Der skete noget med Frederik - Viktor kunne fornemme det. I vejrtrækningen. I de opspændte fingre. Om det var stemningen i den mørklagte gang - hvor kun gløden fra stenen lyste mellem dem - der blot fik hans egen fantasi til at løbe løbsk, kunne han ikke sige. 

Der fulgte en lang tavshed. Eller sådan føltes det i hvert fald for Viktor. Alt gik pludselig alt for langsomt; det var som om han havde glemt at trække vejret ordentligt; igen og igen opdagede han at han havde holdt vejret og derpå åndede ud, ujævnt og for højt. Fingrene strammede sig i lommerne. Så rømmede Frederik sig. Og trak sig væk. Viktor så ham tage skridtet tilbage. Så endnu et. Hørte de velkendte trin mod gulvet.

Ja. 

Det korte svar blev hængende mellem dem. Et langsomt smil trak i Viktors mundvig.
"Mægtigt." fik han sagt med så normal en stemme det var muligt, selv om hans hjerte hamrede så hårdt at han kunne mærke pulsen hoppe i fingerspidserne. Så satte han efter Frederik. "Så virker den jo som den skal."