Knækket lød næsten som et piskesmæld i Irisas øre, og med det samme stak hun i et smertefuldt skrig. Hun rystede voldsomt på hovedet for at fortælle, at der var større chance for at se en af guderne materialisere sig og begynde at danse på bordet, end der var for, at hun ville bukke sig. Endnu et knæk lød, og endnu et skingert skrig blev tvunget fra Irisas stakkels hals, som allerede var ru af skrigeriet, og sådan fortsatte det indtil hun ikke længere kunne bevæge nogle af fingrene på hånden og hun var ør af smerte og hæs af at skrige.

Det var umuligt for Irisa at se, hvad Thanos lavede. Hun vidste ikke, om hun foretræk at være uvidende, eller om hun hellere ville være i stand til at forberede sig på den smerte, han uden tvivl ville udsætte hende for. Måske var det ligegyldigt. Hun kunne mærke, at frygten stille og roligt var ved at trænge igennem hendes vrede, og mon ikke det var sket uanset hvad.
For at skåne den mishandlede hånd lidt, forsøgte Irisa faktisk at ligge stille, der var vel ikke ikke nogen grund til at spilde kræfterne, når det var tydeligt, at hun ikke kunne slippe fri. Det gippede dog i hendes krop, da resten f kjolen blev revet i stykker. Nu lå hun helt blottet for Thanos.. Forhåbentlig var det ikke noget han havde valgte at udnytte, selvom Irisa tvivlede på det. Hun følte sig stadig øm efter Merans seneste "behandling", så hun turde ikke tænke på, hvordan det ville føles, hvis det også var noget han valgte at gøre.

Hjertet hamrede hårdt i Irsas bryst, og hun klemte øjnene sammen i et forsøg på at forberede sig lidt. Hun var overbevist, om at hun vidste, hvad der ville ske, når hun igen nægtede at svare, men i stedet mærkede hun en skarp og brændende smerte i ballen. Hvad lavede han, det gjorde forbandet ondt! Hun pressede ansigtet ned i chaiselongen, mens hun skreg højt. Det her kunne hun ikke holde til længe, og det ville jo kun blive værre. Det krævede enorm overtalelse, men endelig løftede hun hovedet en smule.
"Ja!" Skreg hun. Irisa bed tænderne hårdt sammen, det var ikke nemt for hende at sige det. "Herre" hvislede hun ud mellem hårdt sammenbidte tænder. Forhåbentlig ville smerten stoppe nu.

Det var ikke let at skubbe sådan et stykke metal direkte ind i en muskel, der spændte op, men nu var Thanos ikke en svag mand og han maste til. Hendes skrig fortalte ham, hvor ondt det gjorde, og han var ganske tilfreds. Den nåede et godt stykke ind, inden hun endeligt skreg ja. Ikke at de var nok, og han trykkede en smule hårdere til, indtil der fugle et "herre" efter. Ah, der kom den. Grænsen.
Med et hurtigt ryk trak han det lille metalspyd ud og slap hendes balle. Ganske roligt kom han op at stå, med det lille skæve smil, der oftest var at se på hans ansigt, et smil der næsten kun gjorde hans døde træk og øjne endnu mere uhyggelige.

"Det var vel ikke så svært." Han stak metalstukket i lommen og gik over til døren, som han åbnede, inden han så ud på den ene vagt.
"Er det muligt at få en kande vand?" Selvom han spurgte høfligt, var der ikke så meget tvivl om, at han forventede, at vagten hentede det. Og vagten nikkede da også, og skævede ind af døren mod Irisa, da han luntede af sted mod indgangen til hovedhuset. Thanos lukkede døren igen og lænede så ryggen op mod den med armene over kors og blikket mod hende. Lige nu ville han give hende en pause. Lade hende få vejret og tænke over, hvad der var sket. Han havde ikke brug for at snakke, så medmindre hun sagde noget, var han tavs. Trangen til en pibe tobak gled over ham, men det lå oppe på værelset. Ærgerligt. 

Der gik ikke lang tid, før et par knoer ramte dørens træ, og Thanos flyttede sig for at åbne den og tage i mod en kande og et par pæne krus. Vagten trak døren i igen, og Thanos stillede kanden og krusene på toppen af den smalle kommode. Afslappet hældte han vand op i det ene krus og tømte det, inden han hældte en slat i det andet og gik hen for at sætte sig på hug ved hendes hoved.
"Drik." Han førte kruset til hendes læber.

Igen skreg Irisa, da våbnet blev hevet ud af hendes balle. Hvorfor kunne Thanos ikke være bare lidt blid, nu hvor Irisa havde givet sig? fattede han slet ikke, hvor svært for hende det var kalde ham herre! Thanos havde sikkert ikke evnen til at være blid. Han var sikker en led, ubehagelig og kold person, som kun levede for at gøre andre ondt. For bare kort tid siden, ville Irisa have tvivlet på, at sådanne personer faktisk fandtes, men nu havde hun mødt både Thanos og Vargas som hørte under den kategori. Der var tydeligvis en del, som hun var blevet beskyttet for af sine forældre.

Vredt knurrede Irisa af Thanos, hvorfor skulle han nu også tale ned til hende. Som om han ikke allerede havde ydmyget hende mere end rigeligt!
"Hvorfor hopper du ikke ud for noget højt så du forhåbentligt kan dø i faldet" mumlede hun vredt. Det var højest sandsynligt ikke en god ide at gøre mere for at pisse Thanos af, men hun kunne simpelthen ikke lade være, han havde en utroligt god evne til at få hende til at glemme al sund fornuft.. Og det var i forvejen langt fra hendes stærkeste side.
Var han mon færdig med hende nu? Næppe. Nok var Irisa godtroende, men selv hun kunne ikke tro på, at han faktisk ikke havde flere smertefulde tricks oppe i ærmet.

Det var fristende at nægte at følge hans ordre, simpelthen for at være på tværs. Men Irisa havde brug for vandet, hun kunne allerede mærke at halsen var begyndt at være godt tør på grund af alt skrigeriet, og det var jo ikke til at sige, hvornår hun ville få noget at drikke igen. Lette modvilligt drak hun langsomt vandet, det faldt virkelig på et utroligt tørt sted.

Thanos valgte med vilje at ignorere tøsens ord om at han skulle hoppe ud fra noget højt, det var ikke første gang, at nogen ønskede ham død, men det hørte ligesom med jobbet, og han var ligeglad. Sandsynligheden var, at de døde før ham. Ved hans hånd. Det var godt nok ikke tilfældet denne gang, men havde han været en mere normal mand, ville han have fundet det meget kært at blive truet af en pige som hende. Hun virkede ikke farlig. Slet ikke som hun lå halvnøgen og bundet foran ham. Blødende og med en hånd fuld af skæve fingre. Han var ganske imponeret over hendes styrke, hun hverken græd eller tiggede ham endnu, og han var ikke overrasket over, at Vargas havde problemer med hende. Ikke at Thanos var i tvivl om, at dæmonen kunne knække nogen lige så effektivt som ham selv - hvis han altså gad.

Han holdt tålmodigt kruset mod pigens læber, mens hun drak vandet. Kruset var kun halvt fyldt, der var ingen grund til at hælde for meget vand på hende. Smerte kunne sagtens få maven til at vende sig, og det ville kun være hjulpet godt på vej af en større mængde vand.
Da kruset var tomt, sænkede han den og tog ved hendes hage med fingrene, for at løfte hendes ansigt lidt op, så han kunne betragte hende lidt med sine udtryksløse øjne.
"Det giver ikke mening at kæmpe i mod, dit liv ender her. Det kommer kun til at gøre mere ondt fra nu af, hvis du ikke føjer dig." Han gav hendes hage et lille klem, inden han rejste sig for at gå over med kruset. Det var tid til at fortsætte.

Tilbage ved chaiselongen satte han sig overskrævs over hendes lænd igen for at holde hende ned. Afslappet tog han ved hendes fungerende hånd og greb fat om hendes lillefinger. Det var spændende, hvor hurtigt hun ville give sig.
"Er du en slave?" Gav hun ham ikke det rigtige svar, som han lige havde lært hende, ville han gøre, som han havde gjort tidligere. Tage én finger af gangen for hver gang han gentog spørgsmålet. Er du en slave? Hun skulle indrømme det selv. Det var den bedste måde for folk at forstå ting på, hvis de selv sagde det højt.

Frygtenvar efterhånden opslugende nok til, at Irisa ikke engang gad prøve at skjule det, Thanos havde jo nok opdaget det alligevel. Der var vel heller ikke noget underligt i, at hun var bange, taget i betragtning af, hvad Thanos allerede havde gjort, og at han havde fri adgang til at gøre, hvad han ønskede. Men hvad der skræmte hende mest, var stadig hans tomme øjne. Selv nu hvor han havde været i gang med en torturere ham, var der ingen følelser i hans blik. Ingen vrede, ingen morskab ikke engang noget videre ondskab. Hvad var der mon sket, som havde gjort Thanos så tom?

Vredt forsøgte Irisa at hive hagen fri fra hans greb. Thanos tog fejl, hun skulle nok slippe væk. Hvordan havde hun ikke helt regnet ud, men hun var overbevist om, at det nok skulle lykkedes på et tidspunkt. Hvis hun først opgav håbet om at slippe væk, ville alt være tabt, hun ville være knækket, og det kunne hun simpelthen ikke tillade. Det var ikke hendes lod i livet at ende som slave!

En kuldegysning gik igennem Irisas krop, da Thanos greb fat i hendes lillefinger. Så kunne torturen åbenbart godt begynde igen, gad vide hvad han nu ville til at "lære" hende.
"Nej!" Hun råbte svaret ud og bed så tænderne hårdt sammen, forberedt på smerten, men alligevel fik Thanos tvunget endnu et smertefuldt skrig ud af hende. 
Sådan fortsatte det. Hver gang Thanos spurgte fik han et højt og tydeligt nej, og den efterfølgende smerte fik Irisa til at vride sig og skrige højt. Ved den sidste finger formåede Thanos endda at få tårerne til at trille ned af Irisas kinder. Det var ydmygende, men hun var allerede alt for udmattet og opslugt af smerten til, at hun overhovedet gad prøve at gøre noget for at bremse tårene.

En blanding af skrig og det råbte ord "nej" forlod topalispigen, som Thanos roligt arbejdede sig igennem finger for finger. Hun var standhaftig, det måtte han give hende, men som han havde sagt til hende - hun kunne lige så godt give op, for det ville kun blive værre fra nu af. Og han løj ikke. Godt nok startede han ud som før, men det var ikke det eneste, han kunne.

Da han var færdig med den sidste finger, trak han sin kniv. Med den skar han stoffet over hendes skuldre i stykker, så kjolen nu ikke længere hang fast på hendes krop. Derefter bandt han rebet om hendes håndled op, ikke bange for, at hun ville kunne bruge sine hænder eller arme til noget, fingrene var alle skæve og ødelagte.
Det ene ben blev sat i jorden og han hævede sig op på det andet for at vende hende under sig. Hvordan hun ville passe på sine hænder, det måtte hun selv om, det var ikke noget, han tog hensyn til. 

Uden kjolen var hun blottet under ham, og han lod blikket glide over hende, uden lyst i sit udtryk. Hun var køn, han forstod Vargas ønske om at få hende med i seng, selvom han ikke forstod dæmonens ønske om "frivillighed". Men Thanos havde aldrig forstået behovet for mængden af berøringer, blidheden eller kærtegn. For ham var sex en fysisk nydelse, der kunne forstærkes af berøringer, men følelserne bag det forstod han ikke. Nej, han tog det, han ville have, det der gav ham den nydelse, han havde brug for. Men ikke lige nu.

Hand fingre gled ned over stenen i hendes brystben, inden hans hånd lagde sig om hendes venstre bryst og tog ved. Med sin foretrukne hånd, den venstre, tog han det tynde stykke metal op af lommen, hvor det havde stukket op, og holdt det kort op, så hun kunne se det. Og uden et ord satte han spidsen mod undersiden af brystet og begyndte at skubbe det igennem huden. Hun fik ikke chancen for at svare på et spørgsmål, for han stillede det ikke, ikke før metallet var et par fingerled inde.
"Er du en slave?" Hans stemme var hævet, så hun kunne høre ham, og de døde brune øjne hvilede mod hendes ansigt.

Da Thanos vendte Irisa rundt, var det så godt som umuligt for hende at undgå at det gjorde ondt i hænderne. Bare det at bevæge dem fik en kvalmende smerte til at skyde op igennem armen. Hun var ikke sikker på, at hun ville kunne klare meget mere uden enten at kaste op eller besvime. Forhåbentlig ville det være den anden mulighed, hun endte med, så hun kunne få lidt fred.
I et forsøg på at belaste hænderne mindst muligt, endte Irisa med at lade dem ligge ned langs siden.  Det gjorde stadig forbandet ondt, men det ville helt sikkert have gjort mere ondt at ligge ovenpå dem.

Nu hvor smerten i hændern ikke tog alt hendes opmærksomhed, formåede Irisa faktisk at bemærke, hvad Vargas havde gang i. Hånden på hendes bryst fik atter gåsehuden til at sprede sig over hendes krop. Var det mon nu, at han havde tænkt sig at udnytte hendes yderst sårbare position? Alene tanken om at mærke ham i sig, fik det til at vende sig ubehageligt i Irisas mave, måske hun alligevel ville ende med at kaste op.
Synet af metalstykker forvirrede Irisa en anelse, så han havde ikke tænkt sig..? Tydeligvis ikke, for hun nåede knap at tænke tanken, før han begyndte at presse metallet gennem hendes bryst.

Med det samme stak Irisa i et højt skrig og tårerne begyndte prompte at strømme ned over hendes ansigt. Det føltes om om nogen havde sat ild til hendes bryst! Imellem skrigene gispede hun højlydt efter vejret, detvar som om smerten effektivt havde formået at lukke af for hendes luftveje også.
Sorte pletter begyndte at danse for hendes øjne,  var det  nu, at hun endelig ville besvime? Tanken var befriende, men det var som om, at hendes krop nægtede at give hende den frihed. Hun havde lyst til at råbe og skrige alverdens bandeord, men det eneste som kom over hendes læber var skrig og smertefulde gisp.  Hun kunne umuligt holde til det her, smerten var alt, alt for intens.
"Ja" hun kunne simpelthen ikke nå at få flere ord over sine læber. 

Skrigende ringede i hans ører og hendes krop vred sig under hans, som han stille og roligt skubbede metallet op igennem hendes bryst. Hvad han ødelagde på vejen, var lige meget, Vargas’ healer skulle nok tage sig af det bagefter. Det var smerten, han var efter, en smerte der skulle hjælpe hende til at forstå, at hun ikke længere var sin egen. Hun var Vargas’. Eller hvem end der skulle lyste at købe hende i fremtiden. Noget Thanos ingen problemer havde med, der var pladser i alle lag af samfundet, der skulle fyldes ud.

Og som han vurderede spidsen af det lille metalspyd at være over halvvejs igennem, kom det endeligt. Et svar. Han stoppede straks presset og betragtede afventende hendes blege og tårevædede ansigt. Hendes svar var kun halvt.
Det var egentligt utroligt, at hun stadig var ved bevidsthed, han ville have forventet en svagere person ville være besvimet, og han skulle bruge til på at vække dem op igen. Det var sket før. Men hun hang ved endnu, om end han regnede med, at det også kun lige gik, så bleg hun var under den brune hud.

Da der ikke kom mere fra hende, flyttede han blikket tilbage til brystet, tog lidt hårdere ved og skubbede så til, mere end før. Hun havde måske allerede glemt deres forrige lektion? Det var lidt lige meget, han ville have det rigtige svar ud af hende, så mere brutalt end før skubbede han spyddet igennem, så man kort kunne se spidsen igennem huden på oversiden af brystet, inden den gik igennem.
”Er du en slave?” spurgte han igen med rolig stemme, som han så på hendes ansigt igen.

Irisa havde virkelig forventet, at mishandlingen ville stoppe, når hun gav ham det svar, han ville have. Hvorfor stoppede han ikke! Smerten skar igennem brystet og ud igennem resten af brystkassen og skuldrene, hun var ikke sikker på, hvor længe, hun ville kunne holde til det, hun havde ikke engang rigtig styrke til at kæmpe imod længere. Som om smerten ikke var nok, skulle hun også kæmpe med sig selv over hele nederlaget ved, at indrømme, at hun var en slave. Godt nok havde hun kun sagt det for at slippe for mere mishandling.. Men det var jo sandt? Hun var en slave, og chancerne for at slippe væk virkede mindre og mindre, jo længere tid hun brugte med Thanos.

På en eller anden måde formåede Irisa at løfte hovedet lidt, så hun kunne se sit bryst, og i samme øjeblik trængte spyddet igennem huden. Synet var nok til at det vendte sig i hendes mave og de sorte pletter truede med fuldkommen at overtage hendes synsfelt. Det var lige før, at hun havde overhørt hans spørgsmål. Nu var det nok, hun kunne ikke mere.
"Ja herre" skreg hun. Kraftanstrengelsen ved at få ordene over læberne var nok til, at de sorte pletter endelig udvidede sig, så de fyldte hele hendes synsfelt. Pulsen hamrede i hendes øre, så det endda formåede at overdøve hendes hulken og hvad svar, Thanos end gav hende. Det føltes som om der gik timer, men realiteten gik der nok kun sekunder inden hun endelig formåede at besvime. 

Et let tilfreds smil var at se om Thanos’ læber, da hun endeligt gav ham det rigtige svar. Hans fingre forlod metalspyddet og lod det sidde, men inden han kunne nå at rose hende for hendes svar, vendte hun det hvide ud af øjnene og blev slap. Thanos betragtede hende for et øjeblik, inden han hev metallet ud og rejste sig. På vej hen mod døren lagde han spyddet ved siden af vandet på kommoden, inden han åbnede døren. De to vagter flyttede sig lidt, så han kunne komme ud. De havde hørt Irisa skrige, og den enes blik gled nysgerrigt mod den nøgne kvinde, hvor den anden så afventende og en smule utryg på Thanos.
”Få hende healet. Jeg er tilbage om et øjeblik.”
Den ene vagt nikkede hurtigt, og Thanos fortsatte videre ud i mørket.

Det varede ikke længe, inden han var tilbage, nu uden blod på hænderne og nu i besiddelse af sin pibe og den lille pung med tobak. Healeren var stadig i gang, under skarpt opsyn af de to vagter, men den ene mere interesseret i at stirre på slavens nøgne krop. Det var en ung kvindelig healer, og hun så sammenbidt ud, mens hun havde lagt en hånd over Irisas bryst. Hun havde stiftet bekendtskab med Thanos’ arbejde før og græd altid bagefter, når hun var kommet tilbage til sit bur.
Thanos placerede sig tålmodigt ved døren og ventede. Så snart healeren gjorde udtryk for, at hun var færdig, greb den ene vagt hende i armen og tog hende med ud derfra. Den anden vagt lukkede døren efter dem.

Afslappet begyndte Thanos at stoppe piben, inden han ved hjælp fra en fakkel fik ild i den og med ryggen hvilende mod muren, stillede sig til at ryge med blikket hvilende på pigen i rummet. De var ikke færdige, men han var en smule spændt på at se, hvor meget hun havde lært af den første del af deres nat sammen.

Langsomt begyndte Irisa at vende tilbage til bevidstheden. Alt gjorde ondt.. hvorfor gjorde alt ondt? Hun klynkede lavmælt mens hun kæmpede for at finde energien til at åbne øjnene. På en gang vendte det hele tilbage til hende. Et voldsomt ryk gik gennem hendes ømme krop og øjnene blev åbnet. Hun skulle til at stikke i et skrig, da det gik op for hende, at nogen stod lænet over hende. Skriget nåede dog ikke at blive til noget, før Irisa havde opfattet, at det var en kvinde, som stod ved hende. En healer? Hvor var Thanos?

Forsigtigt forsøgte Irisa at kigge rundt i lokalet, uden samtidig at røre sig for meget. Det var ikke svært at se de to vagter, og især ham som åbenlyst gloede på hendes nøgne krop, fik hendes hjerte til at banke hurtigt, mens frygten spredte sig i kroppen. Igen vendte hendes blik tilbage til healeren. Tavst forsøgte hun at møde hendes blik, bede hende om hjælp, men selvfølgelig var der ingen hjælp at hente. Det skulle ikke undre hende, hvis healeren også var slave.

Døren gik op og Irisas blik gled over mod den, netop som Thanos kom ind. Med det samme blev hun overvældet af en voldsom frygt og trang til at stikke af.. Men der var også noget andet. En underlig følelse, som om noget inden i hende truede med at gå i stykker. Hun havde kaldt sig selv slave, og hun havde kaldt ham for herre. Det havde været et spørgsmål om ren overlevelse, men... det var jo ikke en løgn. Hun var en slave, om hun ville det eller ej. 

Hårdt klemte Irisa øjnene sammen, som tårene truede med at vælde frem, da healeren endelig forlod rummet. Nu var hun atter alene med Thanos, så kunne resten af torturen få lov til at fortsætte. Hvordan skulle hun dog kunne holde til det, når tanken alene var nok til, at hun var ved at bryde sammen?

Thanos hverken sagde eller gjorde noget, som han stod der med piben mellem læberne og nød smagen fra tobakken. Han gik meget op i at finde kvalitetstobakker med god smag. Denne havde han fundet i Lazura, mens han havde været på jagt efter en mand, der var stukket af fra familien. Der havde han også måtte en kvinde, en stor modsætning til hende her med lys hår og bleg hud, noget om respekt, hvilket han ikke havde tvivlet på, at hun havde forstået. Tobakken var god og lavet på lokale urter, med et hint af gran, og han kunne næsten se udsigten fra en lejrplads i bjergene, Azursøen blinkende i søen og det hvide lag over bjergenes toppe.

Så der stod han de næste minutter, han havde ikke stoppet den mere end tobakken ville blive til gløder og aske på under ti minutter, og betragtede hende med et blik, der virkede en smule fraværende, som han lod tankerne strejfe. Både over, hvad der nu skulle ske med hende, men også om hans planer for de næste par dage.
Røgen kærtegnede hans lunger og smagsløg, men efterhånden begyndte smagen at blive lidt tynd, og han fjernede piben fra munden for at se ned i tobakken, der snart ikke havde mere liv tilbage. Næsten med et suk puskede han det sidste af røgen ud, inden han skubbede sig ud fra væggen og gik de få skridt over til hende, nu med sin fulde opmærksom på hende.

Han satte sig på hug ved chaiselongen, stadig med piben i hånden, men ikke i munden, og betragtede hendes ansigt med sit sædvanlige døde blik, der dog havde et lille glimt i sig. Måske af forventning eller nysgerrighed? Han ville nok ikke selv kunne præcisere det.
"Hvad er du?" Det var nok ikke så svært at se, at han ville se, om hun havde lært sin lektie fra før, og kunne svare rigtigt. Kunne hun ikke, jamen så ville der snart være brug for en healer igen. Thanos kunne blive ved hele natten.

Hvorfor gjorde han ikke nåede? Gik sin vej, torturerede hende.. eller endda slog hende ihjel? Bare et eller andet. Irisa var ved at blive sindssyg af, at han bare stod og kiggede på hende. Men hun gjorde ikke noget, lå bare helt stille og ventede på, at han besluttede sig for, hvad der nu skulle ske. At forsøge at stikke af igen, havde strejfet hendes tanker, men hvordan skulle hun komme ud? Og selv hvis hun kom ud, hvad så? Hun var fanget ,en slave, overladt til sin herres nåde.. Det var en ganske forfærdelig følelse, at ens skæbne var overladt til en anden. Men det var nok endnu værre at vide, at der var intet, hun kunne gøre ved det.

Langt om længe lød der skridt, men Irisas blik var stadig låst på loftet. Nok var hun fuldkommen rædselsslagen for ham, men han skulle ikke have fornøjelsen af at vide, at hun bare lå og ventede på hans beslutninger. Der var nok ikke megen stolthed og stædighed tilbage i hende, men der var stadig de sidste rester.

Langsomt drejede Irisa hovedet mod ham. Selvom han havde slukket piben, kunne hun stadig lugte røgen.. Det gav hende kvalme. Hun kunne ikke indrømme overfor ham, at hun var en slave. Selvom hun inderst inde godt vidste, at det var sandt, kunne hun ikke indrømme det. Hendes blik mødte hans døde øjne, der var ikke megen trods eller vrede at spore, tværtimod sad der små, forræderiske tårer i øjenkrogene.
"Fri" ordene blev næsten hvisket. Det var hvad hun længtes efter, hvad hun så brændende ønskede.. Der ville falde en straf for, at hun ikke fulgte hans ordrer, men hun var ligeglad, den var sikkert faldet uanset.

Thanos' udtryk skiftede ikke, som hun sagde, at hun var fri. Selv han kunne godt se på hende, at hun ikke mente det, men ikke ville give efter. Nej, han gav ikke udtryk for, om han kunne lide hendes modstand eller bare fandt den irriterende. I realiteten var det nok lidt af begge dele, men det sagde hans brune øjne ikke. I stedet så han lidt på hende, inden han sænkede blikket til hendes bryst og hurtigt lagde en hånd op huden over den lille gule ovale sten, der sad fast i hendes brystben, for at holde hende nede, som han løftede piben og simpelthen slog kanten mod stenen for at banke de sidste gløder ud på hendes hud. Det ville ikke gøre ondt i forhold til alt det andet, han havde gjort ved hende, men at blive brugt som askebæger ville uden tvivl være ydmygende. Og modbevise hendes påstand om at være fri.

Han slap hende igen, inden han gik over og lagde piben fra sig på kommoden, i sikkerhed. Den betød ikke noget for ham, hans piber knækkede eller blev ødelagt med jævne mellemrum, men der var ingen grund til ikke at passe på den, så han ikke skulle ud og anskaffe sig en ny.
Roligt vendte han tilbage til hende, han var ikke færdig.
"Fri? Du bliver aldrig fri igen." Frihed var blot en illusion, ingen var frie. Hun i en mere bogstavelig betydning, som lænken om hendes ankel var mere bogstavelig.

Han satte et knæ i møblet ved siden af hende, og lod sine hænder finde frem til hendes hals. Langsomt begyndte han at klemme, så han lukkede hendes luftveje, men uden at stoppe for meget af blodtilførslen til hendes hjerne, hun skulle ikke besvime. Nej, hun skulle mangle luft og langsomt mærke livet forlade hende, se mørket nærme sig og forstå, at hun ikke længere var herre over sit eget liv.
Han blev ved med at klemme til hendes bevægelser blev svage, inden han slap hende igen. Tålmodigt lod han hende hive luft ned et par gange, inden han stillede sit spørgsmål igen.
"Hvad er du?"

Det gjorde egentlig ikke ondt, da han bankede asken ud på hendes hud, i hvert fald ikke sammenlignet med alt det andet hun havde været igennem. Men for Irisa kunne han lige så godt have stukket en kniv i brystet på hende, for ydmygelsen ved at blive nedgjort til et menneskeligt askebæger førte nærmest til en fysisk smerte. Hun havde lyst til at slå ham, sparke ham, hvad som helst for at få ham væk, men hendes kræfte var for længst drænet. Modstand ville kun føre til endnu mere afstraffelse. Selvom han da endnu ikke havde haft brug for nogen undskyldning til at straffe hende.

Han tog fejl, ganske simpelt. Det kunne ikke passe, at hun aldrig ville være fri igen! Det var en ting, som Irisa ikke ville acceptere. På et eller andet tidspunkt skulle hun nok få sin frihed tilbage, om der så skulle gå år. Hvis hun først opgav drømmen om engang at være fri, kunne hun lige så godt ligge sig ned og dø, for så havde hun ikke længere noget at leve for.

Måske ville det egentlig være nemmere for alle parter, hvis han bare slog hende ihjel nu her. Grebet om halsen vidnede om, at han så rigeligt havde nuligheden, så hvorfor gjorde han det ikke! Tårene begyndte igen at strømme ned over hendes kinder, som hendes krop, ganske uden hun egentlig selv ønskede det, begyndte at kæmpe mod hans greb, ikke at det var meget mere end nogle ynkelige vrid og spjæt.
Gispende efter vejret rystede hun hovedet, stadig tårene strømmende bed over ansigtet. Hun kunne ikke, ville ikke.. Men hvor ville det gøre det hele meget nemmere, bare at give ham, hvad han ønskede. Med lidt held ville han stoppe, hvis hun sagde, hvad han havde bedt hende om.

Thanos kunne se det på hende, som tårerne forlod hendes øjne, og hendes krop strittede i mod, svag som den var. Hun var ved at nå sit yderste. Hans tortur havde gjort sit oven i, hvad hun ellers havde oplevet i Vargas' ejerskab. Og måske før det. Væsner kunne kun holde så længe, før de blev nedbrudt mentalt. Nogle væsner holdt længere end andre, det kunne næsten være umuligt at ødelægge en ork, hvor de fleste mennesker og andre svage racer gav hurtigt efter. Nej, det skulle nok kunne lade sig gøre, det var ikke sket mange gange, at Thanos var gået fra et job uden resultater.

Så selvom hun nægtede at sige, hvad han ville høre, var han ganske godt tilfreds. Hun skulle nok give op inden så længe, og Thanos kunne betale for sit ophold hos slavehandleren. Men mon ikke også, at hun vidste det selv?
Han lod hænderne glide over hendes bare hud over de blottede bryster og lagde dem næsten kærligt om hendes hals igen.
"Du kan lige så godt give op. Jeg fortsætter til du giver efter, om det så tager hele natten. Men så længe holder du ikke. Giv Vargas hvad han vil have, og det stopper."

Han lod hende ikke svare, som han begyndte at klemme igen. Lod hendes krop føle, at den skulle dø. Det var en af de bedste måder at bryde folk ned på, skabe illusionen af død, give dem lidt håb og tage det fra dem igen. Så hans muskuløse hænder klemte til og man kunne se hans muskler under skjorten spænde op. Som før lukkede han hendes luftrør, men var samtidigt meget opmærksom på ikke at overgøre det. Og han holdt øje med tegnene, både til at hun gav op, men også til om det var ved at blive for meget. Om han så den ene eller anden slags tegn, slab ham igen, så hun kunne få luft.

Irisa tvivlede ikke på sandheden i Thanos' ord så emget some t øjeblik. Han havde allerede vist, at han havde styrken og evnerne til at gøre med hende, som han ønskede, så hvad skulle der være i vejen for, at han også kunne fortsætte hele natten? Det ville hun ikke kunne holde til. Den der skrøbelige del af hende, som allerede føltes som om, den avr ved at gå i stykker, slog mere og mere revner, jo længere tid der gik, og snart ville den falde helt fra hinanden. Det var ikke længere et spørgsmål om hvis, men om hvornår.

Der var efterhånden ikke megen kamp tilbage i Irisa, så da Thanos igen greb fat on hendes hals, forsøgte hun knap at vride sig fri. Hun ville bare gerne dø, og det var frustrerende, at han nægtede hende den lettelse. Men det var en demonstration af hans magt, det vidste hun godt. Han bestemte fuldkommen hvad der skete med hende, om hun levede eller døde. Det var det samme med Vargas, men han var i det mindste ikke så hårdhændet imens. Måske var slavehandleren faktisk at foretrække, i stedet for at kæmpe en i forvejen tabt kamp med Thanos.
"Jeg.. jeg skal.. nok" hun gispede efter vejret og forsøgte samtidig at kontrollere sin skævlende stemme.
"Jeg skal nok gøre, som han ønsker" hun lukkede øjnene og rystede svagt på hovedet for sig selv inden hun lavt tilføjede et "Herre". 
Tårene var holdt op med at strømme, hvad gjorde de godt for? Der var kun en vej ud af det her, og det var at gøre, som der blev sagt. Være en god lilme slave.

Han løsnede grebet om hendes hals lidt tidligere end nødvendigt, han kunne næsten se hende krakelere under hans greb, og han havde en fornemmelse af, at hun endeligt gav sig. Det tog heller ikke mere end et par desperate vejrtrækninger, før hun sagde, at hun nok skulle give Vargas, hvad han ville have. Godt. I det øjeblik var Thanos' opgave egentligt fuldført, og han kunne gøre, som han ville. Men samtidigt var det måske bedst at sikre sig, at hun forstod, hvad hun selv sagde. Én sidste test. Vargas havde givet ham frie tøjler, og nu havde han jo brugt så meget tid på hende.

Han betragtede hende lidt, som for at vurdere, om han skulle tro på, hvad hun sagde, inden han langsomt nikkede, for at tilkendegive, at han fandt hende troværdig. Stadig med knæet placeret ved siden af hende, rettede han sig op og lod blikket glide over hendes krop. Som alt andet frembragte den ikke nogle følelser i ham, ikke mentalt. Han var ikke tiltrukket af hverken kvinder eller mænd, selvom han tog dem, som han lystede. Den fysiske reaktion var god, og måske var det den genetiske lyst til at reproducere, der drev ham til det, eller måske var det bar ren fysisk nydelse og lyst. Han spekulerede ikke så meget over det, men fulgte lysten, når den kom over ham.

Hvilket den uden tvivl var nu. Hun var nøgen, køn og lige til at tage. Men han ville ikke bare tvinge sig på hende, nej hun måtte bevise sine ord.
"Så når din herre ønsker, at du skal sprede benene for ham og tilfredsstille ham, hvad gør du så?" Han så afventende på hende, mens han ventede på hendes svar. Var hun knækket nok til at invitere ham? Hvis ikke, så var hans job alligevel ikke færdigt. 

Hans blik fik nærmest Irisa til at føle sig ulækker. Havde han ikke tjent sit formål nu? Hun havde givet op, accepteret sin skæbne. Var det ikke, hvad Vargas havde forlangt af ham? Medmindre Thanos havde givet hende falske ideer om, hvad hans mishandling gik ud på, men hvad skulle grunden til det dog være? Meget kunne hun sige om Thanos, og intet af det ret pænt, men han virkede ikke som typen, som drev sine ofre rundt bare for sjovs skyld. Ikke at hun helt vidste, om det var en god eller en dårlig ting. Det var også ligegyldigt, forhåbentlig var han færdig med hende for nu. At komme tilbage til Vargas ville næsten være en lettelse nu.

Det føltes som om, at Irisas hjerte sank ned omkring maven, da Thanos kom med sit spørgsmål. Hun vidste godt, hvad han var ude på, men hvordan skulle hun dog kunne lystre? En ting var at overgive sig til Vargas, noget helt andet var at gøre det for Thanos. Men som med alt andet, havde hun mistet resten til at tage et valg.
"Så tilfredsstiller jeg min herre" Ordene var knapt en hvisken, og hun gjorde sit bedste for ikke at se på ham.

Uendeligt langsomt fik Irisa tvunget sine rystende ben fra hinanden. Hendes krop modarbejdede hende, endnu ikke klar til at tage imod det traume, som var på vej. Men der var intet valg. Hvor ulækker og forfærdelig tanken end var, så var hun nødt til at overgive sig til Thanos, så han forhåbentlig ville lade hende være for fremtiden. Det var den eneste måde hun kunne overleve på.

Man kunne nok fornemme et næsten usynligt smil i Thanos' mundvig, som hun gav helt op. Han var ikke længere i tvivl om, at han havde knækket hende. Fordrevel viljen fra hende med smerte og pres. Det var tilfredsstillende, og hans vært ville blive glad. Ikke at Vargas' glæde i sig selv betød noget for Thanos, men en glad dæmon var helt klart at foretrække. Thanos nød sine små ferier ved Vargas, og selvom han ikke følte noget for slavehandleren, regnede han med, at det var sådan venskab fungerede. Man gav hinanden noget uden at kræve noget igen. Og selvom krystaller og sjæle ofte skiftede hænder, var der ikke nogen tvivl om, at de to mænd nød hinandens selskab og input.

Hans blik gled på hendes ben, der rystende og langsomt spredte sig. Godt. Han lod hende kæmpe med sig selv, inden han rejste sig for at skubbe lidt til dem, så han kunne sætte sig på knæ i mellem dem. Der var ingen kærtegn, ingen tanke for om det var behageligt for hende. Hvorfor skulle han gøre sig den ulejlighed? Det gjorde han aldrig, heller ikke når der en sjælden gang i mellem dumpede en mere villig kvinde ned i hans skød. Han var ligeglad og mere fokuseret på sin egen nydelse.

Hvilket også var tilfældet denne gang. Hun var jo blot en slave. Hendes opgave var at tilfredsstille ham.
Med rolige bevægelser trak han sine bukser en smule ned, så hans lem kom til syne. Der var ikke meget liv, men uden at være det mindste genert, hjalp han sig selv med en hånd, hvilket virkede ganske hurtigt. Noget han kunne få hende til, men hun virkede ikke til at være i stand til noget tilfredsstillende lige nu. 
Ganske snart tog han lidt ublidt fat i hendes lår, flyttede lidt på hende, og tog så det, han ville have. Han var hverken blid eller voldelig, det var bare, som det var. Det var ikke det mentale, han var efter, som vagten der før havde haft fornøjelsen, men den fysiske følelse. Og det var også, hvad han fokuserede på, den næste stykke tid, til en bølge af nydelse fik et par nydende, klemte lyde ud af ham.