Julia gengældte smilet til Jeffreys faldt væk og mærkede så nuet presse på endnu engang. Det havde været letsindigt af hende at afsløre, men samtidig også en lettelse. Som kunne hun lidt friere fejle på at skjule for gode manerer og for meget viden. Det gav hende baggrund der forklarede lidt af de spørgsmål hendes handlinger havde afledt og det var måske ikke så skidt igen. Ud over at hun ikke burde have gjort det.
Hans blik og tone sagde det hele, som hans ord antydede en mulighed. Han ville ikke afpresse hendes familie. Hverken den ene eller den anden for at få krystaller og udlevere hende. Hun fornemmede hvorfor og var dybt nede taknemmelig for det ønske om at beskytte hende. Endnu engang. Hvis bare hun ikke havde haft så god en grund til at skulle hjem.

Hun lod taktisk det næste falde, som hun tømte glasset med vand. Maden havde lagt sig tungt i hendes mave og energien den bragte med sig ønskede hendes krop helt for sig selv. Så kunne hun pænt lukke ned for natten og give den fred. En synken ned fra helt ret ryg var det første tegn, gjort tydeligere af at hun rettede sig med en grimasse og derefter måtte skjule et gab bag en hånd. "var der noget i..?" Hun tvivlede på det, men kunne lige så godt spørge. Var der ville hun forstå det. Ingen så god måde til sikker søvn som at vide hun var helt ude som et lys.

Der var dog nogle brikker som overhovedet ikke passede sammen, selvom spillet begyndte at danne et mere tydeligt billede. Han forstod hvorfor hun var taget væk, men han forstod ikke hvordan hun havde fået lov til det. Hun kunne ganske simpelt være stukket af dengang, og de havde fundet hende mens Jeffrey havde været på mission. Hun var derfor væk da han kom tilbage.
Nu var hun stukket af igen - men havnet i en langt værre situation end dengang. Men i måden hun havde svaret tidligere og især dagen før, gav ham tanken om at hun ønskede at vende hjem. Selvfølgelig, det kunne næppe være værre at bo med sin noget ubehagelige mand, i forhold til at være tæt på værdiløs slave i fangekælderen hos mørkets hær. Men selv her, hos ham hvor hun var i sikkerhed - selvom hun ikke helt troede på det endnu - havde hun stadig en trang til at komme hjem. Jeffrey gned sig træt i øjnene. Han følte han overtænkte alting lige nu.

Som han gned sig i øjnene hørte han hendes fremmumlen bag et gab. Et gab der fik ham selv til at kæmpe imod et af sine egne. Noget der selvfølgelig blev afsløret af hans ansigtsmimik og han blinkede en smule mere tungt. "Nej. Ikke nødvendigt" konstaterede han træt og lænede sig tilbage i stolen. Lidt for meget.
Med en brummen tvang han sig selv op at stå. Han var så træt nu hvor maden havde lagt sig og den manglende søvn indhentede ham.
"Også dig" pointerede han som han satte sig på sengekanten og begyndte at hive sine støvler af. Nok havde hun sovet mere end ham, men hun havde skader der skulle læges. Det havde han trods alt ikke. Kun en for stædig tilgang til sit arbejde.

Julia rystede let på hovedet, før hun sendte ham et forstående smil. Nej det var næppe nødvendigt at bedøve nogen af dem. Endnu. Muligheden for at det kunne ske gemte hun i baghovedet. Lige nu var det dog ikke vigtigt. At rette sig op i stolen hjalp lidt, men gab havde det med at smitte og hun kunne se sit hoppe over bordet og bryde Jeffreys stædighed ned til fliger. Næsten et smil værd. Især som han betvang det med beslutsomhed og rejste sig.
Lidt usikker igen forblev hun siddende til ordren lød bag hende og trak et smil frem på hendes læber, før betydningen ramte. Et øjeblik tøvede hun, før hun rejste sig og mødte hans blik. Det sagde hvad han mente og havde ingen giv. Trætheden havde fjernet det røgslør han kunne lægge over sig for at bløde ordre op.

Hendes fingre fumlede med snøren i skørtet men fik den op på vejen over gulvet til enden af sengen hvor skjorten fra natten før stadig lå. Hun lod ikke nederdelen falde, men trådte ud af den, for ikke at skulle bøje sig helt til gulvet, og lagde den pænt sammen. Blusen han havde givet hende var lang nok til at dække det øverste af hendes lår, så helt afklædt føltes det ikke. Først som hun med ryggen til ham tog blusen af ramte følelsen af sårbarhed hende og fik hende til at fange skjorten op for at dække sig igen. Uset af hende var blodet der var trængt igennem bandagen om hendes liv og betydningen af det.

Et veltilfreds suk forlod ham ved blot at slippe sine fødder fri fra de stærke støvler der havde siddet alt for længe. Friheden fik ham nærmest til at slappe så meget af han kunne falde bagover. Et kort øjeblik var han tilbage til sine vante rytmer og det betød at han opførte sig som han var alene. Skjorten blev hevet over hovedet og han var tilbage til at gnide sig over øjnende og til sidst op i håret.

Han drejede blikket og kom tilbage til at han naturligvis ikke var alene. Blikket hvilede på hende som hun trådte ud af nederdelen uden at bøje sig. Hans tanker gik på hendes skader og hvor tydeligt hendes krop kompencerede for det. Guderne måtte vide hvor meget mere hun havde været igennem var hun ikke trådt ind i hans værelse den dag.
Han drejede blikket fra hende for at give hende bare en snert af privatliv. Mange ting havde trods alt ændret sig, og selvom det var fristende at kigge, fokusede han på at folde sin egen skjorte og lade den hænge over sengerammen. Det var i den process han så den mørkerøde genkendelige farve. Hvilket resulterede i at hun nu ingen privatliv havde som han vendte sig fuldt ud og kiggede indgående på hendes forbinding. "Stop." Han drejede sig så meget han kunne, hvilket betød hans ene ben blev hevet op i sengen og skulle til at række ud efter hende, da empatien alligevel slog ham. "Din forbinding, Julia"

Julia havde foldet skjorten ud og været ved at stikke den første arm i et ærme, som et enkelt ord smældede bag hende. Hun stivnede i bevægelsen og rørte sig ikke skønt hun kunne høre Jeffrey gøre det bag hende. Uvisheden om hvad der skete var nok til at have fjernet trætheden som ved et slag og holde hende parat til at komme væk i en fart. Ikke at hun havde nogen steder at komme væk til.
Tanken brød lidt af hendes beslutsomhed ned og sendte den alt for velkendte følelse af opgivende accept. Noget der fik hendes skuldre til at falde ned og lidt af stivheden til at sive ud af dem. Nok til at hun kunne dreje sig delvis og se ned ved hans næste ord sagt i en helt anden tone. "Oh, knap så godt." Hun svarede neutralt, men vidste at det var alt andet end godt. Hvor slemt var dog ikke til at vide, før hun fik bandagen af.
"Har du en ren, jeg..?" Langsomt lagde hun skjorten fra sig og forsøgte at få fat i lukningen, men skar i stedet en grimasse over det jag hun fik for sin ulejlighed. Det havde så også været ham der lagde den aftenen før.

Han kunne ikke li hendes reaktion. Han kunne ikke li et eneste sekund af at se hendes stivne midt i en bevægelse som et dyr fanget i en lyskegle. Han brød sig ikke det mindste om at se den forskrækkede anspændte krop falde sammen som havde hun givet op. Han havde ikke tænkt over hvad effekt et enkelt ord i et en bestemt tone kunne havde, specielt ikke når hun stod i den sårbare situation som nu.
Som var hans egen træthed mere eller mindre forsvundet vendte han sig væk fra hende igen og rejste sig. Det klagede i benet og med ryggen til hende kunne han slippe den smertelige grimasse, før han satte i bevægelse og fandt roen i sine træk frem igen. ”Jeg har en ren” han åbnede kisten, fandt noget nyt og rent bandage frem, lagde det på sengen og fandt derefter en ren klud frem, inden han lod kistelåget faldet på plads igen. Han vidste ikke hvor slemt det var, men var blodet størknet for meget, ville det blive en smertefuld proces at få forbindingen af.

Roligt gik han over til hende, satte sig på sengen og rakte ud efter hende. Roligt og til en start afventende af hun havde opfanget hvad han havde tænkt sig, før han bandt lukningen op for hende og langsomt begyndte at dreje forbindingen af hende. Han sørgede for at kigge koncentreret på det, og ikke så meget andet, for hendes skyld og egentlig ikke sin egen. Blodet var stadig vådt som han nåede længere ind. ”Her, hold kluden på hvis det begynder at bløde når jeg fjerner det sidste” han rakte hende den rene klud, inden han fortsatte med at få forbindingen af livet på hende.

Julia holdt blikket sænket, skønt hun under de sænkede vipper og ud af øjenkrogen fulgte Jeffreys bevægelser så godt hun kunne. Ikke nemt med ham delvist bag hende, men lydene hjalp. Hun slappede også en smule mere af, som den første overraskelse over hans skarpe stemme havde lagt sig og det næste sagt blødt stemningen op. Noget der kunne ses i hendes holdning endnu engang. Det var trods alt Jeff. Selv nu betød det noget. Om det betød nok ville en berøring vise.

Hun nikkede let og gjorde så endnu et forgæves forsøg på selv at nå lukningen på bandagen. Ikke at det nyttede, men det efterlod hende dog med en fornemmelse af selv at have noget noget og ikke bare passivt ladet ham tage over. Passiv var ikke hende. Så det var med et varsomt blik hun trådte nærmere, som han havde sat sig endnu engang på sengen. Noget der gjorde ham mindre truende end stående op? Hun var ikke sikker. Magt var så meget i udstråling og hvad du kunne få folk til som i fysisk dominans. For nu var han forretningsmæssigt kølig og fokuseret på skaden og intet andet.

Julia tog i mod kluden og trak vejret ind i forventning om hvad der kunne ske. Et lille riv og den eneste kant, der var alt som havde størknet, var fri. Kluden pressede hun mod siden uden at se på den. "Ser blodet rent ud?" Var der guligt blandet i var hun i problemer hun ikke havde lyst til at tænke over, men det føltes hverken hævet, brændende eller ømt på den der forkerte måde. Måske havde hun været heldig trods alt. Forsigtig fjernede hun kluden og forsøgte at se ned. "Det ser pænere ud...?" Hun var ikke helt sikker, men mest så det ud til hun havde fået revet det op med en forkert bevægelse.

Jeffrey var verdensmester til at pakke sig ind i det praktiske. Det distancerede ham fra empati til det andet menneske. Ikke at han ikke havde empati og medfølelse for at det gjorde ondt, og at hun formentligt var bekymret for at det var betændt. Det kunne han godt forholde sig til, men det var bedre at fokusere på det og netop de følelser, og ikke på hvor blottet hun stod og hvor ubehageligt det kunne være for hende, med tanke på hvad hun i den sidste tid havde været udsat for.

Det lød til det på hende, at hun også holdte fokus hvor det var mest væsentligt lige nu. Med den sidste lidt hårde bevægelse for at få forbindingen fri, var såret også synligt. Ikke længe som kluden blev lagt på, men han kunne nemt fjerne hendes hånd ganske let og tjekke det vigtigste. ”Nogenlunde. Det ser lidt irriteret ud” besværede han begge hendes spørgsmål på en gang med en brummen, inden han gav sig til at løsne enden af forbindingen. ”Men det læger. Det kan jeg se på kanten” han rørte hende ikke, men lavede en buet bevægelse med sin finger hvor han havde observeret at huden så småt trak hen over. Der var også en revne efter at være blevet revet op, deraf mængden af blod på forbindingen. Han trak hånden til sig igen og fik forbindingen op så han var klar, og fandt det bløde stof der skulle ind mellem frem. ”Flyt hånden roligt” som hun gjorde det, lagde han det bløde stof imod huden. Han ventede på at hun selv holdte fat, før han bandt forbindingen omkring hende – såfremt hun ikke havde nogle invendinger.

Julia flyttede hånden med kluden som hun blev opfordret til det og forsøgte at holde sig pænt stående, skønt hun mest havde lyst til at vride sig for selv at se skaden. At høre Jeffreys brummende svar var dog nok til at hun slap det vejr hun ikke havde vidst hun holdt og løsne en smule mere op på den pludseligt opståede anspændthed. Let irriteret skulle der holdes øje med, men hans stemme gav hende ingen grund til uro nu.

Langsomt vred hun sig, så hun kunne kaste et blik ned, før hun overlod siden til Jeffs kyndige hænder og nåde. "Også noget møg at blive stukket der..." Hun mumlede det mest af alt til sig selv, for det havde været dumt at lade sig såre. Ikke at de modtagne spark havde hjulpet på noget som helst og sikkert kunne have givet langt værre skader, hvis hun havde fået flere af dem. Det var tanker der slet ikke skulle til lige nu og her.

I stedet flyttede hun hånden som hun fik besked på og stod ret, så det var lettest muligt for Jeffrey at lægge den rene bandage. Presset den lagde stivede hende også af på en eller anden måde. Måske fordi der var noget betrykkende i at vide at såret for nu var på rette vej. "Tak." Hun så ikke på ham som hun sagde det, men foldede skjorten ud endnu engang og trak den over hovedet. Mere dækket og hun kunne vende sig mod ham helt. "Yderst eller...?" Hun vidste det nok godt, men testede ham let. Der var kun en plads han nogensinde havde ville have hende i sengen. Hun kappede den der og nægtede at lade den anden del af tanken røre sig.

Jeffrey brummede som svar. Han var enig. Det var ikke et sted der var smart at blive stukket i. Faktisk var det slet ikke smart at blive stukket, men det behøvede han ikke fortælle hende. Det vidste enhver, eller også var der gået et eller andet helt galt! I stedet holdte han fokus på at få ordnet forbindingen så den ikke gled, men ikke så stramt at det var voldsomt ubehageligt. Det duede ikke den stoppede blodtilførslen til resten af kroppen! Det fik de ikke noget god ud af i sidste ende.

Jeffrey vendte til opmærksomhed, så snart han havde sikret sig at forbindingen sad som den gjorde, til at få den gamle pakket en smule mere sammen så den ikke lå og flød midt i det hele. Han brummede som svar til hendes tak, og kom ikke med nogen uddybelse. Han nåede ikke længere end at få den pakket sammen, og med tanken om at lægge den over på en stol før Julia vendte sig igen. ”Jeg bliver yderst” det havde han altid været, for sådan kom man hurtigst og nemmest ud af sengen hvis det pludseligt var nødvendigt. Det var hans plads, og det ændrede sig næppe. Han kiggede op på hende med ro i blik og træk. Nu hun selv havde spurgt måtte han gå ud fra at hun ikke havde et problem med at sove inderst. Eller også skjulte hun det meget godt.
Han rejste sig langsomt, lagde den snavsede forbinding på en tom stol inden han vendte tilbage for at ligge sig til rette i sengen. Det blev mere og mere tydeligt i hans træk at han trængte til søvn. At han havde været vågen i alt for mange timer allerede.

Trætheden var bestemt ved at vende tilbage hos dem begge. De brummende svar Julia fik var så meget et bevis derpå, som den ensidige opmærksomhed der blev flyttet rundt af manden i rummet. Jeffrey kunne normalvis virke som om al hans opmærksomhed lå på en person mens han delte den over flere gøremål, men ikke ligenu. Det holdt hende også tilbage fra at prøve hans tålmodighed. Træthed gjorde de fleste korte for hovedet og når lunten brændte ud var det aldrig rart at være målet. Hårde lærepenge hun ikke kunne glemme skønt tillært af en helt anden.

Derfor havde hun heller ikke flere indvendinger mod ordren om at dele sengen, men forhørte sig kun dæmpet om pladserne. Hans svar var som ventet, mens tonen bekræftede hendes stille accept af ordren som det sikreste valg. Nikkende let samtykkende ventede hun var hun stod til han rejste sig med bandagen. Først da krøb hun op i sengen og lagde sig helt inde ved væggen.

Det tog et par dybe vejrtrækninger at få sind og krop ned i en ro, hvor hun ikke ville udstråle andet end træthed. Endnu et par efter Jeffrey havde lagt sig ved siden af hende, men så krøb lidt af det gammelkendt også frem og mildnede nuet. De havde trods alt ligget sådan før. Det havde været noget hun valgte da og det havde aldrig været et problem. Stille holdende fast i hvad havde været en gang, rullede hun op på siden med ansigtet ind mod væggen og slappede af. Søvnen kom snigende efter. En dyb søvn det meste af natten, men son den forgående sluttende af i endnu et mareridt, hun kunne kunne vække sig selv ud af.

Jeffrey forholdte sig tavs derefter. Han gled ind i det mere vante rutiner fra sin egen hverdag, men havde konsekvent en tanke på at han ikke var alene. Ikke han forventede et havde en effekt på hans fremtidige søvn der var indenfor rækkevidde. Det ville ikke være noget godt valg at gøre ham fortræd i søvne, ikke hvis hun håbede på selv at overleve. Men han mistænkte hende nu heller ikke for at ville prøve. Hun var ikke dum.

Med et dybt træt suk lagde han sig i sengen igen og havde allerede halvt lukkede øjne som han lå på ryggen og ikke rigtig så på noget som helst. Tankerne var der selvfølgelig stadigvæk. Bare lidt endnu. En meget specifik ting. Hun havde været så ivrig efter at slippe væk, men havde også virket så ivrig efter at komme tilbage. Han forstod det ikke. Ikke endnu.
Efter lidt tid drejede han blikket for at se ind i nakken af Julia der havde lagt sig med hovedet mod væggen. Beskyttende om sig selv, var hans første tanke, men ikke noget der undrede ham. Han vendte sig om på den anden side, og havde dermed ryggen til hende. Det var en måde at give hende fred. Først efter han hørte hendes vejrtrækning afsløre hun var faldet i søvn, kom hans egen hurtigt. Den sneg sig ikke men galoperede nærmest ind i hans sind og lod ham sove dybt i de første timer. Herefter begyndte den lette søvn han yndede at fastholde for sin egen sikkerheds skyld.

Det var også den lette søvns fortjeneste at han langsomt og disorienteret åbnede øjnende ved den velkendte lyd af nogen der vred sig rundt. Han løftede en hånd og ned sig i øjnende, som han vendte sig om på ryggen for at kigge over. Ganske rigtigt. Han kunne se paniksveden fra et mareridt over hendes træk og hvordan hendes krop kom med spjæt og vrid. Med en lavmældt brummen trak han sig selv op at sidde af hovedgærdet og gned sig på ny i de aldrende øjne, inden han langsomt rakte ud og lod en hånd hvile ned på hendes skulder. Den greb ikke fat, men gav et tag til virkeligheden som han roligt brummede. ”Julia”

Noget ved mødet med Jeffrey havde brudt den barriere ned i Julias sind, der havde forhindret mareridt i at indfinde sig. Hun havde ikke drømt på turen med karavanen eller i vognen fra den til fortet. Hun havde heller intet drømt i fangekælderen, hvor dagene ellers havde givet hende så rigeligt at krydre minder med, hvis hendes underbevidsthed havde manglet inspiration. Først nu, hvor hun befandt sig i den tvivlsomme sikkerhed af Jeffreys selvskab, komme mareridtene og forstyrrede hendes søvn, som hun ellers havde så hårdt brug for.

En berøring af hendes skulder rykkede hende ud af søvnen, så effektivt som lyden af hendes navn og fik hende til at dreje, først ned på ryggen og så om på siden igen, pressende ryggen ind mod væggen. Hendes blik var på mørket, opspærret og intet seende, til hun atter lå stille og tvang sit hjerte ned i slag sammen med vejr ind og ud. Da lukkede hun øjnene kort. "Du har en dårlig indflydelse på min søvn..." Forhåbentlig havde hun ikke snakket i søvne igen. Hvordan var hendes kontrol blevet så dårlig?

Åbnende øjnene langsomt lod hun blikket glide ud i rummet. "Det er brudt. Du kan sove videre nu." Med vilje holdt hun blikket fra ham og tankerne så fjernt fra drømmen som hun kunne. Ikke at det sidste gik alt for godt.

Det var underligt. Han så folk vride sig af den ene og anden form for smerte dag ud og dag ind. Ikke at han nød tortur, men det rørte ham ikke at se folk lide. Det rørte ham ikke at de både fysisk og psykisk led overlast. Han kendte ikke ofrene. De betød intet for ham. Hvorfor skulle han bekymre sig.
Men det var netop forskellen fra dem og hende. Han kendte ikke dem, men han havde i hvert fald kendt hende engang. Han løftede hånden fra hendes skulder, sekundet hun reagerede og lod den hænge roligt over den position den før havde været, for at vise at han ikke forsøgte at række ud efter hende eller på anden vis røre hende igen uden tilladelse. Han tog den roligt til sig, som han så næsten blind ud i mørket. Han kunne ikke se hendes reaktioner, andet end hvad han kunne høre, og de større bevægelser der skiftede. Som at hun havde presset sig op mod bagvæggen instinktivt.

"Undskyld" svarede han, ganske sandfærdigt. Det var ikke hans hensigt, men han forstod ikke hvorfor han havde den effekt. Måske var det hans blotte tilstedeværelse, som fik minder frem hun ikke ville have.

Lyden af raslen og puslen, som han lagde sig ned igen, fyldte det mørke rum. Han drejede sig om på siden, kiggede igen blindt ud i mørket. Han vidste hun var der, men han kunne ikke se hende særlig godt, trods hans øjne havde vænnet sig til mørket. Der var aldrig megen nattelys på disse kanter. Skyerne tog det meste af stjernerne og månens skær. Han var stille, lyttende til hendes vejrtrækning som tadig afslørede at hendes tanker ikke havde sluppet skrækken. "Fortæl mig om roserne fra din have. Hvad farve havde de?" han huskede hun elskede roser. Det slog så hurtigt ned i ham, at han lod det være hans første valg. Hans stemme var rolig, nærmest blid, som han forsøgte at guide hendes tanker væk fra mørket der fyldte hendes tanker, men uden at presse hende. Lade det være så løst et emne at han ikke gravede i hendes liv, men også vigtigt nok for hende at det måske ville virke. Måske blot forbløffelsen over at han kunne huske det, ville være nok.

Undskyld. Ordet var så uventet en reaktion på hendes afslørende adfærd, som den følelse der lå i stemmen også. Han mente det. Julia trak vejret dybt ind og kæmpede ro ind i vejrtrækningen og sindet. Hun var bedre end det her. Trænet fra ganske ung til at være hvad der var brug for hun var og aldrig afsløre sig. Aldrig lade paraderne falde når hun ikke var hjemme i sikkerhed.
Den sidste tanke en hån hun selv kunne høre og desværre mere bekymrende klarsind end hun havde lyst til at vågne op med.

Langsomt rakte hun ud og mærkede efter hvor Jeffrey lå, før end hun lod sig glide tilbage ned på ryggen ved siden af ham. Deres skuldre berørte hinanden, men hendes side foretrak det frem for det uventede pres og hun havde ikke brug for dens distrahering. Ikke med en Jeffrey der havde sovet og ladet den opsnappede og fortolkede viden fra dagen før bundfældet sig.
Alligevel overraskede hans spørgsmål hende og fik hende til at smile ud i mørket. Han havde husket hendes utilslørede beundring af alle roser hun fandt. "De vokser i en bue fra gule over orange til dybt røde, næsten sorte rundt om lysthuset." Det var hendes foretrukne sted i haven. Et hjørne anlagt efter hendes ankomst til familien og alt hun nogensinde havde haft indflydelse på der. "Jeg fik en stikling tilsendt af en gammel bekendt, hvor blomsten åbner sig som en solnedgang. Dyb rød på kanterne og tonende ned til varm gul i midten. Så klart min favorit i blandt dem og den plantet mest i skjul af Lysthuset." Klangen i hendes stemme ved det sidste havde en snert af gammel bitterhed over sig.

Et kort smil spillede frem på Jeffreys læber som han mærkede hånden klappe hen over stof til den ramte hans skikkelse og gav hende en bedre ide om hvor han befandt sig. Han drejede blikket til siden, uden at kunne se hendes hånd, men fulgte den alligevel så godt han kunne præstere, uden at flytte sig.
Jeffrey lyttede som hun fortalte og syntes at kunne høre smilet forme sig i hendes stemme. Det var en glæde han vidste hun havde, og det gav hendes stemme en klang han kendte hende bedre for. Den ægte hende.

Snerten af bitterhed fik ham til at rynke sine bryn. Han rettede sig så hans hoved hvilede bedre på sin hånd og også sørgede for at holde sig bedre vågen så længe de havde en samtale. ”Den lyder smuk. En skam den stod langt væk.” Det var ikke hans plan at udspørge hende eller snage, selvom han var nysgerrig omkring hvorfor nogen ville frarøve hende glæden ved at nyde blomstens unikke florafarve. Han havde en vag ide om hvorfor. ”Fik du flere til samlingen gennem årene?” holdende hende fokuseret på noget mere positivt – hvis det kunne lade sig gøre selvfølgelig.

Trods snerten af bitterhed ved tanken om hendes mands forhold til roser givet til hende fra andre, så fortsatte Julia med at smile ud i mørket. "Det havde sine fordele. Et fristed helt mit eget på så mange måder." Det kostede lidt at holde tone let, men at tænke på de gode ting ved stedet var det bedste hun kunne gøre. Ikke skænke det tanker hvorfor hun så ofte havde søgt derhen eller hvad nogle af de roser havde kostet hende. Det var tanker for et andet liv langt væk fra mørket.

"Det gjorde jeg. Heldigvis kun en enkelt åbenlyst overbragt, men den var også mere sendt som hån til min mand end som gave til mig." Det havde krævet en særlig person at tage en hævn på hendes mand, der ikke af andre ville virke som det stik det var. Hun havde kunne værdsætte det sublime tankespind, hvor ubehagelig episoden ellers var.
Tøvende drejede hun ansigtet til side, hvor skyggen af Jeffrey trådte frem i sengen ved siden af hende. "Glemmer du nogensinde noget om andre?" Der var smil i hendes stemme, som der også var antydningen af drilleri. Hun havde forventet han havde glemt det meste om hende. Havde glemt hende.

Jeffrey beholdt dovent et smil på læberne som hun talte. Havde hun kunne se det, ville det ligefrem give ham et blidt udtryk, som oftest aldrig blev vist frem i dagslys. Det, blandet med at trætheden så småt begyndte at snige sig ind på ham, gjorde ham mere fredelig.
Han lå stille og slappede af, mens han lyttede. Men som Julia nævnte noget med en hån, rynkede han sine bryn og skrev det bag øret. Det lød underligt. Og ikke spor kærligt af nogen art. ”Det lyder både som en modig og dum gerning” pointerede han, igen uden at snage ned i hendes fortid trods hans hoved opdigtede både det ene og det andet spørgsmål hurtigt efter hinanden.
Han kunne ikke forestille sig hende være gift med en mand der behandlede hende så dårligt, men det var desværre ikke en enestående ting der skete i landet. Hverken på den lyse eller mørke side af verden.

Smilet vendte tilbage på hans ansigt og han lukkede luften ud gennem næsen i et lydløst grin. ”Ofte og hele tiden. Men ikke om dig” hans søvnige stadige gjorde ham mere ærlig end han egentlig havde lyst til. Han havde glemt mange folk igennem sit liv, ganske simpelt fordi de ikke var interessante eller vigtige nok for ham at huske. Men det havde hun været, og selvom han ikke havde tænkt på hende hver eneste dag, glemte han hende ikke. Gemte minderne om hende som en vigtig del af sit liv, trods formodningen om at han aldrig ville se hende igen.

"Ikke for giveren desværre." Julia lod den hænge der, som hun begravede episoden fra tankerne. Mørket og den afslappede stemning havde fået hende til at åbne op og fortælle mere end hun nok burde om det andet liv, Jeffrey aldrig før havde kendt til. Uforsigtigt og uberegneligt hvad det ville koste hende senere. For nu havde snakket om roser dog forjaget mareridtet og gjort det muligt for søvnen at snige sig ind på hende.

Et gab undslap hende, før end hun med et lille smil, rakte ud og rørte Jeffreys arm let. "Så er det om det er en god ting..." Der var stadig munterhed i hendes stemme. Det meste placeret der for at skjule alle de andre følelser svaret gav hende. For hvis han aldrig havde glemt hende, hvor stod de så nu? Hvad havde han troet da hun var forsvundet? Så mange spørgsmål og ingen af dem sunde at falde i søvn med i tankerne.
I søvn faldt hun dog og det ganske kort tid derefter.

En banken på døren var hvad vækkede hende næst. Hendes hånd lå stadig i berøring med Jeffreys arm, men som hun slog øjnene op, trak hun også hånden til sig. Et dæmpet støn slap fra hende, før hun blinkende forsøgte at sætte sig op og skubbe den omklamrende søvn af sig.

Jeffrey brummede som svar til de ord som hang i luften. Nok havde han spørgsmål, men de kunne vente. Hvis han overhovedet havde et ønske om at vide hvad svarene i realiteten var, eller om det ville havde en mere negativ effekt. Han vidste at nogen ting var bedst ikke at vide noget om, men han havde svært ved at lade sådanne ting ligge.

Tankerne blev skubbet let til side som han mærkede hånden mod sin arm. At hun frivilligt rørte ham måtte han tage som en god udvikling. En gerning der fik skulderne til at slippe noget af den anspændthed han altid gik rundt med. Et kort øjeblik flakkede hans blik rundt i mørket som en velkendt men underkendt følelse ramte hans mellemgulv. ”Det vælger jeg at tro” han besvarede hendes munterhed med sin egen, for ligeledes at skjule noget.
Han hørte hvordan hendes vejrtrækning blev dybere og afslørede at søvnen var indtruffet på ny. Det var lykkes at få drevet hendes tanker væk og forhåbentlig frembringe en mere behagelig søvn. Alt imens lå han selv og stirrede op i loftet med et galopperende hjerte der forsøgte at bekæmpe den velkendte følelse af afsavn han havde haft, som pludselig fik plads nu hun var tilbage.
Det var noget rod.

Det gav et sæt i ham som der blev banket på døren. Øjnende flakkede en smule rundt før han med et suk lagde hovedet tilbage på puden igen. Han var ikke helt sikker på hvornår han var faldet i søvn igen, men det var trods alt lykkes ham. Han løftede begge hænder op og gnubbede sit ansigt med en svag brummen.
Jeff tvang sine ben ud over kanten og kom op at sidde. ”Jeg kommer.” lod hans stemme højt mod døren. Han lød ganske rigtig en smule morgengnaven, men det var måske ikke så underligt med den opvækkelse. ”Når du er sulten eller har brug for at strække dine ben, er køkkenet ned af gangen, og ned af trappen til venstre. Ingen kommer til at genere dig” han kiggede over på hende, måske et par sekunder længere end han egentlig havde planlagt, før han skubbede sig selv op og stå. Hun ville ikke kunne flygte, uden nogen stoppede hende. Det vidste han, og det vidste hun formentligt også, men han ville trods alt give hende den frihed han kunne. Om hun ville bruge den eller ej, var op til hende selv.
Han selv fik hevet en ren skjorte over hovedet og begav sig ud af lokalet, og lod døren stå ulåst men lukket. Hans rytme var blevet forkert i forhold til normalen. De fleste vidste at Jeffrey holdte af sin normale rytme, så bekymringen og usikkerheden var begyndt at vokse blandt rækkerne. Noget han skulle havde rådet bod på, også selvom intet lige nu føltes normalt.