Selmy havde ikke lige forventet at Frederik ville komme med et suk, fordi han blev spurgt ind til om de skulle være på fornavn. Var det upassende? Men… hvis de drak sammen som venner, kunne man så ikke kalde hinanden ved fornavn, som venner? Han var tæt på at fortryde overhoved at have sagt noget, men så smilte Frederik. Et lille smil, i hvert fald. Og Selmy smilte tilbage, et lidt usikkert men lettet smil.

”Jeg skal nok undgå at finde på kælenavne,” Svarede han flygtigt "Frederik." Han håbede ikke at det kom til at bide ham i røven. Han havde allerede gjort sig selv komfortabel nok med Winchell til at forkorte hans navn til Win. Men forhåbentligt var det lettere at lade være med det overfor Frederik. Han så jo dybt alvorlig ud hele tiden, at et kælenavn slet ikke ville klæde ham…

”Hmmm… Jeg tror jeg vil gætte på en anden så. I ved. Bare så vi ikke står lige igen,” Selmy havde lyttet til Frederiks forslag og kiggede selv rundt i rummet nu. Han ville ikke vælge den samme person som Frederik, selvom det var et lovende bud. Men han havde også fornemmelsen af, at Winchell ikke ville gå med en kvinde. Ikke fordi… Selmy kendte til… hans perversiteter… Men Winchell ville nok ikke kommentere negativt på en kvindes tilstand eller udseende overfor ham. Og nu hvor Selmy jo vidste at Winchell var glad for mænd også, så var der jo en chance for at han havde skuet omgivelserne an.

”Ah," Udbrød han hurtigt efter "hvad med ham der?” Selmy pegede diskret hen i retning af Winchells person. En lidt for fulde mand, der netop spildte noget af sin øl, fordi hans armbevægelser var for voldsomme, mens han fortalte en historie til sin ufrivillige sidemakker.

Måden, hvorpå Frederik både prøvede at være venlig over for Selmy og endnu fornærmende over for Winchell, gjorde den buttede mand lidt komisk anlagt. Det var en balance, som virkede for umulig at opretholde. Og alligevel prøvede Frederik så ihærdigt. Det var på en måde sødt, syntes Winchell. For selvom den buttede mand kunne se bort fra fortiden, kunne den høje, flotte mand tydeligvis ikke. Skulle Winchell prikke mere til det? Få Selmy til at kende til grunden til, hvorfor de var anstrengende sammen? Eller hvorfor Frederik var anstrengende, for man kunne ikke mærke det på Winchell. Han var sit altid så venlige selv. 

"Kælenavne er bare tegn på venskab. Intet siger venner som kælenavne, ikke rigtig, Kief?" sagde Winchell, skønt han ikke havde kaldt Selmy for Kief så meget. Selmy var allerede et relativt kort navn i sig selv, at det allerede lød som et kælenavn. Men det ville lidt ødelægge begrundelsen, hvis Winchell end ikke kunne kalde Selmy et kælenavn.

Deres gæt var gode. Alt for gode. Alt for ansvarlige, syntes Winchell. Han havde haft nogle andre gæt i tankerne fra dem, da han havde givet den beskrivelse. Men det behøvede Frederik ikke at vide. Derfor sagde han blot: "Desværre, Frederik. Du kigger for meget på kvinderne jo," Et blink med det ene øje i retningen af Frederik, inden Selmy fik fokusset. "Ham der, som ikke kan styre sit eget krus?" Winchell pegede lidt for tydeligt på ham. Heldigvis virkede han for fuld til at tænke på andre end sig selv og det øl, han lige havde spildt på sin nabo. "Han er min fyr, ja. Korrekt, Selmy."

 Frederik sendte Selmy et taknemmelig smil efterfulgt af et anerkendende nik, da han respekterede Frederiks holdning om kaldenavne. Folk kunne kalde hinanden hvad de vilde, det måtte de selv om, men for Frederik betød det noget. Bagefter måtte han kæmpe med ikke at fnyse og rulle med øjnene over Winchell. Det var tydeligt at mærke at Winchell og Selmy kom fra vidt forskellige klasser. Hvorfor var det nu igen, at de kendte hinanden? Olieforhandleren endte med at drejede hovedet ud til siden og se væk fra skøge, mens han rystede lidt på hovedet over det. Hvad Winchell var, var respektløst. 

 Blikket flyttede sig hen på Winchell ved hans næste kommentar og Frederik endte den her gang med at fnyse. Det ene bryn løftede sig lidt. Hvad prøvede Winchel at hentyde til?!
 " Som det skal være, jo.. " Ordene kom ud en smule sammenbidt og Frederik spændte op i kroppen mens han skulede til skøgen. Han kunne lige vove på at prøve og sige noget andet om Frederik! Han kiggede kun efter kvinder! At sige andet var grotesk og Frederik fandt sig ikke i det. 

 Det mørkeblå blik blødte lidt op som han så hen på Selmy der kom med sit gæt og Frederik så derefter mod den omtalte mand. Blikket gled betragtende ned over manden, og Frederik rystede kort lidt på hovedet over hvordan han udstillede sig selv, ved at være så fuld. Og da Winchell indrømmede det var det rette valg, smallede Frederiks øjne sig igen, som det flyttede sig tilbage til Winchell. 
 " Hm..  skal du også prøve tvinge dig på ham.. " blev det lavt mumlet ned i kruset som Frederik tog sin taber-tår. Noget han gik ud fra blev opslugt i kroens larm. En kommentar kun for ham selv. For det var jo det Winchell gjorde, tvang sig på folk, og ikke lod sig stoppe af nej. 

Selmy havde ellers lige vænnet sig til den hyggelige, kammeratlige stemning på kroen, og han var begyndt at synes om det og være tryg i det, at drikke, og gøre noget som han ikke måtte for sine forældre. Hans venskabelige bånd til Winchell var ved at blive stærkere, mens Frederik forblev mere og mere sur og tvær.

Hans sejr var så sandelig en kort fornøjelse, for straks efter, lød der et spottende svar fra Frederik. Som det skal være, jo... Selmy gik ud fra at det var ment som en form for selvforsvar eller foragt overfor Winchells erhverv, men han kunne ikke lade være med at føle et stik i brystet. Som om det var blevet sagt til ham. Skulle han rense al mistanke fra sig selv og erklære sig enig i Frederiks udtalelse? Eller burde han bare holde kæft? Selmy havde indtil da smilt over sejren, men smilet blev akavet og nu var han stille, i et forsøg på at usynliggøre sig selv.

Han lyttede til deres samtale, der ret tydeligt lød som om det var hadefuldt. Især fra Frederiks side. Han fik et chok, da det gik op for ham, hvad Frederik havde antydet. At Winchell kunne finde på at tvinge sig på nogen? At han også kunne finde på at tvinge sig på den tilfældige, fulde mand. Hvorfor lød det på Frederik som om han var blevet voldtaget af Winchell? Havde Winchell tvunget sig på Frederik? Winchell var vel nok en stor mand, men det var Frederik vel også, på sin højde?

Selmy havde det ikke for godt lige nu...

Fordelen ved, at Winchell tog denne samtale så afslappet og roligt var, at han ikke kunne fremstå som den komplette idiot. Hvad havde den buttede lystmand sagt, der var fornærmende? Jovist havde hans ord været prikkende, hvis man antog dem på en bestemt måde, men han kunne ikke bestemme over andres opfattelser. Han sagde sine ting som han sagde dem. Ordene kunne lige så vel have sagt i en ordentlig sammenhæng. En kommentar til Frederiks gæt på kvinder frem for mænd. Men selvfølgelig skulle den flotte mand antage det anderledes. Han kendte jo Frederik - om så Frederik selv ville ønske dette eller ej. Winchell var en menneskekender. Det lå i hans erhverv. Han kunne hurtigt drage nogenlunde korrekte konklusioner om mennesker efter hurtige møder. Og Frederik var nu som en åben bog, letlæselig for selv landsbytosser.

Selmy var nok blevet sat i en meget akavet situation lige nu. Før havde det ikke været direkte tydeligt, hvordan Frederik og Winchells forhold til hinanden var. Jovist havde de hentydet til et lettere anstrengt forhold og kendskab til hinanden. Men med Frederiks spydige ord lige nu, var konklusionen ikke langt at trække. 
Alligevel valgte Winchell blot at nippe til sin vin og tage det roligt. "Jeg tvinger ikke folk til noget, de ikke selv vil," svarede den buttede lystmand afslappet tilbage. Denne kommentar ville uden tvivl opfattes fornærmende for Frederik, men nu var Winchell også ligeglad med, hvad andre tænkte om ham. Han var, hvem han var. Hvorfor skulle han ændre det? Hvis en mand som selv Selmy kunne - til en hvis grad - acceptere ham, så var der intet galt i det. Hvis man spurgte Winchell. "Hvis tur er det?"

 Frederik vidste ikke om Winchell bare bevist gjorde sit bedste for at være provokerende og trykke på alle Frederiks knapper, eller om manden virkelig bare var en vaske ægte idiot, der ikke forstod sig på virkeligheden. Uanset hvad, fik Winchells kommentar, bægert til at løbe over hos Frederik. Blikket var rasende som han rejste sig op med sådan en kraft at stolen væltede bag ham, bankede flade hænder ned i bordet og afbrød Winchells spørgsmål.
 "  JEG er IKKE til mænd! " snerrede han sammenbidt og bankede i bordet med en knyttet knæve som han sagde mænd, så krusene hoppede en smule. Der skulle ikke være nogen tvivl om, at han mente det. De fleste i kroen havde vendt deres opmærksomhed mod deres bord og var stoppet med deres samtaler for at følge med i hvad der skete. 

 Frederik lænede sig frem med begge hænder placeret mod bordet igen, til han var helt oppe i ansigtet på Winchell. Øjnene var to smalle streger af vrede, og kæben var så sammenbidt at den nærmest dirrede. 
 " Havde jeg ikke slået dig ned, havde du overgrebet dig på, og du ved det.. " ordene blev hvislet ud gennem tænderne, med henblik på at Selmy ikke skulle høre det. Frederik trak sig væk i et ryk som havde han brændt sig, men i virkeligheden var det af væmmelsen over at være så tæt på skøgen. Han tog en dyb vejrtrækning, prøvede at samle sig selv lidt inden han vendte opmærksomheden på Selmy (og ignorerede hvad end Winchell måske kunne finde på at slynge efter ham) og sendte ham et forsøg på et undskyldende og venligt smil, men det var svært med vreden boblede lige i overfladen. 
 " Tak for handlen.. De hører fra mig når olierne er færdige.  " Ordene lød anstrenge, nærmest akavede og han sluttede med et lille nik mod Selmy inden han begyndte at gå mod døren med lange, hurtige skridt, uden at skænke Winchell så meget som et blik.

Da Frederik slog begge hænder i bordet med et smæld, gispede Selmy højlydt. Hans fulde glas, som stod urørt fordi han endnu ikke havde tabt en runde, havnede nu over bordet og udover ham selv. Han var alt for chokeret over udviklingen af situationen til at kunne gøre noget for at rette op på det væltede glas eller noget som helst. Han sad helt tilbage i sin stol og stirrede på Frederik, ligesom alle andre på kroen nu også gjorde. Hvad måtte alle på kroen ikke tænke om dem? Sneg en tanke sig ind i Selmys hoved, der var helt paf. Folk måtte vel tro at han og Winchell havde forsøgt at gøre kur på ham. Men havde de? Det måtte være en sag mellem Winchell og Frederik.

Han så til hvordan Frederik, lang som han var, lænede sig frem mod Winchell og sagde noget, der lød truende. Han spidsede naturligvis ører, og syntes at opfange noget om at slå og noget om at forgribe sig på nogen. Han rynkede sin pande, og fandt endelig handlekraften tilbage. Han hævede sig selv fra stolen i tilfælde af, at nogen skulle til at slå ud efter nogen. Man var vel født ind i en healerfamilie. Men da der aldrig kom kontakt mellem de to, var der ikke behov for at han stillede sig selv imellem dem.

Forvirret og utilpas kiggede han tilbage på Frederik. Han så hans smil og hørte hvad han sagde, men ærlig talt vidste han ikke hvad han skulle svare ham. Frederik havde virket mørk og skummel da han først mødte ham, og i Winchells nærvær havde han desværre set hans aggressive side.

Frederik stormede ud, og Selmy så surt i retning mod kroens andre gæster. "Hvad glor I på? Har I ikke bedre at give jer til?" Der var intet intimiderende over Selmy, men hans formanende alvorsord kunne godt runge igennem.

Der var fordele og ulemper ved ikke at have nogle hæmninger. Eller at have minimale hæmninger i hvert fald. Personligt kunne Winchell jo ikke helt se, hvad han havde gjort forkert. Hvad han havde sagt forkert. Jovist havde han lidt tirret Frederik, men reaktionen fra den flotte mand gjorde det kun være for ham selv. Havde han leget med og ikke ladet det så tydeligt gå på, ville hans hemmeligheder ikke være faldet ud som indvolde. Men ak, Frederik var jo temperamentsfuld. Dét havde den buttede mand lært på den hårde måde.
I stedet for at kigge på den vrede Frederik kiggede Winchell faktisk på bordet. Sikke en skam. Al den gode drikkelse blev spildt henover bordet. Nogle dråber dryppede ned på hans benklæder. Men da Frederik snakkede - eller snerrede som et eller andet dyr - kiggede Winchell på ham. Den buttede mand forholdt sig rolig, selvom han da lidt skævlede i benklæderne. At være lystmand var et farligt erhverv og han havde oplevet sin del af farlige mænd. Men selv efter gentagende møder med flere var det endnu lettere skræmmende.

De hvislende ord efterlod et mærke på Winchell. Han gjorde det ikke tydeligt. Hans ansigt forblev relativt normalt. Som om han blot var blevet råbt af. Ikke truet. Men det var netop det, det var. En trussel.
Winchell forblev siddende. Lidt slumrygget. Han havde forblevet tavs indtil nu. Først da Selmy svarede til de andre krogængere, kiggede den buttede mand på sin familiemand. Han kiggede på ham bare. Gav et svagt smil, men Winchell indså noget. Han var nød til at fortælle. Forklare. "Selmy, jeg tror, du fortjener at høre konteksten. Bag Frederik og mit kendskab til hinanden." Hvis Selmy overhovedet ønskede at vide det. For alle at vide kunne Selmy vælge at rejse sig og være på Frederiks side. Han havde jo ikke just efterladt den buttede mand i det bedste lys. Men sandheden ville forklare det hele.

Godt der ikke var nogen her han kendte. Selmy fik nedstirret nogle gæster til at vende deres blikke bort fra dem, så de i det mindste kunne få lidt privatliv her. Og så var det at han vendte sit blik mod Winchell, fra formanende til bekymret. Winchell var så tavs. Og smilet virkede… såret. Det fik ham til at betvivle Frederiks ord om, at Winchell skulle have forgrebet sig på nogen som helst. Det fik ham til at fortryde hans egen behandling af ham, da han fandt ud af, hvordan han kom til sine penge. Dette måtte være en historie der gentog sig for Winchell. Selmy havde det dårligt. Men han var nu i stand til at se, at Winchell havde det værre.

Du skælver. Ville han have sagt. Men han var lamslået, og måtte sætte sig ned igen, selvom han mest af alt havde lyst til at søge ly fra offentlighedens dømmende blikke. ”…Har I…” Ja, hvordan spurgte man lige om sådan noget? Ordforrådet indsnærede sig, når det kom til at tale om kødelig omgang med hinanden. ”Ah..!” Han skyndte sig at reagere på de dråber, der stadig ophobede sig ved bordkanten og dryppede ned på Winchell. Han tørrede det værste op med et lommetørklæde, der pludselig var kommet til syne. Han havde nær hjulpet Winchell med at tørre sig, hvis ikke det var fordi Selmys uskyld kom i vejen.

De andre gæster på værthuset var Winchell mere eller mindre ligeglad med. Han havde lært ikke at spilde tid på at frygte, hvad andre tænkte om ham. Han kunne ikke kontrollere deres hjerner og tanker, så hvorfor skulle han skænke dem en tanke? Lad dem tænke. Lad dem dømme. Det påvirkede jo ikke just den buttede mand. I hvert fald ikke i de fleste tilfælde. Selvfølgelig var der gange, hvor konsekvenser af hans handlinger og manglende bekymring om andres tanker var en hæmsko for ham. Tag Frederik som et pragt eksempel på dette!

Winchell kiggede på sit familiemedlem. Selmy spurgte, men han færdiggjorde ikke sin sætning. Han lagde to og to sammen. Men Winchell syntes nærmest, at han kunne se de forkerte brikker blive lagt sammen. Den forkerte konklusion trukket. Derfor skyndte han sig at løfte hænderne, vifte dem blidt fra side til side sammen med et rystende hoved. "Nej, nej, nej. Slet ikke sådan, Selmy."
Hænderne sænkede sig ned, holdte om glasset. Winchell kiggede på Selmy. Han skulle lige samle sine ord. Hvor skulle han starte? Jo, han vidste, hvor han skulle starte. "Frederik og jeg har ikke været sammen. Jeg lagde op til det, første gang vi mødtes. Det var et tilfældigt møde på en tilfældig kro. Intet planlagt," Intet betalt. Meget vel var Winchell næppe Frederiks yndlings person, men det gav ikke den buttede lystmand til at gå rundt og sprede løgne og falskheder. "Vi faldt i snak og ja. Jeg drog konklusioner om ham. Konklusioner, Frederik tydeligvis ikke kunne lide." Winchell undlod at fortælle om det fysiske i mellem dem. Ja, de havde ikke været sammen, men Frederik havde endnu ladet Winchell mærke ham. Bare ikke på den måde, den buttede lystmand var så vant til.

Selmy var holdt op med at bekymre sig om deres omgivelser, men på nuværende tidspunkt var de også blevet kedelige igen. Ingen skænderier og ingen slagsmål at blive generet over eller underholdt med.

På en eller anden måde lettede Winchells svar ham. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på at høre, at de faktisk havde været sammen. Den slags talte gode folk ikke om.

”Jeg troede hele tiden at I var elskere…” Indrømmede han beklagende, og også i et lavere toneleje end hvad der var normalt for ham. Men det var stadig et svært emne at tale højlydt op om ”Det lyder som om der har været misforståelser.” Winchells åbenhed var ikke noget alle kunne tåle, og Selmy havde selv været der. ”Var du… på noget tidspunkt forelsket i Hr. Ludvik?”

Åh nej. Selmy kunne se for sig, at han også skulle tage sig af fremtidige handler med Ludvik. Det ville blive så akavet, især fordi han kendte til mandens afsky af hans egen slags. Ikke at Selmy var klar til at springe ud og stå ved den han måske var, men han kunne mærke hadet rettet mod den usikre side af ham.

Og endnu værre, tiden havde også trukket ud, og inden længe skulle han hjem og give status om mødet med sin far. Han kunne ikke så godt nævne Winchell, for det var da de to mænds blikke mødtes, at det hele gik galt. I det mindste havde Selmy ikke drukket overhoved, takket være hans evner i druklegene.

Elskere? Forelsket i hr. Ludvik?
Winchell kunne knap nok holde masken. Faktisk så kunne han ikke holde masken. Hans smilebånd overtog hele ansigtet. En lille fnisen undslap ham, inden han gav sit svar. "Nej, Frede og jeg har ikke været elskere," Selvom de havde været tæt på det. Hvis blot Frederik havde stået ved sig selv, havde de været elskere. Omend bare for én nat. Og en nat var også, hvad Winchell typisk gjorde i alligevel jo, så elskere ville man næppe kalde det. Ellers havde den buttede mand jo et hav af elskere! "Og forelsket i den mand? Selmy, jeg har altså standarder."

Mange ville nok have det akavet efter denne samtale. Selmy virkede sågar komplet akavet og ved siden af sig selv, syntes Winchell. Men den buttede mand lod det ikke påvirke ham. Han havde haft værre samtaler. Ingen ville tro, hvor mange ægtefæller kom ind på bordellet af den ene eller anden grund. Dé samtaler kunne ende akavet. Især hvis deres husbond var på bordellet og ikke iført alt for megen beklædning.
"Men, ja. Frederik Ludvik og jeg har historie. Men ikke dén slags historie, Selmy." sagde Winchell. På en måde vidste han godt, at Selmy ville kigge anderledes på Frederik nu. Måske havde den buttede mand ødelagt et forretningspartnerskab mellem de to. Men igen, det var lidt Frederiks egen skyld. Det havde været ham, som var stormet sådan afsted, at Winchell var nødt til at fortælle deres historie til Selmy. Ellers var det endt endnu værre. Hvis konsekvenser skete for Frederik, kunne Frederik se ind ad for skyld. Selvom Winchell vidste, at manden ville give ham skylden. Om Frederik ønskede det eller ej, så kunne Winchell læse ham. Så kompleks var den mand heller ikke.

Både nervøs og overrasket, så Selmy til, mens smilet voksede på sin nordiske fætter. Han var absolut ikke så afslappet ved samtalen, at han kunne le med, så lige nu nøjedes han med at betragte ham og afvente en forklaring på hvorfor hans spørgsmål havde fået ham til at reagere med latter. Ville en normal reaktion ikke være at blive fornærmet over en sådan antagelse? Selmy ville i hvert fald... blive defensiv.

"Nåh," Selmy forsøgte at gætte sig til, hvad de så var, siden aftenen var endt som den var. Winchell lød meget skråsikker, da han forsikrede ham om, at han havde standarter. Som om Frederik var åbenlyst utiltalende. Det var slet ikke sådan Selmy havde set ham. Frederik var en meget flot mand, høj og mørk... men med en dyster mine, som Selmy var meget nervøs omkring. Winchells buttethed holdt ham ikke fra, at kende sit eget værd da. "Det må være nogle høje standarter du har." Sagde han en smule skeptisk, men kom også til at grine lidt "...Han er da en meget flot ung mand. Lidt gnaven... i det." Det havde været så professionelt lige inden Winchell dukkede op. Og forhåbentligt for Frederik, var han ikke så rasende til hverdag.

"...Vi kan følges på vejen, hvis du vil? Jeg tror ikke jeg drikker op. Min far bliver bare tosset."

Øjenbrynene løftede sig lidt af Selmys kommentar. Dog nikkede Winchell alligevel med et halvt smil på læberne. "Jovist er Frederik da en nydelig mand. En meget nydelig mand," Det havde været en ting, Winchell ikke kunne løbe fra. Hvis den buttede mand kunne vælge, havde han da trukket den høje mand med i den nærmest seng. Men det krævede to ting; at Frederik indså sin egen sandhed, og at Frederik også ønskede det. Meget vel var Winchell en lystmand, men han var netop det. En lystmand. Det krævede lyst, ikke tvang. "Og, Selmy, kærlighed og lyst er ikke det samme." Der er forskellige standarder for kærligheder og lyst, hvis man spurgte Winchell. Der var flere, han kunne tage med i sengen, men som han aldrig ville kunne se kærlighed i. Hvad var kærlighed egentlig, når man spurgte?

"Klokken er også ved at være mange," sagde Winchell. Alligevel bundede den buttede mand sin drink. Han kunne jo ikke lade den gode væske gå til spilde! Meget vel havde han en lidt tungere pung i dag, men hans vaner var endnu de samme. Nyde de gode sager, men nyde dem til fulde. "Din far vil ikke blive tosset af at lade dig blive fulgt hjem af mig?"

Det blev tydeligt på den blonde mands ansigt, at Winchells livsråd forvirrede ham. Naturligvis, var kærlighed og lyst et kompliceret emne, hvor lyst til alle andre end sin udkårende var en synd, og selv hvis man lystede efter hende lidt for meget, kunne det også blive syndigt. Men han vidste godt, at man kunne have lyst. Måske... med nærmere eftertanke, kendte ham meget godt til det at have lyst, uden nødvendigvis at elske. Tænk sig, at han skulle få livsråd fra en lystmand? En mand, der overhoved ikke burde tale om kærlighed, fordi han sikkert havde besudlet så mange ægteskaber... sikkert.

Han tænkte så det knagede. Winchell mente nok, at han havde haft lyst til den høje, mørke mand, men ikke havde i sinde at forelske sig.

"Nej," Svarede Selmy hurtigt, alt imens han lige havde betragtet Winchell bunde sit krus. Imponerende. "Han ville nok være mere bekymret, hvis du fulgte min søster hjem. Eller hvis han kendte til dit erhverv." Han smilte lidt undskyldende. Han havde selv, næsten, vænnet sig til tanken... Men hans far var trods alt en generation ældre, og ville ikke forstå det lige så godt. Han puffede lidt opmuntrende til Winchell. "Han vil til gengæld nok synes om, at du er en Faust."

På en måde var Winchell meget taknemmelig for, at Selmy ikke spurgte mere ind til emnet. Måske var den blonde mand for forvirret til at tænke ordentligt over det. Eller måske ønskede han ikke at tænke for meget over det. Uanset hvad grunden var, var den buttede mand taknemmelig. Selvfølgelig var der intet som sådan galt i Frederik og Winchells forhold - omend det var i den giftige ende, når de to var i samme lokale. Men alt, hvad han havde sagt, havde været sandheden. Men hvad mere ville Winchell kunne finde på at sige, hvis Selmy havde valgt at ville høre mere? Ville han have fortalt om situationen hjemme hos Winchell? Om truslerne? Om hadet? Winchell kunne med et fingerknips ødelægge synet af Frederik i Selmys øjne. Ødelægge den forretningsaftale, de to havde givet hånd på. Winchell tænkte, at Frederik ville være taknemmelig. Men selvfølgelig ville den flotte mand ikke skænke dette scenarie et tanke. Winchell var endnu skurken og den eneste skurk i Frederiks optik. Men der var Frederik ikke original.

"Så er det vel bare at tie, hvis han spørger," sagde Winchell, kækt og afslappet. Han var ikke skamfuld over sit erhverv. Han havde en form for stolthed i det. Men han vidste også, at de færreste tænkte sådan om det at være lystmand. Hans mor og far ville få et føl, hvis de vidste det. Hvis de stadig snakkede sammen. "Måske vi bare bør håbe, han ikke har kontakt med mine forældre så."

Selmy smilte, og begyndte så at tjekke om han havde forladt bordet nogenlunde ryddeligt, så kropigens dag ikke blev ødelagt. Den alkohol der var spild var tørret op, men en stol var væltet til gulvet, som han valgt at stille ordentligt op og på plads igen. Sådan. Beviserne fra skænderiet var fjernet.
"Ha... Jeg skal være stille som en mus," Svarede han, og tænkte ikke over hvad han ellers skulle svare, hvis han nogensinde havnede i den situation, at han skulle præsentere Winchell for sin far. Tavshed var ikke noget der var godkendt derhjemme, hvis herren i huset stillede spørgsmål. Det var på niveau med at lyve, og det fik man et par over hovedet for. Selmy var naturligvis godt opdraget, så det skete ikke. Mere.

"Jeg tror faktisk min mor skriver hjem en gang imellem. Hun er opvokset i Nordvik. Jeg kender slet ikke dem hun hører fra, men min far plejede at besøge hans og hendes familie. Men de holdt pause med at rejse da de fik Ceelia og jeg, og da vi blev større blev mor ret syg." Nævnte han på vej ud af kroen. Det med moren var noget han ikke talte så ofte om, selvom det tydeligvis fyldte meget for hele familien. Punktummet efter at have sagt at hun var syg, fremstod ret så pludseligt.

Den tid den sorg. Hvis den tid overhovedet kom. Hvem sagde, at Selmy skulle introducere Winchell til sin familie? De var jo kun venner. Ikke andet. Eller jo, de var også familie, men de var familie på samme måde, som man var med sine grand-grand-grandkusiner og -fætre. Teknisk set var man blod, ja, men man var så langt ude, at det ikke virkede som konkret familie. De var blot familiære. Desuden, hvis Winchell begyndte at blive en del af Selmys familie, ville det nok næppe ende godt. Det havde jo ikke just endt lykkeligt tilbage i Nordvik.

Den buttede lystmand lyttede meget nært. Så Selmys familie havde kontakt med norden. Måske ikke så meget som før. Men de havde. Havde de mon snakket med Faust-familien? Havde hans familie sågar nævnt om deres famøse søn? Næppe. Hans far anså sikkert ikke Winchell som sin søn længere. Selv efter alle disse år. "Du behøver ikke give en hilsen tilbage til Faust fra mig af." sagde Winchell med en positiv tone i stemmen, skønt ordene jo ikke just var positive. De kunne meget nemt læses som triste og sorgmodige. Men den form for følelser havde Winchell ikke til overs. Om så den buttede mand ønskede det eller ej.

Selmy blev mindet om, hvad Winchell før havde nævnt overfor ham. Og vidste... eller kunne i hvert fald antage, at den positive tone, måtte være en ren overlevelsesmekanisme, for at komme videre ovenpå det svigt han havde oplevet hjemmefra. "Nej, selvfølgelig ikke," Svarede Selmy og trak beklagende på skuldrene. Ikke at han havde tænkt sig at hilse fra Winchell uanset hvad. Det var jo et problem at han var prostitueret. Ja, det var måske et endnu større problem, end det faktum at han var homoseksuel og udstødt. Det var næsten nok til at afskrække Selmy, men han var ved at vænne sig til tanken. Han skulle nok bare ikke se ham forhandle med en af sine kunder, mens Selmy så på med sine egne øjne.


Selmy tættede sin sorte rejsekappe tættere om sig, da det var køligt i vejret, og slentrede ned ad gaden i et samtalevenligt tempo sammen med sin kammerat fra norden. Han boede ikke så langt fra kroen, igen. Men Winchell havde jo afleveret ham udenfor porten ind til hans gård før, så han kunne måske allerede vejen i hovedet. Det var kun Selmy der endnu ikke vidste hvor Winchell boede. Men det var nok farligt langt væk fra ham, taget deres forskellige økonomiske status i betragtning.


"Lad os håbe at du ikke støder på Hr. Ludvik igen," Sagde Selmy "Jeg er ked af at jeg ikke gjorde mere. Men jeg var jo stedfortræder for min far, og vi har brug for samarbejdet for at få olierne billigt."