"Stakkels dig." sagde Thug bare, og begyndte at snurre rundt om sig selv, først den en vej, så den anden vej. Han sagde det med hensyn til 2 ting; for det første, var han ked af, at hun ikke havde nattesyn, for af en ller anden underlig grund, troede han, at alt der var sort kunne se om natten. og så fordi hendes race var blevet drevet bort.
"Jeg er ked ad det med din race, men jeg må hellere komme videre nu. Jeg er søvnig." Med de ord hoppede han ned i græsset og løb væk.

//OUT

Luciel vadede igennem det halvvåde, knæhøje græs indtil han nåede hen til en lille sti der var blevet trampet ned af de mange heste, der hver dag gik forbi her. Han spejdede ud over marken for at for at få et syn af hestene, men det var ikke mange, han fik øje på. Det var mest små, hårdføre heste med tyk pels, der kunne modstå vind og vejr. De gik og græssede på de mange grønne arealer langt væk fra ham. Heldigvis, for han brød sig ikke meget om heste. Især ikke de store af slagsen.
Han rettede sit blik forud og fortsatte med at gå lidt endnu, indtil han nåede en lille forhøjning. På siden af den lå et væltet træ, et gammelt et af slagsen, for halvdelen af barken var skallet af og træets blade var for længst visnet. Han satte sig på træstammen for at få det, han selv mente han havde fortjent; en lille pause. Han havde trods alt vadet igennem hele marken uden at have nogen særlig grund til at gøre det.

Lorraine gnubbede en anelse irriteret sine våde bukser med den ene hånd, mens hun kastede et spejdende blik omkring sig. Det var endelig blevet tørvejr, men regnen havde lagt sig som små perler på græsset, og havde ikke skånt hendes bukser denne gang, selvom hun helt klart ville have foretrukket dette. Vejret var ikke ligefrem med hende i disse dage, først kulde og nu.. kulde og regn. Hun lod en hånd glide igennem det lettere pjuskede, men fugtige hår mens hun skævede for sig selv. De blå øjne søgte nysgerrigt rundt i området, gav sig først til at hvile på de få heste, der græssede et stykke fra hende. Hun havde aldrig rigtigt brudt sig om heste, men de pelsede skabninger som i denne udgave var mindre end normalt, gjorde hende nu ikke så meget. Langsomt drejede hun hovedet med et lille suk, før hun fik øje på en velkendt skikkelse, hvilket fik hende til at lægge hovedet let på skrå og knibe øjnene en anelse sammen. Hun tog nogle enkelte skridt tættere på, idet hendes ansigt lyste op i et lille smil, da hun fik sat navn på personen. Luciel, ham, der havde holdt hende med selskab først i skoven og senere kroen.
,,Det var ikke ligefrem dig, jeg havde regnet med at møde herude." Indrømmede hun stilfærdigt, da hun placerede sig ved siden af ham på træstammen. Det skulle selvfølgelig ikke tages som en fornærmelse, men mere som en overraskelse.

Luciel sad stille og betragtede Lorraine, som hun kom nærmere og nærmere. Han syntes dog ikke at kunne genkende hende, i hvert fald ikke før hun kom så tæt på, at han tydeligt kunne se hendes blå øjne og høre hendes stemme.
Han kiggede overrasket på hende. Nej, han havde heller ikke ligefrem forventet, at han ville møde hende her. Han havde i det hele taget ikke regnet med, at han ville møde nogen på den regnvåde eng. Her var så… øde. Tomt og koldt. Der kom aldrig nogen her. End ikke nogen der tog sig af hestene, for de var vildheste, og de kunne udmærket passe sig selv.
Han skimmede hende hurtigt med sit blik, før hans ansigt brød ud i et lille smil.
”Er du faret vild igen?” spurgte han, nu mest bare for sjov.
Han lagde sine hænder på sine knæ. Denne gang havde han husket at tage vanter på, selvom han ikke syntes, at han havde så meget brug for vanter i dag. Vejret var mildt. Måske lidt koldt, men det var da til at holde ud. Han frøs i hvert fald ikke. Ikke endnu, men måske kunne det have noget at gøre med, at han lige havde gået et godt stykke og fået varmen af at røre sig.

Hun kom med et drillende fnys, før hun lagde hænderne mod hinanden og derefter placerede dem i skødet. Hun havde også vanter med denne gang, lige i øjeblikket gik hun ingen steder uden, men hun måtte indrømme at der dog ikke helt var så meget brug for dem idag, som der var sidst. Langsomt satte hun en lok hår om bag øret, mens hun overvejede sit svar. Var hun faret vild igen eller vidste hun sådan nogenlunde hvor hun befandt sig? Hun havde ikke været her før, men hun vidste, at hvis hun bare fulgte vejen tilbage gennem græsset og ud på stien, ville hun kunne komme tilbage den vej.
,,Nej.. Ikke idag." Svarede hun og så på ham, idet et smil gled over hendes læber, mens hun rystede på hovedet. Hun havde aldrig rigtigt haft den bedste stedsans, men hun havde taget ved lære siden sidst; hvis bare hun vidste hvilken vej hun kom fra skulle det nok gå. Og selvom stedet her virkede øde, så ville hun nok støde ind i nogle på et tidspunkt, hvis hun fik brug for det.
,,Er du?" Hun dristede sig til at spørge, mens hun lagde et drillende tonefald til og afventede hans svar. Hvis han var, kunne hun ihvertfald hjælpe ham denne gang!

Luciel kunne ikke undertrykke et lille smil over hendes drillende tonefald.
"Nej da," svarede han, selvom det kun var halvvejs sandt.
Han havde ingen anelse om, hvor han var grundet hans enormt dårlige stedssans, men hele formålet ved at vove sig ud på marken havde været, at han bare gerne ville have lidt frisk luft og gå sig en lille tur. Så selvom det ikke ligefrem var planlagt, at han skulle ende her, midt ude på en øde mark, så var det jo alligevel en del af hans gåtur. Og hvis det skulle gå helt galt, så kunne han altid gå tilbage af den samme vej, han var kommet. Selvom det ikke var nær så spændende som at opleve nye steder, så var det da en løsning, hvis han skulle ende med at føle sig helt fortabt i den store dal.
Han drejede hovedet for at kigge ud over de grønne arealer, netop som en isnende efterårsvind slog hans ansogt i møde. Han lukkede øjnene i et kort sekund og skælven af kulde gik gennem ham. Han trak sin kappen en anelse tættere om sig.

Lorraine undersøgte nøje hans ansigt for at finde et tegn på at han løj, hvis hun da kunne. Men det så ud til ikke at være tilfældet.. Hun nikkede langsomt med et lille smil, før hun slog blikket ned et øjeblik. Hun havde selv været ude for at trække lidt frisk luft, og endnu en gang var hun kommet lidt for langt væk. Men hun oplevede nye steder, og det kunne umuligt være helt galt. Næste gang hun var heromkring, ville hun jo også vide hvilken vej hun skulle gå, så hun ikke behøvede at følge vejen tilbage, som hun havde tænkt sig.
,,Det var heldigt." Erklærede hun, med et lille smil, da hun så på ham igen.

Luciel nikkede for sig selv, en anelse fraværende i blikket som hans blå øjne gled over marken. Ja, det var heldigt. Ellers ville han nok ende med at rende rundt ude af stand til at kunne finde nogen, han kunne spørge om vej, præcis ligesom sidste gang. Og så kunne det endda være, at han blev nødt til at sove på marken... den kolde, dugvåde mark. Han gøs bare ved tanken.
"Mmm," mumlede han som svar.
Han kiggede nysgerrigt på hendes ansigt. Hun så ud ligesom sidst han havde set hende, så han vendte hurtigt blikket væk igen, idet han lod fire af sin fingre glide igennem hans lyse hår for at få de værste genstridige hårlokker på plads. Det blæste så meget, at hans hår var blevet næsten helt pjusket, selvom det normalt var så glat, at det automatisk faldt på plads af sig selv.

Det gik først op for hende, at det allerede var blevet rimelig mørkt, da hun fulgte hans blik ud over markerne. Det ville måske alligevel blive en smule svært for hende, at finde tilbagevejen i mørket. Hestene var efterhånden gået i et med mørket, men hvis man kiggede godt efter kunne man skimte lidt af deres omrids og desuden lydene, der kom fra dem, hvis man altså gik tættere på.
Hun mærkede hurtigt hvordan træstammens våde bark, begyndte at trænge igennem hendes kappe og bukser. Hun rynkede en smule misfornøjet på næsen, før hun langsomt rejste sig og børstede det værste skidt og jord af sin bagdel, hvorefter hun så hen på ham med et skævt smil.
,,Jeg må nok hellere se at komme hjemad.." Sagde hun mumlende. Ordet 'hjem' føltes mærkeligt for hende at udtale, for faktisk havde hun jo ikke noget hjem. Hun ville bare ikke komme ud for at sove på marken, hvilket hurtigt kunne blive en realitet, hvis ikke hun fandt væk herfra snarest.
,,Det var hyggeligt at snakke med dig.. Vi ses vel nok på et andet tidspunkt." Hun sendte ham et undskyldende smil, før hun sukkede og prøvede at følge sin stedfornemmelse, for at finde væk fra dalen og finde et tørt sted at overnatte.
(( Jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at smutte nu. ^w^" ))

Luciel vinkede efter hende, selvom han tvivlede på, at hun så hans vinkende hånd, for hun var allerede godt på vej hen over marken. Han sukkede og lod sin hånd falde igen. Måske han også skulle se at komme hjemad. Eller hjem... det kunne man vist ikke kalde det værelse, han havde lejet i byen.
Han rejste sig op og besluttede sig for, at det nok var smartest at fortsatte hjem af den samme sti. I hvert fald hvis han ville nå ind til byen, inden der blev alt for mørkt. Så det tog ikke lang tid for ham at finde ud af dalen igen.