Corinth havde egentlig affundet sig med det. 
Hvor underligt det nu engang var at få vendt det hele på hovedet og få serveret samme behandling som han bød folk... nej, han havde truffet et valg, og så næsten frem til at se om han overhovedet fik lov til at gøre det færdigt. Men noget skiftede i Eskild, uden at Corinth nåede at se det, noget ændrede sig. Men først da han fornemmede hvordan manden først lænede sig ind, dernæst slap ham og begyndte at slentre rundt om sofaen, fik Corinth lirket blikket op. Hmm? 

Mild forbløffelse, og det skift der havde været omkring Eskild, viste sig et fald tilbage i søen. Den mørkhårede mand fik uden meget tøven sat knæene i sofaen, og med et velkommende brum svang han sin frie hånd om livet på Eskild, et fastere tag omkring hoften da han følte selvsamme mand stoppe ham i hans tilfredsstillelse - han havde vidst skiftet mening. Og det frydede Corinth, på et irriterende, selvtilfreds sted. 

Men modsat før, var der ikke nogen indsmigrende ord, eller udfordrende kommentarer undervejs. Ingen ordrer om at holde kæft og sidde stille, og Corinth betragtede kortvarigt ansigtet over ham, der pludselig hverken var på hovedet, eller særligt langt væk længere. Vægten, og duften af ham slyngede imod adelsmanden, og kæben spændte kortvarigt op i sin overvejelse.
Han ville uden tvivl nævne hvor hurtigt det skift var gået. Måske om lidt, måske først en anden gang. Men et eller andet, fik ham kortvarigt til ikke at prikke til den andens stolthed, og i stedet bare forsætte. Corinth tog den hånd Eskild havde haft fat i, og førte dem begge op til munden. Vristede sin egen fri for at få nogle af fingrene fugtet, og lod den i et bestemt lille ryk glide ind, da han fandt ned til ballerne. Men utålmodig, han var lige blevet afbrudt, og det kriblede i ham, for bare at presse byvagten ned over sig. 
Hvilket nok også var derfor han kun lige tog sig nogle sekunder, inden at han tilføjede en enkelt mere, fast besluttet på at nyde den her mulighed. 

Et syndigt nederlag, en stolthed der hang i tynd snor for en eftermiddag. Det var pinligt hvordan han følt sig snydt og lod sig styre af sin egen forsømte hungren. Men de lod tingene ske sin gang, sætningerne var uudtalte, ingen grund til at låne flere ord for at fortælle hvad man ville og ikke ville. Eskild havde været lydig så længe, så eftergivende, vist at han kunne dominere for en stund. Selvfølgelig. Selvfølgelig foretrak han at dominere med nogen.

Eskild havde tidligere udtrykt et form af forventnings niveau, et niveau som var blevet imødekommet og tilligemed havde overgået hans forventninger. De fineste af dem var oftest de værste af slagens. Skønt Corinth ikke var af den fineste slægt af adelige der fandtes, var han blot af den fineste fremtrædning og derfor den værste. 

Benene holdt hans balance som han sad og lod stilheden gå sin gang. Tommelfingeren der flugtede kæbelinjen stoppede sin færden som munden åbnede sig. Eskild satte den anden hånd på skulderen af den anden, pressede let fingrene ned omkring skulderen og til kravebenet. 

Munden bed sammen og forsøgt at dæmpe et tungt støn som fingeren bare tog plads. Brød porten op og fandt vej ind. En uro lå i Eskild, hænderne føltes endnu en gang ubrugelige og i vejen for det hele. Hånden ved kæben slap og fandt ned i mellem sine egne ben og tog fat om adelsmandens skaft og kærtegnet det overvejende. Den anden hånd lagde sig om underarmen, men mave spændte op som finger nummer to deltog i legen. "Bange for det vil gøre ondt?" spurgte han udfordrende - selvfølgelig ville det gøre ondt - men ville han virkelig gerne lege den lange omvej endnu en gang, eller bare gå direkte til værks.

Jo hurtigere de kom videre med det, jo hurtigere kunne Eskild også få lov at onanere eller blive onaneret på, igen. 

Det var måske et form for hensyn der fik Corinth til at forberede ham en anelse, men ligeså meget for hans egen skyld. Men både ordene, og de skødesløse kærtegn fra hans hånd, fik alligevel pustet til en lille gnist i mennesket. Han fnyste. "Så utålmodig.." og krummede sine fingre lidt mere afstraffende, inden han tilføjede den sidste. 
At høre hans dæmpede støn var dog en god motivator, og efter lidt tid lænede Corinth panden ind imod kravebenet på Eskild, spyttede, og trak fingrene ud i et ryk, for i stedet at gribe fat hans eget lem. Strammede grebet omkring hans hofte med den anden hånd. Vejrtrækningen var næsten lidt luftig, da han irriterende hviskede. "Det må være derfor du så hurtigt skiftede mening" 

Og lidt som et punktum for sætningen, sørgede Corinth for at trække ham nedover sig i et ryk, efterfulgt af et tungt støn af nydelse over den fornemmelse der kulminerede i ham. Det var stramt, og hovedet gled med et bump tilbage i sofaryggen, imens han fik et bedre greb på nu begge hans hofter. 
Det var ikke længe han havde kunne holde den lille stikpille tilbage, men så igen, det var alt for fristende at lade være. Corinths øjne skævede op imod den anden, og et glimt af latter i dem, men også en form for værdsættelse, bagved hans spottende ord. 
Det var dog heller ikke mange sekunder han gav Eskild til at tilpasse sig, inden at han gav sig til at bevæge ham op og ned over sig. 

Eskild kunne ikke prale af at have prøvet at nogen krummede fingrene i ham og med god grund tilligemed. Læberne skilte mens tænderne endnu stod sammenpresset lod et aghh pressere sig ud. Det trak i ham i ham, fjernstyret ham til at spænde i underlivet og maven, blot for at det hele kunne slap af igen som den sidste finger kringlet sig op i hvad han ville beskrive som en snorende effekt. 

Sagte, brummende, støn var en klassisk indikation for hvor man stod. "Åh" undslap det Eskild som fingrene forlod ham i et ryk. Hjertet hamret på ny og han lænede hovedet mod den andens bløde lokker som hovedet lod til hans kraveben for en kortvarig stund. Et grinenden træk på smilebåndet blottede sig og han lod sine læber forsvinde ind i den andens hår "Irriteret over ikke at få lov at lege med dig selv nu alligevel?" 
Det var at pres citronen til maksimal, men Eskild ville jo ikke æde sine ord igen, nu fik manden alligevel lov til at gennemtæve ham analt som han havde gjort det oralt. Skulle nogen klage, var det jo faktisk Eskild, han fik ikke den fornøjelse, men ville alligevel gå derfra som en andens sejrsherre i sidste ende. 

Et højtlydt brummen fra mellemgulvet forlod Eskild som han blev penetreret i et ryk. Hændrene krummede sig til kunstnerens skuldre, sagte ryst for at genfinde en form af fatning. Hele kroppen spændte op, så selv tæerne krummede sammen under ham. Respirationen var hurtig, syntes næsten overfladisk, men maven viste at luften kom helt ned. Kroppens styringen blev taget fra ham og han mærkede hvordan hænderne på hofterne anvist til løft og sæt. Eskild skubbede skuldrene tilbage og havde endnu hænderne solidt placeret på den andens skulder. "Åh..nghn" han manglede ord for at beskrive hvad han følte. Zalans var ikke nok, det var ikke beskrivende nok.
Varmen rasede hastigt op i ham og det ellers så intetsigende blik sortnede for de som kunne se det. Hevet ind i mørket, fuldkommen ind i mørket. 

Modsat sidste gang, havde han den her gang fuldt udsyn over hvad der foregik foran ham. Og selvom det kildede igennem hans krop, og han i nogle af indåndingerne alligevel var nødt til lige at lukke øjnene i, små suk af veltilfredshed på lur... så gjorde han en indsats, for at få alle de små detaljer omkring den anden med. Hænderne der knugede sig til hans skuldre, var startskuddet, og han pressede til. 
Og så snart en form for fatning kom over ham, småskælvende krop og det hele, lod Corinth hænderne glide ned imod ballerne i stedet, så han kunne hjælpe ham med at blive siddende ordentligt, da han låste blikket med de sorte øjne, og dens mumlende ord. "Jaah.." svarede han lidt besværet igen med, og klemte til omkring den solbrune hud for at sprede ham en anelse. 

Hans kommentar fra før ekkoede dog stadigvæk i hans tanker, midt i rusen der lagde sig over Cointh. Om han var irriteret? Nej til det, der måtte svaret være et stort og rungende nej. Fordi det her var så meget bedre end hvad han havde ville på egen hånd, og den mørkhårede mand vidste det godt. Men alligevel. 
Så lidt mere inde i rytmen, greb Corinth pludselig lidt mere hårdt fat i ham igen, for med et fnys at holde ham helt nede i nogle ekstra lange sekunder, et tungt støn vaklende over læberne - på trods af at det nok ville udfordre byvagtens smidighed lidt. "Irriteret? Det kan vi godt gå med.." knurrede han, hovedet lænet frem igen, men faktisk ikke for at mærke ham. I stedet placerede han et mere kærtegnende kys over kravebenet, nedad den bløde hud under. Ups. Corinth skubbede ham lidt langsomt op igen, så han atter kunne bestemme tempoet. "Men du kunne ikke lade være, kunne du?" spottede han dog, og kiggede kortvarigt op, hagen hvilet ind imod hans solar plexus. "Du måtte lige få det sidste med" ikke at han var meget bedre selv, i den forstand. 

Det var revet væk under ham. Sat sig dybt i ham og det pulserende lem som sad sømmet til i ham mindet ham frygteligt om oplevelsen med Frederik Ludvik der havde fyldt ham op med numsekuglerne for så at flå dem ud af ham og pres sig selv op i et stød. Skælvsættende følelser som mindede om hinanden, men der var intet ens ved disse behandlinger. Eskild kunne kun krumme ryggen så meget, før han indså at han måtte vende vandren ud på sig selv i ryggen. 

Presset i bund, trak maven sig sammen og han bøjede ryggens lænd indad og skuldrepladerne så langt bagud som mulig. Et forsøg på kompensation for at udligne den skrå stramhed han måtte følge i sekundet. Prustende støn blandet med mildende åh'er var alle de ord han kunne få sig selv til at sammensæt som han sad helt i spænd. En pik i fuld erektion i ham og hans egen der stod med vådglans. Det måtte være et kønt syn. 

En lettelse forlod ham som han blev løftet let igen. Munden i konstant måben og tænder som ikke evnede at luk i sammen mere. Hele hans mimik var vævende trods for det sorte blik. Han lagde hovedet mod den andens som han mærkeden hagen mod bunden af hans brystben. "Mmh, utilfreds da?" fik han endelige åndet ud og slap med den ene hånd skulderen for at gribe fat om nakken på den anden, hænderne dybt ind i håret på ham. 
Fristende for at ville smage den anden, kunne han ikke helt holde tankerne til det, men lod i stedet øjnene luk i og presset hovedet mod den andens. 

Han kunne næsten fysisk mærke lettelsen i den andens krop, da de fandt tilbage til det normale igen, og lidt mere stødt, men roligt holdt sig til tempoet fra før. Fra at have været helt spændt ud, til gradvist at krumme sig mere sammen igen, det var joh ren akrobatik de Eskilds krop lavede. Ikke at Corinth brokkede sig over hans plads i det, mørke øjne løftet imod Eskilds ansigt, der med minutterne var blevet meget mere animeret at se på. Han var smuk, det måtte man give ham. Og overfladisk eller ej, var det nok også en del af det der havde fanget ham, dengang tilbage i aftengyderne. 
Fjern, og alligevel til stede, blinde øjne sorte af lyst - adelsmanden følte med en prikkende, varm fornemmelse over huden, hvordan hans vejrtrækning kom tæt nok på til at blande sig med hans egen. Og nød synet af den andens eufori; han virkede mere og mere til at have overgivet sig i det. 
Og det gjorde et eller andet ved ekstra Corinth, hvis små støn af nydelse blev lidt hæsere, og lavere. En klokke sænkede sig over dem, og han lo lidt besværet ind i dens fiktive lydmur.
"-Så... så langt fra" øjnene blev koncentreret lukket i (en sjælden udvikling) og Corinth holdt kortvarigt vejret over den boblende fornemmelse, der fik hans hjerte til at arbejde hårdere, fik hans krop til at brænde og gjorde hans tanker viltre. Ufokuserede, og alligevel utroligt bevidst om hvad han skulle gøre. "Rid mig" Hånden i nakken var som et pirrende bid, og han lavede en lille rokade på sine hænder, for at få bedre fat i Eskild. Nok på flere områder. 

En hånd henover lænden, og en anden rundt om Eskilds lem. Den ene for at presse ham hen i nogle mere rullende bevægelser.  Det måtte han efterhånden være løs nok til, og så behøvede han ikke at støtte ham ligeså meget. Den anden, blot som en lille, drillende påmindelse om at han nok godt kunne bevæge den, hvis han blev spurgt pænt. 
Ellers var den et fint håndtag, og han strammede lidt til. 

Opslugt af en adrenalin, et skud af lykkepiller eller anden euroforiserende virkemiddel havde sat sig dybt i Eskild, og alt det var, var bare et simpelt menneske. Smerterne var gemt væk, disciplineret til at tåle det. Energieren var samlet i hans inderste, det kunne tage hvad end han blev presset til. 
Eskild kunne ikke skelne mellem deres vejrtrækninger eller hjerteslag. Det var gået i spil med hinanden og han var en fortabt sjæl i det store hele. Kroppen spændte af sig selv, tætnede så meget den kunne i endetarmen, men mindede ham blot om hvilken behag det var.

Fingrene i baghovedet strakte let for blot at tage ekstra fat og trak nakken tilbage for at få mere af den andens skønne ansigt mere i hans kurs. "Rid dig?" gentog han og lod næsen stå tip tip, så meget det nu engang var muligt. "Ligner jeg en tøs for dig eller hvad?" stak ham med et skævt smil, men alligevel var det tydeligt hvad han ville gøre ved det. Ideen var jo fræk, så kreativ en mand. Et lille slik med tungen lagt til præcist fra, åh, mundvigen op til ørets fløj. Men Eskild lod sin pande støde kort mod den andens. 
Det var en motorisk bevægelse Eskild ikke gjorde sig så meget i, men den hang ganske godt sammen med hvordan man nu engang selv tog folk i røven, så han lagde stille ud, rykkede underlivet fremme i vuggende bevægelser, mærkede hvordan det kunne trække den andens pung let med sig. Det var vel på sigt to fluer med et smæk? At redde ham og have sit eget lem i hans hånd. Sagte støn som begge ting stille faldt i hak.  

Øjnene åbnedes i et lille ryk da Eskild skubbede deres ansigter tættere sammen, og lukkede afstanden imellem dem. Næsten tæt nok på til at han kunne kysse ham - eller omvendt - og han trak i et lille sug af luft vejret ind, da han kortvarigt var i tvivl om det faktisk var noget manden skulle til at gøre. Læberne skubbedes dog op i et smil, jah, han mente den lille ordre, og følte sit modsvar forsvinde i et hæst suk over det hurtige slik der fulgte med, inden han igen stødte deres ansigter sammen, den her gang ved panderne. 
Ikke at han selv fik et øjeblik til at tænke for meget over hvad han svarede, Eskild gav ham ikke tid.
"Kun på de områder hvor det er vigtigt" og han himlede lidt mere drilskt med øjnene, den skarpe tone til trods. Fordi. Det var fuldstændig ligegyldigt, hvordan folk så ud. Altså næsten - man havde vel standarder. 
Eskild parerede dog ordre, og kom stille og roligt i sving, hver lille bevægelse som en gradvist opbyggende lag til den knude i hans indre - han kunne ikke holde alt for længe endnu. 
Og hans ansigt var så tæt på, for tæt på, at Corinth med et nydende, men anstrengende lille støn, faktisk gav op, og måtte læne sig frem for at fange hans læber. Dog ikke i et kys, men derimod et markerende, lille bid i underlæben, som han trak til sig. Følte - og bare lige nok til at smage, inden at han slap, forsøgte at få lidt afstand imellem dem igen. 
Det gik ikke, det plejede han ikke, mindede han mentalt sig selv om, og lukkede øjnene i et krævende suk, da endnu en bølge skyllede over ham.

Ingen, absolut ingen som Eskild, ville normalt lade sig beskrive på den måde. Men lige nu var det bare sex. Sex der ville sidde i hans erindring indtil det blev toppet. Men man kunne nok altid finde en som ville kunne gøre det bedre. De havde dog nået et fælles grundlag for denne eftermiddag. Han skulle bare tegnes, det var en kort fornøjelse. 

Underlivet lå i sin sagte position, det kørt generelt som en smurt maskine, men i det øjeblik som han følt bidet i sin læbe, gik det op for ham. Det satte et sus i maven på ham. Med en hånd i nakken og en anden på skulderen gjorde han det, som hidtil ikke have været en nødvendighed. Bidet skulle aldrig være sket, for det satte bare ting i værk, unødvendige ting i det som ellers havde været et paradis for nu. 

Hånden slap skulderen og lagde sig let om Corinths hånd som lå om ham, stille i sin egen motoriske vuggen af hofterne, satte han deres hænder i værk, for i sidste ende at slip ham, så det ikke var hans egen gøren. Støn og brummen måtte lide last som det ville svinde væk i den andens gab. 

Det havde været kort, og alligevel føltes det som om at noget hang tilbage på den blonde mands læber, da han lidt besværet åndede ud. Igennem næsen den her gang, da han forsøgte at holde læberne en anelse presset sammen, til trods for at det var sværere og sværere at lykkes med lige præcis det. 
Et eller andet sted registrerede han at hånden fra skulderen, gled ned imellem dem. Men det var først da han gav sig til at bevæge den, over hans egne fingre, at Corinth fornemmede hvad han ville. Ah, så han måtte også være tæt på. 

Ikke lang tid efter slap Eskild selv, og lidt mere ivrigt forsatte han håndarbejdet på ham, kortvarigt skævende igennem de halvlukkede øjne, på den andens ansigt - han så selvfølgelig ligeså lystig og omtåget ud, som han selv følte sig; han fik det til at summe utålmodigt hos Corinth. Og så verbal som han også var... der havde Corinth svært ved ikke at læne sig ind til de indbydende læber, for at forsegle dem. "Løft-løft dig en anelse igen" stønnede han i stedet, luftigt ind imod dem, og virrede en kende ubeslutsomt med hovedet over den sitren der stadigvæk brændte ved has egne læber - åh for helvede. Corinth strammede grebet om den andens lem, næsten som for at straffe ham for at han lige nu skulle slås med beslutningen.

Og da han fornemmede at vægten skiftede en anelse, stødte han hånden imod sofaen for at støtte ham i hans sidste par jævnt hurtige rykkere, en lille afsløring om at han snart ville komme. 
"Hng, Eski-" og han måtte skubbe sig forbi de hektiske indåndinger fra Eskild, for i stedet at drukne sit støn - og ord - i de sorte krøller der faldt nedover skuldrene. 
Og det var en befriende følelse, længeventet hvis man spurgte ham, hvoraf han i nogle sidste ryk lige sørgede for at holde sig inde så længe han kunne, for at få byvagten med over bølgen. 

Sagte støn svævede ind i mellem dem, som en kamp om at få vejret mens de sank ned i dybet af havet. Ivrighede havde taget overhånd og det var blevet et kaotisk sammenstød om sygelige begær. 
Den statistiske følelse der strømmede igennem ham som han havde Corinths hånd mod sin egen for at dirigere ham til at onanere, det sad endnu i ham. En brændende summende, hånden var badet i brændende tjærer fyldt med brændnælder og kaktusser. Alt lå i følelsen, intet var at se eller mærke, ikke for det simple menneske. 

Løft-løft dig, sagt som gjort. 

Taget der var om ham blev tætnede, som man ville stramme garnet om barnets hals. Men i sidste ende faldt det blot i hak med de hurtige ryk. Eskild ville, hvis han kunne, falde sammen henover Corinth som al energi var opbrugt og alt der var tilbage var at komme sig. De pulserende pump gled i sammenspil med hvad der skete bagtil i ham. Det var næsten komisk, som han blev fyldt op, flød det ud af ham. 

Noget omtåget og omtumlende, slap Eskild Corinth for at sætte hånden i sofaens ryg og skubbede sig selv af mandens skød og flød ned i sofaen ved siden af ham. Små hivende efter at få vejret på ny, måtte han erkende en træthed, som han gned sig i øjenkrogen med fingeren. "Du horede så sandelige ud" lød det luftigt fra ham, mens han lænede hovedet tilbage mod lænet af sofaen og fik slæbt sine ben helt hen til sig, henover den andens ben. 

Vægten af Eskild faldt over ham igen, og Corinth stødte selv ryggen tilbage imod soafen i et lille, dæmpet bump af udmattelse. Næsten som skulle han lige ride bølgen ud, tog det ham også lige nogle sekunder at orientere sig - sekunder hvor at hver dyb vejtrækning fik trukket duften af ham ind igen, det lagrede sig fast hukommelsen - og han strøg en anelse fraværende den svedige ryg. Lod efterskælvet lægge sig. 

Det var næsten rart. Nærvær kom i mange afskygninger, men alligevel gjorde Corinth ikke modsand, da han gav sig til at skubbe sig fri og trillede om at sidde ved siden af ham. Brystkassen hos Corinth hævede og sænkede sig i de efterfølgende indåndinger. Jah selv lyset kom mere tilbage, da han langsomt åbnede øjnene på klem igen, så rummet åbnede sig op for ham igen. Hmm?
Ah, jah det kunne man roligt sige. Et langsomt, mageligt smil trak op over det lyse ansigt, og Corinth lagde en enkelt hånd på hans knæ, og gav det et lille klem - næsten bifaldende - til forveksling fra om det var bekræftende. "Mmmh" brummede han. 
Øjnene gled sidelæns, da han lidt mere morende tilføjede. "Hvordan tror du jeg blev så gode venner med Cullin?" et lille, hemmelighedsfuldt smil lurende i mundvigen, førhen han strakte armene frem og prøvede at komme op og stå, for at strække den trætte, men veltilpasse krop. 

En løgn, selvfølgelig. Ikke fordi han ikke havde prøvet, men den blonde adelsmand holdt sig alligevel på en respektfuldt sti. Selv med et par øl indenbords, havde han været konsekvens i at skubbe Corinth mod andre retninger, og andre mennesker, når dét humør ramte ham. Se han ville ellers have været en lille guldlok at tilføje til samlingen. 

Kroppen lå nærmest henslængt i sofaen, armene smidt op på ryglænet og hovedet tilbage. Udmattelsen af kroppen var tydelige, ikke blot på sveden den ebbede af, men vejrtrækningen haltede endnu bagved.  

Øjnene glippede lidt i forsøget på at øjne sig op, men de lå trætte hen og gled halvt i på ny. Han skævede blindt ned ad sig selv, og lod den ene hånd flyt sig ned til det slappe og eftergivende lem der lå indhyllet af sæden på ny, men for en gangs skyld var det ikke kun på ham selv det flød. Heldigvis. Det skulle jo nødig bare være ham selv som var smurt ind fra top til tå, skønt det så sådan ud set ude fra. 

Men brynene hævede sig træt og ugideligt som kommentaren lød. Eskild var for træt til overhovedet at mærke efter om der blev løjet eller talt sandt. Et sagte suk forlod Eskild som vendt hovedet rullende med sofaens ryg som han ville se på Corinth der rejste sig. "Jeg er for træt til overhovedet at tage stilling til den udtalelse" det var en yderst klar melding, og med det sagt, måtte Eskild lige.. Jah han tillod sig selv at smide benene op i sofaen som der kom plads til det. 

Nu, nu kunne kroppen være komplet henslængt i sofaen, en arm bag om til nakken og den anden der frigjorde lemmet for sæd. Intet tydet på at Eskild ville gå de første par minutter, men det var jo adelsmandens egen skyld. Første ting på dagsorden var at slappe af for en kort varig stund. 

Det var en sagte udmattelse som holdt Eskilds krop nede i sofaen. Han kunne selv fornemme det, og adelsmanden der i forvejen ikke var den mest fysiske type, kunne mærke sine muskler værke. Et testamente til trætheden, og han strakte hænderne imod loftet over sig, så det kunne føles fra fingerspidserne til tæerne. 
Aha? Hans latter knækkede over i en stilfærdig klukken, og Corinth snurrede om på hælen, en enkelt hånd kørende langs armlænet, senere ryglænet, på sofaen. Ikke forfærdelig ulig Eskild fra før. "Det lyder joh næsten som en kompliment" og han lod fingrene glide imellem det sorte hår, da han kom forbi Eskilds plads. Dog ikke for at tage fat i det, men mere som et sidste, lille klap på hovedet, hvor han lige fik rodet det i forvejen lidt viltre hår mere drilskt rundt. Forventninger mødt og alt det andet der lå imellem; han var også selv blevet en tand mere overrasket over ham, som aftenen gled frem. Byvagten var ikke hvad han havde forventet, og det gjorde ham i et forunderligt godt humør. De fleste ville have snurret om på hælen, og trasket så langt væk fra adelsmanden som muligt. 

Men man var vel opdraget med en form for manerer. "Bliv, få hvilet dig" og han studerede kortvarigt den afslappede, solbrune krop under ham, inden at han slap, et mageligt og dovent smil om læberne - han skulle få dem til at varme vandet op til ham. Hvis nu tjenestefolkene ikke allerede havde gjort det, da de tidligere så hvem han havde trukket med hjem. "Men husk nu alle dine ting når du endelig går. Ellers er du joh nødt til at komme tilbage" og Corinth fik snuppet sin pibe med sig, inden at han skridtede imod døren. 
Ikke at han ville brokke sig. Eskild var trods alt et fint motiv. 

Det var præcis hvad det var. En kompliment til Zalandins ven. 
Ubekymret for hvordan kunstneren ville begå sig eller foretage sig af små ting for nu, lod Eskild ham bare vandre omkring, mens han selv bukkede det ene ben i sofaen og fandt en behagelige position. Kroppen syede og summede for at komme sig efter omgangen og endetarmen, den var træt. Sjældent, et ord som ikke engang beskrev omstændighedernes sandhed, havde han prøvet noget ligende. 

Et fnys forlod Eskild og han hævede et bryn. " Skal bare lige komme mig, men nu ikke noget med at falde i badet " som hovedet lige så stille fik roen igen, kunne han atter følge med omkring sig, se tingene og fornemme hvad der foregik omkring sig. Men han lod sig blive efterladt i rummet. 

Tankerne dvælede lidt stille omkring. Så snart havde lægget der længe nok, alene og sikret at han var ude af rækkevidde, rejste Eskild sig fra sædet, fik strukket kroppen og rejst sig helt fra sofaen. Stille trådte han omkring, som en ræv på list. Tøj blev samlet op, men inden han lod sig indfinde i det, samlede han skitsebogen op for at se hvad der var blevet skitseret. Tøjet hængene henover den ene arm som holdte bogen, mens hans fingre gled henover stregerne. Mundvigen trak sig en anelse og bogen blev lukket i med et slam. Fødderne trådte hen til skrivebordet hvor de havde satset det hele og lagde bogen fra sig, trådte i bukseren og hev trøjen over hovedet. 

Husk nu alle dine ting, gu fandme gad han ej. Det var jo en skam ikke at måtte komme på visit igen uden en god årsag. Desuden var det irrelevante ting at huske, sokker og underdele. Eskild kunne undvære det, hvorfor det blev ladt i stikken som han i sidste ende forlod hjemmet.