Zirra hev tæppet godt op over sig, da Bertram rejste sig. Hun kunne nok godt putte liiiiige lidt mere, inden hun skulle op. Hun opadgede, at hans trøje lå under hendes hoved, og hun fiskede den op og rakte den til ham. Selvom han næppe følte kulden udenfor, ville det nok være træls at få istapper i brysthårene. 

Hendes ansigtsudtryk ændrede sig til noget bekymret, da han nævnte, at han skulle have blod hver dag. Det var ofte. Det var mange folk, der rendte rundt med blodmangel. Hvis de var bare halvt så svimle, som hun havde været, var det ikke en køn tanke. Holdt de styr på, hvem de havde spist for ikke at komme til at suge nogen tør, fordi en anden havde været der aftenen før? Zirra gøs og smed tanken væk. Den forbandelse måtte være et helvede at leve med, især når man som Bertram ikke bare var blevet til et monster, ligeglad med sine ofre. 
Zirra beundrede det. Den viljestyrke, det måtte tage at holde sig fra mad for ikke at gøre nogen fortræd. Men han havde gjort nogen fortræd. Og han havde brugt tvang for at spise fra hende. Han kunne tydeligvis kun gå så længe uden føde, før instinkterne tog over.

Hvis der bliver en næste gang... Zirras bekymring blev afløst af mistænkelighed. 
"Hvis der bliver en næste gang?"  spurgte hun med en rynke i panden. "Hvorfor tror du ikke..." Og hendes blik begyndte at vandre mod skrivebordet.

Zirra havde egentlig bare undgået hans øjenkontakt, pludselig nervøs over hans tilbagetrækning. Hun var ikke vant til at fyre blev så usikre på om de skulle ses igen, medmindre de havde fået nok af hendes løgne. Inden hendes blik faldt på skrivebordet, blev de revet tilbage på Bertram, der snakkede og bakkede og holdt hænderne op, som pegede hun en spændt bue mod ham. Hvad foregik der?

Rynken mellem hendes øjenbryn blev dybere, og hun skubbede sig op med armene og let åben mund for at sige noget, men Bertrams talestrøm blev ved, nu mere hektisk. Alarmeret fløj hendes blik over på konvolutten, som hun nu var i en højde til at kunne se var blevet flået op. 
Den mide! 

"Bertram?" sagde hun faretruende ind over hans sætning.
Han havde snaget i hendes sager selv med eksplicit forbydelse af netop det! Zirra sprang ud af sengen idet Bertram flygtede ud ad døren, og hun ville måske kunne have nået ham, havde det ikke været for blodtabet, der straks sendte hende i knæ og tvang hende til at lukke øjnene hårdt i. Hun kæmpede sig hen til skrivebordet og flåede papirer ned for at få fat i konvolutten. Havde han læst det, og var det derfor han flygtede? Troede han, hun var en sindssyg snigmorder? Det var sket før... Hvad i Zaladins navn stod der i de ordre siden han pludselig virkede som en, der ikke ville have noget med hende at gøre og lignede en, der troede hun skød lyn ud ad fingerspidserne? Brevet burde da også have været krypteret.

Brevet var væk. Konvolutten var tom. 
"Krapyl!" Udbrød Zirra højt og famlede sig op at stå. "Bertram!"
Hun råbte højt efter ham og efter to sekunders pause ved bordet, var svimmelheden aftaget nok til at hun kunne sætte i løb efter ham. På vejen greb hun sin lange jakke, som hun hurtigt trak udenpå sin ellers nøgne krop. Stadigt råbende hans navn, væltede hun ned ad trapperne og endte i en pivåben hoveddør uden nogen tegn efter vampyren. Sidegaden de boede ud til var som altid affolket og ligegyldig. 
Zirra udstødte et vredt udbrud og hamrede sin knytnæve ind i dørkarmen. 

"Problemer, kære?" lød en blid stemme bag hende. Den gamle dame i underetagen. "Endnu en fyr, du har fået skræmt væk?"
"Siden hvornår ved du-? Ligemeget! Nej, han stjal satme min post!" sagde hun rystende af vrede og frustration. Hvordan kunne han bare stjæle hendes ting? Af alle ting en vampyr kunne gemme på, og så var det kleptomani - for post!
Den gamle dame klukkede, og det gjorde kun Zirras humør værre. Det samlede sig i en hård knude i hendes mave og brændte koldt ud i hendes lemmer. 
"Så er der jo kun én ting at gøre Zirra," sagde den gamle dame og lød så indforstået, at Zirra aldrig mere ville være i tvivl om, at hun også var spion - måske bare pensioneret. "Du må finde ham og få det tilbage."
Zirra knep øjnene i og bed tænderne sammen i en forvrænget, vred mine. Hun havde omkring en uge til at finde ham og få det brev tilbage, så hun kunne finde ud af, hvornår hun næste gang skulle på arbejde, og ikke ty til at fortælle Cal om sit nyeste forfejlede mandeprojekt.

Zirra havde brugt ugen på sin yndlingsaktivitet: Arbejde. 
Desværre havde det ikke givet løn, men derimod kostet et par tjenester fra nogle af hendes informanter. De var startet med at holde øje med folk, der frekventerede Hullet. Der var hurtigt gevinst på et par vampyrer, der tog deres aftensmad i sidegaderne til værtshuset. Derfra var de vampyrer blevet forfulgt, og der var bid inden for to dage, hvor en af hendes informanter kunne komme til Zirra og fortælle, at vampyren havde mødtes med Bertram, og de nu havde en skygge på ham.

Derfra havde Zirra måtte tage sig af noget reelt arbejde, der havde involveret at møde Cal og virkelig lade som om, hun vidste, hvad kvinden snakkede om. Det havde dog givet hende dagen for deres mission, og hun var ved at løbe tør for tid. 

Tilbage til vampyrjagten. 

Zirra fandt sin informant foran en faldefærdig byging, der manglede lidt for mange vitale dele. Han havde været inde på Bertrams loftslejlighed natten før og kunne melde om en manglende trappe, hul i taget og alt for meget ragelse til, at han havde kunnet rode lortet fuldt ud igennem. Men Zirra var ret sikker på, han ikke bare havde stjålet hendes brev for at lægge det i en bunke et sted, og hun smed et par krystaller efter informanten og tog over. Bertram kom ud da mørket var faldet godt på, og Zirra fulgte efter. 
Hun fulgte med ham til en ostebutik, hun virkelig ikke kunne se, hvad han skulle i, og derfra til... Selvfølgelig. En bar. Han havde sikkert ikke spist endnu, og hun ville helst konfrontere ham, når han havde fuld mave og ikke risikerede at kaste sig over hende i antaget selvforsvar. Hun anede ikke, hvad han vidste om hende, og hvad han antog om hende. Sikkert det værste.

Så nu stod hun lænet op ad væggen i en smal gyde med godt udsyn til Hankatten og skønne skygger til at dække sig selv i. Hun havde et af de mørke sæt tøj på, stramt og let at bevæge sig i uden at stoffet kom i vejen eller fangede vinden. Håret havde hun sat op i en stram flettet hestehale. Trøjen, hun bar, havde en høj krave, der både skærmede hende for kulden og dækkede de to tandmærker, der stadig prydede hendes hud. Hun havde været forbi en healer med vedholdende svimmelhed, og der var blevet taget et kig på hende, og de havde da gjort et eller andet hjælpsomt, men nok ikke nok, siden hun ikke havde ønsket at sige mere om sin tilstand. Uanset hvad følte hun sig mere klar i hovedet og mere sig selv i kroppen. 
Ved hendes side hang en genopfyldt bæltetaske og hendes lange kniv, som hun havde en hånd hvilende på. Det var jo ikke fordi hun havde lyst til at gøre Bertram ondt... Men hun gik ikke hjem i nat uden det brev. 

Bertram kom ud fra værtshuset med sit offer, og hun fulgte stille med om i baggården. Det var ikke svært, Bertram var alt for fokuseret på sin mad. Hun observerede optrinnet med krydsede arme. Egentlig havde hun ikke lyst til at se på, men hun turde ikke tage øjnene fra Bertram. Hun anede ikke, om han havde tænkt sig at spæne væk eller hoppe over det tre meter høje hegn i den modsatte ende af baggården. 

Det var hårdt at se på for Zirra. Fyrens krop spjættede slapt et par gange, og Bertram virkede enormt dyrisk. Havde det set sådan ud, da han lå over hende hjemme på hendes gulv? Det vendte sig pludselig i hendes mave. Hvad fanden havde hun forventet. Hun skulle aldrig have ført det videre, aldrig ladet ham kommet tæt på igen. Hun burde have ligget i sin seng og stirret mistroisk på ham hele natten og smidt ham ud så snart solen var gået ned. 
Uduelige pigebarn, hørte hun sin fars stemme for sit indre øre. 
Det var helt sikkert hendes spidskompetence. 

Sugeriet så ud til at lakke mod enden, og fyren så ikke ud til at være særligt meget til stede i situation. 
"Bertram," Zirra trådte et skridt frem, ud fra væggens skygger. Hendes blik var hårdt, den ene hånd på hoften og bæltetasken, og den anden hvilende på kniven. Hendes firkantede ansigtstræk stod tydeligere frem med den måde hvorpå hendes hår var hevet tilbage og væk fra ansigtet og det sorte tøj stod i kontrast til det lyse hår. "Jeg vil gerne have mit brev tilbage. Nu."

"Har du overhovedet et hjerte?" kommenterede hun tørt og sendte fyren på jorden et kort blik.
Han var rimelig ynkelig, men Zirra havde virkelig ikke tid til ham. Han kunne forhåbentlig se, at han ikke burde blande sig, og kravle væk, så snart han samlede kræfter til det. 
Målet var at få brevet fra Bertram, og så længe ham her ikke løb ud og råbte på gaden, kunne hun holde scenen i baggården og uden for risiko af andre civile. Det røde hår lyste op i det ellers kolde nattelys fra himlen, og Zirra måtte rive sine tanker væk fra fascinationen af den klare farve, hans hår havde. Det var en så stor kontrast til den syge mand, hun havde mødt en uge tidligere, og han så endnu mere friskere ud nu, end da han lige havde suget hendes blod. Det virkede til han havde lidt mere held med sit bytte de her dage. Og i forhold til at han for en uge siden havde været stærkere end hende, havde Zirra ikke lyst til at slås med ham. Men han havde godt af at tro, hun måske kunne finde på det.

"Brevet var ikke din lejlighed, så jeg antager, du har det på dig," fortsatte hun uden at hendes ansigtsfolder rørte sig særligt meget ud af det anspændte udtryk. "Hvis du har solgt det, er det en helt anden snak, vi skal have."
Tanken var kommet til hende i løbet af aftenen. Hvad hvis Bertram havde solgt hendes ordre, og de var endt i hænderne på Mørket? Det kunne gøre latterligt meget skade på hele operationen, og især Cal. Zirra kunne have sat Cals liv på spil ved ikke at indberette tyveriet med det samme. Hvis hun var taget derud, Zirra ikke havde fundet datoen, og Mørket ventede derude... Hun havde ikke lyst til at tænke tanken til ende.
"Jeg havde virkelig håbet, du ikke skulle blandes ind i det her," sluttede hun af, og tog så hånden fra skæftet og rakte den frem mod ham. "Bare giv mig brevet."

Zirra tog et skridt frem, hver gang Bertram tog et tilbage. Han skulle ikke flygte fra hende. Ikke nu. Det brev skulle ikke slippe væk fra hende igen.
"Stop." Hendes stemme var bestemt og en smule snerrende. "Jeg har ikke set dit hjem, jeg sendte en anden for at se om du havde ladet brevet ligge, eller jeg skulle ud for at finde dig selv."

Hun havde stadig sin ene hånd rakt frem mod ham, klar til at tage imod brevet, og hun låste hans blik med sit, mens hun håbede på, han ikke så hendes anden hånd, der langsomt fandt vej ned i bæltetasken. 
"Du fik det tydet i... ostebutikken?" Et lille fnys kom fra hende. "Jeg har haft folk på dig i flere dage, Bertram. Samlet alt om, hvem du har været i nærheden af, så jeg kan være sikker på, der ikke er nogen der kender til brevet, der ikke bør kende til det."

Der var kun to meter imellem dem nu, og Zirra blev ved med at tale, mens hun tog en god håndfuld sten op i hånden. Med et flip af håndleddet kastede hun dem hen mod Bertram. Hun havde kun samlet fakler op, så de små sten lyste med en voldsom kraft, når lyset var centreret i et så lille område. Et par af hendes sten var endda flækket, fordi hun havde prøvet at smide for meget lys ind i en for lille sten. 
Mens de små lyskilder fløj mod Bertram, sprang Zirra frem med intentionen om at få fat i ham og smidt ham op ad væggen eller lagt ned på jorden. Hun havde ikke trukket kniven - den var mest for at virke mere intimiderende, end hun var.

Det var en fantastisk følelse faktisk at overmande Bertram. Det var ikke noget Zirra fik lov til så tit, for hvis hun endelig endte i kamp, var det som regel ikke hende, der indledte, og sjældent den der stod i den bedste position til at vinde. Hun havde et snerrende smil på læben og adrenalinen skød ud gennem hendes krop. Og så mødte hun Bertrams blik. Hans missen med øjnene og ubehag stak en smule i hende. En uge efter at have mødt en fyr, hun faktisk var faldet i så god snak med, og havde delt noget intimt med, stod hun med ham presset op ad en mur. Den var alligevel ny.

Det ubehag han havde i øjnene mindede hende lidt for meget om alle de følelser, hun selv havde fortrængt den sidste uges tid, mens hun havde fokuseret al sin energi på at finde sit brev. Efter deres nat sammen havde hun haft alt for mange tanker og følelser, og hun var blevet berøvet tiden til at tænke over dem og finde ud af, hvad hun egentlig mente. Det boblede i hende for at gøre gengæld på hans overfald, og samtidig sitrede minderne om deres samleje og gav hende lyst til at være tæt på ham igen. Lige nu fik hun begge behov opfyldt ved at føle sig som den magtfulde af dem, og stadig være tæt nok på til at indånde hans behagelige duft.

"Måske skulle du have tænkt på det, inden du stjal mit brev," endte hun med at snerre op i hans ansigt. Vreden havde stadig overtaget. "Er det sådan du behandler alle kvinder? Bruger dem som aftensmad og forråder deres tillid? Måske er det sådan en ekstra ting, der kommer med forbandelsen? Men ved du hvad, Bertram, du valgte den forkerte kvinde at være et røvhul overfor."

Zirra vidste ikke engang, hvor hun ville hen med det hele. Hun skulle bare have vreden ud af sit bryst, og hun vidste at hun kunne slå hårdere med ord end en knytnæve. Desværre, for hun var sikker på det ville føles rigtig godt at slå ham lige på siden af den kønne kæbe.

Zirra slap Bertrams krave, men blev stående tæt på ham. Hun brugte lige et par sekunder på at sunde sig oven på hans information. Smilet forsvandt, og hun brød øjenkontakten. Det var som om temperaturen faldt et par grader omkring dem, som en trykkende stemning sænkede sig og gjorde den lille baggård stille udover klynk fra fyren, der prøvede at møve sine bukser sikkert på og krybe væk. De lysende sten var faldet til jorden og lå i en cirkel rundt om Zirra og Bertram.

"Du... Du snuste rundt, mens jeg sov," sagde hun nu mere lavmælt i tonelejet. "Jeg skulle aldrig have stolet på dig, vampyr."

Hun drejede sig halvt med overkroppen væk fra ham, men tog ikke helt det første skridt væk endnu. Hun havde hvad hun var kommet efter, og nu kunne hun smutte. Glemme alt om Bertram, og gå tilbage til sit ensomme arbejdsliv. Hun ville nok droppe at prøve at samle nogen op i byen det næste lange stykke tid. Alligevel følte hun, hun skyldte ham en forklaring, inden hun gik. Hans ord om hendes hemmelighed var prellet totalt af på hende, men han havde virket reelt bekymret for at få sit ansigt kendt.

"Jeg er ikke jæger," sagde hun. "Ingen kender dit navn. Jeg fik nogle betroede kontakter til at følge efter din klan, indtil de mødtes med dig, så jeg kunne finde ud af, hvor du boede. De ved kun, at vampyrer mødtes med dig, ikke at du er en. De kender dit ansigt og dit hjem, men har intet at bruge det til. De er ikke typer, der sælger den slags videre."

Det var lige før hun havde snappet ad ham at det havde været  Bertram men nu bare var vampyr for hende, med det han havde gjort. Selvom hendes indre var dulmet lidt ned, havde hun stadig en sitrende lyst til at stikke ham en flad.
Den plan blev heldigvis stoppet, da han tog fat i hendes arm. Mest for hendes egen skyld var det godt - hun havde slået meget få folk i sit liv og var ikke særlig godt til det. 

Zirra nåede ikke at kommentere på hans antagelse om hendes arbejde, før han gik i detaljer med hendes opgave, og hendes blik fór op til hans. 
"Vent, vi skal efter Cort?" sagde hun forundret og begyndte at lede efter brevet med sin frie hånd. 
Hun vidste ikke meget om Cort, men hun havde hjulpet med at samle lidt informationer om hans herregård, da en af hendes andre kollegaer havde været efter en eller anden med forbindelse til ham. Det var nok det, der havde fået Lyset til at tage et nærmere blik på Corts anliggender.

Hun hev brevet op og kunne få de mest relevante oplysninger ud af det ved blot at læse ned over det. Koden var den standard kryptering, de brugte til hendes ordre for tiden, så hun var ret godt inde i den, selvom hun foretrak at skrive det ud og være sikker på, hun havde fået det hele med. 
"Hvorfor har jeg på fornemmelsen, jeg ikke har lyst til at vide, hvorfor du kan hjælpe med en Zaladinkult?" spurgte hun og så op på ham igen. "Den her samtale finder i øvrigt ikke sted. Jeg burde blive fyret bare for stadig at stå her med dig."

Hun burde blive fyret for overhovedet at have taget ham med hjem, og på nogen måde kompromittere sit hjem og sine ordre. Hun burde i virkeligheden blive fyret for ret mange ting som det så ud lige nu.

Zirra gjorde store øjne over den pludselige blasmefi, der kom ud af Bertrams mund. Det var sjældent folk bare spyttede den slags ud i offentligheden, og med Zirras egen meget religiøse opvækst, havde hun svært ved det, selvom hun heller aldrig havde følt sig som gudernes favorit. I hvert fald ikke Isari, som var hendes families primære tilbedelse.
Men hun nåede hverken at kommentere på dét eller hans ord om at komme ind på hende igen, før hun blev svinget rundt og mast op mod væggen, Bertrams hænder vandrende over sin krop. 

Lyn skød ud fra berøringerne og den velkendte fornemmelse af Bertrams hænders blide berøring fik det til at ryste i hendes krop. Pludselig var hendes knæ blevet til smør, og hun lod ham smelte ind over sig. Hans duft overvældede hende og mindede hende alt for meget om, hvor dejligt det havde været sammen med ham.
Deres læber mødtes, og Zirra gjorde ikke noget for at forhindre det, men hendes hænder var flyttet op til hans brystkasse. Kysset var dybt, langt og intenst. For det øjeblik forsvandt hun i følelsen af ham og nød hans berøring, men tankerne om hans gerninger lurede i baghovedet, og hendes hænder blev lidt mere faste, og prøvede at skubbe ham væk. 
"Ber-Bertram," sagde hun prøvende, men det kom ud som halvt et støn og halvt et klynk. 
Hvor hun dog havde lyst til at kunne dykke ind i hans favn, lære ham bedre at kende, og måske dele mere om sit liv med ham. Men hun burde virkelig bare gå og glemme alt om ham.