Det var ingen hemmelighed - hverken for familie, venner eller fremmede, at Aldamar om noget kunne værdsætte et pænt stykke tøj, eller en køn lille detalje af smykker, bånd eller fine nypudsede sko. Forfængelig som bare pokker, han havde sine morgenrutiner omkring sit eget ansigt yndede sig selv den luksus der kom af muligheden for (til dels) selv at vælge sit tøj. Så når Fabian spurgte hvad han havde i tankerne, måtte han med et lille smil træde hen til disken, hvor at han dovent lænede den ene albue op af den. 
Fabian blev derimod med et vink gennet over til stolen, hvor at den utålmodige mand strakte et målebånd ud - han måtte huske at stå stille. 
"Man kommer langt med farvekordination, og jeg var ude i noget rødligt" skrædderen kiggede over på ham, som ville han påpege at rød altså ikke nødvendigvis var fantastisk med den røde hårfarve, men Aldamar virkede ikke til at ville lytte, så optaget var han af at kigge på Fabian. Så han lod bare værd. 
"Skjorte og vest, min ven...." han holdt en lille pause, inden at han rystede afværgende med den ene hånd. "... du for det at se, når det bliver lavet. Men ingen grund til panik" Aldamar smilede en anelse mere tilfreds. Han ville trods alt ikke få ham til at se grim ud, det burde ikke være muligt. Og han havde nogle smykker han sagtens kunne tilføje for at pifte farverne lidt op, omend Fabian måtte nøjes med sølv - det var hvad han selv bar. Selvom guld ville se meget bedre ud imod hans solbrune hud. 

Fabian rejste sig op fra sin stol, og gik hen for at skrædderen kunne få sine fingre i ham og måle ham. Hans øjne var dog kun på Aldamar. En smule fascineret, og en smule bekymret, mest af alt for hvad der skulle komme.
Heldigvis for alle involveret, så rørte skrædderen heller ikke særlig uanstændigt på ham, så ingen kommentarer endte med at være vendt mod den forkerte.

”Rød?” kunne Fabian ikke også lade vær med at kommentere. Han havde aldrig regnet sig selv for værende en rød person, hvilket skrædderen vidst var enig i, men selvom han så lidt overrakset ud, så endte han alligevel med at nikke. ”Jeg stoler på din vision,” sagde han, et kækt smil på læberne, selvom situationen stadig virkede surrealistisk. Det var nok også meget at han formegetnlig ikke ville få at vide hvor meget det ville ende med at koste. Det var sikkert nok til at fodre ham i ugevis, hvis han kendte adelen ret.
”Jeg erindrer dog ikke at jeg har fået en dato for brylluppet,” kom det lidt mere eftertænksomt. Deena havde i hvert fald ikke nævnt noget, og det var ikke noget han rigtig snakkede med Aldamar om. Det var ubehageligheder ingen af dem rigtig ønskede at tænke på. 

Hvor meget det kom til at koste, det var han egentlig ikke helt sikker på endnu. Men det var ikke ligefrem billigt, og mange ville nok se det som en spøjs prioritering, eller en underlig gave at give. Han kunne finde ting som Fabian hellere ville have, eller noget som han faktisk ville... bruge i sin hverdag. Han kunne også helt lade værd, da krystaller nok ville være en bedre type af gave, da han så selv kunne vælge hvad han ville bruge dem på. 
Men nogle gange vidste man ikke nødvendigvis hvad man kunne tænke sig at have, før man fik det. Aldamar var nemlig ikke et sekund i tvivl om, at selv hvis han endte med at skubbe nogle krystaller i hans retning... jah så ville han aldrig bruge sine penge på så fint tøj. Ikke hvis der var mulighed for at bruge dem på andet, og Aldamar nikkede en anelse - han burde skam stole på visionen. 

Især nu hvor at blev det prioritet frem for ham, og skrædderen rykkede målebundet rundt omkring på hans overkrop, skriblede flere ting ned og målte så et nyt stykke op. Fyrstesønnen var her ofte nok til at skrædderen i forvejen havde hans mål på bukserne, men det var noget han med en insisterende prikken på Fabian's ben, skuffe få taget nu. 
Aldamar slog et eftertænksomt klik med tungen. "Den skal du nok få, når den er fastlagt..." en detalje der endnu ikke var udarbejdet, men noget der nok ikke lå for langt ude i fremtiden. De var jo trods alt ikke helt unge, ifølge mange standarder. "... vi er stadigvæk ved at finde ud af... detaljerne" kom det mere overvejende, og dem der kendte ham godt, ville nok lægge mærke til det ærgerlige glimt der kortvarigt flakkede over hans øjne. 
Måske var det Aldamar der trak det en anelse i langdrag med sine respons på invitationer, og måden hvorpå han elegant bookede sig selv op, så der ikke havde været tid til at møde Adena's forældre endnu. Eller at hun ikke havde mødt hans - ikke ordenligt. 

Det ville nok være det længste for Fabians tanker at gå ned og få et ordentlig kvalitets sæt til pænt brug. Han havde investeret i lidt bedre tøj efter at Aldamar var begyndt at komme forbi, men det kunne næsten også kun forbedres i forhold til det han ellers havde gået i. Der lå dog også lidt mere underliggende, at han faktisk ikke havde lyst til at have noget for dyrt i tilfælde af at nogen kom og stjal fra ham. Det kunne selvfølgelig fikses ved at han flyttede hen i en bedre del af byen, men når ens løn varierede så meget... så var det svært.

Fabian lod skrædderen bestemme hvordan han skulle stå, så målene kunne blive taget, selvom det begyndte at føles en anelse mere intimt med benene, men han lod ham gøre sit job. ”Ooohh..” kom det overvejende fra Fabian, som ikke lod glimtet gå helt uset hen, men han påpegede det ikke. Ikke når der var en audiens på i hvert fald. ”Men hvis det er tilfældet, så er det nok bedre, at jeg først henter mit nye fine tøj når vi nærmer os den ubestemte dato.” Det ville i hvert fald sikre det fra at forgå eller stjålet, når det bare skulle ligge og vente på at tiden var inde. Et ekstra sæt tøj var sikkert også noget Aldamar kunne forklare bort, og når der bare skulle hentes noget... så kunne Fabian sagtens blive et med tjenestefolkene. 

Manden gjorde metodisk sit arbejde færdigt, og med et sidste mål omkring hans talje, blev papir og fjerpen fjernet, og han forsvandt ud i baglokalet. Han var hurtig, den kære skrædder, og Aldamar var ikke meget i tvivl om at bestillingen i sig selv ikke ville tage decideret lang tid at ordne. Derfor nikkede han i enighed, og kunne sagtens finde plads i sin garderobe til det ekstra sæt tøj der ville følge med - begge sæt ville nok alligevel blive sendt op til ham, og så slam han for besværet i at bevæge sig ned omkring Svinet for at aflevere det. 
Imens at han var ude, vippede Aldamar sig fri af diskens kant, gik med langsomme skridt imod ham og kunne ikke lade værd med at smile en anelse bredere over hvor... underligt det var at se ham herinde. Det var sjældent en konklusion man kunne drage bare på baggrund af deres tøj, men måske var det også hele hans nygerrighed overfor butikken, ligesom tidligere ved bogbutikken. 

En hånd blev rakt frem imod ham i tilfælde af at han ville have hjælp ned fra stolen - man var jo galant, men ligeså meget fordi at det ikke ville se mærkeligt ud, selv hvis skrædderen pludselig skulle vælge at komme tilbage. 
Aldamar's øjne blev en anelse smallere, og hans toneleje en anelse lavere. "Jeg har også et tredje ærinde, nu hvor at jeg alligevel har dig ved hånden" en joke helt sikkert implementeret, men ikke noget han fokuserede på. Det kom meget an på om Fabian stadigvæk havde tid, da han da ikke ville optage hans 'ikke spændende' aften mere end han selv gad. 

Det var godt at vide, at tøjet i det mindste ville blive passet godt på. Det gjorde jo heller ikke ham noget hvis Aldamar bakkede ud af at hive ham med til brylluppet, eller hvis han ikke ville have at han fik et tøjsæt, selvom han nok måtte indrømme, at det ville skuffe ham en anelse. Aldamar havde også tydeligvis en forventning om at Fabian heller ikke bare løb med tøjet og solgte det videre for en sum penge. Desværre var de begge lidt for investeret i hvad end det her var.

Fabian stillede sig lidt mere tilpas, da skrædderen gik og kunne ikke lade vær med at smile lidt bredere, da Aldamar kom hen. Han havde ikke behov for hjælp til at komme ned, men da hjælpen først var blevet givet, så tog han hånden og trådte ned, tæt på Aldamar uden at give slip på hånden.
”Du får det til at lyde som at det ærinde er for min skyld,” svarede han selv tilbage lavmælt, og hun kunne mærke sommerfuglene sprede sig i hans mave igen. Hans hjerte virkede også til at hamre lidt hårdere på brystkassen, men villig for at flytte sig væk fra Aldamar var han ikke.
Han havde dog ikke rigtig nogen forventning om at ærindet faktisk var for ham, og det var nok nærmere fordi han havde behov for et par ekstra øjne eller hænder, men muligheden og tonelejet var nok til at Fabian krop åbenbart ikke kunne lade vær med at reagere i spænding. 

Aldamar's ansigt kiggede op på ham da han endelig trådte ned, og han kunne både fornemme såvel som smile en smuleb bredere af, hvor uvillig til slippe igen hans hånd, han var. Ikke at han bebrejdede ham - fyrstesønnen gjorde sig store anstrengelser for ikke at lade den anden hånd vandre over ham, når han nu valgte at stå så tæt på, draget af den genkendelige energi der altid udsprang nå de syntes at stå lidt for tæt. 
Men han holdt den tilbage, og endte med at klemme Fabian's hånd en anelse hårdere i stedet; ord der desværre ikke kunne være længere væk fra sandheden, men alligevel ret så tæt på, hvis man tog en alternativ vinkel på det. 

"Desværre ikke. Jeg må skuffe og fortælle dig, at det her ærinde udelukkende er for min egen tilfredsheds skyld. Men.." Aldamar lænede sig en anelse længere ind og strakte sin krop en anelse, for at kunne videreføre en stille hvisken. "... det involvere dig" om han overhovedet selv lagde mærke til hvor ladet ordende kunne lyde, det var uvidst. 
Fordi i det næste øjeblik kunne en stille rumsteren høres inde fra rummet skrædderen var forsvundet ud af, og Aldamar - der nok havde villet vige tilbage som havde han brændt sig, tidligere - lænede sig i stedet roligt tilbage og slap hans hånd. Som havde han alt tid i verden, trods det kun lige akkurat blev nået, da døren 2 sekunder efter åbnedes, og den korte mand kom tilbage. 
Blikket gled over på skrædderen, der vinkede ham hen for at han kunne give noget af betalingen nu, og resten der ville komme senere. 

Heldigvis var Fabian meget bevidst over hvor de stod, og at de kunne blive opdaget i hvert øjeblik, hvis skrædderen kom tilbage. Det var også den eneste tanke der stoppede ham fra at lægge en arm omkring Aldamar og hive ham helt ind til sig. Også selvom han havde lyst til at mærke Aldamar mod sig igen. Selv tanken om hvordan Aldamar havde haft det tidligere, var begyndt at glide væk fra Fabians sind, når Aldamar også selv var begyndt at lægge op til det. Måske på baggrund af Fabians egen opfodring.

Et usynligt gys gik igennem Fabian ved den måde han udtrykkede sig på, for selvom det måske ville være for Aldamars tilfredshed, så vidste Fabian også godt, at hvis det involverede ham, så ville han nok også selv få noget ud af det, hvad vidste han ikke endnu.
Han skulle til at åbne munden for at hviske tilbage, da de blev afbrudt af en svag rumstering, og Fabian kiggede kort hvor det kom fra og så mod Aldamar, som ligeså stille var ved at trække sig. ”Jeg vil glæde mig,” endte han derfor med at hviske i stedet for, og der var absolut ingen løgn i det, hverken ved at se på ham, eller med Aldamars praktiske evne.

Han lod Aldamar gå over til manden, mens han stod lidt tilbage, og prøvede at få bare en smule styr over sin krop, men som resten af turen herinde, så kunne han ikke stoppe med at kigge på Aldamar, også selvom de snakkede om krystaller og andre praktiske ting med det. Denne her gang havde Fabian heller ikke nogen planer om at rende rundt og undersøge butikken. 

Jeg vil glæde mig. Simple ord, og Aldamar måtte med en lavmælt brummen virkelig håbe at det ikke ændrede sig, når han fandt ud af naturen i Aldamar's tredje ærinde. Det lød ikke sådan nu, men man kunne altid overraske sig selv - og Fabian vidste knap nok hvad det var som han glædede sig til; en vigtig detalje i hans lidt sort/hvide verden. 

Og så måtte de også snart videre... Aldamar gik hen for at fastslå de sidste detaljer hos den afventende skrædder, hvilket blandt andet bestod af at vælge mønstre og farver - noget han brugte en bog til at illustrere med for fyrstesønnen, og skrev nu også det ned. I sidste ende var mønstre valgt, penge betalt, flere skriblerier ordnet og skrædderne kunne med et smæk af bogen lukke den nye bestilling sammen, og en lavmælt takken blev udvekslet imellem de to mænd. Som noget af det sidste bad Aldamar dog om de mål han havde fået skrevet ned, og gemte det brunlige papir væk i den ene lomme, inden at han med et smil vende sig imod Fabian. Så langt så godt. 
Med rolige skridt slentrede Aldamar imod ham - på vejen blev der lige løftet en enkelt hånd i afsked, inden at han ville få gennet dem begge to ud af butikken og imod den.. næste. 

Det var rart at få tankerne om på noget andet, og hans selskab var så genkendeligt for Aldamar, at han knap nok skulle anstrenge sig i det. Hverken opsætte en hvis facade eller holde bestemte tanker inde; det var derfor det havde betydet mere end han ville indrømme, da Fabian havde indvilliget til at tage med ud. 
Med tiden var solet krøbet om bagved byens mure, og det var nu primært den røde aftenhimmel der stadigvæk lyste gaderne op, i smukt samarbejde med sirligt dekorerede lamper. Aldamar's blik gled op på manden ved siden af ham, der imens de gik, havde et varmt lys over sig. "Jeg... jeg har tænkt over noget, siden Lillekilde. Noget du sagde..." startede han ud med - Fabian havde virket til at grave lidt efter hvad der fik Aldamar godt igang, hvilket var derfor de bevægede sig imod det tredje stop. Hvorvidt han skulle overraskes eller 'advares' kunne han ikke gøre op med sig selv, men lænede af flere grunde - nummer et det lidt bredere smil hele scenen frembragte - imod det første. 

Fabian ville nok overraske Aldamar på mange punkter, som han allerede havde, men der sjældent noget man kunne smide mod Fabian, som han ikke kunne se bare den mindste smule glæde i. Måske var det fordi at de sidste næsten 30 år af hans liv havde kastet nok rundt med ham, til at han havde fundet sine egne måder at komme igennem tingene. Man kunne dog næppe kalde Fabian en optismist. Måske optimist med en kynisk side.

Optimistisk var han dog over hvad end Aldamar havde planlagt, og han var også mere end villig til at forlade skrædder butikken, så de kunne komme mod det sidste ærinde, som virkede til at være pludselig opstået. Som de faldt i tak med hinanden, mens de gik, skulle Fabian anstrenge sig for ikke at røre ved Aldamar, for de var trods alt stadig på velkendte gader for Aldamar, og skulle helst ikke opdages.
Det var også Aldamar der måtte bryde stilheden, men Fabian kiggede med nysgerrige øjne mod ham. ”Jeg sagde ret mange ting,” indrømmede Fabian, som han tænkte tilbage på dagen. Et sug af varme gik igennem ham. Det havde været en noget anden oplevelse end hvad Fabian havde forventet, men kun på meget få punkter en dårlig ting. Følelserne kunne han godt have levet uden. ”Hvilken ting specifikt?” Hans øjne glimtede lidt i lamperne skær. 

Den klikkende lyd af deres støvler over brosten var det eneste der fyldte luften, de tidspunkter hvor at ingen af dem valgte at sige noget. Gaden var overraskende tom, og Aldamar havde en idé om at det var grundet tidspunktet - de fleste der havde været på arbejde, var allerede kommet hjem. Imod gardinklædte vinduer kunne enkelte silhuetter af mennesker anes, og på den anden side af gaden, skyndte en frakkeklædt man sig afsted. 
Det var fristende ikke at lade sig mærke med det og glide ind under den højere mands arm - chancen for at møde nogle var minimal. Men dog stadigvæk en chance, hvilket gjorde at Aldamar holdt sig i skindet. Også bare helt generelt, ved ikke at tirre ham unødvendigt, og holdt dermed hænderne i sin jakkelomme. 

Mørkeblå øjne mødte hans, og de drejede væk fra hovedvejen og ud på en af de mindre gader, igen. "Noget vi kunne lave sammen, jeg mindes at jeg skulle være bedre til at... udtrykke mig..." med en lille latter kørte han en hånd igennem krøllerne, og rystede dem lidt. En bevægelse der kom af at han måtte have noget at gøre med hænderne, når han skulle prøve at sætte ord på hvad han mente. 
Heldigvis var de her snart, og en sirlig lille butik var hvad de stoppede op foran; en skrædder ligesom før. Den her var blot mere nedtonet, og vinduerne mørke - det lignede ikke der var nogle derinde. 
Aldamar bankede dog 5 gange i en fast rytme, og en elvisk mand tittede ud imellem de violette gardiner, overrasket over at se kunderne, men ikke videre afvisende da han med et klik af døren låste den op. 

Det var trods nemmere at vise end at forklarer, og Aldamar smilede en anelse bredere da elveren hilste på dem begge, og tog roligt sin overfrakke af, idet at han skævede over skulderen til Fabian. "Vi leder efter Lyris" ord der ikke var henvendt til ham som sådan, men ord der fik elveren til at smile en anelse bredere, inden at han vinkede dem imod et baglokale, væk fra den almindelige indretning og facade. 

Selvom Fabian holdt sig på dydens sti, så gik han stadig lidt tættere på Aldamar end hvad var måske var anstændigt, hvis man kendte deres forhold. Bare nok til at han næsten kunne mærke varmen fra den anden mand. Hans blik var også mere på Aldamar end vejen, på deres tur gennem gaderne, uvidende om hvor de var på vej hen.

Fabians blik blev dog alligevel lidt fjernt, som han tænkte tilbage på hvad Aldamar mente. Bedre til at udtrykke sig. Udtrykket sagde ham noget, men det tog ham lidt tid, at placere hvor det havde været, og så blev hans smil bredere. ”Ja, det var der vidst noget om,” kom det lidt mere drillende fra Fabian, nu når hele hans krop kildede i forventning om hvad der ville ske. Der var masser af muligheder der gik igennem Fabians hoved med hvad det kunne være, også da en elver viste sig i den butik de var kommet til.
Han holdt sig lidt i baggrunden, og kiggede med interesseret øjne på Aldamar, men fulgte eller roligt med ham, mens han kiggede rundt, som de blev ledt ind, i håb om at han kunne gætte sig til, hvad det var det handlede om. De havde lige været hos en skrædder, så det kunne næppe være mere tøj. Måske de havde et eller andet gemt i baglokalet? Fabians hjerne arbejdede på højtryk, hvilket man også kunne se reflekteret i hans ansigt, da smilet ikke var så bredt mere. 

Der var en meget god grund til at Aldamar ikke spurgte ind til hvilke overvejelser der gled igennem den blonde mands hoved, da det gik op for ham hvad fyrstesønnen snakkede om. Han var nysgerrig, bevares. Der var altid noget spændende i at møde de fordomme man skabte omkring sig, og så af- eller bekræfte dem. Tingen var bare, at Fabian's tanker kunne gå i... mange retninger. Og han var ikke sikker på at han ville høre dem alle, lige her. 
Derfor lod han manden være alene med sine tanker, og måtte forlade sig på visheden om at han næppe ville være videre dømmende, overfor Aldamar. Et smil af den hemmelighedsfulde karakter strakte sig over fyrstesønnens læber, idet at de blev ledt længere ind i butikken, og det ville gå op for en hvor stor den faktisk var, trods den ydmyge facade. 

Trævægge blev erstattet af vinrødt tapet, lyskilderne fik en rødlig kant over sig, og kastede sjove skygger ud i rummet - gjorde Aldamar's øjne næsten sorte at kigge på i det røde lys. Og endelig syntes de at nå en dør, som elveren stoppede op foran. "Har i spørgsmål må i endelig stille dem, jeg venter her på den anden side af døren" elveren nikkede en anelse for sig selv, og virkede til næsten instinktivt at vide hvor meget Aldamar værdsatte når andre ikke snagede - han nikkede i hvert fald selv som svar, inden at han lagde en hånd på Fabian's skulder, åbnede døren og gik ind med ham. 

Rummet i sig selv var også rødligt oplyst, og overraskende stort. Langs nogle af væggene var der enkelte sofaer, et bord, knager til jakker og fine karafler prydede et andet bord, væk fra sofaerne. Men det der nok var det spændende, var hvad der hang på væggene, og dækkede de stenfigurer der var opstillet diverse steder. 
Det var... undertøj. Lingeri, var en fancy måde at sige på. Blonder, snore, læder, kæder, smykker - alle mulige spøjse former materialer var brugt, og farverne varierede meget. Noget af det så utrolig skrøbeligt ud, omend det nok ikke var sådan i virkeligheden. Det var fandens frækt, hviskede en insisterende stemme i Aldamar. Fokusset virkede til at fremhæve alle de dele af kroppen der normalt var dækket godt til, og et fornøjet smil trak Aldamar's læber op, idet at han henkastet forsatte ind i rummet og bevægede sig imod dets sofa område. Dog ikke uden at have et skjult, nysgerrigt blik på Fabian, nok mest af alt for at få han reaktion(er) med. 

Med Fabians erfaring, så ville man nok helst ikke vide hvad der gik igennem skøgens hoved, for der var næsten ikke det emne der ikke blev ramt, bortset fra... det her.
Det var ikke ligefrem en hemmelighed at Fabian ikke havde ret mange rige kunder. Der var et par enkelte, men de søgte ofte skøger fra de mere eftertragtede bordeller, og søgte ikke en tilfældig formskifter på gaden. Noget han havde det fint med, da de ofte var utålelige, men det betød også at han endnu ikke var blevet mødt med en interesse for undertøj. Ganske vidste blev han ofte klædt ud, men ikke i noget som helst der mindede om det her. Det var jo nærmest kun snore!

Hans fødder bragte ham dog ind, men han havde lidt svært ved at skjule overraskelsen over at se det, og så en vis undren, for... han følte sig faktisk ikke helt sikker i hvad det var, men Aldamar virkede næsten som om at han havde været her før. Hvis lyset havde været bedre, så havde Aldamar nok opdaget at Fabians pupiller udvidede sig, som det gik op for ham hvad der skete.
”Jeg går næsten ud fra at det her tøj ikke er til dig, med hvad du sagde tidligere,” sagde Fabian, men han var lidt fascineret, som han gik hen til en af stenfigurerne og pillede ved læderet der hang på den, før han kiggede sig over skulderen mod Aldamar. ”Er det sådan noget du godt kan lide?” Stemmen var interesseret og på ingen måde dømmende. Nok nærmere spændt. Det her var måske fremmede for Fabian, men ikke mere end at han følte sig tilpas nok til være spændt på hvor meget det ville ophidse Aldamar at se ham i det. 

Aldamar dumpede ned i en af sofaerne, krydsede benene og betragtede ham ellers uden et ord, idet at han tog rummet og dets indhold ind. Han kunne se overraskelsen strække sig over hans udtryk - en overraskelse han måske havde forventet og også havde håbet på, fordi at ikke lang tid efter gled den over i undren. Og undren gled hen til interesse - Aldamar havde ubevidst holdt vejret en smule, trods der ikke havde været nogen grund. 
Smilet blev en anelse bredere, og langsomst nikkede han, et opmærksomt blik hængende over ham i hans studie af de forskellige ting og sager. "Ikke som udgangspunkt" han havde intet imod at tage det på selv - han følte sig køn i det. Men mon ikke Fabian ville bære det bedre?

Der var ingen tvivl om, at hele det her koncept var en lidt kvalmende overklassesting, hvor at man åbenbart havde råd til at spendere penge på noget der virkede så ligegyldigt. Det havde absolut ingen praktisk funktion, udover at skrue op for varmen i fyrstesønnens optik. 
Aldamar lænede sig frem med albuerne støttende på sine lår, og lod hænderne holde hinanden fast. "Og blandt andet... jeg tænkte du ville fylde det ret fantastisk ud" dristede han sig til at sige med et lidt bredere smil, og nedtonede det måske lidt mere end han burde, hvor godt han brød sig om det. At han elskede et kønt ansigt var jo ikke nogen hemmelighed - at han nød at bruge tid og penge på tøj, var heller ikke. 
Det her var velsagtens det bedste af to verdener, og så sat på den blonde Fabian. Han ville ikke nægte, at nogle aftener var faldet på tankerne om hvordan han ville bære det. 

Der gik Fabian nok ikke nok op i tøj, til at have et umådelig behov for også at havde Aldamar bære det, men det var nok en interesse der ville komme med tiden, især når det først gik op for ham hvor meget Aldamar egentlig ville kunne lide det. Så var der jo altid en interesse i om man selv også godt ville kunne lide det.

Han vendte endelig hele sin krop mod Aldamar, og selvom han normalvis ikke gjorde sig i det, så ville han denne gang gerne kigges på for den han var, så han lod den rødhårede skikkelse glide væk. Håret var stadig sat op, og han ændrede dermed kun farven på det, men ellers var det ret meget Fabians blonde skikkelse der nu stod der. Her var jo ikke andre.
”Jeg er ret enig i at jeg ville fylde det fantastisk ud,” indrømmede han, selvom han ikke var helt sikker på hvor de skulle gå herfra. Skulle han prøve det. ”Hvilken slags foretrækker du?” spurgte han som han kiggede rundt. Selv var han nok mere til det der ikke var så blødt i kanterne. Blonderne virkede lidt fjollede, men ærlig talt, hvis han kunne få Aldamar til at kigge sulten på ham, så var han villig til at hoppe i hvilket som helst af de her... beklædningsgenstande, hvis man overhoved kunne kalde dem det. 

Da Fabian endelig vendte sig om, var det stadigvæk observerende øjne der betragtede ham. Da han så til gengæld lod sin midlertidige skikkelse falde til fordel for sin egen, jah der kunne Aldamar mærke hvordan at hjertet bankede en anelse hurtigere, og han rejste sig ikke lang tid efter op, ben der langsomt bevægede sig hen til ham. Hvad han foretrak? 
Alle tingene herinde havde hver deres effekt, men det var jo næppe fordi at han ønskede at gøre Fabian mere feminin - så slet ikke. Og derfor var hans blik hverken på blonder eller de snirkler af mere kvindelig karakter, men derimod gyldne og sorte tråde af blødt stof og metal. Aldamar kunne ikke lade værd, han måtte over til ham, nu hvor at han havde sit eget ansigt igen. 
"Mmmh, der er jeg meget fleksibel" smilede han, og fik fæsnet hænderne omkring hans overarme, da han endelig havde krydset den korte distance der havde været tidligere. Varmen under fingerspidserne var ufattelig lokkende, nok også kørt godt på af hele energien i rummet. 

Det handlede ligeså meget om hvad han selv fandt behageligt, og Aldamar kunne ikke lade være med at betragte ham - lige dele i et forsøg på at finde ud af hvad der ville klæde ham, men også fordi at det var en anelse syrealistisk at stå herinde igen, blot med en helt anden mand end før. Men han passede godt ind her, fulgte man Aldamar's tanker. 
Blidt trak han en anelse i ham; Aldamar kunne ikke beslutte sig for hvad han ville først - det var farligt at de var alene, han havde lyst til at lade læberne finde deres plads omkring hans læber - men endte med at trække ham hen imod en figur, spundet ind i snore med sølvtråd gemt i alt det sorte. Overdelen var langt mere dekorativ og sirlig i sit udtryk - man kunne endda se hvordan at det faktisk var lavet til en, med piercinger som dem Fabian havde. 
Underdelen utroligt flagrende i sit tynde, gennemsigtige stof, men med overraskende simple underbukser. Selvfølgelig fulgte der også et væld af snore ned langs benene. 

(ish? Ikke helt  sådan, men bare for inspo)
https://64.media.tumblr.com/8958b5267783caaa5738a5311fca86e5/tumblr_o0ke0lriCj1ucbibeo1_500.jpg
https://i.pinimg.com/236x/d5/29/79/d5297908840f6f259a4f5e4ae94f3454.jpg
https://i.pinimg.com/564x/b4/c7/23/b4c72348300432b5aaff04420526a281.jpg

Fabians eget hjerte begyndte at banke, da Aldamar virkede til at ville rejse sig og komme hen til ham. Hans fingre krillede efter at røre ham, og føle ham, for ikke at nævne alle de lidt mindre anstændige tanker der hvirvlede i hans sind. Det var dog næppe stedet til at gøre det, uanset hvor fristende det her sted var.
Selvom hele hans krop var fanget af følelsen og ideen bag hvad der foregik her, så var han dog stadig hurtig i spyttet, når Aldamar lagde op til det. ”Oh, det ved jeg du er,” var derfor ude af hans mund, inden han overvejede det. Det havde bare været en anelse for nemt, også selvom hans krop summede.

Han lod dog Aldamar trække ham med hen til en figur, og lod sine øjne glide hen over det med fascineret øjne. ”De kan ikke være nemme at tage på,” kunne han ikke lade vær med at sige, som han rakte ud og rørte ved snorene. De var overraskende fine, og formegentlig ikke noget der ville gøre ondt mod hans hud, med mindre der blev hevet i det. Selvom det også virkede lidt fjollet i hans hoved, så kunne han godt mærke at han måske var lidt mere begejstret over det her, end han var villig til at indrømme, især som han kiggede hen på Aldamar. ”Jeg tror den ville klæde mig, og jeg tror jeg foretrækker sådan nogle som dem her... eller dem med metal,” sagde han. Han var heller ikke sikker på at nogen af dem var bygget til komfort, men det var et problem til senere. Formegentlig var det også blot noget man havde på indtil man skulle i gang. 

Aldamar holdt sig ofte i skindet omkring Fabian, og som regel var det også nemt. Eller, nemmere om man ville, det var aldrig helt nemt. Og som regel kunne han trække blikket til sig og fokusere tankerne på noget helt andet. Men det fascinerende blik Fabian betragtede tingene med, den interesse der lurede i hans stemme... den kunne et eller andet, og Aldamar's latter havde en magelig kant, da kommentaren om bekvemmeligheden bagved designet faldt. 
"Nej... men tro det eller ej, så er de faktisk ret... slidstærke" på trods af at trådende var ufattelig tynde nogle steder, og kæderne lignede nogle der ville briste hvis man kom til at hive lidt for hårdt i dem... jah så var de spundet af elvere, hvis magi havde forstærket dem. Han havde i hvert fald ikke formået at ødelægge en af de her 'dragter' endnu. 
De blå grønne øjne havde betragtet beklædningen foran ham, men mødte nu Aldamar's blik igen - øjne der ikke havde kunne slippe ham på noget tidspunkt siden de bevægede sig ind på det her område. Ordende fik noget tændt til at blusse en anelse mere op i dem - som når man pustede til gløder, og uden at fjerne blikket fra ham, gled han ned på hug for at hive ud i en skuffe - statuen var ovenpå den. 

"Så prøv den" Han kunne ikke skjule den underliggende spænding der fulgte med, da han fiskede en pakke ud fra skuffen, strakte benene igen og rakte ham den.

Egentlig var Fabian ganske ligeglade med hvor slidstærke dragterne var. Det var ikke hans penge, og han havde lidt på fornemmelsen af at når der først var begyndt at blive taget fat i denne her del af Aldamars interesser, så ville de nok ikke stoppe med kun et af klæderne, selvom det selvfølgelig var et godt sted at starte. I sær for at se om de begge to syntes så godt om det, som Aldamar nok håbede på. Det var dog heller ikke den mærkeligste ting som Fabian nogensinde havde skulle udleve.

Fabians øjne fulgte med da Aldamar begyndte at åbne en skuffe for at hive en pakke ud af den, og smilet blev lidt bredere. ”Jeg var ikke sikker på at det var den slags butik, hvor man måtte prøve tingene,” sagde han, men han havde allerede grebet sin skjorte, og var begyndt at knappe den op. Der var trods alt ingen grund til at gemme på goderne foran Aldamar, og hvis Fabian skulle være helt ærlig... så var han ret sikker på at han skulle have noget hjælp med alle de snore. Det lignede alt sammen hinanden, selvom noget af det hang frit, mens andet af det sad ind til kroppen. Hvem i alverden havde fundet på noget så fjollet?

Fjollet eller ej, så tog han også imod pakken, nu skjorten var åben. Han åbnede den ligeså stille, og ganske rigtig. Der var mange snore. ”Jeg håber også på noget hjælp med dem,” indrømmede han, men ligeså meget drillende, i det med at Aldamar så også skulle håndtere at røre ved en meget nøgen Fabian. Det var trods alt undertøj.