Hun åbnede øjnene med et sæt i samme øjeblik, hun registrerede en forstyrrelse i vandets naturlige, bølgende bevægelser. Hendes pupiller blev smalle som en streg, da hun vendte hovedet i retning af den forstyrrende faktor, der vovede at afbryde hendes idylliske stund.
Et menneske, næsten snerrede hun i sine tanker og rejste sig elegant. Personen havde øje på hende, bemærkede hun, og det fik hende til at knibe øjnene mere sammen.
"Hvad gør du her?" spurgte hun på krystalliansk. Selvom der ikke var nogen mund til at forme ordene, så var man ikke tvivl om, at det kom fra hende. Hendes stemme havde et lille ekko i sig. "Stedet er øde."

Jath smilte lidt for sig selv over den defensive adfærd. Hun lagde hovedet let på skrå og kunne i lange sekunder ikke tage blikket væk fra det særprægede syn. "Jeg ved det ikke helt selv," svarede hun efter et stykke tid. Hun blev næsten forlegen over at stirre sådan og slog blikket ned i vandet. Hun lod mærke til, at fiskene ikke bemærkede hende når hun stod stille. Det kildede let på hendes ben når én engang imellem svømmede så tæt forbi at den ramte hendes fod eller ben. Gad vide om jeg bare skal se at komme videre.. Men det var jo egentligt ikke det hun ville. Hun kunne lide stedet her, og hendes første indskydelse havde været at blive og hænge et stykke tid. Der var en utroligt afslappende atmosfære over stedet. Men nu vidste hun ikke rigtigt. Hun anede ikke engang om hun havde ret til at opholde sig her, om stedet tilhørte det utrolige væsen der befandt sig foran hende. Nej, det kunne det ikke. Eller hvad? Efter lidt forvirret gennemtænkning bestemte hun sig for at blive til hun blev bedt om at gå. Hun fortsatte lige ud, med kappen slæbende efter sig i vandet, forbi elementaleren og satte sig på en ruinblok lidt derfra. Her sad hun og betragtede omgivelserne. Kiggede, og ventede.

Vandelementalen rynkede på næsen i besynderlig frustration over, at mennesket blot stod og stirrede på hende. Frem for at stirre, burde tåben være ærefrygtig eller bange. Rygtet om elementalernes ubegrænsede hærgen var åbenbart ikke noget helt igenne til alle øre. Alligevel var Alcyoñe ikke tvivl om, at kvindens vidste, hvilket væsen hun stod overfor. Hvorfor så ikke værre reaktion? Sidst Alcyoñe havde konfronteret mennesker havde de stukket halen mellem benene og stukket af. Klogt.
"Mennesker er sociale væsner, ikke sandt? Hvorfor så kommer her, hvor de sjældent sætter en fod. Hér, hvor jeg nyder mest at være?" Spurgte hun i en rungende stemme, da mennesket ignorant var gået forbi hende og havde sat sig. Vandelementalen overvejede at demonstrere sine evner for at understrege, at hun ikke skulle tages let på, men lod være. I stedet så hun roligt på fredsforstyrreren og lagde hånden på den ene hofte, da hun hvilede på det ene ben.

Jath kunne ikke lade undgå at blive småfornærmet over den kommentar. "Du får det til at lyde som om, vi alle er ens," svarede hun. "Hvem siger, jeg ikke nyder at være for mig selv, lige så meget som du gør det?"
Elementalerens defensive havde åbenbart en smittende effekt på Jath. Hun rystede det af sig og smilede let mens hun kiggede det, på sin egen måde, smukke væsen dybt i øjnene. "Undskyld," sagde hun. "Jeg var ikke klar over, at der ville være nogen her da jeg ankom. Jeg skal gerne forsvinde igen, hvis du hellere vil have det?" Hun kiggede afventede, imens hun tænkte lidt på alle de skrækhistorier hun før havde hørt om disse væsner. Det var sikkert meget rigtigt alt sammen, men hun følte sig ikke specielt truet. Måske var hun for udmattet efter hendes lange vandring til at føle særligt meget.

Alcyoñe rynkede brynene og kom med en lav, brummene lyd, da mennesket vovede at sammenligne sin lavere, ødelæggende race med hende, en elemental. Sådan tolkede den vandfødte i hvert fald menneskets spørgende udtale.
"Mennesker bør holde sig i deres byer, hvor de hører til. Naturen ødelægger de, opsluger den med deres bygningsværker og fremmasende adfærd. Dette sted er min idyl, fordi dette er et billed på naturen, der tager sit rum tilbage. Og så vover du at komme her, antagende at du har ligeså meget ret som selve den naturfødte? Tåbe!" Snerrede hun af kvinden. Høflighed var spildt på Alcyoñe, et undskyld var ikke nok. Elementalerne havde set sig sure på menneskeheden, medmindre de kunne bevise, at de ønskede naturens balance tilbage ligeså brændende. Menneske havde svinet Krystallandet til - elementalerne var her for at rydde op og sætte en stopper for den negative udvikling.

Jath kunne ikke lade være med at smile for sig selv endnu engang over bisterheden i elementalerens adfærd. "Nu gør du det igen. Du tror, vi alle sammen er ens. Men det er ikke tilfældet, min fine ven. Ja, jeg er enig med dig i, at størstedelen af menneskeracen er en flok snævertsynede, arrogante, selvcentrerede, frembrusende, grådige tåber. Men det gælder ikke for os alle sammen. Hvis du tror, du kan være så fordømmende over alle mennesker du møder på din vej, så kommer du ikke særligt langt." Hun holdt tonen venlig, men en smule kølig hele vejen igennem. "Nu, hvis du vil have mig undskyldt.." Så lagde hun sig ned på ruinblokken og lukkede øjnene. Hun nød solens varme i sit ansigt og lyden af det sagte vand lige under hende og overalt omkring hende. Og de synes vi er snævertsynede...
Jath faldt næsten i søvn som hun lå dér og nød det hele.

Elementalen hævede et øjenbryn af kvindens nedladende tale. Endnu havde hun ikke gennemskuet, om kvinden virkelig var så dum, at hun stadig anså blot nogle mennesker som rene væsner, der ingen skyld havde i naturens ødelæggelse, eller om hun bare var stædig. Bange af sig var hun i hvert fald ikke.
"Et menneske er ikke anderledes fra det andet." Sagde Alcyoñe og trak lidt på et ikke-eksisterende smilebånd. "I vil have mere. Forstår ikke at leve i harmoni med omgivelserne. Naturen er et redskab, hvis ikke en hindring i må pløje ned for at bane jer vej." Den vandfødte elemental havde tydeligvis ikke været i kontakt med noget godhjertet menneske før - og det skulle vel næsten være forsent at overbevise hende om, at de fandtes.
Hun fulgte mennesket varsomt med sine smalle pupiller, da dette lagde sig ned på ruinblokken. Naivt. En kugle af vand løftede sig sagte fra det hvide marmorgulv. Den glintrede i solen og de undslupne dråber lød som sød musik i elementalens ører, da de ramte den klare overflade af lavvandet. Men..
"I er parasitter." Sagde hun koldt og lod i det øjeblik kuglen af vand gennembløde og omgive kvindens tåbelige hoved. Hende bekendt kunne intet menneske trække vejret under vand.

Jath hørte udmærket elementalerens tale, selvom det føltes som om hun svævede i en drømmeverden. Hun havde tydeligvis fået alt for lidt søvn på det sidste.
Da vandet ramte Jath lige i ansigtet rejste hun sig hurtigt op, spruttende og hostende. I flere sekunder havde hun svært ved at få vejret, det var som om vandet var trængt ind over alt - hendes ører, næse og mund. Da hun endeligt fik vejret kiggede hun blinkende og forvirret rundt, indtil hendes øjne faldt på elementaleren. Og så var Jath helt færdig af grin. Hun grinte så meget at hun var bange for at få endnu en omgang vand i hovedet. Da hun endeligt fik styr på sig selv igen, smilte hun til det sære væsen overfor hende. "Nå så det mener du?" spurgte hun, stadig med resterne af latter i stemmen. "Bevis det."

Elementalen stod og så udtryksløst til, mens mennesket spruttede for at få samling på sig selv og sin vejrtrækning. Men bag den kolde facade morede Alcyone sig betydeligt. Hun kunne lide menneskets overdrevne reaktion på en smule vand - forvirret, som havde det ramt hende som lyn fra en klar himmel. Well.. Næsten.
At mennesket så pludselig brød ud i uendelig latter, fik hende til at spære øjnene lidt op. Dét havde hun ikke forventet at se. Ikke, når hun i al alvor stod overfor en elemental. Kvinden frygtede dog langtfra situationen.. Hvorfor? Fordi hun intet havde gjort galt, og derfor ikke følte, at hun havde grund til at krybe for væsnet, hun intet havde at råde bod overfor? Eller også var hun bare dum og naiv som en barnlig sjæl. Dog, uden at gøre sig ekspert på mennesker, formodede Alcyone at mennesket var ovre det fysisk barnlige stadie. Psykisk kunne hun intet sige om.
Ignorant overfor kvindens ord og smil, lagde hun i stedet hovedet en smule på skrå og spurgte: "Hvad er dit navn, menneske?"

Jath løftede ganske let det ene øjenbryn, overrasket over elementalerens spørgsmål. Ganske vidst havde hun ikke regnet med et egentligt svar på sin kommentar, men hun havde på ingen måde troet at elementaleren ville spørge ind til noget som helst. Hun kiggede lidt på den blågrønne kvinde før hun svarede. "Mit navn er Jathibiyya. Mit efternavn kender jeg ikke." Hendes stemme blev svagt farvet af den mærkelige følelse hun altid fik når hun talte om sin fortid, og hun slog øjnene ned. Hun sad sådan et stykke tid og prøvede at huske - huske ting fra hendes fortid som var dækket af sorte pletter i hendes bevidsthed. Men efter et stykke tid opgav hun. Hvorfor blive ved med at prøve? Ikke én eneste gang havde hun kunne udfylde nogen af de sorte huller med minder. Hun rystede let på hovede og kiggede derefter op på elementaleren med et nyt smil. Hun undrede sig over, hvordan alt den bitterhed kunne findes i ét væsen, og om hvor det her møde ville føre hen. Måske slår hun mig ihjel.. Jath kunne ikke lade være med at smile lidt mere ved tanken. Ikke fordi hun ligefrem ville dø, men hun var udmærket godt klar over, at hun ikke havde en chance hvis elementaleren først besluttede sig at dræbe hende.