havde så stor tillid til hans evner endnu, selvom de ikke havde set hinanden i et par år.

Det gjorde det kun endnu sværere at vide, hvad han var nødt til at gøre.

Ingen af drengene mødte Atlas med smil, men det havde Asad heller ikke selv gjort. Han holdt det ikke imod dem, ligesom han ikke holdt det imod Atlas.
Det slog gnister ved Hunters fingerspidser og selvom Asad også selv havde lyst til at give Atlas tæv, lagde han en underarm foran Hunters brystkasse og skubbede ham bestemt et skridt væk. "Prøv mig," snerrede han, på trods af hvad han lige havde bedt dem om at hjælpe sig med senere. 

"Vi starter hos slagteren," fastslog han så, som om ingenting var sket, og ledte vejen, velvidende at drengene ville falde i takt bag ham. Måske Atlas oven i købet ville tillade sig at finde frem til hans side. Der hørte han også til, hvis han valgte at blive efter i dag. Hvis han stadig havde lyst til at blive, efter i dag.

Han så ikke på Atlas. Ikke imens de gik, ikke da Emmet fandt karnevalsmasker frem fra sin rygsæk og delte dem ud, ikke da de sparkede døren op til slagterens baglokale, ikke da de gav ham tæsk eller da de tog hans penge.
Først da de var flere gader væk og blodet var stivnet imellem hans fingre, hans ringe klistrende til hans hud af det, stoppede han dem i en af de gyder de var i og lod Emmet pakke deres masker væk igen. Det her havde været som enhver anden dag for Asad, men adrenalinen strømmede igennem ham og han smilede til Atlas.

"Ikke dårligt," roste han Atlas og tog et skridt nærmere ham. Det var nu det begyndte, slutningen på deres venskab. Slutningen på at Atlas kunne bo hos ham, hænge ud med ham, tro at han var tilgivet. Asad havde tænkt sig at åbne hans øjne, hvis ikke slagterens tilstand allerede havde gjort arbejdet for ham. Atlas kunne nå at stikke af endnu. 

Atlas havde et mærkeligt forhold til vold; han var egentlig ikke specielt voldelig selv, men han havde samtidig heller ingen sympati overfor folk, der var for svage til at forsvare sig eller for dumme til at finde nogen, der kunne gøre det for dem. At Asad og hans kumpaner tæskede slagteren rørte ham ikke specielt, men han deltog heller ikke uopfordret. I stedet blev han grebet af stemningen og mumlede kommentarer til Asad, gejlede ham op, roste ham for indsatsen. Da slagterens kone på et tidspunkt kom ud for at se, hvad der foregik, hev Atlas hende ind til sig og tvang hende til at se på, mens han næsten ekstatisk kommenterede forestillingen, som var det en boksekamp.

"Uha, dén kan han mærke i morgen!"
"Flot hug!"
"De tænder bruger han sikkert ikke alligevel."

Hele hans krop vibrerende af adrenalin, da de løb fra stedet, og hans tøj var plettet af blodstænk fra den stakkels slagter, der nu skulle bruge en god håndfuld krystaller for at blive helet igen. Den slags tænkte Atlas ikke så meget på.

Atlas smilede af rosen fra Asad, men hans smil stivnede af en følelse, der pludselig gennemsyrede hele hans krop. Alt var mørkt, alt var kaos, og han vidste, at det ville ske, så snart Asads hånd rørte hans arm. Et angreb! Atlas vidste ikke, hvor det kom fra eller hvordan det skete, så der var intet han kunne gøre for at stoppe det. Det var næsten, som om tiden gik langsommere, og Atlas kunne se, hvordan Asad rakte ud efter ham, men hvad kunne han gøre?

Og så blev det sort. Atlas nåede lige præcis at mærke Asads klistrede fingre mod sin hud, inden alt forsvandt. Han nåede slet ikke at tænke; han slog blindt ud i retningen af, hvor en af de andre drenge havde stået - angrebet måtte komme fra en af dem - og han mærkede også, hvordan hans knytnæve kolliderede smertefuldt med en kæbe. Der lød et grynt.

"Asad, pas på!" råbte Atlas, mens han vendte ryggen mod drengene og trak Asad ind mod sig for at beskytte ham mod de eller de næste angreb, der måtte komme. Det var egentlig fint, for det var jo ham, der var blevet blind, og Asad kunne sagtens slå fra sig, men Atlas handlede på sit instinkt, og det instinkt fortalte ham at beskytte Asad.

Atlas' knytnæve ramte Jaxon i fjæset og Asad udstødte et grin, der blev kvalt, da Atlas trak ham ind til sig. For at, hvad, beskytte ham? Asad stivnede, hans hjerte i halsen på ham igen. Atlas troede de var under angreb og det første han gjorde, selv blindet, var at beskytte ham? I et halvt sekund var Asad forelsket igen, men følelsen var det værste han længe havde følt og raseri erstattede den nærmest øjeblikkeligt. 

Jaxon var en rigmandssøn, der kun gjorde, hvad han gjorde, fordi han var lidt en psykopat og fandt det morsomt, men han havde ikke fundet Atlas' slag morsomt, og det var tydeligt for Asad, at han ville gå til angreb på Atlas, hvis ikke han stoppede ham.

"Vent!" Beordrede han sine drenge, men han slap ikke Atlas, slap ham ikke med sin evne. "Slap af," bad han lavmælt Atlas og strøg ham over indersiden af armen med sin tommelfinger, hvor han alligevel holdt ham. "Der sker dig ikke noget," lovede han, selv imens Atlas' varme krop var trykket ind imod ham og gjorde det svært for ham at tænke. Bag Atlas stod drengene og så utålmodige ud. De ville slå på nogen eller videre til nogen de kunne slå på. 

Asad møvede sig ud af Atlas' greb og vendte dem om, guidede blidt Atlas op imod muren. "Jeg er ikke din ven længere, Atlas," sagde han, lige så lavmælt som hidtil, og strammede sit greb om Atlas' arm. Han kærtegnede den ikke længere, forsøgte ikke længere at berolige ham. "Troede du, at du kunne vende hjem, og så ville alt være, som det var engang?" Hans fingre borede sig ind i Atlas' arm nu, hans stemme brændende med kold vrede. 

Atlas var forvirret. Hvordan kunne Asad vide, at der ikke skete noget, når de var blevet angrebet på den her måde? Med mindre... Nej, det kunne da ikke passe! Atlas nægtede at tro på det, men det blev svært at fastholde den overbevisning, da Asad trak sig væk fra ham og begyndte at tale til ham. Han kunne næsten ikke kende Asads stemme; den var så hård og kold. Atlas havde aldrig hørt den før, og en tung, synkende fornemmelse ramte ham i maven.

"Nej, men..." svarede han ud i mørket, "vi er jo os. Du er min anden halvdel. Vi skal jo altid være sammen, Asad."

Atlas kunne godt mærke de enkelte varme dråber, der løb ned ad hans kinder, men han vidste ikke, om de blot kom, fordi han ikke fik blinket nok med øjnene. Ligegyldigt hvad, så nægtede han simpelthen at godtage det, Asad sagde til ham. De kunne ikke uden hinanden! De skulle altid være sammen!

Et sted i mørket kunne han høre de tre andre drenge røre utålmodigt på sig, og vreden blussede straks op i ham. Det var deres skyld! Hvordan end det hang sammen, så skulle Atlas nok sørge for, at de fik en passende straf.

Asad følte det som en fysisk smerte, da tårer faldt over Atlas' kinder. Det gjorde ondt helt ind i ham, men han vidste, at det var sådan det skulle føles. Han var i gang med at bryde det sidste af deres bånd. Det bånd, der havde været så stærkt for bare et par år siden, at det havde føltes som om ingenting kunne bryde det, men som Atlas havde revet over, som var det ingenting, da han valgte at forlade dem. Forlade ham. Hvad end rest der var tilbage, var det i Asads ret at kaste tilbage i hovedet på Atlas. Vise ham, hvad han havde gjort ved dem.

"Jeg lærte at være hel uden dig, Atlas," snerrede Asad hviskende, lavt nok til at drengene ikke ville kunne høre det, for det føltes personligt, hemmeligt. Han pressede sig selv helt op imod Atlas, indtil han var klemt imellem ham og muren bag sig, indtil han kunne snerre ind imod hans hals; "Det er på tide at du lærer det samme. Jeg vil ikke have noget med dig at gøre."

Og med dét slap han ham. Trådte et skridt tilbage og så endnu ét. "Hvis det er en bror du leder efter, så er Mahir det samme lille tudefjæs du efterlod dengang. Hvis du opsøger mig igen vil det koste dig dit liv." Han havde lyst til at slå ham igen. Lade al sin vrede gå ud over ham, se ham bløde. Men han vidste, at hvis han først gik i gang, så ville han have svært ved at stoppe igen. 

I stedet gik hen. Han stak hænderne i lommerne og skænkede Atlas et sidste blik, inden han ledte drengene med sig væk. Han ville ikke høre, hvad Atlas mere kunne have at sige. Han ville ikke høre han snakke om venskab og halvdele og sjælevenner. Al den snak ville alligevel dø ud efter tilstrækkeligt tid hjælpeløs, fanget i mørket. Omkring seks timer, regnede Asad med, uden at have taget tid på hvor længe han havde haft fat i Atlas. Længe nok til at begynde at tro, at det ville vare til evig tid. 

Atlas troede ikke et eneste ord, Asad sagde. Ikke ét eneste. Asad troede måske, han mente, hvad han sagde, men han tog fejl. De hørte sammen, de to, og intet Asad kunne sige, ville overbevise Atlas om andet. Men det stoppede han ikke i at være rasende; rasende på sig selv over at have såret Asad så dybt, rasende på drengene, som troede, at de kunne stå i mellem ham og Asad, og rasende på Asad for at være lige så dum, som Atlas selv havde været, dengang han skred. Havde Asad slet ikke lært noget af Atlas' dumhed?

"Du lyver," hviskede han, da Asad slap ham, og han sank langsomt ned og sidde på den kolde jord. Han skulle nok få Asad på andre tanker, men der var intet, han kunne stille op lige nu. Ikke når han var blind. Hjertet hamrede af sted, mens han sad der og lyttede til Asads og drengenes fodtrin på vej væk. Var det her for evigt? Havde Asad på en eller anden måde taget hans syn fra ham for evigt? Var han nu dømt til at kravle rundt og tigge om mad som en anden svækling? Hans intuition sagde ham noget andet, men han turde ikke stole på den nu. Han kunne ikke gøre andet end at blive siddende og vente på sin skæbne.

Atlas havde totalt mistet tidsfornemmelsen, da lyset endelig begyndte at vende tilbage til ham. Han var iskold fra top til tå og så sulten, at det gjorde ondt, men hans syn var ved at vende tilbage. Først kom omridset af hans fødder, som han måtte have siddet og stirret på hele tiden. Så begyndte farverne at vende tilbage, og endelig detaljerne. Atlas vrikkede med sine stivfrosne tæer. Solen stod lavt på himlen. Det måtte være ved at være aften. Med et grynt rejste Atlas sig op og strakte sin stive, kolde krop. Normalt ville han have kun kunne tænke på at få mad, men sådan var det ikke nu. Atlas havde en plan, som han havde brugt de sidste mange timer på at finpudse i sit hoved.

Han havde startet med Hunter. Atlas var ikke helt dum, og han havde godt set gnisterne ved Hunters fingerspidser tidligere, og han vidste, at halvdæmoner ikke var til at spøge med. Så han startede her. De to andre ville nok ikke være et problem. Det havde ikke taget specielt lang tid at snuse sig frem til Hunters opholdssted. Hans udseende var specielt nok til, at folk lagde mærke til ham, og hans personlighed var grum nok til, at de heller ikke glemte ham. Atlas havde siddet på lur på et halvtag og ventet på, at Hunter kom ud fra det usle hummer, han boede på, for at terrorisere hvad end stakkel, han havde udset sig. Det fik han dog ikke lov til i aften. Atlas svang sig lydløst ned fra taget og hamrede den træspand, han havde stjålet til formålet, så hårdt, han kunne, ind i baghovedet på halvdæmonen. Han gik ud som et lys.

Jaxon var sværere at komme til, for han opholdt sig i en godt bevogtet rigmandsbolig, men Atlas havde ikke været klatretyv for ingenting, og han skalerede muren omkring huset og muren op til Jaxons værelse uden de store problemer. Et lille bank på ruden fik Jaxon, idiot som han var, til at stikke hovedet ud, og alt, Atlas skulle gøre, var at hive ham ud af vinduet. Et velplaceret slag i tindingen sendte rigmandsungen en tur til drømmeland sammen med sin halvdæmoniske ven. 

Emmet var den største udfordring viste det sig, for selvom Atlas fik sneget sig ind på ham og overrasket ham, så kunne Atlas ikke slå hårdt nok til at slå ham ud - hans kranium var simpelthen for tykt! De tumlede rundt i baggyden, hvor Atlas havde angrebet ham, og det var først, da Atlas fik lagt armen om kæmpedrengens hals i et kvælertag og dækket hans næse om mund med sin anden hånd, at Emmet endelig besvimede og flød ud af bevidsthed.

Næste trin var hårdt, men simpelt. Atlas var klistret af sved, da han endelig havde fået hevet de tre bevidstløse drenge op ad brandtrappen ved Asads lejlighed og lagt dem forsigtigt lige under Asads vindue. Nu lå de der, blødende og halvt klynkende i en bunke. Atlas tog en dyb indånding. Der var lys derinde, så Asad måtte være hjemme. Atlas placerede forsigtigt en hånd på ruden og skrabede lidt, bankede lidt svagt og forsigtigt, inden han trak sig nogle skridt op af trappe og satte sig på hug i mørket. Det var helt mørkt nu, og det eneste lys i gyden var lyset fra Asads vindue. De eneste lyde kom fra drengenes tunge vejrtrækning og en smule knurren fra Atlas' slunkne mavesæk.

Asad havde gået med miksede følelser lige siden han havde forladt Atlas. Lettelse over at være sluppet af med ham, sorg over ikke at skulle se ham igen. Det gav ham ro at vide, at han selv havde haft magten til at afslutte deres venskab denne gang. At han ikke længere behøvede bekymre sig om, om Atlas nogensinde vendte tilbage. Det skulle han være idiot for at gøre. Og samtidig ønskede Asad det, mere end noget andet.

Han havde tjent krystaller med drengene, delt dem ligeligt op imellem dem, og var vendt hjem, hvor han var begyndt at strække ud. Han vidste, at hvis han sad stille, ville tankerne overmande ham og han ville ende med at tage ud at lede efter Atlas. Det var bedre at holde sig lidt i gang. Holde bekymringen på afstand. Om et par timer ville Mahir uden tvivl komme løbende for at fortælle ham, at Atlas skulle bo hjemme hos dem, og spørge hvorfor han ikke skulle bo her. Spørge, hvad der var sket imellem dem, som om det ragede ham.

Asads tanker blev afbrudt af en svag banken og han drejede på sine ringe, imens han gik hen til døren, der straks blev smækket op. For hans fødder lå hans bande, eller resterne af den. Et ynkeligt syn, virkelig. De var ikke hans venner, ikke rigtigt, men de var noget for ham, og selvom han vidste at det var dumt, tog han et skridt udenfor, døren vidt åben bag sig.

Hvis det her havde været Junos arbejde, ville Mahir have været en del af bunken. Han var ikke en del af banden, men han så sådan ud for udefrakommende.

Asad satte sig på knæ ved siden af de tre drenge og tog deres puls, én efter én, imens han så deres skader an. Han vidste Atlas måtte være her et sted, men han ventede tålmodigt på at han afslørede sig selv og nægtede at give ham den opmærksomhed han tilsyneladende følte at han fortjente.

Atlas' hjerte sprang et slag over, da han så Asad. Han havde været bekymret over, om han mon ville forbarme sig over ham, når han så ham igen, men sådan var det ikke. Han blev om noget endnu mere vred; vred over Asads dumhed, og over at han tilsyneladende troede, at Atlas var svag nok til at give op efter den lille stunt tidligere. Atlas ville hellere dø end at leve uden Asad. Men han ville ikke dø. Han ville leve sammen med Asad, og det skulle han nok få Asad til at indrømme, både overfor Atlas og sig selv, at han også ville.

Atlas holdt vejret i et sekund, mens Asad knælede og tog de patetiske drenges puls, og så slap han det, mens han trådte frem og svingede en knyttet næve mod Asads ansigt. Ramte han, havde han tænkte sig at skubbe Asad tilbage indenfor og smække døren bag dem. Drengene på trappen var han uendeligt ligeglad med. De måtte sejle deres egen sø.

Asad fik stød, da han forsøgte at tage Hunters puls, men forsøgte alligevel igen, kun for at få stød endnu en gang. Han forbandede lavmælt fyren, imens han besluttede sig for, at en aktiv evne måtte være bevis nok på at han dybest set var uskadt.

Atlas' slag ramte. Asad så det komme, men lettelse ramte ham hårdere end nogen anden følelse og han nåede slet ikke at opfatte, at han skulle undvige, før han både var blevet slået og skubbet tilbage indenfor.

"Du betyder ingenting for mig," snerrede han, imens døren bag dem smækkede, og greb fat om Atlas' håndled, hvor han brugte sin evne til at tage synet fra ham igen. Det skreg i ham efter at bruge sin anden evne, men han kunne ikke. Ikke mod Atlas. Ikke mod smukke Atlas, hvis eneste ar var det han havde fået på ryggen, for hans skyld. Han kunne ikke være skyld i endnu et ar på hans fejlfrie krop.

Atlas var klar denne gang, og han så Asads forsøg på at tage synet fra ham i sidste sekund. Det nåede kun lige at sortne lidt for hans øjne, inden han fik revet Asads hånd af sig og skubbet ham hårdt i brystet.

"Du lyver!" knurrede Atlas og skubbede igen Asad hårdt i brystkassen, inden han greb fat i Asads trøje, løftede ham op og hamrede ham op mod den nærmeste væg, hvor han hvæsede "Det er jo dig, der skal være den kloge! Det er dig, der skal vide, hvad der er vigtigt. Men du opfører dig ligeså idiotisk, som jeg gjorde! Hvorfor kan du ikke se, at vi hører sammen? Så fat det dog, din idiot! Eller er din hjerne blevet lige så blød som den bolledej, din far laver?"

Atlas lænede sig helt tæt på Asad, mens han talte, og selvom vreden og raseriet lyste ud af hans øjne, var der også et skær af desperation. Hvorfor ville Asad ikke forstå det?

Asad havde ikke regnet med at Atlas ville være så insisterende. Så irriterende stædig. Så overbevist om at de hørte sammen. Han så på ham, uden at kæmpe imod det greb, der holdt ham oppe imod væggen. Det ville tids nok blive for hårdt for Atlas at holde ham dér alligevel.

Hans ord var som slag i ansigtet. Men han var den kloge. Atlas havde åbnet sine øjne halvt og troede at han kunne se hele verden nu, men Asads øjne havde været åbne siden første gang han havde set Atlas flirte med en anden, og Atlas vidste ingenting, hvis ikke han vidste, hvor nemt det ville være for Asad at bukke under og forelske sig i ham igen. 

Jeg vil ikke have dig i mit hjem, sagde han næsten, men kunne ikke få sig selv til det. Han ville have ham her, lige her, det vidste han jo godt. Det så ud som om at Atlas også vidste det. "Jeg vil ikke have at du rører ved mig," sagde han i stedet og lagde en hånd over Atlas' for at skubbe den væk. Det ville ikke virke, medmindre Atlas lod ham, men han brugte heller ikke sin evne på ham. "Jeg vil ikke have at du flirter med mig. Jeg vil ikke have dig i min seng."

Det var de regler, han var nødt til at have, for at holde Atlas ude af sit hjerte. Hvis han ville være venner, så var det fint, det kunne de finde ud af. Men Asad ville aldrig igen længes efter Atlas, tænke på ham som det første om morgenen eller det sidste om aftenen, han ville ikke fyldes af skuffelse, når han så Atlas flirte med en anden, han ville ikke gå og vente på at Atlas endelig indså, hvad Asad havde vidst i flere år. 

En del af Atlas havde lyst til at diskutere - han havde i hvert fald ikke flirtet med Asad! Ikke med vilje i hvert fald - men han kunne også godt mærke, at han kun havde én chance til at godtage betingelserne. Han kneb øjnene en smule sammen og stirrede på Asad, inde han løsnede sit greb og endelig slap Asad og trådte et skridt tilbage.

"Og jeg vil ikke have, at du bruger din evne på mig," svarede han. "Eller at du forsøger at skille dig af med mig igen."

Han snøftede lidt og rettede på sit tøj. Han skulle lige til at række ud for også at rette på Asads tøj, men han tog sig i det. Han måtte ikke røre Asad mere. Det ville blive ensomt og smertefuldt, men så længe han kunne blive sammen med Asad, var Atlas villig til at gøre hvad some helst.

"Jeg sover på sofaen," sagde han så. "Eller på gulvet, hvis det er dét, du vil have."

Hans mave knurrede igen, og han følte sig en smule svimmel. Han havde ikke spist siden i morges, og med et stofskifte som hans kunne det lige så godt have været flere dage. Atlas svajede lidt, men han holdt balancen.

"Fair," svarede Asad lavmælt og knækkede sine knoer. Han havde stadig lyst til at slå på Atlas. "Du kan sove hvor du vil, selvom jeg ikke forstår, hvorfor du ikke bare sover i min gamle seng hos vores forældre." Han forstod det godt, men det kunne han ikke indrømme.

Han tog et skridt væk, da Atlas mave knurrede højlydt. "Du tager bare," sagde han med et nik imod køkkenet. Der var rigeligt med mad, mere end rigeligt med brød. Rosna eller Mahir plejede at komme forbi med rester. "Og gør det hurtigt," kaldte han efter ham, imens han forlod ham, kun for kort efter at vende tilbage med to håndklæder under armen og krystaller og nøgler i lommerne.

"Du stinker." Han rakte Atlas et af håndklæderne, men tog det til sig og gestikulerede imod maden i stedet. Atlas kunne bruge sine hænder til at spise på vejen. Asad skulle nok bære håndklæderne.
Han ventede ikke på svar, men åbnede døren, sparkede til Jaxons ben, der lå i vejen og ventede så på at Atlas fulgte med ham, så han kunne låse efter dem. 

Atlas nærmest kastede sig ud i køkkenet, hvor han fandt brød og ost, som han straks tog for sig af. 

"Hvis jeg stinker, er det din skyld," smaskede han med munden fuld af mad, og selvom han ikke smilede, så var hans stemme roligere og varmere end før. Han proppede resten af osten i munden og tog resten af brødet med sig, da han forlod køkkenet og fulgte med Asad ud. Han var ikke helt sikker på, hvad de skulle, men på trods af, at Asad kun få timer forinden havde efterladt ham i en snusket gyde, fulgte Atlas tillidsfuldt med ham. Fortid var fortid, og Atlas var ikke typen, der bar nag. Han trådte nemt henover bunken af drenge, der så småt var ved at komme til bevidsthed, uden at se sig tilbage, mens han gnaskede videre på brødet med stor appetit.

Asad låste døren efter dem og skævede tilbage imod sine drenge imens han sprang ned ad trapperne, to trin af gangen. De var ikke helt ved bevidsthed endnu, men det var kun et spørgsmål om tid. Emmet var ikke hævngerrig, men de to andre... Det måtte de tage, når de kom til det. Atlas havde jo bevist, at han kunne klare sig selv i et slagsmål. Og Asad havde bedt fyrene om ikke at undervurdere ham.

"Man kan ikke bære Emmet nogen steder uden at få sved på panden," medgav Asad lavmælt, med et forsigtigt smil i stemmen, omend ikke på hans ansigt. 

Han ledte dem ned til det nærmeste badehus, lod Atlas spise færdig, og betalte for dem begge, inden han også ledte vejen indenfor, hvor han straks hev tøjet af. Der var ikke noget, han havde mere brug for lige nu, end at være omsluttet af varmt vand. 

Atlas fulgte med Asad i stilhed, mens han spiste. Svimmelheden og raseriet stilnede af, jo mere han fik i maven, og da de nåede badehuset, var han helt god igen, den samme, gamle Atlas med nemt til smil og drillerier. Han smilede bredt, da de blev budt velkommen indenfor af den varme, fugtige luft. Han kunne allerede mærke, hvordan den løsnede op for hans ømme muskler.

Det skulle gøre godt med et varmt bad, og Atlas hev straks tøjet af ligesom Asad. Det var relativt sent på aftenen, og der var derfor ikke mange i de store kar, der stod i baderummet. Flere af karrene var store nok til at have plads til tyve mænd, men lige nu sad der kun et par stykker i dem, og et par af dem var også helt tomme. Luften var tung og fugtig af damp og duften fra rensende og lindrende olier, der var blevet tilsat vandet. Atlas havde mest af alt lyst til at lave en kæmpe maveplasker i et af de store kar, men han holdt sig dog i skindet og fulgte blot efter Asad.