Det var lige før, at Nicola farede sammen, da Enzel sukkede vrissende. Han havde ikke glemt de slag, som Enzel før havde ladet hagle ned over ham. Han hadede, at han igen skulle være bange for en mand, som han tydeligvis ikke kunne slippe væk fra. Altså, han regnede da ikke med, at han nogensinde ville kunne gengælde Enzels følelser, men måske ville det hele være lidt nemmere, hvis de i det mindste kunne være venner? Men sådan som Enzel behandlede ham, ville det aldrig komme til at ske.

Uanset hvor meget han forsøgte at forberede sig, ville Nicola nok aldrig blive vant til følelsen af at Enzel trængte op i ham, når han egentlig havde mest lyst til at skubbe ham væk. Hvor mange gange havde han efterhånden været sammen med Enzel? Formentlig ikke nær så mange, som det føltes som, for det føltes som om, at Enzel allerede havde tvunget sig på ham et utal af gange. Det var svært at sige, om det blev nemmere hver gang. Der havde trods alt været en virkelig god gang, men nu, det Enzel gjorde ved ham i dette øjeblik, det var ikke videre rart. Men alligevel var det jo ikke det værste, han havde prøvet. Så han klemte øjnene sammen og bad til, at Enzel ikke ville holde ret længe, han havde jo trods alt taget sin tid med at bukke under for lysterne.

Hvorfor alle de nedladende ord? Enzel påstod, at han holdt af ham, og alligevel behandlede han Nicola på den måde, det gav ikke meget mening. Hvis der var noget liv tilbage mellem hans ben, dræbte de nedladende ord det.
Han forsøgte at ænke på noget andet, noget som måske kunne hjælpe ham til at lade som om, at han nød behandlingen. Det var ikke meningen, men hans tanker gled hen på Phillippe. Det havde været så anderledes, så dejligt.. noget helt andet, end når han var sammen med Enzel. Selvom han da bestemt havde oplevet værre, var smerten da Enzel begyndte at bevæge sig nok til, at den rev ham ud af hans tanker og fik ham til at klynke lavmælt. Hvorfor skulle det være på denne måde? Hvorfor kunne det ikke være behageligt, ligesom når han var sammen med Phillippe. Men Enzel var også helt anderledes end snedkeren, hvilket bestemt kom til udtryk i hans manglende hensyn mens han bevægede sig og fik Nicola til at klynke yderligere.

For hver gang Enzel stødte op i ham, hadede Nicola situationen, og sig selv, lidt mere. Smerten i hans krop mindede ham om, at dette var stedet, hvor han var tvunget til t høre til. Under Enzel, tvunget til at affinde sig med alle de ting, som han gjorde ved ham. Ude af stand til at sige fra eller i det mindste bare bede om at få det en smule blidt. I virkeligheden holdt Enzel nok ikke engang af ham, han nød bare at have et lydigt lille kæledyr. Og hvilket lydigt lille kæledyr Nicola var, som han villigt lå der og lod sig mishandle. Igen. Det var ynkeligt.

Hvor mange mærker ville han mon ende med denne gang? Det var svært at bortforklare overfor kunderne og pigerne, men det kunne vel også nemt være grunden til, at Enzel var så voldsom.. Hidtil havde han trods alt ikke virket til at have nogle kvaler med at bruge beskidte midler til at opnå, hvad han gerne ville.

Forsigtigt forsøgte han at få armen fri fra Enzels overraskende stærke greb. Han vidste, at det næppe ville gøre Enzel glad, men han blev nødt til at prøve et eller andet.
Det var dog et svagt forsøg, og det ville ikke komme bag på ham, hvis det ikke lykkedes. Uanset ville han dog stadig lighe med øjnene klemt hårdt sammen og et ansigtsudtryk som med alt tydelighed viste, hvor ondt behandlingen gjorde. På en eller anden syg måde kunne det i det mindste være, at hans tydeligt smertefulde udtryk og højlydte klynk, ville få Enzel til at komme hurtigere. Så var der bare problemet med, at han næppe ville få lov til at forlade lokalet de næste mange imer, men det problem måtte han tage sig af til den tid.

Ganske som forventet faldt der hurtigt en straf for, a Nicols havde forsøgt at vride sig fri. På en måde var det vel billigt sluppet, at der kun blev stukket et par negle i hans arm, men derfor gjorde det stadig ondt. Nicola kunne ikke samle sig om at svare, så i stedet nikkede han blot anstrengt. Hvad var det overhovedet før et spørgsmål? Kunne Enzel ikke bare misbruge ham i stilhed, ligesom Sobek havde gjort? Han kunne ikke blive helt enig med sig selv om, hvem af Enzel og Sobek der var værst. Sobek havde i det mindste bare taget, hvad han ville have, og så længe Nicola opførte sig pænt, var det forholdsvis smertefuldt. Enzel derimod nød jo tydeligvis at se smerten som var malet i hans ansigt. Hvad var det overhovedet for en syg mand han var endt hos?

Klynkene gik over i noget, som mere mindede om at overrasket skrig, da han pludselig blev smidt om på maven, og en hånd greb hårdt fat i hans hår. Nok havde det gjort ondt før, men nu.. det hårde greb i håret, armen som var vredet om på ryggen i en ubehagelig vinkel og de nådesløse stød. Forsøgte Enzel faktisk at gøre skade på ham? Før havde han måske kunne forstå det, Enzel havde jo trods alt holdt ham nede for t holde styr på ham, og de hårde stød, ja, det var vel bare Enzel som udnyttede ham hekt uden hensyn. Det var der som sådan intet spektakulært i. Men alt det han gjorde nu kunne da kun være for at pådrage Nicola smerte? Hvis det var tilfældet virkede det, for lydene der kom fra ham var stadig en blanding af klynk og adskillelige smertefulde udbrud.

Selvom Nicola for alt i verdenen ønskede at bevare illusionen overfor Enzel, overvejede han efterhånden, om han faktisk skulle begynde at skrige på hjælp. Havde det gjort så ondt alle de andre gang, eller var det bare fordi, at han nu havde oplevet, hvor godt det faktisk kunne føles at være sammen med en mand? Uanset var det ikke en mulighed, at gå imod Enzel, løgnen var allerede gået alt for langt. Selvom Nicola havde opgivet planen om at kalde på hjælp, gjorde han ikke noget for at dæmpe sine smertefulde lyde, ikke a han havde kunne hvis han ville. Han følte sig så forbandet lille og skrøbelig, en følelse, som han bestemt ikke brød sig om.

Det var først, da Enzel gjorde sig færdig og derefter slap sit voldsomme greb, at Nicola bemærkede, hvor meget han selv havde spændt op i kroppen. Han tog en dyb og rystende indånding og forsøgte at tvinge kroppen til at slappe af. Som om det ikke var slemt nok, at han skulle have ondt bagi og alle de steder, hvor Enzel havde holdt fast, nu skulle hans muskler også være ømme og trætte. 

Mest af alt ønskede han, at han kunne få lov til at gøre sig fri og luske op i seng, men et ville være meget ulig Enzel at tillade sådan en ting. Hvor lang tid ville der mon gå, før Enzel begyndte t forlange, at Nicola bare skulle dele seng med ham fast, også når det ikke kun var fordi han skulle udnyttes? Forhåbentlig ville det aldrig ske, han var afhængig af at kunne skjule sig bare en lille smule på sit eget værelse.
Selvom mere eller mindre alt gjorde ondt, gjorde han sit bedste for at ligge helt stille, så længe Enzel lå ovenpå ham. Før havde det nærmest virket til, at Enzel havde gjort en ære ud af, at Nicola også skulle have noget nydelse ud af deres tid sammen, men det var det absolut sidste, som han havde lyst til lige nu.

Det var mange år siden, at Nicola havde grædt - eller havde måske grædt i løbet af tiden hos Sobek? Uanset var han ikke typen, som nemt begyndte at græde. Og alligevel var det nøjagtig, hvad han havde lyst til at gøre nu. Ikke af smerte, nej, men af frustration. Frustration over situationen, over uretfærdigheden og over, at han bare virkede til at være kronisk uheldig med mænd. Med hans held var Phillippe garanteret også et dumt svin og Enzel var det tætteste, han nogensinde ville komme på et rigtigt forhold. På trods af, at det brændte forræderisk i øjnene, formåede han at holde tårene på afstand. Ikke om han ville græde på grund af Enzel!

Det var dømt til at være Enzel, som endelig brød tavsheden mellem dem, for Nicola havde bestemt ikke tænkt sig at sige noget, hvis altså ikke Enzel lige havde stillet ham et direkte spørgsmål.
"Selvfølgelig gør jeg det, det har jeg jo fortalt dig mange gange allerede" Det var et uretfærdigt spørgsmål, for han havde jo faktisk ikke nogen mulighed for at sige nej. Enzel var generelt ikke typen, som man nogensinde sagde nej il, det havde Nicola da meget hurtigt fundet ud af.

Forsigtigt rykkede han en lille smule på sig for at indikere, at han gerne ville om på siden. Han var ligeglad med, at han sikkert ville ende med at ligge fanget i Enzels overraskende stærke greb, han kunne bare ikke holde ud, at Enzel lå ovenpå ham. Med lidt held kunne han måske få overbevist Enzel om, at behandlingen havde været så udmattende, at de blev nødt til t holde for i aften.

Hvad betød det egentlig, om Nicola allerede havde sagt, at han elskede Enzel? Svaret på spørgsmålet var blevet slynget ud, inden han egentlig nåede at overveje, om det faktisk var sandt. Men han havde jo sagt så meget andet til Enzel, ting som vel lige så meget antydede, at han "elskede" ham. At Nicola så stort set intet mente af de han havde sagt til Enzel i løbet af den korte tid de havde kendt hinanden, det var så noget helt andet.
Med et lavt anstrengt støn, fik han rykket sig om, så han i stedet lå på siden. Det var rart endelig at føle, at han kunne trække vejret ordentligt, nu han ikke lå med ansigtet presset ned i sengen.

Der var en form for sandhed i Enzels kommentar. Det var vel underligt, at Nicola fandt sig i at blive mishandlet og endda lod som om, at han elskede sin mishandler. I det mindste kunne Enzel da selv se det absurde i det. Men var det så også underligt, at Enzel elskede ham?
"Jeg har også brug for dig" For en gangs skyld talte han sandt, selvom Enzel selvfølgelig ikke ville vide den sande betydning bag ordene. Han havde brug for Enzel til mad og husly, intet andet.

Han sukkede lavt, og trykkede sig svagt ind mod Enzel. Han var bestemt ikke tilfreds med det stramme greb, men han magtede ikke at brokke sig over det.
"Jeg er træt, Enzel" Ville det være for meget at bede om lidt hvile efter den omgang han lige havde været udsat for?

Det var da rart, at Enzel for en gangs skyld bare makkede ret. Nicola havde næsten ikke magtet endnu et skænderi, og da slet ikke, hvis det skulle handle om, hvorvidt han skulle have lov til at sove. Enzel måtte da også være udmattet! Dumt efter Nicolas smerter bagtil hade Enzel lagt kræfter bag støddene, og Nicola vidste, hvor udmattende de bare generelt kunne være at være sammen med en anden. Men Enzel måtte også være ganske godt tilfreds efter agten, eftersom at han bare godtog sådan at blive kommanderet med.

Forgæves forsøgte Nicola at ligge sig lidt bedre tilrette. Selvom han var udmattet vidste han, at der formentlig ville gå lang tid, inden han faldt i søvn. Formentlig også længere end normalt. Derfor lukkede han øjnene, og efter lidt tid lod han sin vejrtrækning blive langsommere og dybere, så Enzel forhåbentlig troede på, at han sov. Forhåbentlig ville han faktisk formå at falde rigtigt i søvn. Han forventede, at der som sædvanlig ville vente endnu en omgang, når de vågnede og Enzel nok var blevet lidt morgenlystig, så han havde brug for at samle kræfter.

Der gik lang tid, men langt om længe nåede han at falde i søvn. Flere gange i løbet af natten vågnede han, og enkelte gange vovede han endda at forsøge at gøre sig fri af Enzels kvælende greb, men selvfølgelig var det en tabt kamp, som det altid var.