Kravenoh vidste på ingen måde hvad der gik igennem hovedet på hende, og at give hende en kniv var nok dumt, men hvis han skulle dø vil han gerne dø til hende. heller hende ind en eller anden heldig person.
ide hun kører kniven op af ham og op til hans hals, hvor hun presser den lidt ind i huden på ham, for ham ikke til at trække det meste på ansigtet.
"hvis jeg ville have taget fejl vil det være min egen skyld "

Han mærkede kniven forsvinde væk fra hans hals og så den falde ned i sneen, han så direkte på hende og smilede tilfreds " narre eller forråder dig, hvordan skulle jeg gør det, når jeg så bare kunne dræbe dig her på stedet, og vil kunne skjule dig sådan ingen fandt dig." han nyder igen hendes krop imod hans, hendes kys på hans hals " det er okay det betyder intet det lille sår fra kniven Damia"

Kravenoh så på hende hun var blivet meget våd ligesom ham på grund af regnen, han så på hende " er dit skjul i nærheden, du bliver syg hvis du ikke får noget tørt tøj på straks." sagde han med et afventende blik i hendes øjne, han vil ikke have hun blev syg for syg i dette land kunne man sjælden gør noget ved hvis det blev slemt.

Da han fortæller, at han ligeså godt kunne dræbe hende her, og gemme liget, og så være fri fra bekymringerne, hvis han ville, så smiler hun af ham "Jeg havde glemt, at du havde gennemgået alle muligheder i det sekund du så mig". Damia ligger hovedet på skrå og bider sig i læben. Hun ser ikke på ham med de samme nysgerrige øjne, men med et blik som sluger hver en detalje af ham, som om hun er ved at fortære ham med blikket.

Damia havde ikke lagt mærke til, at hun var gennemblødt og frakken hang tungt om hende og tyngede hende, lige så meget som tanken om at lade ham komme endnu tættere på livet. Men hvad havde hun at tabe, hun havde brugt en masse tid på at gemme sig og overleve. Måske behøvede hun ikke at bekymre sig om det længere, hvis hun spillede sine kort rigtigt, og det han sagde var sandt.
Hun trækker på skuldrende. "Jeg har haft et skjulested her i bjerget et stykke tid, men jeg har faktisk et hus i byen... eller det var min brors... jeg ved ikke hvor han er længere"

Kravenoh smilte blot af hende lidt for selvom han sagde de ting han sagde vil han ikke dræbe hende kun hvis hun selv bad om det. " jamen synes vi skal gå i tør vejr som om vi skal smutte ind til byen eller vi skal smutte ind i hulen det er op til dig." han var ligeglad hvor det blev bare hun snart blev tør, sådan hun ikke blev syg.

Kravenoh så blot på hende inden han løftede hende op i hans arme hvor han så hende i øjne. " jeg kender et sted vi kan være, lov mig at du lukker øjne i det vi forsvinder, og først åbner dem ide jeg siger du skal "
Kravenoh forsvandt med damia i hans arme.

Hun ser Kravenoh dybt ind i øjnene, med armene om hans hals, da han løftede hende op i sine arme, "Du bestemmer" Damia lukker modvilligt øjnene og de forsvinder.

//out