Han har fanget hendes opmærksomhed igen med noget uventet, og en lille sejrende rus går gennem ham et øjeblik. Et smil igen og et spørgsmålstegn til hans venlighed, bonus for ham! Han smilede bare til hende.
"Jeg er bange for, jeg nogen gange kan være lidt af en bisse overfor et par af mine tjenestefolk, der har det med at bryde ind i mit bibliotek, når jeg er bekymret eller vred, og tro mig, jeg kan være yderst ubehagelig ... Eller når det kommer til en vis vampyr, jeg ikke kommer så godt ud af det med, der kan jeg også være ekstremt ubehagelig." Et hård, koldt glimt kom kort i hans øjne ved det sidste, og han så hurtigt væk, for hun ikke skulle se det. Han fastholdt sit smil og vendte blikket mod hende igen så snart han havde styret de mørke impulser.
"Der skal mere end generel uvenlighed til, før jeg bliver det, især når der er en grund til den uvenlighed." Han betragtede hende vidende og med et lille smil.

Carolina sidder lidt og funderer over det med vampyrer. Hvad angår de magiske kræfter, er hun ikke totalt uvidende, men her i byen er det mest efter mørkets frembrud, at folk viser deres sande ansigter. Så vidt hun ved, har hun aldrig mødt en vampyr, men det er heller ikke ligefrem hendes største ønske, og hun kommer til at tænke på dengang, hvor hun forvildede sig ud på stranden og denne kvinde og hendes helvedeshunde forfulgte hende. Der er meget få i dette land, der ikke har en eller anden form for onde intentioner, hende selv inklusiv. Eller måske ikke ligefrem onde, i hvert fald ikke sammenlignet med mørkets side og de, der slår ihjel for fornøjelsens skyld.

"Tjaeh ... Der er vel alle nogle, der gør en mere sur, end andre.." svarer hun så med et skuldertræk. Hun er nysgerrig efter at høre mere om denne vampyr, men det lader til, at han har en kæmpe konflikt med denne, og derfor spørger hun ikke ind til det.

HAn ved intet om hendes tanker eller mindet om kvinden med hendes helvedshunde, og et øjeblik sidder han sunket ind i sine tanker om Falco. Til sidst tager han sig dog sammen og smiler igen lige i tide til at høre hendes ord, og han smiler til hende og ser venligt på hende.
"Det er der," gav han hende ret. Han kunne mærke, der var et spørgsmål på hendes tunge, hun ikke turde stille ham, og det undrede ham egentligt. En af de ting han godt kunne lide ved kvinderne på gaden var, de altid var så ligefremme. Men hende her havde også andre kvaliteter, kunne han se. Han lo mildt og så muntert på hende.
"Kom bare med det, hvad er det, De så gerne vil vide?" spurgte han opfordrende.

Carolina er normalt ligefrem, ja, men nogle gange, som i situationer som denne, passer hun alligevel på, hvad hun siger, hvis det kan gavne hende. Men da han så alligevel gennemskuer hende, er der jo ingen vej tilbage, nu når han selv brænder for at høre hendes spørgsmål.

"Hvordan... kan man genkende en vampyr?" spørger hun så og ved ikke helt, om det er dumt spørgsmål. Hun har da hørt om vampyrer og deres kendetegn, men hun vil godt høre, om det hun har hørt, bare er en dum vandrehistorie.

Hendes spørgsmål overrasker ham en smule, men han lader som om det ikke gør, og han smiler blot fortsat.
"Jeg har selv kun mødt tre af dem. Det første, jeg så var deres øjne; fuldstændigt sorte. Det var det første, der satte mig på sporet af dem, men da de stak tænderne frem, var det også temmelig tydeligt. Ellers er jeg bange for, der ikke er ret meget, der kendetegner dem - ikke hvad jeg kunne se i alt fald ... Den første, jeg mødte, var meget afkræftet. Hun havde ikke spist... drukket, i lang tid, og jeg endte som buffet for hende - på frivilligt basis dog. Hun så ud til ikke at klare sig meget længere, og jeg havde svært ved at stå for hendes skøndhed, det indrømmer jeg gerne ... Den anden, jeg mødte, var lige efter det. Hendes skaber, som han kaldte sig, og det er så ham, jeg ikke klarer mig så godt sammen med. Vi røg i totterne på hinanden, og jeg fik at mærke hans hurtighed og styrke langt over hvad et menneske normalt besider." Han tøvede lidt, men fortsatte så. "Den sidste vampyr, jeg har mødt, er meget kompliceret! Hun er også en af hans kreationer eller hvad man nu skal kalde det. Det mener hun i alt fald selv, hun er. JEg huser hende for tiden, da hun er gravid med tvillinger. Hun er ganske rar og flink og kærlig, og der er ingenting der får en til at mistænke hende, med undtagelse af de sorte øjne. Så tre meget forskellige vampyrer, der ikke desto mindre alle er vampyrer ... Så jeg vil sige, det er meget svært at sige." Han sluttede sin fortælling med et alvorligt, tænksomt udtryk. Der gik et øjeblik, før han fortsatte lettere tøvende. "Han - Falco - mener jeg stjæler hans piger fra ham, og han er opsat på at slå mig ihjel, og da jeg mener, han opfører sig overfor damerne, som om de er slaver, ønsker jeg at stoppe ham. Det er blevet til et stærkt fjendskab mellem os." Hans øjne havde igen det kolde udtryk, men kun et øjeblik, mens han tænkte på Falco. Han tvang snart tankerne tilbage på Carolina og smiler svagt til hende.
"tilfredsstillede jeg Deres nysgerrighed, eller har De mere?" spurgte han med påtaget munterhed.

En smule betaget lytter hun til Levons beretning - for hende er det spændende, men selvfølgelig skræmmer det hende også lidt, og mens hun lytter til ham, konstaterer hun, at han da vidst heller ikke lyder til at have det helt nemt. Det giver hende også en form for respekt for ham, men det er ikke noget, man umiddelbart kan se på hende. For hende virker det hele lidt som et slags eventyr, men hun er godt klar over, at det ikke er realiteterne. Hun ser en smule alvorligt på ham.

"Ja, det gjorde det .." svarer hun så, og ser på ham. "Så De er alligevel lidt mere end en rigmandssøn," svarer hun med et lille glimt i øjet. Det er ikke for at fornærme ham på nogen måde, men hun kan alligevel ikke lade være med at sige det.

Han kan se, hans beretning rammer god jord, og det er vigtigt for ham og for at få ham til at fortælle. at det er dybeste lavor er han klar over, hun ved, og alligevel kan han godt se den lette drømmende glans i hendes øjne.
Aah, så pigen længes efter evnetyr? tænker han med et skævt, charmerende smil.
Hendes kommentar om at være mere end en rigmandssøn, får ham til at lægge hovedet bagover og bryde ud i et mægtigt latterbrøl, hans latter varm og maskulin og dybtfølt, foruden at være smittende. Den tilkalder sig mange blikke, som den altid gør, fordi den er så høj, men det rører ham ikke.
"Ja, en smule mere," lo han med små tåreperler i øjnene.

Carolina trækker sig lidt forskrækket væk fra ham, da han kommer med det store latterbrøl. Var det så sjovt? Selvom hans latter er smittende, er det eneste hun gør, at trække på smilebåndet. Hun er nemlig blevet ret overrumplet af latteren og ved ikke rigtigt, hvad der skal siges.
"Tjaeh..." ender hun så bare med at sige med et lille skuldertræk.

Han kunne se, hans latter skræmte hende, og det er ikke første gang, den har den effekt, og han smiler forsonende til hende, skal lige til at lægge hånden over hendes, men stopper den i luften og trækker den tilbage.
"Det var ikke for at skræmme dig. JEg har en meget voldsom latter, men jeg kan ikke gøre så meget ved det." Se nu der, tænkte han, nu endte det med, hun fik ham til at le og ikke omvendt.

Carolina ser på ham og smiler lidt, da han trækker hånden tilbage. Han har alligevel noget situationsfornemmelse, men se, nu undskylder han igen. Hun ryster på hovedet af ham.
"Lad være med at undskylde," svarer hun ham i et næsten blidt tonefald og overvejer lidt, om hun skal gøre noget mere. Hun overvejer alle sine træk meget grundigt, men kommer så frem til, at det må være nok for nu.

Han nikker roligt.
"Jeg er bare blevet så vant til, folk forlanger undskyldninger for alt," forklarede han, "Og jeg glemmer det helt, når jeg er sammen med folk, der ikke har det på den måde. Det er blevet så stor en del af ens person af alle de høje kvinder, der slet ikke kan tage lidt spøg, og hvor man skal undskylde, hvis man kommer til at sige goddag på den forkerte måde." Han skærer en grimasse og håber, han forklarede det godt nok til, hun forstod ham. Det er ikke med vilje, han undskylder hele tidne, det ligger i hans opdragelse. Han kan se, hun overvejer sine træk og ved ikke helt om han skal være lettet eller ærgre sig, da hun ikke gør andet.

Carolina ser overvejende på ham og nikker kort. Det kender hun overhovedet ikke noget til, hun ved bare, at hun er dødtræt af undskyldninger. Ligegyldigt om de kommer fra en som Levon, eller for eksempel Topaz, hvor hun også synes, det er irriterende.

"Tjaeh, De behøves i hvert fald ikke undskylde over for mig. Det kan jo alligevel ikke laves om," svarer hun ham med et lille smil og ser igen op på den mørke himmel. Hun trækker tæppet længere omkring sig, da en svag vind stryger forbi dem, men kommenterer det ikke.

HAn kan se på hende, hun er træt af undskyldninger, og han vil bestræbe sig på ikke at komme med flere.
"Det skal jeg gøre mit bedste for at huske. Og må jeg have lov at sige, det er en dejlig befrielse at tale med Dem?" Han smilede opmuntrende til hende og havde egentlig en trang - født af vane måske - til at føre hendes hånd til læberne. Men hun ville ikke bryde sig om det, så han lod være.
Han mærker vinden og kan selv føle, hvordan den køler ham ned. Hun må fryse afsindigt, og hun trak sig også sammen i tæppet og kappen. Han har ondt af hende, men ved det ikke er velkomne følelser hos den stolte kvinde, der helst ville klare sig selv.
Det er ved at blive meget sent, bemærker han, og det er ved at være temmelig mørkt og meget koldt.
"Hvis der er for langt til Deres skur på denne tid af natten, må jeg så ikke have lov til at låne Dem det værelse, jeg alligevel har lejet på en lille beværtning lige i nærheden? Jeg kan godt lide at have steder at gå kold efter en tur i byen, og værelset står ubenyttet i nat. Kun hvis der er for langt altså og De er træt, altså." Han smilede til hende. Det var sandt, han havde et værelse lejet, og at det var lige i nærheden, og på denne måde var det ikke helt som at modtage hjælp, det var bare belejligt for hende. Han kunne latid sørge for, hun fik sendt morgenmad op og hvad der ellers skulle itl, som hvis han selv havde været der. "Det har før været lånt ud til andre i din.. hmm.. situation, og der er som sagt ingen i det i aften alligevel, og værelset står bare tomt." Han forsøgte at friste hende til bare en enkelt nat i varmen, for det var virkelig en kold nat, og det tydede på at blive endnu værre og måske endda sne.

Carolina lader et smil glide over sine læber. Hun vil ikke indrømme det, men Levon er i hvert fald ikke lige så irriterende, som hun havde regnet med, han var. Hun sidder virkelig og overvejer hans tilbud. Prøver han at narre hende til et eller andet? Er hans tilbud reelt? Vil han noget med det? Har han skumle bagtanker? Sådan sidder hun et øjeblik, men kommer så frem til, at hun har taget chancer, der var langt farligere i livet, og derpå sender hun ham igen et lille smil.

"De er en meget venlig mand, Levon... og stædig," siger hun da og ser på ham igen med sine grønne øjne, inden hun langsomt lægger hendes hånd på hans, som en lille parodi på hans venskabelige måde at gøre det på, inden hun trækker den til sig, og igen løber et smil over hendes smalle læber.
"Næsten ligeså stædig som mig... Men på trods af det, vil jeg gerne takke ja til Deres tilbud," siger hun. For hun har jo ikke engang noget skur, og hun har også bemærket, hvor koldt det er i vejret her til aften. Hun har ikke lyst til at fryse ihjel. I hvert fald ikke her til aften.

Han kan se hvordan hun kæmper med sig selv for at finde ud af hvad, hun skal svare, og han forstår hende godt. Selv hvis hun ikke kender hans ry, burde hun have mistanke til ham, men han er faktisk reel.
"Ja og ja," sagde han og lo lavmælt i et forsøg på ikke at skræmme hende med sin latter igen. HAn vidste, han både var venlig og stædig, så hvorfor nægte det? han holdt på, det var vigtigt at kende sine styrker såvel som sine svagheder. Han nød følelsen af hendes hånd over sin og kunne sagtens se det morsomme i det. Alligevel var han glad for, hun gjorde det.
"JEg er glad for, De takker ja. Det er en skam at lade væreslet stå tomt på den måde, synes De ikke? En seng helt alene og kold, en pejs der står og ikke bliver brugt." Han drillede hende og vidste det godt.
"Vi kan gå derhen ad nu, så De kan komme ind i varmen, før det begynder at sne eller sådan noget," bemærkede han fromt.

Carolina bider godt mærke i, at han for hendes skyld dæmper sin latter, men hun vælger ikke at kommentere det, selvom hun sætter pris på det. Hun lytter opmærksomt til betoningen af hans ord, for stadig at kunne bedømme hans intentioner, men umiddelbart lyder han reel - og som sagt tidligere: hun har før taget chancer, der var langt dummere og farligere, end det her.

"Jo, det er det da," svarer hun ham med et svagt smil og rejser sig så. Hun regner med, at hvis han vil have sin kappe tilbage, siger han det, så hun binder kappen tæt om benene, så den fungerer som en slags lang nederdel.

Han har ingen intentioner om at frarøve hende varmen fra kappen og ser blot smilende til, mens hun binder den om sine ben. Så kunne den da bruges til andet end at flashe fra hans skulder, tænkte han en smule skyldbevidst. Han kom selv på benene og gjorde klar til at gå den ene gade væk, hvor den lile beværtning lå, og han forventer bare, hun følger med ham. Han går ikke så hurtigt, så hun kan sagtens følge med også med kappen om benene, og han ser roligt på hende med det samme smil han hele tiden har haft på læberne; det charmerende smil, der får kvinderne, de går forbi til at sukke.

Carolina er meget bevidst om, hvordan hun bevæger sig bag Levon. Hun holder øje med kvinderne, der kommer forbi, og kan slet ikke forstå, hvordan alle dåner kvinderne dåner omkring hende. Hun kan da godt se, at Levon ser godt ud, men hun synes også, han er lidt for meget af det gode. Men det er typisk mange kvinder, bare at se ukritisk på hele personen.

han ventede på hende, så hun kom op på siden af ham.
"Mine bekendtskaber ser ud til at være fast besluttet på at afsløre mig i aften," lo han mildt og hentydede til damerne, af hvilke han kendte de fleste mere intimt end han ville indrømme overfor Carolina, og resten ahvde hørt om ham gennem deres veninder. MEn det var ikke så meget Levons udseende som hans evner mellem lagnerne, der fik dem til at dåne, men det kunne hun jo ikke vide. Der blev hvisket om ham selv i de finere kredse, hvor det ellers var uhørt, men Levon følte sig hævet over deres snak og var kun smigret over den.
Han var selv meget bevidst om sine gode og dårlige sider og undgik som regel de dårlige, mens han fremhævede de gode, selvom det aldrig kunne falde ham ind at lyve om en dårlig side ved sig selv, hvis han blev spurgt eller opdaget.

Carolina smiler svagt af hans ord, i det mindste er han selv bevidst om det, og bortforklarer intet. Hun havde jo egentlig godt regnet den en lille smule ud, med den måde, han nærmest flirtende talte til hende i starten.
"Jeg havde vidst regnet den ud alligevel," svarer hun derpå hæst og holder fast i hans kappe om hendes ben, så hun ikke træder i den. Ingen grund til at gøre den mere beskidt, end hun selv er...