"Nå?" kom det forbavset fra Theodore, og han stirrede et øjeblik over mod boden, omend noget distræt i blikket. Han nåede dog ikke at overveje dilemmaet særlig længe. "Hvor mærkeligt." Et skuldertræk. "Godt du nåede at stikke af med dem." Han lænede sig tilbage og skævede til Selmy med antydningen af et smil om læberne. 

Så greb han med en doven bevægelse fat i det store, varme tæppe og kastede en del af det hen over Selmys skød, så de kunne sidde under det sammen.
"Ens?" kom det henkastet fra ham, "Nej nej. Jeg sagde tydeligt, jeg ville have æblecider." Theodore tog endnu en slurk af sin drik med et højtideligt smil. "Det smager bare så meget bedre end fra de andre boder." Øjnene funklede forundret, som havde Theodore netop fundet sin nye yndlingsdrik. 

Han kørte endnu en hånd gennem krøllerne, mest fordi varmen efterhånden havde bredt sig som en rastløs energi gennem hele kroppen. Det sitrede lige under huden, som om han hele tiden måtte gøre noget med sine hænder. "Så må du vel sy dig selv sammen igen," sagde han lattermildt og lagde an til at skåle med Selmy ved bemærkningen. Han tog koppen op til munden og betragtede ham over kanten med et skævt smil. "Eller snyde ham. Det kan du sikkert godt. Du er en snu ugle."

Theodore havde helt ret. Denne her cider smagte meget bedre. Bare ærgerligt, at satyren, der serverede dem skulle være så underlig i det, når man stillede helt almindelige spørgsmål ind til hvad der var hvad, når ciderne havde samme form og størrelse.

Mens Selmy drak, slog hans blik ned på sit skød, hvor han så, at Theodore sørgede for dem begge. Det var godt køligt på det her tidspunkt, på en septemberaften. Men varmen fra cideren havde gjort det tåleligt at sidde stille så længe. Han havde stadig ondt i ryggen dog, men hvis han klagede over det, ville Theodore straks tilbyde sine hænder igen, og det gik jo ikke!

”Ha,” Lo Selmy, over Theodores bemærkning om, at han bare måtte sy sig selv sammen igen. Han kunne faktisk sy, for som lillebror var ens storesøster den bedste i verden, indtil man nåede en hvis alder. Så hun havde lært ham at sy samtlige smarte sting. Det handlede nok bare ikke om at sy. Det lød lidt som om, at Theodore foreslog ham, bare at drikke løs og tage hvad end konsekvent, der måtte komme. Han rystede lidt på hovedet. ”Er du sådan en der laver ulykker og har hemmeligheder for din egen familie?” Måske var det derfor familien havde sendt deres eneste søn væk? Selmy var heldigvis ikke så ondsindet, og heldigvis ikke så fuld, at han lod den sidebemærkning slippe ud. "...Jeg tror. Vrede kan jeg nu godt håndtere. Men skuffelse i ens forældres øjne, er det allerværste."

Theodore skrånede hovedet opmærksomt hen på Selmy. Han granskede spørgsmålet med en alvorlig rynke i panden. "Neej, altså ikke sådan med vilje i hvert fald." Nåede han frem til, og sendte Selmy et langsomt voksende smil. Ulykker og ballade plejede bare ofte at finde ham - Theodore behøvede ikke engang at prøve. 

Han løftede hagen en smule, mens blikket faldt stille over Selmy. Læberne blev presset en anelse frem, mens han overvejede ordene med et lille nik. "Aye," erkendte han og lod blikket glide ud over menneskemængden, hvor folk efterhånden var ved at byde op til den sidste dans. Hans tommelfinger nussede eftertænksomt koppen. "Vrede er sådan... midlertidigt, ikke?" begyndte han. "Man bliver vred, og så går det over igen. Men skuffelse er bare..." Han trak lidt på munden. "Det er næsten som om, det hænger ved. Sværere at gøre noget ved." Theodore syntes det gav mening - faktisk ret klogt sagt. Blikket fandt tilbage til Selmys igen gennem de store huller i masken. Den seriøse ugle. 

"Du tror vel ikke, at din far er skuffet over dig?"

”Ikke med vilje? Okay så. Så siger vi det,” Fnøs han med et lille smil, fordi han var underholdt. Han lænede sig tilbage mod ryglænet og flyttede hånden op i håret, hvor han rettede nogle af sine lokker, inden hans fingre stoppede, og han i stedet hvilede hovedet dovent mod hånden. Albuen hvilende på ryglænet.

Selmy havde også bemærket, at de var nået så langt ud på aftenen, at de unge mennesker, var godt i færd med at finde deres sidste og vigtigste dansepartner. Han vidste på forhånd, at han ikke skulle ud at danse, for han havde jo heller ikke nogen at byde op, og han havde ondt i ryggen, var nok blevet en smule for fuld, allerede… Men en lille del af ham ærgrede sig da lidt, at han ikke kunne glæde sig over de samme ting her i livet, som alle andre smukke, unge mennesker.

”Joh, måske. Men jeg synes nu jeg har været vred så længe,” Svarede Selmy til Theodores vise ord. Måske var det i virkeligheden ham, der skulle tage uglemasken på. For Selmy følte sig så…. Fuld. ”Nej… Nej, han er ikke skuffet over mig på den måde, som sådan.” Han lukkede sine øjne i, og lod dem være lukkede, så han hverken kiggede på Theodores øjne eller de dansende. ”Han er tværtimod meget stolt af mig. Men det er kun fordi jeg er hans dreng, du ved. Men han kan blive så ufatteligt skuffet over mig, hvis bare jeg siger eller gør noget, der minder ham om min farfar. I min familie drikker vi ikke. Vi fråser ikke. Vi bander ikke. Jeg skal hele tiden stå til regnskab for alle mine synder, og der er mange, for jeg blev født synder.”

"Hey, det passer," lo Theodore og vuggede over mod Selmy, men uden at ramme ham. Latteren døde efterhånden ud i et par små kluk, blikket gled til koppens indhold, som svajede nænsomt, da han bevægede hånden.

Theodore drejede sig i sin siddestilling, henslængt over bænkens ryglæn, så han bedre kunne se på Selmy. Brynene rynkede sig koncentreret. Vred så længe...? Han tog en tår af den lune drik uden at se væk fra lægesønnen. Det var meget at holde styr på med alt det, der blev delt. Theodore nikkede med et lavt brum til det, der blev sagt.

I min familie drikker vi ikke, og Theodore kunne ikke lade være med at sænke blikket til den kop Selmy netop holdt i hånden, med et sigende smil dvælende dovent i mundvigen. Det mindskedes dog en my, som remsen fortsatte. 

Der var meget af det, som Theodore gerne ville have ham til at uddybe, men det sidste fik ham til at rynke forvirret på næsen. Han kneb øjnene sammen til et fokuseret blik, da Selmy syntes at blive langt blødere i omridset, som om festivallysene smeltede sammen med hans silhuet.
"Hvad? Hvorfor dét? Hvorfor er du en synder?" Var Selmy vokset op i en eller anden underlig kult? Det virkede som vigtig information at have fået lidt tidligere. "Ved du hva'..." De blå øjne lyste pludselig op, som havde han fundet svaret på det hele. "Din far er problemet." 

Theodores stemme. Den var så ungdommelig og uskyldig... Han lød så forvirret over, at Selmy skulle være en synder. Hans lille hæse stemme vækkede ham en smule op fra sin egen snak, og det slog ham at han atter engang havde bevæget sig ud i noget værre rod, hvor han fik sagt alt for meget. Han slog blikket op og så igennem ham – igennem ansigtet, der forsøgte at fokusere på hans øjne og finde hoved og hale i alle de informationer han havde delt ud af.

”Ehm... mm..” Selmy ville gnide ansigtet lidt, men måtte nøjes med at gnide rundt om masken kanter. Han vidste godt selv præcis hvor han var synder, men det var alt for skamfuldt og syndigt til at han kunne fortælle nogen om det her. Det lød på ham som om han ville sige noget. Men der kom hverken en forklaring eller en undskyld fra ham. Han sukkede bare lidt anstrengt og pustede opgivende ud af næsen. Han var ude af stand til at dykke dybere ned i synder-snakken.

Han løftede hovedet lidt op og kiggede skamfuldt Theodore i øjnene. Øjnene var så blå og strålende, at de kæmpede med de andre farver fra lanternerne over dem. Han smilte forsigtigt af det han sagde om hans far, men han rystede på hovedet. Hans far var ikke problemet. Hans far forventede jo bare, hvad en hvilken som helst anden far ville forvente af sin eneste søn.

”Du er.. en bedårende dreng,” Erkendte Selmy, uden den mindste tøven. Bedårende var simpelthen det bedste ord han kunne bruge om ham lige nu. Han var både kær og rar og yndig, når han sad der med sin krans, pakket ind i det plettede koskindstæppe. ”Indeni som udenpå.”

Det var åbenbart sværere end som så for Selmy at forklare, hvorfor han var en synder. Født synder. Øjnene hvilede bare afventende og tålmodigt på ham. Lige nu opfattede han heller ikke tiden på samme måde. Så Selmy kunne bare tage sig al den tid, han ville. Theodore skulle nok blive siddende med tæppet om sig og vente.

Brynene løftede sig spørgende, da Selmy endelig mødte hans blik. Som om han ville sige meget mere, men ikke kunne. Noget, der tydeligvis generede ham, sådan som han så forsigtigt kiggede tilbage på Theo. Øjeblikket virkede vigtigt. Lysene, varmen, fra dem, under tæppet og stilheden. Theodores blik vandrede over Selmy uden noget egentligt mål, som om svaret måske alligevel kunne findes et sted i hans ansigt. Bare for at gøre et eller andet løftede han koppen til munden og drak lidt mere.

"Hva?" kvækkede han lidt anstrengt og måtte kvæle et host bag en knyttet næve. Han var ved at få satyrsaften i den gale hals, for Selmy kaldte ham pludselig bedårende. Theodore formåede at sende ham et skeptisk blik, selvom brystet i samme sekund blev stramt. Som om det pludselig var blevet for lille til hans hjerte, der lidt forvirret bankede til det, der blev sagt. Han blev ved med at se på ham. "Nåhmen."

Koppen satte han fra sig. Theodore fugtede læberne og rykkede sig en smule tættere på Selmy, som havde han brug for lige at se ham bedre an. Han fik øje på en flyvsk tot i klemme ved masken, og Theodore rakte uden videre hånden derhen for at rette den. "Så er du måske ikke... hmm..." hans blik blev på hårtotten, "...lige så vred, her i mit bedårende selskab?" Smilet løftede sig skævt, blødt.

Selmy fik pludselig en fornemmelse af, at han var gået for vidt igen. Denne gang ved at have kaldt ham bedårende. Theodores reaktion på det var ret... overrasket og skeptisk. Hans mave spændte sig sammen, vendte op og ned på alting og alt føltes forkert.

Hans blik gled lidt ned fra øjnene og ned på munden, som han lige havde fugtet. Pludselig sugede Selmy luften til sig, og ansigtet fortrak sig i en skræmt mine. Det slog ham hvor tæt på de sad sammen under det skind. Selmy begyndte straks at bakke baglæns, jo tættere på Theodore kom. ”Du ved, på en kammeratlig måde. Eller en sød lillebror agtig måde!” Hans stemme knækkede lidt over, ved trykket på lillebror. Hans hjerte bankede. Af frygt måske? Det her var lidt mærkeligt. Måske var det satyrcideren, der havde fået ham til at tro, at Theodore lige havde forsøgt at kysse ham.

Han var gledet så langt bagud, at han til sidst måtte rejse sig op, hvis ikke han ville falde på røven ved kanten. Han rømmede sig og løftede lidt i kraven, for at skjule varmen der var ved at stige ham til kinderne. Han tog sit krus og tømte det resterende indhold på jorden. Ikke mere cider til mig.