Selvom Daphnie godt mærkede Jaris flyttede rundt på sig, nåede hun ikke rigtig at reagere på det, for hendes hoved var en smule sløvt. Det var egentlig meningen hun ville have flyttet hænderne op så de holdt fast i puden, men før hun blev færdig med at tænke tanken og flytte hænderne, havde Jaris hevet puden væk. I stedet kom der et forskrækket spjæt fra hende og panisk prøvede hun at gribe fat ud efter puden så den ikke stak af, men hun var langt fra at få fat på den.  
 Daphnie var glad for en gang skyld glad for at være rød i hovedet. Det var selvfølgelig mest fordi hun i forvejen var rød i hovedet, på grund af hans tidligere kommentarer og af at have puden over hovedet, så det skjulte lidt at hun rødmede igen. 

 " Ik noget...  " mumlede hun lidt stædigt, og drejede hovedet lidt ud til siden. Som Jaris begyndte at prikke til hendes kind, pustede hun kinderne lidt op, så det var mindre irriterende. Hun vidste godt at Jaris sikkert ikke ville blive specielt påvirket over hun havde været sammen med andre. Hun synes bare det var så.. Pinligt.. Og inderst inde fandt hun det jo selv forkert, fordi det var Jaris hun elskede. 
 Det begyndte dog hurtigt at blive irriterende, og hun trak hovedet lidt væk. Et irriteret brum forlod hendes læber og skulede lidt til han for at få ham til at stoppe. Det ville selvfølgelig ikke virke. 
 " Jaris...  " mumlede hun lidt, i et forsøg på at få ham til at stoppe, hvilket hun selvfølgelig også var klar over ikke ville gøre den store forskel. Den ene hånd løftede sig derfor at prøvede at fandte hans hånd så han ikke kunne prikke til hende.
 " Der er ikke noget at fortælle.. " mumlede hun videre og så lidt væk.

Forventede Daphnie virkelig at Jaris ville tro på hendes stædige mumlen? Det kunne hun vist godt glemme. Han havde tænkt sig at blive ved med at spørge, blive ved med at finde en måde at irritere hende på, indtil hun indrømmede det. For han var sikker på at hun ikke ville være gået i stå, da han havde spurgt ind til det, hvis der ikke var noget at indrømme. Så Jaris prikkede videre, det skulle da ikke gøre nogen forskel for ham, om kinden var blød eller ej. På et eller andet tidspunkt ville det blive frustrerende nok og det kunne vel heller ikke komme bag på hende, at han kunne finde på at blive ved indtil hun blev direkte sur. Det kunne vel ikke tage så lang tid, når hun i forvejen havde tømmermænd og sikkert virkelig gerne ville undgå hans drillerier.

Der gik da heller ikke længe før Daphnie gav udtryk for at han skulle stoppe, som hun trak hovedet lidt væk og sendte ham et lettere utilfredst blik. Smilet om hans læber bredte sig lidt mere, og hånden fulgte med, så han kunne fortsætte med fingeren mod hendes kind. Først da hun tog fat i hans hånd stoppede han og lod hånden hvile mod hendes skulder.
”Okay…” sagde han og sukkede. Hun skulle lige kunne nå at tro, at han ville lade det ligge, inden han åbnede munden igen;
”Men Daffe?” I det samme gav han sig til at prikke til hendes skulder i stedet, og han ville gøre et godt forsøg på at blive ved, hvis hun skulle prøve at fjerne hans hånd.
”Hvad nu hvis jeg ikke tror på dig?” Trods hans alder, havde han talent for at opføre sig som et barn, der ikke fik nok opmærksomhed og han vidste hvor meget det kunne gå folk på nerverne.

 Havde Daphnie haft mere energi og ikke haft så ondt i hovedet, havde hun nok trillet nok lidt rundt og sat sig over Jaris. Givet sig til at kysse ham og pille ved ham, i et forsøg på at distrahere Jaris. Hun havde jo se hvor effektivt det virkede på hende, og hun kunne helt sikkert også få det til at virke på ham. Men hun var for træt og dårlig til at flytte særlig meget på sig. Det var også derfor hun gjorde så lidt for at slippe væk fra Jaris irriterende prikken. Hun orkede det simpelthen ikke. 

 Der nåede da et fæsne sig et lille håb i Daphnie, da Jaris sagde okay. Det var selvfølgelig en kort fornøjelse, og et tungt og lidt opgivende suk forlod hendes læber da han men'ede. Hun brummede dog alligevel kort og så hen på ham. Hun smallede øjnene og skulede lidt til ham. 
 " ... Så ik noget..  " mumlede hun bare lige så barnligt tilbage. Hun vidste ikke rigtig hvorfor hun ikke bare fortalte ham det. Han kunne jo tydeligvis gætte sig til der var et eller andet hun ikke fortalte, omkring at have øvet sig, så var der overhovedet nogen grund til at holde det hemmeligt?
 Egentlig var det vel ikke så meget fordi at hun ville holde det hemmeligt for Jaris, som det var fordi hun synes det var flov at skulle sige og fortælle, og fordi hun vel egentlig gerne ville have at Jaris forsatte med at se hende som hans. I et forsøg på at komme fri for hans prikken, hev hun i tæppet og trak det over hovedet så hun kom helt i skjul.
 " Jeg ved ikke hvad du snakker om...  " nærmest hviskede hun. 

Lige som Jaris forventede, så vandt tømmermændene over Daphnie. Han vidste at hun ville give det et ordentligt forsøg på at få ham til at stoppe, hvis hun ikke var så forfærdelig uoplagt til dagen. Men det stoppede ham stadig ikke i at blive ved. Det var jo lige netop derfor, at han var nødt til at blive ved, for nu kunne der ikke gå længe, før hun ville give op og fortælle ham hvad han gerne ville vide.

Han rynkede brynene lidt, egentlig lidt utilfreds, da Daphnie gengældte hans barnlige, flabede tone. Det var jo ikke lige så sjovt, når det gik ud over ham. Der lød et tungt suk fra ham og han trak hånden til sig, så snart hun hev tæppet hele vejen over sig.
”Kom nu, Daffe,” lød det plagende fra ham, som han lige så stille løftede op i kanten af tæppet og møvede sig med ind under. Åh nej, han var slet ikke færdig. Han rettede sig ordentligt til, så han kunne lægge sig med ansigtet så tæt på hendes, som han kunne. Derfra kunne han lige stikke tungen ud og slikke hende rigtig vådt og klamt hen over kinden.
”Fortæl mig hvem alle de mænd er, som du åbenbart tager med hjem,” sagde han straks efter, som om det skulle være en trussel at han ville gøre det igen, hvis hun ikke svarede. Og alligevel kom han lige med en ekstra;
”Ellers bider jeg bare i stedet.” Han havde gjort det før og han skulle nok gøre det igen, hvis han ikke fik sin vilje. Gad vide om hun ville ende med at blive sur på ham?

 Et anstrengt suk forlod hendes læber, som Jaris bare kravlede ned under tæppet til hende. Hvorfor skulle han også være lige så stædig og nysgerrig som hende? Det var da grænseløst irriterende. Alligevel fik det også et lille smil til at spille på hendes læber, for hun kunne jo ikke komme uden om at det var en af de ting hun så godt kunne lide ved ham. Det begyndende smil forsvandt dog lynhurtigt da Jaris slikkede hende på kinden. 
 " Eeeeiw Jaris!  " Klagede hun højlydt og flyttede hurtigt armen op til kinden for at gnide den fri af savl. Næsten  var rynket så hun havde et utilfreds og lettere væmmet udtryk over sig. Armen gned sig kinden lidt, men stoppede midt i bevægelsen ved Jaris næste ord. Ikke på grund af truslen, men på grund af det han sagde. Med et lille ubehageligt stik i maven, flyttede hun armen fra ansigtet, der nu i stedet havde et lidt fornærmet og forarget udtryk over sig.

 " Så mange har jeg ikke haft på besøg! " Fnøs hun fornærmet, og som det gik op for hende hvad hun havde sagt, fandt den røde farve tilbage til hendes kinder. Lidt besværet møvede hun sig rundt så hun kom om på maven at ligge. Alt den moslen hende til at pruste lidt utilfreds, med hovedet mast ned i sengen, som hendes mave vendte sig lidt ved alt bevægelsen. En svag brummen forlod hende som hun lige sundede sig. 
 Da Daphnie ikke længere havde det som om hendes indhold i mave kunne komme op hvis hun åbnede munden. Nu havde hun jo ligesom kommet til at tale lidt over sig, så var der vel ingen vej tilbage. Desuden var hun også en smule fornærmet over at Jaris åbenbart troede lidt på rygterne, eller i hvert fald jokede med det, for hun følte det lød som om hun havde haft invitere en hel masse mænd med hjem, når det blev sagt på den måde. 
 " Jeg har kun haft dig, Nicola og Killian med hjem..  " mumlede hun så ned mod sengen. Hun kunne ikke få sig til at se op på ham. Skulle hun fortælle om Declan også? Declan var jo ikke en hun selv havde taget med hjem, han var bare.. Dukket op, den ene af gange. 
 " .. oh.. og Jack.. " Selvom Jaris ikke kunne se det, skar Daphnie en grimasse ved tanken om Jack. Han var flink nok, men sidst han var på besøg, havde bare ikke været særligt rart. 

Der lød et noget så flabet grin fra Jaris, som han trak tungen til sig og Daphnie gav udtryk for sit ubehag. Han fandt uden tvivl hele situationen meget sjovere end hun gjorde, og han havde masser af tid til at gøre det endnu værre. Det gjorde det jo kun endnu bedre at hun ikke engang havde overskud til at gøre gengæld, og at hun tydeligvis reagerede negativt på hans mange kommentarer og lidt barnlige handlinger, som han selvfølgelig langt fra var færdige med.
Begge øjenbryn løftede sig i et lettere overrasket udtryk, da Daphnie næsten indrømmede, at der måske var lidt om det rygte han havde hørt. Han havde da ikke troet på det, måske kun i den forstand at hun havde haft en ven på besøg og så var det blevet drejet til en helt anden betydning.

Jaris foldede læberne sammen for ikke at smile alt for bredt, mens han lyttede til Daphnie, der remsede et par flere op, end han lige havde forventet.
”Det er stadig fire mænd,” sagde han og smågrinede, som om han lige skulle hentyde til at hun selvfølgelig havde lavet lidt uanstændige ting med dem alle, selvom han ikke kunne vide det. Han kunne bare ikke lade være med at stikke, nu når det virkelig gik hende på, at han blandede sig.
”Oh… Fem mænd, hvis man tæller ham med, som jeg… legede med.” Smilet bredte sig lidt mere. Det var aldrig rigtig faldet ham ind at det måske ville være et problem for Daphnie, at han lige havde lånt hendes seng, for hun havde jo ikke sagt at han ikke måtte tage en legekammerat med.

 " ... Og Aksel.. " mumlede hun tilføjende efter hans opsummering. Hun var godt klar over tallet voksede, og i forhold til hun var en anstændig, ung, single dame for blot et år siden, der aldrig havde besøg fra mænd, så var det helt sikkert også blevet noget af et tal. 
 " Men Aksel og Jack har kun været korte besøg.. Aksel tør næsten ikke være her uden at døren er åben..  " mumlede hun videre ned i sengen, med en næsten irritereret tone. Aksel var jo flink nok, det var ikke det, hun blev bare nogengange lidt irriteret over hvor forsigtig og pligtopfyldende han var. Det blev hurtigt kedeligt, og hun vidste han ikke ville kunne stoppe den summende fornemmelse hun var begyndt at få i kroppen. Den summende fornemmelse hun nærmest nægtede at indrømme hun efterhånden godt vidste hvad var. 

 Der gik lidt før Jaris næste ord trængte ind, fordi det lød så underligt. Langsomt løftede hun hovedet fra sengen, og drejede hovedet mod Jaris, med et overrasket og mistroisk udtryk. Hvad sagde han sige? Hun blinkede et par gange.
 " Undskyld, hvad? " der var ikke noget vredt over hendes stemme, for egentlig var det ikke lige frem noget hun var vred over, mere forarget. Hendes stirren var intens, som om hendes blik alene kunne hive svar ud af ham. Havde hun virkelig hørt rigtigt? Og hvis hun havde, så vidste hun ikke rigtig hvordan hun skulle have med det. Hende pander rynkede sig lidt, da en underlig velkendt følelse sneg sig frem i hende. Hun kunne godt huske at dagen hvor Jaris tog hjem sidst, var hun kommet hjem til et hjem med en rodet og beskidt seng, men hun havde ikke tænkt specielt meget over det. Hun var godt klar over det havde været Jaris' arbejde, men ham og en anden? Det gav hende da et lille stik i hjertet.

Tallet voksede da Aksel også blev tilføjet til listen, men Jaris kunne ikke lade være med at grine som om han da ikke hørte til på den liste. Han kendte ikke Aksel, og kom nok heller ikke til det, men nu havde han efterhånden hørt lidt om Daphnies kommende mand og han havde haft ret i sin første antagelse. Han lød stadig som en tør kiks, der kun ville miste den lille mængde rygrad han havde tilbage, hvis man lige dyppede ham i et glas mælk.
”Hm.. Måske du skulle prøve at bytte ham ud med en anden. Han er jo alt for uskyldig til dig.” Dermed sagt at Daphnie bestemt ikke længere var den uskyldige, unge kvinde, som han havde mødt første gang på sydvejen.

Navnet på hans korte gæst i Daphnies seng var røget ud af hovedet for længe siden, men mindet om hvad de lavede i selv samme seng han lå i nu, stod stadig klart. Det havde bestemt ikke været en dårlig dag at fare vild på.
”Hm?” Mumlede han, da hun endelig fik løftet hovedet og lidt forarget spurgte ind til hvad han dog mente. Smilet om hans læber falmede ikke det mindste.
”Oh, jeg rendte ind i en spøjs fyr da jeg skulle hjem sidst. Han var lige så dårlig til at finde vej som jeg er, så vi lånte lige din seng til…” Han løftede let det ene øjenbryn. Han behøvede vel ikke at sige mere, for det var ikke svært at gætte resten.
”Gør det noget?” Først nu var han hensynsfuld nok til faktisk at spørge, selvfølgelig først lang tid efter det var sket, og det mere eller mindre kunne være lige meget.

 Med et lydløst grin lukkede Daphnie kort øjnene, mens hun rystede på hovedet til Jaris ord. Ikke fordi han var dum at hører på, men fordi han havde ret. Fordi hun selv havde tænkt det. Flere gange. Efter at Jaris havde sagt at hun var hans, var tvivlen også kun blevet større. Hun ville hellere være hans. Der var ikke noget spændende ved at tilhøre Aksel. Daphnie brummede kort og åbnede øjnene igen, denne gang med et lidt opgivende udtryk over sig. Det var selvfølgelig ikke til at se når hovedet var ned mod sengen.

 Daphnie vidste ikke hvorfor det gik hende så meget på, hvad Jaris fortalte. Hun vidste jo han bare var sammen med gud og hver mand, men der var bare noget andet når de havde været i hendes seng. Det var deres sted. Og dog.. Det var jo ikke fordi hun selv var helt uskyldig der, så hvorfor skulle hun spille høj og hellig? 
 Blikket var gået hen og blevet lidt fjernt som hun nikkede til hans forklaring. Hun kunne godt gætte sig til hvad de havde lavet. Hun havde jo set resultatet på sengen, da hun var kommet hjem fra arbejde. Hovedet blev lagt ned i sengen igen, med ansigtet ned i madrassen. Ligegyldigt trak hun på skuldrene, til hans spørgsmål. Selv hvis det gjorde noget, hvad så? Han kunne jo ikke gøre noget ved det. Han havde gjort det, og det var flere måneder siden nu. 
 " Det er vel fint nok..  " mumlede hun ned i sengen. Hun var træt, hun havde ondt i brystet, maven og hovedet. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle gøre af sig selv, eller hendes følelser der egentlig bare var lidt ud over det hele. Hun var sur på Jaris, men havde også lyst til at putte sig ind til ham. Hun havde lyst til at forklarer ham hun altså ikke var så slem som rygterne fik hende til at lyde, men hun havde også lyst til bare at skubbe ham ud af sengen. 
 Med et tungt suk, vendte Daphnie sig lidt om, så hun lå med ryggen til Jaris. Der gik dog ikke mange sekunder før hun lige så stille møvede sig tættere på ham. 

Det var muligvis fint nok at han havde misbrugt hendes seng, mens hun ikke have været der, men det var jo ikke svært at gætte sig til hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Det her handlede ikke om sengen, det handlede om at hun var jaloux. Hvis det ikke havde været for Olander aftenen før, der for alvor havde bekræftet Jaris’ anelser om hvad Daphnie følte for ham, så ville han have ignoreret det. Han ville have fortsat sine drillerier, fordi det irriterede hende endnu mere nu hvor hun ikke havde overskuddet til det. Skulle han vælge at være logisk, at være helt fair over for dem begge, ville han gå. At forsvinde ville uden tvivl være det bedste for dem begge, hvis Daphnie da virkelig ville giftes med Aksel. Uden Jaris ville det valg ikke være svært, og han ville heller ikke selv være så bevidst om hvor meget han egentlig sårede hende, når han nægtede at føle det samme for hende. Men han kunne ikke gå. Han kunne ikke miste Daphnie.

Jaris lagde sig lidt bedre til rette, så han kunne gøre ordentlig plads til hende, som hun møvede sig tættere ind til ham. Han lagde armen over hende, og klemte så lidt til for at få hende endnu tættere, selvom det vist ikke var muligt. Efter at have placeret et lille kys mod hendes skulder, skubbede han det krøllede hår til siden med ansigtet, så han kunne hvile hovedet halvt ovenpå hendes.
”Du må ikke være sur på mig. Eller være ked af det.. Jeg skal nok lade være med at misbruge din seng, med andre end dig, det lover jeg.” Han var godt klar over at det nok ikke ville gøre det bedre, men han vidste ikke helt hvordan han ellers skulle gøre det bedre. Han kunne jo ikke trøste hende med at han aldrig ville være sammen med andre igen. Et øjeblik efter lagde han også lige det ene ben hen over hende, som om han lige skulle være sikker på at hun ikke ville gå. Og hvis hun var sur på ham, så måtte hun komme over det lige om lidt, for han havde ikke tænkt sig at slippe.

 Selvom Daphnie var sur og jaloux, og hun vidste at Jaris aldrig oprigtig ville være hendes, var hun alligevel hurtig til at tilgive ham. Hvordan kunne hun andet, hun havde ikke lyst til at skulle være foruden ham? Selvom hun nok kunne tage hjem til  Declan, når hun havde det alt for kedeligt, var det bare ikke det samme. For det var ikke Declan hun elskede, det var Jaris. 
 Et tilfreds suk forlod hendes læber da Jaris puttede sig til ind til hende, og hun lukkede øjnene det. Det her var helt klart noget af det bedste hun vidste. Selvom hun selvfølgelig allerhelst ville have hørt Jaris sige, han ikke ville være sammen med andre, vidste hun også godt det ville være en løgn. Hun måtte nøjes med hvad hun kunne få, og det var hun også okay med.
 " Godt.. " hviskede hun stille og en smule søvnigt. Hvis ikke Jaris gjorde noget for at holde hende vågen, gik der heller ikke mange øjeblikke før Daphnie faldt i søvn.




 " At du siger du har din fætter på besøg, men han er i virkeligheden ikke din fætter? " Først nu flyttede han blikket hen på Daphnie. Han stod utroligt. Lignede en der var klar til at gå til angreb, samtidig med han også så nervøs ud. Daphnie slog blikket væk med et fnys. Mest for at trække tiden ud, så hun kunne finde ud af hvad hun skulle sige.
 " Så du stoler ikke på mig...? " mumlede hun fornærmet. Selvom nervøsiteten brændte i hende, hold hun sig overraskende roligt.
 " Lukas er bare fornærmet over at Bjork sladrede om deres lille tur ud i baggården.. " løj hun overraskende selvsikkert. Hun skævede kort over mod Jaris, og sendte ham et blik der virkelig prøvede at bede ham om ikke at gøre noget dumt. 

Jaris havde været bekymret for at fremprovokere kvalmen hos Daphnie hele natten, men nu lå han både med arm og ben hen over hende, så nu behøvede han vel ikke at bekymre sig længere. Han var stadig utrolig træt, den eneste energi han havde haft, var blevet brugt til at irritere hende, hvilket han helt bestemt heller ikke havde fortrudt. Men som hun lige så stille faldt hen, gjorde han også.
De få timers ordentlig søvn var efterhånden tiltrængt, men slet ikke nok. Der lød et noget brokkende brum fra ham, da han blev vækket igen ved at Daphnie møvede sig fri fra hans greb og han var for træt til at holde fast på hende, selvom han egentlig ikke ville have hende til at rejse sig.

Først da han hørte hende sige Aksels navn, åbnede han øjnene og skævede mod døren. Lidt doven fik han løftet overkroppen fra sengen og lagt albuen mod madrassen, så han ikke væltede ned at ligge igen. Han nåede ikke engang at tænke på at få mere tøj på end de underbukser han bar, inden Aksel vadede indenfor og beskyldte Daphnie for at lyve.
Jaris kunne ikke lade være med at smile, for det var jo ikke løgn. Forhåbentligt ville hans smil bare indikere overfor Aksel, at hans beskyldninger var latterlige at høre på, for som han så Daphnies bedende blik om ikke at gøre noget han ikke burde, måtte han jo hellere lade være.
”Beskylder du din kommende hustru for at lyve? Det var da ikke pænt gjort. Måske er du i virkeligheden bare ked af, at det ikke var dig jeg havde med ude i baggården?” Han skulle nok gøre hvad han kunne for ikke at afsløre noget, men han kunne da ikke lade være med at stikke til Aksel, når han nu stod der og var så muggen. Derudover var det da heller ikke særlig pænt gjort af ham, heller ikke selvom han egentlig havde ret.

 Det var som om pusten fes lidt ud af Aksel, som både Jaris og Daphnie gik imod Aksel. Jaris spørgsmål fik Aksels kinder til at blusse op de de næsten gik i et med hans hår. Uroligt trippede ham lidt på stedet, mens blikket så lidt mellem de to unge familiemedlemmer med knap så meget tøj på. Som Aksels blik så lidt mere på Daphnie, gik det op for ham hun ikke havde andet en underkjole og sjal på, og med det samme bredte farven sig helt ud til hans ører og han skynde sig at slå blikket væk.
 " Jooe.. jeg mener nej.. altså..  " forvirret over hvem han skulle svare snublede lidt over ordene.
 " Selvfølgelig stoler jeg på dig, Prinsesse! " udbrød Aksel så og slog alligevel blikket tilbage på Daphnie. Det blev dog ved med at flakke væk, for han kunne lige godt ikke få sig til at se på hende for længe af gangen. Hun var jo næsten nøgen! Daphnie stod og måtte kæmpe med ikke at rulle med øjnene over ham, som han stod der og blev helt befippet over hendes påklædning - eller mangel på samme. 
 " Så hvad.. Du kommer for at beskylde din kommende hustru for at være upassende med hendes fætter? " mumlede Daphnie fornærmet. Hun spillede skuespillet overraskende godt. Aksel gik over til Daphnie og lagde hænderne på hendes arme. Kort skævede ham mod Jaris inden han rømmede og så tilbage på Daphnie.
 " Selvfølgelig ikke, Daffe.. " Han snakkede lidt lavere, i et forsøg på at gøre samtalen mere privat.
 " Lukas sagde bare.. Han synes ikke i lignede fætter-kusine.. Den måde i var på.. Den måde du var på.. " Nervøsiteten voksede sig større i Daphnie, og uden evner til at svare, eller at vide hvad hun skulle svare, fnøs hun lidt over det og så væk. Aksel sank kort og et mere trist udtryk gled over ham.
 " Desuden.. så... ser det ud til i har sovet i samme seng.. " Aksel skævede mod Jaris der næsten lige så godt kunne have været nøgen.
 " ... Så du stoler mere på Lukas end din kone? Jeg troede du elskede mig..  " mumlede Daphnie, stadig med blikket væk. Hun havde ikke lyst til at se på nogen af dem. Hvorfor skete sådan noget her altid for hende?

Jaris morede sig tydeligt over Aksels forvirrede reaktion. Han kunne ikke lade være med at smågrine over den røde farve i hans kinder, som så fint passede til den røde hårfarve. Var det ikke meningen at sådanne folk skulle være lette at gøre vrede? Selvom han havde hørt en masse om Aksel, og intet indikerede at han var typen der ville blive vred over meget, men alligevel forventede han lidt at der ville komme noget. Bare et eller andet. Men i stedet var det usikkerhed, som dominerede hos den rødhårede fyr. Gad vide om han kunne formå at få mere end bare kinderne til at matche hårfarven?
Mens Daphnie stod og løj overraskende godt overfor sin kommende mand, kom Jaris langsomt ud af sengen. Han fulgte stadig med i hvert et ord, også selvom Aksel forsøgte at holde deres samtale lidt mere privat ved at sænke stemmen.

Nu hvor deres samtale handlede om hvad Lukas havde sladret om, kunne Jaris da ikke lade være med at provokere lidt, som han med vilje undgik at trække noget mere tøj på, før han stillede sig hen bag Daphnie.
”Ja, hvad er det for noget, Aksel. Stoler du virkelig mere på Lukas, end på din kommende kone? Jeg kan godt høre jer.” Han skulle lige lægge lidt mere pres på Aksel med sit spørgsmål, og også lige gøre ham opmærksom på, at han da havde hørt alt de havde sagt. Han gav ham heller ikke tid til at forsvare sig selv, inden han smed en ny kommentar efter ham;
”Og står du tilmed og siger, at man ikke kan sove i samme seng som sin fætter, uden at lave upassende ting? Hvis det er tilfældet, vil jeg virkelig ikke vide hvad du laver med din kusine.” På intet tidspunkt skælvede Jaris den mindste smule i stemmen, for intet han sagde var løgn. Hvis han og Daphnie var i familie, ville det virkelig være forstyrrende, at de skulle lave uanstændige ting, men de kunne da sagtens sove ved siden af hinanden. Her var jo kun én seng. Derudover skulle han da lige overdrive lidt mere end han burde, og antyde at Aksel selv lavede underlige ting med sin kusine, og at det var derfor han hentydede til at de gjorde.
”Smid ham ud, Daphnie. Læg ham på is for at have beskyldt dig for, at lave så ubeskrivelige ting med din fætter.” Han førte en arm op og lagde den til at hvile mod Daphnies skulder, som om han lydløst fortalte Aksel, at hun selvfølgelig ville vælge sin fætters side, selvom han egentlig ikke regnede med det. Det var kun for at gøre ham lidt mere nervøs, end han allerede var.

 Lukas havde været Aksels bedste ven lige så længe han kunne huske. De havde altid været der for hinanden, og Lukas havde endda været med til at hjælpe Aksel med at få styr på ringen til Daphnie. Hvorfor skulle han dukke op ud af det blå, for at lyve om hende? Det lignede slet ikke Lukas, og Aksel følte sig utroligt splittet. Han havde godt hørt rygterne der florrede omkring Daphnie, men han prøvede ikke at tænke over dem. Han kunne ikke få sig til at tro på dem. Det var dog som om, at da Lukas var kommet forbi og fortalte om denne mystiske fætter, var hans tiltro til Daphnie faldet lidt. Hun havde opført sig lidt underligt på det sidste. 
 Det var selvfølgelig ikke meningen at Aksel ville tøve på sit svar til Daphnie, men overvejelserne overtog, og før han vidste af det stod Daphnies fætter bag ved hende og gentog Daphnies spørgsmål. Aksel knyttede hænderne lidt sammen. Hvorfor blandede han sig overhovedet? Det her var en samtale mellem mand og kone. 
 " Måske du sk.. " mere nåede han ikke at sige før Jaris forsatte. Et irriteret udtryk gled over Aksel, og han så på Daphnie med et blik der tydeligt sagde hvor irriterende han fandt det at hendes fætter skulle stå der og blande sig. Blikket blev dog hurtigt fundet tilbage Jaris, hvor den røde farve af forlegenhed var skiftet ud med vrede. Hvad bildte han sig dog ind!? Bare tanken var modbydelig. En af dem var kun 5 år! Væmmelsen stod tydeligt i Aksels udtryk. 

 Daphnie stod mest af alt bare og lignede et fortabt får. Tømmermændene havde vundet over hende og hun kunne ikke finde hoved eller hale i noget som helst. Hendes mave slog kolbøtter og der blev sagt så meget at hun kun hørte halvdelen. Først da Jaris lagde hånden på hendes skulder kom der lidt liv i hende og hun så på Jaris. Hænderne blev ført op til tændingene og Daphnie gned dem lidt mens hun så på Aksel.
 "  Men.. jeg.. ehm.. Det.. " Hun var så træt. Og hun havde det så væmmeligt i maven efterhånden. Usikkerheden var kort gledet over Aksels ansigt, som Jaris havde lagt hånden på Daphnies skulder og bedt hende smide ham ud. Ligenu vidste han ikke hvor han havde hende, men med hendes forvirrede svar, løftede han i stedet øjenbrynet lidt.
 
 Det hele gav pludselig mening for ham. Aksel lod kort blikket glide over på den såkaldte fætter. Ham måtte manipulere Daphnie, til ting hun ikke havde lyst til. Det forklarede det hele. Det kunne ikke passe at rygterne han hørte passede på hans uskyldige, lille Daphnie. Det var ikke de sider han havde set af hende. Og det forklarede hvorfor hun var så usikker på. Der var ikke andet for, end han måtte redde hende. 
 " Jeg går ingen steder, uden af få Daffe med! " Lød det målfast fra den rødhårede dreng. Han rettede sig lidt op, og rakte armen frem og tog fat om Daphnies håndled, for at trække hende lidt over til sig. Det var nu han måtte vise sig som den gode, stærke ægtemand. Vise at han godt kunne beskytte Daphnie.

Det var da allerede en lille sejr i sig selv, at Aksel ikke engang fik lov til at sige tre ord, inden Jaris afbrød ham igen. Det morede kun Jaris endnu mere at han ikke i det mindste forsøgte at give lidt igen, afbryde ham, tvinge ham til at holde kæft og sætte ham bare lidt på plads, når han nu stod og blandede sig i noget, som egentlig kun burde være mellem de to forlovede. Jaris kunne bare ikke lade være. Han vidste at Daphnie i forvejen ikke fandt Aksel særlig interessant, og Jaris gjorde da slet ikke. Han ville bare så gerne se om hans lidt slatne indtryk af ham var helt rigtigt. Om han kunne provokere noget mere end usikkerhed frem i den rødhårede, spinkle fyr, og derfor var han måske heller ikke helt fair, når han antydede at Aksel skulle lave meget forkerte ting med sine familiemedlemmer. Det var kun for at stikke til ham.

Måske havde Jaris regnet med en lidt større reaktion fra Daphnie, men det burde vel ikke komme bag på ham at hun gik lidt i stå, som de to mænd stod og diskuterede. Eller Aksel stod og diskuterede og Jaris kom med dumme, stikkende kommentarer, og forsøgte ikke at bryde ud i latter. Han skævede lidt afventende mod Daphnie, men måtte i stedet rette et lidt overrasket blik mod den anden, som lige pludselig trådte i karakter og nægtede at gå uden sin forlovede. Hånden mod hendes skulder strøg hele vejen ned over hendes arm, måske lidt upassende for en fætter, men selv det var også kun for at provokere Aksel. Derfra lagde han blidt sin hånd i hendes frie, men var klar til at stramme lidt til, hvis der blev trukket i hende fra den anden side.
”Synes du ikke vi burde spørge Daffe hvad hun helst vil, inden du kidnapper hende?” Spurgte han og forsøgte at holde en let latter tilbage. Han rettede sin opmærksomhed mod Daphnie, der nok stadig stod og så lidt forvirret ud.
”Hvis du fortæller mig at du hellere vil med ham, så skal jeg nok slippe.” Han løj som sådan ikke, selvom han alligevel lige strammede grebet lidt om hendes hånd, for selvfølgelig ville han da ikke have at hun gik. Han ville bare ikke tage den beslutning for hende, og samtidig var det vel at spille lidt fejt i forhold til Aksel. Jaris gav hende valget, det gjorde Aksel ikke.

 Det var lidt som at være tilbage til dagen hvor hendes far havde stået og diskuteret med Jaris om Daphnie skulle komme med. Det gav hende en lille knude i maven at tænke tilbage på, men kvalmen var for stor til hun rigtig lagde mærke til den. I stedet var det med til at påvirke hvad hun skulle gøre. Da Albert havde været der, havde hun stædigt holdt fast i at hun ville blive ved Jaris, men det var der ikke kommet noget godt ud af. Måske det bedste var, bare at gå med Aksel?

 Som Jaris hånd strøg hende ned over armen, blev hun dog i tvivl. Hun mærkede et lille ryk i hendes arm, fra Aksel af, hvilket fik hende til at klemme lidt om Jaris hånd. Da Jaris henvendte sig til Daphnie igen, så hun op på ham, med et lidt forpint udtryk. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre. Hun ønskede jo ikke at Jaris følte sig forrådt eller sådan noget, hvis hun gik med Aksel. Og Aksel skulle hun jo trods alt giftes med, om hun så jublede over det eller ej. Hun vidste at hende og Jaris aldrig rigtig ville  blive en ting. 
 " Det.. Jeg ved.. Men..  " Det var svært for hende at samle sig om en tanke af gangen, og det dunkede efterhånden hårdt i hendes hoved. Desuden hjalp det ikke at bliver hevet lidt frem og tilbage. 
 " Jeg ved ikke hvad du har gjort ved hende, men hun er tydeligvis ikke i stand til at vide hvad der er rigtig og forkert! " lød det lidt arrigt fra Aksel, der hev Daphnie over mod sig, hver gang Jaris hiv hende den modsatte vej. 
 " Hvad end magi eller trylleri du har brugt på hende, slutter det nu! Hun er min forlovede! " Aksel hev lidt i Daphnie igen, der havde lukket øjnene. Tænderne var bidt hårdt sammen, som hun langsomt sank for at holde lidt ro på maven.
 " Stop med at hive i mig..  " det var ikke andet end en utrolig lav hvisken, men hun regnede ikke med at det ville stoppe dem. Hvis de overhovedet hørte hende.

Jaris kunne ikke selv lade være med at blive mindet om hans sammenstød med Albert. Trods han var gået derfra med bevis på at den mand havde fået et par slag ind, og mindet om Daphnie der var blevet gal på dem begge, kunne han stadig ikke lade være med at smile. Det havde jo stadig været noget så morsomt at stikke til ham og se hvor rasende han kunne formå at gøre ham. Det var lidt det samme formål han havde nu. Han ville så gerne se hvor sur eller forlegen han kunne ende med at gøre Aksel, og denne gang var han sikker på at det ikke ville ende med en knyttet næve i ansigtet. Så aggressiv tvivlede han virkelig på at den lille fyr kunne være.

Det lille klem om hans hånd fra Daphnie forsikrede ham kun i hvad han allerede vidste. Hun havde ikke lyst til at gå, men hun var stadig i tvivl om hvad hun burde gøre. Måske Jaris burde være mere hensynsfuld, sige til hende at hun burde gå med Aksel, for de vidste vel alle sammen godt, at det var det bedste at gøre. Det var trods alt vigtigere at han stolede på hende, end at Jaris ikke skulle bruge dagen alene. Aksels kommentar fik Jaris til at løfte et øjenbryn. En let latter forlod hans læber, for de nye beskyldninger lød da helt skæve. Daphnie vidste da udmærket hvad der var rigtigt og forkert. Det var bare ikke altid hun lige rettede sig efter det, når hun lå med Jaris og var forlovet med en helt anden.
”Trylleri, må jeg være fri. Du har jo taget helt fejl. Det her handler ikke om rigtigt eller forkert, det handler ikke engang kun om mig og hvad jeg har gjort ved Daffe. Det handler om lyst. Det handler om, at du er bange for hvad andre mænd gør ved Daffe, fordi du ikke tør at give hende hvad du ved, hun har behov for, og så lader du det gå ud over mig. Men lad mig da hjælpe dig lidt på vej.” Med de ord trådte han et skridt tættere på Aksel og greb straks fat om hans frie hånd, så han kunne trække ham med ind. Samtidig sørgede han også for at Daphnie ikke længere blev hevet i hver sin retning, en bemærkning fra hende som han ikke havde overhørt, og der slap han også hendes hånd.
”Du sagde det selv, - hun er din forlovede. Så gør alle de dejlige ting, som du er bange for at jeg gør ved hende.” Som han sagde det lød det som en direkte udfordring, og som om Daphnie slet ikke havde noget valg, men han var da sikker på at høre en fornærmet kommentar fra hende om lidt, når han sådan opfordrede Aksel til at rage på hende.

 Det var en hel lettelse at Daphnie ikke blev hevet frem og tilbage længere. Med det samme hun kom til at stå stille igen, faldt hendes mave til ro, og fornemmelsen af at hun skulle kaste op forsvandt lige så stille. Det betød dog ikke at hun fik det specielt bedre af den grund, hun var stadig træt, hendes hoved gjorde ondt, og hun havde virkelig ikke lyst til at skulle diskuterer med hverken den ene eller anden. 
 Aksels mystiske anklagelser af Jaris fik Daphnie til at skære en grimasse. Hun kunne måske godt forstå hvor han ville hen med det, for det var lidt af det samme hendes far havde ment. Albert havde også helt sikker nævnt for Aksel, at der havde været en mand som havde prøvet at lokke hende i fordærv. Da hun ikke blev hevet frem og tilbage længere, kunne hun godt lige samle sig om at kommenterer på hvor latterlig Aksel lød i øjeblikket, men hun nåede kun at åbne munden, inden Jaris i stedet gav sig til at snakke. 

 Daphnie måtte bide sig lidt i underlæben for ikke at komme til at smile for meget over det. Det var jo sandt hvad Jaris sagde, og udtrykket og farven i Aksels ansigt sagde at han jo også godt vidste det. Daphnie smil falmede dog lidt ved Jaris sidste ord. Hun drejede hovedet mod ham, med panden rynket og et lidt skulende blik mod ham. Hun vidste ikke hvad han havde i tankerne, men det kunne umuligt være godt. 
 Aksel trådte lidt overrasket tilbage da Jaris kom tættere på, tydeligvis forvirret og utryg ved situationen. Det var meningen han ville hive hånden til sig, og hive Daphnie med sig, men udfordringen der kom fra Jaris, gjorde Aksel helt paf, og han lod Jaris flytte på ham. 
 " Jeg kan ikke bare... Det er jo ikke.. Altså.. " Det var tydeligt at Aksel ikke vidst hvad han skulle gøre af sig selv. Jaris havde ramt en nerve.
 " Vi er jo ikke gift endnu! " endte han med at udbryde, for det var jo derfor han ikke havde gjort noget med Daphnie, det var ikke anstændigt! Først når de blev gift kunne de være sammen på den måde. Og så havde han selvfølgelig ikke lyst til at indrømme hvilke tanker der var gået igennem hans hoved siden Lukas havde været forbi. 

 Daphnie var selvfølgelig heller ikke helt tilfreds med Jaris forslag og hentydning, men et eller andet sted var hun også nysgerrig efter at se om Aksel ville gøre noget. Vise at han virkelig var hendes mand. Derfor reagerede hun blot ved at give Jaris at dask på armen, for at vise hendes utilfredshed. Derefter så hun dog lidt afventede på Aksel. Hans reaktion var dog skuffende, selvom det var hvad hun havde forventet. Hun kendte ham jo.. 
 " Der sker ikke noget her, Aksel.. Jeg er træt, jeg har det dårligt.. Kan vi ikke snakke om det i morgen? " Prøvede hun lidt opgivende.

Jaris havde nok forventet bare lidt modstand fra Aksel, for han gik da ikke ud fra at han ville trækkes indenfor og være en del af det, som han nu var så bange for at Daphnie lavede med andre. Men det var langt nemmere end han lige troede, og nu hvor det var gået så let, strakte han sig lige lidt mere for at kunne skubbe døren i bag Aksel. En let latter gled over hans læber, han kunne da ikke undgå at more sig over hvor usikker den lille fyr blev. Det mindede ham om første gang han var stødt ind i Daphnie, eller rettere sagt da hun var stødt ind i ham. Han var så uskyldig. Måske han kunne ryste den uskyldighed lidt af ham?

Han måtte lige kæmpe lidt mere for ikke at bryde ud i en rigtig latter, som han mærkede Daphnies utilfredse dask mod sin arm og også fik set udtrykket i ansigtet der passede til, som han kort rettede blikket mod hende.
”Og hvad så?” Ordene væltede ud af munden på ham, næsten inden Aksel overhovedet var færdig med at tale. ”Du er jo sikker på at jeg laver uanstændige ting med Daffe, ikke? Vi er da heller ikke gift.” Han løftede let det ene øjenbryn, afventende på at se hvor rød i hovedet han mon kunne blive, inden Daphnie opgivende forsøgte at få Aksel til at gå.
”Åh nej, Daffe, du må ikke få ham til at gå allerede. Han vil jo tydeligvis gerne gøre en masse ved dig, ellers var han vel ikke gået med ind,” sagde han og smågrinede. Han var jo klar over at han bestemt ikke var gået frivilligt med ind, han var sikkert bare så overrasket, at han ikke havde kunne gøre modstand. Lige så stille rykkede Jaris sig om bag Aksel, og lagde en arm omkring ham, så han kunne stryge en hånd ned over hans overkrop.
”Måske er han bare lidt genert? Jeg kan da lige hjælpe ham lidt i gang.” Uden tøven fik han sneget en hånd ind under hans skjorte, så han kunne rage lidt mere og så bed han sig fast i skjorten mod skulderen og trak lidt til, alt imens han holdt blikket mod Daphnie. Mon hun ville blive mopset over at han ragede på hendes forlovede?