Det kom noget bag på Frederik at han pludselig skulle bruge flere kræfter for at flytte på Winchell. Brynene skød til vejrs, og han tog mere fast i kraven, så han bedre kunne hive ham væk. Winchell måtte kunne et eller andet med vægten, for Frederik kunne umuligt være blevet så svag ud af det blå, eller husket forkert med hvor let Winchell var tidligere. Et lidt mere anstrengt støn forlod Frederik, da han skulle lægge en del flere kræft i.
 
 Frederik var allerede i gang med at åbne døren, da Winchell tog fat om Frederiks håndled. Blikket der blev vendt mod Winchell var fuld af foragt og væmmelse. Der var et eller andet galt oppe i hovedet på den her mand. Det her havde jo nærmest udviklet sig til et overgreb. Et hårdt og hånligt fnys forlod Frederiks læber, i takt med han flyttede den anden hånd op for at fjerne Winchells hånd.
 " Som om du ved hvad en mand er.. " Ordene var hårde og direkte. Winchell kunne tydeligvis ikke kende forskel på mand og dame, sådan som han havde opført sig efter de have forladt kroen. 
 Winchells hånd blev fjernet med et hårdt vred, Frederik havde ikke tænkt sig at lade ham holde fast i ham, og ved hans næste ord var han allerede ude af døren. Han stoppede dog kort op, men der var ikke noget tøvende over ham. Hovedet drejede sig over skulderen for at se ned over Winchell, med et blik der tydeligt viste at han ikke tænkte særlig høje tanker om Winchell lige nu.
 " Hvem tror du de vil tro på? En ussel, tyk mand fra pøblen, eller en velhavende forretningsmand? Hm? " og med de ord vendte Frederik sig helt om og gik med hurtige skridt tilbage mod kroen. Hænderne var stukket ned i bukselommerne, og skulderne skuttede sig op mod ørene. 
 Selvom han havde virket rimelig sikker i sine ord, inden han gik var der alligevel en spirende usikkerhed. Folk ville vel ikke tro på en om Winchell? Og han vidste jo alligevel ikke hvem Frederik egentlig var.

Det var tydeligt at se på Frederiks ansigt, at manden kunne mærke vægtforøgelsen af Winchell. Eller fast var det bare hans normale vægt, den høje mand nu fik æren af at mærke. Godt nok skulle han lægge mere kræfter i disse og endda gav et anstrengt støn, men Winchell blev flyttet alligevel. Frederik var en stærk mand, om så den buttede mand var i sin fulde vægt eller ej.

Der var ingen vej til, at Frederik ville fjerne sin vrede og lade sine lyster komme til overfladen. De var blevet pakket væk og foragten i den høje mand var som malet i hele ansigtet. Det kunne Winchell se, men den buttede mand fortsatte sin akt, indtil Frederik forlod hjemmet. Kommentaren om, at Winchell ikke vidste, hvad en mand var, tog han ikke personligt. I Frederiks øjne var han næppe en mand. Hvis den høje mand endnu var i den overbevisning, at mænd kun skulle være med kvinder, hvad var Winchell så, når han var ligeglad? Han var ikke kræsen, men han var stadig en mand - i sin egen optik. Han var jo en lystmand - eller en skøge, hvem end man nu spurgte.
Hånden blev revet væk fra Frederiks håndled, hvorefter manden åbnede døren. Den kølige aftenvind kom ind, som Frederik gik ud. Winchell stod endnu i døren, som han så den høje mand dreje hovedet rundt for at sige sine sidste ord til ham. "Rygter kan sprede hurtig. Især med den rigtige afsender." kaldte Winchell tilbage, men dette var en tom trussel, som Frederiks ord havde været sagt selvsikre. De kom ikke til at teste, om folk ville tro Winchell mere end Frederik, for den buttede mand ville ikke sige det. Dog kunne han ikke lade være med at føle sig såret over Frederiks ord. 'Tyk' var fint nok, 'pøblen' kunne argumenteres for. Det var 'ussel', der havde ramt dybere. Da Winchell havde lukket døren og efterlod sig selv alene i hjemmet, satte han sig kort med ryggen til døren og tænkte over Frederik. Over alt, hvad der var sket her. Hvordan han først havde fanget i at stirre og afklæde en mand med sit blik til nu at blive kaldt en ussel, tyk mand fra pøblen, fordi han blot var det, Frederik inderst inde ønskede. Men hvis ikke Frederik kunne se denne sandhed, hvordan skulle Winchell kunne vise ham den så?
Den nat gik Winchell alene i seng. Ensomheden blev kun fyldt ud med de mange tanker i sengen. Tanker om Frederik og dagens hændelser. Det var sikkert at sige, at det ikke var den bedste nat for Winchell. Han håbede måske bare, at Frederik, et sted dybt i den høje, flotte mand, heller ikke havde den bedste nat. At han havde fortrudt. En buttet lystmand kunne håbe.