Eyad lyttede med interesse til Dals historie, men da slutningen kom, brød han ud i latter.

"Værdig?" gentog han og gned sine øjne, mens han stadig klukkede lidt. "Så kan vi lige så godt droppe det. Jeg er ikke værdig til noget eller nogen. Der er i hvert fald ingen mystisk og magisk dame, der gider spilde tid på sådan en som mig. Det er ærligt talt et mirakel, at du gider det."

Han små jo stadig lidt for sig selv og placerede et smækkys mod Dals kind.

"Vi må vist hellere finde på noget andet."

Dal lagde armene om Eyad og holdt om ham en anelse tættere end han først havde tænkt sig.

"Du må ikke sige sådan noget om dig selv" sagde han lavmælt men fast, og ukarakteristisk seriøst. Det varede dog ikke længere end de bestemte ord, inden smilet faldt vejen til dværgens læber igen.

"Hun vil se dit værd, og vide du er værdig til hendes hjælp inden nogen af os overhoved får åbnet munden! Og hvis ikke, så vil jeg ikke lukke min igen, før hun forstår hvor fantastisk du er..." hviskede han i Eyads øre, og gav elveren et klem, inden han løsnede sit greb en anelse - dog uden at give slip.

Eyad kunne ikke lade være med at smile over Dals tro på hans værd. Han vidste selv, at han ikke var meget værd, men når Dal holdt om ham, så glemte han det lidt. Det var i hvert fald rart, at der var én person, der mente noget andet end ham selv. 

"Okay, jamen, så skal vi da finde hende," sagde Eyad og klukkede lidt, mens han lænede sig ind og nussede sin næsetip mod Dals kradsende kind. "Hvor skal vi lede henne? Hvor starter vi?"

Hvis de alligevel skulle rejse rundt, så kunne de vel lige så godt lede efter denne dame, mens de gjorde det. Lige gyldigt hvad kunne de ikke blive alt for længe på ét sted, når omstændighederne med Kilepræsterne var, som de var.

Dal brummede tænksomt, og hans brystkasse vibrerende med den dybe lyd. Han trak vejret ind, og lukkede det langsomt ud igen, med endnu en brummen.
"Hvis man søger en legende, er ordet det eneste spor man har... så det bedste vi kan gøre er at rejse omkring, og spørger hvor vi kommer igennem, indtil vi finder et spor!" Dal sendte Eyad et halv-skævt, undskyldende smil. "Ikke den bedste plan ved jeg... men i det mindste bliver vi sammen på den her måde" fastholdt han med sine ord, mens han samtiddig fastholdt Eyad med sine arme, uden at gøre mine til at slippe det lange spetarkel af en elvermand!

Sandheden var, at Dal var bange, og selvom han kunne holde frygten fra sin stemme og sin væremåde, tillod den ham ikke at slippe manden han var blevet så utænkeligt glad for over de sidste måneder. Ikke helt. Ikke endnu!

Eyad syntes, han kunne mærke en spænding i Dals krop, som ellers ikke normalt var der, men det kunne hverken ses eller høres på ham, så Eyad tænkte ikke mere over det. Det var lidt svært at tænke klart, når Dal holdt om ham.

"Jamen, så lad os kommer af sted!" sagde han og tog Dals hage, så han kunne dreje hans hoved og kysse ham midt på munde. Han smilede og rejste sig og børstede sit tøj fri for græs. Han havde egentlig ikke lyst til at tage videre endnu, men der var ingen grund til at blive for længe og udfordre skæbnen. Og tog sin taske på ryggen og holdt derefter en hånd frem til Dal.


"Op med dig, gamle mand," sagde han med et bredt smil.