Elizeph lagde en blid hånd på panden af Shinichiro, mens han lukkede øjnene.. Han lod sine tanker flyve, og i næste nu befandt han sig i en tilstand, hvor han klart og tydeligt så rummet for sig, fra den vinkel hvor Shinichiro selv så det.. Hans øjne flakkede rundt i lokalet.. det virkede meget virkeligt.. Men der var en forskel fra normalt; Mange af de som sad til bords, levede slet ikke mere.. Elizephs blik blev mere og mere forvildet, og da han til slut fik øjnkontakt med et alt for velkendt ansigt, som sad ved siden af en meget ung udgave af Elizeph selv, slap han Shinichiros pande med et ryk og trådte flere skridt bagud.
Han så først med et forfærdet blik på Shinichiro, men rystede dog så på hovedet.. Det var hans egne minder, og det skulle Shinichiro ikke vide noget om; det havde jo intet med situationen at gøre.
"Det er simpelt.. De har nedarvet en del af Deres faders sjæl.. De sad på hans plads ved bordet, i Deres syn.. det var tydeligt.." sagde han forklarende, mens han lagde en hånd mod sit eget hoved.. det var en voldsom oplevelse, og det havde givet ham hovedpine..
Krystallandet
