Hans sande jeg!? At han var et rodehoved? Årh, det skulle han få det betalt! Selmy gjorde alt hvad han kunne, for at overmande hans krop og få ham til at banke mod træet den sidste og afgørende gang. Og derefter skulle han give hans drillepind nogle prygl. Ikke for alvor, naturligvis, men heller ikke sådan, at Theodore ikke kunne mærke, at nu var det altså alvor!

Selmy forstod ikke hvad der skete, eller hvor den pludselige styrke kom fra. Theodore havde åbenbart et ekstra lager af kræfter i sig, til når det virkelig gjaldt. Og pludselig mistede han grebet om Theodores håndled. Til gengæld fik han hele Theodore sendt tilbage. Hans krop kom nærmest flyvende mod ham, og Selmy var ikke engang sikker på hvordan det overhoved kunne ske. Hvordan kunne et menneske have så lidt kontrol over sin egen styrke?

”AH,” Gispede Selmy op, ligesom han mærkede hvordan taget i hans lår intensiverede. Fingrene klemte ham så uheldigt på inderlåret, og det føltes præcis lige så farligt som alle de andre gange, hvor de havde leget og det var gået galt. Et par læber kom så tæt på, at Selmy i et frygteligt langt øjeblik frygtede, at det ville ende ud i et kys. Hans hænder greb nervøst om Theodores krop. Tog fat i kappen, for at holde ham fra at lande med ansigtet mod hans. Men samtidigt var Selmy så chokeret, at han væltede baglæns ned fra sin trærod og landede med Theodore over sig, lige akkurat så læberne blev trykket mod hinanden i et ganske flygtigt sekund. Selmy flyttede hovedet, og var nu brandvarm i kinderne.

”T-Theodore! Flyt dig nu,” Selmy puffede til ham, for at få ham til at tage sig sammen ”Slut! Vi skal ikke lege mere!” Det gik jo altid galt. Og han var også alt for gammel til at lege. 

Theodore skulle lige til at ånde lettet op og prise sig lykkelig for sine hurtige, omend kluntede reflekser. Men så skulle Selmy absolut gribe fat i ham, og det havde sådan set været fint nok, hvis ikke tyngdekraften havde besluttet sig for, at det kunne være enormt morsomt at få dem begge til at skvatte ned fra den store rod.

Et gisp satte sig fast i svælget. Theodore forsøgte nyttesløst at få bedre fat i barken, men det resulterede blot i, at han rev et stykke løs, som var det gammelt tapet. Hans fod satte sig fast mellem rødderne, og et forskrækket jamr slap ud af ham, da begge drenge væltede med et ordentligt bump. Selmy landede på det fugtige græs. Theodore knap så elegant oven på ham, med begge hænder plantet i jorden. Og et ganske flygtigt øjeblik, meget, meget flygtigt, ramte hans læber noget varmt og blødt. 

Han trak hurtigt hovedet tilbage og forsøgte at orientere sig. Læberne gned sig tankefuldt mod hinanden, som om det på en eller anden måde kunne hjælpe ham med at forstå, hvad der lige var sket. Han vidste det jo selvfølgelig godt. Men ... det kunne vel knap nok kaldes et kys? Det havde jo været et uheld. Et fuldstændig utilsigtet sammenstød mellem to ansigter. Sådan noget skete vel.

Ikke?

Han slap et forpustet suk efter forskrækkelsen. Selmy behøvede ikke brokke sig ret meget, før Theodore greb fat i træet og klodset fik rejst sig. Han humpede lidt på den ene fod og trak skarpt vejret ind mellem tænderne. "Ah ... hh."

"Det var da utroligt." En fure havde lagt sig mellem hans bryn. "Kan vi overhovedet komme igennem bare én dag, uden at du vælter?" At han selv havde været en væsentlig del af problemet, var en detalje, han valgte at se bort fra. Han sank og fik et besynderligt udtryk i ansigtet. Blikket gjorde sig umage for ikke at lande på Selmys læber.

Læber.

Han fugtede sine egne ved tanken.

Læber.

Hvorfor var han pludselig så bevidst om sine egne? Og hvorfor blev ordet ved med at gentage sig i hans hoved, som et eller andet irriterende mantra?

Læber. Læber. Læber– "Årh, hold nu op," mumlede han og skulede til træet, som om det var ene og alene dets fejl. 

"Øh ..." Han skævede forsigtigt til Selmy. "Slog du dig?" spurgte han, da irritationen havde lagt sig en smule, og rakte hånden frem mod ham. Han ville hjælpe ham op og børste græsstrå og jord af hans ryg.

Hans hjerte hamrede. Kroppen huskede så godt, hvordan Theodore havde været tæt på ham. Under ham ude i det græssede landskab. Over ham på det snuskede kroværelse. Endnu engang var han over ham, men denne gang, havde hans læber smækket mod hans. At kalde det et kys ville dog være at strække den! Det havde gjort mere ondt end det havde været behageligt. Men Theodores læber havde føltes utroligt bløde og silkeagtige. Det var bestemt noget, Selmy havde bemærket, selvom det ikke havde varet særlig længe.

Liggende helt forkludret nede i skovbunden, nåede Selmy dårligt nok at orientere sig om, hvor alle Theodores lemmer var, før han mærkede den beskedne vægt, der havde fældet ham, hejse sig op fra ham igen.

Det var da utroligt. Theodore lød næsten som et ekko af Selmy lige nu. Det forvirrede ham et øjeblik. Kan vi overhovedet komme igennem bare én dag, uden at du vælter? Du?

”Mig?” Udbrød Selmy, stadig lyserød i hovedet, og stadig liggende med den ene skospids fanget under en af rødderne og det andet ben svunget over den rod han selv havde siddet på. Hovedet nede i de våde blade. ”Mig?” Gentog han og tog sig forurettet til brystet ”Det var sgu da dig der væltede mig.” Selmy mindedes ikke at han havde så dårlig en balance, når han bare var ham selv. Jo, han var i sidste uge faldet over sine egne bøger, men ellers befærdede han sig da stille og roligt, med elegance og respekt for sine omgivelser!

Åh? Selmys blik fokuserede på den hånd der rakte ud til ham. Anklagerne lagde sig på stedet. Han måbede lidt og så op i Theodores øjne. Læberne... Han blinkede lidt forvirret over det hele, inden han tog imod hånden, og lod sig vikle fri af røddernes fangenskab, og kom op at stå igen. Lidt forlegent stod han og fik børstet efterårsblade af sig af Theodore. Hans handskeklædte hånd tog sig lidt til sine varme kinder, og tommelfingeren strøg sig tankeløst hen over sin egen underlæbe.

Mon Theodore havde ønsket det her? Han var nu ikke bleg for at lege og drille hele tiden, også selvom det var gået galt hver gang.

”Lidt... ehm... min fod,” Han blinkede lidt forvirret og skævede så ned mod den fod, der havde siddet i klemme. Den var ikke forstuvet eller noget. Han var nok bare lidt pjevset. Selmy var jo ikke vant til at slås eller omgås vilde pager, vel? ”Hvad med dig? Da vi faldt?”

Det var sgu da dig, der væltede mig!

Med en lidt for koncentreret mine fokuserede Theodore på at børste Selmy fri for efterårsløv og fugtige græsstrå. Han var selv temmelig forlegen, men det behøvede Selmy jo ikke at vide, vel?

Han rømmede sig og tog et skridt tilbage, da det værste af snavset var drysset af tøjet. Theodore skævede hurtigt over skulderen, bare lige for at sikre sig, at han ikke også skvattede over den samme dumme rod. Men modsatte vej. Se, dét ville have været prikken over i'et. Han tørrede sine våde hænder af i kappen og et diskret blik fandt Selmy, der netop strøg tommelfingeren over sin underlæbe. Theodore sank fortænderne ned i sin egen i et par små nap.

Lad være med at tænke på det!

Regnen blev bare ved med at sile ned. Så de var vel strandet her lidt endnu. Han kastede et kort blik på Selmy, inden han humpede hen mod stammen. "Min fod." Det lød som et mut ekko af Selmy. Han lænede sig op ad træet, så han kunne løfte foden fra jorden og lade benet dingle lidt. Bare for at understrege, hvor han havde ondt.

De var sgu et kønt makkerpar, de to.

Det føltes, som om nogen havde forsøgt at rive hans fodryg fra hinanden, men havde givet op halvvejs. Nu dunkede den bare ømt. Måske var det ikke andet end et blåt mærke. Det håbede han i hvert fald.

Theodore blev stille et øjeblik.

Var de ikke i gang med at diskutere, egentlig?

"Jeg havde styr på det," mumlede han så. Stemmen var dæmpet, men havde stadig en lille fortørnet kant. "Hvis du ikke havde taget fat i mig, var det ikke sket."

Nå? Theodore kastede skylden over på ham. ”Jeg eh... jeg hev ikke fat i dig. Jeg prøvede at holde dig fra at falde ind over mig,” Svarede han forvirret over situationen. Han løj jo faktisk. Han havde holdt fast i ham, og det vidste han jo godt.

Selmys blik sitrede nu bekymret i retning mod Theodore, der var humpet mod stammen, for at støtte sig til noget. Hans mine strammede lidt op alvorligt. ”Din fod?” Selmy fulgte efter ham, placerede sin handskeklædte hånd på stammen så han roligt kunne sænke sig ned på det ene knæ foran ham. Bare den nu ikke var forstuvet. Så kunne han jo ikke følge med i sin træning i morgen.

”Skal jeg se på den?” Han så spørgende op på ham, inden han forsigtigt ville hjælpe ham af med skoen. Forsigtigt trække støvlen af ham og holde hans læg, og undersøge nærmere, om hans fod kunne vippe op og ned og dreje. Om han kunne mærke alle sine tæer.

”Kan du bevæge den?” Spurgte han. Hans hænder var klar til at tage blidt om foden og mærke den, for at se om noget var brækket eller forstuvet. Der var ikke direkte hudkontakt, for Selmy havde trods alt stadig handsken på.

Theodore pressede læberne sammen og betragtede Selmy længe. Undersøgende, med et blik fuldt af skepsis. "Hm," brummede han og løftede brynene i et lille ryk. Og hvordan lykkedes det så? Den ene mundvig trak sig ud – Ikke rigtig i et smil – inden han i stedet kiggede op på de mange brune blade, der hang slapt og dovent fra pilens tynde grene. Et par dråber ramte ham i ansigtet, og han rykkede lidt på sig.

Det kunne også være lige meget. Theodore vidste egentlig ikke helt, hvorfor han havde haft så stort et behov for at vinde det argument.

Din fod? Han trak lidt ligegyldigt på skuldrene og drejede hovedet mod Selmy igen. Øjnene var de sidste til at finde ham.

På knæ.

Ved hans fødder.

"Ej, er det ikke lidt besværligt her ...?" Han sendte ham et besynderligt blik, men gjorde ikke noget for at stoppe ham. "Din fod gør jo også ondt. Det er sikkert bare et slag." Blikket var stift rettet mod Selmys hænder, mens han forsigtigt trak støvlen af ham. Det kildede mærkeligt ved hans ben, akkurat dér, hvor Selmy holdt om det.

Sikkert ulden fra hans bukser. Klart nok.

Men hvad nu, hvis han havde sure sokker? Fødderne havde trods alt været lukket inde i de støvler hele formiddagen, så de kunne jo godt være lidt svedige ...
Årh! Og hvad så?! Selmy var vel vant til sure sokker fra sine patienter og sådan noget. Og han havde også handsker på.

Theodore havde desuden aldrig bekymret sig om sure tæer før, og han gad altså heller ikke begynde på det nu.

"Hmm ..." Han vrikkede forsigtigt med tæerne, da Selmy spurgte, om han kunne bevæge foden. "Aye. Mh–"
Han sank, men kom alligevel til at give et lille grynt fra sig, da han bøjede tæerne lidt for meget.

"Den er bare øm, når jeg bøjer tæerne."

Der var ikke et antræk af ubekvem eller væmmelse at finde hos Selmy, selv med Theodores sokkebeklædte fod i begge hænder. Theodore burde kende ham nok til at vide, at han var Krystallandets mest sarte læge, og næppe ville røre ham med en ildtang, hvis han havde haft sure sokker. Til gengæld gik Selmy til opgaven med samme seriøsitet, som hans far havde, dengang hans far trykkede Theodore på maven.

”Godt. Hvis ikke du kunne bøje dem, havde jeg været mere urolig,” Smilte Selmy op til ham. Selvom de havde etableret, at hans fod havde det fint, så blev Selmys hænder om den og klemte blidt om hælen og langs foden. Alt så jo godt ud. Selmy samlede hans sko op og begyndte så småt at hjælpe skoen på ham også.

”Undskyld at jeg fik trukket dig rundt,” Rømmede han sig beklagende, og erkendte derved, at han havde taget for vildt fat i ham. ”Heh, det havde næsten kostet dig dit første kys, hva?”

Selmy gik i stå smilende. Hvorfor sagde han dog det!? Det lød overhoved ikke som noget han ville sige. Han kunne åbenbart ikke slå det ud af hovedet! Og han følte sig så utroligt akavet over det. Selmy smilte stadig så utroligt dumt, men indeni var han ved at gå i stykker over det.

Lige nu mindede Selmy Theodore utroligt meget om Salem Kiefer. Han havde også siddet der så alvorligt og taget sig af ham. De havde endda den samme slags fingre. Lægefingre. Sådan nogle, der omhyggeligt blev på ham og trykkede hist og her.

Han sukkede tungt ud gennem næsen, men det kunne sagtens have været, fordi foden var øm.

Og ikke noget som helst andet.

"Tak ..." mumlede han med sammentrukne bryn og lod foden svuppe tilbage i støvlen med hjælp fra Selmy. Det gjorde stadig lidt ondt, men da foden kom ordentligt på plads i fodtøjet, gik det bedre.

Theodore sendte Selmy et overrasket blik, da han pludselig undskyldte. Han var faktisk allerede kommet videre fra den diskussion. Men han nåede dog ikke at svare, før Selmy tilføjede noget andet.

Det havde næsten kostet dig dit første kys, hva?

"Ahah ...hah?" Han stirrede en smule paf på Selmy. Den ene mundvig havde trukket sig op i noget, der med lidt god vilje kunne ligne et smil. Sagde han lige dét?

"Det kunne man vel knap kalde et kys ...." han sank. "heh." Langsomt kom Theo til sig selv igen, til trods for den mærkelige varme, der havde bredt sig i brystet. "...Jeg er bare imponeret over, at du ikke besvimede igen." Han trak uskyldigt på skuldrene og forsøgte at tage et par skridt væk fra Selmy. Og den mærkelige samtale. Han fik fat i en håndfuld af hængepilens lange grene og svingede dem distræt fra side til side, mens han forsøgte at se, om de grå skyer snart havde tænkt sig at klare op.

Selmy stirrede, stadig smilende, op på Theodore, og betragtede hvordan hans kommentar om kysset gjorde alting mere akavet og mere mærkeligt. Han kunne se hvor paf det havde gjort ham, og var det... en høflighedslatter?

”Jeg prøver at holde mig i skindet,” Fremtvang Selmy, stadig dybt påvirket af at det føltes som om hans indvolde var ved at blive til sten, over sin egen tåkrummende opførsel. Du havde heller ikke behøvet at gramse ham sådan på foden!

Værst af alt, fik Selmy en underlig fornemmelse af, at han havde skræmt ham. Især da Theodore næsten måtte møve sig fri fra den fængslende position han havde været i imellem Selmy og træet. Selmy sad som stivnet i position, knælende foran et træ, mens Theodore gik over for at kigge meningsløst ud i regnen.

Hvorfor siger du også sådan noget til ham!? Skældte Selmy sig selv ud og slog sig selv i panden, straffende med sin handskebeklædte hånd. Han gjorde en dyd ud af, at det skulle gøre ondt, men ikke larme.

Selmy var ikke kommet op eller havde fjernet sig fra træet, som Theodore fik tjekket vejrsituationen færdigt.

Holde sig i skindet.

"Mh-hmm ..." brummede han med et fjernt blik på de pokkers grå skyer. Længere henne så det måske ud, som om vejret ville klare op, men hvornår? Guderne måtte vide det. Endnu et tordenbrag rumlede, og Theodore trådte et skridt længere ind i deres lille piletræshule. Han slap grenene, så de fejede hen over græsset med et sagte swish.

Han kiggede sig over skulderen. Først flygtigt, men så en ekstra gang. Selmy sad stadig på knæ med ansigtet vendt mod træet. Theodores kæbe arbejdede lidt, mens han stod og gloede på ham. Hvad lavede han stadig dér?

Hans fødder flyttede sig rastløst i græsset.

Okay ...

Theodore viftede et par regndråber væk fra halsen, hvor de var begyndt at kilde, og gik tilbage til Selmy.

Men så så han det.

Hvordan Selmy løftede hånden og slog sig selv i panden. "Selmy—" Hans stemme røg en hel oktav op på den sidste stavelse. "Hvad laver du?" Theodore var hurtigt nede på knæ ved siden af ham og greb forskrækket fat om hans håndled, inden han kunne nå at gøre det igen. Læberne bevægede sig et øjeblik, uden at der kom nogen ord, mens hans blik flakkede oprigtigt forvirret og bekymret hen over Selmys ansigt.

Pokkers også. Theodore havde bemærket, at han stadig ikke var kommet videre fra træet. Og måske havde han endda set ham slå sig selv til panden. Han havde naturligvis brat stoppet med at slå sig selv, så snart han havde hørt Theodore bag sig. ”Åh, ingenting,” Svarede Selmy straks. Han stod lidt stivfrossent på sit ene knæ, og ville have kommet op at stå hurtigt og børstet sit knæ fri for blade, hvis ikke det var fordi han pludselig fornemmede en varme ved siden af sig.

Det gibbede i ham, da Theodore tog hans håndled. Han turde absolut ikke se ham i øjnene lige nu. Han havde ikke lyst til at sætte ord på hvorfor han havde slået sig selv i hovedet som en tåbe, for hvor skulle han også begynde? Hvad ville han have ud af det?

Men før eller siden var de vel nødt til at tale om det...

Han drejede sit hoved en anelse og kunne se, at Theodore kiggede på ham med forvirring og bekymring. Og det fik ham til at skamme sig så utroligt meget. Han havde gjort Theodore ked af det.

I stedet for at prøve at komme op at stå, lod Selmy sig selv synke ned på hug i stedet. Han slap den vejrtrækning, som han åbenbart havde holdt tilbage, og han forsøgte at stabilisere sig selv og finde roen. Det var nu rart, at Theodore overhoved havde sat sig så tæt på... Det betød vel at han ikke var helt skræmt væk.

”Det var bare-,” Han var lige ved at gå i stå, fordi stemmen døde ud, før den kunne nå at sige noget, men han pressede sig selv det sidste stykke ”Jeg vil ikke have at du skal være bange for, at jeg forsøgte at kysse dig, eller noget. Det var altså et uheld... Min fase med at ville kysse mine venner er- heh... overstået for længst.”