Ernies øjne var lukkede, men han var ikke faldet i søvn endnu. Tankerne kredsede sig stadig om Adelbert og hvor sur han var på ham over flere af de ting han havde sagt i dag.

I en rum tid var der faktisk stille på værelset, og der var stille inde ved Petra og nede i stuen, som om der ikke var nogen hjemme. Men Adelbert brød stilheden igen. Det overraskede ham på en måde ikke. Adelbert var ret barnlig, stadigvæk. Det var han altid omkring ham, som om han stadig var ved at finde ud af hvad der pissede ham af og hvad der tændte ham. Oftest udelukkede det ene ikke det andet, men det kom i virkeligheden an på at aflæse Ernie korrekt.

”Du gør mig så hård, når du smiger mig med dine søde ord,” Lød det helt glat fra Ernie. Han lå helt stille som før, men krammede dog puden en smule anderledes. Og så afventede han for at lytte efter, om en sådan kommentar kunne lukke munden på hans snaksaglige sengepartner, eller om det måske ligefrem lokkede.

For med Adelbert vidste man heller aldrig, om han var irriterende fordi han ville have ham, eller fordi han bare var lidt dum. De var i hvert fald begge to mærkelige. Det var helt sikkert.

Du gør mig så hård.

Adelbert drejede ansigtet ned i puden, gemte det der, og håbede lidt at han kunne kvæle sig selv sådan. I hvert fald bare indtil han besvimede og ikke skulle tænke mere. 

Han knugede stramt om lagenet. Og ventede og ventede på at den spæde ilt i hovedpudens bløde dyb skulle få ham til at sove – men der skete ikke andet, end at han blot blev lidt svimmel. Og han løftede hovedet og trak ny luft ind gennem næsen med et suk. 

Med en brat bevægelse fik han lagt sig om på maven og stirrede Ernie i nakken. Ligegyldigt hvad kunne Adelbert ikke sove nu. "Hvordan ved du i det hele taget, at det ikke tænder dig at sutte pik? Har du nogensinde prøvet det?" 

Så stille der blev lige pludselig. Mon hans sjæl endelig var givet op og søgt til Kiles rige? Et lille sejrssmil trak sig tilfredst på Ernies ansigt, og han hvilede videre og nød stilheden, så længe den nu end varede. Han kunne høre på Adelbert at han ikke trak vejret, så han forventede at der nok ville komme et eller andet liige om lidt.

Der blev indhaleret. Sukket. Og så rykkede han pludselig rundt så brat, at hvis Ernie faktisk havde været ved at falde i søvn, så ville han i hvert fald være vækket igen. Ernies øjne åbnede sig og stirrede ind i væggen.

Pludselig fortsatte samtalen fra tidligere. Det var så tydeligt, at Adelbert gerne ville have at Ernie skulle sutte og slikke ham. Men Ernie kunne ikke huske at Adelbert nogensinde havde spurgt pænt. Han ville nok også få et rungende nej, men stadig!

”Man ved bare sådan noget, din idiot,” Nogle gange undrede Ernie sig, om han selv havde været lige så dum og uvidende, da han selv var teenager. Men han syntes nu han altid havde haft en god ide om, hvad han syntes var frækt og hvad han ikke syntes var frækt. Og det var ikke spor frækt at servicere en anden mand på den måde. ”Jeg tog et godt kig på dig, engang da du næsten blev kvalt af min pik, og så tænkte jeg; Godt det ikke er mig!” Han lo i et enkelt lyst, overlegent grin. Hans hånd dykkede ned under dynen. Fandt sit eget lem og gav det et tilpas klem.

Idiot, tænkte Adelbert surt tilbage, da han blev kaldt idiot selv. Det var da et helt okay spørgsmål at stille?! 

Han sukkede tungt, og irritabelt ned i puden da han lagde armene under den og krammede den tæt ind til sit ansigt. Det var jo umuligt at have en samtale med Ernie lige nu. 

Den lyse latter skar gennem soveværelsets mørke, og Adelbert skar tænder. "Du er så røvirriterende ved du godt det?" Han skubbede til Ernie og fnøs frustreret. Ansigtet vendt mod ham. Kinderne blussede og vejrtrækningen var blevet mere overfladisk nu. Ernie gjorde ham så gal lige nu?! Hvordan kunne han gøre alle de ting mod ham og samtidig glæde sig over at han ikke var i Adelberts sted? Vidste han overhovedet hvor anstrengende og ondt det overhovedet gjorde når han var så hårdhændet ved ham? Og nu grinte han bare af ham? 

"Ved du hvad jeg tror?" Han kom op på albuerne så ryggen svajede. "Jeg tror du ville have rigtig godt af at prøve det på dig selv! Så kan du være du stopper med at være sådan et møgdyr." 

Adelberts reaktion var så morsom, at Ernie ikke kunne dy sig. Han kom til at klukke videre, med håndryggen op foran munden, og latteren tog bare til, som han mærkede Adelbert der skubbede til ham og kaldte ham røvirriterende. Ja, han vidste det godt. Han levede jo for at være en omvandrende pestilens.

Han kunne høre at Adelbert flyttede på sig, og han fornemmede stærkt, at han blev betragtet med intensitet lige nu. Så Ernie var naturligvis nødt til at vende sig om, så han kunne se ham bedre.

Ved du hvad jeg tror? Ernie hævede øjenbrynene afventende, og holdt sin latter tilbage med større omhu, så han kunne høre ham. Jeg tror du ville have rigtig godt af at prøve det på dig selv!

Ernie brød ud i oprigtig latter. Han kunne slet ikke tage ham seriøs lige nu. Skulle DET være en trussel? Havde han tænkt sig at kravle op på ham og overraske ham i løbet af natten? På under fem sekunder ville Ernie jo vågne og smække ham en sådan syngende lussing, at Adelbert ville krybe sammen og græde efter sin mor.

”Giv nu bare op, Adelbert,” Lo han fortsat og havde næsten tårer i øjnene. Han hånd søgte ud og fik fat i hans ene arm, og forsøgte at hive ham tættere på sig ”Kom nu herhen til mig og put. Det er jo det du gerne vil, ikke?”

"Hvorfor griner du?" De giftgrønne hekseøjne skød arrigt mod Ernies silhuet, der ligefrem dirrede af grin. "Helt ærligt, hvad er der så forbandet morsomt? Hold nu kæft!" snerrede han dæmpet. Adelbert rev armen til sig. Eller forsøgte i hvert fald. For selvom han gjorde et stort nummer ud af det, kom han ikke længere væk, end at Ernie stadig kunne holde fast i ham.
"Jeg mener det, din skiderik ..." fnøs han. Alligevel endte albuen tilbage i madrassen, og armen blev liggende inden for Ernies rækkevidde.

Kom nu herhen til mig og put.

Adelbert pressede læberne sammen, så de næsten forsvandt, og sendte sin fætter et blik, der kunne have fået mælk til at skille. 

Han tog ham overhovedet ikke alvorligt. Ikke det mindste!

Åndedrættet fór hurtigt og hidsigt gennem næsen. Følelserne sloges om pladsen i brystet på ham, og langsomt, mod hans bedre vidende, begyndte hans stædighed at vakle.

Forbandede Ernie! 

Med et hårdt bump lod han panden falde ned i puden. Så gjorde han det igen. Han havde lyst til at skrige. Eller slå noget. Helst Ernie. I stedet trak han vejret dybt ind, løftede hovedet og stirrede på sin fætter med øjne så smalle, at de knap nok var andet end to giftgrønne sprækker.

"Ja, ja. Nu skal din højtelskede fætter nok holde dig varm hele natten. Er du så tilfreds, Deres Højhed?" Han kastede sig om på siden med en sådan fornærmet kraft, at madrassen gav et lille hop, og lagde sig så tæt ind til Ernie.

"Og du kan sgu godt nyde det," hvæsede han og borede fingrene ind mod hans bryst. "For det er sidste gang, jeg overnatter her. Sidste. Gang."

Meget skulle man finde sig i. Adelbert gjorde en slåskamp ud af alt, han fik sendt samtlige dræberøjne og Ernie blev kaldt en skiderik, bare fordi han var kommet til at grine en lille smule af ham. Når Adelbert var færdig med at udreagere på puden. På madrassen. På sig selv… Hviskede Ernie et ”Færdig?”, inden han trak ham tættere ind mod sig. Selv rykkede han sig så småt tættere på ham og lidt længere op ad sengen, indtil han kunne mærke stoffet af drengens underbenklæder mod sit eget skridt.

Med et smil sukkede han tungt. Det havde været utroligt rart at grine. Han havde det så sjovt omkring Adelbert.  Men nu var der ikke andet tilbage af hans latter, end smilet, der fik lov til at blive helt veltilpas. Sådan her skulle det være.

Er du så tilfreds, Deres Højhed?

”Sig mig, lærer de jer ikke at omgås kongelige korrekt?” Fnøs han lavmælt. Adelbert var så uopdragen, at han umuligt kunne tillade Adelbert at deltage til årets midvinterbal på slottet, hvis ikke han nåede at lære at arte sig. Ernies hænder mærkede Adelbert ned ad kroppen. Særligt kælede de ham op og ned ad ballerne, udenpå stoffet.

”Så du siger ligefrem, at jeg skal få så meget ud af dig i nat, som jeg overhoved kan?” Ernie bed sig gavtyvagtigt i underlæben, mens han stirrede udfordrende ind i de grønne øjne. Ligesom Adelbert kunne han jo heller ikke sove mere. Ikke med al den moslen rundt og snak om at sutte den ene eller den andens pik. Hænderne ved Adelberts underbukser, begyndte prøvende at gå på opdagelse ind under stoffet.

Ernie havde en irriterende evne til at få Adelbert til at føle sig som en hysterisk 12 årig. Hans lille 'færdig?' var blot med til at presse kniven dybere, og stak noget så grusomt til hans værdighed – i sådan en grad, at han blot blev endnu mere hidsig. 

Men ja, han var vel færdig. Færdig med det her underlige cirkus. Efter i nat ville han ikke længere sove sammen med sin ældre fætter – hvilket desuden også var en forstyrret vane der havde fundet sted alt for længe efterhånden – og Adelbert var færdig med at lade sig styre af Ernies luner og lyster bare fordi. 

Han ville ikke være Ernies lille dumme fætter mere. 

"H..." Adelbert stivnede et sekund. Ernies fingre gled ind under underbukserne. "Hører du med røven?" Bed han forarget fra sig, og greb hurtigt ud efter fætterens håndled for at få ham ud derfra. Han skulle ikke pille mere ved ham. "Du skal ikke bolle mig igen. Det gør stadig ondt, din nar." 

Pulsen dunkede ham sindssygt i ørerne. Faktisk dunkede den alle steder. Han kunne mærke blodet søge ned – og ned. Krævende efter alt det der ikke var givet til ham ude på gulvet, og ivrig efter at få det nu. 

Den anden hånd pressede til på Ernies stærke bryst.  Dirrende.