Coffey var tydeligvis langt udenfor sit rette element, rødmen blussede i hendes kinder, hendes øjne begyndte at blive blanke, ikke af nydelsen men fordi hun skammede sig over det han gjorde og den nydelse hun følte. Hun ønskede ikke at han skulle fortsætte, idet hun mærkede hans finger trænge igennem revnen i hendes skæl, ved hendes mest private og intime område. Et svagt klynk slap over hendes læber, da hun forsøgte at undertrykke et suk af nydelse, hendes blik røg ned, hun kunne ikke se ham i øjne med den splittelse der var opstået i hendes krop. Var det fordi hun havde gjort noget galt, eller var det virkelig det som Philo havde solgt hende til, at skulle prikkes til og berøres af fremmede? Hendes hænder dirrede svagt, hun kunne ikke skubbe ham bort, men da hans stemme brød igennem stilheden, løftede hun de blanke øjne imod ham. "Ja Herre..." Hendes stemme var ikke mere end blot en dirrende hvisken, for hun havde ingen tiltro til at hun kunne tale højt og klart, med hans hånd og fingre der hvor de var.

Hun vidste slet ikke at hun havde holdt vejret, før det var han flyttede sin hånd fra hende og rejste sig op. Serpico var rasende, og med rystende hænder strøg hun ham over hovedet for at berolige ham, hans vrede gjorde intet godt for hendes egen ro, og da buret blev båret ind slog hun øjne op på ham, bønfaldende om ikke at tvinge hende til det. Men måden hvorpå han stod og trippede med foden indikerede at hun ikke skulle forsøge at sætte sig imod. Hun vendte blikket ned imod slangen inden hun gjorde et lille nik og strakte armen frem imod buret. Modvilligt snoede Serpico sig fra hendes krop, ud over armen og til buret. Da først han var væk fra hendes krop og sikret inde i buret, kastede hun armene omkring sin krop, hun manglede hans tryghed omkring sig, hun følte sig blottet og nøgen, uden hans beskyttende værn. 

Ganske forsigtigt vred hun i halen, hun fik sig rejst overraskende elegant fra gulvet, med hovedet bøjet og hænderne samlet foran sig, dækkende for det område hvor han netop havde berørt hende. Hendes glade væsen var reduceret til en ydmyg nikkedukke, som hun afventede hans ordre. Hvorfor kunne han ikke være som hendes tidligere Herre, i stedet for den kødlige nydelse, var det smerte de fandt hinanden i, det kendte hun, det var hun tryk ved. Hun forsøgte at skjule utilpasheden og hvor meget hendes hænder faktisk rystede for ham, hun ønskede ikke at han allerede skulle straffe hende for at være udelige. 

Det skrøbelige sind foran ham, var så uerfaren og naiv i sin tilværelse. Elinor var overbevist om at mange ville kunne få glæde af hendes væsen, hvis bare slangen ikke forstyrrede deres indtryk af hende. Berøringen var ganske let og alligevel reagerede hun på denne, som han observerede hende for en stund og blot forsøgte at tage de nye indtryk til sig. Det var så sjældent at en jomfru blev kastet ind i hans arme på denne måde. Men han var også godt klar over, at han ville være nød til at værne om denne oplysning og derved ikke berøre hendes krop yderligere end hvad var strengt nødvendigt for at udføre de sædvanlige undersøgelser. Det sidste han ønskede var, at hun bar en sygdom, der kunne kaste en skygge over Valtors forretning og derved ødelægge det noget nær perfekte forhold han selv havde med manden. Hendes blik kunne sagtens have slået ham omkuld, som de blanke øjne kiggede ind i hans sjæl og efterspurgte meningen med dette. Der var en meningen, men det skulle de nok komme til, når Serpico var skubbet af vejen.

Buret var blot en nødvendighed, som Elinor ikke kunne risikere at slangen lige pludselig valgte at angribe ham. Han havde trodsalt rørt hende et intimt sted og et hvert andet kæledyr ville så vidt muligt forsøge at forsvare sin herre. Derfor var han overrasket over at slangen endnu ikke havde gjort endnu et forsøg på at få ham til at trække sig. Men i stedet for at opfordre slangen til dette, valgte han at skaffe den af ’vejen’, men beholde denne, da hun tydeligvis følte sig knyttet til dyret og måske ville langt mere trist, hvis slangen ikke længere var en del af hendes væsen. Slangen bevægede sig imod buret, som Elinor nikkede tilfreds over hendes samarbejdsvillighed overfor hans ordre. Hun lod allerede nu til at være en lydlig slave, der kunne bruges til flere formål. Lågen blev hurtigt lukket, da slangen havde trukket det sidste af halen med sig. Derpå blev låsen lukket, som han vendte blikket imod hende, da hun lagde armene omkring sig selv. Det ville ikke være sidste gang, at hun ville føle sig utryg og utilpas. Måske bare ikke i hans selskab.

Elinor forlod buret på sin nuværende plads, som han gik hen til hende og placerede en hånd under hendes hage for at løfte hendes blik. ”Coffey” kaldte han næsten med en fløjlsblød stemme, som han strøg fingrene ned over hendes hals, inden at han slap hende og i stedet placerede en hånd imod hendes ryg for at guide hende mod døren modsat Serpico og buret. Døren stod åben, indtil noget der lignede et vaskerum, men derfra gik der flere døre ud til mange forskellige værelser af forskellige arter. Én enkelt dør stod op og afslørede flere instrumenter på den anden side, ikke hvilken som helst instrumenter, men til tortur og afstraffelse. ”Vi må bevare din uskyld” hviskede han, som han havde bukket sig ned til hendes ører og gjorde det næsten umuligt for hende at se hans smil, så pegede han på en spand på gulvet. ”Vask dig” beordrede han, imens at han lukkede døren til vaskerummet, eller lod den stå på klem, så hun endnu kunne høre slangen på den anden side.

Der gik en skælven igennem hendes krop, da Herrens hånd kom nær hende og fik hendes ansigt vippet op imod ham. Hendes øjne store og blanke, fyldt med frygt og skam over hun havde kunne li hvad han gjorde. Uden Serpicos nærvær var hun kun en brøkdel af sig selv, den store slange havde igennem årene nærmest blevet en del af hende, og det smertede hende lige så meget som det gjorde den at blive låst inde som et vildt dyr. Herrens blide kærtegn over hendes hals fik et svagt smil frem, hun måtte stramme sig an, gøre sig umage så Serpico kunne blive sat fri. “Ja Herre....” lød det dæmpet selvom hun havde håbet hendes stemme ikke ville have dirret men lydt selvsikker. 

Hun fulgte lydigt hans anvisning men kunne ikke dy sig fra at kaste et enkelt smerteligt blik tilbage på Serpico der hvæste højlydt og slog imod buret. Hun vendte blikket væk, men det der fangede hendes opmærksomhed fik hende til at stoppe omgående. Hendes øjne blev store som et oprigtigt smil bredte sig svagt om hendes læber, blikket blev fjernt og drømmende, reb og piske hang i et flæng i det rum hun havde spottet, en varme spredte sig i hendes krop, det havde været så længe siden hun sidst var blevet belønnet, men virkeligheden slog ned i hende som hun vendte et forskrækket blik imod Herren da hans stemme lød ud for hendes øre. Hastigt vendte hun blikket væk fra rummet i forsøget på at skjule rødmen der igen blussede op i hendes kinder. Og da Herren kom med sin ordre var hun ikke sen til at lystre som hun gav sig til at vaske kroppen som befalet af ham, alt for at glemme rummet der var så tæt på. 

Hun bad inderligt til Herren ikke havde opdaget noget, hvad måtte han ikke tænke om hende, sæt han tolkede hendes reaktion forkert, men hun kunne ikke afholde sit blik fra at søge imod øjenkrogen over imod rummet som hun omhyggeligt vaskede sig. 

Det var en nødvendighed at adskille de to, da Elinor ikke kunne tage chancen i forhold til at satse på at slangen ville makke ret og derpå gøre som han ventede. Vilde dyr havde det med at udse sig et offer, hvis der blev vist de mindste svaghedstegn og Elinor ville muligvis ikke ende som et offer, men slaverne der skulle være i stand til at vandre omkring, skulle nødigt frygte for deres liv. Derfor måtte Coffey se sandheden i øjnene og vente til hun ville være i stand til at forsikre ham om at Serpico ikke vil angribe nogen eller noget i bygningen. Han ønskede ikke uforudsete udgifter forbundet med et nyt eksemplar til samlingen, hvilket også var tydeligt i hans fremtoning, som slangen blev låst inde i buret og efterladt på gulvet. Han løftede ganske let det ene øjenbryn, som hendes stemme dirrede. Det var sundt at se hende påvirket af situationen, for så var der en chance for at hun ville være mere tilbøjelig til at adlyde for netop at blive genforenet med slangen.

”Hvis du opfører dig pænt, så kan jeg gå med til at slippe ham fri igen” lød det ganske roligt, som han bemærkede hvordan hun forsøgte at holde blikket på slangen, så længe som overhovedet muligt. Han forventede efterfølgende at hun ville følge med ham ind i rummet, men som han fik vendt sig om imod inde, da han var kommet midt ind i det store vaskerum, bemærkede han tydeligt hvordan hendes blik vandrede imod døren der stod halvt åbent. Smilet på hendes læber, fik ham til at spejle det, som han dog lod som om, at han ikke havde bemærket hendes begejstring, som han foldede hænderne på ryggen. Så hun havde en ting for tortur eller bundede det ud i noget helt andet? Det ville være en interessant tilføjelse til hendes væsen, hvis det var sandt. Elinor så roligt til, som hun ihærdigt begyndte at vaske sig og forsøgte at være så lydig, som overhovedet muligt. Mon hun håbede at han intet havde opdaget? ”Jeg vil ikke se noget mudder” beordrede han, som han gik rundt om hende, før at han satte kursen imod rummet, hun havde beluret for lidt tid siden.

Man kunne høre metal imod metal, som flyttede han rundt på nogle ting i rummet, men i virkeligheden blot var i færd med at rydde op efter den sidste, der havde brugt rummet. Efter noget tid, som han forventede at hun var færdig med at vaske sig, vendte han retur, med et reb i hånden. Derpå gik han lydløst om bagved hende uden at sige noget, han kiggede blot i hendes retning.

Hans ord havde fanget hendes opmærksomhed, selvom efter hun så imod rummet. Opfører sig lydigt! Ja så gerne Herre, havde hun tænkt for sig selv, trods hun inderligt håbede at han ikke have set hendes længselsfulde og drømmende blik efter de redskaber der havde været i rummet. Hendes krop healede formidabelt hurtigt hvilket gjorde hun kunne holde til så meget mere, og hendes tidligere Herre havde kun brugt det som belønning eller det vil sige han havde lært hende at elske smerte når det var givet som belønning, men mentalt havde han lært hende at reagere som var det ren tortur, noget der frarøvede hende enhver nydelse og kun fyldte hende med grufuld smerte om det så kun var de blideste slag man kunne forestille sig.

“Ja Herre...” svarede hun med et strålende smil omend hun godt vidste han ikke kunne se det hvorfra han stod, tankerne om rummet sværmede i hendes hoved, men hun gjorde alligevel som forlangt, hun vaskede hver en lille plet til hendes skæl næsten gav genskins. Tilfreds med sit arbejde dog voldsomt forstyrret af de mange lyde der tydeligt påvirkede hende, for Herren havde ikke rørt hende længe, hun var blevet for gammel desværre så hendes krop længtes efter følelsen, hendes hjerte bankede hastigt i hendes bryst så hun ikke opdagede han var kommet ind i rummet før hun lagde kulden fra sig tilfreds med sit arbejde. Hun skulle lige til at rejse sig da hun opdagede Herrens duft lige bag sig, skulle hun vende sig om? “Jeg håber Herren er tilfreds med min indsats....” lød det blidt fra hende, omend hendes stemme var berørt af hendes krops reaktioner på lydene. 

Det var en besynderlig tanke, der havde strejfet hans sind, da han først havde opdaget hendes længselsfulde blik henvendt imod det særlige rum. Normalt ville det blive brugt til afstraffelse, netop fordi det sjældent var noget slaver så frem til at opleve. Men hendes blik havde fået ham på fuldkommen andre tanker, som han overvejede hvad det kunne betyde og ikke mindst, hvad hun ville gøre, hvis han tog det skridtet videre. Normalt brugte han kun tid sammen med slaverne, når de skulle oplæres før at de skulle sendes videre. Men han ville gerne kende alle aspekter af hendes væsen, før at han ville sætte en pris på hendes hoved. Hvis ikke Valtor langt hellere ville beholde hende selv, men først skulle han have noget at beskrive hende med og lige nu lød det ikke særlig fristende: Slange, uberørt, farlig følgesvend. Selvom det faktum at hun var jomfru kunne sælge i de fleste kredse, men værdien var begrænset.

Elinor havde udstedt en direkte ordre til hende, som han forventede at hun ville følge, imens at han rodede rundt i rummet efter nogle småting og et stykke reb. Det var langt nok til at kunne række hele vejen rundt i det store rum, som han vendte retur og gik op bagved hende. Blikket hvilede på hendes skikkelse, som hun var i færd med at lægge kluden fra sig og mente at havde vasket sig ordentligt. Hendes ord bragte at smil frem på hans læber, som han snoede rebet rundt om sin højre hånd, imens at han gik rundt om hende for at sikre sig at hun ikke havde efterladt en plet et sted. ”Måske..” hviskede han ligeså stille, som han satte sig ned på hug og placerede hånden imod hendes arm, han strøg den ru overflade på rebet over hendes bare hud, som forsøgte han at lave et brandsår.

Hun vidste at hun ikke havde misset en eneste plet, hendes grundighed var chokerende efter at have set rummet, hun nægtede at lade et sådan rum passere forbi uden hun i det mindste virkelig havde prøvet sit ypperste, men en frygtelig tanke slog ned i hendes, sæt Herren bag hende fandt det ulækkert og aldrig kunne drømme om den slags, farven havde nær forladt hendes ansigt, men da Herren kom til syne løftede hun blikket op imod ham og så det reb han havde snoet om hånden. Hendes blik og varmen i kinderne blussede voldsomt op, og hun havde svært ved at tøjle smilet om hendes læber, inden hun dog formåede at slå blikket ned. “Tilgiv min iver, Herre..” lød det dæmpet fra hende, hun burde vide bedre, hun burde kende sin plads, men da hun mærkede rebets brændende fornemmelse som han trak det ned over hendes arm og efterlod et rødt mærke hvorfra han havde stresset huden, gispende hun svagt og knugede øjne i. Ikke af smerte men ren ekstase som et lille suk slap over hendes læber og hun ufrivilligt lænede sig imod hans berøring. 

Den skam der før havde hvilet over hende var væk, der var intet af den slags at spore hos hende for det var velkendt og elsket. Havde hun været en kat og ikke slange havde hun formentligt givet sig til at spinde af nydelse. Til sidst slog hun øjne op igen og løftede det imod ham for lige så meget at se hans reaktion som hendes egen, hvad han måtte tænke og tro om hende. 

Det var utroligt, som Coffey lige pludselig havde skiftet mening angående den situation, hun befandt sig i. Hun havde virket noget så bedrøvet da slangen var blevet sat i bur, men synet af rummet havde tydeligvis forandret hendes holdning til det hele. Derfor kunne Elinor heller ikke helt lade vær med at undersøge, hvorfor hun reagerede på den måde og i det hele taget kunne se sig selv i øjnene. Som sagt, slaver holdt sjældent af tortur, så han kunne ikke helt lade vær med at tænke, hvad hendes tidligere ejer mon havde udsat hende for. Ikke at han havde noget problem med det, det krævede blot at han udforskede denne side af hende, så han med sikkerhed kunne fortælle den næste, hvordan en eventuel belønning skulle udføres. Hvis ikke det var spænding nok i sig selv, at finde ud af det på egen hånd. Som Elinor fik chancen for lige nu. Varmen i hendes kinder burde have givet ham et præg om hvad hun tænke om situationen, men det forhindrede ham stadig ikke i at trække det grove reb ned over hendes overarm. ”Fortæl mig i stedet mere.. Så skal du nok blive belønnet” hviskede han ganske roligt, som han bemærkede det røde mærke sprede sig på hendes arm. Hun havde tydeligvis ikke problemer med smerten eller også var den nok til at give hende nydelse. Tændte hun i virkeligheden på smerten? Sikke en besynderlig ting..

Han slap rebet og lod det falde til jorden, som han i stedet samlede den op et stykke fra enden. Blikket hvilede konstant på hende, som han knugede hånden omkring rebet og svang det rundt en enkelt gang. Lyden var ikke helt korrekt, som han valgte at trække enden til sig og i stedet binde en knude på denne for at svinge den igen. Denne gang var lyden langt mere tung og skærende, som han vendte blikket imod hende. ”Er det smerte, du søger?” spurgte han for at få en ide om, hvad hun gerne ville have. Heldigvis for ham ville det være nemt for slaverne at gøre vaskerummet rent, hvis de skulle ende med at sprede blodspor udover det hele. Netop fordi der var et afløb midt i rummet, som gulvet hældede imod.

Det rødme mærke som Herren havde forladt ned over hendes arm, begyndte langsomt at falde og den pirrende smerte hun havde følt, var allerede ved at dulme igen. Et svagt suk af skuffelse slap over hendes læber, hun havde sådan håbet hun kunne holde sin evne tilbage, så hun ikke bare healede med det samme og fjernede kilden til noget af det bedste hun vidste. Hun så bedende op på ham, og da han begyndte at tale bed hun sig let usikkert på læben, for hvad ønskede han at vide? "Jeg blev solgt som 13 årig til en Herre, han kunne ikke, altså.." Hun stoppede da hun tydeligvis havde svært ved at snakke om den slags ting, det var så forkert og så akavet at skulle snakke om sex, for hun vidste intet om det, end ikke betegnelsen for det, men hun havde hørt om den slags fra andre slaver, hvor Herrerne ligesom Tadrian havde gjort, undersøgte og brugte den kødlige nydelse. Hun gned hænderne let imod hinanden, mens hun vendte og drejede sine ord med omhu. "Han kunne li at påføre smerte på unge piger, men han var god, han lærte mig at nyde det når det blev givet som belønning, og min krop healede alle skader, han tog sig godt af mig til jeg blev for gammel..." forklarede hun stille, der lå en ømhed i hendes stemme. Hun gav sit et og alt til den hun tjente, det var tydeligt at se i hendes blik, at det havde pint hende da hun ikke længere var det han ønskede på grund af sin alder. 

Den måde hvorpå han svang rebet første gang, det lille smæld fik hendes krop til at give et lille sæt, men smilet voksede alligevel om hendes læber, især da han gentog efter at have bundet en knude på rebet. Hun rettede sig en smule op, flyttede på sig så hvis ikke hun havde haft en hale, ville hun havde siddet på sine knæ. Hun foldede hænderne let i sit skød og bøjede hovedet foran ham, underdanig og i fuldkommen underkastelse. Hun vidste Serpico kunne mærke det, de havde et bånd sammen ingen af dem kunne forklare, og hun vidste hvor vred han ville være på hende lige nu for at være ærlig overfor Herren. 

Elinor havde længe kigget på det brændende mærke, som det dog hurtigt endte med at heale op og efterlod hende med en tom fornemmelse. Det forbavsede ham en smule, at hun var i stand til at heale så hurtigt op, men det gav ham også blod på tanden for at udsætte hende for mere, hvis hun altså mente, at hun ville være i stand til at holde til det. Helt ubevidst endte ham med et slikke sig ganske let over læben, som han overvejede, hvad hun kunne holde til og hvad hendes evne ville være i stand til at heale. Det var en praktisk evne, da nogle herre godt kunne have en voldelig tendens med deres slaver, hvis hun kunne heale, så ville hun fortsat være i stand til at sælge videre, hvis herren blev træt af det. Imens at hun fortalte hendes historie, viklede han rebet omkring sig selv for at lave en mindre knude på enden. Han sikrede sig at det var stramt og ikke kunne gå op, som han testede det af på gulvet imellem dem. Det var ikke nok til at lave et mærke i gulvet, men man kunne se hvordan vandet blev slået væk fra gulvet og spredte på Elinors tøj og hendes hale. ”Så du vil virkelig gerne have smerte, som en slags belønning, men ellers ikke?” spurgte han oprigtigt, som han skulle sikre sig, at han havde forstået hendes besættelse af smerten. Hvis ikke det var den rigtige form for smerte, så ville han næppe kunne holde hende ved ilden længe nok til at lære mere. Men det faktum at hun var blevet for gammel, fik ham til at pause. ”Din alder?” spurgte han med et løftet bryn, da alderen selvfølgelig også spillede en væsentlig rolle for hendes værdi.

Hendes reaktion på rebet var formidabel, som han ikke kunne have forestillet sig en bedre reaktion. Det var lige før hun tiggede ham om at teste rebet af på hende. Han strammede grebet om rebet, som han holdt det imellem begge hænder og overvejede, hvordan han skulle sende det første slag imod hende. Mon det ville afføde et skrig eller en hyl, hvis han tog det for vidt eller ville hun kunne holde fat i historien om at hun faktisk godt kunne lide smerten. Med ét slog han knuden ned lige ved siden af hendes hale, tæt nok på til at strejfe halen og klemme den imod gulvet i blot et split sekund, så svang han den modsatte ende imod hendes hals, som den slog sig rundt om halsen.

Coffey bemærkede ikke den måde hvorpå Herren slikkede sig om læberne, tvært imod veg hun ikke fra sin stilling, afventende selvom hun havde svært ved at tøjle sit smil, forventningens glæde var overvældende, hun vidste ikke hvad han kunne finde på, hvor kreativ han var og hun burde måske være bekymret, men der var ingen bekymring at spore hos hende. Hendes vejrtrækning var helt rolig, stabil trods den måde hans kredsede om hende, den måde han brugte rebet, testede og vred det omkring sig. Hendes halespids vippede svagt utålmodigt, hun havde lyst til at tigge ham, men hun bed det i sig, lyttede og ventede blot. "Smerte er både nydelse og straf, det bringer nydelse og varme som belønning og ulidelig smerte ved straf.." forklarede hun med en fast men dog dæmpet stemme. Hendes blik fulgte rebet rundt, den lange halen var fristet til at løfte det op med halespidsen, lege med det til Herren var klar, for smerten i hendes arm var væk, hendes normale hudfarve var tilbage og ethvert spor af den overfladiske skade var væk. "23 år Herre.." svarede hun dæmpet, pludselig nervøs for at han ville rynke på næsen, at han også ville afvise hende på grund af sin alder. Var hun virkelig for gammel?

Lyden af rebet der fløj igennem luften imod hende, fik hende til at spise øre, som hun ventede på slaget, men det faldt ikke som hun havde regnet med, smerten var så mild som noget kunne være, og kun et dæmpet støn lød fra hendes strube, end ikke nok til at slippe over hendes læber, før rebet ramte hendes hals. Helt instinktivt blottede hun svagt halsen for ham, ved at løfte hagen ganske let op, men hun ønskede ikke at hæve blikket imod ham og være respektløs. En varme spredte sig rundt i hele hendes hals, så kærkommen og bidende, den nappede let i huden. "Tak Herre..." Hendes stemme var blot en kærlig hvisken, for varmen havde hun savnet, det havde været godt et år siden sidst, alt i hende længtes, hårene i hendes nakke og på hendes arme havde rejst sig, utålmodig efter mere.

Spørgsmålet var om rebet ville være nok, der var andre måder, hvorpå han kunne påføre smerte, hvis først det var noget hun ønskede, men først ville han sikre sig at det nu også ville være nyttigt. Han kunne ikke spilde kræfterne på noget, han ikke mente, han ville få noget ud af. Derfor valgte han også at vride rebet, så hun kunne høre, hvordan det tørre reb gned imod hinanden. En ru overflade ville næppe være en behagelig oplevelse, medmindre man som hende godt kunne lide smerten. Alligevel kunne en metalkæde forvolde langt større skader. Men først måtte han lige se hendes væsen an, hvad hun kunne holde til og hvor langt tid den slags ville tage om at heale. Ud af øjenkrogen kunne han fornemme hendes hales bevægelser, som det bragte et stille smil frem på hans læber. Hun var tydeligvis ivrig efter mere.. Ikke at han skulle afholde hende fra at more sig, men det blev jo på hans præmisser og ikke hans. Det var rart at vide, at smerten også ville kunne bruges som straf, for ellers var han nød til at være virkelig kreativ, hvis hun endte med at træde ved siden af. Elinor forsøgte at bedømme hendes alder, som hun forklarede sig. ”Mon ikke du har mange gode år tilbage endnu?” spurgte han retorisk, som det primært var en tanke for ham selv. Han håbede inderligt at Philotanus ikke havde skaffet ham et forældet eksemplar og endda bedt om en passende betaling for dette. Men så længe hun var i stand til at udfylde en rolle, som en lydig slave, så kunne han nok godt arbejde med alderen.

Det stod hurtigt klar for ham, at hun ikke higede efter en let smerte. Hun virkede fortsat utålmodig, selvom knuden havde ramt hendes hale, så reagerede hun langt kraftigere på rebet, der strøg rundt om hendes hals. Elinor trådte hurtigt tættere på, som han greb hver ende af rebet og langsomt begyndte at stramme det. Han gik ikke efter at dræbe hende, måske bare gøre hende en smule svimmel. Efter lidt tid løsnede han dog rebet omkring hendes hals, som han i stedet trak det langs med hendes nakke, først den ene vej og så den anden vej, rigtig for at give hende en brændende fornemmelse over huden. Derpå valgte han at gribe hendes hage for at løfte hendes blik op imod ham, som han placerede en fod imod hendes skød og trådte til. ”Du må gerne se mig i øjnene” hviskede han roligt. For nu altså. ”Jeg vil gerne se dine følelser udfolde sig tæt på.” fortsatte han i samme tone, som han slap hendes hage og flyttede hånden tilbage til rebet, for at presse det imod hendes strube.

Vejret var fanget i hendes hals, som Herren trådte tættere på, hendes blik hvilede på hans fødder, som hun bed sig forsigtigt i læben for ikke at komme til at bide hul på den med de lange spidse hjørnetænder. Da han strammede rebet om hendes hals, gispede hun svagt efter vejret, men strittede ikke imod, hun kæmpede imod sin overlevelses trang, den trang der ville få alle normale til at gribe om rebet for at lette dets pres imod hendes strube, i stedet åbnede hendes mund sig blot ganske svagt for at lette den allerede meget besværede vejrtrækning, til han lettede presset og hun gispede vejret så hurtigt og dybt ned hun kun med et saglig suk.
Hun kunne mærke hvordan hendes kinder var blevet helt røde, hendes hjerte hamrede i hendes bryst og lungerne sved efter at have higet sådan efter luft. Havde han holdt presset meget længere, vidste hun ikke om hun kunne have holdt sig ved bevidstheden, men det lykkedes hende lige akkurat for hende. Hun fik dog ikke megen ro, som han trak rebet over hendes ømme strube, bevægelsen fik fingre til at strække sig alt hvad de kunne imod hendes hale inden hun satte negle i med et støn. Hele hendes krop arbejdede alt hvad den overhovedet kunne for at fjerne enhver skade fra hendes krop hurtigst muligt. Små klynk der næsten tiggede om mere slap over hendes læber, inden hun mærkede hans hånd under hendes hage for at tvinge hendes blik op, bedst som hun gjorde det mærkede hun trykket fra hans fod, der fik et skrig af smerte og velværd over hendes læber, der lå en snert af skam i hendes lystfulde blik, som hendes blik mødte hans, uopmærksom på at hun efter sit skrig havde fået bidt sammen om sin underlæbe så to fine dråber blod rendte over hendes hage. 

Hun havde lyst til bare at putte sit ansigt ind imod hans varme hånd, opmuntre ham til at fortsætte, men presset imod hendes skød fra hans fod, trak alt hendes opmærksomhed bort fra hans hånd. 

Det var en besynderlig fascination at have, som slave, men det ville bestemt blive set godt imod, hvis Coffey kunne udnyttes på mere end én måde. Det kunne selvfølgelig gå hen og blive svært at straffe hende, men det ville de jo bare være nød til at eksperimenterer med, hvis det nogensinde blev aktuelt. Indtil videre kendte hun sin plads, sådan næsten, når det ikke lige kom til hendes elskede slangeven, men det skulle de nok få styr på. Imellem tiden havde han bestemt planer om at udforske denne lyst fra hendes side af, måden hvorpå hun lod han stramme grebet uden at forsøge at løsne det om halsen, men blot lod han lukke af for hendes luftveje. Det kunne hurtigt blive farligt, hvis først hun endte hos den forkerte herre, der ikke vidste, hvornår man skulle stoppe. Derfor slap han også rebet igen, så hun atter kunne trække vejret dybt ind og få ilten tilbage til hjernen. Det var ganske betagende at betragte hendes lyst udfolde sig på den måde, det saglige suk bragte et lystigt smil frem på hans læber.

Der var tydeligvis mange nyttige sider ved slangen, så Philotanus havde bestemt gjort sit arbejde godt denne gang, så længe hun ikke viste sig at have nogle skavanker eller psykiske problemer udover det sædvanlige, så var der håb for at de kunne få en større sum for hendes væsen. Han ville dog først rådføre sig med Valtor for at sikre sig, at de var enige i at sælge hende, måske herren heller ville nyde hendes væsen først? Rebet strammede omkring hans hænder, som han kørte det langs med hendes strube og provokerede den sårbare hud igen og igen. Hendes støn fik ham dog til at stoppe op, som han bemærkede hendes hænder, der havde sat sig ned i hendes hale. Reel smerte var altså bare bedst for hende? Han måtte se hendes blik, se følelserne udfolde sig, imens at han brugte hænder og fødder til at pirre hendes krop med den smerte, som den så ihærdigt higede efter. Ville hun bukke under? Tigge efter mere eller lade ham gøre det i sit eget tempo? Han strøg tommelfingeren over hendes hage, som to dråber blod gled bort fra hendes underlæbe. Det bragte et smil til hans læber, som han flyttede hovedet helt tæt på hende uden at de mødes. ”Fortæl mig om dit dybeste begær” det lød som en forespørgelse, men skulle nok nærmere tolkes som en ordre, for hun ville ikke have noget valg i sidste ende. Sådan som han fik lænet sig frem lagde han blot mere vægt i sin fod.

Der lå næsten en dis hen over hendes blik, opslugt af lysten og begæret, hvert hjerteslag der bankede i hendes indre kunne hun mærke, ja næsten høre, men hun forsøgte at fokusere på Herren da han kom tættere på, da hun mærkede hans varme hånd imod hendes ansigt, fingeren der strøg over hendes læbe og hage. Coffey havde ikke selv mærket at hun havde bidt hul, eller blodet der i to tynde striber var løbet fra bidemærket. Hullerne var allerede healet så strømmen ikke fortsatte. Hans stemme så tæt på, det krævede alt i hende at fokusere på hans ord, han nærhed og smerten fra hans fod, ja hele hans vægt der pressede ned på hendes mest følsomme område. 

Hendes mund bevægede sig ganske let, som hun forsøgte at danne ord, men det var svært at få ordene ud over læberne uden de bare ville drukne i hendes lystne støn. “Smerte der bliver ved længere og ikke bare dulmes hurtigt af min evne.....” hendes stemme var helt spinkel som små støn bremsede hende flere gange når vægten fra ham rykkede sig og næsten fik hende til at tabe tråden helt. Hun fik slet ikke set blodet på hans fingre, hendes blod som han havde tørret væk, hendes blod der var dødbringende for alt levende udover hende selv. 

Hun forsøgte at klare sit blik men udstrålingen forlod ikke hendes øjne, som de søgte efter hans. Hun ville så gerne behage ham, så han ville fortsætte sin færd.

Mon hun befandt sig i en trance? Hendes blik virkede fjernt, som Elinor søgte hendes blik, afsøgte de dybeste kroge på jagt efter hemmeligheden bag hendes begær. Det kunne næsten kun være noget hendes tidligere herre havde pålagt hende, for at tilfredsstille sine egne sygelige lyster. Det var ikke noget der faldt i hans egen smag, men han var villig til at udforske det, blot for at kunne udfylde en detaljeret side om hendes væsen, hvis hun skule sælges videre. Han strøg let fingrene over hagen på hende, fjernede blodet, som han lod blikket falde ned på det en smule opslugt af sine tanker, selvom han ikke normalt ville tage efter blodet, så løftede han alligevel hånden op til munden og strøg tungen over den tommelfinger, der havde tørret blodet af hendes hage.

Elinor sank, som han lettede trykket imod hendes skød og gjorde klar til at tage det skridtet videre. ”Det kan arrang…” stemmen svigtede ham, som halsen lige pludselig begyndte at svie. Det føltes som om den trak sig sammen, luftrøret lukkede sig, som han smed rebet fra sig og greb ud efter hende med højre hånd, før at han faldt på knæ og nærmest med det samme endte med at ligge sig ned. ”Lily..” kaldte han, men ikke særlig højt, som han flyttede begge hænder op til halsen og hev efter vejret. Den brændende fornemmelsen spredte sig, som han begyndte at kradse sig i halsen for at få den til at forsvinde. Hvad havde hun gjort ved ham?! Var han kommet for tæt på, havde hun lokket ham tæt på for at gøre det af med ham, så hun kunne undslippe med sin slange? Der var en tydelig vrede i hans blik, som han dog ikke kunne skjule smerten og den rødlige kulør i hele hans ansigt. Neglene rev stadig, før at han lagde sig om på siden for at hoste og håbede på at kunne spytte det ud, han måske havde slugt. Elinor nåede slet ikke at overveje hendes blod.

Det gik kun alt for sent op for Coffey hvad det var Herren gjorde. På et øjeblik gik hendes blik fra tåget til helt årvågent som hende hænder fløj op for at gribe hans hånd inden det var for sent, men hendes hænder stoppede midtvejs da hun så ham slikke blodet af og synke. Hun prøvede at greje hele situationen som al farve forlod hendes kinder i intens frygt for hvad der ville ske. Hendes hænder fandt vej til hendes læber. “Nej.....” Hendes stemme var blot en svag hvisken der blev stoppet af hendes hænder, historien kunne ikke gentage sig, hun kunne ikke tage livet af endnu et menneske. 

Al lyst var som brændt ud af hendes system, da hun så og hørte reaktionen på hendes gift, hun havde ellers bedt til at han ville være immun, men som han stoppede sin tale for at gribe om halsen inden han faldt på knæ vidste hun med sikkerhed at giften virkede lige så potent som altid. Hun sad helt frosset til stedet med hans højre hånd havde et knugende greb om hendes arm, hun var overrasket over hvor ondt det gjorde og hvor ubehageligt det føltes. Hans smerte blev hendes og ikke på den gode måde. Hun måtte tænke, hun kendte løsningen men hendes krop ville slet ikke reagere, ikke før hun hørte ham hive efter vejret. “Sssssh lig stille, og stol på mig....” bad hun dæmpet, velvidende at det nok var det sidste han ønskede at gøre, og selvom hun frygtede hvad der ville ske nu, måtte hun redde hans liv. 

Hun kunne ikke leve med endnu et dødsfald, hun lagde sin hånd over hans og gav den et lille klem inden hun lukkede øjne. Det tog hende ikke længe inden hendes øjne fyldtes med tårer og hun åbnede dem igen som en tårer rendte ned over hendes kind. Forsigtigt greb hun tåren med sin højre pegefinger, balancerende på fingeren førte hun den til hans mund. “Åben munden....” bønfaldt hun stille, så hun ville kunne ligge den på hans tunge.

Virkningen ville ikke være omgående, men smerterne ville langsomt lindres og giften effekt omgående gå væk. Hvis så blot han ville tage imod hendes tårer, og ikke slå hende ihjel bagefter som hævn i vrede.

Uden advarsel, havde Elinor ikke haft en chance for at vide, hvad det kunne få af konsekvenser, hvis han smagte på hendes blod. Han vidste udmærket godt at slanger var giftige, men normalt var det kun deres hugtænder, som producerede gift, derfor tænkte han ikke over det, da han valgte at slikke hendes blod af sine fingerspidser. Men en advarsel ville bestemt have været at foretrække, som halsen trak sig sammen og han straks følte et behov for at skaffe luft på den ene eller anden måde. Den brændende fornemmelse spredte sig ned igennem spiserøret til hans mave, hvor det hele snoede sig sammen og følte som om det var i færd med at gå i brand. Hvad fanden havde hun gjort ved ham? Han nåede ikke at opfange hendes reaktion, som han var endt på gulvet.

Rebet var blevet smidt langt væk, som han forsøgte at overleve ved at kradse på halsen, så han kunne skabe et hul, hvorfra han atter ville kunne trække vejret. Små pletter var begyndt at vise sig for hans syn, som han vred kroppen og forsøgte at bearbejde den smerte der spredte sig med lynets hast igennem hans krop. Han var vred, virkelig vred, men havde ingen mulighed for at styre sin krop, som den gik efter at forsvare sig selv, gøre hvad den kunne for at overleve, hvilket også gjorde det umuligt for ham at kæmpe imod hende, da hun først kom tættere på. Han forsøgte at vrisse af hende, men ingen lyde slap ud, kun lyde af smerte. Der spredte sig et hadefuldt blik i hans øjne, som han svagt kunne høre hendes ord. Lig stille? Han kunne umuligt styre kroppen og ligge stille, når han vred sig i smerte. Noget hun havde forvoldt ham, hvordan kunne hun bede ham om det?! Havde han haft muligheden, så havde han nok svunget en knytnæve efter hende for længst og slået hende i jorden.

Endnu en gang hev Elinor efter vejret, hans krop var for alvor gået i panik, som han ikke så nogen måde hvorpå han kunne lindre smerten på. Han brændte op indefra, eller sådan føltes det, som cellerne i hans spiserør var begyndt at visne. Han rystede, selv da hun placerede sin hånd over hans. Lige nu havde han mest af alt lyst til at krybe sammen og håndtere smerten på egen hånd. Da fik han dog pludselig øje på hendes hånd, der nærmede sig hans mund. Åben munden? Han viste tænder i arrigskab, men endte alligevel med at åbne munden en smule modvilligt. Hvis hun havde tænkt sig at dræbe ham, så kunne det være at det var en knap så smertefuld løsning end den hun havde givet ham til at begynde med. Måske hun havde dårlig samvittighed om at se ham i smerte på den måde? Tungen var ildrød, forbrændt, men der var også sorte pletter på, som cellerne var begyndt at dø.

Han lukkede øjnene, som en tåre trillede ned over hans kind. Det var mange år siden, han havde oplevet nogen former for smerte, særligt i det omfang. Som fange hos slavehandleren, det bragte nogle frygtelige minder til hans sind, som han dog kunne mærke at den brændende fornemmelsen var begyndt at forsvinde i svælget. Men han rystede stadig, som han blev liggende på gulvet og endelig formåede at trække vejret ordentligt.

Dette var på ingen måde det mest stolte øjeblik, Coffey nogensinde havde haft. Hun havde håbet at kunne glæde Herren, gøre ham tilfreds med hende, sådan at fremtiden måske kunne se lysere ud for hende, men nu? Hun frygtede oprigtigt hvad han ville gøre, når først han fik det bedre igen, men trods frygten for fremtiden, kunne hun ikke lade ham dø, så tog hun hellere straffen. "Undskyld, mit blod er lige så giftigt som mit bid, jeg burde have sagt det.." Skammen og skyldfølelsen var tydelig at høre i hendes dæmpede toneleje, med blikket rettet ned imod gulvet foran hende. Tåreren havde allerede gjort sit arbejde, giften i hans krop var neutraliseret. Tilbage var der kun at heale hans skader, en ting hun sagtens kunne gøre, men var skrækslagen for. 

Hun havde tydeligt set hans hadefulde blik, hvis hun healede ham allerede nu, ville straffen sikkert kun blive værre, meget værre, men hvis hun lod være? Der var ingen anden mulighed end at få det overstået, for lod hun ham lide, for at heale ham senere og han lagde to og to sammen, nej hun måtte gøre det nu. Halen trak sig let sammen, alt i hende skreg på at stikke af, være en kujon, men det var ikke hendes måde, sådan gjorde hun ikke, hun havde fejlet og måtte udstå straffen. "Jeg skal nok fjerne smerten..." hviskede hun dæmpet, hun kunne ikke få sig selv til at vende blikket imod ham, som hun lagde pege og langefinger imod hans læber. Hun fokuserede på hans skader i munden først da det var de værste, hun fandt den strøm der løb i hendes krop, fyldte hende med en intens varme, og lod den strømme imod ham, intet ubehageligt, en tryk og sikker varme man havde lyst til at omfavne og dvæle i. 

Langsomt healede skaderne i hans mund sig, inden hun lod fingrene glide ned over hans hage, varmen fulgte hendes fingre, som de strøg ganske langsomt ned over hans hage, imod hans hals og helt ned til brystkassen til hun ikke kunne mærke flere skader i hans krop. Hele tiden sansede hun efter skader at heale til der ikke var flere, før hun hurtigt rykkede sig væk fra ham. Hun sad med hovedet bøjet og hænderne foldet i skødet, mens hun afventede sin straf.

Aldrig havde han før følt sig så dum. Minderne fra fortiden hang ved, som han blot blev mindet om sin egen tid hos slavehandleren. Det var aldrig rart at blive mindet om sin egen svaghed, men det var hvad hun havde gjort, ved at udsætte ham for den fare og smerte. Elinor var muligvis ikke bevidst om at smerten kunne have ledt til hans død, netop fordi smerten havde overskygget alt andet. Han ville for alt i verden ikke forlade den. Noget der blot stod mere klart for ham. Coffey talte igen, hvilket fik ham til at vende blikket fra loftet imod hendes skikkelse. Han var endnu ikke sikker på at bruge sin stemme, da han var bange for at smerterne ville blive større, hvis han forsøgte. Blikket måtte være nok til at advare hende om aldrig nogensinde at fortie noget overfor ham igen. Det var bedst, hvis hun bare delte alle detaljer med ham, uanset hvad det var, så skulle han nok selv konkludere om det var væsentligt at videreføre eller om det bare var nogle ’uvigtige’ detaljer. Men hendes blod var en vigtig detalje, da de havde flere kunder, som nød at slukke tørsten i lige netop blod. Valtor inklusiv.. Det gik lige pludselig op for ham, hvilken fare han kunne have sat sin egen herre i, hvis han ikke havde vidst det til den tid.

Derfor skyllede der også et bekymrede blik ind over hans øjne, som han sank en klump, bandede over, at han gjorde det, som smerten endnu ikke var forsvundet. De blev muligvis ikke værre, men de var der stadig. Han måtte forholde sig i fuldkommen ro. Elinor slap hende bestemt ikke at syne, som hun hviskede til ham om at fjerne smerten. Havde hun healende evner, der kunne bruges på andre end sig selv? Vigtig information lige der.. Stille nikkede han, det kunne umuligt blive værre, i det mindste spredte det sig ikke, men han havde virkelig brug for sin stemme igen uden at frygte, hvilke konsekvenser det kunne få for ham. Hendes fingre var varme og bløde, som han så afventede på hende og blot ville have det gjort hurtigst muligt, så de kunne fortsatte, om end hans fokus nok ville være et lidt andet sted denne gang. Varmen føltes behagelig og ikke brændende, som den han havde haft lige for lidt tid siden, derfor fangede han også sig selv i at slappe mere af og endda lukke øjnene.

Varmen spredte sig på en behagelige måde i hans krop, som han allerede kunne mærke en forskel og atter turde bevæge sin tunge. Så forsvandt hun, han var sikker på, at hun ville forsøge at flygte, hvilket var årsagen til at han satte sig op i al hast, men blot for at se hende sidde med hovedet bøjet og hænderne i sit skød. Men det var ikke nok til at forhindre ham i at rejse sig og straks gribe ud efter hendes strube, som han demonstrerede sin frustration ved at smide hende imod gulvet og placere et knæ imod hendes bryst. ”Hvor vover du, slave!” råbte han arrigt af hende, som han helt automatisk valgte at sætte neglene ind i hendes hals.