Endelig var der håb for at Deavás kunne fortsætte uden kamp. Kampgejsten forsvandt fra hendes blik og hun lod til at acceptere sin skæbne. Den glæde var dog ganske kort, som det gik op for hende, hvad han ville have hende til. Et hæst hvæs undslap hans læber, som han kiggede frustreret på hende med øjne der brændte sig fast i hendes hornhinde. Havde hun ikke fået nok? Han vendte hånden mod hendes hals denne gang, som han forsøgte at presse hende op mod det træ hun lige havde stået op af. ”Jeg sagde .. uden kamp” hvæste han køligt, som han forsøgte at presse hende mod træet. Han var ligeglad med om det ville gå ud over hendes vinger. Hun forsøgte konstant at modsætte ham og han var godt og grundig træt af det! Og hende..

Han strøg fingrene ned over hendes bryst med den anden hånd, før at han flyttede den tilbage mod kniven. Hvis det var sådan hun ville have det, så måtte hun jo få det på den måde i stedet. Han strammede grebet om kniven, før at han hev den ud og gjorde klar til at svinge den imod hende igen, denne gang sigtede han efter hendes håndflade for at bore kniven igennem og ind i træet bag hende.

Corrine Kunne ikke acceptere at gå med til sådan en ting, så måtte Deavas forgribe sig på hendes livløse krop hvis det kom dertil, men mens hun var vågen ville hun så længe hun var vågen kæmpe imod med alt energi hun kunne trække ud af sin snart ødelagte krop. Men var der noget der gjorde hende bange var det Deavas blik og ord. Hun vidste der var konsekvenser ved at sige ham imod. Og endnu engang måtte hun gispe efter vejret som hun blev grebet om sin hals og pt er skubbet op af træet.
Som hendes vinger ramte stammen ville Corrine gerne skrige men det blev kvalt i gisp og hæse lyde som hun ikke kunne få vejret ordentligt. Hun sprællede og vred sig for at komme fri, dog ikkemk samme stil hun havde gjort for lidt siden, energien var ved at være væk.
Corrine ville ønske hun kunne bukke skgmforover som kniven blev hevet ud blot for at imødekomme smerten, men det kunne hun ikke og hun måtte blot lukke øjne for at holde det ud. Hvilket var nok meget godt for havde bundet kniven komme ville det nok havde sat sig i hendes sjæl for evigt.
Den pludselige ulidelige smerte der kom fra hendes hånd som kniven blev stukket igennem fik endelig fremkaldt et skrig trods hun blev holdt i halsen.
Panikkede åbnede hun øjne og så blot kniven gå ind i hendes hånd, og det var som hendes hoved bare ikke ville fatte hvor alvorligt det var. Hun så blot blodet, og kunne også mærke hvordan hun blev mere og mere våd ved ribbenene som blodet piblede stille ud af hende.
Hun kunne ikke mere, det var her det sluttet, hvad der skulle ske nu villemhunnjeldigvis ikke vide noget om. Og med et gik hun trods dennulidelige smerte i hendes krop, ud som et lys.

Deavás havde allerede forklaret det én gang, at hun så ikke valgte at lytte, var ikke hans fejl. Dog fandt han det nødvendigt at sætte hende lidt på plads, blot for at sikre sig, at hun ikke længere ville kæmpe imod, så han kunne arbejde videre. Han pressede sin underarm imod hendes hals, som han pressede hende op af, så hun ville være tvunget til at stå på tæer for ikke at blive kvalt.

Egentlig gjorde han blot et forsøg på at få hende til at stå stille og han var klar til at presse endnu en kniv ind i den anden hånd, hvis hun fortsatte med at gøre modstand. Men der gik ikke længe, før han opdagede at hendes grænse var nået og hun blev slap i hans greb. Uden videre flyttede han armen og lod hende falde imod ham. Han smilede skummelt, som han placerede armen om hendes krop og løftede hende over skulderen ved at sætte sig ned på hug, så hun faldt over ham. Med en arm rundt om hendes ben bevægede han sig bort fra træet med kurs mod huset igen.

Det var langt nemmere at arbejde med hende nu, som han uden videre nåede tilbage til huset og lod døren glide i. Deavás satte kursen mod trappen, som han bevægede sig ovenpå og smed hende tilbage i det samme værelse, som hun var flygtet fra. Denne gang smed han hende også i sengen, dog forlod han ikke hendes side længe. Det eneste han gjorde var at gå ud til karet for at samle noget vand op for derefter at vende retur med det lille træ krus, som han smed i hovedet på hende. ”Vågn op” lo han stille, som han langsomt begyndte at fjerne den hvide skjorte, som var blevet smurt ind i hendes blod undervejs, da han havde været tvunget til at bære hende.

Corrine opfattede ikke turen tilbage til huset, eller at hun blev lagt i en seng. Det hele var blot mørkt for hende, næsten som at sove menuen nogle former for drømme, blot en tilstand af mørke hvor hun var lukket helt af fra omverden. Desvære for hende skulle den tilstand ikke være ved som det næste hun opfattede var en våd fornemmelse imod sit hoved. Normalt ville hun nok være vågnet med et chok af sådan en opdækning, men nu blev det blot til en mumien og hun skulle kæmpe med at åbne sine øjne.
Hvorfor havde hun så ondt? Hvor var hun henne? Nå ja hun havde mødt den her mand og... med et gik det op for Corrine hvad der var sket og hendes første tænke var ren panik, men hendes krop ville ikke reagere, det blev blot til hun fik rykket meget lidt på sig inden smerterne tvang hende ti, st ligge stille. Hendes udmattet blik blev rettet imod Deavas.
Hendes øjne blev store som hun indså han var ved at smide skjorten og ville entelig gerne igen råbe op og spjætte for at komme væk. Men det blev til en kort rumlen med armene og hendes stille udmattet stemme der mumlede "nej! Jeg kan ikke"

Deavás blik hvilede mod hende, som han åbnede skjorten.. Den var smurt ind i hendes blod og klaskede til hans overkrop, som han følte at det ville forstyrre hans bevægelser, når først blodet begyndte at størkne og så var der selvfølgelig intet i vejen med at smide tøjet. Hun bar ikke selv noget tøj, så det var vel kun fair, at han smed det også? Det gik hurtigt op for ham, at hun atter vågnede også selvom hun ikke havde reageret meget på det vand han havde smidt efter hende. Udmattelsen stod malet i hendes blik, som han smilte køligt til hende og trak skjorten over skulderen og lod den lande på gulvet, før at han bevægede sig tilbage til sengen. Han greb fat om lagnet og rev nogle strimler at stof af, før at han greb ud efter hendes hånd. ”Læg stille, ellers forbløder De” mumlede han køligt. Det var ikke for at redde hendes liv, men i stedet for at sikre sig at hun ikke atter døsede hen på grund af blod mangel. Han viklede stoffet rundt om hendes hånd og bandt det samme i hendes håndflade.

Deavás vendte fokus mod hendes ribben, som han strøg fingrene ned over hendes hud. Hun var endnu engang smurt ind i blod, men denne gang var han ikke interesseret i at lade hende tage et bad for at slippe af med det. I stedet smurte han det rundt på hendes mave med sin hånd. Han lod fingrene stryge over hendes bryst, før at han placerede fingeren mod hendes sår og lagde et pres på. Hans blik gled mod hendes øjne. ”Bare rolig..” lød det opmuntrende, også selvom der hvilede et skummelt smil over hans læber. Hun kunne ikke gøre meget imod ham lige nu, så han tog sig tid til at overveje sin fremgangsmetode.

Det hele var lidt tåget og Corrine havde lidt kvalme, hun magtede ikke engang at kiggge ned af sig selv og se skaderne. Hun prøvede med sit sin at få sin krop til at reagere, bare den ville rejse sig og gå sin vej, men ikke en muskel ville lytte til hende. Der var blot et lag af tung smerte i hver en muskel, og i sær ryggen nu hvor hun lå på sine nye vinger.
Synet af Deavas der endelig havde fået skjorten af var hende skræmmende og igen blev øjne lukket for at prøve i det mindste drømme sig et andet sted hen så det blot kunne blive bare en tand mere rart i hendes sind. Men som han greb fat i hendes skadet hånd pev Corrine blot men kæmpede ikke imod.

Deavas berøring af hendes mave og bryst var en meget mærkelig fornemmelse. Det var en blanding af det gjorde ondt, ubehag over han rørte hende, men skræmmende nok også en rolig fornemmelse af det igennem dette mørke faktisk var noget behageligt. Men det vækkede blot skam i Corrines sind at bare et my af hende følte det blot lidt behageligt.
Dog var det da overstået hurtigt som Deavas så lagde press på hendes sår. Smerten trak sammen i hendes muskler og Corrine trak sig lidt sammen men ikke så Deavas ville blive skubbet væk. Igen var de højeste lyde Corrine lavede små piv der undslap hendes læber.

Hvis dette en dag var overstået, så ville Corrine takke de guder der reddede hende fra dette helvede.

Foragt og had var velkendte følelser, som hans ofre ikke var blege for at give udtryk for. Men Deavás var ikke typen til at bide mærke i det og han tog sig bestemt ikke af det. Alle kunne hade ham, hvis det var nødvendigt, så længe at han kunne leve med sig selv.. Og han havde ærligt talt ikke oplevet noget, der gjorde at han ikke skulle kunne leve med sig selv. En situation som denne var heller ikke uvant og han var van til at forbinde sin ofre, så de ikke endte med at forbløde.. I hvert fald ikke før at han var trætte af dem. De skulle helst dø på det rette tidspunkt. Derfor var det ikke et problem at forbinde hendes hånd, ikke at han gjorde meget for at lindre hendes smerter. De var velkomne.

Vold var ikke altid vejen og Deavás havde det med at spille på flere følelser, derfor var der tale om en blanding af smerte og behag, som han strøg fingrene over hendes nøgne krop. Der var sket en del allerede og den rødlige tone af blod fik blot hendes kurver til at træde mere frem. Dog fandt han det nødvendigt at tilse hendes sår ved ribbenene. Det var ikke særlig pænt, men havde gjort sit for at holde hende vågen. Han pressede stille en finger ind i såret og førte en finger rundt i åbningen, som var han i færd med at rense det på en noget så ubehagelig facon. Dernæst holdt han hånden over såret, før at han lagde et stykke stof over såret og skubbede enden under hendes ryg, så han kunne lægge forbindingen rundt om hende.

Corrine kunne ikke kapere i sit hovede hvordan disse ubehagelige berøringer Deavas lavede på hendes krop stadig kunne føles art, hun skammede sig inderligt lige nu, alt burde bare skrige af ubehag, men hendes krop havde værert i konstant smerte så længe, så nu tog den blot imod noget der rent faktisk minnede mere om kærtegn end noget der ville den ondt. Lavt kom der små lyde fra hendes mund men man kunne ikke rigtigt tyde hvad det var hun prøvede at sige. Dog lød det ynkeligt.

Som Deavas så igen blev ubehagelig og roede ved hendes sår klynkede Corrine igen, men gjorde ingen form for modstand og lod sig blot blive løftet lidt op så hun fik forbinding om sig. Dog for måtte hun forsigtigt holde fat i Deavas skuldre for at støtte sig lidt op så det ikke gjorde så ondt, hvilket var flovt for hende da han trods alt havde torturret hende og nu virkede det blot som hun var afhængi af ham.

Hvornår ville dette overhovedet slutte... måske ville Deavas blot lade hende være nu, eller nogle ville hoppe frem og sige det hele var for sjov, morbid form for joke, men i det mindste var det hele falsk og ikke rigtigt.

Corrines krop lod til at være yderst udmattet, som Deavás ikke behøvede at kæmpe imod hendes hænder, i stedet kunne han frit lade sine fingre vandre over hendes krop. Han tog sig god tid for at undersøge hver en krop af hendes krop. Fingrene var rolige, men også yderst målrette, som de bevægede sig mod hendes sår. Hvis ikke han lukkede det af, så ville hun forbløde og så var der ikke mere sjov at hente fra hende. Hendes små klynk var ikke nok til at få ham til at stoppe, som han var tvunget til at sikre sig, at en stump fra kniven ikke havde sat sig fast i hendes ribben undervejs. Hun lod dog til at være gået fri fra den slags, så han kunne hurtigt lukke såret til.

At Corrine var vågen nok til at holde fat i hans skuldre, fik ham til at smile let, som han lukkede øjnene og blot snuste til hende. Det var en blanding af sødme og jern fra blodet, som mødte hans næse. Men det forhindrede ham ikke i at nyde duften, som han formåede at få forbindingen rundt om hende. Stille placerede han en hånd mod hendes lænd og nakke for at ligge hende ned i sengen igen. Han lagde hende forsigtigt ned, før at han tørrede blodet af i lagnet og rettede de gyldne øjne mod hendes krop igen. ”Havde De nu ikke kæmpet imod på den måde, så overvej kort, hvad De kunne være sluppet med” det var en lav og ubehagelig hvisken, som han bukkede sig ned over hende og placerede et stille kys mod hendes kraveben. Han hev roligt benene op i sengen, som han lænede sig mere over hende.

alt gnist for modstand var forsvunddet. Aldrig havde Corrine forstillet sig at møde et væsen der var så ondt imod hende. Samson som havde forvandlet hende til en lille pige havde ikke engang været sådan her over for hende, heldigvis. Men nu var det jo ikke til meget hjælp da Corrine blot måtte kommet med et halvkvalt opgivende suk som hun blev hjulpet tilbage og ligge ned i sengen. Det var som et stykke var blevet revet af hendes sjæl, bare det at skulle indse lige meget hvad hun gjorde kom hun ikke væk fra Deavas og jo mere hun havde kæmpet jo værre gjorde det for hende.

Igen da Deavas var ovre for at plante kys på hendes kraveben lukkede Corrine sine øjne hårdt i. Hun havde ikke lyst til at opleve det her. Det skulle ikke følels behageligt og afskyeligt på samme tid. Hun ville bare så gerne bare sove og vågne op langt væk herfra.
"De må ikke.. hver sød" mumlede Corrine stille trods hun nok måtte indse at lige meget hvad så ville Deavas nok få sin vilje og tage det han ville have fra hende.

At hun ikke nød det, generede ikke Deavás, som han blot lod kyssene vandre over hendes nøgne krop. Han tog sig god tid, som hun endnu ikke lod til at være i stand til at kæmpe imod. Selvfølgelig var sårene også med til at trække al energi ud af hende, når smerten var uudholdelig. Men hvis hun virkelig ønskede at han skulle stoppe, så ville hun måske have forsøgt lidt mere. Deavás løftede sine hænder over hende, som han placerede hænderne ved siden af hendes hoved og bøjede sig ned over hende, for stille at presse sine læber mod hendes bryst. Tungen lod han vandre over hendes kølige hud, imens at han lyttede til hendes ord. Et smil bredte sig over hans læber, som han trak hovedet til sig og kiggede hende i øjnene. Om hun ville møde hans øjne var op til hende, der hvilede dog et køligt glimt i hans. ”Jeg skal nok være sød” lød det køligt, som han bøjede sig ned over hende og plantede et kys mod hendes læber.

Det var da utroligt som denne mand blot blev ved og ikke engang tog hensyn til hvilken tilstandd Corrine var i på nuværende tidspunkt. Det var klart for Corrine hvad Deavas var ude å at tage, og det gjjorde hende godt ked at hun ikke engang kunne kæmpe imod. Blot tanken om hvad der skulle ske var direkte ubehagelig ind i sjælen, trods hendes krop prøvede at forrede hende og faktisk prøve at nyde de kærtegn Deavas udsatte hende for.

Dog var hendes sind kun i ubehag, og da hun fik øjenkontakt med Deavas var der kun ubehag i hendes blik. Hun kunne slet ikke ofrstå hvordan mennnesker som Deavas overhoved fik lov til at gå fri rundt som om ingen lod sig bide i hvor ondt et menneske han var.
Da Deavas plantede sine læber på Corrines kom hun med en utilfreds lyd og prøvede at rykke sit hoved væk. Det var langt over grænsen hvad der på nogen måde i hende hoved var tilladt for nogle, trods hvad Deavas nu ellers var ude på, det var jo så langt mere.

At Corrine ikke formåede at nyde øjeblikket bekymrede ham slet ikke, som Deavás lod sine hænder vandre over hendes overkrop. Han tog sig god tid og valgte at holde øjenkontakt med hende, blot så han kunne se hvordan hun havde det med det. Fordelen ved hans metode var at hans ofre sjældent meldte ham til byvagterne eller gjorde et forsøg på at komme efter ham. Han følte sig lidt ved siden af det hele, men ønskede bestemt heller ikke den opmærksomhed, som det kunne give ham, hvis han blev eftersøgt. Derfor var han nød til at sikre sig, at Corrine ikke fandt modet til at sladre om ham og hendes sår var blot en lille del af det.

Smagen af hendes læber var ganske særlig, som hun forsøgte at undgå ham, men han blot fulgte med for at presse yderligere på. Han kunne godt blive meget mere ubehagelig, hvis det blev nødvendigt. Corrines modstand var svag, men Deavás valgte alligevel at slippe hendes læber for at føre læberne ned over hendes hals. Han bed hende i halsen uden at bryde huden, som det ikke var formålet med situationen, i stedet vandrede han ned til hendes sår ved hendes ribben, hvor han pressede sine læber imod for at provokere såret yderligere. Et skrig, enten i smerte eller nydelse, havde lidt samme effekt på ham, så det betød ikke meget.

//Afsluttes grundet inaktivitet - skriv hvis vi skal starte noget nyt!