Hvad er der?

Ernie holdt sig bare til halsen, uden at flytte på sig. Uden at svare Adelbert på hans spørgsmål. Der var visse ting der ikke kom andre ved, og det her var én af dem. Undskyld? Hørte ham sige, så spørgende og så forvirret. Han havde måske ikke opfanget hvad han havde gjort galt. Men hvordan skulle han også vide det? Som en kat havde Ernie følsomme steder, hvor han helst ikke skulle røres ved. Man ville få en klo sendt afsted, hvis ikke de blev respekteret. Hans blik stirrede igennem mørket ned på Adelberts silhuette, der langsomt kom op at hvile på albuerne. Og forsigtigt løftede resten af kroppen, for at finde tilbage til Ernie igen. Hånden der havde presset sig få fastklemt mod kraven, løsnede sig forsigtigt, og langsomt gled den ned og dumpede ned på sit eget skød.

Han lukkede øjnene og fandt roen igen, ved at Adelbert lænede sig så tæt på og kyssede ham så forsigtigt ved kæben. ”Mh… mm…” Nynnede han sagte, for at lade ham vide, hvor meget han kunne lide det.

”Adelbert,” Hviskede han. Hans lille Bertie. Hans arme lod sig kranse om ham, og han hev ham nu op at sidde på sit skød. Han gengældte Adelberts blide kys, førte sine læber hen til hans ører. ”Hvorfor er du også blevet så voksen?” Hviskede han med tristhed i stemmen. Seksten år. Det var ingen alder. Men Adelbert udviste trods nu. Han fulgte ikke længere Ernies veje, men skulle absolut blive page og blive ridder og leve et helt andet liv, end det Ernie ønskede for ham. Han skulle vente helt til på søndag, før han kunne tage ham igen…

Læberne dvælede ved kæben, fjerlet nu, som skulle han først teste om det var i orden. Adelbert tøvede endnu et øjeblik, usikker på, om hans nærhed stadig var velkommen efter Ernies pludselige tilbagetrækning. Han betragtede fætteren gennem halvmørket, nysgerrig og stadig forvirret over den besynderlige måde, han havde grebet sig til halsen på.

Han kunne ikke mindes, at Ernie nogensinde havde haft problemer med den. Faktisk gik det op for ham, at han knap nok vidste, om hans fætter overhovedet havde nogen skavanker. Hvor mærkeligt, når han ellers havde kendt ham hele sit liv. Der fandtes åbenbart stadig steder i Ernie, han ikke havde fået lov at se.

Men han turde ikke spørge.

Han havde brug for Ernie lige nu.

Da fætterens stønnen atter lød mild, mærkede Adelbert en smule af spændingen forlade skuldrene. Han rettede sig forsigtigt op, strakte hals og placerede et par lette kys højere op ad fætterens skarpe kæbe. Et lille suk pustede mod den fine hud. 

Hans navn blev hvisket.

Adelbert søgte Ernies blik, så godt mørket nu tillod det. Han løftede hovedet, overrasket over den næsten sørgmodige klang. Ernie trak ham nærmere, og han lod sig føre uden modstand, stadig med en underlig forsigtighed i kroppen. "Mh.." brummede han overrasket, men spredte benene således at han bedre kunne placere sig overskrævs på fætterens nøgne skød. Hans eget halvstive lem prikkede mod Ernies mavemuskler. Han lukkede øjnene et øjeblik. Ernies mund var lige ud for hans øre. 

Hvorfor er du også blevet så voksen?

Adelbert svarede ikke straks. Seksten år. Var det virkelig så meget? Han havde selv brugt det meste af sin barndom på at længes efter at blive ældre. Efter at være stor nok til at bestemme over sit eget liv, bære et sværd og blive taget alvorligt. Det var aldrig faldet ham ind, at nogen kunne sørge over netop dét.

Han greb let fat i folderne på Ernies skjorte og pressede sig ind til ham.

"Det kan du ikke lide?" spurgte han stille, næsten prøvende. Et lille smil spøgte på hans læber, selvom der ikke var meget muntert over ham. "Bange for, at jeg vokser dig over hovedet ...?" Han forsøgte at få det til at lyde som deres sædvanlige drillerier. Som om det var et spørgsmål, Ernie bare kunne le ad.

Men der lå noget andet under ordene. Noget, Adelbert endnu ikke selv havde fundet navn til.

Ernie trivedes vældig godt med Adelberts vægt på ham og med det hårde gulv under sig. De burde måske flytte sig op på sengen, men så skulle det være fordi de alligevel gik i seng. Problemet var bare, at Adelbert skulle tidligt op og melde sin tjeneste i væbnerkvarteret tidligt næste morgen.

Hvis han da ikke var for øm bagi til at arbejde. Ernie smilte lidt af det. Han havde sørget for, at det ville kunne mærkes i morgen. Han havde ikke været forsigtig med ham.

Han rømmede sig lidt, da Adelbert spurgte ham så usikkert, om han ikke kunne lide, at han var blevet ældre. Ernie fandt hans blik, og så strøg han sin lille fætter hen over de sorte lokker. Han var stadig ung, men ja. Hans lemmer var blevet lange i det. Hans ansigt mindre buttet end de havde været, da han kun var en lille knægt.

”Hvis du bliver højere end mig, så får du en røvfuld,” Fnøs han, mens armene krammede ham og trak ham tættere ind til sig, næsten grådigt, som kunne han holde fast i ham, som han var lige nu. Måske ville han ikke lege med ham mere. Ikke hvis Adelbert voksede sig stor og stærk, som hans onkel. ”Jeg kan ikke lide når du svarer igen. Når du kalder mig ting, som ingen andre tør kalde mig.”

"Pft ..." fnøs han, og en spinkel latter undslap ham trods alt. Der var noget næsten absurd ved, hvor hverdagsagtigt de talte sammen. Som om intet var hændt. Som om de blot var to fætre, der havde glemt tiden og nu sad tæt sammen i mørket.
Musklerne trak sig sammen grundet ubehaget længere nede, og han sukkede anstrengt ud af næsen. Han håbede det værste kunne soves væk. Hvad hvis han blødte? Det kunne godt føles sådan. Resterne af Ernies sæd fik det til at svide i hans indre vægge, specielt omkring ringmusklens spredte hud. 

Pis mand. Det ville se skidt ud, hvis han ikke kunne møde op til sine pligter i morgen. 

Ernie trak ham atter til sig, så snart den mindste afstand opstod mellem dem. Som om selv en håndsbredde var mere, end han kunne tåle. Han holdt Adelbert dér, tæt ind til sig, med en næsten besidderisk ømhed, mens fingrene gled gennem hans ravnsorte lokker. Som var han noget dyrebart, der kunne gå tabt, hvis blot grebet løsnedes.

Det overraskede ham ærlig talt, at Ernie delte noget så sårbart med ham. Eller måske lød det bare mere ømt her i mørket, hvor de sad tæt sammen. I dagslys ville det have lydt som endnu en af hans sædvanlige bebrejdelser. Men den velkendte irritation var forsvundet fra stemmen, og tilbage var noget, Adelbert ikke helt vidste, hvad han skulle stille op med.

De ravnsorte bryn trak sig sammen.

Når du kalder mig ting, som ingen andre tør kalde mig.

Før havde Ernie beklaget sig over, at Adelbert konstant rendte ham i hælene. At han efterlignede ham, som var han ikke andet end hans egen lille skygge. Og nu, hvor Adelbert endelig var begyndt at træde ud af den, var dét åbenbart også forkert.

Hvad skulle han da stille op med sig selv? Han kunne hverken være den dreng, Ernie havde kendt, eller den mand, han var ved at blive.

"Så hvad vil du have?" spurgte han. Der var ingen egentlig vrede i stemmen. Kun en træthed, der havde lagt sig så dybt i ham, at han knap nok orkede at skjule den. "Før kunne du ikke holde ud, at jeg gjorde alt det samme som dig. Nu kan du ikke lide, at jeg gør noget andet." Han løftede blikket mod fætteren.

"Jeg forstår dig ikke, Ernie." Et øjeblik tøvede han, som om det næste spørgsmål var langt vanskeligere at stille. "Hvad er det egentlig, du vil med mig?"

Ernie himlede lidt op med øjnene, som Adelbert med en opgivende træthed spurgte ind til hvad han ville have, og mindede ham om, at Ernie selv havde klaget over hvordan han havde været så irriterende som yngre. Hvordan han heller ikke kunne gøre noget rigtigt nu. Det var vel bare sådan det var. Adelbert ville aldrig kunne gøre noget rigtigt... Det handlede måske mere om, at tiden gik stærkt.

”Så alt dit bøssekarl-pis og alt dit Theodore og Selmy er ulækre pis, er bare noget du spiller, for at imponere mig?” Han rystede lidt på hovedet. Men Ernie var ikke i det der humør, hvor han bare gerne ville diskutere for at få situationen til at eskalere. Nej, det var han for træt til. Træt, men virkelig veltilpas. Han lænede sig trods alt tæt på sin fætter og gav ham et blødt kys på panden, og et lidt sødt kram, inden han rykkede ham ned ad sig igen, for at få sine støvler af og de bukser af, som han havde gledet ned ad sig, men aldrig fået af. Han hev også koften over hovedet, og smed det på gulvet, så han var helt nøgen. Hans pik var mindre hård og glinsede vådt. Mørket gjorde det en smule svært at se, men det var ikke kun spyt og savl, men også en smule blod blandet med de andre væsker.

Ernie gik over til det lille bord ved døren, hvor han altid havde en karaffel med vand, som han kunne hælde op i et lille vaskefad. Han dyppede kluden og tørrede sig selv grundigt, mens Adelbert kunne få lov til at kigge på, hvis han turde.

”Du er familie. Jeg kan jo ikke gøre så meget andet end af bruge dig, indtil jeg bliver træt af dig. Eller indtil jeg bliver gift, vel?” Han trak på skuldrene "Jeg skal snart spørge frøken Kiefer om hendes hånd. Og når først vi er gift, så kan du ikke tilbringe natten i min seng mere.”

Om det var for at imponere sin fætter? Adelbert trak undrende hovedet en smule tilbage, dog  ikke nok til at skabe nogen egentlig afstand mellem dem. Han kunne ikke se, hvordan det skulle imponere Ernie at kalde ham for bøssekarl.

Nej. Adelbert havde ment hvert et ord. Hvilket virkede totalt latterligt i lyset af, hvad der netop var foregået mellem dem. Han lukkede øjnene i eftertænksom tavshed, da Ernie plantede kysset på hans pande. Det lille kram gengældte han nærmest automatisk - distraheret af sine egne tanker. 

"Mh..." brummede han, stadig i færd med at finde ordene, da han blev sat tilbage på gulvet. Hekseøjnene dvælede ved Ernies hænder, da han kom ud af tøjet. 

"Men det imponerer dig ikke,"  konkluderede han stille. "Vel?" Han så mod Ernie, der nu var i færd med at vaske sig, hvilket fik ham til selv at komme op at stå. "Ah .." gispede han sagte og trak vejret hvæsende ind mellem tænderne. Det var endnu værre, når han stod op. Hånden gled om til ballerne. En fortyndet væske klistrede sig til fingrene og han undersøgte det nærmere. Adelbert så chokeret på sine fingre.

Han blødte sgu.

 "Jeg bløder..." mumlede han. Kvalmen vendte tilbage, og han tog sig til munden med den anden hånd. Han trak vejret ind og opfangede en snert af duften fra sin håndflade; Ernies sæbe og sved blandet med hans egen. Hånden gled videre op gennem håret. Han sukkede tungt.

Bruge mig...? Hah.

"Kan du overhovedet lide frøken Ceelia?" Hjertet slog hårdt. Sygt. "Hvorfor gifte dig med hende, hvis du ikke er interesseret?" Han humpede hen til sine forkastede underbukser og bøjede sig ned efter dem. En smertefuld grimasse trak over ansigtet, og han måtte standse. Lade smerten passere, før han endelig fik fisket dem op.

Han gik meget forsigtigt over til Ernie. Og holdt hånden ud til ham uden et ord for at bede om kluden. 

Om det imponerede ham? Ikke just. At blive kaldt bøssekarl havde tændt ham fuldstændigt af. Det havde været over stregen. Når Adelbert kaldte Selmy og Theodore ulækre, hvad tænkte Adelbert så ikke om ham eller ham selv? Syntes han også at de var ulækre? Det gav ingen mening. Adelbert gjorde ulækre ting for ham hele tiden. Ernie sendte ham bare et hårdt blik, der burde være svar nok.

Han betragtede Adelbert komme op. Hans gisp og chokerende fund blev kun betragtet ud af øjenkrogen. Adelbert havde ført opdaget det nu. Ernie lod kluden dyppe ned i vaskefadet og vred det i stilhed. Han havde ikke tænkt sig at sige undskyld eller gøre et stort nummer ud af det. Det skulle ikke skræmme Adelbert til at sige nej til ham, hvis nu Ernie vågnede tidligt og fik lyst til at udforske ham igen. Det havde jo været så vild en følelse... Han var ikke sikker på, at han evnede at vente helt til næste søndag, for at kunne opleve det igen.

”Fordi det er min pligt, Adelbert. Derfor.” Svarede han mørkt ”Jeg kan komme på 10 kvinder jeg hellere ville gifte mig med, men vores forældre har åbenbart syntes at det kunne være sjovt at få afsat os alle sammen på en gang. Bytte døtre, så de to huse kan kombineres. Det gode er, at Ceelia smutter over til sin mor hele tiden. Og hvis det lige passer mig, kan hun også få lov til at arbejde en gang imellem.” Han trak på skuldrene, lidt ligeglad med hvad et sådant ægteskab kunne betyde for ham. ”Jeg skal bare lave nogle sønner på hende, helst flere end Selmy.”

Han så ned på Adelberts hånd. Han ville gerne have kluden, fornemmede han. Han gav ham den ikke men viklede en arm om hans talje og fik ham rykket tættere på sig. ”Så ivrig du er efter at få mig vasket af dig, hm?” Hviskede han. Han klaskede den våde klud mod Adelberts inderlår og tørrede de løbske dråber af. Han blev noget mere forsigtig, som han nærmede sig området omkring anus. ”Kvinder bløder også, når de får taget deres mødom. Det er det samme. Det betyder bare at du er en mand nu.”

Adelbert burde lade emnet lægge. Det hårde blik, som han netop kunne skimte lidt af i det grålige mørke, burde være grund nok. Men han var så forvirret. Både ham og Ernie havde jo haft rigeligt sjov med at kalde Selmy for svans og grine ad det sammen. Samtidig fik Ernie ham til at gøre de her tvivlsomme ting - som blot eskalerede med årene. Uskyldige pillerier, indtil en dag hvor hans fætter pludselig ville have mere. Adelberts hænder, hans mund, hans krop, hans mødom. 

Ernie havde sagt at han elskede ham. Det var første gang. Normalt ville han med sukkersøde ord have overtalt ham; sige at det ville gøre ham så glad og lykkelig, hvis Adelbert lige ville hjælpe ham med trangen. Han havde været lidt usikker, men Ernie havde forsikret ham om at det var okay. Adelbert havde troet på ham, selvfølgelig. 

Han kunne til gengæld ikke lide hvordan hans fætter omtalte Ceelia. Hvis han ikke kunne sætte ordentligt pris på hende, så kunne Adelbert jo... Hans kæbe blev stram. Adelbert skulle ikke vove at tænke på at bede om hendes hånd. Tænk hvis han kom til at sige det højt? 

"Jeg kan godt selv," svarede han Ernie. Han ville ikke vaskes af ham, men armen lå allerede om hans talje og igen stod deres kroppe sammen. Hans bryst trak sig sammen. "Hng..." Kluden klaskede mod hans inderlår. En kølig fugt der fik ham til at sitre ved temperaturskiftet. Ernie var omhyggelig, men hjertet slog alligevel hårdere da han nærmede sig det ømme område.  

"Så det er dét du gør?" Han pressede læberne ubehageligt sammen. "Gør en mand ud af mig?" Hans hånd fandt ind mellem dem, på Ernies glatte brystkasse. Den anden hånd klemte til om fætterens hofte. 

Ernie ignorerede den stille protest, at Adelbert mente, at han selv godt kunne vaske sig. At Ernie overhoved ville give ham den tid og omsorg, skulle han bare tage imod med kyshånd. Omsorgen ville forsvinde igen, inden ganske længe. Det burde han vide. Lige nu holdt han ham stramt, mens han fortsat vaskede ham. Han var endda så opmærksom på Adelberts små reaktioner, at han bevægede kluden roligere, hvis der var antræk til at det gjorde ondt eller sveg. Han duppede den våde klud omkring det sårede område. Hånden klemte og pressede om kluden, så vandet fik lov til at lindre køligt. Det dryppede ned midt på gulvet.

”Mm-hmm,” Nynnede han roligt. Han fandt ro ved at nusse om Adelbert lidt, men han var også ved at blive færdig. Hans tanker var så småt begyndt at kredse sig om sengen i baggrunden, der ventede på ham. På dem begge to. ”En mand skal have nogle ar.”

Rent tilfældigt fik Ernie rykkede sig en smule, så den smalle lysstribe fra vinduet placerede sig lige der, ved hans hals. Ældre ar, såvel som friske sår, kom til syne. Hvis man studerede dem grundigt nok, kunne man ane at noget, eller nok nærmere nogen, havde sat hugtænderne i ham. Tænder havde skrabet ham. Flået den samme hud op igen og igen, tydeligvis i forbindelse ved flere lejligheder.

Lysstriben var der kun kortvarigt, for Ernie rykkede sig igen, for at smide kluden i vaskebaljen. ”Slå dig løs, hvis du synes du mangler at vaske dig mere. Jeg går i seng og venter på dig.”

Adelbert lod ham bare gøre, hvad han ville. Ernie stoppede jo alligevel aldrig, når man bad ham om det, så hvorfor skulle det være anderledes nu? I det mindste var dette noget, han kunne håndtere. Han gøs et par gange og krummede fingrene dybere ind mod Ernies hud, hver gang kluden strejfede et ømt sted.

Vanddråber ramte hans lægge.

Mænd skal have nogle ar.

Adelbert fnøs og lod blikket glide mod lysstriben på gulvet. Han skulle netop til at spørge, om Ernie da selv havde nogle ar. Fordi... hvis ikke, kunne Adelbert såmænd sagtens tilbyde at give ham et par stykker. Som gengæld for det, han havde udsat ham for denne aften.

Men da hekseøjnene atter fandt Ernie og tilfældigvis strejfede hans hals, bemærkede han noget, der umiskendeligt lignede sår.

Snitsår? Eller ...?

Han lagde hovedet let på skrå og kneb øjnene sammen for bedre at kunne studere dem. Forhåbentlig diskret nok til, at Ernie ikke fattede mistanke. Han havde trods alt været så besynderligt hemmelighedsfuld omkring sin hals tidligere, blot fordi Adelbert var kommet til at strejfe området.

Så trådte Ernie forbi ham, og øjeblikket var forbi.

Måske kunne han få et bedre kig i morgen tidlig, hvis han vågnede før sin fætter?

Han skævede efter ham. "Okay ..." Et besynderligt udtryk gled over hans ansigt. Hvor var de sår dog kommet fra? De mindede næsten om arret på hans egen læg, fra dengang familien Kiefers sindssyge hund havde sat tænderne i ham. Var Ernie blevet bidt? Og i så fald af hvad? Adelbert gjorde sig færdig ved baljen og trak forsigtigt underbukserne på igen, mens tankerne fór rundt i hovedet på ham.

Så gjorde han Ernie selskab i sengen. Han lagde sig på siden i et forsøg på at skåne sig selv mest muligt for smerterne. Heldigvis var sengen bred nok til dem begge, så de behøvede hverken ligge i ske eller klamre sig til hinanden.

Selvom det ofte endte sådan.

"Ernie." Han lagde hovedet på sin bøjede arm og betragtede fætteren gennem mørket. 

"Har du egentlig gjort det med andre mænd?"

Ernie slap sit greb om Adelbert og fjernede sig derved også fra Adelberts hånd, der havde placeret sig ved hans brystkasse. Han trådte let over skoene og alt tøjet og gik hen for at låse op for døren. Det gik jo ikke, at nogen fandt ud af at den var låst. Han havde en nøgle, men måtte bare ikke bruge den. Han måtte sikkert heller ikke gøre de her ugudelige ting ved sin alt for unge fætter, men ak... Ernie var ikke nogen mand af Isari. I hvert fald ikke længere...

Han gik hen og smed sig mageligt i sengen. Uanset om Adelbert sov der eller ej, så foretrak han pladsen længst væk fra døren, så der lagde han sig og bredte sig. Han fandt en behagelig stilling, som bare var at ligge på ryggen med den ene hånd under puden og den anden hånd hvilende på sin egen mave. Den nussede let op og ned langs striben af mørke hår. Han sukkede tungt og tilfredst, inden han gled blikket over mod sin fætters nervøse skikkelse, der ledte efter underbenklæderne i mørket.

Han ville nok ikke forbløde i hans seng... Udover det kunne Ernie ikke se nogen grund til, at han skulle blive genert lige nu. Eller... heh... var han mon bange for at Ernie ville udforske ham i løbet af natten igen? Det kunne han sagtens finde på. Men det var ikke noget et par underbukser kunne holde ham fra at gøre. Et hurtigt riv i stoffet, og han kunne få dem ned om anklerne på ham, før han kunne sige til eller fra.

Ernie.

Ernie drejede hovedet lidt mere og betragtede hans silhuette, som Adelbert havde fundet sin stilling, liggende på siden. Han ventede... Om han havde gjort det med andre mænd, ville han vide. ”Sådan et dumt spørgsmål,” Kommenterede han ”Jeg troede det var tydeligt, at du var den første.”

Måske var det tydeligt. Måske var det ikke. Adelbert havde intet at sammenligne med, bortset fra de ting, Ernie selvfølgelig havde sagt. Men hans fætter havde det med at overdrive, så hvad vidste han egentlig? Og Adelbert anede i hvert fald ikke meget om, hvordan det var at være sammen med mænd. Ud fra dagens oplevelse havde én ting dog vist sig at være præcis, som han havde forestillet sig.

Det gjorde forbandet ondt.

"Hm ..." Han trak halvt på skulderen. Nu lå han her under dynen sammen med Ernie igen. Den samme dyne, som gennem årene havde gemt på alle deres natlige hemmeligheder. Det var gået galt, fordi Adelbert havde rejst sig. Hvis de bare var blevet liggende i sengen ... ville det så have været anderledes?

Sikkert ikke.

De giftgrønne øjne gled mod Ernies hals, men her i mørket kunne han ikke skelne de besynderlige ar. Til sidst opgav han. Der var så meget, han ikke vidste om sin fætter. Så meget, Ernie tilsyneladende ikke ønskede, at han skulle vide.

"Du gider aldrig at gøre det på mig." Han vidste ikke helt hvad han prøvede at sige med det. Måske kom det hele bare væltende nu. "Altså... suttet pik på mig og sådan..." Hans fingre strøg mod Ernies bryst. Søgte brystvorten, som han nulrede og hev lidt sigende i da han fandt den. Måske en lille straf. 

Du gider aldrig at gøre det på mig.

Åh, Ernie vidste bare at denne her samtale ville komme en dag. Adelbert havde vist aldrig spurgt ham så direkte før. Men nogle gange havde han følt hvordan Adelbert havde skubbet sin krop prøvende mod ham, hans hårde pik mod hans hånd. Ernie havde ladet som om han ikke havde lagt mærke til det og flyttet sin hånd og vendt sig væk fra ham. Eller vendt Adelbert væk fra ham, så han i stedet kunne lægge sin arm tungt om ham.

Altså... suttet pik på mig og sådan... Forklarede han. Som om stilheden fra Ernie betød, at han ikke havde forstået ham første gang. Ughhh... Det her var præcis det han mente med, at Adelbert var vokset for hurtigt op. Han var blevet en ulækker, liderlig minivoksen.

Han sugede godt med luft ind, så brystkassen med Adelberts hånd hvilende mod sig blev hævet og blev holdt der, indtil han kunne samle sig om hvad zalans han skulle svare til det, og ud kom det dybeste, trætteste suk. Fingrene der pillede ham lige der i brystvorten fandt han med sine egne hænder. Han stoppede dem fra hvad end de havde gang i, og han fjernede hans hånd helt.

”Det tænder mig ikke at sutte din pik. Jeg får ikke noget ud af det,” Svarede han helt fladt. Gav det ikke sig selv?

Hans hånd blev fjernet, og Adelbert trak den demonstrativt til sig igen. Krøllede den ind under hagen og så uimponeret på sin ældre fætter. "Aha? Det tænder sgu da heller ikke mig." Adelbert blev Irriteret over svaret. Selvom han jo egentlig godt havde regnet den ud. Ernie var egoistisk – han skjulte det bare bag karamelbløde ord og søde kys. 

"Hvorfor knalder du ikke bare en eller anden tøs så?" Det var faktisk noget han havde undret sig over ofte. Adelbert havde set mange piger gå og sukke over Ernie, og Ernie selv havde lige nævnt at der var mindst ti andre kvinder han kunne komme i tanke om, som han langt hellere ville giftes med. Såå? Ja ja, Adelbert var let tilgængelig. Men det var sgu da ulækkert at gøre det med sin fætter hele tiden? 

"Eller Theodore for den sags skyld. Han har jo sådan set givet dig lov. Det sagde du selv." 

”Gider du godt lige?” Han løftede hovedet og kom op at hvile på sin ene underarm, så han kunne se ned på sin fætter, og forsøge at finde hans øjne. Han så strengt ned på ham. Hvad lignede det ham ikke at plage ham om at få suttet pik? Der var ikke noget mere ynkeligt... Og den måde Adelbert udtrykte sin utilfredshed på, var ved at begynde at udpege alle mulige andre.

Endnu et forsøg på at stikke af fra sin tjans...

”Hvis ikke du skulle have fattet det allerede, så siger kvinder mig ingenting!” Kom det ud hvæsende, fordi han ville dæmpe sig, men han var så vred over, at Adelbert pressede ham til at sige sådan noget højt. At indrømme sådan noget skidt om ham selv... ”Men fint! Du har inspireret mig! Det kunne være jeg skulle gøre alvor ud af det, og skifte dig ud med en yngre, lyshåret model.”

Theodore var også meget pænere. Og han brokkede sig ikke nær så meget, forestillede Ernie sig. Han rystede på hovedet, over Adelbert, indtil han tog sig opgivende til panden og lod sig dumpe ned igen, med hovedet ned i den bløde pude.

Nøj hvor Adelbert gjorde ham sur lige nu!

Adelbert stirrede på Ernie. Det var, som om noget netop havde kortsluttet inde i ham.

Hvad?

Han vidste slet ikke, hvad han skulle sige. Ernie var svans? Ligesom Selmy? Var det derfor, han hele tiden stod og gloede ud ad vinduet? Fordi han længtes efter den gut, de havde mobbet gennem størstedelen af Adelberts liv? Hvad? ...

Adelbert blev fuldkommen tør i munden. På en eller anden måde havde alting været langt mere simpelt, før Ernie indrømmede dét dér. At han var til mænd.

"Ja, det bør du vel." Hans stemme lød fjern. Fremmed, næsten. Hjertet slog underligt tungt i brystet, og pulsen larmede i ørerne.
"Og hvis du virkelig vil irritere Selmy, så gør du det, mens han ser på." Hans tanker havde søgt tilbage til det spor, de så ofte fulgte, når han var sammen med Ernie. Til deres små, ondskabsfulde planer om, hvordan de bedst kunne gøre livet surt for andre.

Det var så velkendt. Så let at falde tilbage i.
Men hans hoved var fuldkommen tomt, og blikket hvilede fjernt på ingenting. Som om en anden havde overtaget hans mund og nu førte samtalen videre for ham.

Som om han selv slet ikke var til stede længere.

Ernie kunne lide mænd? 

Ernies øjne smallede en smule over det underlige skift i hans fætters stemme, efter at han havde sagt hvad der skulle siges om sin seksuelle orientering. Forhåbentligt kunne Adelbert holde på en hemmelighed. Ellers skulle det da komme som en overraskelse, for han havde jo altid gjort hvad han havde sagt, ikke? Og Adelbert var da selv til mænd... Hmm. Det var nu lidt underligt, at Adelbert ikke havde vist sig særlig interesseret i noget overhoved. Hvis Ernie skulle skyde på en person Adelbert var forelsket i, så var det ham.

”Hmm...” Ernie overvejede hvad det var Adelbert foreslog. En sådan akt ville ikke bare irritere Selmy, den ville ændre alt imellem dem. Ernie havde trods alt været forsigtig omkring Selmy, i forhold til hvad han kunne have gjort omkring ham. Alt han ønskede sig var, at Selmy skulle fortælle ham, at han stadig gerne ville kysse ham. Og så ville han... Hvad ville han egentlig...? Kysse ham?

”Adelbert... Du skal bare give mig et navn. Så får vi det arrangeret,” Han kiggede på sin fætter, ind i det blik der stadig var et helt andet sted end i værelset. ”Er der ikke nogen der har fanget din interesse det mindste? Måske en af de andre pager?”

"Hvad?"

Han blinkede et par gange, forvirret, og så på Ernie. Adelbert kunne slet ikke samle sig om samtalen længere. Han hørte knap nok, hvad han selv sagde.
Brynene trak sig sammen. Næsten fornærmet.
"Nej ...? Jeg—" Kan lide Ceelia. Hjertet slog hårdere i brystet. Det havde sgu været tæt på. Et øjeblik mere, og han havde afsløret sig selv.

Med en grimasse af ubehag vendte han ryggen til Ernie. Urgh. Ville den forbandede smerte i hans røv ikke snart fortage sig? Det hele føltes stadig så fremmed og forkert, og han kunne ikke finde en stilling, hvor kroppen lod ham glemme det.

Han trak dynen tættere omkring sig og krummede sig sammen med knæene trukket op mod maven.

Ernie havde sagt, at han elskede ham.
Ikke direkte. Ikke som en egentlig kærlighedserklæring. Det var sikkert bare ligesom når ens mor sagde hun elskede een. Alligevel blev ordene ved med at vende tilbage. Som et ekko, der havde fundet et sted at bo mellem hans ører, og som nægtede at lade sig tie ihjel. 

"Jeg er ikke interesseret." Han lukkede øjnene demonstrativt. Hvis han bare faldt i søvn nu, kunne han måske bilde sig ind, at denne nat aldrig havde fundet sted. At ingen af ordene var blevet sagt, og at morgenen ville bringe dem tilbage til det, de havde været før.

"Jeg har ikke kysset eller gjort de der ting med andre end dig." Han sank. "Og jeg vil ikke mere. Godnat."

Det var svært at greje Adelbert. Hvordan kunne man ikke være forelsket i nogen? Det måtte være fordi han ikke vær ærlig overfor ham, eller sådan noget. Ernie ville ellers hjertens gerne give Adelbert den oplevelse han selv lige havde tigget om. Så længe det var under Ernies egen kontrol. Han ville nok foretrække at kigge på. Måske han endda ville nyde at se de unge drenge gå løs på hinanden, som to forvirrede hvalpe i løbetid. Adelbert ville uden tvivl være den erfarne part af dem.

Men Adelbert var ikke interesseret... Ernies blik blev mat og uimponeret. Han kiggede utilfredst på dynen, der blev pakket om skuldrene, så Ernie absolut ikke kunne se andet end Adelberts sorte, lange hår.

Han gad ikke mere HVAD? Det gjorde ham så stiktosset, når han sagde sådan ting. Han satte ikke ord på det, men det truede om, at han ikke gad behage ham mere. Nogensinde. Og alligevel fandt Adelbert altid tilbage i hans seng, hver evig eneste gang. De havde ellers et udmærket gæsteværelse, hvor han kunne tage sit sure fjæs hen og prøve at falde i søvn.

”Du er så pigesur, du er,” Ernie strakte sin lange krop, så han blev længere end sengen, og så vendte han sig selv om på siden med ryggen til Adelbert.

Med lukkede øjne vred ansigtet sig til en irritabel grimasse. Pigesur? Ernie kunne sgu selv være pigesur. Det er jo ham der er en svans, ikke? 

Han var lige ved at komme med et eller andet modsvar der kunne stikke til ham. Der hvor det gjorde lidt ondt og begyndte at svide. Måske han bare skulle pille ved hans hals helt tilfældigt. Eller bide ham dér. Gøre ham utilpas eller forlegen. Adelbert havde vist aldrig set Ernie forlegen havde han? 

Men han huskede hvad der skete sidst, og han ville helst ikke bankes eller bolles af sin fætter igen.

Dynen lettede sig kortvarigt, da Ernie havde vendt sig, og så sank den lige så blødt tilbage over ham igen.

Han fnøs tungt ud af næsen. Så Ernie kunne høre hvordan han med vilje ignorerede ham. Lige nu ville han ikke røre ham. Så han lå bare helt stille, og gjorde hvad han kunne for at undgå det. Men varmen lå mellem deres to rygge og lokkede. Adelbert blev bare stædigt ved med at ignorere det. 

Ernie kunne bolle Theo. Ja, han var faktisk også sikker på at hvis Ernie gik over til Kiefer huset lige nu og spurgte om Selmy ville bolle, så ville han sikkert sige ja uden tøven. 

Han burde lade det ligge. Lade Ernie få det sidste ord, som han så ofte gjorde.

Men ordene blev ved med at nage.

"Du kalder altid mig mærkelig," mumlede han omsider ned i puden. En pause.
"Men du er sgu den mærkeligste af os to."