Legen blev fremlagt, og Sarah kunne mærke hun var ved at ryge ud af stolen, som hun lænede sig frem for at høre bedre efter. Ikke at hun behøvede at gøre det, for hun havde trods alt en ganske exceptionel god hørelse. Men alkohol havde jo desværre den effekt på en! 
Så en leg, hvor man skulle belønnes og den anden skulle drikke - okay, ganske simpelt. Troede hun. Hvad blev man belønnet med? At se den anden drikke? Var det overhoved vigtigt? Nej, det mente hun ikke. Tankerne var tydeligvis ikke sammenhængene, og den stærke dværge mjød var ved at stige den kvinden til hoved. Men sjovt, det havde hun nu stadig! 

“Ja!” Sagde hun en smule mere højlydt end hun havde haft intention om, og lod fingre glide hen over hendes læber og fnes en smule. De nye krus med mjød blev sat foran dem - og desuden også et glas whiskey som de havde fået helt fra starten af. Dertil også et lille blink fra den spinkle kvinde som der havde stået og kastet den unge kvinde lange blikke hele aften. 
“Men måske det ville være bedst hvis du lagde an - bare så jeg er helt sikker på jeg forstår hvad legen går ud på.” For at understrege at det var en god plan, nikkede hun flere gange - end hun endelig havde tænkt. Men så snart bevægelsen var gået igang, var den lidt svær at stoppe.

Eadgar den Fulde sendte Sarah et påtaget strengt blik, da hendes udbrud fik de nærmeste til at vende sig rundt, for at se hvem der havde råbt. Blikket blev supplerede af en – lige så påtaget – hovedrysten.
”Det skal jeg nok” indvilligede han og fæstnede sine grønne øjne til Sarahs brune. Han var endnu ikke klar over at mjøden bestod af andet end bare mjød, og var nu nået til en tilstand, hvor han ikke længere tænkte over, at det egentlig var gået lige lovlig hurtigt med at blive beruset. Ja, i det hele taget tænkte forkynderen ikke særlig meget.
Måske var det dét, som gjorde at han kunne tage så eksplicitte ord i sin mund – og heller ikke blev moralsk stødt over, hvad det egentlig var, han hentydede til:

”Der foregår noget usømmeligt mellem dig og udskænkeren. Var det Pil hun hed?”


Var det rigtigt gættet, skulle Sarah bunde. Eller bede om en udfordring. 

Hun lænede sig frem mod ham, som han mente at der foregik noget usømmeligt mellem Pil og Sarah. Usømmeligt ligefrem? Han havde vel ret, hun havde taget kvinden med i seng - ind til flere gange. Og det havde været rart og alt det - men var det noget usømmeligt? 
Det var tydeligt at Sarah betragtede manden foran sig, med et tænkende udtryk. FOr ham kunne det måske ligene at hun overvejede hvorvidt han havde ret eller ej. For han havde jo ret, det var der ingen tvivl om. Nej tankerne lå mere i formuleringen. 
“Usømmeligt lige frem? Vidste ikke, at det var sådan man betegnede det, når man sikrede at folk havde en fantastisk nat” med det, gled en tunge hen over læberne og fugtede dem. Inden hun betragtede genstandene der havde blevet sat foran dem. Det var næsten synd at bunde dem allerede! 

“Du havde ret! Men - jeg synes du skal give mig en udfordring i stedet - ellers så er det jo lige før jeg bliver nød til at kravle op til mit værelse” grinede varulven, og lagde hoved på skrå, mens øjnene lyste af glæde mod ham. 
Hvad end han fik hende til, ja - det kunne ikke være værre end det hun allerede havde gået igennem denne dag.

Eadgar rullede med øjnene, da Sarah – efter en del betænkningstid – omsider svarede med en kritik af ordet usømmelig. Hvor var det et klassisk træk hos en, som ikke bekendte sig til Lyset.
Men han nåede ikke at tænke mere over det, for Sarah gav ham ret i hans ytrede antagelse og det fik smilet til at bredde sig på det unge ansigt og hovedet til at stryge enhver tanke om Lys igen.

”Fint. Kys hende”

Han vidste ikke hvor det kom fra, men pludselig var det umuligt at holde inde. Han havde aldrig set to kvinder i nærkontakt med hinanden på den måde – og tanken var sært ophidsende. Om muligt blev det kun endnu mere forstærket af det faktum, at templet ikke anså det som værende anstændigt. Eller tilladt.

Hendes bryn løftede sig næsten højere end det var muligt - kys hende? Øjnene blev derefter smalle som de betragtede ham - okay, hvis det var hvad han ønskede. I stedet for at gå hen til Pil, valgte hun i stedet  at vinke den spinkle kønne pige hen til sig. 
En smule klodset kom hun op og stod. Kvinden kiggede en smule perpleks frem og tilbage på de to “Var der noget i vejen med jeres drikkevare?” Spurgte hun forsigtigt, og kiggede på Sarah som rejste sig op. Sarah rystede på hoved, og lod fingrene delikat glide hen over hendes ansigt. Pil smilede forsigtigt som hun mærkede den blide berøring. Og da deres læber mødte hinanden, var det tydeligt hvordan den unge kvinde smeltede i armene på den højere og bredskuldret kvinde. 
Da kysset efter noget tid var overstået, fik hun et lille blink på vejen, inden at Pil listede tilbage til hendes arbejde. Ikke uden at de havde fået nogle tilråb fra resten af kroens besættere. 

Okay, hendes tur. Hun satte sig ned og kiggede hen på ham. 
“Du nyder mit selskab, mere end du tør erkende.”

Aldrig i sit liv havde Eadgar set noget lignende. Aldrig. Han var på nippet til at tabe hagen, og fik som modværge løftet hånden op til munden, for at sikre at munden forblev lukket. Øjnene var store. Kinderne brændte og han kom at uforklarlige grunde til at tænke på Renny.
Med virrende hoved og forhøjet puls, fulgte han de to kvinders kys til det blev afbrudt. Havde ilden hele tiden været så varm?
De øvriges hujen fik Eadgar tilbage i rummet og Sarahs gætterier.
Behøvede han at svare? Var smilet ikke nok?

”Det kender du jo allerede svaret på, Sarah” svarede han med drillende tonefald. ”Jeg skammer mig næsten over, hvor godt jeg har det lige nu.” Det var ikke langt for sandheden; han skammede sig bare ikke. Som en sjov og dybt ironisk sidekommentar tilføjede han: ”-Du må næsten have putte noget i mjøden – tør jeg tage en udfordring?”

Hun havde nok spillet med rødne kort, hvis man kunne sige det sådan. Fordi at hun havde gættet på noget, hun vidste var rigtigt. Hun kunne se det på den måde han var blevet - den måde han have sikret sig, at han ikke gik før at hun var i bedre humør. Det måtte i alt fald havde været svar nok. 
Stadig, hun ville jo ikke tabe - og så godt kendte hun jo ikke forkynderen. 
“Det gør jeg måske!” Grinte hun, som hun greb hendes mjød og tog en slurk. Han skammede sig næsten? Det var vel ikke en god ting, det var altid godt, når man havde det godt. Selvom der vel var noget med, at man ikke måtte drive syn lyst i alkohol, eller hvordan man nu beskrev det. Hun rystede på hoved, og betragtede de røde kinder der var på den unge mands ansigt. Om det havde været fordi hun havde kysset en kvinde, eller det var på grund af alkoholen, kunne hun ikke bedømme.
Tanken stoppede brat - ture han tage hendes udfordring?

“Okay, du kan vælge. Tage min udfordring, der hedder at remse dit yndlings vers op fra Isaris skrifter - så hurtigt du kan, uden at kludre i det. Eller drikke dit glas whisky” sagde hun og smilede stort. Hun synes selv, at det var en ganske tilforladelig udfordring. Hun kunne jo sagtens, have bedt hende om at kysse en. Ja, måske endda hende selv! Hvordan havde det måske gået?

Sarah havde en god latter. Den sendte stråler af Lys ud i rummet, og fik luften længere og nemmere ned i lungerne. Eadgar smilede, lyttede og gjorde for første gang noget, som han aldrig havde troet han ville kunne finde på. Han fravalgte de hellige skrifter og Lyset og gik dermed et par meter længere ned af den mørkere (og muligvis friere?) sti.

”Jeg tager Mjøden!” Han løftede glasset, tog det op til munden og stoppede da brat. Sarahs ord gav genklang i den tågede hjerne.
”Vent. Sagde du Whisky? Er det ikke mjød vi drikker?” Han kneb mistroisk øjnene sammen.

Hun pegede på glasset der stod ved siden af kruset han havde taget op “Det er whiskey, det du har i hånden nu er mjød” grinede hun, hvordan havde han ikke kunne se forskel? Eller, okay hun havde måske også lidt snydt ham, vel og mærke så meget ville hun gerne stå inde for. 
“Men okay så! Du kan godt få lov til at bunde hele din mjød, selvom jeg synes den bund sjat af en whiskey er mere tilforladelig end hele kruset med mjød” hendes bryn hævede sig, som hun greb om hendes eget glas og begyndte at drikke af det. Så der kun var halvdelen tilbage. Den summende og glædesfulde fornemmelse i kroppen var der stadig, som hun betragtede ham med et stort smil. At han overhoved var velfungerende nok, til at blive så forvirret - hun måtte give det til forkyndere. Han kunne klare alkohol bedre end hun havde regnet med. 

Eadgar stirrede på mjøden til whiskyen til Sarah. Hvornår der var kommet to slags drikkevarer på bordet, var ikke blevet registeret af den unge mand. Havde hun ikke kun bedt om mjød til at starte med? ”Du er en lumsk én, Sarah” brummede han og overvejede sin situation – hvad var værst? Mjød eller whisky? Hun havde en god pointe i, at der var væsentligt mindre whisky end mjød, men whiskey måtte nødvendigvis være det stærkere? Eller hvad?
Eadgar sendte hende et skulende blik, og bundede mjøden. Virkningen blev akkumuleret i det hårdt prøvede legeme.
”Du er.. simpelthen skrækkelig, Sarah. Hvad er du ude på?” Han smilede med sammenknebne øjne, og rejste sig så pludseligt.
”Kom. Sig mig det udenfor!”
Uden videre forlod Eadgar kroen.

Smilet blev som man så typisk blev beskrevet gavtyvsagtig, da hun hørte ordene forlade hans mund - lumsk én. Det var hun vel, men hun ville dog håbe at det stadig var en god aften for forkynderen. Selvom at hun havde på fornemmelsen, at hun nok ville få en skideballe næste gang de sås. Sådan at få en mand som Eadgar, til at drikke sig til moralske tømmermænd - og selvfølgelig også de alkoholiske. Hun ville i hvert fald blive meget imponeret, hvis han ikke mærkede det når solen atter ville kaste sine stråler på hans sovende krop. 

Hun hævede prøvende et bryn, som han nævnte hun var skrækkelig. Og hvad hun var ude på? Dog nåede hun dog ikke at svare på hans spørgsmål, da han rejste sig meget pludselig og gik ud af kroen. En anelse forvirret, betragtede hun drikkevarene som stadig stod urørt på bordet. 
Okay - tænkte varulven langsomt, og lod den gyldne væske i glasset skylle ned i hendes hals. Den brændende fornemmelse fik hende til at skære ansigt, og begyndte derefter at tøffe uden for. Regnen var ikke lige så kraftig som før - men stadig nok til at hun kunne mærke den klamme fornemmelse at støvregn mod hendes ansigt. "Hvorfor udenfor?" spurgte hun forvirret, og hævede sin bryn som hun betragtede den unge knægts skikkelse

Regnen var præcis som Eadgar havde håbet på. Selvom det ikke fjernede tågeslørret, som var begyndt at lægge sig over begge øjne og forvrængede synet i sådan grad at hurtige ryk med hovedet kunne give ham kvalme, var regnen rensende og kold.
Eadgar bildte i hvert fald sig selv ind at det var godt for ham, som han stod der med hovedet vendt op mod de grå skyer. Munden åben, øjnene lukkede.

Han hørte Sarah komme ud, men forblev i sin position da hun stillede sit spørgsmål:
”Jeg havde brug for det. Kan du ikke mærke hvor glad man bliver?” Først der åbnede han det ene øje på klem for at fange kvinden i sit synsfelt.
”Nårh, hvad er du ude på?”

Hun fnøs, og prøvede at ligge en dæmper på lysten til at bryde ud i grin, da hun så den barnlige opførelse som han foretog sig. Det var længe siden hun havde stået som ham - åben mund og på jagt efter vanden der faldt på skyerne. Dog formåede hun at holde det i sig, og rystede på hoved af ham i stedet. 

Men da han spurgte om hun ikke kunne mærke hvor glad man bliver, kunne hun ikke holde latteren tilbage og nikkede mens smilet forblev på hendes læber denne gang. "Jo - jeg kan godt mærke det." hun lagde dog hoved på skrå - og betragtede ham - ja næsten med uskyldige øjne. Hvad var hun ude på? "At vi har en god aften? Hvorfor skal jeg være ude på noget?" spurgte hun og lagde armene over kors. Først blev hun stående i halvt læ, sukkede dog og gik hen mod ham. "Kom du bliver bare syg hvis du bliver våd igen, og ikke få ordenlig tøj på!" prøvede hun med en bestemmende tone, og lagde sin gode arm og hånd på hans skuldre. 

Sarah grinte og han lod sig smitte af det. Munden krakkelerede det opadvendte ansigt og fik begge øjne til at åbne sig helt.
Eadgar trak på skuldrene af hendes tilbagesendte spørgsmål. Underfundigheden forlod ham ikke, da hun sendte en næsten moderlig kommentarer hans vej, og kort efter lagde armen om skulderen.
Eadgar vidste at Sarah tog fejl. Han frøs ikke. Faktisk var han i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kunne mærke noget som helst.
Alligevel gav den unge mand efter, og de traskede hen til kroens indgangsdør igen.
Så snart de nåede ind under halvtaget stoppede tøflerne op, og derfra gik det forbløffende hurtigt.

Eadgar tog fat i Sarahs arm, drejede hende ind foran sig og puffede hende let, men bestemt op af husmuren. Regnen trommede stemningsfuldt ved siden af.
Selv satte den unge mand en hånd mod væggen, ikke langt fra varulvens ansigt, og gjorde det dermed tydeligt, at han ikke ønskede at hun skulle rykke sig.

”Jeg tror, at du er ude på noget,” vedblev Eadgar med funklende øjne:”- Det er kvinder altid.”

Hun smilede taknemmeligt, da han valgte at følge med hende uden den helt store brok. Faktisk var hun lidt overrasket over, at han slet ikke sagde noget - det var næsten for nemt at guide ham tilbage mod kroens varme. 
Men trods at hun mente at det var lidt mærkeligt, svømmede tankerne væk fra hendes bekymring grundet alkoholen der hvirvlede rundt i hendes blodbaner. Desuden kunne hun også mærke effekten af fuldmånens snarlige kommen. For slet ikke at nævne, at hun også var træt - det havde været en lang og hård dag. De indbundne fingre på hendes hånd, måtte være en stærk nok indikator om dette. 
Så hun lagde ikke mærke til at han var stoppet på - hun reagerede for sent da hans fingre greb omkring hendes arm - og trods at hun var betydelig stærkere end den unge mand - formåede han alligevel at få hende overrumplet nok til at han fik hende op ad væggen uden de store problemer. 
hendes brune øjne var spærret op som hun betragtede ham med forundring - hvor kom alt dette nu fra? 
Den kølige fornemmelse af den klamme mur, gik med det samme igennem den tynde kjortel og vandrede ned af hendes ryg. 
Et sug gik igennem hende - som en hånd blev placeret ved siden af hendes ansigt. Hvad var det lige han prøvede på? Hvem var det nu, som der var ude på noget?

Lysten blussede op i varulven som en stærk flamme - alle sanser - alt blev ekstra voldsomt når en varulv var tæt på sin månedlig forvandling. 
"Eadgar" knurrede hun advarende, og kiggede ham dybt ind i øjnene. Hendes gode fingre sitrede, som hun fortsat stirrede direkte ind i de grønne øjne. Det var så tydeligt at advarelsen ikke havde været truende, men at han skulle passe på med hvordan han opførte sig rundt omkring hende. "Pas på med at prikke til ulven, måske er det i virkeligheden dig som er ude på noget?" fik hun næsten åndeløst sagt, hendes øjne kunne ikke flytte sig fra hans hav af grønt - de funklende øjne - den måde han havde grebet hende.
Dette var skidt - meget skidt. 

Whiskyen forhindrede alarmklokkerne i at ringe i Eadgars bevidsthed, da Sarah med lettere knurrende stemmeføring sagde hans navn. Faktisk syntes det at afføde en næsten elektrisk behagelighed, som stødt bevægede sig op gennem kroppen. Intensiteten tændte ham og hendes verbale modspil fik ham til at bide sig i underlæben, som forsøgte Eadgar at tilbageholde et fjoget grin.

”Det er det måske,” svarede han spøgefuldt og mindskede afstanden mellem ved at træde helt tæt på. Han kunne mærke varmen fra hendes ånde, lugte spritten som hun havde tyllet ned med forbløffende fart. Det forslåede ansigt havde haft godt af healerens behandling, indså han, og inden han fik taget sig i det, strøg den unge mand en enkelt finger ned over hendes kind. Riften var irritabel og lyserød, men havde ikke blødt siden den var blevet renset.
”Gør det ondt?” Spurgte han åndsfraværende og prikkede prøvende i såret med neglen.

Hun skulle virkelig anstrenge sig, som han trådte tættere på. Hele hendes krop spændte sig som en flitsbue - det havde været, meget længe siden at en mand havde trådt så tæt ind i hendes intimsfære. Tungen gled hen over hendes læber, som hendes ånde blev tungere end den havde været før. 
Ligeledes kunne hun også dufte ham nu - så overvældende, at hun var tæt på at knuge hendes øjne sammen. Også rørte han hende - suget greb omkring hendes mave, så voldsomt at hun næsten ikke kunne styre sig længere. Han prikkede ikke længere til ilden, han var ved at gå hele vejen ind i den - så voldsomt at de ville sluge ham hel, trådte han ikke snart tilbage.
Og advarslen lå også på spidsen af hendes tunge, men kom aldrig videre derfra. 
De brune øjne betragtede hans udtryk, som han prikkede til hendes ny erhvervet sår. Gjorde det ondt? Nej - men hans berøring var næsten smertende for hunvarulven. 
"Eadgar" igen hans navn, denne gang var den næsten tiggende. Tiggende om han skulle stoppe, for hun havde ikke i sinde at gøre ham ondt. Og det kunne hurtigt gå galt, hvad end det havde han havde i tankerne. Det var vel til dels hendes skyld. Men han skubbede virkelig til hendes grænser. 

”Ja?” Sarahs sære tonefald tiltrak omsider opmærksomheden. ”Hvad sker der?” Den unge mand lod hovedet vælte ned på siden – øjenbrynene trak sig mod næseroden i tydelig forundring. Hun virkede unaturlig anstrengt, indså Eadgar pludselig gennem whiskytågen. Musklerne var spændt, øjnene store og det var som om de brune iriser næsten dirrede. Eadgar sank. Det kunne kun betyde en ting…

Munden trak sig sammen, for derefter at løsne sig på ny og blotte tænderne bagved.
”Jamen, Sarah dog..” Han klukkede og fjernede fingeren fra hendes kind, for i stedet at placere den på hendes pande, og lade den glide ned mellem hendes øjenbryn og videre ned over næseryggen.
”Sig mig, har alkohollen gjort dig dårlig?” Den unge mand kvitterede sine ord ved at duppe varulven kærligt på næsespidsen to gange.

Han var enden umådelig naiv, dum - eller vidste præcis hvad det var han gjorde, og drev hendes lyst afsted, som dukker med strenge. Hvad end det var, så var det forfærdeligt. Og hun vred næsten hendes krop mod muren, som hun betragtede hans forundring. 
Følelserne var ude på tøjet, og følelsen af hans stadig varme ånde der slog mod hendes ansigt - den var voldsom berusende. Igen gled den lyserøde tunge ud, og fugtede sig hen over hendes læber. Hans berøring sendte kuldegysning ned af hendes ryg - og det var både behageligt men så sandelig også ubehageligt. Til sådan et punkt, at hun var utrolig splittet omkring hvad hun skulle gøre. Det første instinkt fortalte hende, at hun skulle trække sig. Skubbe ham væk, og gå tilbage i kroen - tilbage til varmen og hendes alkohol. Den gode form for beruselse, der hvor hun kunne give en livløs genstand skylden. 

Gjort hende dårlig? Nej, det var hans skyld det hele! Det var ham som der legede med hende, og han vidste ikke engang hvad han gjorde.
"Nej" fik hun endelig svaret hæst - og greb den hånd der gled ned over hendes ansigt. De brune øjne virkede pludselig meget store som de betragtede hans ansigt. De let røde kinder, grundet alt den alkohol han havde indtaget.
"Du stiller dig ikke så tæt ind på kvinder Eadgar - man rør ikke ved folk på den måde. Det er meget Intimt.. Er det hvad du ønsker?" spurgte hun, som hun lod deres ansigt mødes tættere. Hendes læber ganske få millimeter fra hans. Sådan så det brune virvar af følelser kunne møde de grønnes. 

Det var synlig lettelse at spore i det unge ansigt, da Sarah bekendtgjorde, at hun ikke var dårlig – eller at det i hvert fald ikke var det, som de havde indtaget, som var skyld i det.
Dog var det svært at bibeholde lettelsen, for det betød blot – slog det Eadgar efter et forsinket øjeblik – at der jo måtte være noget andet som gjorde hende anspændt og ubehagelig til mode. Forvirringen genfandt sig og blev kun yderligere forstærket af at Sarah fjernede hånden, åbnede munden og lænede sig frem.

Formaningen slog ham mentalt i jorden og det flygtige - men underfundige - smil forsvandt for stedse. Amuletten beskyttede ham og alligevel vældede skam ind over forkynderens krop. Eadgar trak sig tilbage, som havde varulven brændt ham. Den intensitet han før havde slubret begærligt i sig, fremskabte nu kvalme.
”Jeg vidste ikke at –” begyndte Eadgar spagt, men tav så. Tøflerne virkede atter tunge, idet han indså at han absolut ingen undskyldning havde, der ville kunne løskøbe ham fra den pinagtige situation.