Når han kom hjem, ville det være med en højhalset krave at han ville bevæge sig rundt de næste par dage, det var så helt sikkert. Men det gjorde skam ikke noget, og i og for sig, havde han hele tiden kunne stoppe Fabian's angreb på halsen, hvis det virkelig var hvad han havde villet. Det vidste de begge to godt at det ikke var, og da han med et sidste nip fik lænet sig fremad imod hans øre, var det ikke en mindre reaktion han fik ud af ham der.
Hvad der lød som et løfte, var dog en trussel i adelsmandens hoved og med et overrasket blik følte han hvordan Fabian begyndte at fumle med skjortens knapper.  En knap, to knapper. Aldamar sad en anelse paralyseret i øjeblikket, hvoraf to sider kæmpede en besværlig kamp om at skubbe ham enten fremad eller tilbage. Men i sidste ende brød Aldamar ikke sine løfter til sig selv, og måtte med et gys stoppe Fabian idet han følte hans læber imod brystet. "Jeg giver op" hviskede han i en besværet udånding, og følte til sin lettelse - eller skuffelse - at Fabian stoppede derefter.
Et kort øjeblik sagde han intet - blikket låst fast på det underlige loft værelset havde, inden at han fik løftet sine arme, og greb fat i hans hvidlige skorte for at trække ham op til ham igen, dog mest af alt for at omfavne ham i et ret så uskyldigt... kram? Omfavnelse i hvert fald. På trods af at Fabian var højere end ham, var Aldamar en anelse bredere - hvilket  han nu skamløst udsatte Fabian for. 

"Er det virkelig noget du vil vide? Jeg troede du var en mand der levede for hemmeligheder ig mystik?" mumlede han prøvende, dog med et drillende smil og energi over hele sit udtryk. Igennem ham følte Aldamar rykvise stød fra hans tunge hjertebanken der spredte sig i den overstimulerede krop. Det var mere viljestyrke end stolthed der holdt Aldamar tilbage fra ikke at lade fingrene glide over Fabians mere vejrbidte hud, og med et leende suk gik det op for ham hvorfor folket havde grinet så meget, da han havde spurgt hvem Fabian var, nede ved kroen. Han ville slet ikke overveje hvor længe Fabian havde gjort det her.

Der var kun meget specifikke tidspunkter hvor Fabian ville gå over nogens grænser efter de sagde stop, og det var når nogle af de rigtig klamme typer kom og ville have et specielt scenarie. De lå aldrig særlig godt hos ham, så han tog også mere for dem. Ikke at han havde behov for at dele sådan nogle oplysninger ud.
Mellem ham og Aldamar var det dog anderledes. Pengene var blevet lagt til en samtale, og måske Fabian havde været lidt vovet, men Aldamar havde nærmest lagt op til. Han havde selv søgt opmærksomheden, da Fabian var begyndt at drille ham med det.

Hånden stoppede det øjeblik Aldamar sagde stop, ikke at han knappede op igen, og han trak hovedet lidt til sig, så han kunne se ned på Aldamar, som virkede til at han lå og overvejede noget. Krammet overvandt hurtigt Fabian, og han var ikke helt sikker på hvordan han skulle håndtere det pludselig langt mere uskyldige kram. Det her var måske noget Aldamar faktisk var bedre til?

”Der er noget sjov ved mystik, men en mand er vel stadig svag efter at få svarene,” indrømmede han. Han fik sneget en arm ud fra krammet, så han kunne række op og røre spidserne af Aldamars krøller til trods for den akavede position. ”Desuden er der næppe mere mystik ved mig. Du har allerede spurgt om det hele.” Næppe, men Aldamar havde i hvert fald dykket i meget af det.

Hvorvidt han havde overrasket Fabian eller ej, det kunne han ikke helt sige. Men der skulle ikke gå længe førinden at han måske indså, at Aldamar ikke ville give slip lige foreløbig, og dermed endelig overgav sig til krammet som han holdt den blonde mand fast i. Hvorfor, jah det kunne være et nok så godt spørgsmål. Men det føltes rart, og på det punkt måtte Fabian rette en smule ind, syntes hans blå øjne at le imens han lyttede. "Hmm..." en overvejende lyd, men ikke afvisende. Det kunne han sagtens have ret i....
Aldamar holdt ham tæt, men stoppede dog  ikke Fabian i at snige en arm ud af omfavnelsen, og møvede sig en anelse mere rundt så han fik lagt dem mere behageligt. Næsten automatisk virrede Fabian med hovedet da han begyndte at fumle med håret endnu engang, og med en brummende latter rystede han på hovedet. "Det tvivler jeg alligevel et eller andet sted på..." mumlede han, en anelse distraheret af Fabians fascination af håret. Hvad var der med den mand og hans hår? Det var lidt kritisk, fordi håret var trods alt helliget! Omend han kort havde kigget en anelse mistroisk på hans hånd til at starte med, lod han ham til sidst få lov med et suk. Det var alligevel ikke til at redde her til aften, så han kunne nok ikke gøre det værre.

Og et eller andet sted, var det faktisk en anelse rart. Fyrstesønnen lukkede kortvarigt øjnene derefter, både fordi at han slappede af, men også for at flygte en smule fra den intime øjenkontakt der fulgte med at ligge så tæt. "Jeg... jeg blev måske en anelse grebet af stemningen du tog med ud på balkonen" begyndte Aldamar prøvende, men virrede kort med hovedet igen. "Nej, det lød ikke sådan som jeg ville have det..."

Det var ikke ofte at Fabian fik lov til at gøre ved sådan nogle bløde krøller, så han kunne bare ikke helt lade vær. Det tilfredsstillede hans behov for at røre ved Aldamar, pille ved ham, uden at gå helt over grænsen. Desuden. Hvis Aldamars hår ikke lignede en hårstak når de var færdige, havde de så haft det sjovt? ”Mmmh..” kom det som den eneste lyd fra Fabian, for at indikere at han havde hørt Aldamar, han havde dog ikke tænkt sig at uddybe sig selv. Måske Aldamar kunne lære mere om Fabian hvis han kom igen, men så håbede Fabian også at han lærte mere om Aldamar. Han ville gerne have nogle af alle de her lag væk fra Aldamar, både indvendig og udvendig.

Fabian søgte at kigge lidt op på Aldamars ansigt for at læse ham, men endte med at acceptere sin position og bare gemme sit hoved i Aldamars skulder. Det var alligevel måske lidt rart at ligge og være så tæt på en anden, uden at det var meningen mere skulle ske.

At blive grebet af stemningen stadig flere uger efter var noget af et kompliment for Fabian, men hvis det ikke var sådan Aldamar mente, så måtte han jo vente til fystesønnen fik formuleret sig ordentlig. ”Hvordan ville du gerne have det til at lyde så?” spurgte han.

Roligt gled Aldamars hånd over Fabians arm i et lille kærtegn, som der med tiden som gik hverken blev større eller mindre. Nej, det var bare vedholdende og en bevægelse der kom ligeså meget af vane såvel som af lyst. Dog gik det ikke forbi ham som Fabian faldt mere til rette i det, og overvejede kort hvor mange kram en mand som ham reelt fik. Ikke fordi Aldamar selv gjorde sig i forfærdelig mange af dem men de var gode til at skabe noget at holde fast i.
Aldamar brummede overvejende. "Jeg ville gerne have det til at lyde mindre rosende" ordende var sagt nok så direkte, men i Aldamars nu åbne øjne glimtede der et lille skær af humor, idet at han vidste at hans ord ikke ligefrem ville tale Fabians selvtillid ned - nok hverken nu eller i fremtiden. Det føltes jo næsten helt forkert at skulle rose ham, men med endnu et lille suk nikkede Aldamar en anelse for sig selv, og løftede hovedet for at kunne se ordentligt ned på Fabian.
"Du overrumplede mig fuldstændig med din..." kort stoppede han og ledte efter et ord der kunne beskrive Fabian's energi, men det nærmeste han kunne komme i tanke om var aura - så han forsatte foruden tilføjelsen. "- og så blev jeg nysgerrig. Og så blev jeg nok også lidt betaget af den gavmilde opmærksomhed. " Aldamars stemme var ærlig men også hurtig da han gerne ville over det her kapitel af ham der busede ud med sandheder overstået med det samme. Dog var det ikke ligefrem fantastisk at sige man selv havde set fascination i aftenen, når Fabian nok mest havde set forretning. Det var dog ikke noget han lod mærke med sig, hverken i stemmen eller udtrykket. 

Aldamar lænede hovedet tilbage imod sengen og kiggede op i loftet igen. "Jeg vidste ikke at du var en... men nu hvor jeg tænker over det, giver det hele meget god mening..." fulgte han eftertænktsomt op med, dog stadigvæk ikke med hverken modvilje eller irritation over lige præcis det punkt.

Der var omtrent en person der kunne finde på at røre ham på denne her måde og mene det. Det var Sif, men selv hun var nogen gange afholdende. Hendes magiske evne kunne gøre det svært, men de havde efterhånden i mange år været tætte. Noget som Fabian en sjælden gang imellem lod sig selv blive opslugt af. Det var som at have en storesøster.

Fabian prøvede at holde latteren tilbage, men Aldamar kunne udentvivl mærke det, som deres brystkasser lå mod hinanden. Det var virkelig fordi Aldamar havde forsøgt at holde igen med komplimenterne, men han måtte efterhånde erfare at Fabian havde ofte ikke behov for de mundtlige, for at kunne mærke de kropslige. Han havde mødt andre folkd er havde haft det ligeså svært ved at udtrykke deres behov og deres glæde for ham, så Aldamar var ikke så overraskende på det punkt.
Latteren dæmpede dog af som Aldamar faktisk kom omkring til at forklare det. Det var mere information end Fabian egentlig havde forventet, men også mere ærlig end han nok egentlig havde været det meste af aftenen. Det var heller ikke nemt at lægge sig selv sådan ud.

For en stund sagde Fabian ikke noget, men endelig åbnede han munden, og sagde noget som selv overraskede ham selv. ”Du er velkommen til at komme tilbage. Det har været et... sjovt afbræk fra normen...” Der var ingen løgn i ordene, og det var ikke engang fordi Fabian overvejede at Aldamar kunne høre ham snakke, men der var bare noget over tiden sammen som havde gjort noget godt for Fabian. Han havde nydt tiden. Både hvordan han havde haft mulighed for at drille Aldamar, men også bare ting som nu, hvor de bare lå, og snakkede.

For en stund var der stille imellem dem, men det var en behagelig form for stilhed. Den form for stilhed der var vigtig at have, imens tanker tydeligvis gik igennem begge mænd i nogle gode minutter, og optog deres hjerner med hvad end der virkede vigtigt. Hvad Fabian tænkte på, det havde han ikke en chance for at vide, men ham selv... jah han tænkte på hvad der skulle ske nu. Havde det været en engangsfornøjelse? Selvom det fornuftige svar der ville være jah, var det en klagende lyd der ekkoede i Aldamar's indre når tanken blev tænkt. Selvsamme klagen, som han vidste havde luret lige omkring hjørnet siden det sekund han første gang havde valgt at kysse Fabian; han havde allerede der sagt til sig selv at det var mere besværligt end til gavn at hive den blonde skøge ind i hans liv. 
Han skulle velsagtens også tilbage til Thalo og de andre, inden at de væltede omkuld under barens disk... Men inden at han fik gjort mine til at rejse sig, åbnede Fabian endelig munden. Overrasket følte Aldamar sig selv stivne og betragtede ham undersøgende under næsen; og dertil hvor oprigtig den sætning faktisk var. Var det.... normalt?
Han kunne ikke greje det, men tilbudet var kastet op i luften, og Aldamar vidste godt hvad han ville førhen han sagde det.

Aldamar smilede langsomt, og selvom Fabian måske ikke kunne se det, så var det et smil af tavs glæde. "Jeg må vel se om jeg kan finde tiden...." kom det dog ret så nonchalant fra ham, og med et sidste suk holdt han den anden mand tæt, inden at han løsnede sin krammende omfavnelse, så han kunne slippe fri hvis han ville.

Det var på ingen måde normalt, og måske nogen ville have beskyldt Fabian for at lyve, for at forsøge at blive ved med at tvinge penge ud af fyrstesønnen, men det var ikke det eneste. Fabian ville ikke have lagt tilbuddet op på sådan en måde hvis han bare forsøgte at få nemme penge. Der var så mange andre måder at gøre det på, men på et eller andet plan så virkede oprigtighed i sidste ende med at virke på sådan en som Aldamar.

Fabian kiggede kun halvt op på ham. De lå akavet til at kigge ind i hinandens øjne, og Fabian var ikke helt sikker på hvad det var Aldamar egentlig søgte, men han lod ham søge hvad end det var indtil han var tilfreds.
Heldigvis så det ud til at han fandt noget, for ligeså stille begyndte han at smile rigtig. Fabian var ikke sikker på hvorfor, eller hvordan han skulle bedømme det, men det gjorde ikke Fabian noget. Noget i ham sagde nemlig at han havde fået erhvervet sig en ny stamkunde, også selvom der måske gik uger mellem deres møder. Aldamar ville uden tvivl betale godt.

”Ellers kan du altid sende bud efter mig, og hvis du sender tøj med... ja, så ser jeg næsten præsentabel ud,” sagde han drillende med et glimt i øjet. Han tvivlede ikke på at Aldamar godt kunne huske hvor godt Fabian havde set ud til ballet. Han havde trods alt stirret noget så godt, da han endelig havde turde gøre det.

Aldamar fik sluppet Fabian så han atter kunne rulle om på ryggen, og det var i den position at han skulle tage sig sammen til at rykke sig andre steder hen. Det virkede en smule uoverskueligt at tage den lange vej ned til kroens hovedstue igen, og udover det, virkede det endnu mere uoverskueligt at skulle slæbe en godt gennemdrukket Thalo med hjem. Hvis han da overhovedet stadigvæk var dermede og ikke var forsvundet i løbet af aftenens sene nattetimer.
Hænderne blev kort kørt igennem det krøllede hår - det føltes ligeså uglet som han forestillede sig det var, men et kort blik på Fabians drilleende blik, var nok til at få opmærksomheden væk fra håret og tilbage på hvor de var. Aha? Aldamar stoppede sig selv i en kommentar om hvilket form for præsentabel, men nikkede langsomt. Idéen var slet ikke uvelkommen, og han ville nok sagtens kunne finde noget fint tøj til ham. Aldamar smil blev en anelse bredere.... han ville sagtens kunne finde noget fantastisk tøj til ham.

"Og du lover at tage det på?" gled det ligeså drillende over hans læber, dog med et rettende udtryk også da han bestemt ikke kunne have Fabian ankomme nøgen og i alt sin pragt. Selvom det nok ikke ville overraske ham, at han nok godt ville turde, givet de rigtige omstændigheder.
Aldamar rejste langsomt sin ryg fra sengens bløde underlag, og sad et lille øjeblik og bare kiggede frem for sig - lod alle indtrykkene fra aftenen synke ind og bundfalde sig. For ham var det nemlig mange, og uoverskueligheden - eller måske var det bare dovenheden, sneg sig ind på ham igen. Det ville være nemt bare at blive, ville det ikke? 

Men så igen.... ikke ligefrem et sted han nogensinde havde prøvet, og nok heller ikke ville komme til. Håbede han. 

Da Aldamar gav slip på Fabian, kom et lavmeldt suk fra ham, men han rullede selv væk fra Aldamar så de lå side om side.
Han var ikke spor bekymret for om Aldamar ville give ham noget uanstændigt tøj. Trækkerdrengen hvilede nok i sig selv til at han var sikker på at han kunne gå med hvad som helst, og ellers så havde han heldigvis en lille ting han kunne gøre, så han ikke følte at hans ansigt blev til grin. Han havde dog ikke engang overvejet at det ikke var kommet på tale mellem de to af dem. Det var en så naturlig del af ham, at han var vant til at alle kendte til den.

”Selvfølgelig, har du noget bestemt i tankerne?” spurgte han og rulle lidt over på siden så han kunne se på Aldamar igen, også som han rejste sig op. Det kunne være alt fra reelt fint tøj, til kvinde tøj til noget der skulle fremstå sexet. Hvem vidste, men det interesserede Fabian i den grad.

Fabian øjne hang blot på Aldamar, som han sad og tog tingene ind. Han havde ingen idé om hvad der foregik i den kønne adelsmands hoved, men for nu havde han det også bare fint med at kigge. Tage detaljerne ind, indtil deres næste møde. 

Blikket landede på hans støvler som stadigvæk stod nok så trofast kanten af sengen, den ene lidt skjult inde under selve sengen. Det, og så den frakka han havde haft med, havde faktisk været det eneste tilbehør Aldamar havde medbragt, foruden Thalo selvfølgelig.
Efter at have møvet den ene støvle på - småhinkende på det ene ben endda, vendte han blikket imod Fabian. Om han havde noget i tankerne? Han kunne aldrig finde på at udlevere Fabian dametøj, men vidste også at langt størstedelen af hans tøj ville være for lille til at passe den høje mand godt; eller i hvert fald godt nok, ifølge Aldamar's egne standarder. Hans øjne gled kritisk over Fabians mere slidte tøj inden at han langsomt nikkede. "Jeg har nogle idéer..." gled det mumlende og en anelse hemmelighedsfuldt over hans læber, og med en smule hoppen på den anden fod, fik Aldamar nu den sidste støvle tilbage på.

Stadigvæk lå Fabian på sengen - ligeså irriterende køn som han var ankommet,, og det var uundgåeligt kommet til at Aldamar måtte gå. På armen havde han allerede frakken, som han med en lyd af stof imod stof fik foldet ud og taget omkring sig, ekstra beskyttet imod nysgerrige blikke på sin vej tilbage. Aldamar vendte sig om imod ham; kun en sidste ting tilbage på dagsordenen.
Med ranke skridt gik Aldamar imood Fabian, en hånd begravet i en af hans lommer, hvor at han nu klirrende hev den aftalte pris op, og rakte den til hans liggende skikkelse. Dog hvilede der et afslappet smil om mundvigen på Aldamar, der gerne betalte de små penge det havde kostet at få Fabian for sig selv - også selvom det måske ikke havde været helt planlagt, fortrød han ikke hvordan det var endt.

Oh, så de var tilbage til være hemmelighedsfulde? Det kunne Fabian godt være med på, og det skabte også noget spænding. Hvordan ville deres næste møde være? Hvilket tøj ville Aldamar sende ned, hvis han gerne ville have besøg af Fabian? Var Aldamar villig til at gå længere næste gang? Tankerne og spørgsmålene var der nok af.

Ligeså stille fik han også sat sig op, men gjorde ikke antræk til at gå med Aldamar for nu. Han holdt bare sine øjne på ham, men stadig prisen på hans tunge. Aldamar skulle ikke tro at han kunne løbe fra det.
Heldigvis huskede Aldamar selv på det, men han havde også startet aftenen ud med at spørge om han skyldte Fabian noget. Det virkede som om at han holdt sit ord hvad end det måtte være.

Han talte pengene i sin hånd, før han endelig rejste sig op fra sengen, endnu engang tårnede han over Aldamar.
”Så er det til vi ses næste gang?” sagde Fabian med et lille smil på læberne. Hvis Aldamar ville have noget som det sidste, så måtte han tage det. Det virkede dog til at Aldamar var fokuseret på at komme videre. Han skulle sikkert også tilbage inden for mange opdagede at han var væk.

Et kort øjeblik havde Aldamar glemt hvor høj Fabian reelt var, men blev med et lille trylleslag mindet om det da han bevægede sig. Fordi. nu stod han op igen, godt 15 cm. over Aldamars højeste krølle. Ikke at han ikke havde vænnet sig til det med årene - højdeforskellene gjorde sjældent Aldamar noget udadtil, selvom den godt kunne gnave lidt indeni.
De skyblå øjne betragtede ham i tavshed efter hans ord, og der gik lidt tid inden at Aldamar langsomt nikkede for sig selv. Det var det i hvert fald. Det var tydeligt at han ikke helt kunne tage en beslutning om hvordan han bedst forlod rummet, og i den tid, samlede Aldamar grådigt de sidste indtryk af Fabian til sig og holdt dem tæt, førhen at han med et leende smil strakte hånden en anelse frem.

For at tage fat i Fabians ene hånd, og løfte håndryggen til munden i en royal lille afskedshilsen - som var han i sandhed lidt finere end hvad han selv eller andre beskrev ham som. Ikke fordi det skulle betyde noget, men det var en ligeså god måde at sige farvel som enhver anden, var det ikke? Det var i hvert fald en sjov kontrast som Aldamar i sit stille sind morede sig over. "Til vi ses næste gang" bekræftede han, og med de 5 ord, rankede han sig, slap hånden og vendte om for at tage sin afsked uden at kigge tilbage på Fabian på vejen ud.

Det behøvede han slet ikke, et lille smil omkring mundvigen, som var med til at bryde det ellers passive udtryk der plejede at hvile over Arys prinsen. 

Fabian ventede, tålmodigt, på at Aldamar bestemte sig for hvordan de sagde farvel. Selv kunne han have fundet på at kysse ham eller på anden vis give en sidste gav, inden kunden gik, men han var stadig ikke sikker på hvor han havde Aldamar, så i stedet for kiggede han blot på Aldamar med sine egne blå-grønne øjne.
Han havde lidt lyst til at stryge ham over håret, sætte det på plads, så det ikke lignede en høstak, men han kunne heller ikke få sig selv til at løfte hænderne til det, for ikke at nævne at Aldamar nok ikke ville værdsætte det.

Til sidst tog Aldamar dog Fabians hånd, og Fabian rynkede kort brynene, han kunne dog ikke stoppe smilet for at bryde igennem da han opdagede hvad Aldamar gjorde. At kysse hånden næppe noget man gjorde for en i hans stand,
Han nikkede lidt og lod Aldamar gå fra værelset i fed, mens han selv overvejede hvorfor det var at den summende følelse ikke ville forlade hans krop.

Da der var gået tilpas meget lang tid, tog han sine egne ting, og gik ned i kroen igen. Menneskemængden var ved at dø ud, men han følte at han blev nødt til at gøre noget for at få summen til at stoppe, og det nemmeste var en kunde.