Han havde nok selv afsløret sig også på et eller andet tidspunkt, hvis ikk ehan havde fået gjort det i starten.
"Smuk og intelligent!" bemærkede han med en mild, dæmpet latter. "Er De klar over hvor farlig en kombination det er på mænd som mig?" Han drillede mere end han flirtede, men der var stadig noget flirtende og varmt i hans blik, da han så på hende.
"På den anden side er det aldrig rart at blive gennemskuet så let. JEg tror minsanten også, De er lidt udspekuleret!"

Carolinas smil bliver større, da han kalder hende udspekuleret. Der er nok mange, der ikke ville se det som et kompliment, men hun kan godt lide, at det endelig er hendes tur til at regne ham ud.
"Tjaeh," svarer hun ham så overvejende. "Det er i hvert fald et godt våben en gang i mellem," og tænker på, hvor ofte hendes intellekt og hendes skønhed har bragt hende frem mod hendes mål - eller mænd. Hun er dog endnu ikke specielt interesseret i Levon, selvom han da er begyndt at vinde ind på hende.

HAn kan godt mærke, han vinder ind på hende, selvom det går lidt langsomt, men det synes han kun er underholdende. Han regner ikke med at komme til at fortrylle denne lille dame som han har gjort med så mange andre, men han kan godt lide hendes selskab og den udfordring, hun giver ham i at få hende til at åbne sig lidt op for ham.
"Aye, det kan jeg forestille mig!" lo han, "Jeg er sikker på, at hvis det var det, De ville, kunne De få mig til at kravle for Deres fødder!" Der var stadig denne drillende tone i hans stemme, men også noget lidt udfordrende, som om han ikk ehelt troede på sine egne ord og ville have hende tila t bevise sit værd. Men hans latter slører det snart.
De når frem til den lille beværtning, der ikke er noget særligt flot eller grandiøst, og somman ikke skulle tro, en rigmandssøn ville overnatte på. Han åbner døren ind til den hyggleige lille barstue nederst og holder den for hende uden at bukke denne gang, men slår i stedet ud med armen med et drillende smil.
"Damerne først," bemærker han, "Selvom jeg personligt aldrig har forstået at sende en dame ind først, da der kan ske alle mulige mærkelige ting i sådan et lokale!"

Carolina fanger godt hans udfordring, men hun beslutter sig for, at det har hun ikke lyst til. Hun kan også lide en udfordring en gang i mellem, men det skal være, når modparten slet ikke er klar over, at han er ved at blive "fanget" i hendes net. Da de når til beværtningen, ser hun på stedet - der er ikke så meget overraskelse at spore i hendes blik, men hun er alligevel overrasket over, at stedet ikke er finere; men hun er overhovedet ikke utaknemmelig, og hun ville også komme til at føle sig alt for forlegen, hvis han havde lejet et værelse et fint sted.

Hans gestus får hende til at smile, men hun bliver stående i døren.
"Jamen så vil jeg da foreslå, at De går først," siger hun med endnu et smil og nejer så for ham og lader sine hænder gøre en indbydende gestus mod den lille bar.

Han ler ad hendes uortodokse måde at være på og går ind først, stadigt holdende døren for hende, selvom det er meget besværligt.
"Og dér fandt jeg ud af hvorfor!" lo han mildt og strakte sig virkelig for at gøre plads til, hun kunne komme nd uden at skulle trække sig op ad ham. Der burde dog være plads til, hun kan smutte forbi ham uden at røre ved ham, som han kan tænke sig, hun helst vil.
Han så sig om i det lille lokale, hvor ejeren kommer mod dem med et grin, mens han tørrer sine hænder i forklædet.
"Baldric, hvad skylder man æren? Og i sober tilstand!?" Levon skar ansigt ad hans kommentar.
"JEg låner værelset ud i aften, da jeg ikke lige har planer om den store druktur. Du kender rutinen!" Manden nikkede muntert og lidt udspekuleret.
"Vi har ellers lige fået en ny whiskey og.." LEvon afbrød ham leende:
"Ikke friste mig! Jeg skal nok komme snart og smage sagerne, men det bliver ikke lige nu!" Men ejeren var ikke sådan at afvise, og han så på Carolina med et smil.
"HVad med dig? Kunne du ikke tænke dig at smage? Jeg er sikker på, Baldric ikke kan modstå en bøn fra en ung kvinde, og det ville være så godt for stedet, hvis han smagte på den og gav en udtalelse." LEvon lo igen.
"Du skal nok få din udtalelse, men jeg er ikke sikker på, hun har meget lyst til whiskey lige nu!" protesterede han muntert.

Carolina smutter hurtigt og elegant ind under hans arm, og døren smækker bag dem, da de begge er gået ind. Hun misser med øjnene i det mørke lys, men vænner sig stille og roligt til det, mens hun tænksomt lytter til den samtale, Levon har med ejeren. Hun lægger hovedet lidt på skrå og smiler så lidt. Hun er ikke selv til alkohol, overhovedet ikke, for hun hader at miste kontrollen, og det får alkohol hende i den grad til.
"De skal være velkommen til at skænke op til ham, det tager han sikkert ikke skade af," siger hun med et lille, lumsk smil. Hun er ikke ude på at gøre Levon ondt, men hun kunne godt tænke sig, at være ham overlegen og komme på forkant med ham.

Overrasket ser LEvon på Carolina. Det var det sidste, han havde forventet af hende, men okay, hvis hun insisterede. Han slog ud med begge hænder i en opgivende gestus og gik hen til det nærmeste ledige bord, hvor han holder en stol for Carolina med et venligt smil og afventende ser på hende.
Ejeren skynder sig veltilfredst op og hælder op i to glas - et stort et til Levon og et mindre til hende - og kommer så tilbage og sætter dem. Levon nikker veltilfreds og kan allerede lugte den gyldne drik, der lokker ham i fordærv så ofte. Han er særligt glad for whiskey, det ved ejeren også, og han er altid hurtig til at få Levons røv i et sæde, så han kan hælde i ham.

Carolina ser godt overraskelsen i Levons øjne, men hun smiler blot og følger efter ham. Selvom hun ikke er meget for hans høflige manerer, sætter hun sig på den stol, som Levon har trukket ud. Hun ser på glasset, og skal lige til at afslå, men lader det bare stå.

"Nåå, Levon .." siger hun overvejende, og tager fat i whiskyglasset, hvor hun lader den gyldne drik sejle rundt, inden hun tænksomt sætter det ned på bordet igen. "Er De skamgæst her, eller hvad?" spørger hun med et glimt i øjet. Hun nyder varmen, som er her, og sætter pris på, at han ville tage hende med her til.

Da hun har sat sig, selvom han kan se, hun stadig er modvillig overfor hans manerer, tager han selv plads overfor hende ved det lille bord og lægger hånden om glasset for at løfte det op til læberne, hvor han indsnuser duften.
"God aroma, dejlig frisk, ikke for tung ... Og ja, et af mine mange stamsteder. JEg er her nogle gange om måneden vil jeg tro." Han tog så en lille slurk og vendte væsken kyndigt med tungen, før han nikkede annerkendene til værten.
"Blød og rund, men med et skarpt twist, den kunne bruge lidt citron, hvis den skulle være perfekt. Ikke dne bedste, du har, Jem, men det er en okay whiskey!" Han kluklo let ad ejerens let skuffede udtryk, og LEvon kunne ikke holde masken mere, så han brød ud i en lettere højlydt latter. "JEg driller, det er den fineste whiskey, du har! Fandens godt sprøjt!" Han lo igen og skulle så til at undskylde sit sprog overfor Carolina, men stoppede sig selv, da han huskede på, hun ikke var meget for hans undskyldninger. Han drak i stedet et halvt glas mere og satte det på bordet, hvor ejeren straks fyldte det op uden han selv bemærkede det.
"Ønsker du en bestemt barpige til at servicere i aften?" spurgte ejeren, Jem, og LEvon tænkte lidt.
"Lad bare Michi komme, hun er den mest diskrete, og jeg orker ikke de andre tossede pigebørn lige i aften," lød det muntre svar, og ejeren nikkede accepterende og gik væk. Det var tydeligt at se, LEvon havde et godt venskab med ejeren, og de behandlede hinanden meget familiært, især Levons status taget i betragtning.

Carolina lytter igen til deres udvekslinger og smiler, da Levon laver sjov med ejeren. Hun sætter sin ene albue på bordet, så hun kan læne sin hage mod den, og man kan lige få et lille kig ned i hendes barm, hvis det er det, man er interesseret i.
"Ja, det kan jeg høre på det hele," svarer hun ham så og nipper kort til whiskyen - bare for ikke at være for uhøflig, og så kunne det jo være, det smagte hende. Dog ikke. Hun stiller glasset fra sig igen, mens hun ser rundt i rummet.

Rummet er et lidt nusset, men meget hyggeligt syn med malerier på væggene og træpaneler indenunder. Der var flere små borde med udskårne stole og en simpel plankebar for enden af værelset. Over den store pejs hang et bjørnehoved, og resten af bjørnen lå nedenunder. LEvon så på bjørneskindet med et skævt smil og huskede fint de gange, han var blevet kastet op i luften på det skind over at have givet en omgang eller ti. Der var mange gode minder i lokalet, og han ville ikke have noget imod at danne flere med Carolina. Han drak igen et halvt glas, og i det samme kom en lidt ældre, men meget køn kvinde hen med en karaffel.
"Hey smukke," lød det fra hende til LEvon, der blot lo ad hendes kælne tone.
"Ikke i aften, Michi, jeg har selv bragt selskab med." Hun så ikke ked ud af det, mere lidt skuffet, men hun holdt sig omkring for at holde glasset fyldt.
LEvon så hvordan hun kun nippede til whiskeyen og smilede skævt, mens han lagde den ene ankel over det andet knæ.
"Er der noget andet De hellere vil have? Mad eller drikke? Når nu De alligevel har fået mig ned at sidde?" Han lo muntert og drak igen lidt, den gyldne væske kildene hans gange, så han sukkede tungt, da han satte glasset fra sig.

Carolina betragter kvinden, der kommer hen mod dem. Hun føler sig ikke specielt truet af hende, for hun har som sagt ingen intentioner med Levon overhovedet, udover lidt sjov og noget selskab. For hendes skyld kunne han sagtens smutte med denne Michi, men det gør hende alligevel glad, at han lige nu foretrækker hende. Da han tilbyder hende noget, ryster hun lidt på hovedet af ham med et smil på læben. Hvornår lærer han det?
"Nej, jeg har ikke lyst til noget," svarer hun blot og taler sandt. I aftes var hun heldig, for tidligere var hun blevet inviteret på et måltid af en gammel stodder, som hun efterfølgende hurtigt var smuttet fra - og så mødte hun Levon.

Levon nød Carolinas selskab, men var egentligt lidt forundret over, hun ikke en gang vill ehave et glas vand, der ellers var ganske gratis. Når nu han sad og hældte i sig.
"De giver mig helt dårlig samvittighed over at sidde her med et glas," sagde han ærligt, "Og jeg kan ikke engang byde et simpelt glas vand?" Han sukkede let, men smilede så igen muntert. "Ja ja da, det er Dem, der bestemmer, men er det ikke lidt synd for mig, jeg skal sidde her og drikke alene af et glas der aldrig får lov at tømmes?" Han kikkede let drillende på barpigen, der rødmede svagt og smilede, før han igen så på Carolina, stadig drillende. Han vidste intet om, hun havde mødt en tidligere på dagen, men havde han vidst det, havde det glædet ham meget.

Carolina smiler over hans ord og overvejer det lidt. Hun har slet ingen kontrol over sig selv, når hun får alkohol, men et enkelt glas vin kan vel ikke skade. Men hun har egentlig ikke rigtig lyst, hun vil bare gerne se, hvordan Levon langsomt bliver mere og mere ukontrolleret - måske forsvinder nogle af de stive, pæne manerer, måske bliver han et røvhul? Hun vil bare gerne finde noget... uperfekt ved ham, og også gerne noget, der ikke involverer kvinder. Men det er for tidligt at finde ud af det endnu.

"Så lad mig da for Deres skyld få et glas vand," smiler hun og stiller sit eget glas over til ham. "Så kan De sikkert også lige tømme dette for mig, ikke?" siger hun ganske uskyldigt.

Han smiler sejrende og vifter straks med hånden, og Michi forsvinder straks efter et glas vand til hende. Han skærer en grimase og tager så hendes glas op.
"Ja spildes skal det ikke!" lo han og hældte det ned med et nydende udtryk. Levon var en mand, der forstod at nyde alkohol, selvom han aldrig kunne gøre det i små mængder. Når først han var gået på flasken, så blev han som regel hængende på den, tild en og alle han kunne nå fra den var tomme.
Han havde ikke meget lyst til at drikke sig fuld i aften, og han fandt det lidt patetisk at drikke alene, men når nu hun tilsyneladende insisterede på det, og han så godt som fik hældt det ned i halsen, kunne han ikke få sig selv til at sige nej.
"JEg håber ikke, De fortryder Deres lile spil," lo han og antydede, han havde gennemskuet hende. At hun ville have ham til at drikke for at afmystificere ham, og måske ville det lykkedes for hende at gøre det, men mon hun ville synes om det, hun fandt? Han var ikke sikker, for han var lidt af en karl, når han havde drukket, det vidste han også godt. Men det ville ikke nytte noget at være en gentleman og advare hende; hvis nhun virkelig var opsat på at drikke ham under, så skulle hun få lov at gøre forsøget, det respekterede han hende for. Så længe hun ikke ville flygte fra ham bagefter.
Da Michi kom tilbage med vandet og bøjede sig ind over bordet for at sætte det foran Carolina, hviskede han noget i øret på barpigen, der lo muntert.
"Ja ja, det skal vi nok klare, Baldric, ingen bekymring!" Han lo bare som svar og kikkede drillende på Carolina.

Carolina læner sig længere frem mod ham med et listigt smil. Selvfølgelig ved hun, at han gennemskuer det, og det er måske også meningen. Hun er på den måde ikke ude på at drikke ham under, men det ville måske hjælpe på hans nysgerrighed. Hun hæver øjenbrynet, da han står og hvisker med Michi, og trækker sig let tilbage igen, hælder noget vand op i sit glas og tager en tår af det. Det smager i hvert fald bare som vand.
"Hvorfor skulle jeg fortryde det, Levon?" spørger hun ham interesseret og læner sig igen mod ham.

Hans smil blev en smule listigt, og han betragtede hende, som om han forsøgte ikke at grine ad noget meget morsomt.
"Det kan tænkes, du ikke kan lide mig, når jeg er fuld," kommenterede han med et skævt smil. "Det ved man jo aldrig." Han drillede hende åbenlyst, men mente faktisk, hun måske ikke ville kunne lide ham i fuld tilstand. Ikke at ret mange havde beklaget sig, men der var da et par stykker, og som regel undgik han at drikke, når han var med en kvinde, fordi det som regel ikke var den bedste kombination. Men nu havde hun halvt om halvt udfordret ham, og han var klar på udfordringen.
"Hvis ikke," kommenterede han leende, "så kan De altid gemme Dem på værelse nr. fire på højre hånd og låse døren for mig." Der kom et vurderende udtryk i hans gyldne øjne, mens han så på hende og så godt efter. Han havde for længst bemærket hendes kavalergang og havde også noteret sig, det var en ganske fin en af slagsen, men han gjord esit bedste for ikke at sidde og stirre. Men det blik, han kastede ned over hende, havd efået selv Michi til at storrødme den syvende gang, han havde gjort det. Ikke er uforskammet blik, men et, der vurderede hendes krop - eller alt fald hvad han kunne se af den. Han stoppede blikket ved hendes ben. "Mon De kan løbe hurtigt nok?" drillede han og så så op på hendes ansigt igen.

Carolina bemærker hurtigt hans meget vurderende blik, men hun prøver ikke at lade sig påvirke af det. I stedet for at blive forlegen af det løsner hun Levons kappe om sine ben, så den glider ned omkring benene på hende og ned på gulvet, så han kan se det meste af hendes lange ben.
"Så må jeg hellere tage den her af," siger hun med et lille smil, og virker stadig ikke til at være påvirket af hans blik, selvom normale mennesker nok ville blive det. Hun nyder blot den opmærksomhed, der er omkring hende.

"Selvfølgelig kan jeg løbe hurtigt," smiler hun og læner sig tilbage igen, så der ikke længere er frit udsyn til hendes barm. "Jeg bor på gaden, jeg er vant til at løbe."

Da hun udfordrende fjerner kappen og lader ham få udsigt til sine ben, overvejer han, om hun rent faktisk prøver at flirte med ham? I så fald gør hun et godt stykke arbejde, og han er meget tilfreds med den respons, han troede ville være blevet en lussing. Den meget bestemte, meget kolde Carolina er måske ikke så kold overfor opmærksomhed alligevel, tænker han muntet.
"Det var da en fortrinnelig ide," ler han drillende, før han ser op fra hendes ben. Han så underholdt på hende, mens hun lænede sig tilbage, og han overvejede, om hun måske havde lænet sig forover med vilje for at give ham et udsyn. Ideen faldt ham i god jord, for i så fald var hun rent faktisk i gang med at flirte en smule på sin egen lidt tilbagetrukne måde, og det var helt klart gode tegn, når man så på hvordan hun havde reageret tidligere på dagen, da de først var mødtes. Han var kommet en god bid vej og lykønskede sig selv med sit held og sin snilde.
"Åh ja," kommenterede han til det sidste, "Det havde jeg rent glemt." Han smilede oprigtigt. Naturligvis havde han ikke glemt det, men han gav udtryk for at have gjort det, også synsmæssigt, for at få hende til ikke at føle klasseforskellen så meget. Et trick der normalt virkede til at opbløde selv de stædigste. Han tog om sit glas igen og så, det igen var blevet fyldt, før han hældte det ned med et nydende udtryk og lukkede øjne. Så ser han på hend eigen, mens Michi stadig holder glasset fyldt.
Han begyndte at kunne mærke varmen og behaget sænke sig over ham, men han var langt fra fuld endnu; bare behageligt tilpas. Han lagde sin hånd ovenpå skinnebenet på det ben, han havde løftet op, og støttede knæet mod bordpladen, mens han blot betragtede hende et øjeblik, før han løftede glasset mod hende.
"Skål, for en snedig plan," lo han og blinkede sammensvorent til hende.

Carolina flirter måske lidt, men det er mest af alt for at drille ham lidt. Er der noget, hun kan lide, er det at blive bekræftet, og det næsten uanset hvem det er, der bekræfter hende. At hun så kan gøre det på denne måde er også rart, og nogle gange lider hun også lidt af behagesyge. Det er alle sammen faktorer for hendes handlinger, og hun er ikke helt sikker på, hvilken faktor, der er altafgørende. Men det gør hende heller ikke noget.

Han kan næsten ikke få Carolina til at bløde op, så hans ord får hende blot til at smile lidt. "Ja, det havde De sikkert," svarer hun og drikker lidt mere af sit vand, inden hun holder glasset mod ham.
"Skål," siger hun da bare.