Det kom slet ikke bag på Amora, at Elveren havde en anden mening omkring det med kjolen. Selvfølgelig havde han det. Han var også en mand. Men det kom ikke til at ske, det var hun helt sikker på. Det var slemt nok at hun råkyssede med en hun egentlig ikke kendte. Hun anede ikke engang hans navn. Men selvom det måske var slemt, havde hun ikke tænkt sig at stoppe. Det var dejligt, så hvorfor skulle hun stoppe? Så længe det blev holdt hemmeligt, gjorde det alligevel ingen skade. Og det var vigtigt at det blev holdt hemmeligt. Hendes families navn var vigtigt for hende, og hun ville ikke ødelægge det mere, end hun nok allerede havde gjort. Men hun vidste også, at hendes bror ville have været stolt af hende. Han havde altid sagt at hun skulle slå sig ud og gøre de ting hun kunne lide. Og det var det hun gjorde nu. Hun gjorde sådan set hvad der passede hende. Hun var bare påpasseligt med at hendes forældre ikke fik noget som helst af vide. Hvad de ikke vidste, havde de ikke ondt af.
Amora havde ikke tid til at snakke. Hun blev ved med at kysse ham intenst og krævende. Hun ville ikke stoppe.
Et lille smil blev dog formet på hendes læber, da han løftede hende op. Det stoppede dog ikke kyssene. Automatisk lagde hun sine ben omkring ham, for at det blev mere behageligt.

ide hun lagde bene om ham smiler han det han nu kan, han vidste godt at dette vil fører til noget man han vidste ikke hvad det vil fører til i længden, men en ting var sikkert han vil se om det holde og hvis det ikke gjord skulle han jo slå hende ihjel.
han gik stille med hende imens de stadig lyssede kravenoh sanser var helt super at han havde en fornemmelse hvor han gik henne, han løftede hende over på et blødt sted hvor der lå noget blødt jord, jorden var ligeså blød som silke
det var en af de få steder det var så blødt.
han lagde hende ned og hev groft hendes kjole af og stoppede kysset kort " waw god krop " sagde han og kiggede på det han nu kunne se

Amora sansede egentlig ikke hvor hun var. Hun var i sin egen lille verden. Normalt ville hun lægge mærke til alt hvad der skete i skoven. Hver eneste lille lyd ville hun genkende. Men det lagde hun slet ikke mærke til. Der var pludselig ting der var vigtige. Såsom hendes læber mod elverens. Det betød pludselig mere end skoven, hvilket egentlig var lidt skræmmende, da Amora virkelig elskede skoven.
Amora vidste vel egentlig godt at det ville føre til mere end bare kysseri. Det kunne hun sige sig selv. Men denne gang lod hun være med at tænke videre end til næste gang hendes læber mødte hans. Normalt tænkte hun længere frem i tiden, men denne gang lod hun være. Hun undlod at tænke på det næste der skete. Så ville hun også blive mere overrasket. Det havde hun også flere gange fået af vide at hun skulle gøre. Hun skulle lade livet overraske sig. Man havde kun et liv. Godt nok var hendes længere end fx menneskerne, men det var stadig kun ét. Hun var ikke vildt gammel, og hun havde mange år at leve i endnu. Det var også en af grundende til at hun ikke havde ladet sig forlove endnu. Når hun først var gift, kunne hun ikke bare gå fra ham. Hun ville nyde sin ungdom uden at skulle være bundet til noget. Når hun så havde nydt nok af ungdommen, skulle hun nok gifte sig med en mand hendes forældre fandt.
Svagt bemærkede hun at elveren bevægede sig. Men da hun stadig var i sin egen verden, tænkte hun ikke videre over det. Ikke før hun pludselig lå på noget græs. Det var kommet så pludseligt og hun var blevet overrasket over det. Hun havde slet ikke set det komme. Hun blev også overrasket da kjolen pludselig røg. Men den var alligevel ødelagt, så det gjorde nok ikke så meget. Desuden havde hun stadig underkjole på. Der var bare det, at den var kortere end den anden kjole og mere nedringet. Den var også hvid, og hvis lyset faldt korrekt, var den vidst også ret gennemsigtig. Men det var jo ligesom derfor det var en underkjole, fordi den skulle være under noget andet.
Hun kom til at grine lidt, da han sagde at han godt kunne lide hendes krop.
"Jeg er da glad for at du kan lide min krop,"sagde hun med et lille grin og kiggede op på ham.

han betragtede hende længe før han så på hende igen " nå hvad så nu, og hvad med din fremtid er det ikke noget med at dine forældre skal finde din kommende mand " spurgte han selvsikkert han kende meget til elver og deres traditioner, han vidste på en måde at hun ikkeselv måtte vælge " hører her du for ikke lov til at gifte dig med en anden " han havde et seriøst blik i ansigtet.
" jeg siger ikke vi skal giftes, men gift dig ikke " han vidste godt at hvis de skulle ha en forholdså kunne hun ikke gifte sig med nogen.
han så på hende og ventede lidt på hvad hun vil sige til det hele

Amora rynkede øjenbrynene en smule da han begyndte at snakke. Hun rejste sig en smule op, så hun støttede sig på albuerne.
"Mine forældre er meget gammeldags, så jo, de skal finde en mand til mig," sagde hun med et skævt smil. Selvom hun ikke ligefrem var glad for det, havde hun affundet sig med det. Det kunne hun også ligeså godt, for hun havde intet valg. Det ville bare være nemmere, hvis hun selv måtte bestemme. Hun ville giftes af kærlighed, ikke fordi det er blevet bestemt. det ville være forkert. Hun ville have en mand hun elskede, ikke en hun bare kunne leve med fordi det gavnede hendes familienavn. Det havde hun prøvet at forklare dem, min i sidste ende var det noget hendes forældre bestemte. Ikke hende.
"Og det skal du bestemme?"spurgte hun med et skævt smil.
"prøv lige at hør her.. Jeg har lige mødt dig. Der går endnu et par år før jeg overhovedet vil giftes. Du skal ikke være bange for at det sker lige om hjørnet. Jeg er ikke engang forlovet," sagde hun med et lille smil og viste ham sin hånd, hvorpå der ville være en ring, hvis hun var forlovet.
"Det ligger for langt ude i fremtiden. Desuden har jeg ikke et valgt. Jeg skal giftes inden for de næste 5 år. Det er en tradition i min familie at en kvinde skal være gift før hun er 25. Desuden kender jeg ikke engang dit navn," sagde hun med endnu skævt smil.

han smiler til hende " nuvel jeg skal ikke bestemmer noget " han træk lidt på smilet og så på hende med et smil " mit navn ja det er rigtigt " han ser på hende lidt igen " mit navn er kravenoh og jeg er en mørkelver" han vidste godt at hun nok var ligeglad med hvad han var og nok kun vil ha hans navn " hører her " han trækker hans kniv frem og kravler lidt tætter på hende " jeg riser et K på din ankel, K viser at du har mødt mig og at du nok heller ikke vil glemme mig, og jeg riser et A i mig sådan jeg også ved jeg har mødt dig " han tager kniven og riser et A på hans hals og ser så på hende inden han riser et K på hendes ankel.
han kaster kniven hen i et træ og ser så på hende " men nu er det du og jeg " han tager hans bluse af og læner sig over hende og kysser hende groft på munden.

Han havde ret. Han kunne ikke bestemme noget. Når hun ikke engang kunne, hvorfor skulle han så kunne?
Amora havde hørt om det før. Mange rige folk giftede deres børn væk både for at gavne deres navn, men også for at få penge. Amoras familie havde ikke mange penge. de gjorde det vel for at gavne familienavnet, men hun vidste også at i sidste ende, gjorde hendes forældre det, fordi de ville være sikre på at hun fik en ordentlig ægtefælle. Så forstod hun bare ikke hvorfor hun ikke måtte bestemme selv. Hun havde bare opgivet at spørge dem mere.
"Kravenoh.." sagde hun med et skævt smil. Det var rart endelig at have navn på ham. Før var han bare 'elveren'. Nu havde han i det mindste da et navn. Så blev det hele også lidt nemmere.
Hun rynkede igen øjenbrynene da han sagde det med at ridse i huden. Hun var ikke yderligere vild med ideen. Hun havde intet imod skarpe genstande, men hun ville ikke have dem mod sin egen hud.
Hun nåede dog ikke at sige noget før han ridsede et K på hendes ankel. Hun bed sig hårdt i læben imens. Derefter kiggede hun ned på det. Hun blev nødt til at finde en måde at skjule det på, det vidste hun. Men hun vidste også at hun ikke ville glemme ham. Men om nogle år ville det forhåbentligt ikke være til at se. Ligesom med arret ved hendes skulder. Det var ikke til at se så tydeligt mere, medmindre man kiggede direkte på det. Der var efterhånden gået så mange år. Hun huskede heller ikke episoden så tydeligt mere.
Et stort smil kom dog frem på hendes læber, da han sagde at det kun var ham og hende nu. Den var hun helt med på.
Glædeligt besvarer hun hans kys og lægger endnu engang sine arme omkring ham.

han slipper kysset og trækker hovedet lidt tilbage og ser på hende. kravenoh havde aldrig i hans lange liv troede at han skulle ligge her med en elver som han burde slå ihjel men i stedet for at gør det kysser han med hende, han tænkte kort over hvad andre vil sige men på den anden side så havde han jo ikke andre ind bare ham selv.
han vender blikket på hende igen og smiler, inden han tager hans hovede helt ned til hendes øre og visker " hvad vil du ha jeg skal gør ved dig " siger han og slikker sig lidt om munden.

Noget i Amora blev ved med at fortælle hende, at hun skulle komme væk nu. Hun havde overskredet så mange regler allerede nu, flere end hun havde overskredet i hele sit liv.
Adeleine.. pas på hvad du gør.. sagde en stemme i hendes hoved, og hun kendte med det samme stemmen. Det var hendes brors stemme. Han havde altid sagt, at hun skulle slå sig ud og gøre mere hvad der passede hende. det var det hun gjorde nu, og alligevel fortalte han hende, at hun skulle passe på?! Hun vidste selvfølgelig godt, at det var hendes underbevidsthed der legede med hende. Joseph var død, det var efterhånden mange år siden, og alligevel hørte hun hans stemme. Det irriterede hende. Nu gjorde hun endelig hvad han altid havde bedt hende om, og så var det alligevel forkert?!
Amora havde heller aldrig i sit liv troet, at hun skulle råkysse med en fremmed mand, i skoven, bare sådan uden videre. Det lå ligesom ikke til hende.
Alle mulige tanker for gennem hendes hoved, men hun gjorde hvad hun kunne, for at gemme dem væk. Hun blev nødt til at leve i nuet.
Hun rettede sin opmærksomhed mod Kravenoh, der i samme øjeblik lænede sig ned mod hende.
Hun hørte hans hviskende ord, og et smil bredte sig på hendes læber.
Hun måtte tænke over hans ord lidt. Hun havde en anelse om, hvad han egentlig ville, og et eller andet sted... så havde hun faktisk ikke noget imod at være der. hun havde intet imod at kysse ham.
"Hvad du skal gøre ved mig?" spurgte hun selv hviskende. Et smil sad på hendes læber, og hun snakkede langsomt, og hendes stemme var fløjlsblød.
"Du skal lade mig gå, så jeg kan komme hjem til mine bekymrede forældre," svarede hun så, stadig med samme, hviskende og fløjsbløde stemme.

Kravenoh smiler lidt da han hører hendes første ord, men ide hun siger hun gerne vil hjem til hendes forældre, for ham til at se virkelighenden i øjne igen han trækker hurtigt en kniv for struben på hende " du vil hjem, det eneste tidspunkt du kommer hjem på er, i forskellige kropsdele"
kravenoh havde forandret sig fra den ene til den anden side af sig selv. selvom at han for få min side var ved at gør noget med denne elver som var helt forbudt i hans verden.
han trækker hende op og smader hende op af et træ med en kniv for struben " nå så sig mig hvad vil du gerne igen"

Amora havde ikke helt fundet den bedste undskyldning for at komme hjem iført en ødelagt underkjole og med sin afdøde brors sværd i hånden, men hun arbejdede på det, og hun var normalt god til at finde på undskyldninger. Normalt var forældrene meget bekymrede, men de lod hende for det meste gå uden andet end en prædiken om at hun skulle passe på, og at det ikke gik at en kvinde gik rundt alene på den måde, når hun var i en giftefærdig alder. Den prædiken havde hun fået de sidste mange år, så hun var vant til det. Det var ikke noget der kunne ødelægge hendes dag, og hun havde normalt glemt det efter et par minutter.
Hun fik et mindre chok, da hun pludselig havde en kniv for struben. Det gik hurtigti, og hun havde bestemt ikke forventet, at han skiftede humør så hurtigt. Hun havde selvfølgelig allerede set det en gang, men dette gik hurtigere end før.
"Kravenoh.. kan vi ikke tale om dette?" spurgte hun og holdt hele tiden sit blik på ham. Han skræmte hende lidt. Hvorfor var han så opsat på at skære hende op i flere stykker? Han måtte virkelig have en syg tankegang.
Kravenoh var selvfølgelig stærkere end hende, hvilket de havde fundet ud af før, så hun måtte bare følge med ham, da han trak hende op ad træet.
"Kravenoh.. lad os lige tale dette igennem.." hun var virkelig skræmt, og det kunne man sagtens se på hende.

Kravenoh små lytter til hende han hidser sig lidt ned men har stadig kniven for hendes strube " start talking " sagde han lumsk imens han så hende direkte i øjne.
Kravenoh kunne til hver en tid slå hende ihjel men han kunne virkelig lide hende, og hvis hun spillede hende kort rigtig så vil hun kunne få ham til hvad som helst.
Kravenoh slap også grebet lidt om halsen sådan hun kunne få luft, for han vil ikke dræbe hende endnu.
Mørket var faldt på og det var både koldt og rigtig mørkt

Amora var ikke bange for mørke. Specielt ikke denne skovs mørke. Hun havde boet der hele sit liv, så hun kendte hver eneste lyd, hver eneste træ, hver eneste sti. Hun kendte hver eneste smutvej og hver eneste gemmested. Hun havde brugt ufatteligt lang tid med sin bror i skoven. Han havde vist hende så mange ting.
Normalt følte hun sig altid sikker i skoven. Den passede på hende. Hun havde bare en fornemmelse af, at hun ikke var helt så meget i sikkerhed, som hun måske nok egentlig burde være. Det gjorde hende en smule usikker, men hun gjorde hvad hun kunne, for at samle sine tanker.
Hendes elversyn gjorde, at hun ikke havde svært ved at se rundt. Hun lod blikket glide rundt, og der gik ikke lang tid, før hun fik øje på sværdet, der ikke lå særligt langt væk. Hun ville kunne nå det med nogle få bevægelser, hvis bare hun kunne få ham til at flytte sig en smule.
Hun vidste, at han ville kunne slå hende ihjel til enhver tid, hvilket også var grunden til, at hun gennemtænkte sine træk med omhu. En eneste forkert bevægelse, og han ville slå hende ihjel.
Hun kiggede ham i øjnene, og et charmerende smil kom frem på hendes fyldige læber.
"Og nu er du også kommanderende," begyndte hun, en smule langsomt, men selvsikkert. Hun måtte gå langsom frem.

han kunne ikke lade være med at smile " ja kan du lide det " smiler han på en charmerende måde.
Kravenoh lukkede kort øjne og åbnede dem så igen, han fjernede grabet om hendes hals men han havde stadig kniven for hendes strube.
denne elver havde virkelig påvirket Kravenoh, på det grundlag at han nok altid vil ha en følsom side når han vil se hende, men han vidste heller ikke om de nogensinde vil se hinanden igen, hvis de besluttede sig for at gå hver til sit, men det var en chance der måtte tages.
" sig mig en ting hvis du fik chance vil du så tag hjem eller angribe mig, hvis jeg lovede ikke at gørdig noget"

Amora gengældte Kravenohs smil.
"Nej, jeg kan ikke lide at folk bestemmer over mig," sagde hun, og sendte ham et sukkersødt smil. Hun hadede virkelig, når folk troede at de kunne bestemme over hende. Det kunne virkelig gøre hende gal, men ikke denne gang. Det irriterede hende ikke, at Kravenoh kommanderede med hende på den måde. I stedet smilede hun bare og holdte øjenkontakten med ham.
Hun vidste ikke hvor meget hun havde påvirket ham, og det ville nok også overraske hende, hvis han fortalte hende det. Hun så ikke sig selv som typen, der gik og påvirkede folk. Hun var der jo bare.
"jeg er en meget venlig og rolig sjæl, så jeg ville ikke angribe dig. Desuden har vi kæmpet en gang i dag, og det var fint nok for mig," svarede hun med et smil. Hun havde virkelig ikke lyst til at kæmpe med ham igen. hun havde allerede mistet en kjole og fået nogle ar på grund af det.
Mørket der havde lagt, havde ligesom også gjort, at hun ikke havde verdens bedste undskyldning for at komme så sent hjem, kun i underkjole. Hvis det havde været højlys dag, kunne hun sige at hun havde været nede for at svømme i søen, men ikke midt om natten. Hvis hun kendte forældrene ret, ville de går hvilelyst rundt hjemme i huset og vente på at hun kom hjem.

han slikkede sig om munden men hold blikket i hendes øjne " nuvel " han trækker kniven væk fra hendes strube og træder 4 skridt tilbage og ser på hende med et smil på læben " hvis du vil må du godt tag hjem, men du må også blive og tag med mig hjem, jeg skal nok love jeg ikke gør dig noget " siger han og går hen til hende igen han aer hendes kind og ser på hende " men du bestemmer hvad du allermest har lyst til" kravenoh vidste ikke noget om hendes følser for ham, han vidste ikke om hun kyssede med ham fordi hun var bange for at han ellers bare slog hende ihjel, men nu havde han givet hende nogle valg.
Kravenoh vidst også at hun nok vil fryse da hendes tøj nu var ødelagt på grund af ham, hvilke han var ked af nu han havde gjord, men det vidste han ikke.

Amora drog et lettens suk, da han fjernede kniven fra hendes hals og trådte væk. Hun slappede også pludselig mere af. Hun blev dog stående ved træet og lød sine grønne øjne følge ham. Han var ude på et eller andet, det var hun helt sikker på. Hun kunne bare ikke finde ud af hvad det var. Hun havde dog fundet ud af, at man skulle man forsigtigt omkring ham.
Hun lyttede til hvad han sagde, og et smil kom frem på hendes læber, da han aer hendes kind.
"Du ved ligeså godt som jeg gør, at jeg bliver nødt til at tage hjem. Jeg kan ikke tage med dig.. Det troede jeg, du havde forstået?" sagde hun og kiggede på ham. Selvom hun hadede folk der bestemte over hende, kunne hun ikke modsige sine forældre. De havde altid været der for hende, og det mindste hun da kunne gøre, var at gøre som de bad om. Så meget var det nemlig heller ikke. Hun havde en smule frihed, og hun ville ikke såret dem. Det ville hun ikke kunne bære.
Amora havde ingen ide om, hvorfor hun havde besvaret hans kys. Hun havde ikke frygtet for sit liv, men hun anede ikke hvad det var. Hun havde vel bare gjorde det.
Underkjolen var lavet af tyndt stof og dækkede egentlig kun lige de vigtigste dele af hendes krop, så hun kunne sagtens mærke brisen der for gennem skoven.

Kravenoh så ned i jorden " jeg forstår desvære " han ser op på hende igen og tager fat om hendes kind stille " men lov mig at vi ser hinanden igen " han smiler kort inden han kysser hende på munden.
Kravenoh holder kysset indtil han tilsidst forsvinder op i røg, og er forsvundet derfra

Amora brød sig ikke om, at han kiggede ned i jorden på den måde. Hun havde en følelse af, at have såret ham, og det brød hun sig virkelig ikke om. hun smilede, da han talte igen. Og hun besvarede kysset, og blev en smule overrasket, da han bare pludselig blev til røg.
Hun kiggede rundt, men kunne ikke få øje på ham. Hun kaldte på ham i et par gange, bare for at høre om han virkelig var væk, eller om det var noget, hun bildte sig selv ind. Hun rystede kort på hovedet.
Det er noget du bilder dig ind, Amora, sagde hun til sig selv. Hun måtte se at få styr på sine tanker.
Hun gik hen og samlede sværdet op og kiggede lidt ned af sig selv. Hun begav sig derefter hjemad, mens hun tænkte over jordens bedste undskyldning for at komme så sent hjem, kun iført underkjolen og med Josephs sværd i hånden.