Samson havde glemt alt om, at Angelina rent faktisk havde været gravid. Han var blevet far til en unge flere gange på det sidste. Blevet far til nogen ellers.. ældre børn efterhånden.

"Gå tur? På denne tid, og mens alt dette står til? Det er da yderst farligt?" Brummede Samson lettere charmerende, og med et glimt i øjet.

"Hvad jeg laver? Jeg er skam på vej tilbage til borgen!" Han smilte roligt og lagde sin hånd på hendes baghovede(?).

"Det er ufattelig længe siden at jeg har set dig.. Hvad har du dog gået og foretaget dig?" Han hævede sine øjenbryn lidt, mens han så ind i hendes øjne.

"Jeg havde brug for ikke at høre på den vrælende unge hele tiden"
svarer hun smilende, som et lettere hint til at han skulle komme i tanke
om det. "Jeg har vel mest været på h-huset og få tjekket at der ikke¨
var noget der kunne gå galt, også har jeg været en tur rundt og hilse
på mine forældre" svarer hun roligt og lader ham gøre hvad han vil .

Samson lyttede til hendes ord, og undrede sig lidt. Unge? Havde hun fået barn? Han rynkede lidt på næsen.

"Det er ikke sådan med de børn..," Brummede han og grinte lavt men kort.
Dog lukkede han det ene øje en smule, og lod det andet forblive åben, da der noget tid efter synes at dukke noget op i hans hukommelse.

"Vent lidt... MIN unge?" Kom det en smule ivrigt fra ham, da det så ud til, at han muligvis var en smule på den igen. Han tog sig lidt til baghovedet, og kløede sig lidt eftertænksomt.

Angelina giver et kort grin fra sig da han begynder at fatte hvad hun
snakker om.
"ja. din unge" svarer hun og smiler skævt.
Angie står roligt og afventer hans reaktion.

Samson spærrede øjnene en smule mere op, men lagde så sine arme over kors. Hvor mange unger havde han efterhånden til at rende rundt?

"Hmmn.. Men er det så en søn, eller en datter?" Han kunne lige så godt få det at vide med det samme. Vide hvad han så skulle stille op engang i fremtiden, eller om han i det hele taget behøvede at gøre noget som helst, for det var jo ikke sikkert!

"Og.. Har du fundet noget navn, Angie?" Samson smilte roligt. Hun fik i hvertfald lov til at tage sig af barnet uanset hvad, mens det var lille.

hun smiler skævt.
"Det er en dreng. Og jeg har ikke fundet noget navn.
Det håbede jeg du kunne hjælpe med?"
svarer hun og smiler skævt til ham. Hun havde mest af alt
bare lyst til at gå hen og kysse ham, men alligevel gjorde hun det ikke.

Samson smilte et lille roligt smil. Så det blev altså en søn! Han ville i hvertfald have noget med sønner at gøre, når de blev ældre. Eller, det var i hvertfald en pligt for ham, men kun hvis knægten faldt i hans interesse.

"En søn altså.." sagde Samson alligevel tilfredst og nikkede lidt. Han hævede let sine øjenbryn. Skulle HAN hjælpe med at finde på et navn? Hvordan skulle han dog bære sig ad med det? Det var ikke ligefrem det område som han var bedst til.

"Øøh.. Du finder bare på noget, ikke Angie?" Sagde Samson lige ud og viftede forklarende med den anden hånd, som ikke lå på Angelinas baghoved. Han lod sine fingre nusse hende lidt i nakken, mens han endnu så ind i hendes øjne.

Hun nyder roligt hans kærtegn. Hun går helt ind til ham og ligger sine arme
om hans hals. "Samse... Det er din søn. det er dig der skal have noget
at gøre med ham når han bliver ældre, også vil du da vel ikke have
at han skal hedde et eller andet som du ikke bryder dig om"
svarer hun og smiler skævt op til ham .

Samson brummede lettere kælent da hun lagde sine arme omkring hans hals. Han slikkede sig lidt om munden, mens han endnu så ned på hende. Han var ellers sikker på, at hun sagtens ville kunne finde på et godt navn, som han sikkert også ville være tilfreds med.

"Jeg er ligeglad med hvad han kommer til at hedde, for du finder garanteret på noget godt!" Brummede Samson og smilte roligt ned til hende.
Det var meget nemmere for ham at hælde det over på hende, i stedet for at skulle til at tænke over noget selv. Han havde alligevel også masser at tænke på i forvejen.

Hm.Stor hjælp. "okay så" svarer hun bare. Hun holder stadig sine arme
om hans hals. Hun venter dog på hans reaktion, da hun ikke selv vil virke
for ivrig. Hun smiler kort udfordrende op til ham.

Samson ser ned på hende og sender hende et lille charmerende smil.
"Fremragende..," Brummede han lavere end før, og placerede begge sine hænder ved hendes hofter, for dernæst at løfte hende op.
"Jeg synes at vi burde gå et andet sted hen nu!" Sagde han og nikkede kort, hvorefter han så efter Brutus. Brutus ville helt sikkert ikke finde sig i at have Angelina med på ryggen, så Samson havde stort set ikke andet valg end at slæbe hende med sig på gåben. Men det var heller ikke det store problem.
Han fik hende lagt over skulderen, mens han holdt fast i hendes ben så hun ikke faldt ned, mens han gik væk fra stedet med hende, og Brutus følgende efter sig.

//out (har fået lov til at tage hende med :b )

Xukui sad helt for sig selv inde i skoven.. alene.
Han sad helt udkørt.. skræmt over alle tingene der var sket i dag.. Cassa.. han havde hjulpet ham.. det var utroligt at der fandtes sådanne mennesker.. han kunne jo have været død.. ikke?

Han sad med Cassas arm i sit skød..
Kiggede håbløst ned på den..
"Åh.. hvad gør jeg..."

"De vender hjem.." lyder en kold, men alligevel drillende stemme igennem skoven.. hvor den præcis kommer fra er ikke til at sige.. Det er meget mørkt, og Kazoya er fabelagtig i at gemme sig og så bare dukke op ud af det blå - det er faktisk hans favorit hobby!

En kold brise stryger igennem skoven.. selv om sommeren stort set har indhyllet hele landet i en lun temperatur, så er nætterne stadig forbandet kolde

Xukui stivnede da han hørte stemmen... denne velkendte skræmmende.. dog blide stemme.. dog.. pæne stemme.. som han frygtede så meget. Kazoyas!
Han kiggede skræmt rundt og rejste sig op med hånden i sine arme..
"Hvor... uhnn..." hans hjerte hamrede nervøst og han bakkede bagud.

Kazoya træder nu frem fra sit skjul bag et træ lidt væk.. han er iklædt meget elegant ligenu.. faktisk ligner han helt ufatteligt meget et menneske..
Han går frem mod Xukui.. hans bukser er sorte, og han bærer et par mørkegrå knæstøvler.. en sort skjorte som er dækket til af en halvlang frakke med en høj krave, ligeså i sort..
han har en høj hat på i dag, og hvis man kigger godt efter, er der heller ingen spor af hans lange klør, andet end nogle normal længde sorte negle..
"Nå.. De hænder.. hvad bliver det til med dem?" spørger han med et smisket smil, som på én eller anden måde også virker helt ufatteligt venligt..

Xukui stivnede da Kazoya trådte frem fra sit skjul...
han sank en klump, og var nærmest ved at vælte..

"Åh.. de.. øh.. den.. uhm.." han vidste ikke hvor han skulle begynde..
Så gik han skræmt over til Kazoya imens han kiggede ned..
"Her.. der.. der den.. eneste jeg har fået..." han rakte den indpakkede hånd over mod Kazoya.

Kazoya tager imod den blodige skjorte med den indpakkede hånd.
".. Kun en enkelt?" spørger han med et hævet øjnbryn.
"Jeg er skuffet." siger han med et slesk smil.. faktisk er han alt andet end skuffet! det var jo præcis hvad han havde både regnet med og håbet på.
"Tsk.. og jeg havde ellers gjort mig så fint i stand for Deres skyld.. inden klør eller noget.." han hæver sin ene hånd, så Xukui kan se de korte negle.
".. Men De har spoleret Deres egen chance.. men.. lad os nu gå hjem.. skal vi ikke?" han kniber øjnene lidt sammen.. det sidste er tydeligvis ikke ment som et spørgsmål, men som en ordre

Xukui slog forbavset øjnene op, da Kazoya viste ham neglene..
hvor.. er de korte.... han missede let med øjnene.
"Uhm..." han kiggede skræmt op på Kazoya..

"Sk...skuffet.." mumlede han bare med store tomme øjne, imens han stirrede ud i intetheden.

Xukui nikkede svagt.
"Jo.. ja.. okay.."

//emneskift

Her er der lidt plads. Eller der var ihvertfald blevet skabt plads, oppe i et af de største træer.
Kyo sad på en ensom, halvtynd gren der stak ud fra den tykke stamme. Han sad i skrædderstilling med hænderne på knæene og havde lukkede øjnene.
Grenen var måske ikke født ensom. Hvis man kiggede godt til kunne man se hvordan en masse grene var svedet i enderne næsten helt ind til stammen, så Kyo havde højst sandsynligt brandt sig vej frem til den gren han sad på.
Han mediterede. Han var blevet fortalt SÅ mange gange at det ville hjælpe på hans raseri anfald, men aldrig havde han taget sig tid til det.
Desuden troede han ikke på at det ville virke. Men i øjeblikket havde han intet at foretage sig, så han kunne ligeså godt prøve det af.
Han tænkte ikke på noget. Hans hjerne var blank og han sad helt utrolig stille på den ensomme gren.
Så stille..

Ratch!
"Pis!"
Fwoosh!
"Satans!"
BOOM!
"... ... ... Av."

Og så lå han dér. Med benene stikkende akavet op i luften, forsøgte han at sætte sin arm på plads. Det gav et lavmelt knæk, og Rex overvejede, om den overhovedet var hoppet af led i første omgang. Men nu var det ligemeget. Han så ned i jorden. Næsen borede sig ned i mudderet og han ben hvilede på den træstamme, som han var faldet over. Han skubbede sig selv op at sidde og lavede nogle underlige truttende bevægelser med læberne. Den slags bevægelser man laver, når det klør, lieg under næsen, men man er for doven til at løfte hånden op for at klø.
Han så sig om.
Han var gået forkert. Hvor typisk altså. Han rejste sig og snurrede et par gange rundt om sig selv, for at overbevise sin bedre halvdel* om, at det VAR det rigtige sted. Men nej ... Det her kunne umuligt ... Umuligt være kroen.
"Medmindre kromutter fandt ud af at beliggenheden OG indretningen skulle have et pift." sagde han og lo fjoget for sig selv. En latterlig joke, som han kun ville sige højt når ingen andre var der til at høre det. Eller når han stod i Folkehuset** til en julekomsammen***.
Han lod en hånd køre igennem håret og smålo for sig selv. "En eller anden dag ... Opfinder jeg en lille dims der, med en yderst provokerende og bedrevidende kvindestemme, kan fortælle én hvor og hvornår man skal dreje ned af de forskellige stier . . . Ja. Punkt ét: Find et kort du kan arbejde ud fra. Punkt to: Find en kvinde med en irriterene stemme. Punkt tre: Vent et par tusind år."
Han lavede små noteringsbevægelser i håndfladen og sukkede opgivende.
"Æh-hæ. Jeg er blevet sindssyg."


*I virkeligheden hans mor, men eftersom hun ikke var i nærheden, så bruges det i denne samhæng kun som et ordspil.
**Krystallandet har intet Folkehus.
***Krystalladet holder ikke jul.