Hun griner ad hans kommentar.
"JEg er meget stædig og ville næppe give op; ikke før jeg havde prøvet alle kneb! Jeg har både en hale og en tunge at gøre godt med, der kan skræmme de fleste væk, hvis det skal til." Hun rakte sin lile, lyserøde tunge ud og viftede lidt med den, før hun trak den ind igen med et grin.
Ved det næste, han siger, lægger hun hovedet på skrå og betragter ham lidt forvirret.
"Hvad betyder tiltrækkende?" spørger hun, da hun aldrig har hørt ordet før, og han kan i virkeligheden bilde hende hvad som helst ind lige nu, hvis han vil. Hun kan dog se på ham, det var noget, han fortrød, så måske havde det ikke været så smart at spørge, men nu er det for sent, og Ihsan er ikke typen, der forttryder ret meget.

Davien kiggede bare underligt på hende, hvad i alverden havde hun dog tænkt sig at bruge sin tunge til? Hans uskyldige tankegang kunne slet ikke forestille sig hvad de fleste mænd straks ville tænke efter sådan en kommentar, halen så han da heller ikke det store problem med, den kunne da umuligt være særlig stærk.
"Din tunge? hvordan skulle den dog hjælpe"
Spurgte han nærmest helt uskyldigt.
Davien rødmede lidt idet hun krævede en forklaring på ordet, han havde egentlig helst håbet på at hun slet ikke havde hørt det, og han havde bestemt ikke tænkt sig at lyve for Ihsan.
"Altså... flot du ved"
Sagde han bare med helt røde kinder.

Hun griner og har slet intet dirty i tankerne (drai altså xD).
"Både tunge og hale er gode at overraske med! Min hale kan kilde noget så forfærdeligt, og min tunge overrasker altid folk, når de får den i hovedet!" Hun lo igen og smilede så bredt, så alle tænderne vises. Hun har ingen ide om hvad hun ellers kunne have brugt tungen til, da hun selv er ret uskyldig på det punkt. Hun har kun givet Kijo et hurtigt trut og selv fået et tantekys af Falco, så mere kender hun ikke til kysseri, og dén løsning falder hende dog ikke ind. Ikke en gang i haremmet har hun opdaget det, for hvem vil kysse et dyr?
Da han rødmer, lægger hun hovedet nysgerrigt på skrå, og hans ord får hende til at spile øjnene op.
"Synes du?" spurgte hun overrasket og rødmede selv. "Det har ingen sagt til mig før," mumler hun så nærmest forundret for sig selv. Men hun kan nu meget godt lide tanken om at være flot. At være tiltrækkende, og smilet finder hende igen, mens halen løftes op og vifter frem og tilbage bag hendes hoved. "Virkelig?" spørger hun så stadig chokeret over hans afsløring uden helt at kunne tro det.

Davien kiggede lidt underligt på hende efter hendes forklaring, han havde aldrig nogensidne hørt om nogen der blev tiltrækkelig forvirret af den slags ting i en kamp. For det første ville Davien slet ikke være kilden når først adrenalinen begyndte at pumpe sig ud i hans krop, og for det andet ville det heller ikke ligefrem gøre ret meget ved ham hvis hun plantede sin tunge i hovedet på ham, ihvertfald ikke hvis det skete i en slåskamp, det var selvfølgelig noget helt andet hvis hun gjorde det uden for en kamp, så skulle hun nok se en rødmende Davien.
"Jeg sagde det ikke hvis jeg ikke mente det"
Sagde Davien og havde virkelig ikke lyst til at de skulle fortsætte med at tale alt for meget om dette emne da Davien stadig fandt det ufatteligt akward at tale om.

Måske ville han ikke distraheres af så lidt, men det fleste blev forvirrede og tillod hende at bruge hendes styrke. Ikke fordi hun normalt havde problemer med at klare sig i en kamp, det var som regel hende, der holdt andre til jorden.
"Du ville måske ikke reagere?" spørger hun med et lille grin, mens halen vifter ivrigt fra side til side optaget af samtalen.
"Tak så. Det er jeg glad for, du synes!" spandt hun blidt, hendes øre liggende en smule ned på siden af hovedet i et kært udtryk. Og hun mente det virkelig. Ingen havde sagt sådan noget til hende før, og hun vidste knapt hvad, hun skulle gøre eller sige.
Den sidste halvdel af hendes suppe helt glemt, sidder hun bare og betragter ham, de to hjørnetænder stikkende ud over hendes læbe i et kækt smil.

Davien vidste ikke hvad han skulle svare, faktisk forstod han stadig ikke hvorfor man ville gøre brug af netop de to ting, dog var han rimelig sikker på at i en alvorlig kamp ville det ikke røre ham det mindste.
"Jeg tror godt jeg kunne ignorere det i en rigtig kamp"
Sagde Davien og kunne ikke lade være med at smile over hendes reaktion på hans kompliment, hun så ufatteligt bedårende ud på denne måde.

Hun smilede lidt drillende til ham ved hans kommentar.
"Jeg tror det forvirrer de fleste, fordi de ikke forventer det. Jeg.. overrasker dem? OG så er de uopmærksomme et øjeblik, og det er alt, jeg behøver." hun smilede til ham og vidste, han alt for godt var klar over hvor meget man kunne opnå ved et øjebliks uopmærksomhed.
"Hmm, men hvad kunne så distrahere dig?" spurgte hun nysgerrigt, selvom hun havde på fornemmelsen, intet ville kunne distrahere ham, når han først havde låst sig fast på et bytte.