Stille og roligt begyndte de hele at vende tilbage til Nicola. Det mareridt, som han havde været igennem de sidste dage, udmattelsen, frygten og usikkerheden ved aldrig at vide præcist, hvad der ville ske med ham. Hvordan Enzel havde tvunget ham med i bad for at tage ham hårdt og hensynsløst. Og så måtte han være besvimet? For han kunne i hvert fald ikke huske noget, fra de var stået op fra badet, og til han så vågnede i sengen. Han var egentlig ret imponeret over, at Enzel havde formået at løfte ham op i sengen.

Efterhånden føltes kroppen knapt så tung, så med en smule besvær formåede han at løfte sig op på albuerne. Han rømmede sig kort i håbet om, at få lidt stemme tilbage.
"Hvor længe var jeg væk?" Det kunne da ikke være længe, kunne det? På den anden side, hvordan kunne han vide det, det var sjældent at der kom nogle former for dagslys ind på Enzels værelse. Nu hvor Nicola tænkte over det, fik det nærmest værelset til at ligne et fængsel. Et fængsel med dyre møbler og fine pyntegenstande, men stadig et fængsel.

Nicola forsøgte at rykkke lidt på sig, men der var et eller andet, som ikke føltes helt rigtigt. Hånden blev ført ned så han kunne mærke, hvad der var stukket op mellem hans ben.. Stof? Det måtte være efter Enzels voldsomme behandling? Det ville sikkert begynde at gøre rigtig ondt senere, når kroppen var vågnet helt op igen. 
"Jeg er træt" han lagde sig helt ned igen. Enzel sagde godt nok, at det var slut med at slås, men Nicola havde svært ved at tro på, at Enzel kunne holde det, og så var det nemmere ikke at reagere på det lige nu.