Havde vandet ikke virke måtte hun havde prøvet at hive og slide i ham til han stoppede. Men det kolde vand bragte nutiden tilbage i hans blik og kort tid efter faldte den anden mand skrigende til jorden, klamrende om sin forbrændte hals. Men trods alt stadig levende.
Hun fjernede sig ikke som han rakte ud efter hende med forvirringen malet i sit blik, men skar et splitsekund en grimasse af ubehag som varmen generede hendes hud. Det gjorde ondt og ubevidst kom der vand frem i hendes øjne, men hun blev ved med at fastholde ham, selv efter trak sig. "Sysh rolig. Helt rolig" hun talte blidt og roligt, mens hendes ene tommelfinger aede ham blidt over kinden imens. 

Det havde været et skræmmende syn og ikke mindst en skræmmende realitet at se hvad hans smerte kunne bringe ham ud i. Men hun havde set noget genkendeligt fra sig selv i det, omend det lå mange årtier tilbage. 
Manden kom med halvkugle lyde som han forsøgte at kravle væk igen, og selvom Ithilwen havde et ønske om at redde hvad der redder kunne, fjernede hun lige nu ikke sit blik fra Sawyer. "Vi er nødt til at hjælpe ham eller finde nogen der kan" forklarede hun rationelt, og ignorerede sin dunkende ankel og brandvarme kind. 

Det var tydeligt på smerten i hans blik, at han fortrød bitterligt hvad han havde gjort imod hende, også selvom det ikke havde været bevidst. Hans øjne var let blanke, som det gled hen over hendes kind. Nu hvor hans hånd ikke længere dækkede, kunne han tydeligt se hvad han havde rørt hende. Hans håndaftryk trådte helt tydeligt frem. Han kunne ikke se på det, hans kæber blev presset hårdt i, som han flyttede blikket ned imellem dem, han skammede sig tydeligvis gevaldigt over det. End ikke hendes ord bragte videre trøst til ham, men han hørte hende, han mærkede hendes blide strøg over hans kinder, da hun nægtede ham at træde væk. "Du burde ikke være her, jeg er farlig for dig, og du burde slet ikke stå på din fod.." lød det dæmpet fra ham, inden han hævede blikket for at møde hendes fugtige øjne. Hvis han dog bare kunne tage hendes smerte væk, påføre sig selv den i stedet for, men det var ikke nogen mulighed.

Hendes fornuft overraskede ham dog, som hun påpegede at de måtte søge hjælp til Gregory. Han rynkede tydeligt i panden, inden han tog sig til næsen. Han havde næsten glemt alt om den pestilens, men Gregory var ikke hans prioritet, det var Ithilwen. "Meget muligt, men ikke før du er blevet tilset af en healer..!" Det var tydeligt at der ikke var plads til nogen former for diskussioner i hans toneleje, som han tydeligt udtrykt sit ønske om at pleje hende først, så skulle han nok besvære sig med at redde Gregory bagefter.

Sikker på hans evne var helt slukket, rakte han armene frem, først lidt tøvende, men til sidst bestemt, som han bukkede let i kroppen, inden han slyngede sin arm bag om hendes lår og ryg og løftede hende op i favnen. "Måske healeren kan ordne din fod også, så du kan komme hjem..." mumlede han dæmpet for sig selv, som han bar hende hen til den vogn han havde brugt tidligere. Egentligt ønskede han ikke hun skulle rejse bort, men han var for farlig for hende, det var hvert fald det han overbeviste sig selv om, det ville være bedre for hende ikke at være i nærheden. Forsigtigt satte han hende ned på vognens sæde, inden han bremsede sig selv og bare kiggede op på hende. "Undskyld Ithilwen.." kom det dæmpet fra ham igen, tydeligvis plaget af hvad han havde gjort.

Ithilwen tog en dyb indånding og lukkede luften ud i et lavmælt suk som et lille træk af et smil kom frem på hendes læber. ”Sikkert ikke, men det gør jeg alligevel” Både var her, men også stod på sin ankel. Hun lå det meste af vægten på det andet ben, hvilket forskød hendes hofte en smule. Hun bemærkede det ikke, men lod det bare naturligt ske. Den pludselige smerte på hendes hud var derimod svigene og intens på en anden måde. Men det var ikke noget han havde gjort med vilje, så hun tog sig helt ærligt ikke af det lige nu.

Hun åbnede munden, klar til at tale ham imod, men måtte vælge sine kampe. Jo længere tid, hun stod og diskutere med ham om at hun ikke havde akut brug for hjælp, men derimod manden med det åbne sår i halsen var, jo længere tid gik der før han kom til en healer. Hun lukkede derfor munden igen. Hun havde ikke lyst til at blive tilset af en healer. Hun ville have bedst af det, men de var ikke billige i denne del af landet og hun ville ikke have han betalte for noget så ligegyldigt som et overfladisk brandmærke og en forstuvet ankel. ”Kun hvis du tager ham med også.” det var et kompromis hun forsøgte at sætte op og holdte stålfast fat i.

At hun ikke havde lyst til at rejse, og da slet ikke hjem, af flere årsager, var en anden side af mønten hun heller ikke kunne bruge sparsom tid på at forklare sig med lige nu. ”Du gjorde det ikke med vilje” han gik ud fra at han undskyldte for den skade hun var udsat for. Han virkede ikke til at angre for manden. Ikke endnu i hvert fald. Hun skulle nok bruge al tid der var nødvendigt bagefter på at tale med ham og forsøge at forstå hvad der var sket, men hun vidste at de havde travlt. Både af hensyn til manden, men også af hensyn til at hun nægtede at se Sawyer som en morder, hvad end hans grundlag havde været. Det var ikke gået op for hende at manden formentlig havde opstartet rygter og kommet med fakler og høtyv eller det der var værre, blot fordi manden ikke havde set de spidse øre bag det røde hår.

Han blev for en tid stående ved vognen, ved hendes side, mens han vendte og drejede hendes ord. Selvom det var sandt hvad hun sagde, kunne han ikke acceptere det. "Det er farligt her for dig, jeg er farlig for dig.." svarede han mere distanceret end før. Andre ville komme, han kunne ikke beskytte hende, når det faktisk var ham som forvoldt hende skade først. Han fnøs dog ganske dæmpet, som hun insisterede på at han skulle tage den lille tykke prop med. Han tog sig let til næseryggen, med øjne presset helt tæt i. Til sidst nikkede han dog, overgav sig til den lille detalje at han nok skulle slæbe den væsel med. 

Manden krøb sammen på jorden, mens der kom nogle gurgle lyde fra ham, der var tydeligvis blod i hans hals, mens han viftede Sawyer væk med den ene arm og holdt sig for halsen med den anden. Sawyer havde ikke meget til overs for ham tydeligvis, som han bare greb manden i hans krave og hev ham op på benene. "Kom afsted, jeg har ikke tid til at vente på dig.." mumlede han tvært, som han trak afsted med manden hen til vognen og næsten smed ham op på ladet, uden megen omsorg for hans følelser eller velvære. 

I stedet piftede han efter Zion, den store muskuløse træk hingst, kom op til ledet hvor han stod og ventede. Med den mand der skulle med på slæb, var der nærmere brug for muskler end fart. Sawyer gik hen til folden og lukkede den op så Zion kunne komme ud, ingen han lukkede leddet igen for Kaisa, der trippede noget frustreret over ikke at skulle med. Zion blev trukket hen til vognen, hvor Sawyer omhyggeligt spændte ham for. "Stå pænt.." mumlede han dæmpet, inden han forsvandt ind i huset efter en skindpose med krystaller. Hans forbrug var overraskende lavt, men indtjeningen overraskende god, så at bruge krystaller på en healer var ikke noget problem.

Han satte sig op ved siden af Ithilwen, inden han kastede et enkelt skumlende blik på Gregory, han hældte stadig til at smide manden af, og lade ham svare for sig selv, men han føjede Ithilwens ønske denne gang. Han slog en enkelt gang med tøjlerne og Zion satte frem i rask trav. Turen var bumlende, men ikke specielt lang, inden de ville nå til byen.

Den diskussion var der virkelig ikke tid til at tage her, og det blev bare til at hun lukkede øjnende af ham og sukkede. Der var mange ting i denne verden der var farlig, betød det at hun skulle isolere sig hjemme i skoven uden nogensinde at komme ud? Men hun forstod godt hvad han kom fra. Det kunne bare ikke hjælpe noget at blive ved med at leve i frygten for at han altid gjorde andre fortræd!

”Tag det roligt, vi får set på din hals” hun kiggede om på den lavstammede mand der lå i ladet og sprællede en smule. Hun havde ondt af ham, men hun kendte heller ikke til ham. Hun talte beroligende til ham mens Sawyer var inde efter noget i huset, men var ikke sikker på om manden tog hendes ord for gode vare. Men hans øjne spærrede sig en smule mere op, som Ithilwen fraværende lod sit hår glide om bag øret og afslørede deres spids. Afslørede at hun ikke var en genfødsel eller spøgelse af en person han engang havde set.

Turen foregik i hvad man godt kunne kategorisere som samme form for akavet stilhed som første gang, men det var en anderledes trygget stemning. Der var mange ting hun havde lyst til at adressere. Mest påtrængende at han ikke var til fare for hende. Hun var ikke sikker på at hun kunne sige det samme om hans effekt på andre mennesker. Men hun havde ikke lyst til at tage den snak mens den anden mand lå og led bag dem. Hun vidste godt at han kun var kommet med på hendes nåde og evne til at overtale ham.
Hun sad med stokken hun havde fået med, velvidende at fik han sin vilje, fik hun ikke brug for den bagefter. Hvis han fik sin vilje selvfølgelig. Hun var formentlig mindst lige så stædig som han var.

Turen foregik i en besynderlig trykket stilhed, ingen af dem sagde meget, de fleste lyde var vognen hjul der rullede over gruset, Gregorys gurglende støn af smerte og Zions hove imod gruset. Sawyer selv, sad opslugt i sine tanker, men skævede dog fra tid til anden imod Ithilwen. Alt indeni ham, bød ham at tigge om tilgivelse, at tigge hende om at blive selv når foden var blevet helbredt, han ønskede ikke at se hende rejse, men det var bedst sådan. Et eller andet sted, så troede han faktisk ikke at det var Ithilwen der var uheldig, men ham. Hun var bare klodset. 

Længere fremme kom byen til syne, og som altid emmede den af liv. Heldigvis lå healerens hus i udkanten af byen, og var de heldige kunne de måske slippe for mange blikke og spørgsmål, og helst kunne de slippe for høtyve delen. Som de kom ind i byen gik snakken øjeblikket, og Sawyer så kun mere utilpas og indebrændt ud, jo flere ting de måtte ligge øre til. Døden følger ham igen.. Hvem gik hans vrede nu ud over.. Har han vækket hende til live, hvilken hekseri!.. Kan vi lade hende leve, hvis hun er en genopståelse?.. Er hun farlig for byen?.. Han er en skændsel for byen.. 

Da de stoppede ved healerens hus, var der kun vrede tilbage i hans blik. Den engang så højtelskede mand, reduceret til kun vrede imod folket. Han hoppede ud af vognen og gik om til Ithilwens side for at hjælpe hende ned, og for at dække hende for byens folk. Man vidste aldrig hvad en arrig hob kunne finde på, men ville de nå hende var det igennem ham. De knyttede hænder begyndte at blive varme, idet han mistede lidt kontrollen over sig selv. Normalt var snakken aldrig så slem, normalt holdt de den uden for hans hørevidde. Ithilwen derimod kunne han ikke se i øjne, hun måtte tænke de samme ting om ham, som byens indbyggere gjorde. Især med de kommentarer der havde været omkring hendes mærke. Det var ham!.. Han slog sin familie ihjel.. Han er ved at myrde sin kone igen!

Noget i Ithilwen havde forventet at det hele ville blive lettere når de nåede byen. Hvor naiv hun dog havde været. Faktisk blev det hele meget værre. Hun følte sig nedstirret på et niveau hun aldrig før havde prøvet, og hun var vant til at især mennesker stirrede på elvere de så udenfor Lindeskoven. Specielt efter alt opgøret med Kiles Orden. Men ordene der ko over folks læber, omhandlede ikke kun hende.

Hun drejede blikket til siden og så hvordan Sawyer for hvert ord blev mere sammenbidt og utilpas at se på. Der var medlidenhed i hendes grønne øjne, som hun ignorerede at befolkningen diskuterede hvorvidt de skulle slå hende ihjel eller ej. De kunne prøve, men nok var hun klodset, men forsvarsløs var hun ikke.
Trøstende og for at indikere at hun faktisk ikke troede på de ord de sagde, lagde hun sin hånd på hans underarm og holdte den der til de nåede healerens hus.

Ithilwen gled ned fra vognen. Hun følte sig utilpas, men ikke over at være i nærheden af ham, trods mærket på hendes kind og hals kunne indikere noget andet. Hun forstod hvorfor han var så vred, for ingen i byen vidste ham nogen varme af nogen art. ”Det skal nok gå. Vi er her ikke længere end nødvendigt” forsikrede hun ham. Hvis der blev taget hånd om manden og han blev taget ud af vognen, var hun faktisk klar til at vende om. Men det fik hun ikke ham til.
Ikke som healeren kom ud af huset og så både forskrækket og nervøst på manden og hen på Sawyer, Ithilwen og hendes mærke. Ganske som forventet gik manden hen til den rallende og blødende mand først.

Hendes hånd der havde hvilet på hans underarm, havde bragt ham en ringe trøst, men ikke desto mindre en trøst. Han skævede ned imod hendes hånd, med hende ville det hele måske kunne blive bedre? Han skød tanken fra sig, for der blev ikke noget, med hende. Hun skulle hjem til sine egne, væk fra denne forpestede by, væk fra ham. Han kunne jo ikke engang styre sin egen evne. Han var dog hele tiden pinligt opmærksom på at være helt kold steder hun måtte røre, han kunne ikke brænde hende igen, ikke tale om!

Et svagt suk slap over hans læber, da hun lovede de snart ville være på vej væk igen. Han gjorde et lille nik, der var intet han hellere ville end vende tilbage til gården. Healeren derimod, forstod lige at tænde hans vrede igen. "Hvis du ønsker så meget som en eneste krystal, er det Ithilwens ansigt og fod de klare først, Gregory skal nok leve den tid det tager..!" Hans stemme var tydeligt truende og vred, der var ingen chance for at han ville lade den lille mide komme til først, han kunne bare have holdt sig væk fra Sawyers gård, som påtalt så mange gange før. 

Ithilwen så skjult frem til at få svar på de efterhånden ophobende mange spørgsmål hun havde til hele den her situation. Der gik et næsten ubemærkeligt spjæt igennem hende, som Sawyer igen benyttede sig af den truende og vrede tone. Hun havde virkelig vendet sig til at han ikke rettede den mod hende mere, og den lød mere skræmmende nu hun havde set den fuldstændig modsatte side af ham.
”Han kan dø af sine skader!” men ikke skræmt nok til ingenting at sige, og hun protesterede også promte. ”Jeg lovede at tage med, men jeg lovede ikke at han skulle ligge og lide imens healeren tager sig af noget så ligegyldigt som en forvreden ankel og et lille brandsår! Så hvis du ikke betaler ham, så gør jeg!” Hun så skarpt på ham og havde armen på hans underarm for at holde ham, om end ikke synderligt stærkt, tilbage fra at gøre noget opildet. Så måtte han give sig til at råbe ad hende igen hvis han havde brug for det.

Først da healeren var mere eller mindre fuldt optaget, dæmpede hun stemmen, så det virkelig kun var Sawyer der kunne høre hende. ”Jeg ved ikke hvad den mand har gjort dig, men jeg fornemmer det er slemt nok til at tænde dig af. Men ligegyldigt hvad det er, vil jeg ikke sætte hans liv på spil, så byen har fået sig et sandt rygte at bruge mod dig.” Hendes udtryk udviste klar stædighed og at hun heller ikke havde tænkt sig at diskutere det!

Da Ithilwen pludselig valgte at stille sig op for Gregory, var det tæt på han havde set rødt. Det krævede alt af ham, ikke bare at tænde helt af og råbe hende ned i hovedet. Hele hans krop var spændt og hans kæber helt sammenbidte. Hvorfor ville hun dog forsvare sådan en igle? "Så lad ham dø! Så kan det være jeg for en gang skyld kan få fred på min gård!" svarede han hårdt, for selvom han virkelig gjorde alt hvad han kunne, for ikke at råbe hende direkte ind i ansigtet, var tonen stadig hård. 

Da hun fortsatte fnøs han hårdt, mens han trak armen til sig. Han kunne ikke længere holde følelserne i skak, han var arrig. Byen gjorde sjældent noget godt for hans humør, og denne dag var ikke spor anderledes, men aldrig om han ville lade Ithilwen bruge sine krystaller på den slags. Hele skindposen med krystaller, langt men end healeren nogensinde ville kunne kræve for behandlingerne, smed han på vognen ved siden af Gregory. "Værsgo, behold det hele.. Sørg for dem begge og hold jer væk fra min gård!!" Hans tone var hård, men langt mere behersket end før. Med iglen stadig liggende på vognen spændte han Zion fri.

Et sidste, næsten længselsfuldt blik, blev kastet hen over skulderen imod Ithilwen. Han satte hænderne op på ryggen af Zion, og sprang ubesværet op på ryggen af den store sorte hingst. Uden at se ned på nogen af dem igen, sparkede han hårdt til Zion, der med et protesterede vrinsk satte i galop væk fra byen. Han nægtede at græde, men da han red ud af byen i fuld galop følte han alligevel at han efterlod en del af sig selv tilbage. Vognen og hans opsparing kunne ikke havde betydet mindre for ham, men Ithilwen. Det var for alles bedste, han forsøgte så ihærdigt at overbevise sig selv om netop dette. 

Hun rykkede sig ikke så meget som en milimeter trods hans hårde tone og ikke mindst ord om den anden. Hun kendte ham ikke, men det var et liv. Men hun havde ikke tænkt sig at bakke væk fra Sawyer som var han et monster der stod og truede hele landsbyen med nedlæggelse. Hvilket han formentlig havde lyst til. Det forhindrede ikke hendes hjerte i at banke hurtigere mod brystet, som en ganske biologisk og naturlig reaktion på hele situationen.

Men hun havde ikke regnet med at han direkte stak af. Eller rettere, omdirigerede hans vrede til at få det sit sidste statement ud og få sin hest fri og forsvinde. Hun mødte hans blik, og mærkede et eller andet i hendes egen mave krølle sig sammen. Det gjorde ondt, på en anden måde end at han talte hårdt. Hun lukkede øjnene og tog nogle lange dybe indåndinger. Forsøge at køle sig selv ned.
”Bare bliv færdig med ham. Du har din betaling” hun bakkede akavet, ramte husets væk og gled ned og sidde. Ventende på at den anden var uden for livsfare.

Fint. Havde han tænkt sig at være sådan, kunne han fint få lov til det. Hun lod sin egen arrighed og vrede over situationen tage over i kroppen som hun ventede. Hun svarede ikke på nogen af healerens spørgsmål, andet end, nej hun var ikke Tamara, hverken vækket til live eller andet. For selvfølgelig sneg han sig til at nævne hende. Hun slog hans hånd væk som han ville røre halsen, med argumentet at det var ingenting og ikke noget han skulle spilde sine evner på. Det ville være væk om nogle dage alligevel og sveg nærmest ikke mere, men siden han var blevet betalt, tog han ikke et nej for gode vare. Hjalp ikke synderligt på hendes humør, men så snart hun kunne gå, var hun tilbage på benene.
Hun gik i modsatte retning af hvor hun var kommet fra, med en sitren i kroppen af irritation og vrede. Hvor herre til fucking hest, hvad havde han tænkt sig? At hele verden bare konsekvent var imod ham?
Hun hentede noget mad på markedet og forsvandt ud af byen, med beboernes mumlen der fulgte hende.

Ithilwen blev ved med at gå til solen var så langt nede i kanten af verdensbilledet at mørket næsten havde overtaget himlen. Først da gjorde hun holdt, sad med ryggen op ad et træ og mærkede hvordan både arrigheden og vreden var blevet brændt af.
Hun tørrede sig under næsen, bed tænderne samen og nægtede simpelthen at græde over hvor stor en idiot han havde været. Hvorfor skulle det overhovedet bekymre hende? Han havde ikke haft lyst til at hjælpe hende i første omgang alligevel! Han burde være tilfreds.
Men det vidste hun godt ikke var sandt. Og så let skulle han fanme ikke få lov at slippe omkring problemerne, ved at være en sur gammel mand der bare knurrede af folk til de forsvandt!
Diskussionen i hendes sind fortsatte næste morgen, til trodsigheden fik hende til at gå tilbage af. Tanken om at gå tilbage ind i byen, medførte dog at hun tog en stor bue udenom. Det lagde en del på rejsen, siden forhindringerne blev større og hendes ben var stadig træt, trods healerens evner.

Det var sen eftermiddag et par dage efter hele episoden der havde medført flere problemer end sundt var, da hun kunne se gården igen. Hendes linje var direkte trods gården ligesom før afspejlede at der ikke var et ønske om besøgende. Hun fulgte ydersiden af huset, ved lyden af arbejde og ganske rigtigt, han var i gang med at arbejde. På hvad kunne hun ikke se, men han var optaget. Så for ikke at forskrække ham, stilte hun sig op ad kanten af muren, hvor den fjerde væg burde havde været, hvis smedjen skulle havde været lukket, og ventede til han selv opdagede hende.

Det var begrænset hvor meget Sawyer havde sovet, siden sin tid i byen. Da han var kommet tilbage til gården, var Zion blev sat ind på folden, og efter at have givet dem foder og vand nok til flere dage, var han gået i smedjen. Han kendte sig selv godt nok til at vide, at i dette humør som han var kommet tilbage i, var der ikke anden løsning, end at arbejde vreden ud af systemet. I første omgang, havde han ikke anet hvad han skulle lave derude, alle opgaver var løst og han tvivlede på, at der kom nye lige foreløbigt nede fra byen. I stedet havde han indset, at det måske var på tide med en ny seng, sofaen og generelt hele stuen duftede for meget af Ithilwen, til at han kunne holde sig derinde, og sengen han havde delt med Tamara var chokerende nok blevet skilt ad og slæbt ud. Stålet havde han smeltet, så der ikke længere var noget tilbage af det. 

Hvor længe han havde siddet og arbejdet, vidste han egentligt ikke. Han bemærkede ikke rigtigt tidens tand, når først han sad fordybet i sit arbejde, heller ikke tankerne fik lov at trænge ind, som han skærmede af for alle inputs indefra såvel som udefra. De to langsider på den nye seng, havde han færdig gjort allerede første dag, han havde arbejdet hele natten igennem med fakler tændt overalt i smedjen. Drikkelsen havde udelukkende bestået af mjød, det var let til gengængeligt, da han havde et helt fad stående ude ved sig, mad var det ikke blevet til meget af, han havde taget en stak kød med sig og noget brød, og spiste lidt fra tid til anden, men hver gang han stoppede op, væltede fortrydelsen ind over ham. Han fortrød sin behandling af Ithilwen, at han havde forladt hende i byen til at forsvare for sig selv, til at stå for mål for spørgsmål, og hvad værre de end kunne have fundet på. Men Sawyer kunne ikke tillade sig selv at vandre ned af den sti, han lukkede af for sit hjerte og sind, lukkede af for skyldfølelsen. 

Dag 2 havde gået med at lave fodenden af stellet, der var ikke nær så detaljeret som gavlen ville blive, men væsentligt mere end siderne, som faktisk bare var rene stål stykker, pudset og poleret til det havde en fin overflade. Æstetisk skulle den jo være perfekt hele vejen rundt, selvom det kun var ham selv der skulle se på den. Siderne stod alle pænt pakket væk langt den ene væg i smedjen, mens han på 3. dagen var gået igang med gavlen. Det var et stort omstændigt arbejde, og han ville nok skulle bruge et par dage mere, han var kun færdig med selve rammen rundt og benene, alle detaljerne indeni manglede fortsat, alle de detaljer han kunne ligge og kigge på hver eneste nat, når han lå alene, hvor længe han havde været i gang vidste han faktisk ikke. At Ithilwen var kommet tilbage, havde han heller ikke opdaget. Tvært imod var den store, og yderst udkørte man alt andet end opmærksom på sine omgivelser. Til sidst lagde han værktøjerne fra sig, han havde ikke sovet siden han var i byen, en lille lur hen over arbejdsbordet, det var nok ikke nogen helt ringe ide. Med armene foldet på bordet foran sig, hvilede han panden imod sine arme med et suk. "Undskyld Ithilwen..." mumlede han døsigt for sig selv, han forstød så bitterligt hvad der var sket.

Der gik en rum tid, hvor Ithilwen betragtede ham arbejde. Hans bevægelser blev mere tunge, til han til sidst lagde værktøjet fra sig og fra hendes synsvinkel lignede en der kunne dejse om af udmattelse. Hun hørte fortrydelsen i hans stemme, ved de mumlende ord der forlod hans læber som han fandt sig et leje i at sove hen over sit arbejdsbord. Havde han overhovedet sovet bare lidt siden de var gået hver deres vej. Hendes blik drejede sig til væggen med stellet til sengen der stod klar. Havde han brugt de sidste par dage på at arbejde uforstyrret og ihærdigt med dette projekt? Noget i hende sagde, at selvfølgelig havde han det.
Hans tunge vejrtrækning afslørede at han var faldet i søvn – selvom det nemt kunne være en kort lur. Hun satte stokken han havde lavet til hende op ad muren, trådte forsigtigt de sidste skridt hen til ham og lod sine fingre glide over hans hår med et lille smil på læben. ”Jeg tilgiver dig” hviskede hun lavmældt som hun bøjede sig ned og kyssede ham på tindingen. Hun blev stående og strøg ham et par gange mere over håret, før hun slap ham og gik ind mod huset.

Her fandt hun sin efterladte taske, som hun skubbede til side, trak sin kappe over hovedet og lod den glide ned ovenpå tasken, så hun stod tilbage i et tyndere lag af beskidte vandrebukser og en tyndere grøn kofte holdt rundt om hende med et bælte. Noget hun kom til at takke sig selv for når hun havde fået ordentlig gang i ildstedet. Hvad hun fandt i skabene, var ganske varieret, men hun holdte sig til rodfrugter hun kendte og et stykke kød at stoppe i gryden ligeledes. Stuvning gav næring. Ikke det mest spændende, men det var nemt at lave, havde smag og passede mere eller mindre sig selv så snart det kom i kog.

Først da hun var sikker på intet brændte på, gik hun ud af huset igen, tilbage til smedjen. Var hun en smule nervøs for at han ikke ligefrem modtog hende med en positiv indstilling? Mon ikke. Men det hindrede hende ikke i at gå hen til ham igen og lidt mere insisterede tage fat i hans skulder. ”Sawyer?”

Sawyer havde ikke bemærket Ithilwen, ikke da hun kom hen, ikke da hun talte eller kyssede ham, eller da hun strøg ham over håret, ej heller da hun forlod smedjen og lod ham være tilbage. Hans tunge vejrtrækning igennem det hele, afslørede den udmattelse han havde presset sig selv ud i. Det var først da Ithilwen lidt senere vendte tilbage, at han delvist vågnede fra sin døs. Hendes rusken i hans skulder, og lyden af hendes stemme fik ham til at brumme dæmpet. "Ikke nu Ithilwen, bare lidt længere.." mumlede han døsigt, mens han forsøgte at trække skulderen lidt til sig, den hårde tone var ingen steder at spore, tvært imod var det nærmere tonen fra en kærlig mand, der bare virkelig gerne ville love.

Det var som om et lyn fra en klar himmel, slog ned i ham. Ithilwen!! Han nærmest kastede hovedet op fra sine arme, for at vende sig om imod hende. Han kunne slet ikke tro sine egne øjne, han måtte drømme endnu, det kunne ikke være hende. Han rejste sig hurtigt fra den skammel han havde siddet på, for at kunne vende sig om imod hende, men faldt nærmest blot ned på knæ foran hende, inden han greb om hendes hænder og knugede dem i hans egne. Normalt ville han havde nægtet enhver form for undskyldning, men dette var helt anderledes, dette havde været hans fejl, en fejl han havde frygtet han til sine dages ende ville bøde for, han havde sendt hende bort i en hård vending. 

"Tilgiv mig Ithilwen, tilgiv en tåbelig gammel mand, jeg overreagerede og skulle aldrig have efterladt dig i byen, det var min fejl alt sammen, bare ikke... ikke gå igen.." bad han dæmpet, med hendes hænder knuget tæt i hans. Han løftede blikket op imod hende, dagen hvor han skulle sidde på knæ og tigge om tilgivelse, var en dag han aldrig havde regnet med ville komme, men de sidste dage, hvor mange det end havde været, de havde taget hårdt på ham. Dyrene havde måtte passe sig selv, de havde foder nok til lang tid, han kunne ikke passe på dem, så vel som han ikke kunne tage varer på sig selv, han havde arbejdet non stop til hans hænder var begyndt at bløde, selv efter det havde han fortsat til de begyndte at ryste, det var først da han faktisk sad mere eller mindre og sov at han havde givet op og lagt sit værktøj ned.

Det var simpelthen umuligt for hende ikke at komme med en latter over hans døsige udmelding. I teorien ville hun intet have imod at han sov længere tid, men det var ikke sundt for ham at sidde og sove hen over sit arbejdsbord.
Men hans søvnige side forsvandt indenfor et millisekunder som det gik op for ham at det rent faktisk var hende som havde talt til ham.
Det gav en varm følelse i maven og en lettelse skyllede over hende, som hans reaktion på hende var alt andet end vred og hadsk som hun kunne havde frygtet.

"Det er okay, jeg har tilgivet dig for længst" svarede hun blidt og mente det. Ja hun havde været gal den første dag, men det var forsvundet som adrenalinen havde lagt sig. Men det havde taget tid at komme tilbage. Hun gav hans hænder et varmt klem før hun satte sig ned foran sig "Jeg kunne jo også havde opført mig ordentligt" tilføjede hun med et glimt i øjet, før hun lagde armene om ham og trak ham ind til et kram hun mente han både trængte til og fortjente. Samtidig med at hun egentlig også selv havde brug for at mærke at han var der.
"Jeg satte mad over mens du sov. Du har garanteret ikke spist nok de sidste par dage" mumlede hun ind i hans skulder mens hun lige nu bare knugede sig fast til ham et par sekunder mere.

Selvom kroppen tidligere havde føltes så tung, var den følelse forsvundet som dug for morgensolen. Hun var der endelig, lige foran ham, han kunne mærke hendes hænder i sine egne, og da hun tilgav ham, var det som der faldt en sten fra hans hjerte. Hans skuldre sank ned, sammen med et dybt suk af lettelse. Hans blik fulgte hende, som hun stille satte sig ned foran ham. Han havde lyst til bare at kaste armene omkring hende, trække hende tæt ind til sig, men han beherskede sig nok til at lytte til hendes ord, som han rystede afvisende på hovedet af. "Nej lad være med det, du er perfekt som du er, villig til at sige mig imod og sætte mig på plads når jeg fortjener det.." svarede han lettere bestemt. Hun havde intet at undskylde for, det var ham der hele vejen igennem havde over reageret. Han vidste trods alt ikke hvordan det hele ville have udspillet sig, hvis blot han til en start havde slappet af. 

Da først hun lagde armene omkring ham, var han hurtig til at efterligne hendes bevægelse. De store arme lagde sig tæt omkring hendes krop, som han knugede hende ind til sig, i et stort bjørnekram. Hovedet lagde han ind imod hendes skulder, med ansigtet imod hendes hals. Duften fra hende, var lige så beroligende som den havde været tidligere. En dyb vejrtrækning blev efterfulgt af et tilpas suk. Han kunne dog ikke lade være med at smile lidt, da hun forklarede at maden var sat over. Hun havde virkelig følt sig hjemme mens han sov, men udsigten til et ordenligt måltid fik hans mave til at knurre højlydt. "Hvad kunne dog få dig til at drage den slags konklusioner?" spurgte han drillende, velvidende at værkstedet nok ville afsløre det lidt. Som han sad der, med hende i sin favn, var han ikke klar til at slippe hende helt endnu. Han strammede sit greb yderligere om hende, holdt hende helt tæt. 

Det var en ting hun i hvert fald vidste var løgn. Hun var på ingen måde perfekt, men han havde ret i at hun havde sagt imod da hun følte han handlede forkert og farligt. Og hun ville gøre det igen, velvidende at det potentielt kunne resultere i endnu et skænderi, råben og hård tone. En af de vigtigste ting hun havde lært i sine år. Skænderier var normalt, fordi ingen kunne være fuldstændig enige hele tiden.
”Husk på det næste gang jeg gør det igen” svarede hun med latter i stemmen. For det kom uden tvivl til at ske.

Ithilwen havde haft så meget brug for den accept han lige nu vidste hende, for den opførsel hun havde haft. Den måde hun havde ageret på, selvom hun ikke ville ændre den, kunne havde haft en skadende effekt. Men han holdte hende helt tæt ind til sig og hun lod sig indhylde i den varme og trygge følelse der svømmede over hende, så meget at hun lukkede øjnene. En kildende følelse gik igennem kroppen på hende, som hun mærkede hans vejrtrækning mod den tynde hud på halsen, som fik hende til at smile.
”Det var jeg virkelig ikke” svarede hun tydeligt sarkastisk tilbage, hentydende til at hun havde set hans værksted og at der lå rester af mad derude. En ting hun trods alt kunne glæde sig over der, var at han i det mindste havde spist.
Ithilwen havde ikke lyst til at slippe ham og følelsen igen, men fornuften i hende fik hende igen til at åbne øjnene og løfte hovedet lidt op så hendes ord ikke blev mumlet ind mod hans skulder. ”Vi bør gå ind, før det brænder på”

En dæmpet latter slap over hans læber, som de sad sammen. Han vidste godt, at det måske var meget forlangt, at han skulle kunne huske det, hvis vreden nogensinde indfandt sig igen. "Så længe du ikke bliver alt for sur, hvis nu jeg glemmer det.." svarede han fornøjet tilbage, for chancen den var der så sandelig. De gamle knæ, brokkede sig let under ham, og han måtte om rokere sig selv lidt, så han kom ned og sidde på bagdelen, lænet op af arbejdsbordet. At slippe Ithilwen kom dog ikke på tale, i stedet trak han hende med sig over på sit skød, hvilket bragte deres hoveder i højde med hinanden. 

Et næsten ømt blik lagde sig over hans øjne, som han betragtede hende. Der var mange ting de skulle have drøftet, år eller nærmere mangel på år, var nok et af de mest presserende emner, for som en elver behøvede hun ikke tænke på den slags, hvorimod han måtte værne om hvert enkelt år, medmindre der kunne findes en magisk løsning, hvilket ikke lige frem hang på træerne. 

Da hun hentydede til det rod, der tydeligvis var i hans værksted, kunne han ikke lade være med at grine. Han måtte give hende ret, han trængte virkelig til at rydde op, men hver gang han gjorde det, kunne han intet finde i sit værksted. Og sengen skulle jo være færdig, og han havde en følelse af at nu var det kun endnu vigtigere end det havde været før. Han lænede sig en smule frem imod hende, deres ansigter ikke langt fra hinanden, inden han dristede sig til at stjæle et lille kys fra hendes kind. Man kunne vel godt sige han var en mand, af den gamle skole. Han havde kun lagt med to kvinder i sit liv, og den ene havde pint ham i flere dage efter med skyld følelse. Han havde følt sig som et monster, der havde udnyttet en stakkels kvinde. 

Omtalen af mad, fik kun hans mave til at knurre endnu en gang, hun havde ret, de måtte hellere. Men en stor del af ham, ville meget hellere blive siddende præcis hvor de var. "Ja... Det burde vi.." svarede han dæmpet, men i stedet for at slippe sit tag, strammede han det blot lidt og lagde panden imod hendes skulder. 

”Jeg skal gøre mit bedste” hun blev næppe så sur at hun ville forsvinde i længere tid. Det havde hun i hvert fald lige fået bevidst, og det var ikke fordi hun havde været synderligt munter den dag, specielt ikke efter det udfald de havde haft. Men hun var her igen. Kommet tilbage, trods hun ikke anede hvad der ventede hende. Han kunne havde gjort alvor af sine ord med netop aldrig at ønske at se hende på sin gård igen.

Ithilwen protesterede ikke som hun blev trukket med. Hun var ikke ligefrem svær for ham at flytte på, specielt ikke når hun absolut ingen modstand gjorde. Hun smilede blidt mod ham og mærkede et sug gå igennem maven som han lænede sig ind og hun mærkede hans læber mod sin kind et kort øjeblik. En rosa farve krøb hen over hendes kinder, men hun var ligeglad med at han så det.

Et let grin forlod hende, som han i stedet for at gøre det han burde gøre, og som hans mave knurrende hungrede efter, trak hende tættere ind til sig. Hendes ene hånd gled om i hans nakke og hår, som hun lænede sin kind ind imod hans hoved. ”Jeg går ingen steder” hviskede hun beroligende til ham, men lod ham alligevel tage den tid han ville have. Hun klagede i hvert fald ikke over at sidde tæt sammen, på denne måde!

Som de sad der på det kølige gulv i smedjen, i en tæt omfavnelse, kunne han ikke holde en dæmpet latter tilbage. Selvom maden snart var klar, var han nød til at gøre sit arbejde færdig inden han kunne gå til ro. "Jeg ved det er tåbeligt, men jeg gik i gang med en seng til......." Han bremsede dog sig selv, for han vidste godt hvor sætningen bar hen ad. Inderst inde havde han haft en drøm om at dele pladsen med hende, trods han aldrig havde forventet at se hende igen. Og nu var hun her, og han var ikke engang færdig med den. En svag skuffelse skyllede ind over ham, for hvem ville ikke gerne glæde nogen med sådan en gave? Ikke mere sofa, hvert fald ikke på længerevarende basis, det kunne han ikke byde hende. Hun fortjente mere end det, hvert fald de år han kunne give hende det.

Han løftede blikket op imod hende, et svagt smil tegnede sig om hans læber, som han betragtede hendes sarte feminine træk. Man gjorde dumt i at tro hun var svag, hun var alt andet trods sit udseende. Den styrke og karakter hun havde vist i byen, hun havde trodset ham selv i hans vrede, det var mere end nogen i byen, som trods alt havde kendt ham siden barns ben, turde gøre. "Bare rolig, jeg lader dig aldrig gå igen..!" svarede han blidt, men måske også lettere besidderisk tilbage. Sandheden var, at han kunne ikke undvære hendes selskab, måske for korte planlagte ting, men ikke på denne uvidende måde. 

Han regnede med de begge havde en masse spørgsmål, og en tom mave var aldrig godt til den slags. Han gjorde et lille suk, han vidste de måtte rejse sig, han havde bare svært ved at gøre det. "Vi må hellere, det er jo flere år siden nogen har tilberedt mad til mig.." lød det fra ham i en opløftende tone, idet han forsøgte at overbevise sig selv.