Ompries kiggede fortsat på flasken. Han var bestemt ikke overbevist om at dette her var det rigtige at gøre, og slet ikke med den flaske der. Han anede slet ikke hvad der var i det, og han anede ikke om dæmonen havde puttet noget andet i det end hvad der skulle være i. "Urter og planter kan bruges til mange ting..." kom det roligt fra ham og hikkede en enkelt gang. Nu skulle det ikke komme tilbage! Han bed sig lidt i læben og kiggede på flasken igen. Skulle han virkelig drikke det der. Han var ikke sikker på det.
Han havde bestemt heller ikke tænkt sig at få hallucinationer. Det var ikke derfor han skulle drikke det vel? Han bed sig i læben igen og et indelukket hik kom fra ham. Han kiggede på flasken igen der blev rakt frem imod ham. Han var noget skæptisk over for dette her, hvordan skulle han tro at dæmonen ville drikke af flasken også. Han rakte lidt ud efter den men stoppede så op. "Næh nej jeg drikker ikke først. Jeg stoler ikke på dæmoner, så drik du først og jeg drikker bagefter. Ellers er der ingen aftaler..." han kiggede lidt på Deavás og bed sig i læben igen. Han lagde hovedet lidt på skrå så det knækkede en gang og rettede hovedet op igen. Han ville bestemt ikke drikke af den flaske først. Man kunne aldrig vide med dæmoner og sådan havde han altid haft det. Så hvorfor ville denne dæmon tilbyde at drikke noget først. Så kunne han vel bare drikke af den selv først... Han kiggede lidt på flasken og så op på Deavás som han rejste sig op for at strække sig i et stykke tid. Han kiggede lidt ned på ham og vendte så blikket væk i et kort øjeblik for at vende blikket tilbage på Deavás. Han var nød til at se om han drak først eller hvad han gjorde.

Knægten havde ret.. Den slags ingredienser kunne bruges til mange ting, men Deavás havde ikke brug for at gå i detaljer, da han nødigt skulle afsløre for meget af indholdet. Ikke at det var en farlig cocktail, der var blot tale om en nødvendig blanding, hvis Deavás skulle gøre sig nogen forhåbninger om at komme ind i Ompries tanker. Ikke at han ville få direkte adgang til hans minder, de ville befinde sig et sted imellem dem virkelighed de sad i og hans tanker. Faktisk skulle de bare mødes på midten for at få det hele til at lykkes. Ompries var dog endnu ikke sluppet af med sin hikke og Deavás havde lidt på fornemmelse af, at det ville få indflydelse på deres hallucinationer, som de skulle dele. Det måtte han jo så bare tage med, hvis altså han kunne overtale knægten om at drikke væsken. Lige netop det lod til at blive en udfordring. Udfordringer var som sådan ikke noget problem, men Deavás var så småt begyndt at blive irriteret på knægten, så han var knap så villig til at gennemgå de samme udbrud om mistro.

Der skulle mere overtalelse til.. Han kunne fornemme på det knægten, som han trak hånden tilbage i stedet for at tage imod flasken. Deavás sukkede bare opgivende af hans ord og rystede på hovedet, som han førte fingrene hen over åbningen på flasken. Med god vilje kunne han blokere effekten i noget tid, men hvis Ompries fortsat nægtede, så ville Deavás gå sin vej. Han skulle nødigt ende i en pinlig situation i hans selskab. ”Men så drikker du det også..” vrissede han køligt og irriteret, som han ventede på et svar fra ham. Knægten var atter urolig, hvorimod Deavás følte, at han sad ganske fint og derfor blev siddende på trappen. Han rettede let på den ene arm, som han hvilede albuen mod den kolde trappe og placerede flaskens munding mod sine læber. Hans gyldne øjne søgte Ompries, for at vide om han havde tænkt sig at drikke eller ej. Han ville ikke drikke væsken før at han havde hans garanti. Derfor blev flasken også på hans læbe. Afventende et svar. Hvis Ompries nægtede, så ville han droppe at hjælpe ham. Der var ingen grund til at spilde flere kræfter på nogle informationer, som måske ikke engang fandtes.

Ompries vringede lidt på næsen af indholdet og hvad flasken. Han anede ikke engang om han skulle drikke det, men kunne man nu stole på en dæmon af Deavás slags? Han var ikke sikker alligevel sagde han. "Hvis det må være sådan." han kiggede på Deavás der holdte flasken for munden. Men hans øjne var fast på Deavás hals for at se om han drak. For hvis ikke han gjorde, ja så gjorde Ompries det slet ikke, og så måtte det hele jo være løgn. Så kunne Deavás jo slet ikke fjerne nogle minder. Så lå det hele jo bare i munden på ham. Men det gjorde det jo også oftest hos dæmoner, det var i hvert fald hvad Ompries havde erfaret i sit unge liv.

Ompries lagde armene over kors hans blik fjernede sig ikke en eneste gang fra Deavás hals, et par enkelte gange lod han blikket gå op på ansigtet og så ned på halsen igen. Han begyndte at sveje lidt som han stod op og et enkelt hik kom fra ham igen. I hans krydsede arme begyndte han at knytte sine hænder så knorerne blev helt hvide. Hvorfor kunne den hikke ikke bare stoppe nu. Det ville være meget bedre. Han åbnede munden og ud kom en bøvs. Virkelig charmerende Ompries virkelig charmerende! Men nu var han her jo ikke for at være charmerende, han var her for at få noget at drikke, hygge sig lidt med det der var hver at hygge sig med, og ikke mindst nu at få fjernet sine minder. Det skulle nok blive en god dag alligevel, selvom det var en dæmon han var i selvskab med.

Noget kunne tyde på at hadet for dæmoner lå dybt i knægten, han var i hvert fald ikke til at løbe om hjørner med. Hvilket var højst usandsynligt i en situation som denne. Måske Deavás skulle have ventet til at han havde tømt endnu en flaske. Men det hele havde taget en uventet drejning, så han var aldrig kommet så langt og nu skulle der snart ske et eller andet, ellers ville han ende med at gå for alvor. Og så ville han i hvert fald have spildt sin tid på ham og på øen. Ompries ord overbevist ham ikke ligefrem om, at han havde tænkt sig at drikke af indholdet efterfølgende, men selv i små mængder kunne Deavás godt håndtere væsken. Derfor løftede han også flasken let, som han lød den kolde væske ramme læberne, før at det løb ind i munden på ham. Der var tale om en mindre slurk, som han vendte flasken om igen og rakte dem mod Ompries. Deavás sank indholdet, som han rakte tungen mod Ompries, blot for at vise ham, at han havde drukket det. ”Din tur” lød det lettere stædigt, som han endnu ikke havde rejst sig op. Det ville blive værre, hvis de endte med at stå op, for så ville de højst sandsynligt falde om på stengulvet, hvilket Deavás ikke havde nogen planer om at risikere. Ompries derimod måtte selv gøre op med sig, hvordan han ville tage hallucinationerne. Stående eller siddende..

Knægten havde stadig alkohol i blodet og man kunne tydeligt fornemme det på ham, som han endte med at svaje fra side til side. Deavás havde tidligere bedt ham om at sætte sig, men det havde været kortvarigt, eftersom at han tydeligvis havde noget energi, som han gerne ville ud med. Men så ville han jo bare være nødsaget til at blive stående. Blikket faldt roligt mod flasken, som han hørte Ompries bøvse. Måske alkoholen virkelig havde påvirket ham? Han var i hvert fald kun blevet mere stædig af at drikke på den måde. ”Hvor længe skal jeg vente?” kommenterede Deavás med et smil på læben, som han flyttede flasken let frem og tilbage imod Ompries.

Ompries kiggede fortsat på Deavás hals og lagde godt mærke til at han sank noget af væsken. Han var stadig ikke sikker på at han havde drukket noget, men da han rakte tungen ud kiggede han på flasken, han overvejede stadig om han skulle tage flasken. Han kiggede lidt på den og så op på Deavás. Han bevægede sig lidt frem og tilbage og satte sig ned. Dæmonen blev utålmodig da han endnu engang blev bedt om at tage flasken. Han tog fat i den drejede den lidt i sine hænder og overvejede kraftigt om han skulle drikke indholdet. Man kunne aldrig vide om der var kommet noget i det. Dog havde Deavás jo taget noget at drikke så var det vel sikkert nok ikke?

Han satte flasken for munden og tog det sidste af der var i flasken, det var ikke meget der var i så det var hurtigt overstået. Han kiggede lidt på Deavás og satte flasken fra sig. "Er du så glad?" spurgte han og kiggede lidt på ham. Han kiggede lidt ned i gulvet og som han stadig sad og svejede. "Og havd så nu?" spurgte han og kiggede på Deavás. Nu var det vel op til Deavás om hvad der skulle ske. For Ompries anede ikke noget som helst om noget. Han anede jo ikke engang hvordan det hele forgik! Han kiggede lidt ned i gulvet og bed sig i læben. Måske havde dette været en dårlig ide? Han anede det ikke lige nu, men måske var det en god ide i sidste ende?

Det var ikke forkert at bede en fremmed om at drikke en væske først, men hvis Deavás havde haft planer om at forgifte ham, så havde han nok gjort noget ved den første flaske, som de havde delt sammen. Men det var ikke tilfældet, så han blev blot irriteret, at han blev ved med at vise mistillid til ham. Selvfølgelig havde han givet udtryk for at dæmoner ikke var nogen han troede på, men kunne han virkelig blive ved med at hænge sig i den slags fordomme? Det var yderst belastende, når Deavás havde foreslået at han kunne hjælpe ham. Havde Ompries derimod tvunget ham til at hjælpe, så kunne det godt ske, at han havde gjort det modsatte, men det var ikke tilfældet, så der var ingen fare for at det skulle gå galt, medmindre at han intet fik ud af det udover brok. Men han nikkede roligt til ham, som Ompries valgte at tage imod flasken, så var det blot et spørgsmål om han havde tænkt sig at drikke det, eller om han ville smide flasken langt væk, bare for at provokere ham. Hvis det var tilfældet, så var det ikke til at sige, hvad der ville ske imellem dem.

Flasken blev placeret imod hans læber og væsken røg ned. Deavás nikkede til hans ord, som han rykkede sig en anelse tættere på ham og rakte hænderne frem imod ham. ”Nu venter vi..” lo han stille, som han dog gjorde tegn til at han skulle tage fat i hans hænder. Ellers ville Deavás umuligt få adgang til hans sind, men i stedet ende i sit. Det var jo ikke ligefrem meningen. ”Men jeg har brug for dine hænder” blot hvis Ompries ikke forstod hans hentydning, så skulle han da nok skære det ud i pap for ham. ”Når du bliver svimmel, skal du bare lukke øjnene og følge med” forklarede han uddybende, som han dog ikke havde planer om at Ompries skulle blive fanget af et minde, for så ville de umuligt komme igennem dem alle og derved fjerne dem. ”Vis mig din far..” fortsatte han roligt, som han tog en dyb indånding og var klar til at gå ind i Ompries minder. Alkoholen var nok en fin tilføjelse, for så var der en chance for at Ompries faktisk kunne være rolig og derved ikke koncentrere sig for meget om hvad der skete i minderne.

Ompries havde ingen problemer med at stole på folk, men dæmoner der imod det var noget helt andet. Han havde formået ikke at stole på dæmoner endnu, og det ville nok aldrig komme. Han havde ikke engang tanker om at stole på folk. Han tænkte lidt på Agarés som han havde mødt, se det var en dæmon der var hver at arbejde for. Men hvad var grunden til at arbejde for ham nu når hans tanker forsvandt midt i det hele? Nå ja det måtte vel komme før eller senere, nu handlede det jo om at få fjernet hans minder om Samson og intet andet!

Han kiggede noget forundret på Deavás og løftede det ene øjenbryn og rystede så på hovedet, skulle de nu til at holde i hånd? Hvad var det her for noget. Deavás nærmest insisteret på at få hans hånd og han måtte derfor trække på skuldrende og lagde hænderne oven på hans. Ompries lagde ikke engang mærke til at han blev svimmel, og hvis han gjorde så var det jo sikkert bare alkoholen der spillede ind var det ikke? Nej ikke når Deavás nu havde sagt at det var noget andet. Han trak lidt på skuldrende og lukkede øjne for bedre at kunne koncentrere sig. Han rullede lidt med øjne inde bag øjenlågene og tænkte på sin fader. Minderne fløj forbi, det var ikke kun Samson der kom ind over, men også Zidiac, Ompries druktur efter hans faders død. Hans morsomheder på horehuset og hans voldtægter. Alt kom ind over ham og han kunne ikke rigtig koncentrere sig om en fast ting, der var jo så meget der havde været tilknyttet Samson og så mange ting som der kunne have været anderledes.
Da han endelig tog sig lidt sammen og fokuseret på Samson af hvad han kunne huske af ham viste der sig et muskelbundt med langt mørkt hår. Den mørke glød i huden, og de selv samme klare blå øjne der var hos Ompries. Ompries klemte øjne lidt mere sammen for at koncentrere sig endnu hårde og holde fokus på Samson. Man kunne aldrig vide hvad Deavás ellers ville have, og ville han have mere af vide så måtte han jo spørge. Alt der skulle vises var Samson og det havde han jo så sagt ja til at ville gøre.

Det var sjældent klogt at stole på dæmoner, så Ompries havde den rette indstilling, men det lod ikke til at forhindre Deavás i at få det, som han faktisk var kommet efter. Det eneste det havde krævet var en smule mere tålmodighed, end han var van til at give til folk. Man kunne sige mange ting om knægten, han var virkelig irriterende at være i selskab af, men om ikke andet, så havde han da få ting at byde på. Så skulle Deavás bare satse på at det lidt han kunne få ud af ham, ville være nok for ham til at forberede sig på et eventuelt møde med denne Samson. Der var aldrig noget i vejen for at være forberedt og Deavás brød sig aldrig rigtig om at komme uforberedt. Ellers ville der jo være en risiko for at han ville ende i problemer, som så mange andre, som var stødt på Samson i fortiden.

Det var lige før at Deavás var klar på at beklage sig igennem, som Ompries lod til at tøve med at røre ham. Hvis han allerede nu mødte modstand, så var det ikke til at sige, hvilken modstand han ville møde i hans minder. Det kunne godt ende med at blive en hård omgang, og uanset hvad, så ville Deavás nok være nød til at trække sig lidt væk fra omverdenen for at finde hoved og hale i drengens minder. Ellers kunne de næppe bruges til meget. Han åndede lettet op, da Ompries valgte at tage chancen, som de endte med at røre hinanden og Deavás for alvor fik chancen for at finde Ompries i fremtiden. Dog var det ikke hans fokus for nu. Alligevel var de tvunget til at holde i hånd for at Deavás kunne få adgang til hans minder og derved tage dem fra ham. Hænderne blev lukket rundt om Ompries’, så han ikke valgte at trække dem til sig pludseligt.
Der var tydeligvis minder nok at tage af, men Deavás var ikke interesseret i mange af dem, kun så snart at han fik synet af Samson blev han fokuseret omkring de detaljer, som der lå begravet i Ompries underbevisthed. At Ompries havde spildt mange timer på druk og hor, kom egentlig ikke bag på Deavás, men der var ingen grund til at dømme ham for det, for han var ikke selv bedre. ”Hvad med din faders bande?” spurgte han uddybende, som banden godt nok var opløst, så var der en sandsynlighed for at han kunne sætte nogle ansigter på de tidligere medlemmer og måske finde dem frem fra deres skjul. Hans stemme var ganske svag i minderne, men det burde være nok til at trænge igennem til Ompries.

Ompries havde det med ikke at stole på dæmoner og Deavás måtte have regnet den ud, ellers måtte han da være godt dum. Dog regnede Ompries ikke med at han var dum nok til den slags. Deavás virkede til at være en klog mand.. Eller dæmon. Godt nok en smule irriterende men en klog en af slagsen. Han var da langt mere fornuftig end Zidiac var. Zidiac var jo også bare en slave så hvorfor ikke nyde godt af hende, hun hørte da efter hvad der blev sagt. Frem for hvad Murizz gjorde, han skulle vidst have lært et par ting eller to om hvad det ville sige at være slave over for andre. Han flimrede lidt med øjne som de var lukkede og forsøgte at koncentrere sig om sine minder af Samson. Samson der havde formået at forme sin egen død selvom det ikke var ham men hans far. Han koncentrerede sig om hans trænings time han havde haft med Samson samt alle de andre samtaler han havde haft med ham. Det var godt nok ikke så mange af dem, men der var da nogle stykker.

Deavás spurgte ind til RT banden og Ompries måtte tænke sig lidt om. Der var jo ingen af dem der kunne lide ham hvorfor så ikke bare smide de minder langt væk? Der var jo ingen grund til at gemme på dem. Han nikkede lidt og sagde "Gør det" han var ikke sikker på at Deavás hørte det, men han talte da i minderne som han selv havde gjort. Han begyndte at koncentrere sig om Tara, Kravenoh, og Ethelihn. Det var dem han kunne huske pt som havde været en del af banden. Der havde godt nok også været Lestat men han var jo bare en idiot. Alligevel koncentrede han sig også om ham. Han bed sig lidt i læben over hvor meget han var blevet overset af banden, og hvor meget han havde været uønsket. Der var ingen der rigtig havde kunne lide ham, og ingen havde formået at bibeholde kontakten til ham. Det viste sig vel bare at være en nødvendighed for deres overlevelse ikke? Han var ikke sikker, og egentlig var han også lige glad. Det havde været deres egen skyld at de ikke kunne lide ham, ikke mindst havde det været deres skyld at man så så meget ned på Ompries som man nu gjorde. Godt nok var Ompries voksen men han opførte sig ikke altid sådan. Han var mere en dreng der trængte til en kærlig hånd frem for en voksen der skulle respekteres. Han lagde alt vægten over på RT banden fordi de ikke havde set ham for den hjælp han faktisk kunne have været for dem.

Deavás var bestemt ikke dum, for havde han været det, så var det nok aldrig lykkes ham at rode rundt i Ompries minder. Men han gjorde intet for at udtrykke sin sejr, da det hurtigt ville få Ompries til at trække sig igen. Nu havde de fået skabt kontakten, så kunne han lige så godt udnytte det og rode lidt mere rundt i hans minder. Nok havde han lovet ham, at fjerne minder om hans far, men hvis han kunne få mere ud af det og Ompries ikke kæmpede imod, så var han ikke bleg for at tage chancen. Minderne med Samson var ikke mange og Deavás var begyndt at kunne forstå, hvorfor knægten havde et lettere ømt punkt for sin far, han var tydeligvis ikke i stand til at kunne se, hvorfor han ikke havde brugt mere tid på ham. Ikke at Deavás havde ondt af ham, tværtimod gled et smil over hans læber, som han dog holdt øjnene lukket og hvilede under armen imod sit ben for ikke at bruge kræfter på at holde sine arme oppe. Det gjaldt også om at finde en position, som de ville kunne sidde længe nok i, ellers ville det nok komme til at gøre ondt, når først de var færdige. Ikke at han havde bekymret sig om at advare Ompries om smerterne i musklerne og den kommende hovedpine, når først de var færdig. Han skulle nok opdage det, så snart forbindelsen røg.

Spørgsmålet var egentligt ment til at koncentrere Ompries minder om banden og ikke de mange medlemmer. Eller jo lidt, dog havde han ikke haft i sinde at fjerne minderne, han ville blot tage del i dem, så han kunne være forberedt en anden gang. Men ud fra Ompries ord, så kunne han godt fornemme, at han måske ikke ønskede at huske nogen af dem. Hvis det var hvad, han ville, så han ville han ikke have noget imod det. Deavás nikkede let for sig selv, før at han klemte hænderne let omkring Ompries, blot for at kunne koncentrere sig yderligere. Der var lige pludselig mange flere minder, end hvad han havde forventet. Men der var langsomt begyndt at dukke oplysninger op, som han kunne bruge til noget. Udnytte i fremtiden, hvis det blev nødvendigt. ”Udmærket” svarede han roligt, som han atter fulgte med i tankestrømmen og lod sit sind blev båret igennem alle minderne. ”Andet vi skal kigge på?” spurgte han ledende, som Ompries fik denne ene chance for at gemme smerten væk, så han ville kunne bevæge sig fremad og måske vokse yderligere. Deavás kunne i hvert fald mærke at minderne var med til at holde ham nede. Måske endda væk fra det store potentiale, som hvilede i hans sind? Ompries måtte sig stop, når han havde fået nok.

Ompres tog sig egentlig ikke længere af Deavás og havde ikke behov for at tage sig af ham. Ompries havde fået hvad han ville have, og det var kun et godt tegn. Så kunne det være at han kunne undgå at blive lige som Samson, selvom han lignede ham en del. Bortset fra det modermærke der løb ned over øjet på ham. Måske var chancen for at Ompries kunne forblive sig selv nu hvor hans minder blev fjernet. Måske var chancen der for at han kunne hamle op med en hver mand og gøre hvad der faldt ham ind var det rette. Ikke at han allerede gjorde det, men alligevel... Han bed sig lidt i læben og begyndte at blive svimmel. Måske han ikke skulle have drukket alt det han havde drukket når de nu skulle til dette her. Deavás havde jo selv tilbudt det, så hvorfor havde han drukket så meget?

Ompries koncentrede sig stadig om minderne og det gjorde han i et godt stykke tid inden han slap minderne og rystede lidt på hovedet. "Nej det var vidst det der skulle til." kom det fra ham og åbnede ikke sine øjne endnu før Deavás ville slippe hans tanker, men man kunne jo aldrig vide om de var færdige eller om Deavás ville have flere oplysninger. Det var vel bare spørgsmålet om Deavás var færdig med det hele. Han bed sig lidt i læben. "Er vi færdige eller?" han åbnede stadig ikke øjne, og han var stadig ikke sikker på om Deavás ville holde ord med at stoppe når det var tid, men det ville jo bare vise at der endnu en gang ikke var nogen dæmoner der var hver at stole på.

Skulle Ompries gå hen og glemme, hvad de egentlig havde gang i, så gjorde det ikke noget, for så kunne det være, at han kunne lure lidt på de minder, som han ikke ønskede at dele med ham. Det var ikke til at sige, hvad der gemte sig i drengens underbevidsthed, men han var overbevist om, at det måtte kunne bruges til noget. Uanset hvor lidt værdi det måske havde for Ompries, så kunne det stadig have betydning. Det var ikke unaturligt at blive svimmel af rusmidlerne, men Deavás havde endnu ikke nået sin grænse, så han forsøgte blot at få så meget ud af minderne, som overhovedet muligt. Han skulle sikre sig, at han fik det hele med og ikke gik glip af noget. Det sidste han dog efterlod i Ompries sind var et svagt minde af sin far, et minde der ville være med til at provokere de øvrige minder, som var blevet gemt væk. Han havde jo lovet ham, at han ville lade ham få minderne tilbage, når han en gang stødte på sin far igen. Der var intet i vejen med at holde løftet, for det ville ikke blive smertefrit at få minderne tilbage, men den information havde han selvfølgelig valgt at udelade og nu var det for sent.

Der var stadig forbindelse imellem deres sind, som han dog var klar på at give slip, hvis han lige pludselig skulle gå hen og mærke en indtrængen i hans eget sind. Dog lyttede han til hans ord, som han nikkede for sig selv og valgte at tage en rolig indånding. Det ville måske også være fint, at han fik mulighed for at samle minder i et system, så han kunne skabe et overblik over dem. ”Som lovet har jeg efterladt et svagt minde om din far, som vil gøre dig i stand til at få minderne igen, skulle du støde på ham i fremtiden..” ordenen var en test.. For ville ordet far være i stand til at påvirke hans sind eller ville han bare ignorere det følelser, som han havde givet udtryk for sidst. Måske han ikke en gang kunne komme i tanke om sin far, når først Deavás tvang ham til at tænke i den retning. Der gik dog ikke lang tid før at Deavás slap hans hænder og placerede dem bag sig for at ånde ud. ”Vi er færdige” det var mere for at Ompries ikke skulle være i tvivl om at det var slut for denne gang.

Ompries klemte sine øjne sammen for stadig at koncentere sig om hvad det nu end var i gang med. Hans tanker gled hen på mødet med Murizz og billedet af Murizz der stod og skabte sig åndssvagt fordi han ikke ville være slave for en som Ompries. Egentlig ville Murizz ikke være slave for nogen, men der var alligevel noget over Murizz som fik ham til at blive irriteret og vred. Hvorfor anede han ikke lige. Han havde sagt et eller andet til Ompries der havde gjort ham vred, men hvad det lige var anede han ikke, og han kunne ikke komme i tanke om det. Han bed sig lidt i læben som tankerne gik på hvordan Murizz havde formået at starte med at skulle dykke ned på Ompries og tage hans lem i munden, men aldrig kom til det. I stedet havde han været irriteret over et eller andet. Ompries bed sig i underlæben igen og glemte egentlig alt om tid og sted og hvorfor hans tanker gik hen på den del. Murizz var jo bare en irriterende slave der skulle lære at høre efter, lige meget hvad der så skete!

Ompries nikkede lidt til Deavás ord og bukkede hovedet lidt ned imod deres hænder som stadig lå oven på hinnden. Han anede ikke engang hvad han sådan rigtig lavede og da Deavás gav slip åbnede Ompries endelig øjne. Han løftede det ene øjenbryn af Deavás og havde halvt lukkede øjne da han havde haft dem lukket i et godt stykke tid. Han rystede på hovedet og kiggede så ned i gulvet. Han var stadig beruset og det kunne ses på ham. ”Hvad var det lige du lavede?” han stemme var lav, rolig og havde ingen indvirkning på at de netop havde været oppe at skændes over noget. Han var rolig i sine bevægelser selvom han var fuld. Der var jo ikke længere nogen han skulle se op til, og der var ikke længere nogen han skulle fokusere på at imponere. Han kunne rent faktisk være sig selv. ”Og hvad er vi færdig med?” spurgte han og kiggede lidt på ham med et ansigtsudtryk der sagde at han var fuld.

Der var ikke flere informationer, som Deavás kunne tilluske sig, han tvivlede på, at Ompries havde været i stand til at skjule informationerne for ham. Specielt ikke nok alkoholen stadig havde sin effekt på ham. Havde han haft lysten til det, så havde han nok udnyttet situationen yderligere, men det var ikke tilfældet. Han var taget til øen for at lære Samson bedre at kende, at hans søn befandt sig i borgen samtidig havde vist sig at være til hans held om end han havde haft sine udfordringer til at begynde med. Det var jo heldigvis endt med at være til hans fordel, som han selv mente, at han havde fået noget ud af det. Nu kendte han ikke kun ansigtet på Samson, men ville faktisk være i stand til at genkende nogle af medlemmerne i banden. Yderst nyttigt. Deavás rynkede dog let på næsen, som Ompries noget som det sidste viste ham et minde, der ikke lige frem faldt i hans smag. Slaven, Murizz, var ikke én han bekymrede sig for, men samtidig så vidste han hvilken skikkelsen han skulle gå efter, når først han skulle finde denne Murizz. Ompries lod dog til at have nogle syge fantasier og lyster, ikke at Deavás kunne se sig fri fra det heller, men at dele det med en vildt fremmede på denne måde, var en anelse besynderligt.

Forbindelsen blev brudt uden de helt store smerter, som Deavás dog rynkede let på brynene og placerede en finger på hver side af næsen for at rysten den svage hovedpine af sig. Det var primært for at distrahere sig selv og lod egentlig ikke til at virke, som han vendte ryggen imod trappetrinnet og lænede sig let tilbage. Ompries kom stille til sig selv, imens at Deavás allerede var i gang med at bearbejde informationer i sit sind. Han havde derfor lukket øjnene, men langsomt gled de op igen, som han vendte de gyldne øjne mod knægten ved hans højre side. Der gled et stille smil over hans læber. ”Jeg hjalp dig af med en voldsom hovedpine, kan du ikke huske det?” spurgte han med et smil, som han hvilede albuen imod trinnet og drejede svagt i kroppen. Han nikkede imod flasken ved siden af dem. Der var stadig alkohol i, men det kunne måske forklare den hovedpine, som Ompries snart ville opleve. Hvis han havde glemt alt om indgrebet, så kunne det faktisk ikke være mere perfekt. ”Din behandling.. Det tager dog lidt tid, så du skal bare vente lidt endnu” svarede han roligt. Knægten var tydeligvis helt væk, mon det var alkoholens skyld? Sikkert nok. Deavás valgte dog at rejse sig op, som han børstede kappen af og rettede let på den. Blikket gled retur på Ompries. Kunne han selv finde retur til fastlandet, eller ville han være tvunget til at tage ham med?

Ompries havde det som blommen i et æg, han havde det faktisk meget godt lige meget hvordan man vendte og drejede det. Han var ikke lige frem særlig glad for at have delt et minde med Murizz men det var hvad det var. Han havde det faktisk fint, ikke at han kunne huske hvorfor han havde været så vred på Murizz men det var vel også hvad det var. Han kiggede lidt på Deavás da han åbnede øjne og holdte øjenkontakten med ham i et stykke tid. Havde han virkelig hjulpet med en hovedpine? Nå ja det var sikkert rigtigt, for han havde da ikke hovedpine lige nu. Noget fuld, men det var en anden side af sagen. Måske han ville få ondt i hovedet når alkoholen engang aftog.. Han trak lidt på skuldrende og kiggede lidt væk fra Deavás og tog sig til hovedet, måske havde han ret. Det kunne der nok ikke være nogen tvivl om. Han nikkede lidt for sig selv og begyndte at tænke sig om. Ompries nikkede til det Deavás sagde. Ting tog jo tid, så mun ikke det ville gå over? Nu hvor han mærkede efter var han faktisk også noget svimmel. Hvad havde den dæmon dog lavet? Nå det var jo også lige meget nu. Det var jo ikke noget der kunne gøres om, og han havde jo selv givet lov til at fjerne hovedpinen. Han nikkede lidt for sig selv igen og lagde hovedet lidt på skrå. "Når du nu har fjernet min hovedpine, vil jeg gerne tilbyde dig et job med krystaller involveret." han kiggede lidt på ham og rettede hovedet op. Han rejste sig op fra hvor han sad for at strække sig en enkelt gang. Deavás virkede jo som en dæmon der kunne finde ud af nogle ting, og det gjorde ham faktisk ikke noget. Spørgsmålet var jo bare om han ville tage imod et tilbud som det han havde i tankerne. Han tvivlede på at det ville ske, men man kunne have lov til at håbe.

Minder havde tydeligvis haft en effekt på knægten.. Eller i hvert fald på hans humør, for som Deavás så ham lige nu virkede helt forkert. Han lod i hvert fald ikke til at være sig selv, eller måske var han netop sig selv nu? Han havde bare haft en masse minder, som holdt ham nede og gjorde ham ude af stand til at være åbne overfor andet end hævn og frustration. Egentlig så var Deavás ikke overbevist om, at han kunne lide denne nye side af knægten. Derfor endte han også med at rynke let på næsen, som han fik lagt noget afstand imellem dem ved at rejse sig op. Minderne havde virket lidt som en hovedpine både for Deavás og Ompries, så det var kun fair, at han formulerede det på den måde. Desuden så ville Ompries næppe forstå ham, hvis han forsøgte at forklare, hvad der var foregået imellem dem. For minderne var der ikke længere.

Blikket var rettet imod knægten, som han lyttede til hans ord, fulgte med i hans bevægelser og forsøgte at fastslå om alt var som det skulle være. Der lod ikke til at være nogle bivirkninger af eliksiren, eftersom at han svaje skyldes den alkohol, som han havde fyldt på sig tidligere. Men det havde han sikkert også glemt.. Deavás var egentlig klar på at forlade borgen, da Ompries atter tiltrak al hans opmærksomhed. Krystaller? ”Et job?” der var svært at skjule den latter, som var at høre i undertonen. Smilet på hans læber understregede også det faktum, at han synes det var en morsom tanke. Deavás havde allerede et job, et yderst frit job, hvor han kunne gøre hvad han ville, så hvorfor skulle han nogensinde være interesseret i endnu et job og da slet ikke med Ompries som chef.. Tanken var simpelthen absurd, men han var villig til at lade ham uddybe, som han lagde armene over kors, nikkede til ham og bad ham om at uddybe med et signende blik i det gyldne øjne.

Ja Ompries havde ændret sig, men hvorfor skulle man ikke også det når ens minder var fjernet? Der var jo ikke lige frem nogen han skulle se op til mere, der var ingen han skulle makke ret til. Han bed sig kort i læben og kiggede lidt ned i gulvet og så op på Deavás igen.
Han havde tilbudt et job til ham fordi Ompries mente han havde sans for denne slags job. Han lignede i hvert fald en, og ikke mindst så var han jo dæmon. Dæmoner kunne altid et eller andet med den slags han havde i tankerne. Han lagde hovedet lidt på skrå og bevægede sig frem og tilbage. "Tja jeg skal ikke gøre noget andet end at være der. Men Murizz som jeg har snakket om tidligere har brug for at vide hvem der er hans herre..." han tænkte sig lidt om for at finde ud af hvorfor. Dog lå det ikke lige frem på tungen. "Hvorfor kan jeg ikke lige huske nu. Men han skal vide hvem der bestemmer, og jeg mener at du måske kunne give ham lidt underholdning på den ene eller den anden måde." han kiggede lidt på Deavás og lagde hænderne om bag ryggen. Han var slet ikke sikker på om han havde udtrykt sig godt nok, eller om Deavás ville sige ja til jobbet, men der var jo kun en måde at finde ud af det på. Han rettede hovedet op og kiggede på ham med et smil på læben. "Hvis du forstår hvad jeg mener." han var jo nød til at tjekke om det var noget han forstod. Ikke at han var sikker på det. Han kiggede lidt ned i gulvet og begyndte at rode lidt rundt med den ene fod på gulvet.

Det var ganske forfriskende at se ændringen i knægtens personlighed. Det havde været en anelse uventet, men det var faktisk mere end velkommen. Deavás åndede lettet op og var egentlig ved at være klar til at gå videre og efterlade knægten i ruinerne. Men det lod til at Ompries havde andre planer for afslutningen på deres lille sammenstød. At knægten følte sig i stand til at kunne indgå den slags aftaler med Deavás var lettere forunderligt, eftersom at han ikke selv følte, at han havde give udtryk for at ville indgå en ny aftale med ham. For den tidligere aftale med minderne, havde han jo faktisk fået noget ud af. Men dette.. Det var ikke rigtig til at sige. Men han fik chancen. Lidt endnu.

Armene blev lagt over kors, som et udtryk for, at han ikke var helt overbevist om at aftalen var noget der faktisk interesserede ham. De gyldne øjne var smalle og næsen let rynket, som han trippede let med den venstre fod og ventede på at Ompries fik forklaret sig. Hvad skulle han være der for at overvåge? Et køligt smil gled over hans læber, som slaven fra tidligere, blev nævnt. Han kendt altså ikke sin plads i verdenen? Det forbavsede ham ikke, fordi hvis Ompries forsøgte at få slaven til at indse sin rolle, så havde han næppe gjort et særlig godt job. Han havde jo set minderne. Eller havde Ompries allerede glemt det? Deavás gjorde mine til at åbne munden, men tav, som han lod knægten fortsætte. Måske det kunne blive interessant? ”Du har altså fået den opfattelse af, at jeg gør den slags ting for andre?” spurgte han lettere forundret, som der dog hvilede et køligt smil over hans læber. Det var ikke helt forkert, men han havde ingen planer om at inddrage Ompries lige med det samme. Først skulle han lige se Murizz an og så måske lade Ompries tage del i morskaberne. ”Og hvad vil jeg få ud af den slags aftale?” spurgte han med et hævet bryn, som han lod blikket vandre over Ompries. Han udstrålede ikke ligefrem noget, som Deavás var interesseret i og han havde allerede fået hans minder, så hvad mere kunne han byde ham?

Ompries kiggede lidt på Deavás og det var tydligt han ikke var tilfreds med det han havde at tilbyde. Men så igen han havde heller ikke rigtigt tilbudt ham noget som helst. Det var der ingen grund til. Han lagde hovedet lidt på skrå og lagde selv sine arme over kors. Han rystede på hovedet over Deavás ord og sendte ham et kort smil. ”Nej overhovedet ikke. Det undre mig bare at en dæmon ikke ville gøre den slags. Så skulle du være den første til overhovedet at bevise mig uret i at dæmoner kan være søde.” han lænede sig op af den nærmeste væg og fastholdte et blik på Deavás ”Men jeg kunne jo tage fejl med den mine du sætter op, og den indsats du allerede har gjort. En dæmon gør aldrig noget uden at få noget igen.” han kiggede lidt på ham og sendte ham et skævt smil.

Straks kom Deavás ind på noget som Ompries ikke havde overvejet, hvad kunne han egentlig tilbyde. Han var ikke engang selv sikker på det. ”Tja du vil muligvis ikke have det men krystaller hjælper vel altid på den slags ting ikke? Og skulle interessen være noget andet må du endelig sige til.” han kiggede lidt på ham og så ned i gulvet. Han var ikke sikker på hvad det var Deavás ville have, men han skulle vel nok sige det hvis det var. Det var jo ikke engang sikkert at Deavás ville gøre noget af den slags ting som Ompries havde forslået. Egentlig var Ompries ikke sikker på noget som helst lige nu.

//Afsluttes grundet inaktivitet fra min side af - jeg har brug for at starte med nye tråde x3 Skriv endelig, hvis du mangler en tosse til dine ideer!