Efter at have fundet ud af hvad Fabian arbejdede som, var han ikke blevet længe omkring de smågrinene bar mennesker for at høre alle de slibrige detaljer de var begyndt at buse ud med. Havde han det, ville han måske slet ikke have turdet at genoptage en samtale med Fabian til at starte med! Men det var også derfor at der nu tændtes et glimt af nysgerrighed i hans blik Lidt af hvert simpelthen? Nu var det ikke fordi Aldamar havde planlagt at snakke forfærdelig meget om Fabians sexliv, men den her mulighed fik man velsagtens sjældent? Han var faktisk i tvivl, fordi på den anden side virkede det ikke som et emne han var øm omkring heller.
Hvor at Fabian måske havde forventet rettelig blufærdighed fra Aldamar's side, kunne det ikke være længere fra sandheden desværre. Aldamar havde en glubende appetit for viden, og var en ret lært mand - selv af en fra adelen at være. Derfor rystede han blot vagt på hovedet men ikke ligefrem i en afvisning af emnet. "Jeg har ingen favoritracer..." kom det nysgerrigt fra ham, og Aldamar's hånd gled over det mørke skæg i en tænkende trækning. "Men du behøver ikke forklarer det så... grafisk" tilføjede han for en sikkerheds skyld og med en kort varme over ansigtet.

Han regnede dog ikke med at det samtaleemne ville være et han fik diskuteret eller reflekteret over i fremtiden, og havde deraf heller ikke brug for at hører om alle de små detaljer Fabian helt sikkert ville finde underholdende at få Aldamar's ører til at bløde med.

Fabian var meget overrasket, og gjorde ikke noget for at gemme det, men overraskelsen blev hurtigt erstattet med et næsten lidt ondt smil. Måske fordi han gerne ville se Aldamar vride sig lidt, og gad vide hvor rød han kunne få den blege mand til at blive.
Han rykkede sig lidt tættere på, så han kunne tale lavere, den lavere stemme gjorde det også lidt mere intimt, og han ændrede måske også tonen en lille smule, fordi han kunne.

”Skal jeg så fortælle dig om orkere? De er fabelagtig i sengen... hvis man nogensinde når så langt,” sagde han, og om muligt var hans blik blevet mere intenst mens han kiggede på Aldamar. Måske også en snert af den sult, som Aldamar uden tvivl var blevet bekendt med over hans korte bekendtskab med Fabian. ”Så har du set en ork før? De er i hvert fald meget store! Og jeg tror ikke der er en eneste hvor deres pik ikke passer til deres krop, hvis du ved hvad jeg mener.” Fabian fik tydeligvis sin del af mandlige kunder til trods for selv at være mand. Det var også bare nemmere at skjule at man var til mænd, hvis man tog 'Fabia' med op.
”Men der er bare noget over at blive taget så hårdt, at man dårligt kan gå efterfølgende. Der er i hvert fald gang i den, og kvinderne er ligeså. Man skulle tro kun mænd kunne, men det er ikke tilfældet.” Det var så en anelse begrænset hvor mange der havde været igennem, fordi de ofte ikke kom til byen, eller ville betale for Fabians service, men han nød de få han havde fået igennem årerne.

Åh åh... overraskelsen i hans blik havde været nok så sjovt at se, men det smil der trak sig over Fabians ansigt bagefter, fik Aldamar til at overveje om det virkelig havde været en hel god idé. Han havde - og hvordan kunne han også have forventet andet, ikke tænkt sig at skrue ned på nogle punkter, men den lavere stemme formåede alligevel at sende en lille gysen ned af Aldamar's ryggrad, og han så vagtsomt Fabian snige sig nærmere.
Orker? Et noget forskrækket udtryk dannede sig på adelsmandens ansigt, og det blev ikke mindre af at det gibbede lidt i Aldamar da han begyndte at tale om deres pik. Sikke et ordforråd! Aldamar vidste ikke helt hvor han skulle kigge hen da tankerne dannede underlige billeder i hovedet på ham, men kunne ikke have øjenkontakt med Fabian imens, det var så helt sikkert.
Dog trak Fabians blå-grønne øjne insisterende, og da Aldamar opgav at lade blikket stikke af, var det en susende øjenkontakt han fik med Fabian. Og han blev flov. Han vidste ikke engang hvad han blev flov over, men den vulgære snak havde overrumplet hans fine adelige opdragelse, og selvom han ikke selv kunne se det, kunne han føle hvor forfjamsket han så ud.

"Fabian!" udbrød han rettende, men også med en leende undertone idet han satte sig halvt op for at se ned på ham, til en forandring.


  

Fabian nød at se hvordan Aldamar kæmpede med alt han havde i sig for at undgå at blive revet med. Han vidste godt at hans snak ikke var passende for en adelsmand som Aldamar, men det var bare så sjovt. Han var nu også ganske oprigtig i sin snak, som sagt, hvis han ikke blev betalt for at lyve, så var der ingen grund, med mindre det var at drive gæk med folk. Ikke noget han nødvendigvis kunne gøre mod Aldamar. Til gengæld var deres noget forskellige baggrunde nok til at han stadig kunne overvælde Aldamar.

Fabian slap en helhjertet latter løs, som Aldamar sagde hans navn og satte sig op. ”Jeg troede du ville høre om det? Var det ikke det du bad mig om?” spurgte han, latteren ikke helt væk endnu, lige indtil han fik en bedre idé, og smilet bare blev bredere endnu. ”Med mindre du hellere vil føle det. Jeg er nok ikke så god til at spille en ork, men jeg skal gøre mit bedste. Vil du prøve?” Der var ingen chance for at Aldamar ville indvillige i den leg, men Fabian kunne ikke lade vær. Der var en vis sandsynlighed for at Aldamar bare blev mere rød i hovedet, hvilket var noget Fabian lige nu levede for.

Han lagde sig om på ryggen igen, og kiggede op på Aldamar, som nu fik lov til at have overblikket. Fabians hår var lidt spredt ud omkring ham som han lå, og han rakte også lige en hånd op og fjernede det værste af håret fra sit ansigt.

Havde de ikke været alene i et værelse, var samtalen slet ikke kommet på bordet til at starte med. Det var ikke for sjov at Aldamar sjældent lod sig rive med af stemninger, følelser eller alt derimellem, men det føltes mere okay bagved de lukkede døre og lidt tætte vægge. Det føltes mere naturligt.
Den helhjertede latter der kom fra Fabian, var tilgengæld noget Aldamar ikke helt kunne lade værd med at rive sig med af idet han selv småleende rystede næsten opgivende på hovedet, samtidig en anelse påpasselig med det brede smil om Fabians læber, der hviskede at det ikke var et tomt tilbud. Blikket studerede hans liggende skikkelse, og hvilede lidt for længe omkring hans absurd markerede brystparti inden at han fik vristet det videre til hans ansigt igen. "Nej" var det eneste svar der kom fra Aldamar idet han rømmede sig en anelse.
Stadigvæk kunne han mærke sig selv sidde uretfærdig forlegen i forhold til Fabian, men vidste ikke helt hvad han skulle - eller kunne, gøre ved det. Joeh, han kunne sige jah i stedet og tage Fabian på overraskelsen alene; det ville måske få det smørrede smil væk fra hans selvtilfredse kønne ansigt i bare et par sekunder. Presse ham ned imod den seng han så indbydende lå på, og få givet ham de flammer han så gerne ville danse omkring. Men nej. Aldamar's indre stemme rettede ham til.

I stedet lod han sig gå en smule på komprimi, og lod en overraskende kølig hånd færddigøre resten af arbejdet med det blonde hår for at fjerne det fra ansigtet. Aldamars fingerspidser fulgte den markerede kæberegion i et blidt kærtegn. "Så, et andet spørgsmål Fabian.." stemmen var lavmælt, og en anelse overvejende. "Hvis du kunne vælge et andet liv, ville du så gøre det?" fulgte han op med, hvilket måske var et mere personligt et af slagsen. Men hvad brød Fabian sig egentlig om, når han ikke skulle tilfredsstille alle andres behov? Han måtte dog indrømme, at manden havde lignet lidt en ulv når han luskede omkring på sit territorie i kroen, og med trænede øjne spottede hvad eller hvem han ville have med sig. Men han var oprigtig interesseret i Fabian, og ikke kun Fabian den lokale skøge - en indrømmelse han gerne holdt tæt. 

Fabian var altid, hele tiden, så opmærksom på hvad Aldamar gjorde, og hvor han kiggede hen. Der var en grund til at Fabian altid viste sit bryst, også som mand. Han var veltonet, han gjorde hvad han kunne for at holde sin egen krop, ikke den formskiftede, i så god stand som overhoved muligt.
Måske kunne Aldamar også have taget ham ved næsen ved at give efter, men han gjorde det ikke, for forlegen omkring det, og Fabian ville nok bare være gået med på legen. Taget ham i sine arme, og forvandlet sig til en grøn ork med alt der tilhørte, men det behøvede Aldamar ikke at opleve.

I stedet for fik han en blid hånd. Blød som en kvindes. Det føltes næsten en anelse intim, som skulel Fabian gå i stykker hvert et øjeblik, og han forsøgte også at holde sin vejtrækning stabil. Omsorg var ikke noget han fik, ikke fra mange andre end Sif i hvet fald.
”Et andet liv?” Hvor kom de her spørgsmål fra? Det var et andet spørgsmål end om han var glad for sit arbejde, om hvorfor han gjorde det her. Det var et spørgsmål om, om hvis han kunne ædnre hver en ting i sit liv, ville han så.
”På nogle punkter ville jeg nok,” indrømmede han lavmeldt. Ærligheden brændte sig lidt ind i hans bryst. Et overraskende dybt spørgsmål i forhold til hvad han var forberedt på. ”Men jeg ved ikke om der er et sted i det her land, hvor jeg kan leve præcis som jeg ønskede.” Med penge kom ansvar, men i hans nuværende liv havde han aldrig nok penge. På nogen punkter ville han ønske han var en fyrste eller konge. Rig nok til aldrig at skulle tænke på at mangle noget i sit liv, men han ville altid gerne kunne have den frihed han havde nu. Tage folk i hans seng som det passede ham, og aldrig et behov for arvinger, eller tage en kvinde eller mand for livet.
”Ville du?” spurgte han kort efter, og kiggede undrende op på Aldamar.

Hvad der fik Aldamar til blidt at stryge Fabians kæbeparti, var helt simpelt den lokkende mulighed at han lå lige der. Det var sjældent han fik lov til at komme tæt på andre mænd, og selvom man med det eksempel kunne undre sig over hvorfor han ikke bare købte Fabian for natten, så handlede det ligeså meget om hans egen oprigtighed i det. Han havde hele sit liv vidst at han kiggede efter de forkerte partnere, og var kommet til accept af det med årene. Nu levede han for de flygtige kærtegn, men lod sig aldrig fuldstændig overgive til dem - det ville være alt for bittert at give afskast på igen, bagefter.
Den lille påvirkning af vejrtrækningen gik Aldamar forbi, og han studerede derfor blot bare i tavshed hans kønne ansigt. Overvejelser gled over Fabians ansigt som spørgsmålet sank ind.

Svaret var underligt, og det fik en lille del af Aldamar til at ønske han havde rejst landet rundt, så han kunne sige til Fabian at sådan et sted helt sikkert fandtes. Men det havde han ikke og nikkede derfor i stedet en kende forstående. Ved hans opfølgende spørgsmål mødte Aldamar hans blik med et lille smil, og lagde sig langsomt tilbage igen i sengen, dog tættere på Fabian men med blikket imod loftet. "Nej" kom det kortfattet fra ham, og han følte hvordan smilet falmede en anelse, på trods af ordene. Dog drejede han hovedet imod Fabian ved hans opfølgning, hvoraf at en lille latter og adelig arrogance glimtede i øjnene. "Hvorfor skulle jeg?  Jeg tror mit liv i forvejen er af den eftertragtede slags, hvis du spørger halvdelen af kroen nedenunder. Det ville være utaknemmelig at kaste det til siden" indrømmede han, og strakte kort en hånd op i vejret hvor en virkelig fin ring glimtede. På fronten var Arys familiens farver og motiv. "Desuden, så synes jeg du glemmer at jeg bliver fyrste en dag. Hvorfor spørge mig om det, når du allerede burde kende svaret?" drillede Aldamar med et kort blik tilbage på manden. Havde han virket som en der ikke nød de royale goder? Fordi det var helt sikkert noget han ville have svært ved at give afkast på. 

Fabian havde tydeligvis i et kort øjeblik glemt at adelige var arrogante, og han fnøs lidt af Aldamar, som han satte sig selv op på en piedestal. De to mænd i rummet havde tydeligvis til sammen mere arrogance end det halve Dianthos. Fabian på sine evner for sex og til dels bedrag, og så sit flotte udseende, Aldamar på sin opvækst og gode baggrund. Til sammen ville de nærmest have været den perfekte person, dog måske en anelse narcissistisk.

Fabian vendte hovedet mod Aldamar igen. De var væsentlig tættere, men han gjorde ingen antræk til at forsøge at gøre noget ved Aldamar for nu. Han lod bare uskyldigheden ligge over dem. På nogle punkter føltes det næsten som at være med Sif, bortset fra at det stadig var en anden leg. Fabian ville nok aldrig helt kunne finde ud af hvad det var der gjorde Aldamar anderledes.
”Det er ikke livet for mig,” sagde han roligt med et grin. ”Jeg ville føle mig kvalt af alt det der blev forventet af mig, selvom pengene ikke var noget jeg ville sige nej til. Lyst til at donere end del af din arv til mig, så skal jeg nok komme og snakke så meget med dig, som du har lyst til?” Det sidste var tydeligvis ment for sjov, og han lagde intet i det, som han også blinkede en enkelt gang til Aldamarr.
Selv hvis Fabian kunne få Aldamar til at købe ham regelmæssigt, så ville han aldrig kunne tage så mange penge fra den anden mand, og Aldamar vidste forhåbentlig også bedre end at bruge hele sin formue på Fabian.

Et eller andet sted, der føltes det lidt som en sejr at få det han faktisk var kommet for - en samtale. Som han bare lå her med Fabian, var det en samtale de havde kørende, og det var på mange måder rart. Han måtte tilgengæld også indrømme, at det nogle gange var eskaleret, men det havde været det værd. Kort faldt hans tanke på de 2 jadestykker han skyldte ham, og han smålo lidt indvendig over den dyre pris Fabian havde sat op, men det var fair nok. Det var overskueligt for en aften.
Aldamar betragtede ham lidt med et smil, og kunne godt forstå hvor Fabian kom fra når det gjaldt livet i adelen. Men for alle de uoverskuelige ting det bragte med sig, var det alligevel en fantastisk økonomisk sikkerhed at have. Apropo. "En del af min arv simpelthen?"
Aldamar grinede, men det var helhjertet og kort overvejede han hvor meget det egentlig ville blive til. Det ville aldrig ske, men den katastrofe der ville følge, ville være ret underholdende et eller andet sted. Hånden blev taget ned fra luften igen, og med et  "Du må nøjes med et lidt mindre beløb" kom det overvejende fra ham, men var egentlig ikke synderligt bekymret på den front. Han vidste at Fabian ikke ville ribbe ham.

Forventninger var fantastiske og forfærdelige på samme tid, det ville han give ham fuldstændig ret i. Aldamar følte dog at han bar sig fint fremad; i hvert fald indtil videre. Han havde det med at kunne høfligheds snakke sig ud af mange situationer, men vidste også at han måtte finde en måde at snige Fabian ind i hans liv. Det burde være til at overkomme på den ene eller den anden måde.... Aldamar foldede hænderne bagved hovedet, stadigvæk et tænkende blik på loftet, indtil han grinnede lidt igen. "Men, det er sjovt at hører det fra en som dig. Du oplever vel forventninger hver dag?" Aldamar løftede et øjenbryn, men blikket var vendt imod loftet så han var ikke sikker på om han så det.

Fabian lod et øjeblik som om at han var fornærmet. ”Hvor meget mindre et beløb?” spurgte han. Han fik vidste rigeligt ud af de 2 jader han havde opkrævet af Aldamar, og hvis Aldamar blev ved med at komme, så havde Fabian lidt en fornemmelse af at han ville ligge lidt bedre i det for en stund. Det var selvfølgelig kun hvis han kom.

En anerkendende lyd kom fra Fabian, som han overvejede hvordan han skulle formulere det næste. Aldamar tog ikke fejl i at han havde mange forventninger på ham, men det var en anden slags.
Hans øjne kiggede lidt overvejende på Aldamar, før han rakte over og begyndte at pille ved Aldamars hår. Noget skulle hans fingre have at lave.
”Jeg kan tage og afvise som det passer mig,” sagde Fabian endelig. ”Det føles heller ikke som en forventning, men som en udforskning af hvad jeg kan og ikke kan.” Han nød at lære med kroppen, og føle en anden krop mod en selv. At han så ikke ofte fik sine egne præferencer, betød vel bare at han ikke havde været selektiv nok med kunderne. ”Men der er ingen der forventer at jeg gør noget specielt med mit liv. Jeg kan forsætte det her indtil jeg ikke kan mere, eller vælge at gøre noget andet. Intet krav om at jeg skal få afkom eller en hustru.” Fabian var generelt ikke den bedste til børn, og han havde intet ønske om at få nogen.

Aldamar drejede hovedet ved den fornærmende tone, og så sig selv ryste med påtaget forfærdelse på hovedet over Fabians 'grådighed'. Hvor meget mindre? Adelsmanden tyggede lidt på spørgsmålet, men følte pludselig en lille fiflen med hans hår, hvor at Fabians rastløse fingre alligevel ikke havde kunne lade værd med at gå på eventyr, og skubbede det lidt væk. Præcis hvor meget mindre skulle han nok finde ud af.
Med den tanke lyttede han en anelse forundret over måden han vinklede sig selv og sit liv på, han var så langt væk fra det liv som han selv levede, og det kom til syne. Aldamar kunne nok have en tendens  til at undervurderer det almindelige livs reele frihed, men så det i glimt når Fabian talte.
Aldamar fangede Fabians legende hånd med sin, og tog en drastisk beslutning i momentet og hev ham prøvende tættere til sig, uendelig forsigtigt, og faktisk lidt ligeglad med hvordan den ene eller den anden af dem endte med at ligge. Der ville ikke gå lang tid førhen at han ville være nød til at gå, men alligevel så prøvede han at presse citronen på sin egen flygtige lille måde. "En udforskning simpelthen" mumlede Aldamar, dog mest for sig selv idet han følte Fabain rykke sig nærmere. Uden at vide hvad han mumlede ind i - Aldamar havde lukket øjnene, hvilede hans pande endnu engang imod den blonde mand, vejrtrækningen en anelse tung.

"Du er så uafhængig... af alle omkring dig..." konstaterede han eftertænksomt, og smilede lidt ved den tanke. Han ville aldrig kunne forestille sig at leve så selvanrettet. "Meget selvisk på en eller anden måde..?" fulgte han op med, og åbnede blikket for at se Fabians ansigt, et drillende smil om læberne og afslappet i momentet.

Det undrede egentlig ikke Fabian at adelsmanden ikke værdsatte at få rodet ved sit hår. Han virkede meget bevidst om hvordan han så ud, så det undrede ikke Fabian at han gerne ville holde det pænt. Ikke at det med at de havde ligget og rodet rundt på madrassen ville hjælpe. Hans hår ville sikkert stå ud over det hele når han stod op.

Fabian havde ikke forventet at Aldamar tog beslutningen om at hive ham tæt på ham. Fabian gjorde dog intet for at forsøge at komme på toppen, men lod Aldamar hive ham ind under sig selv, så Aldamar havde den komplette kontrol. Ikke at Fabian ikke kunne ændre deres position hvis det virkelig gjaldt.
”Det er godt at udforske sig selv... og andre,” hviskede Fabian dæmpet, som han rakte op og lagde en hånd på Aldamars hals, før han kørte den lidt ned, langs skjorte kanten, men gjorde ikke nogen mine til faktisk at tage den af ham, selvom han ville. Oh hvor han gerne ville se hvad der gemte sig bag tøjet på manden over ham.

Aldamar så så afslappet ud. Fabian håbede inderligt at hvis de mødtes igen, så kunne Aldamar finde denne her side af sig selv igen. Måske ville de også gå længere? Det var i hvert fald altid i de baner Fabian tænkte med sådan nogle møder, men fyrstesønnen havde det åbenbart anderledes.
”Nogle gange må man godt leve selvisk. Alt man gør behøver ikke at være for andre.” Det var den nærmest hviskende dybe stemme igen, og Fabian kiggede næsten udfodrende op i Aldamars øjne. Han bad ham om at forsøge at være selvisk, udforske, alt det han kun tænkte på når ingen andre var der. Fabians krop var for Aldamar at tage.

Fabian fulgte villigt med, og med en tilbageholdt gysen fandt han sig selv kiggende ned over den blonde mands kønne ansigt, blå-grønne øjne ufatteligt smukke og for Aldamar, også virkelig dragende. Hans ru finger brændte imod den blege hud, og Aldamar havde efterhånden opgivet at skjule hvor meget sådanne berøringer påvirkede ham idet han med et efterhånden bredere og bredere smil tog imod det, kropsvægten støttende på knæ og albuer. Han var dygtig, det måtte man give ham.
Den hviskende stemme spandt sig lokkende omkring Fabian, og med et anstrengt støn måtte Aldamar møde hans udfordrende øjne i en tavs kamp om vilje, men også med skyggen af ærgelse over sig. Fordi de vidste efterhånden begge to at det ikke var noget Aldamar kunne holde skjult, og han var fuldstændig stoppet med at prøve. Fabian kendte alt for mange knapper at trykke på, på det punkt. 
Han skyldte ikke nogen at lade værd... det ville være en ud af mange hemmeligheder for skøgen på Det Halve Svin. Men det var ikke Fabians hemmelighed at tage, og Aldamar lænede sig i stedet ind til et ligedele frustreret og opstemt kys som han til gengæld lod sig være selvisk i. Det var lidt for lystent til hvad han selv ville indrømme senere, og tydeligvis også en lille my tilfreds med at måtte være den der ikke skulle se op på ham den her gang.

"Nogle gange ville ikke være nok" mumlede Aldamar imod mandens læber, velvidende at det kom en smule kryptisk. Men nogle gange ville ikke være nok for ham - det ville blive hårdt i længden. Med tiden ville han lave flere og flere undskyldninger for sig selv, og i sidste ende ville det ikke være ham det kun gik udover, men også hans fremtidige familie, når han hellere ville bruge sine aftener med en trækkerdreng fremfor sin kone.
Tanken fik dog ikke Aldamar til at stoppe, idet at han prøvende sneg til endnu et kys. Sugede den sidste rest af deres tid sammen, fordi han vidste at det snart ville være overstået. For nu. 

Han forventede egentlig heller ikke at Fabian kunne eller skulle fixe hans problemer, det var aldrig et ansvar eller følelse han ville lade hvile over den anden mand. Men det var svært ikke at svare ham, fordi han ville gerne give ham en... grund? Selv det vidste han ikke engang hvorfor han ville - Fabian var om nogen en person, man ikke behøvede at forklarer sig til. 

Fabian ville tage hemmeligheden om ham og Aldamar til graven, for selvom folk kunne gætte hvad der skete med dem, så kunne ingen nogensinde rigtig vide det. Havde de blot snakket, eller var der noget mere bag døren. Det var ikke en hemmelighed Fabian normalvis holdt af, men noget over mødet med Aldamar føltes bare anderledes. Som en hemmelighed han skulle holde tæt på sit hjerte.
Hans egne øjne var betaget af Aldamars blå øjne, men han hev ham ikke nærmede, følte ham bare som han fik lov til, over tøjet, den naturlige grænse.

De havde udveklset kys før. Stille og rolige, og mere grådige, men det var noget andet når Aldamar styrede det. Fabian følte sig kort omslugt, og hans hånd gled fint tilbage i Aldamars nakke, for at holde ham fast, mens han egne øjne gled i.
Det føltes intenst som de lå der, og Fabian åbnede kun ganske let sine øjne som de stoppede og udvekslede ånde med hende. Vejtrækningen tung. ”Men nogle gange er bedre end aldrig,” hviskede Fabian tilbage. Han var ikke helt sikker på hvad Aldamar tænkte på, men selv vidste han at han hellere ville have noget nogle gange og så desperat søge det til næste gang, end aldrig at kunne få det igen. Han levede mere for sine instinkter og sine lyster end prinsen gjorde.

Der var dog ingen grund til at Aldamar sneg sig et kys. Fabian gav ham det helhjertet som han lå her for Aldamar at tage. Han gjorde heller ikke noget for at stoppe den tilfredse lyd der undslap hans læber, som intensiteten blev stærkere. Hvis det her var sådan Aldamar ville bruge resten af deres tid, så ville Fabian glædeligt tage imod det.

At bestemme både tempo og fart, var ikke nødvendigvis noget Aldamar var forfærdelig trænet i - men det havde han trods alt prøvet sin del af gange før. Og han kunne ikke benægte at det føltes mere op af prinsens boldgade når han var i stand til bestemme, bare en anelse. Om det var en vanesag, se det kunne han til gengæld ikke helt svare på... men Fabian virkede okay med det. Faktisk mere end okay.
En hånd blev presset imod hans nakke, og Aldamars egen gravede sig ind under hans hoved for at kunne løfte ham en anelse op i kysset - opstemt af hans grådige iver, med albuen hvilende på sengen. Ganske kort var øjenkontakten til stede over hans hviskende ord, og med et enigheds sigende 'hmmm' lukkede Aldamar igen afstanden imellem deres læber. Han tog jo ikke fejl, nogle gange var trods alt bedre end aldrig i mange situationer. Det var dog ikke noget Aldamar kunne give ham ret i med ord, og lod sig falde en anelse hen på siden fremfor over ham, dog stadigvæk med sine ben nu mere sammenflettet med hans; et støttende knæ faretruende tæt på hans skridt, men uden at røre ham. I øjnene dansede lysten til bare at kunne give ham ret - bare slå hul i det og så tage konsekvensen senere, men Aldamar holdt sig på kanten, og lod sin frie hånd følge Fabians ru skægstubbe kærtegnende, inden at han erstattede hånden med sin mund, og i sukkende kys kærtegnede hans kæbe og hals.

Et eller andet sted, vidste han ikke hvor meget manden helt reelt lagde i hvad han følte lige nu - det var aldrig en forsikring, da han burde være i stand til at lyve og snyde bedre end de fleste Aldamar nok havde talt med. Men det virkede utrolig rigtigt, og Aldamar valgte at tænke at den tilfredse lyd der kom fra ham ikke var påtaget. "Jeg... er ikke van... til at leve på sparsomme krummer.." kom det mumlende ud imellem de ømme kys, og det var sandt. Han plejede ikke at skulle holde igen, så det var ironisk at det var tilfældet her. 

Fabian kendte godt typerne, dem som ville bestemme. Det overraskede ham heller ikke at det lå mere til Aldamar at gøre det. Han havde uden tvivl været frustreret over at Fabian hele tiden bestemte, men nu, der fik han endelig lov til at styre det som det passede ham. Fabian kunne trods alt heller ikke blive ved med at være selvisk, da han jo var blevet betalt. Desuden var der noget ufattelig sexet ved en mand der tog hvad han ville have.
Den anden af Fabians hænder fandt også Aldamars hals, som de begyndte at rykke lidt tættere sammen. Hans hånd i håret i nakken, var dog også begyndt at være lidt mere insisterende i håret.

”Jeg er næppe... en sparsom.. krumme,” svarede Fabian tilbage, når der var plads. Hvis Aldamar tog ham lige her og nu, så ville Fabian glædeligt give ham sin krop, men sådan var det ikke. For nu prøvede de blot at få så meget ud af hinanden, uden at gå over nogens grænser.

Heldigvis betød det her også at Fabian ikke havde tid til at reflektere over hvorfor hans krop reagerede så meget på Aldamar, og hans berøringer. Hvorfor han var så interesseret, og det ikke bare handlede om pengene for ham. Det enste han vidste var at Aldamar fik ham til at have det godt og han ville gerne have det til at forsætte.

Aldamar hørte sig selv trække vejret ind med et frydefuldt hvæs idet Fabians hænder blev mere insisterende, og hvilket kun betød at Aldamar selv blev det. Hans ord gik ikke for døve ører, og drillende trak det i Aldamars læber, og følte en rumlende latter vibrerer i brystet som følge. Han var ikke bleg af sig og sin egen værdi, og Aldamar's frie hånd gled nu søgende rundt om mandens talje, for at hive ham op på sig selv. Ligesom tidligere, den her gang bare meget mere ønsket og uden at give Fabian mulighed for at lade deres ansigter fjerne sig fra hindanden i mellemtiden; en vedholden hånd under mandens hage og med fingerspidserne godt gemt væk i lyse lokker. Nej, han var bare blevet en anelse træt af at skulle holde sig skråt oppe, og den vægt Fabian sad over ham med, var velkommen. Den kunne måske holde ham en anelse fast i det hav han følte han var på vej ud i.

Hånden gled fra taljen og op til Fabians anden kind, og kortvarigt stoppede Aldamar og holdt hans hoved en anelse på afstand. Der var noget vurderende i hans blå øjne. Så han ville danse i de øvre lag? Sådanne ord skulle have beviser bagved sig. En provokerende skygge af arrogance fik Aldamar til drillende at løfte det ene øjenbryn, imens at han med et lidt for selvtilfreds smil kneb øjnene sly sammen. "Det er godt at du siger det til dig selv..." hviskede han drillende, og rystede så svagt på hovedet over sine egne ord. Fabian var pæn - meget pænere end Aldamar selv, og han ville vove at påstå at man ikke ville kunne finde en som ham et andet sted i Krystallandet. Og det vidste han godt - prinsen behøvede bare ikke være en af dem der gav ham ret, selvom det var tydeligt at føle og se på ham. 

Fabians krop sitrede lidt som han blev trukket tættere ind, og blev ledt op oven på Aldamar. Hans krop rykkede lidt på sig, som han forsøgte at få skabt en ordentlig plads at ligge på. Han måtte støtte lidt med knæene, især fordi han ikke måtte flytte sig meget for Aldamars arm tydeligvis. Hans gav også kortvarigt slip på Aldamar, så han kunne læne sin vægt på sin ene albue, før den anden hånd igen fandt vej til Aldamars nakke, så han kunne holde ham på plads, som de blev ved med at kysse.

Da kysset stoppede, kunne Fabian godt mærke en lille utilfredshed, men han kiggede ind i Aldamars blå øjne. Igen den arrogante lille knægt, som ikke ville sige noget som helst pænt om Fabian. En eller anden dag, så ville Fabian gerne høre et ordentlig kompliment fra Aldamar. Lige nu virkede det da også som om at Aldamar måske godt kunne finde på at komme forbi for endnu en krumme, hvis det var.
”Du har jo ikke tænkt dig at sige det til mig,” hviskede han drillende tilbage, men han kunne mærke hvordan Aldamars krop reagerede på hver en lille berøring.

Fabian kunne godt mærke at han ikke lå i den bedste position. Den var hård at ligge i, og det var måske ikke uden grund at han var så veltrænet, når det her var en position han fandt sig oftere i end som sådan. ”Men så fortæl mig noget andet,” hviskede han og begyndte at plante kys fra Aldamars mund, mod kæben og ned mod halsen. ”Hvorfor er du her?” Det var spørgsmålet fra tidligere. Aldamar havde allerede fået flere spørgsmål ind, men Fabian søgte stadig det ene svar.
Han begyndte at koncentrere sig om et enkelt sted på Aldamars hals. Måske var det ikke pænt gjort af ham, men hvis Aldamar ikke stoppede ham, så ville der komme et rødt lille mærke. Dog langt nok nede til at man godt kunne skjule det med lidt tøj.

Aldamar ville ikke afvise at det ikke ligefrem var ham af de to der var bedst trænet, og derfor var det en anelse selvtilfreds at han mageligt lænede sig tilbage i den bløde seng. Ikke at skulle anstrenge sig var trods alt noget ham - og folk som ham - var utroligt gode til. Dertil kunne han også se den milde utilfredshed der kort dansede i Fabians øjne, og lo lavmælt ved hans ord - nej, det havde han bestemt ikke! Det skulle dog vise sig at hans hemmeligheder ikke kun dækkede ind over det, og med en sund gysen vred Aldamar sig en anelse under Fabian, dog ikke ligefrem for at slippe væk fra ham.
"Hmmm...?" kom det lavmælt fra ham, og med et nydende smil trak han tiden lidt ud og følte fingrene lege med det blonde hår, imens den anden hånd hvilede en anelse på Fabians brystkasse, nok mest af alt for at prøve at støtte ham en anelse. Om det virkede, det vidste han ikke.

"Nu igen?" lo han sly, og spjættede kort da skægstubbene kildede ham på halsen. Hvorfor han var her? Fabian vidste udmærket godt hvorfor han var her, omend han gerne indrømmede at det ikke havde været den her retning han havde set det gå så hurtigt. Men Fabian levede i et meget hurtigere tempo end han selv gjorde, og med det i mente, fandt Aldamar det fantastisk at være en snublende stopklods at støde ind i. Det var på sin vis et underholdende spil, og Aldamar var villig nok til at tabe det. Bare ikke endnu. "Har jeg virkelig opbrugt mine fem spørgsmål, eller-" kort gispede Aldamar ufrivilligt, og strakte sig en anelse på sine små centimeter. "- eller vægtede værdien højere end først troet?" fik han endelig forsat, omend en anelse mere hæs nu. Havde spørgsmålene været nok til 5 værd? Det var de aldrig kommet henover.
Aldamar lukkede kort øjnene i et tilfreds smil - overraskende nok følte han sig ikke usikker eller nervøs, selvom han med garanti ville brænde inde med de tankerne om Fabian de næste par dage. Men lige nu fik han lov til at arbejde lidt for det, og Aldamar gjorde ikke mine til at rykke ham fra den overlegne position over ham.  

Fabians mund gjorde et ekspert arbejde ud af Aldamars hals. Sugede og nippede til den sarte hud, mens Fabian var så tæt på at han kunne mærke reaktionen kroppen under ham gjorde ved de mindste ting.
Det var heller ikke fordi at Fabian havde forventet at han havde fået lov til at gå så langt mellem dem da det først var bragt på bordet. Til ballet havde Aldamar virket usikker, næsten genert over at Fabian havde lagt an på ham, men det var som om at han var vokset lidt i sin krop, passede lidt bedre på hvem han var og hvad han ville have.

Endelig følte han sig færdig med stedet han havde været i gang med, og han lænede sig lidt, og nippede til Aldamars øreflip, så Aldamar kunne mærke hans ånde også. Fabians var lavmeldt og en anelse hæst. ”Lad os sige at værdien må være gjort op nu.... sig det Aldamar, eller skal jeg gå længere... ned?” Det lød mere som et løfte end en trussel. Ikke at Fabian ville bevæge sig længere end Aldamar tillod.
Fabians frie hånd gled ned, og begyndte at lege med Aldamars skjorte, parat på at knappe den op og forsatte sin leg med sin tunge og mund ned over hans overkrop. Hvis det forsatte på denne her måde, så var Fabian ret sikker på at Aldamar ikke ville holde ret meget længere. Han virkede allerede som om at han var i gang med at smelte under Fabians hænder.