Hun hørte tydeligt hans ord og det fik hende til at gå hen imod ham, hvor hun lagde en hånd ovenpå hans skulder. Hun grinede lidt over det han faktisk havde sagt, og hun holdte så blikket på nogle af mændene, hun fik grebet fat i den ene, imens hun svingede en smule med øksen. Hun gad ikke sige noget lige nu, men nød bare at holde stramt fast med hendes arme om manden, i det mindste gik det godt for dem begge to. Men det var heller ikke til at vide, om de de havde et tricks i ærmet, eller andet.

"Du kunne også bare sige du savnede mit nærvær"drillede hun som hun blinkede til ham imens hun strammede blikket om manden hun stod med. Hun prøvede at få ham til at smide hø tyven, men det var svært for han virkede ikke til at ville slippe høtyven. Hun lod hendes ansigt nærme sig mandens øre"Hvad skal du bruge den til"lød det flabet før hun lod hendes økse glide ned over manden arm så hårdt at han ville få nogle rifter.

Manden gav så slip, hvilket fik et bredt smil frem på hendes ansigt, det var jo perfekt. Hun sukkede lidt, og overvejede også at knække halsen på manden. Så kunne han da ligge sammen med den anden mand, der bar blevet gjort bevidstløs. Dog ville denne mand dø, og ikke være bevidstløs, hvilket fik hendes smil til at vokse. Hun endte så med at knække halsen på manden, og lod ham falde ned på jorden hvorefter hun lagde hovedet på skrå som hun lod hendes blik falde hen på Timber.

Som Katira dræbte den 3 af mændene så der nu kun var en tilbage ud over ham der havde forsøgt at løbe så gik Timber frem mod den sidste mand, og skubbede ham bare til siden. Manden stod skrækslagen og kiggede på den næsten 2 meter høje halvork som banede sig vej forbi. Timber gik hen til manden der lagde og skreg på jorden med høtyven gennem hans læg.
Timber greb høtyven og træk den henad jorden så manden fulgte med. Han stoppede op og plantede den ene fod på høtyven og trådte til så den nu sad hele vejen igennem læggen og fast ned i jorden.
Manden skreg endnu mere og den sidste af mændene stirrede i vantro på hvad der foregik.

Timber regnede med at Katira nok skulle tage sig af ham. Det var på det tidspunkt at en mand kom løbende hen imod dem et stykke væk fra. Han råbte og vinkede med armene, hvilket blev mødt af de to andre om at han skulle stikke af. Han råbte noget om at han havde fundet nogle soldater eller noget der kunne komme og hjælpe dem med deres problem.
Manden der lagde på jorden begyndte at råbe noget tilbage. "Fortæl dem at de skal skynde sig med armb..." Manden fik ikke afsluttet hans sætning som hans hals blev gennemboret af spyddet.

"Jeg er nu ret sikker på at de her mænd har savnet dig mere end jeg har Katira!" Han grinede bare som svar, og afventede så hvordan hun håndterede den sidste mand.

Det fik nærmest smilet til at vokse som hun hørte mændene skrige. Hvad havde de også regnet med? Det var dumt at de mente at de sagtens kunne klare to orker, især ved brug af nogle høtyve. Hun havde en økse, og Timber havde et spyd så de var begge to bevæbnet. Hun lagde hovedet lidt på skrå, som hun pludselig hørte en stemme men det var fra manden der lå på jorden, men han døde så af spyddet. 

Manden hun stod med begyndte at vride sig, men Katira vendte ham så rundt så de stod overfor hinanden, og hun løftede øksen en smule imens hun tog nogle skridt tilbage. Derefter svang hun øksen hen imod mandens hoved. Men før hun skulle til at angribe manden med øksen kiggede hun rundt, bare for at sikre sig at der ikke var nogen der ville forstyrre hende i angrebet. 

Så gik hun lidt længere tilbage, enlig var manden tåbelig som han havde hans høtyv i hånden og pegede den imod hende. Hun lagde hovedet på skrå og sendte manden et smil før hun valgte at kaste øksen hen imod mandens hoved, lod øksen ramme manden hurtigt i hovedet. Han døde hurtigt, som han faldt ned imod jorden. Katira gik hen til ham, og trak hendes økse ud ad hans hoved"Tåbeligt"lød det fra hende som hun gik væk fra manden. Hun svarede ikke Timber på det han havde sagt, men smillede bare over det, som hun gik lidt mere væk fra manden. 

Han kunne næsten ikke holde grinet tilbage da han så den sidste af mændene få kløvet hovedet af hendes økse. Han fulgte den af mændene som var ankommet og nu var begyndte at flygte. Han var for langt væk til at kunne nås. Han gik over imod hende, Han rystede også bare en smule på hovedet da hun kommenterede på at det var lidt tåbeligt, men det var også sandt nok.

"Ja de var ikke for kloge, men det lyder som om de har tilkaldt forstærkninger." Han kiggede sig omkring for at se om der virkeligt var nogle soldater på vej. Hvis de havde ordentligt udstyr så var det ikke noget de kunne klare lige så let som de havde klaret de her bønder de lige havde malet jorden med. Han kiggede også over imod huset som bønderne boede i. Han kunne se der stadig var lys fra bålet derinde. Der var nok nogle kvinder og børn som sad derinde og var rædselsslagne over hvad de havde kunnet høre ske udenfor.

"Skal vi afvente de soldater som det lød som om de havde tilkaldt?" Han kiggede over på Katira, han var frisk nok på at tage chancen. Hvis det gik helt galt havde han stadig et trick i ærmet, som godt nok kunne blive farligt for dem begge to.

Hun kunne også godt høre noget, som helt sikkert var forstærkninger. Det var typisk, hun gad det virkelig ikke. Men hun havde dog et bredt smil på ansigtet for det skulle bestemt ikke stoppe hende. Hun var sikker på og hende og Timber nok skulle klare dem, men der ville sikkert blive mange.

"Ja men vi kan sagtens klare dem"sagde hun selvsikkert, men det ville nok ikke blive så nemt. Især ikke hvis det var mange mænd de havde kaldt på. Selvom de var to orker, var det ikke til at vide, hvor nemt det ville blive, for det ville nok blive lidt svært.

Hun kiggede på Timber og tænkte lidt, skulle de vente på de soldater de havde tilkaldt, eller skulle de forsvinde fra gården. De soldater ville sikkert være meget stærke, og det ville ikke være sikkert at de kunne klare dem. Ikke at hun tvivlede på deres evner, men de var kun to, der ville sikkert være nogle soldater"Alt efter om vi kan klare dem os to, så burde vi måske forvinde væk fra gården"sagde hun tænkende som hun lod hendes blik hvile sig på Timber.

Han havde det lige som hende, han gad det egentligt ikke, men det fik alligevel hans blod til at pumpe og han kunne godt lide den følelse det gav ham. Han stod og ventede sammen med hende, afventede bare at de soldater der var på vej ville dukke op.

"Jamen så lad os da afvente dem!" Han stod og kiggede mod den nu lidt mørke horisont hvor han begyndte så småt at kunne høre fodtrin fra samme retning. Han havde ikke forventet at de ville dukke op så hurtigt og han kunne se at der var mindst to der havde lange våben med, om det var lange spyd eller halebarder var han ikke sikker på ud fra hvad han kunne se.
Timber havde nu sat sig for at de nok skulle kunne klare dem.

"Nej nu tager vi dem! Hvis de ikke vil gå til Kile selv skal jeg nok sende dem!" Han sendte hende et bredt smil, der strålede med selvtillid ved situationen. Han kiggede sig en smule omkring, og kløede sig en smule under hagen før han vendte sig mod Katira som han kunne se den lille gruppe af måske 7 mand der kom imod dem.
"Okay... Vi skal have taget os af dem med spydene først... Og hvis jeg begynder at hyle voldsomt så bare efterlad mig og søg så langt væk du kan." Han vidste godt nok hvad det betød og vidste at han så ikke kunne kende forskel på ven og fjende.

Hun kunne tydeligt høre soldaterne, og det lød slet ikke til at de var få men derimod mange. Hvilket ikke gjorde hende bange, dog en smule ja. Men hun var spændt på det, for det ville nok betyde der skulle gang i en kamp. Men hvordan det ville gå var hun endnu ikke sikker på, men hun kunne mærke det kriblede i hendes fingre for at finde ud ad det.

"Det lyder fantastisk, jeg kan lide din kamp gejst"sagde hun som hun klappede Timber ovenpå den ene skulder med en den ene hånd. Den anden hånd holdte stadigvæk øksen, som hun var klar på at bruge. Hvis ikke så var der helt sikkert også de bare nævner hun kunne bruge.

Da han nævnte at de skulle tage sig af spydene først, og at hun skulle løbe væk hvis hun hørte nogle hyl fra ham blinkede hun til ham. Det var nok ikke noget hun havde lyst til at gøre, hun ville ikke efterlade ham alene med de soldater"Man efterlader aldrig en mand alene"sagde hun selviskkert som hun var klar til at soldaterne ville nærme sig dem.

Han stod og fulgte soldaternes ankomst intenst med alle sanser han kunne. Han sendte hende så bare et skævt smil som svar på at hun kunne lide hans kampgejst. Fordi selvfølgelig var han mere end klar, nu havde det jo været så kedelig en periode, så nu hvor de endeligt havde sådan en spændende dag som i dag så ville det jo være bedst at gøre så meget ud af den som de kunne. Han betragtede soldaterne, som nu ikke var mere end 20 meter fra dem.
Som hun klappede ham på skulderen gav han hende et dask på den ene skulder.

"Burde have haft mit skjold med mig..." Han sukkede lidt, men havde ikke haft det med da han havde regnet med at han bare skulle på jagt. Han tog et skridt bagud før han trak den økse han havde siddende i bæltet og gjorde an til at kaste den, han kiggede på hende før han kastede den mod soldaterne, i et håb om at ramme en af de to med spyd. Den missede og ramte istedet en anden soldat. "Satans..."

"Jeg mener det Katira... Det er lige så meget for min skyld, gider ikke se dig som fjende." Han stillede sig så helt klar og afventede soldaterne med hende. Han vidste ikke hvad hendes plan var, men han afventede at se hvad hun endte med at gøre.

Hendes blik gled fra den ene soldat til den anden, og hun nåede lige at lade hendes tunge glide hen over hendes læber som hun kiggede på soldaterne. Hun hørte så det Timber sagde, og hun sukkede som hun vendte hendes blik hen imod ham"Fint, det er en aftale"sagde hun så som hun løftede den ene hånd og knyttede den, hvorefter hun sendte hen imod hans skulder som et lille venskabeligt angreb.

"Hvis det sker skal jeg nok skynde mig væk"sagde hun og sendte ham et smil, før hun kunne høre soldaterne. Som han havde nævnt at han burde have haft sig et skjold nikkede hun, for det burde hun virkelig også have haft. Men om de kunne klare det uden skjold vidste hun ikke, men hun holdte sig selvsikker omkring det. For mon ikke de kunne klare dem med deres styrke, for de skulle ikke få lov til at vinde.

Som soldaterne kom tættere på voksede hendes smil og hun lod hendes øjne følge dem, men da de pludselig stod klar på række nærmest overfor dem bed hun tænderne sammen. Okay de var måske ret mange, men det betød måske ikke at de ikke kunne klare dem. Måske, måske ikke men måske det også ville betyde at de nok ville blive slemt skadet.