Under helt andre omstændigheder ville Nicola nok have frydet sig over, at der endelig var en, som kunne få Enzel til at holde kæft. Måske havde han endda fundet en måde at udnytte det på, så Enzel blev smidt ud af værelset. Lige nu var Nicola dog alt for nervøs til, at han rigtig kunne fryde sig over noget som helst, og af en eller anden grund ønskede han faktisk ikke, at Enzel skulle forlade værelset.

Grebet om tæppet blev om muligt endnu strammere og kroppen begyndte atter at ryste svagt, som Nicola på et ganske kort øjeblik genoplevede alle de ting, som han havde oplevet siden Enzel havde solgt ham til den forgærdelige mand. Mangel på væske og mad var hans mindste problem! Hvem kunne overhovedet vide, hvad skader der lå skjult for healeren årvågne blik?
Men selvfølgelig kunne Nicola ikke sige noget om det overhovedet, selvom det formentlig ville forklare hans sølle tilstand.

"Det.. det tror jeg.." Han rømmede sig svagt, healeren ville aldrig gå igen, hvis han blev ved med at komme med så vage svar.
"Jeg fik ikke meget mad.. eller drikke. Og nok heller ikke søvn" Igen flakkede bliket mod Enzel. Udover det sædvanlige stikkende blik, havde hans plageånd ikke reageret endnu, så det måtte vel betyde, at han havde hans accept?
"Enzel.. Enzel tog sig af mig, da jeg kom hjem. Jeg troede, at jeg mest bare var træt" Det var vigtigt for Nicola, at Enzel ikke blev mistænkt for noget. Godt nok tvivede han på, at Enzel ligefrem ville blive straffet, hvis han blev afsløret i at være for hårdhændet ved sine ansatte, men hvad ville det mon ikke gøre ved bordellets omdømme?

Mens healeren snakkede, sad Nicola blot og nikkede svagt. Som om han faktisk havde tænkt sig at følge ordreren.. Eller nærmere, som om han selv bestemte det. I sidste ende var det Enzel, som bestemte, hvor meget Nicola kunne få lov til at hvile sig, og Nicola havde en snigende mistanke om, at meget af Enzels gode vilje allerede var rimelig opbrugt. Forhåbentlig ville Enzel følge bare nogle af anbefalingerne, så det ikke var nødvendigt at tilkalde healeren igen, for Nicola brød sig ikke ligefrem om oplevelsen.

Sedlen som healeren skrev opgav Nicola med det samme. Han kunne ikke læse, hvad der stod på den, og hvorfor skulle healeren have en grund til at lyve for ham? Det virkede trods alt ikke til, at han var i en eller anden snedig sammensværgelse med Enzel.. Uanset havde Nicola dog en snigende fornemmelse af, at han måske burde lære at læse på et tidspunkt, så han ikke var så afhængig af Enzel. Han kunne jo ikke engang hente noget medicin, hvis det var, hvad der stod på sedlen!

Mens Enzel fulgte healeren ud, rørte Nicola sig dårligt. Han sad bare helt stille og ventede på, om Enzel mon ville komme ind og skælde ham ud. Stik mod hans forventning satte Enzel sig dog på sengekanten, han virkede jo ligefrem helt rolig. 
"Hvor meget tror du, at de har hørt?.. At de ved?" Han så ned på sine hænder, som endelig begge to havde sluppet det krampagtige tag i tæpperne. Han vidste ikke, hvad han var mest nervøs for. På den ene side ville det være frygteligt, hvis pigerne pludselig begyndte at blive endnu mere bange for Enzel, fordi de troede, at det var ham, som var skyld i Nicolas skader.. hvilket det jo på sin vis også var.
Samtidig ville det næppe gøre ham mere populær på bordellet, hvis pigerne troede, at Enzel behandlede ham endnu mere særligt ved at tilkalde en healer for selv de mindste problemer.
Egentlig ville det jo bare være bedst, hvis pigerne ingenting havde hørt! Men de var jo trods alt alle sammen halv-dyr.

Det var ikke ligefrem et tilfredsstillende svar, som Enzel gav, men Nicola havde ikke noget andet valg end at acceptere det. Han var ikke rigtig i humør til at diskutere så små ting, og han tvivlede på, at Enzel havde lyst til det. Hvorfor skulle han også bekymre sig over pigerne.. De skulle jo bare gøre som Enzel sagde, så kunne alt andet være ligegyldigt. Eller det forsøgte han i hvert fald at overbevise sig selv om, men han havde stadig en nagende fornemmelse i maven.

Et lavt men tilfreds suk undslap Nocola mod hans vilje. Han havde ikke lyst til at nyde en eneste af Enzels berøringer, men Enzel vidste præcis, hvor han skulle ramme. Desværre var hans ører et af de områder, hvor han intet valg havde. Endnu en god grund til at holde dem skjult blandt de vilde krøller.
"Lige nu.." Han strakte sig lidt mod Enzels hånd i håbet om, at fingrenes dejlige berøringer ved øret ville fortsætte.
"Er jeg mest af alt bare træt" Hvad skulle han ellers svare? Han kunne ikke fortælle Enzel, hvad der faktisk gik gennem hans hoved, og han var alt for træt og forvirret til at finde på et godt svar lige nu. Hvis Enzel lod ham sove kunne han da i det mindste få lidt ro! Desuden så var han også allerede træt igen, en søvn fyldt med mareridt gjorde sjældent, at man var ret udhvilet bagefter.

Igen sukkede Nicola tilfreds, og en nydende brummende lyd forlod ham endda også, aa Enzel heldigvis fortsatte behandlingen af øret. Det var et farligt sted at sidde og nusse ham, for det var virkelig dejligt, men det gjorde ham så afslappet, at han sikkert kunne falde i søvn med det samme.

Selvfølgelig kunne Nicola ikke undgå at høre det opgivende suk, men han valgte at ignorere det. Enzel kunne være nok så irriteret og surmule så meget, han ville. Så længe han bare holdt fingrene væk, var Nicola faktisk ret ligeglad med alt andet. Og indtil nu havde Enzel da formået at holde fingrene for sig selv, så mon ikke han kunne overleve lidt endnu.

Langsomt, både for at Enzel ikke fjernede hånden og for at skåne den stadig ømme krop, lod Nicola sig glide længere ned i sengen, så han til sidst lå helt ned. Enzels seng ville formentlig altid føles fremmede og forkert, men det var ligegyldigt lige nu. Som Nicola havde det lige nu, kunne sengen lige så vel havet stået på det fineste værelse på den fineste kro. Den var dejligt behagelig og tæpperne tilføjede tilpas med vægt til, at det gav ham en form for tryghed uden at det værkede i den mishandlede krop.

En del af ham registrerede godt, at der var noget forkert ved Enzels tonefald og opførsel. Han burde feagere, men lige nu var han alt for træt. Sengen var alt for behagelige og hans øjne var alt for tunge til, at han overhovedet kunne tænke på at holde dem åbne. Han ville så gerne bare lade sig omfavne af den ventede søvn og glemme alt andet omkring sig. 

Nicolas øjenbryn trak sig sammen i en lettere utilfreds grimasse, da Enzel valgte at stoppe nusseriet til fordel for at kravle over og ligge sig bag ham. Det måtte vel komme på et tidspunkt, men han havde nu foretrukket at falde i søvn, mens Enzel nussede ham, men sådan var det jo.
Lige så snart Enzels arme blev lagt om ham, fik Nicola sværere ved at trække vejret, men han gjorde sit bedste for stadig at trække vejret dybt. Han følte sig så forbandet lille og skrøbelig lige nu, og han hadede det.

Normalt havde Nicola ingen problemer med sin krop. Selvom tiden hos Enzel havde ændret både på hans muskler og på den før så underernærede krop, så var han stadig lille af statur. Det var formentlig hvad et helt liv uden ordentlig adgang til mad kunne gøre.
Men når Enzel rørte ved ham på den måde, så ændrede det hele Nicolas opfattelse omkring hans egen krop. Fremfor lille og delikat følte han sig skrøbelig og svag. Han ville aldrig nogensinde kunne overmande Enzel, hvis han for alvor besluttede sig for at tage ham med magt. Måske han engang kunne have kæmpet nogenlunde imod, men det 'behagelige' liv på bordellet havde ikke just hjulpet på hans styrke.

Enzels hånd efterlod et brændende spor på Nicolas krop, og han måtte gøre sit bedste for ikke at springe ud af sengen og løbe væk. Hjertets reaktion kunne han dog ikke gøre noget bed, og lige nu var han overbevist om, at det prøvede at banke sin vej ud af hans bryst.
"Enzel.. Healeren sagde"  mumlede han, velvidende om, at Enzel sagtens burde kunne høre det.

Nicola ville egentlig protestere mod Enzels ord, men det fik hånden for munden sat en stopper for. Han kunne sikkert godt have fået nogle protester frem, men han ville heller ikke give Enzel en grund til at blokere hans mund fuldkomment. Han burde bare have holdt helt kæft! Healeren havde sagt.. Ja, det var Enzel da ligeglad med, hvad havde han helt ærligt forventer. Nicola nægtede simpelthen at tro på, at Enzel var dum nok til at tro, at healeren ville være ok med, at de skulle være intime lige nu. Dor ikke at tale om at Enzel nærmest forgreb sig på ham - ikke at Enzel opfattede det på den måde, selvfølgelig.
Enzels ord gjorde intet for at berolige ham. Han var ligeglad med, hvor blid han så end var, bare det at Enzel rørte ved ham var nok til, at Nicola næsten fik lyst til at kaste op igen. Måske det i det mindste kunne få Enzel til at holde sig væk..

En ufrivillig trækning gik igennem Nicolas krop, da Enzel hev ned i hans underbenklæder. Han havde ikke lyst til det her! Det var lige gået så godt, Enzel havde jo ligefrem været sød, og nu.. var alt tilbage ved det gamle. Tanken om at det kunne være en straf for at have talt over sig strejfede Nicola, men han fejede den hurtigt til side. Enzel havde aldrig haft brug for en undskyldning før, hvorfor skulle det være anderledes den her gang.

Enzels fingre mod den bare hud sendte lyn igennem Nicolas krop, og ikke på den gode måde. Han ville så forfærdeligt gerne have Enzel til at stoppe.
Kunne han overhovedet sige nej? Eller rettere, ville Enzel overhovedet lytte, hvis han sagde det? Så skulle det da nok være første gang.
Øjnene blev knebet sammen og hovedet drejet, så han kunne skjule det i puden. Hvis det ikke med alt tydelighed viste, at han ikke havde lyst til at være sammen med Enzel lige nu, så vidste han da ikke hvad han mere kunne gøre.

Så stille som han overhovedet kunne være, lå Nicola og ventede på den smerte, som han vidste ville komme. Han forsøgte at slappe af, men han kunne simpelthen ikke. Smerten ville være værre, når han var så spændt på op i  hele kroppen. Men med lidt håb ville det også betyde, at Enzel blev hurtigere færdig.
Og så skete der noget underligt. Smerten udeblev, og i stedet så snakkede Enzel til ham. Om han prøvede? På at nyde det?! Selvfølgelig ikke! Som om han nogensinde faktisk havde prøvet at nyde det, det burde Enzel da efterhånden også have gættet, men han var jo forblændet af 'kærlighed'.

"Jeg er træt" Stemmen var lille, ynkelig, og halvt dæmpet af puden, men han vidste, at Enzel jo sagtens kunne høre det. Ville han forbarme sig, hvis bare Nicola var ynkelig nok? Måske, i hvert fald for nu, men det ville jo så bare blive skubbet til i morgen. På et tidspunkt ville han blive nødt til at være sammen med Enzel igen.. Og for at gøre det hele værre, så var det ikke engang længere nok, at han bare lukkede øjnene og accepterede det! Nu skal han pludselig til at nyde det. Hvordan skulle han nogensinde kunne lære at nyde det? Selvfølgelig kunne han lade som om man nogle ting, sukke og stønne som det gode lille kæledyr han var, men visse ting ville aldrig reagere på Enzel, når han ikke for alvor nød behandling. Phillippe derimod.. Nicola nåede lige præcis at stoppe sig selv i at ryste på hovedet. Han kunne ikke længere tænke på Phillippe, selvom han allerede savnede ham noget forbandet. 

Enzel var også træt! Hvis han bare havde lidt ide om, hvad Nicola faktisk mente, når han sagde, at han var træt.. Så ville Enzel formentlig stadig påstå, at det ikke betød noget, for det var den type, som Enzel jo var. Det burde efterhånden ikke komme bag på ham mere. Enzel ville aldrig forandre sig, uanset hvor neget han så end påstod, at de var forelskede og at de var et ægtepar. Nicola var et legetøj og ikke mere værd end et garnnøgle for Enzel.

Der var han, den Enzel som Nicola havde lært at kende og frygte. Det virkede so evigheder sien Nicola sidst havde set den side af Enzel, men han havde altid vidst, at den ville komme tilbage. På en måde var det vel næsten en lettelse, det var nemmere at forvente at Enzel kun tænkte på sig selv fremfor alt den falske kærlighed, som havde været normalt indtil nu.
Selvfølgelig betød det ikke, at han ligefrem var gæad for Enzels pludselige skift, for han kunne stadig huske lat den frygt og smerte, som Enzel havde ret skyld i, og nu skulle det så til at være normalt igen.

Et enkelt lille nik var hvad Nicola kunne mønstre sammen med et svagt
"Javel". Meget mere var der vel heller ikke at sige. Han kunne sagtens lave lydene som om han nød det, så hvis Enzel kunne leve med, at der var visse ting, han ikke kunne tvinge til at reagere, så kunne han sagtens spille skuespil. Problemet var bare, at kunderne følte han intet specielt for, hvor imod han længe havde haft et stærkt had til Enzel, og det var i forvejen svært ikke at lade følelserne slippe igennem når Enzel kiggede på ham.
For en gangs skyld håbede Nicola, at Enzel bare ville vende ham om og være fuldkommen ligeglad. Han tvivlede stærkt på, at der ville være noget kærligt eller blidt over det, så det ville være meget nemmere bare at begrave hovedet i puden og vente på, at det var overstået.

Langsomt fik Nicola kæmpet sig op, så han kunne sætte sig på knæ i sengen. Selvfølgelig var han glad for, at Enzel virkede bare lidt mere mild nu, men helt ærligt, så ville Nicola bare gerne have det overstået så hurtigt som overhovedet muligt. Hvis detr ikke var fordi at han var ret sikker på, at det ville gøre forbandet ondt, så kunne Nicola godt have fundet på at spille op til Enzel, forsøge at prikke nok til ham til, at han ikke ville kunne holde sig væk længere.. Men det gjorde stadig ondt nogle gange når han sad ned, så han kunne da slet ikke forestille sig, hvor smertefuld Enzels behandling ville være.

Med bevægelser som forhåbentlig virkede naturlige begyndte Nicola at åbne knapperne og snørerne, som holdt jakken lukket. Han forsøgte at slukke for sin hjerne, nøjagtig som når han var sammen med en kunde, men det lykkedes ikke helt. Forhåbentlig var Enzel alligevel tilfreds med behandlingen.
Det gik langt fra hurtigt med jakken, men åbnet blev den da til sidst. Forsigtigt, for han skulle jo endelig ikke komme til at krølle jakkens stof, blev jakken skubbet til side, så Nicola kunne få adgang til blusen under. En enkelt hånd fandt vej ind under blusens stof hvor den blev lagt, så den var placeret lige over buksernes kant. Han var afhængig af at Enzel gad rejse sig op, hvis resten af tøjet skulle af. 

Jakken og blusen røg af, og efterlod Enzel med bar overkrop, hvilket langt fra gjorde at Nicola fik det bedre med situationen. Det næste som skulle af var bukserne, og hvad var chancen for, at Enzel så ville tage over? Efterhånden så virkede håbet om at Enzel ville være ligeglad længere og længere væk. Af alle tidspunkter Enzel pludselig kunne udvikle en samvittighed, så var det her da nok det absolut dårligste! Forbandet da også.

"Tak" sagde han svagt og kiggede ned. Han gad ikke til at give Enzel en kompliment, alt hvad der foregik mellem dem lige nu var alt for falsk i forvejen, der var ingen grund til at gøre det værre.
Endelig fik Nicola taget sig sammen til at gribe fat om Enzels buksekant. Han gik stærkt ud fra, at Enzel ville lette sig en smule, så Nicola langsomt kunne trække bukserne helt ned.
I nok alt for lang tid sad Nicola og så på Enzel, mens han prøvede sig til at røre den nu nøgne bordelejer.
"Vil du vende dig om?" Spurgte han forsigtigt.
"Jeg har ikke tænkt mig.. jeg skal nok opføre mig ordentligt" fik han tilføjet efter at han kom i tanke om, at Enzel nok stadig ikke stolede ret meget på ham. Nicola kunne ikke rigtig bebrejde ham, taget i betragtning af, hvad han havde gjort, men Enzel ha de fået skræmt ham nok til, at han aldrig ville gøre sådan noget igen.

Det føltes lige så rart at ligge her og vente spændt på at Nicola skulle fortsætte, men så snart han bad ham om det uventede… det utænkelige… Da så Enzel straks mistroisk ud med rynken på næsen.
“Mh! Nic… Det har bare at være for at binde min hale fri også. Eller for at give mig en massage.” Han ville langt hellere have at Nicola skulle gå i gang med ham, frem for at trække tiden ud, men på den anden side var det rart at Nicola prøvede at tage initiativ, så Enzel kunne blive glad. Forhåbentligt ville det ende ud i at han kom. For det var lige hvad han trængte til, efter så lang tids længsel efter sin ægtemand.
Egentlig stolede han på at der ikke ville ske noget, der ikke skulle ske, men mindet var printet i hans hoved, som han trillede om på maven, nu så han ikke længere kunne se på Nicola eller holde øje med hvad der blev gjort.
Han sukkede dybt og afslappet. Afventende og tålmodig med ham.