Der var ingen tvivl i Útíradiens sind at Sibalgym altid ville være at foretrække over Sethro, men mest af alt, så ville han ønske at han ikke var i den situation han var i øjeblikket. Han holdt ikke af at være slavebundet, som det føltes, også selvom de ikke kunne sætte ham til noget hårdt fysisk arbejde. Han kunne lide sin frihed, men han var ikke naiv nok til at tænke, at han kunne løbe og flygte fra den skæbne Sibalghym havde bestemt sig for. Han håbede bare at Sibalghym ville lade ham gå i sidste ende.
Det var derfor også kun en lille taknemmelighed for Útíradien at Sibalghym ikke ville lade Sethro få fingrene i ham, for på nogle punkter ville det være den nemme udvej.

Han tog nu mere valget om hvor de gik hen, baseret ud fra hvor Sibalghym selv var kommet fra, men siden han ikke blev stoppet gik han ud fra at det var den rigtige vej. ”Oh?” kom det, alligevel lidt overrasket fra Útíradien, som Sibalghym indrømmede at det ikke var helt som han havde forventet. ”Skreg de ikke nok? Var der ikke nok udfordring eller..” han trak den lidt. ”Eller er det med at slagte uskyldige folk bare ikke ligeså interessant som man skulle tro?” Han savnede det i hvert fald ikke, selvom han gjorde hvad han kunne for ikke at lægge alt for meget fordømmelse i stemmen. Han ville ikke kunne vælge vejen for Sibalghym, og selvom han godt vidste at han trådte på tynd is, så kunne han alligevel ikke helt lade vær. En mørkelver måtte også lære at tænke kritisk. 

Det var ikke som om at Útíradien havde et hjerte af guld. Han havde gjort sine ting for at overleve, men han var ikke længere af den opfattelse at det gav noget værdi til hans liv at udsætte andre for pinsler for sjov. Ikke at han nogensinde havde været stærk nok til at kunne være på højde med resten af mørkelverne han ellers havde kendt. Heldigvis var det ikke et krav at kunne dræbe nogen der var større end en selv, når man var opdraget til at være shaman.

Han var lidt overrasket over at han ikke fik bidt hovedet mere af, da stilheden strakte sig mellem dem. Han var dog fundementalt uenig i Sibalghyms udtalelse. Nogle fortjente sikkert at dø, men de var vel uskyldige i dette, hvis de ikke gjorde, og hvem kunne sige hvem skulle dø? Útíradien havde trods alt mærket på egen krop, alt for mange gane, hvordan det var at være udskudt fordi man var en mørkelver.
Han kommenterede dog ikke på det, i stedet for bed han mærke i at Sibalghym åbenbart havde en søster. En søster han åbenbart var meget glad for, siden han var sur over at de var blevet adskilt. ”I kunne jo bare…. Stikke af sammen. Ingen siger at man behøver at blive i den klan man er opvokset i,” pointerede han. Han var ikke sikker på at Sibalghym ville have ham med, skulle han stikke af, men så var der vel heller ingen grund til at aflevere ham tilbage til de langt mindre sympatiske mørkelvere der var i hans klan. 

Selvom Útíradien ikke kunne Sibalghym ved hans side, så gav han alligevel et ryk med hovedet, som den høje latter kom som en overraskelse. Var det så morsomt? Det virkede blot oplagt, hvis de ikke gad at være separeret. Hvordan forholdet mellem de to søskende var vel lige meget, romantisk eller bare familiært. Det vigtigste var vel ønsket om at de ikke ville skilles ad.

Han havde aldrig hørt en anden mørkelver beskrive sig selv som tryghedsnarkoman, og den mindre af de to mørkelvere, kunne ikke lade vær med at smile lidt for sig selv over det. Sibalghym virkede ikke som enhver anden mørkelver. Det burde han vel også have vidst når han på den måde holdt hånden over ham.
”Det er ikke så slemt, hvis man ved hvad man laver,” svarede Útíradien, for han havde overlevet i lang tid. Han var ikke i god stand, da han kunne mærke hvordan huden var lidt for tæt på knoglerne, i forhold til vhad de engang havde været, men det var til at holde ud. ”Men en af tingene man skal gøre, er at holde sig væk fra problemerne og ikke vække opsigt. Det er ikke ligefrem evner vores race generelt gør sig i.” Når man ikke ønskede at vække opsigt, så var det ofte fordi man ville snige sig ind og dræbe noget. Det var ikke som en generel regel i hvordan de opførte sig ligefrem. ”Friheden er dog rar.” Han spidsede ører lige lidt mere. Han kunne måske ikke se Sibalghyms reaktion på de ord, men måske han kunne høre det. Det virkede trods alt til at ungelveren følte det næsten lidt kvælende omkring de andre. 

Man vidste ikke hvad der var galt i en ens liv, indtil man havde oplevet noget andet. Havde Útíradien aldrig oplevet den venlighed der kunne komme fra andre, så var han nok også bare forsat af samme vej som Sibalghym. Vejen hvor mørkelvernes mentalitet var det eneste rigtige. Måske Útíradien også var født med lidt af en skrue løs, det ville i hvert fald forklare, hvorfor han så let var blevet omvendt af noget venlighed.

Det undrede dog ikke den ældre mørkelver, at Sibalghym var så ung som han sagde, selvom der var noget visdom i hvad han sagde. Ikke at Útíradien ville ændre på sit eget valg i livet, men han forstod godt at folk ønskede trygheden der kom i at være omkring sine artsfæller. Det var ikke et dårligt fællesskab, når alle godt var klar over hvad det gik ud på.
Han havde lyst til at kommentere at Sibalghym ikke ahvde tiltro at han selv kunne overleve, men det var nok alligevel for meget at træde på noget man ikke burde. I stedet for måtte han forsætte med at træde varsomt, med mindre han skulle have den endelige frihed. ”Det kan også være at du bare ikke har haft oplevelserne, der har gjort det det værd endnu,” indrømmede Útíradien. Han havde heller ikke i sinde om at forlade sit hjem da han var i 50’erne, men mange ting kunne ske på en menneskealder.

At blive gammelsær, var dog ikke ligefrem det han havde forventet. Han var stadig rimelig ung af elver standarder, men for en 50-årig der var alle vel ældre. ”Måske er jeg startet på det tidligt,” indrømmede han. Det var vel altid en ting der slog ned i elverne, før eller siden.

Selvom Útíradien ikke kunne se himlen, så var han godt begyndt at kunne mærke og høre, at træerne var begyndt at tynde lidt ud, og der kom mere luft. Enten var de kommet til en lysning han ikke kendte til, eller også var de ved at nærme sig enden af skoven. Så var det tilbage til resten af de forfærdelige folk. 

Der måtte Útíradien måtte give Sibal ret på det punkt. Hengivenhed og venlighed gjorde alting meget sværere når man skulle leve i denne her barske verden. Havde han ikke haft det, så havde ha nok stadig godtet sig oppe i Nordlandet i en position som klanen shaman. En eftertragtet position, som han nok alligevel ikke havde været moden nok til at tage dengang.

I virkeligheden mærkede Útíradien nok at skoven tyndede ud før Sibal, og han trak sin tynde rejse kappe lidt tættere om sig, som de ramte det mere åbne landskab, hvor kulden havde nemmere ved at finde ham, især på dette tidspunkt af døgnet, hvor solen ikke var gået i gang med at varme alt omkring dem.
Han fik dog ikke rigtig lov til at holde ved, som han blev hevet fat i af Sibal, for at blive trukket ned af bakken. Selv var Útíradien ikke nødvendigvis sikker på om det var for at sikre sig at han ikke løb væk, eller faktisk for at hjælpe ham ned af bakken, som gik noget mere stejlt, end han selv lige havde forudset. Den var også en smule glat.

Som de nærmede sig landsbyen gik stanken af røg, og nedbrændt huse og sågar kød lige i næsen. Han rynkede lidt på den, men sagde ikke noget, men lyttede i stedet for til lydene omkring dem. Han kunne næsten høre hvordan de folk der gemte sig i husene ikke turde trække vejret, men det kunne ligeså meget være en forstilling. En trist skæbne, men til trods for det store hjerte, så så han noget passiv ud i ansigtet, som de gik igennem byen. Han vidste at døden ville komme til de fleste alligevel.
Han ville dog nok alligevel have taget den kriblende stilhed over Naath’s sure tone, for hn kunne næsten mærke blikkene, i stedet for rettede han opmærksomheden mod Sibal. ”Det er mange år siden,” indrømmede han, og kunne svagt danne sig en idé om hvor hesten var. Det var jo nok alligevel også et spørgsmål om at løbe eller blive slæbt efter hesten, eller få lov til at sidde på den. "Men jeg kan godt holde fast." Det var ord der lød mere sikre end han følte sig i det, men han havde gjort det før, trods alt.

Útíradien brød sig ikke helt om hvor hurtigt alting gik når det var Sibal der viste vej, selvom det sikkert var langsommere end hans klanmedlemmer ville have gjort. De ville dog nok ikke ville have ladet ham overleve, hvis de havde chancen... ikke at der var meget at spise på ham, skulle de dræbe ham.
Det forhindrede det dog ikke i at være en overraskelse, da Útíradien pludselig mærkede et par stærke hænder på sig, som han blev løftet op på hesten, og han lidt forvirret, måtte gribe ud efter at noget at holde fast i, og også nær havde tabt sin stok i processen. Der var intet der bandt ham til jorden, og han følte sig pludselig meget sårbar heroppe, hvor han ikke kunne styre hesten, eller mærke hvordan den havde det. Det plejede at hjælpe at have et syn til det.

Hestens klonk mod jorden som den gik, hjalp do også Útíradien med at få en nogenlunde forståelse for hvor de gik og hvor mange de var, men selv han var ikke helt forberedt på at det var Sethros stemme der kom så nær. Hans hovede forblev rettet forud, som han hørte ordene.
De løb ham koldt ned af ryggen, men han vidste at ingen af hans syner havde slået fejl før, spørgsmålet var bare om de ville udarte sig som Sethro ville forvente, og spørgsmålet var også hvornår de ville finde sted. Var det i morgen? Eller om flere år?
Han skulle til at åbne munden for at sige noget, men Sibal kom ham i forvejen, og råbte at han skulle ignorere ham.

Han vendte hovedet i retningen af Sethro, og antydningen af et smil spredte sig på de tynde læber. "Vi ser hvem der tager fejl med tiden," kom de næsten hviskende ord. Måske ville Útíradien være død til den tid, men han håbede at i Sethros sidste øjeblik, så ville han huske hvem der havde advaret ham om det.

Til at starte med ville Útíradien mene at det var væsentlig mere behageligt at tage turen på hesteryggen, som han vænnede sig til det. Det gik hurtigere føltes det som om, at han blev ikke så træt af det. Men der gik ikke lang tid før et ubehag i røven og ryggen begyndte at opstå, som muskler han ikke havde brugt i årevis var begyndt at vise sig. En ubehag han ikke kunne tale om, som han godt kunne mærke at han ikke skulle presse på noget som helst. I sidste ende var han en fange, og han vidste ikke hvor Sibal var i gang med at tage ham hen.

“Han truer mig. Vil du lade ham tale sådan der til mig?” Sethro vendte sig mod Sibal, stadig ved at eksplodere. Det var fristende at lave sjov med at han ikke kunne tåle intellektuel modstand, men han forblev faktisk kølig. “Nej…” Kom det småopgivende fra ham, før han drejede sig lidt mod Útíradien igen. “Tør det der smil af. Det er slut med at svare igen.” Det lød ikke så formanende som det ellers kunne have været leveret, men det fik da Sethro til at køle lidt ned. Helt af sig selv trak Sethro sig mere væk fra dem, og Sibal førte egentlig også hesten med Útíradien lidt væk, så ingen ville genere dem… 

Der var mange måder Útíradien kunne pointere at han ikke truede ham. Det var jo blot en kommentar, og måske nærmere et væddemål. Det var ikke som om at han kunne gøre noget, og det vidste de alle tre. Skulle Sethro ønske at dræbe ham, så var han allerede død, men for nu var det Sibal der stod imellem dem for at det ville ske.
Han lukkede øjnene lidt i, så man i et kort øjeblik ikke så de hvide øjne, inden han åbnede dem igen, og sagde ikke mere, og smilet var forsvundet, men det var nok indikation på at de da vidste at han ikke havde tænkt sig at sætte sig imod yderligere.

Sibal lød ikke som om at han helt var så vred som Sethro, men ikke for første gang så syntes Útíradien at det godt kunne være lidt svært at bedømme hvor han stod henne med den anden mørkelver. Nogle gange var han overraskende følsom og andre gange blev han pænt mindet om at han blot var en fange der blev taget med for at få nogle flere shamaner.
Han kunne høre hvordan hesten blev hevet lidt væk fra de andre, som lydene af trinene, og de lavmælte stemmer blev lavere, og han holdt lidt bedre fast i hesten. Han havde dog intet han kunne sige som de blev ledt længere og længere væk fra landsbyen.

Sibal kunne mærke på Útiradien at han ikke havde tænkt sig at svare igen, efter at Sibal havde set det nødvendigt at sætte ham på plads overfor Sethro. Det var naturligvis Sethro der burde blive sat på plads her, men selvom Útiradien var shaman og ville blive værdsat hjemme i klanen for hans evner, så var han kun deres fange herude. Sibal var nødt til at sikre sig at Naath ikke endte med at koge over, og til sidst ville beordre Sibal til at slå ham ihjel så de kunne fokusere på deres mål. 

Han lod Útiradien forblive stille alt han ville. Sibal trak hesten mere og mere til højre fra gruppen, så de kunne gå i fred. Til den sløve rytme af hestens skridt begyndte Sibal at fløjte en melodi der var til den mere muntre og hyggelige side. Som mørkelver og fjende til de omkringliggende landsbyer og hytter, burde han nok være mere påpasselig med ikke at gøre sig uheldigt bemærket. Men han var jo Iendrithelver, og de var vel arrogante og frygtløse.

Stemmerne og skridtene fra Sibals gruppe forsvandt helt og Sibal var i færd med at lede dem helt på afveje. Hans fløjten stoppede og han begyndte at vade mindre rask igennem skoven. “Er du slet ikke sulten? Eller tørstig?” Sibal hviskede, på en alt for venlig tone der var uvant at høre i den mørkelviske dialekt. Det var uhørt at han skulle sørge sådan over sin fange, men faktisk var Útiradien et langt bedre selskab end de andre. Han sagde ikke så meget, og krævede meget lidt. Selvfølgelig stak han af, så snart han så chancen, men det ville Sibal nok få styr på, på et tidspunkt.

Melodien var behagelig at lytte til, og til trods for at Útíradien godt vidste at han nok generelt burde være mere opmærksom på hvor han var og hvem han var med, så kunne han ikke helt stoppe sig selv fra at lytte til den, og lade melodien fylde hans hoved for en gangs skyld. Det mindede ham om mere simple tider. Der var det at trave verdenen alene alligevel også.

Det var først som Sibal havde trukket dem en del væk og han stoppede med at fløjte, at det gik op for Útíradien at de var et stykke fra gruppen. I en sådan grad at han ikke rigtig kunne høre dem mere.
Hans hoved vendte sig en lille smule i Sibals retning, men ikke nok til at give illusionen at han kiggede på ham. Spørgsmålet fik dog alligevel en lille rynke frem mellem Útíradiens bryn. Den hviskende milde tone. Faktisk i sådan en grad, at Útíradien ikke kunne lade vær med at være ærlig. ”Altid.” Han fik så sjældent et reelt måltid og især så han blev mæt, men han var vant til følelsen i hans mave og mund over de manglende måltider. Vand var heldigvis ofte nemmere at få fat i. ”Men jeg er ikke værd at fodre.” Han holdt også tonen lavmælt, for han kunne trods alt ikke se om der var en grund til at Sibal var bange for at sige det højt. 

Ah, endelig havde de to forskellige mørkelvermænd fundet fælles grund. De var altid sulte. Útiradien lignede enten en der var helt vildt sulten, eller en der aldrig var sulten. Det var svært at vide om det var et bevidst valg, at se så skrøbelig ud. Sibal havde bare antaget at en blind havde svært ved at begå sig.

Det beskedne smil Sibal lige havde fået på sine læber falmede straks igen, som Útiradien sagde det næste. Der hvor Sibal kom fra, gik man ikke rundt og sagde sådan noget. Så kunne man lige så godt tage livet af sig selv… Sibal havde ikke sagt noget endnu, men det var som om han blev endnu stillere. Han havde i den grad hørt hvad Útiradien havde sagt, men skulle man ignorere det, eller… skælde ud.

”Vent her,” Sibals mørkelviske hårdhed kom frem i hans stemme, da han slap i tøjlerne på hesten. Han vendte sit blik ud mod skovens ukendte mørke. Det puslede i træerne, og med træernes hvisken kunne de sikkert guide ham hen til et nemt bytte, for ham og Útíradien at fortære.

Han greb sin bue og listede afsted. Benyttede sig af de gode muligheder for skjul og de mange distraherende dyrelyde i skoven til at finde sig et bytte. Forhåbentligt kunne han nå tilbage til sin fange, før han så meget som tænkte den tanke, at prøve at stikke af igen. Det var umådelig svært at hjælpe ham med en ny og bedre tilværelse, hvis det fortsatte på den måde!

Sibal kom tilbage lidt efter med en fed fasan der stadig havde en pil igennem sig. Alt efter hvor Útiradien havde placeret sig, fik han kastet fuglen efter ham og forventede at fuglen blev grebet. Han havde det med at glemme at Útiradien ikke kunne se. ”Pluk den,” Kommanderede han lavmælt. Det Útra lige havde sagt havde naget ham lige siden og derfor lød han stadig lidt spids. Sibal smed sit våben og brugte sine planteevner på at skaffe dødt træ til sig. Han kvaste grene og kviste under sin fod mens han brugte nogle forsøg på at antænde bålet med to flintesten.

Det var i den grad også problemet med at begå sig, som havde gjort af Útíradien aldrig rigtig havde fået nok mad. Selv oppe i nordlandet var der ikke massevis af mad, men der havde de også gjort deres for at finde kød alternative steder fra. Han kunne i hvert fald roligt sige at han havde smagt kødet fra et andet intelligent væsen.

Han var dog ikke sikker på hvad han havde gjort siden Sibalghym pludselig fik en noget hårdere tone. Han kunne ikke helt bedømme om det var hans eget ordvalg, men var de to af dem ikke allerede enige om at Útíradien ikke var værd at fodre? Var det ikke det han havde hørt de sidste par dage alligevel?
Men det var ikke som om at han kunne finde ud af det som den anden elver trods alt bare forlod ham. Bare fanget på sin hest, og Útíradien kunne kun vente og lytte efter hvornår de velkendte fodtrin kom tilbage.

Men at bede den blinde mørkelver om at gribe noget som helst var lidt for optimistisk, for som den blev smidt hans retning, klaskede den bare mod ham, før at den faldt til jorden, og hesten pludselig stod og trippede, så Útíradien prøvede at også få styr på den. Som den stod og vrinskede, men helt ærligt så havde han ikke reddet på en hest i årevis. Så selvom han prøvede at få den til at slappe af, så var det som om at der intet der virkede, og fasanen, der var blevet tabt på jorden var allerede glemt af Útíradien som han prøvede på bare ikke at falde ned af hesten. 

Sibal havde ikke mente at ramme ham lige i smasken. Han vidste godt at det var hans fejl at fuglen nu lå på jorden, men holdt alligevel sig selv fra at undskylde. Det var ikke særlig mørkelvisk at undskylde… Han lod i stedet Útíradien om at komme ned fra hesten selv og finde den selv, så han i det mindste bidrog til deres føde…

Han stak lidt til de små gløder, og var nænsom ikke at komme til at kvæle dem, før de kunne nå et vokse sig store. Han lod dem få fat i nogle tørre kviste, og inden længe så det ud til, at bålet selvstændigt kunne klare sig for nu. Det var vist mere end hvad man kunne sig om hans rejsekammerat.

Sibal drejede hovedet og skævede om på ham og den hest som han fejlede i at få ro over. Útíradien kunne ikke engang basale ting, såsom at berolige et dumt dyr? Sibal kom dem til undsætning med langsomme, opgivende skridt. Han tog hesten i dens tøjler og holdt den stille indtil den holdt op med at trampe sådan i jorden. ”Hold så op med det pjat,” Sibal mente ikke hesten, men Útíradien. Han greb fat under hans arme og trak ham ned af hesten og placerede ham på hans to ben. Sibal gjorde ham også den tjeneste, at samle fasanen op og børstede den overfladisk af inden han skubbede den ind på Útíradiens bryst, så han kunne tage den.

”Du får kvindens job at plukke fuglen…” Det var trættende hvis Sibal skulle være ene og alene om at sikre deres overlevelse. Nu ville han hen og sidde ved bålet og læne sig op ad nærmeste træ. 

Det var pludselig en noget hård håndtering, men selvom Útíradien kunne beklage sig over behandlingen, og sige at det ikke kunne være rigtigt, så var det som om at han bare tog den. Han lod sig blive hevet ned af hesten, og var faktisk en smule taknemmelig over ikke at være på den mere. Så fantastisk var han altså ikke med dyr, og han vaklede også et par øjeblikke som han kom ned og stå på sine ben, lige inden han fik stoppet fasanen i hænderne.
Man kunne næsten se hvordan det lige kørte et par gange i hovedet på Útíradien inden han nikkede. Han fulgte lidt efter Sibalghym, og som han begyndte at mærke varmen fra bålet, satte han sig ned med en vis distance, så han trods alt ikke risikerede noget, inden han ligeså stille begyndt at plukke fuglen. Det var ikke en hurtig process. Det var tydeligt at se at Útíradien ikke var vant til plukke fugle, eller at han havde særlig mange kræfter i armene. Men han gjorde det, med en vis omhyggelig som trods alt tydede på at det ikke var første gang han havde gjort det, heller ikke siden han blev blind.

Han sagde dog ikke noget i hele processen, ikke før hans fingre gled over den forhåbentlig primært plukket fugl. ”Jeg tror jeg har fået alle fjerene ud,” sagde han og holdt den op for Sibalghym at se. Hvis der manglede nogle så var det i hvert fald ikke lige nogle den blinde mørkelver havde kunne finde med sine hænder. Lidt svært var det trods alt når man intet kunne se.

Nok kom der ikke meget lyd ud fra Sibal, der hvilede sin ryg mod det nærmeste træ. Han observerede Útíradien i al den tid han brugte på at plukke fasanen og kommenterede ikke på, om det gik for hurtigt eller for langsomt, eller at han manglede en del på undersiden. Útíradien fik lov til at selv at finde ud af det, da hans hænder mærkede fuglen igennem. Og den færdigplukkede fugl som blev overrakt til Sibal, var stort set klar til tilberedning.

”Godt gået,” Roste Sibal. Han kunne set at der var enkelte fjerspidser der synligt stak ud, men dem havde han ikke tænkt sig at skælde ud over. Han plukkede dem selv lige hurtigt… ”Men nu har du altså fjer udover det hele.” Kunne han ikke mærke det? Sibal kæmpede sig op fra sin trætte hvileposition for at komme tættere på ham. Han rakte en hånd frem og begyndte at børste flere dun og større fjer væk fra hans arme, bryst og skød. Dunene blæste videre, mens fjerene landede på jorden omkring dem.

Nå. Sibal drejede sin opmærksomhed mod bålet og begyndte at manipulere med nogle af de store, nedfaldne grene, således at de formede sig og placerede sig som et veludviklet sæt rotisserie. Han spidede spyddet igennem fuglen og satte det på stængerne. Med sin plantemagi, fik han rotisseriet til at dreje fuglen rundt helt ad sig selv. En skam at han ikke kunne gøre noget for at imponere en blind mand med sine evner… Útíradien føltes på ham som en konstant deprimerende energi… og det mindede ham om at Útíradien slet ikke brød sig om hans selskab. Bare fordi Sibal var hans tilfangetager, så kunne det stadig gøre ham lidt usikker på sig selv.