Kravenoh ligger afslappet med hænderne under hovedet og kigger op, han mærker hvordan hun kærtegner han bryst, men dog siger hun ikke noget " nå hvad så nu, skal vi så tilbage til at være fjerner igen eller hvad havde du tænkt dig" smilte han lidt og ventede lidt på at hører hvad hun havde og sige til tingene.
han lå og kiggede på i luften på den mørke nattehimmel.

Damia hæver undrende et øjenbryn.
”Nah, det var kun fordi du ligesom ikke gav mig noget valg. Du gjorde mig sur og skar et K i min hals. Kan du bebrejde mig for at handle som jeg gjorde?,, Hun spidser munden og sender ham et overlegent blik, hvorefter hun trækker på skuldrene og tilføjer, "Desuden så kan du tage det,, Hun ler, men bider sig hårdt i læben, da hun bliver klar over sig selv. Hvorfor opførte hun sig sådan? tænker hun da hun kigger op på ham. Det er ikke normalt. Damia sætter sig op og fnyser, "Troede du virkelig, at du betød så meget, at du rent faktisk var min fjende? Ha! der skal mere til. Du var mere en... en irriterende forhindring,, siger hun med ryggen til ham og skjuler et nervøs smil.

kravenoh vidste ikke rigtig hvad han skulle tro, han så på hende og smilte lumsk "altså når det er dig kan man jo aldrig vide hvad du tænker og hvad du gør."
han satte sig op af en af de pæle som hans telt var slået op med, hvor efter han sad og betragtede hende, og førte sine øjne hen på hendes hals hvor K'et skulle være.

"Nej, det er rigtigt, og sådan skal det blive ved med at være" et smalt smil spiller sig om hendes læber, og hun fortsætter "i lige måde forresten. Jeg ved stadig ikke helt hvor du står, men helt klart ikke på min side, måske midt i mellem, men forhåbentlig stadig en smule væk fra mig," hun kravler lidt tilbage og ser eftertænktsomt på ham. "Jeg vil nødig have dig tæt nok på mig til at gøre det her igen" hun lader forsigtigt fingrene glide ned over det ildrøde ar af K'et.

Kravenoh smiler blot " en ting er sikkert jeg gør hvad jeg lyster og det kan du bare ikke gøre noget ved desværre " han ser på hende og smiler, han ved nemlig at hun kunne gør lige hvad hun vil med ham hvis hun bare spillede sine kort rigtigt og på den rigtige måde " men sig mig lige hvad vil du gerne ha af mig ?"

Vi får se... Damia kigger ned på sine fine, hvide hænder og forsøger at undertrykke hendes voksende irritation. Hun kigger nøgternt på ham ved spørgsmålet, som havde han gennemskuet hende. Det var nu heller ikke svært og det overraskede hende ikke. Det var ikke svært at se, at hun ville havde noget af ham, og hun havde ikke lagt skjul på det, men havde dog ikke forventet at det ville være så åbenlyst. Damia fortsætter med at se på ham og smile, men med samme gennemborende, fortørnede blik i øjnene, som dengang han havde overmandet hende. Hun rejser sig op og går hen til ham, hvorefter hun sætter sig på hans skød. "Jeg vil ha det som alle kvinder ønsker sig i de her farlige tider," Forsigtig kærtegner hun hans kind og deres læber er kun få centimeter fra hinanden "beskyttelse... Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan klare mig selv, men hvor meget jeg end hader at indrømme det, så kunne jeg måske bruge lidt hjælp og en forvisning om at der ikke vil ske mig noget"