Hun fnyser kort. selv hvis han dræbte hende, ville hu vende tilbage til denne verden. Satan accepterede simpelthen ikke, at hun fik fred, før hun havde lært at elske en anden person. så hun er ikke bange for døden, bestemt ikke.
"Jeg er ikke interesseret i at kæmpe imod dig, hr. Shadow. Du er tydeligvis ikke ved deres fulde fem, så jeg tror det vil være bedst for alle, hvis du smutter tilbage til den lukkede" siger hun, og basker med vingerne, hvilket bringer hende lidt op fra jorden. tordenvejret bliver voldsommere og voldsommere; stormene piver, tordenskraldene brøler, og lyn oplyser himmelen gang på gang. trods uvejret, kan man tydeligt høre Lifes stemme, da hun igen taler;
"Kamp vil ikke ændre noget"

han grinte bare igen til hendes kommentar.
"detsvære ville den lukkede ikke have mig, da jeg var for farlig og da de ville gøre det af med mig slog jeg dem alle ihjel, alle og enhver både børn og voksne måtte lide for min le og du kan tro deres blod var velsmagende.. dejligt ikke sandt?" sagde han og kørte sin finger hen over leens skarpe blad ide han kiggede op på hende igen.
"og jo det kan du tro hvis man er en sulten vampyr, må man kæmpe for ens mad" svarede han til det med kamp emnet.
Det var tydeligt han var en Spykopat der ikke stoppede før hans arbejde var gjort og før han havde fået det han ville have.
Det at det fortsat tordnede og lynede gjorde ham ikke spor, han elskede det.

Hun sukker opgivende. ikke fordi hun giver op, men fordi han tydeligvis tror at han får noget ud af det her. Tydeligvis fattede han ikke et vink med en vognstang.
"Hør hr. jeg-tror-jeg-kan-klare-alt! Jeg har ikke tænkt mig at kæmpe med dig, og hvis du alligevel forsøger på NOGET bliver det værst for dig selv" siger un, og flyver et godt stykke væk. hun lander forsigtigt på en ruin, og ser afventende på ham.
"Hvad blev der af charmøren Shadow? ham vil vi gerne have tilbage" hun ler lidt, og retter leen mod et punkt lige ved siden af ham. Et enormt lyn samler himmel og jord, og rammer lige ved siden af ham(?)

(kort, beklager... )

han stod parat til hvis hun prøvede på noget og hans øjne gløede let røde, men da hun så spurte efter charmøren Shadow så han undrende på hende men fnøs bare.
"han er for længst forsvundet, så længe jeg hungre efter blod er der ikke nogen venlig fyr fra min side af" svarede han, men da han så, så lynet blev han dog stående og så stadig lige op på hende, dog kiggede han kort ned hvor lynet havde ramt, men kørte så en hånd igennem hans hår og kiggede op på hende igen.
"du ved godt at et lyn ikke kan gøre det af med mig ikke?" sagde han og trak på skuldrende.
"meeen det viste du vel ikke, det gør du så nu" sagde han og forsvandt så ned i jorden.
Nu da det var blevet mørkt kunne han blive et med næsten alt der havde med skygger at gøre og han var nu væk.

(er her stadig xD og det er oka bare det ikke er 2 ord er jeg glad for dine svar XD)

(hvilke 2 ord? OwO)
Life himler med øjnene, og gaber let. Hele situationen er begyndt at kede hende. en stjernepsykopat der hungrer efter blod er ikke det mest interessante i verden, efter hendes mening. Da han så ovenikøbet pludselig forsvinder, trækker hun på skuldrene, og vender sig om for at gå. Skyerne letter og efterlader en stjerneklar nat. Svingende med sin le, trasker hun hurtigt hen imod skoven et stykke væk. Hun er på en måde lettet over at han gik. han havde godtnok været en torn i øjet. Hun begynder at fløjte lavt, og betragter den smukke himmel et kort øjeblik, før hun går videre...

(er her stadig.. og det blev... kort -.-')

han bevægede sig let i skyggerne og endte så bag hende ide han kom op af jorden igen og stod så bag hende med en hånd lagt omkring hende og en anden hånd under hendes hage ide han holdte hende fast. (ok?)
Slikkede hende let på halsen og grinte kort.
"så du troede jeg bare var forsvundet, så let lader jeg ikke min aftensmad gå" sagde han lettere viskende i hendes øre og betragtede let hendes hals.
Dog havde han ikke sin le fremme mere, da han havde fået den til at forsvinde og han smilte lusket igen ide han åbnede sin mund og fik sine hjørnetænder til at vokse ud ide hans røde øjne gløede let og han skulle så lige til at bide hende.
Nu ville det nok være svært at komme fri, dog kunne det stadig lade sig gøre.

(ja to ord som kommer gående og smiler sødt.... sådan korte ord XD du skriver aligevel fint langt hehe XD)

Lifes skridt stooper, og hendes krop stivner, da hun mærker Shadows kolde hænder på sin bare, blege hud. Hun rykker sig kraftigt væk, eller forsøger på det, da han slikker hende på halsen.

"Aftensmad? hvordan kan du vide at jeg ikke er dæmon? deres blod er giftigt for din slags, det burde du vide" siger hun, og vender sig om, så hun har front imod ham. I dette lys ser hun faktisk lidt dæmonisk ud- hendes rødlige øjne, og sølvgrå hår er med til at sætte streg under det.
Forsigtigt lægger hun en finger på hans pande, og skubber til- ikke hårdt, men heller ikke helt blidt. Hun bryder sig ikke om det greb han holder hende i, men hun ved godt, at hvis hun skal slippe godt fra det her, må hun ikke vise, hvor bange hun egentlig er for at han skal bide hende...

han holdte jo stadig omkring hende og da hun sagde hun jo sagtens kunne være en dæmon, fik han bare endnu et lusket smil frem.
"du smager ellers ikke som en, men så lad os da finde ud af om du er en dæmon, jeg skære bare et lille sår i dig og ser om dit blod størkner hurtigt eller ej, så kan jeg se om du er en dæmon eller ej" sagde han med et mindre grin.
Lagde så hovedet lidt på skrå og betragtede hende let.
"eller jeg kunne jo også bare dø i forsøget da du virkelig er meget tiltrækkende" sagde han så og kørte en finger ud under hendes hage i ren provokation.
Normalt ville han kunne mærke på folk om de var dæmoner, men hvis hun nu var en dæmon som hun nu påstod hun kunne være måtte han finde ud af det på en eller anden måde, siden han ikke kunne mærke det på hende, måtte han se det på blodet for det lyver aldrig.

Life ser koldt på ham, og skubber irriterret hans finger væk, der kærtegner hendes hage. Bvadr.. Hun sukker, og ser på ham, med et 'tag-dig-sammen-blik'. Naivt af ham at tro at smiger kunne få hende til at give op.

"Jeg må skuffe dig, kære shadow, men min lyst ligger ikke til dit køn. Og du skal aldeles ikke skære i mig!" siger hun, og fnyser. Sikke en klamling. klistrer fast til en, som fluer på et stykke fluepapir. Hun vrister sig fri af hans greb, hvorefter hun hurtigt springer et par skridt væk, for at undgå at ende i hans favn endnu en gang.
Hun står hævet med leen, parat hvis han skulle finde på noget. I sine tanker ønsker hun virkelig at have en ven her, ligenu. Hun er så træt af at kæmpe sine kampe selv, det tærer virkelig på kræfterne.
En kold vind blæser op, og river i hendes sølvgrå hår. *Sjovt som vejret næsten altid passer til stemningen* Tænker hun flygtigt, men koncentrerer sig så om Shadow igen. Hvert et skridt, hver en bevægelse følger hun med øjnene, og hun er næsten hele et lille skridt foran ham.

han lader hende så bare komme fri og griner over hendes kommentar med hun ikke lyster hans køn, det var da dog den sjoveste måde han nogensinde havde hørt nogen sige at de var til det sammen køn, dog kom han bare med endnu et lusket smil og hans røde og klare øjne begyndte at lyse svagt i måneskindet.
Han bevægede sig så langsomt rundt omkring hende ide han så stoppede op og lagde hovedet let på skrå igen.
"du er virkelig interrasant nu får jeg endnu mere lyst til at bide dig" sagde han og forsvandt atter ned i den mørke jord og bevægede sig lydløst som en skygge.
Han endte henne ved hendes skygge og havde fået sin le frem, hvis hun ikke var hurtig nok til at opdage han var bag hende, ville han skade hende gemmen skyggen og det måtte virkelig være ubehageligt.
Han svingede så hurtigt leen imod hendes mave på skyggen og håbede nu virkelig han nåede at ramme.

Life når kun lige at registrere hvad der sker, før en jagende smerte slår hende i jorden. hun krummer sig sammen i en krampagtig stilling, og skønt hun ikke blev ramt 'rigtigt', er der kommet en dyb flænge i hendes side, hvor blodet nu pibler frem. Life ser chokeret fra riften til shadow, og gisper, før hun hurtigt krabber sig væk fra ham.
Hun skæver til sin le, der er fløjet et par meter væk, pga. hendes fald, før hun med et højt, stønnende suk falder ned på den kolde jord. hun føler sig ydmyget, svag, og orker ikke at kæmpe imod mere. Hun har simpelthen for mange skader og kvaler. Hendes store vinger lægger sig beskyttende omkring hende, da hun krummer sig sammen. Lidt selvrespekt har hun stadig, og hun vil ikke lade ham suge hendes blod.
Fallafax! flyver det igennem hende, men hun ryster tanken af sig. tanken om Shadow, der får fingrene i hendes elskede enhjørningehingst, skærer hende i hjertet, og hun vender istedet blikket imod Shadow.
"nej, jeg beder dig. lad være, jeg vil gøre hvadsomhelst!" hun fortryder ordene, så snart de har forladt hendes mund, og slår blikket ned. hvad gør hun nu?

han kom frem igen fra skyggerne og stilte sig nu foran hende med sin blodige le ned mod jorden så kun lige spidsen er ved at ramme og man kan se blodet løber ned af det skarpe blad.
Han løfter så leen op til hans mund ide han let slikker blodet af og kommer med et stort og kynisk smil.
Ligger så hovedet let på skrå og betragter hende lidt ide han så får sin lee til at forsvinde og sætter sig så på hug foran hende.
"hvad som helst.. siger du?" sagde han og gav sig til at tænke..
Dog havde han smagt hendes blod og lod let tungen køre rundt om hans tænder, hvor han så rejste sig op igen og trak på skuldren.
"tjaa oka jeg lader dig være, på en betingelse" sagde han og smilte.
"hvis du vil tiltale mig herre og bliver min slave så lader jeg dig være i fred" sagde han roligt og lagde sine arme over kors.
Den her magt elskede han at have og det var endnu bedere på den her måde som det havde endt.

Life fortrækker kort ansigtet i smerte, før hun irriterret sukker, og vrænger på næsen. Typisk mænd at ville have magt. hun får med megen bøvl maset sig op, og sidder nu på knæ foran ham. Den lange flænge i hendes side drypper lystigt hendes røde blod ned på orden, hvor det samler sig i en stor pyt. Hun stryger et par blodstænkede hårtotter væk fra ansigtet, og sender ham et hvor-dum-tror-du-jeg-er?-blik.

"Ahaa? ja det gør jo mit tilbud endnu mere fuldbyrdigt" siger hun sarkastisk, og hoster lidt blod op. hun er ynkelig, som hun sidder der, men hun nægter at give op, før den sidste dråbe blod er vredet ud af hendes krop.

"Jeg kunne være din tip oldemor, er du klar over det? Så tror du virkelig, at jeg vil lade mig nedværdige til at være din slave? udsættes dagligt for chikane, voldtægt, og måske endda tortur? tømmes for blod ugenligt, blot fordi du ikke har noget bedre at tage dig til? sig mig engang, min gode mand; Tror du at jeg er helt fra forstanden?!" snerrer hun vredt, og får langsomt, men sikkert, maset sig op at stå. Benene svajer let under hende, men hendes blik er fast, og ikke til at spøge med. Hendes øjne lyner vredt, og hun basker advarende med vingerne. hvis han troede at han kunne komme her og...

Shadow Grinede bare selv og havde stadig det spykopatiske blik i øjnene.
Han betragtede hende stadig roligt og nød den afslappede duft af blod som kom fra hendes sår, lige til at drikke men han holdte dog igen lidt endnu for fristelsen med at drikke blodet.
Han satte sig så kort ned på hug ved hende og kiggede hende lige ind i øjnene.
"jeg er ligeglad, jeg vil bare gerne bevise jeg er stærk overfor andre så jeg kan få respekt" sagde han dog lidt mere roligt og rejste sig så roligt op igen,da hun nu også havde rejst sig op.
Han stilte sig så tættere på hende ide han så kyssede hende på munden og hoppede så tilbage fra hende ide han let grinede igen. (ok?)
"vi vil mødes igen og næste gang vil jeg ikke være nær så skånsom som jeg var nu" sagde han og med et var han så forsvundet væk i mørket.

//Out

Life misser med øjnene. Ikke fordi hun har svært ved at se, trodsalt har hun en løves nattesyn, men fordi hun ikke lige opfatter hvad han siger, grundet det store blodtab. Troede han han havde vundet eller hvad?
Det gipper i hende, da hans smalle læber presses imod hendes, og hun viger øjeblikkeligt udenom. AD AD AD! Hun spytter hurtigt smagen af ham til siden, og skærer en grimasse, da det skærer i hendes side.
Da han endelig forsvinder, mumler hun noget for sig selv, og pifter lavt efter Fallafax, alt imens hun samler sin le op. Hendes blod havde præget spidsen af den, og som alt det andet, var heller ike det til at vaske af. Fallafax kommer prustende løbende, og hun får med en kraftanstrengelse svunget sig op på hans ryg, hvorefter hun udmattet styrer ham væk derfra...

//OUT