Asad trak på skuldrene, da Atlas gjorde. De havde begge været mere smidige, da de havde boet sammen, selvom han havde på fornemmelsen at Atlas havde holdt det fuldstændig ved lige. Han så ikke den mindste smule mindre smidig ud, end han havde været da de forlod hinanden, men det var selvfølgelig klart, hvis han havde fundet et andet sted at arbejde som akrobat. Asad følte jalousien overvælde sig og et øjeblik var han nødt til at se væk, imens han fik bekæmpet den ubehagelige følelse.

"Nah," svarede han og hev selv trøjen af. "Jeg har set dig nøgen før." Han troede næsten ikke det var muligt, men det lykkedes ham at sige det, som om det ikke havde pint ham til nær vanvid som teenager. Han smed sin trøje fra sig i en stol og gik over til sofaen, hvorfra han tog et tæppe, som han kastede over til Atlas.

"Bare lad være med at smid den i ansigtet på mig," bad han og så sigende ned mod Atlas skridt, inden han fortsatte med at klæde sig af. 

"Jeg skal prøve, men jeg kan ikke love noget. Jeg er jo vokset en del, siden vi sidst så hinanden," grinede Atlas og lagde tæppet på gulvet, mens han begyndte at klæde sig af. Det gik meget hurtigt op for ham, at han blev nødt til at vende sig lidt væk for at holde øjnene fra Asad. Havde det altid været sådan? Atlas syntes ikke, han kunne huske, at han havde haft svært ved at holde blikket fra Asad dengang, men dengang havde det naturligvis heller ikke været et problem, hvis han gloede, så måske havde han bare aldrig tænkt over det? Ligegyldigt hvad, var det nok bedst, hvis han gjorde et forsøg nu. 

Atlas' tøj endte i en bunke ved siden af stolen med Asads tøj. Han trængte egentlig til et bad, men det måtte vente til i morgen, hvis han kunne finde et. Atlas løftede en muskuløs arm og sniffede til sin armhule. Nej, den var vist okay. Ellers var han slet ikke i tvivl om, at Asad ville sige til. 

Med tæppet om skuldrene som en kappe, gik Atlas nu nøgen hen til sengen om smed sig på den. Han havde allermest lyst til at strække sig helt ud for fylde hele sengen, så han kunne bede Asad om at lægge hovedet på hans skulder, men det var jo forbudt, så i stedet møvede han sig bare helt op mod væggen, så han kunne ligge på siden med den ene arm bøjet under sit hoved. Han havde det varmt, så tæppet blev bare liggende halvt over ham, mens han ventede på, at Asad sluttede sig til ham i sengen.

Asad tog en dyb vejrtrækning, da Atlas påstod at være vokset siden sidst. Han havde slet ikke lyst til at vide om det var sandt, men han havde heller ikke lyst til at blive vred på Atlas over noget der bare var ment i sjov. Han kunne jo ikke gøre for at han var for dum til at indse, at Asad havde været tiltrukket af ham dengang.

Asad klædte sig helt af og så over på Atlas, der allerede lå på sengen, og i et forfærdeligt øjeblik gik det op for ham, at han havde begået en fejltagelse. Heldigvis viste den slags sig ikke på hans ansigt og kom kun til udtryk som et sekunds tøven, inden Asad lagde sig på sengen ved siden af Atlas og trak sit eget tæppe op omkring sig.
Han skævede til Atlas og havde lyst til at sige noget om, at han var glad for at have ham der - nogle ord, der kunne beskrive, hvor godt det føltes at have noget, han troede han havde mistet for evigt. Men det ville have været for mange ord for ham selv dengang og han bed dem stædigt i sig.

"Godnat," sagde han i stedet, hans stemme ikke blidere end tidligere, på trods af hvordan de lige havde grinet og fjollet omkring sammen. 

"Godnat," svarede Atlas tilbage med et blødt smil. Det var uendeligt svært at holde sit løfte, nu hvor Asad rent faktisk lå ved siden af af, varm og nøgen, men selvom Atlas var dum, så var han ikke så dum. Han rørte lidt på sig i sengen, men gjorde hvad han kunne for at lade være med at røre ved Asad. Han måtte nøjes med at nyde den velkendte duft af hans hud og hans mørke hår. På trods af de mange år, der var gået, siden de sidst havde set hinanden, så duftede Asad stadig som altid.

Om det var duften eller varmen fra Asads krop, eller om det bare var uheldig timing, så vågnede Atlas op i de tidlige morgentimer, men en behagelig men ret uønsket dunken mellem benene. Han lå på maven nu, og selvom han skulle tisse, turde han ikke røre på sig. Hvis Asad så ham sådan her... Nej, det ville ikke ende godt.

Asad vågnede i hvad der føltes som midt om natten for ham. Han var vant til at stå sent op og gå sent i seng - hans døgnrytme var blevet ændret en smule takket være udgangsforbuddet, men han stjal ikke fra folk, eller truende eller bankede dem for den sags skyld, før tidligst omkring eftermiddagen, og det var en sjældenhed at han hjalp til i bageren. Så da han tidligt om morgnen vågnede alligevel og så Atlas ved siden af sig, var Asad overbevist om at det var en drøm.

Han vendte sig mod sin ven og rakte en hånd frem mod ham, indtil hans fingre strøg over Atlas' kindben og han med et sæt indså at fyren virkelig var der. Han skar straks en grimasse. "Narrøv," mumlede han, pludselig mere vågen end han havde lyst til at være, og vendte sig væk fra ham igen. Han trak sit tæppe godt op om sig og tvang sig selv til at forsøge at sove videre, mest i håb om at han så ville glemme hvad der lige var sket. Hans fingerspidser føltes stadig brændende varme, hvor han havde rørt Atlas' bløde hud.

Atlas mærkede Asad vågne ved siden af sig, og han skulle til at åbne øjnene og løfte hovedet og sige godmorgen, da han mærkede Asads fingerspidser mod sin kind. Atlas lå bomstille, mens Asad rørte sig, men han åbnede øjnene, da Asad vendte sig.

"Røvbanan," mumlede Atlas tilbage med et smil og løftede endelig hovedet, så han kunne se på sin ven. Han ville gerne spørge, om Asad havde sovet godt, men hans blære føltes, som om den var ved at sprænges. Atlas bed sig i underlæben, mens han overvejede sine muligheder.

"Øh," sagde han og lo lidt, mens han rystede lidt på hovedet af hele situationen, "når jeg står op nu, så skal du huske, at jeg altså kun er en helt almindelig fyr af kød og blod, og at det virkelig ikke er med vilje, så du må ikke tæske mig, okay?"

Med de ord rejste Atlas sig fra sengen. Han forsøgte at holde ryggen til Asad så meget som muligt, men han blev nødt til at vende siden til, mens han hurtigt smuttede ud for at tisse. På grund af Atlas' proportioner var der overladt sådan cirka ingenting til fantasien, og hvis Asad havde hovedet vendt mod ham, ville han få et kort, men fuldt udsyn til Atlas' morgenstivert. Han kunne selvfølgelig have forsøgt at skjule den med hånden, men det virkede næsten endnu værre, endnu mere uartigt at røre ved den foran Asad. Så hellere lade alt hænge frit!

Asad åbnede øjnene igen ved Atlas' ord - det var umuligt for ham at forsøge at sove videre, når hans ven lå og sagde sådan noget. Han skulle lige til at vende sig imod ham, da han rejste sig op, og det var nærmest, på trods af afstanden imellem dem, som at blive slået i hovedet af Atlas' vedhæng.

Hans mund faldt åben og han stirrede i chok efter sin ven. "Jeg bad dig om at lade være med den slags pis!" Råbte han, noget forsinket, efter Atlas.

"Du kan lige vove på at komme tilbage med den!" skyndte han sig at tilføje. Én gang var mere end nok. Faktisk havde den nærmest brændt sig ind på hans nethinde, nu var den alt han så, når han lukkede øjnene. Han skyndte sig at åbne sine øjne igen og stirrede op i loftet, imens hans tanker ubehjælpeligt nok faldt på den glidecreme han havde i øverste skuffe af sit natbord. 
Vil en enkelt gang med Atlas ødelægge vores venskab? tænkte han og, straks derefter, ja. Han sukkede og gned begge hænder over sit ansigt. Han ville ikke komme til at falde i søvn igen alligevel, ikke efter det stunt Atlas lige havde lavet, så han kunne lige så godt stå op.

Han stod op og strakte sig, inden han smed han et par skiver bacon på en pande og derefter gik på jagt efter noget tøj. Der var ingen grund til Atlas også skulle se ham uden bukser på.

"Det var jo ikke med vilje!" råbte Atlas tilbage fra gangen, inden han smuttede ud på det lille toilet og lukkede døren efter sig. Han sukkede og gned over sit søvnige ansigt, inden han rynkede brynene og stirrede olmt ned på sin forrædderiske pik. Men det kunne han ikke blive ved med ret længe, for han skulle stadig tisse helt forfærdeligt, og selvom det ikke var nemt, så lykkedes det til sidst for ham at få tømt blæren uden at oversprøjte hele det lille udhus. 

Da det var klaret, skulle resten klares. Atlas satte sig ned på brættet og prikkede til den genstridige stivert. 

"Du er sgu da også besværlig," sagde han til den uden at tænke over, at Asad måske kunne høre ham igennem døren. Han sukkede og viklede hånden om den, lænede sig lidt tilbage, lukkede øjnene og forsøgte at koncentrere sig. Følelsen af Asads varme krop ved siden af sin flød straks øverst i hans fantasi, og Atlas gik straks med det. Han kunne ikke se det mærkelige i at fantasere om sin bedste ven. Det havde han jo gjort hele tiden, så det gjorde alle andre vel også? Han havde aldrig tænkt på andre, og tanken forekom ham helt absurd. Hvorfor skulle han gøre det, når verdens smukkest mand var hans bedste ven? Hans hånd bevægede sig hurtigere og hurtigere, mens han lod fantasien udforske alle de ting, han ville have gjort, hvis Asad havde givet ham bare det mindste hint, om at han måtte. 

Få minutter senere slap Atlas et dybt, tilfreds suk og sank lidt sammen, mens klimakset vibrerede behageligt i hans krop. Så rejste han sig og skyldede sine fingre, inden han forlod det lille udhus, denne gang med en hånd for skridtet, så Asad ikke ville blive sur på ham igen. Han lagde slet ikke mærke til det brede, trance-lignende smil, han havde på læberne.

Asad skyndte sig ikke med at få sin trøje på, selvom han, imens han tog den på, tænkte for sig selv at det var synd Atlas gik glip af synet. Stoffet i hans bluse klistrerede til hans overarme, der bølgede med musklerne under den, men blusen gjorde dem alligevel ikke retfærdighed. Den skjulte også hans tatoveringer, men Asad hev stædigt op i ærmerne, indtil de var lige under hans albuer, og afslørede de mange tegninger.

Han var lige ved at vende tilbage til køkkenet, da Atlas kom ud af badeværelset med det mest fjogede smil Asad nogensinde havde set på hans ansigt.

"God start på dagen, hva?" kommenterede han, og selvom han lød en smule spydig, mente han det i god humor. Han var glad for at Atlas var glad. Også selvom han ikke kunne lade være med at få det dårligt ved tanken om, at han ikke længere vidste, hvem Atlas tænkte på i den slags situationer.

Han vendte tilbage til baconen, men kunne ikke lade være med at skæve efter Atlas, imens han hældte baconen op på en tallerken og slog fire æg ud på den varme pande. Det var ikke svært at indrømme for sig selv, at han altid ville foretrække at have Atlas i samme rum.

Atlas' smil voksede sig endnu større, da han så Asad stå der og se dejlig ud. Stadig med en hånd om sine ædlere dele, trippede Atlas hen til Asad og gav ham et et-armet kram og et hurtigt kys på kinden.

"Den bedste start på dagen!" grinede Atlas og rodede en hånd rundt i Asads korte krøller, inden han hoppede videre til sengen, så han kunne tage tøj på. Han var i vidunderligt humør nu. Det føltes, som om en vægt var blevet løftet fra hans skuldre, og nu kunne han endelig slappe af med Asad og bare være sammen med ham igen, ligesom i gamle dage. De var bedste venner igen, og denne gang skulle de aldrig fra hinanden. Atlas ville blive ved Asads side til sin dødsdag, og han havde lyst til at fortælle det hele til Asad. Men det var måske lidt voldsomt midt i morgenmaden, så Atlas nøjedes med trække i tøjet, stadig med sit fjogede smil på læberne.

Da han havde fået bukser på, kom han ud i køkkenet til Asad og lænede mod væggen et øjeblik.

"Jeg er vild med dine nye arme," kommenterede han og lod sit blik glide over Asads tussede arme. "Må jeg se?"

Han holdt en hånd frem mod Asad.

Asad nåede ikke at handle, før han havde fået et kys på kinden af Atlas, men rystede Atlas' arm af sig, selvom et forsigtigt smil havde spredt sig på hans ansigt. Han daskede ud efter ham, da Atlas oven i købet forsøgte at røre ved hans hår og dukkede væk fra hans hånd, men skævede smilende efter sin ven, da han forlod køkkenet igen, forhåbentligt for endelig at få noget tøj på.

I det mindste havde han bukser på, da han kom tilbage ud i køkkenet igen. Der kom en rynke imellem Asads øjenbryn ved Atlas' anmodning, men efter et sekunds overvejelse, trak han en smule længere op i sine ærmer, der dog ikke ville komme højere op end til under hans albuer, fordi stoffet sad for tæt, og derfor afslørede han heller ikke sine lige så tatoverede overarme. Dem skulle Atlas dog nok tids nok få at se, hvis ikke han allerede havde.

Han skruede ned for varmen under æggene og rakte en arm til Atlas med et skeptisk blik. Tatoveringerne startede med en ulv på hans hånd, der blev til roser, der spredte sig op hele vejen til hans albue og på indersiden af sin arm, blandt roserne, var gudinden Chance afbilledet, og over hende en nymåne, der dog lige nu var skjult af hans trøje. Det hele var i sorte, kun linjerne tegnet op - Asad brød sig ikke om at have farver på sig, han ikke selv kunne se.

Atlas tog fat om Asads håndled og lænede sig ned for at se nærmere på de sorte streger, der snoede sig over Asads brune hud. Han fulgte dem med en fingerspids, indtil han nåede billeder af Chance. Et smil spredte sig på hans læber, og han løftede blikket til Asad og pegede på sin egen overarm, hvor en tatovering viste Chances symbol.

"Den eneste kvinde jeg nogensinde vil elske," sagde han og gav Asads håndled et klem. "De er flotte." Han nikkede mod Asads tatoveringer.

Han havde lyst til at kramme Asad igen, havde lyst til at vise ham, hvor meget det betød at have Asad tilbage i hans liv. Men han var sulten, og hans mave knurrede højlydt, da hans næse fangede duften af æg og bacon.

"Skal jeg hjælpe med noget?"

Musklerne i Atlas' arme skiftede, da han lænede sig frem mod Asad, der ikke kunne tage blikket fra dem. Det var nok for det bedste alligevel - han ville ikke vide, hvad der var sket, hvis deres blikke havde mødt hinanden, imens Atlas tegnede hans tatoveringer op med sin finger.

Han fnøs, irriteret og smigret over hvor ens de stadig var, som brødre endnu, da Atlas viste ham sin tatovering af Chances symbol. "Det bliver Rosna ked af at høre," svarede han og daskede til Atlas' brystkasse. Havde Atlas holdt fast om hans håndled meget længere, var han sikker på at fyren ville have kunnet mærke hans hjertebanken i hans puls. Det skræmte ham hvor hurtigt Atlas sneg sig ind under huden på ham igen.

"Du kan sætte noget vand over til kaffe," svarede han og nikkede imod en gryde, inden han selv begyndte at finde tallerkener og bestik frem. 

Atlas grinede og gned sin brystkasse der, hvor Asad havde danset til ham. Hans hjerte gav et mærkeligt spjæt, som han ikke helt vidste, hvad han skulle stille op med. Han havde lyst til at daske tilbage, men gjorde det ikke. I stedet tog han gryden og fyldte den med vand, inden han satte den over.

Mad var ikke ligefrem Atlas' forte, men vand kunne han da koge uden det gik helt galt!

"Hva' så," spurgte han, mens han stirrede på vandet i gryden og ventede på, at det kogte. "Hvad laver du egentlig? Du arbejder ikke for din far mere, vel? Hvor får du penge fra?"

Han skævede til Asad; det var ærligt talt svært at forestille sig Asad have et almindeligt arbejde. Han var så vild, så fuld af knivskarpt talent, at han umuligt kunne gå rundt og feje gulve eller noget i den stil.

Atlas fordelte bacon og spejlæg på to tallerkener, fandt bestik frem, og gjorde klar til kaffe, når vandet var kogt. Han gav Atlas begge tallerkener i hænderne, da han fik spørgsmålet om sit arbejde og i flere sekunder stod han bare og så på Atlas, tydelig skuffelse i sit ansigt. 'Behøver du virkelig spørge mig om det? Kan du ikke være ligeglad?' spurgte hans ansigtsudtryk, inden han endelig tog sig sammen og brugte sine ord i stedet.

"Jeg ville ikke arbejde for den gamle nar om jeg så end en dag ligger sultende på gaden," svarede han irriteret. Harkan havde aldrig gjort ham noget, ikke noget der gjorde at han fortjente den slags foragt. Med undtagelse af, at han til dels var skyld i at Atlas og Asad var kommet hver deres vej. Når Asad ikke kunne bede Atlas om at blive, skulle Harkan have gjort det. Som familiens overhoved skulle han have holdt sammen på dem. Asad vidste godt at Atlas ikke havde det på samme måde, men han følte alligevel at han burde; burde have haft det sådan. 

Vandet kogte og Asad hældte kaffe op i to krus, som han selv tog i hænderne og ledte dem ind i værelset igen, hvor han satte krusene fra sig på sofabordet og selv smed sig ned i sofaen.

"Folk kaster bare penge efter mig, når de ser mit flotte ansigt på gaden," svarede han så. Det var ikke sandt, men det var sandt nok. "Du hørte Mahir nævne min bande - det er ikke en skide bande, det er bare mig og et par venner. Vi tjener vores penge sammen." Han trak på skuldrene. Han havde ikke lyst til at snakke om det. Han havde ikke lyst til at fortælle Atlas, at han ikke længere var akrobat, ikke på nogen som helst måde. Det eneste der havde mindet om, havde involveret at strippe, og den slags kunne Asad ikke få sig selv til. Han var genert når det kom til den slags. Han var kræsen når det kom til teatret. Han var dårlig til alt, der ikke fik adrenalin til at pumpe rundt i kroppen på ham. Han var overbevist om at Atlas straks ville kunne se på ham, at havde fejlet som akrobat og som linedanser. 

Atlas var ikke dum... eller jo, han var dum, men så dum var han altså heller ikke. Når Mahir havde brugt ordet 'bande', så var det nok ret beskrivende. Atlas kunne umuligt forestille sig, at Asad og hans nye venner (som Atlas iøvrigt hadede som pesten allerede) gik rundt og slog græs for gamle damer for småpenge. Asad var blevet utrolig god til at slås, siden Atlas sidst havde set ham, og han kunne godt mistænke, at det var forbundet til Asads nye levevej. Det gjorde han dog ikke noget. Atlas yndede ikke at slås selv, men han havde som sådan ikke noget imod den slags. Man gjorde, hvad man blev nødt til at gøre, og var man for svag til at forsvare sig selv, så var det ens eget problem.

"Sååå..." sagde Atlas, mens han satte sig sammen i sofaen med Asad og tog en bid mad, "er der plads til flere i den gruppe? Du ved, hvad jeg kan, du ved, hvem jeg er... Hvad end I laver, så kan jeg være med og tjene krystaller til dig. Bare sig, hvad jeg skal gøre for dig."

Atlas så håbefuldt på Asad, mens han ventede på svar. Han havde ikke noget imod at finde et andet arbejde, men han ville helst være sammen med Asad og være sammen med han hele tiden. Ligesom i gamle dage. De skulle være uadskillelige. De skulle styre hele byen sammen, ligesom de havde styret hele cirkusset (i Atlas' hoved). Sammen ville de kunne gøre alt! Atlas' hjerte begyndte at banke hurtigere, og hans kinder blev en smule varme af tanken.

Asad skævede til Atlas. Det tog ham kun, fra Atlas brød tavsheden, til at han regnede ud hvor hans ven var på vej hen med sit spørgsmål. Han ville ikke have ham med. Atlas var stærk nok, og selv hvis han ikke var, så var hans størrelse til hans fordel - de fleste idioter ville blive skræmt væk bare af at se på ham. Men Asad var ikke meget for at lade Atlas se, hvad han var blevet. 

Men der var noget ved måden Atlas talte til ham på, der fik ham til ikke at kunne afslå ham. 'Tjene krystaller til dig'. Som om han allerede var hans leder. Drengene han gik med havde været på samme måde. Bare faldet i led bag ham, uden at Asad havde behøvet gøre noget ved det. Det havde været en overraskelse første gang én af dem havde vendt sig mod ham for at blive ledt, men siden da havde Asad vænnet sig til det. Der var noget over ham nu, der befalede respekt fra andre, men han havde ikke regnet med at det ville virke på samme måde på Atlas. Atlas havde altid kunnet se igennem hans bullshit, og var den attitude han havde nu ikke også bare mere bullshit?

Asad vendte sig på sofaen, imod Atlas, og lagde en hånd om hans nakke, der gled videre til hans kæbe og drejede hans ansigt fuldstændig imod sig. Han så ham an et øjeblik, inden han lagde sin hånd om Atlas' hals. Han lukkede den, men klemte ikke til. I stedet brugte han sin tommelfinger til at løfte Atlas' hage. Han kunne dræbe Atlas lige nu, hvis han ville. Han kunne brændemærke ham for livet, hvis han ville. Han kunne tage synet fra ham, hvis han ville. Atlas ville ikke kunne nå at forsvare sig selv og her sad han alligevel, uden nogen som helst ide om hvor farlig Asad virkelig var blevet.

Det skulle han snart nok få at se.

Asad kunne mærke Atlas' hurtige puls under sine fingre og et øjeblik tænkte han, at Atlas måske egentlig var en smule  bange for ham. "Yeah, du kan komme med. Bare indtil du finder noget bedre." Asad fjernede sin hånd og vendte tilbage til sin mad, men havde mistet sin appetit. 

Atlas' puls blev hurtigere, da Asad tog fat om hans hals, men han var ikke bange. Hvordan kunne han være bange for sin bedste ven, sin anden halvdel? Asad ville aldrig gøre ham noget alvorligt, for hvorfor skulle han det? Man kunne jo ikke gøre sin anden halvdel noget. Det var i hvert fald, sådan Atlas tænkte, og tilliden lyste ud af hans mørke øjne, mens han vejrtrækning blev en smule hurtigere mellem hans let skilte læber. Asad var hans tvillingesjæl, og det kunne aldrig være anderledes.

Da Asad slap ham, grinede Atlas og gned over sin hals, hvor Asad havde holdt ham. Huden var varm, og han kunne tydeligt mærke sin hurtige puls, og tænkte at det måtte være, fordi han stadig var sulten.

"Som om jeg nogensinde kunne finde noget bedre end dig," sagde han og skubbede let til Asad med sin skulder, inden han tog sin kaffe og drak den i tre store slurke. "Jeg har prøvet, og det findes ikke."

Han tog en stor bid mad, men kunne godt se, at han nok ikke ville blive mæt nok af portionen. Måske kunne han hugge et brød et sted. Han havde ikke lyst til at spørge om mere fra Asad. Det var jo ikke Asads problem, at Atlas åd som et dyr.

"Det handler ikke om at finde nogen, der er bedre end mig," svarede Asad, men han så ikke længere på Atlas. I stedet tvang han sig selv til at tage en bid af sin mad. Pludselig føltes Atlas meget tæt på. Hvordan kunne han få sig selv til at sige den slags ting til Asad? Asad vidste godt, at Atlas ikke mente dem, som Asad ville have ment dem, hvis ordene var kommet fra ham, men det betød kun, at de gjorde endnu mere ondt at høre. Hvis ikke han passede på, ville alting ende med at blive, som da de var teenagere. Asad ville ende hovedkulds forelsket i én, der ikke kunne se ham som andet end en ven, en bror. Atlas ville ende med at sove i hans seng, efterlade sin duft i hele lejligheden, han ville fortælle ham, hvor højt han elskede ham, og han ville trække Asad ind i alt for lange kram, som Asad skulle lide igennem, sit hjerte i halsen, sine følelser på sine ærmer, og en bedste ven, der ville være for dum til at se dem alligevel. 

'Det handler om at finde et arbejde, hvor du får udnyttet dine talenter. Du skal ikke ende som mig. Jeg vil dig det bedre end dét.' Det lod Asad dog stædigt forblive usagt.

Han lagde sin gaffel fra sig på en tallerken, der knap nok var blevet rørt, en lunken kop kaffe, der var helt glemt, og rejste sig op.
"Okay, lad os komme i gang." Han rejste sig op uden at tænke på opvasken - hvis Mahir kom forbi senere, kunne han altid tjene et par krystaller ved at tage den for ham. Han fortsatte selv hen til sit natbord, hvor han tog sine ringe på igen og hev derefter sin læderjakke på. Han var nødt til at få Atlas på afstand, inden det gik helt galt for ham, inden Atlas ødelagde deres venskab. Og han var allerede ved at planlægge hvordan dét skulle gå for sig.

Atlas skævede til Asads efterladte tallerken, og han snuppede den hurtigt og gaflede maden i sig uden at spørge om lov. Han rejste sig, mens han slikkede sine læber og tyggede af munden og smilede stort til Asad.

"Hvad skal vi?" spurgte han, inden han gik hen til sengen og gravede en ren trøje frem fra sin taske. Han trak den over hovedet og rullede ærmerne op og fandt så dit store tørklæde og viklede det om halsen. Der var mørkerøde, indtørrede blodpletter på det fra en omgang tæsk, Asad havde givet ham dagen før. Det var vist kun takket været hans ekseptionelle knogler, at han var sluppet fra dén oplevelse uden en brækket næse og med alle sine tænder. Hans læbe og øjenbryn var dog stadig flækkede og var ømme at røre. Atlas rynkede lidt på næsen, da han prikkede til sin tilskadekomne underlæbe. Av. Men han bebrejdede stadig ikke Asad. Atlas havde været dum - dummere end normalt - og Asad havde al mulig ret til at være rasende på ham. For hvilken kraftidiot havde Atlas dog også være for at bilde sig selv ind, at han kunne holde ud af leve et liv uden sin anden halvdel?