Skønt de langsomt var på vej ned, holdt Splip endnu fast om Bart, som var drengen en form for livlinje. På en måde var han også dette for det krøllede væsen. Og hvorfor han endnu klamrede sig var også forståeligt. Meget galt kunne ske ved nedstigning. Og Bart havde muligvis ikke vist sig som værende den mest stabile flyver. Men selv da drengen havde begge fødder plantet solidt på skovbunden, gik der lidt tid, før Splip valgte at trække sig væk fra ham.
"Undskyld, hvis det blev lidt voldsomt. Jeg lærer stadig," sagde Bart med et usikkert smil, imens han kløede sig i nakken. Han udbrud afsluttende med en lyd. Et form for meget kort grin blandet med undskyldning og ekstra. "Men hey, vi kom op at flyve. Det tæller for noget, ikke?" Bart ville nok gerne høre, at Splip ikke havde hadet det kun, men han tvivlede lidt. Selvom krøltoppen havde nydt det i starten og bedt om det som et barn i en slikbutik, var afslutningen næppe noget at råbe hurra for. Det krævede et dusin perfekte handlinger for at glemme én fejl jo.

 Splip lyttede ikke rigtig til hvad Bart sagde. Han var mere optaget af at værdsætte jorden, og sikret sig den aldrig ville forlade ham. Han ville i hvert fald ikke forlade den igen, en gang var mere end rigeligt. 

 Det var først da læberne føltes helt tørre og han begyndte at kunne smage jorden, at han stoppede med at kysse den og satte sig op. Med bagsiden af hånden tørrede han jorden af læberne så godt et enkelt forsøg kunne klare, og kiggede på Bart. Splips hjerte hamrede ikke længere derudaf, og han havde fået fint styr op vejrtrækningerne igen. 
 " Ik svush.. Svush AAARGH! " forklarede han Bart. Han skulle vide, hvis nu han ikke selv havde opfanget det, at det tydeligvis var meget farligt at flyve og det var noget man skulle holde sig fra. Det gik jo ikke han kom til skade bare fordi Splip fik ham bildt ind at det var en god ide at flyve. Han havde ihvertfald ombestemt sig!

Okay, Splip ville ikke flyve mere. Det kunne Bart tydeligt forstå ud fra krøltoppens ord og toneleje. Derfor nikkede engledrengen blot. "Forstået. Ikke mere svush."
Drengen kiggede kort rundt. Hvor lang tid havde han været væk? Det måtte snart være lang tid. Ilaria var sikkert færdig. Måske ledte hun efter ham. Måske frygtede hun, hvor han var. Det var jo ikke drengens første gang i en skov og mange gange før havde Ilaria været nød til at redde ham fra det ene eller andet. Tanken om mørkelverinden gav endnu Bart mareridt. Og hun havde ikke været den eneste oplevelse. Derfor valgte Bart at sige: "Splip, jeg tror, jeg må smutte nu. Ilaria, min ven, venter på mig," Han vidste ikke, hvordan han ellers skulle forklare Ilaria til Splip. Han kunne jo ikke fortælle alt. Krøltoppen virkede ikke som den skarpeste kniv i skuffen. Hellere holde det simpelt. "Tak for i dag. Håber da vi ses igen, ven." Og med det drejede Bart om på hælene og bevægede sig væk fra Splip. Dog kiggede han over skulderen og med et smil vinkede tilbage. Hans mor havde opdraget en høflig søn jo.

 Arbejde havde viftet i vildskab som han havde forklaret at det altså ikke var sikkert nogensinde at flyve igen, og da han var færdig og ventede på Bart viste at han forstod, kom hænderne ned at side mod hofterne i et bestemt udtryk. Det var vigtigt han forstod! Da det virkede til drengen forstod, nikkede Splip en enkelt gang, en smule overdrevet. Det  var godt han forstod. 
 Splip rullede lidt skuldrene og slappede lidt mere af i kroppen. Det havde været helt spændt op da de var kommet op mod træernes toppe, og det var næsten så han havde ondt over det hele. Det var virkelig ikke rart at flyve. Aldrig igen.. 

 De store, røde krøller vippede i takt med Spilp tippede hovedet let til siden som Bart begyndte at snakke. Udtrykket virkede tomt som han lyttede da han ikke rigtig forstod noget som helst af hvad der blev sagt. Hvad var en Ilaria? Splip rynkede panden en smule. Det lød farligt...
 Splip var lidt opslugt af sine tanker, og da han vendte opmærksomheden mod Bart var han på vej væk. Splip rynkede brynene men da Bart vendte sig om og vinkede, bredte et smil sig over Splips læber og han vinkede tilbage.
 " Vel vel!  " kaldte han tilbage da han forstod at han var nødt til at gå.