At Sibalghym måske også selv søgte noget mere end blot livet at tage sig af hvad andre mente var meningen, ville egentlig ikke komme som en overraskelse for Útíradien. Selv havde han følt sig kvalt i sin klan, i hvert fald til sidst, da det gik op for ham hvor lidt frihed han havde over sine egne valg. Han skulle gøre tingene som de ville have, og hvis de ikke blev gjort ordentlig, så var der afstraffelse. Det var nok også derfor han ikke kunne se med bitterhed på sit nuværende liv, for han gik trods alt sine egne veje, uanset hvad det måtte medbringe. At komme tilbage i sådan en situation så han dog ikke frem til, og han rynkede også lidt på næsen, da Sibalghym endnu engang nævnte det overfor ham.

Den pludselig bevægelse af Sibalghym, kom bag på Útíradien, som intet havde hørt om at der var nogen der var kommet nærmere, indtil de var langt nærmere, og det gav pludselig mening med den grove behandling af ham.
Han stod og lyttede passivt til, som truslerne var hurtig til at vælde ned over ham og tildels Sibalghym. Sibalghym virkede næsten mere medgørlig når han ikke stod overfor sine klanfolk, selvom det var hurtigt at glemme, når man blev hevet rundt med på denne her måde.

Det løb Útíradien koldt ned af ryggen, som han hørte planen, og han prøvede at lytte til Sibalghym, som var tæt på ham, om hvordan han havde med det. Af hans forslag tidligere, og hvordan han opførte sig, så virkede han dog bare begejstret over det. Det sank Útíradiens hjerte, og selvom han næppe bekymrede sig meget om folk han ikke kendte, så havde han lidt ondt af hvem end der var dernede, og ville få sig en slem opvækning af mørkelverne.
Spørgsmålet lå på hans tunge om han virkelig skulle med ned, men med de mange mørkelvere omkring dem, nænnede han ikke at åbne munden, ikke når de var så blodtørstige. I stedet for så han lidt spørgende ud i den nogenlunde retning af hvor Sibalghym var. 

Der var visse tidspunkter man godt kunne prikke til bjørnen mens den lå ned, men når den var i blodrus, der vidste alle at det var bedre at lade vær. Útíradien kunne praktisk talt mærke spændingen i luften, og han var ret sikker på at hvis han stod i vejen, ja, så ville de glædeligt gøre det af med ham først, hvilket han ikke helt havde lyst til.

Tanken om at tage med dem derned, var dog ikke en tanke han nød, og derfor var han også overrasket da han blev hevet til siden af Sibalghym, væk fra de andre, hvor han sagde at han ikke behøvede at følge med dem.
Han maskerede forvirringen, selvom Sibalghym nok alligevel godt kunne mærke det på den mindre mørkelver. Han tøvede lidt inden han sagde noget, for han kunne ikke rigtig bedømme hvor langt de egentlig var fra de andre. ”Hvad vil de andre ikke mene om at du efterlader din fange alene heroppe,” sagde han endelig, lavmælt, så godt han nu kunne, i håb om at ingen andre hørte dem.
Det var dog ikke noget han behøvede at bekymre sig så meget om, som lydene af mørkelverne blev svagere og svagere, som de bevægede sig væk fra dem.

Hans tanker kunne dog ikke lade vær med at tænke på folkene i byen, men selvom Útíradien havde et stort hjerte, så var der også grænser for det. Han havde ingen forbindelse til de mennesker der ville blive slagtet, og han ville bare få mere ballade, hvis han prøvede at advare dem. Måske det havde været noget andet hvis Sibalghym havde taget ham med derned. 

Man kunne godt mærke at Sibalghym var omskiftelig som vejret, som om at han altid skulle være lidt trodsig, uanset hvad det var det handlede om. Her prøvede Útíradien at være bøjelig, og tage hensyn til hans fangetager, til trods for at han ikke burde. Det var Sibalghym der ville komme i problemer og blive et udskud, hvis han gjorde noget der ikke var rigtig. For ikke at nævne, at han ville komme i problemer hvis Útíradien faktisk kunne slippe væk, selvom han havde sin tvivl om det aspekt. Muligheden var der, men når man intet kunne se, og Sibalghym virkede til at have styr på skovene, ja, det gjorde det væsentlig sværere.

Et lille suk undslap den blinde mørkelver, og han lænede sig lidt mod sin vandrestav, som han stadig bar, men ikke havde brugt det meste af dagen. ”Nej, jeg ville foretrække ikke at stå til ansvar for noget af det der sker dernede,” sagde han, og Sibalghym kunne tage det som han ville. Om det ville gå godt for dem eller ej, det vidste Útíradien ikke, for ingen af dem havde forsøgt at få ham til at prøve at spå fremtiden om, om det ville være en god ide. Ikke at han vidste om han ville have evnerne til det i forvejen. ”Jeg kan dog ikke love at jeg er her, når du kommer tilbage,” sagde han i stedet, selvom han godt selv kendte sandheden til det svar. At flygte var kun en mulighed, hvis han vidste at det gik galt nede i byen, og så var det landsbyboerne han flygtede fra, og ikke Sibalghym. 

Et liv i fangeskab var i hvert fald ikke hvad Útíradien ville have faldt for sig selv, nok nærmere tvært imod. Han havde nydt sit liv, omend hvor lidt han havde haft siden han forlod sin gamle klan. Dog var det friheden, og muligheden for ikke blot at være et selvisk monster der havde trukket ham den vej han gik i disse dage, selvom han næppe kunne sige han var god af hjerte. Nok bedre end nogen anden mørkelver i nærheden, men han ville aldrig sætte sit eget liv på spil, for det gode af andre, og derfor havde han heller ikke mange kvaler med at lade landsbyboerne dø. Det var tragisk, men det var også verdens gang.

Et stille ”Jeg fortæller dig blot sandheden,” undslap ham, som Sibalghym løb væk fra ham, og han vidste ikke om mørkelveren havde hørt ham, men det var ikke det det handlede om.
Han havde dog ikke tænkt sig at flygte, i hvert fald ikke endnu, så han fandt et træ i stedet for, hvor han kunne slå sig ned ved, så ryggen var mod stammen, og lyttede ellers til nattens lyde, men mest af alt hvad han kunne høre nede fra landsbyen.

Hvis alting gik efter mørkelvernes ønske, så ville han ikke høre en eneste lyd dernede fra, før de var færdige, og selv hvis han hørte noget, så kunne han ikke vide om det blot var jagten der var sat ind, eller noget andet.
Det var dog en god tid også at reflektere over sig selv, som han blev nødt til at acceptere sin nye plads i livet åbenbart. Som Sibalghyms fange. 

Ligeså hundens gøen nåede til Útíradiens ører, vidste han at deres plan var gået skævt, og hans øjne åbnede sig, selvom det ikke gjorde noget for at få mørket væk fra hans øjne. Det var mere en naturlig reaktion han aldrig havde vænnet sig af med efter alle de år hvor han ikke kunne se, men ubehaget var ikke ligeså stort, som forskellen på farver ikke var der. Nogle gange kunne han svor at det var lidt mørkere med lukket øjne, men det var nok bare hans hjerne der prøvede at kompensere for det.

Han rejste sig op fra sin plads, og prøvede at bevæge sig lidt længere ud mod trægrænsen, for at høre hvordan det gik. Stemmer og skrig kunne han høre, og noget der mindede om kamp, nåede også hans ører, men det var langt væk og umuligt at danne sig et overblik.

Det virkede dog som om at d et var gået meget skævt, og selvom han ikke kunne høre at folk kom herop endnu, så begyndte han at trække sig længere ind i skoven igen, nu når han havde forsøgt at danne sig et overblik. Hvis han blev opdaget, var det ude med ham. Han forsøgte derfor blot at trænge nok ind til at han ikke kunne ses udefrakommende, men stadig ikke langt nok, at hvis mørkelverne skulle vinde, at han ville kunne betegnes som løbe væk. Selvom man ikke kunne vide med nogen der var temperamentsfulde som den klan. Han havde trods alt bevæget sig væk fra der hvor Sibalghym havde efterladt ham. 

Ingen virkede at komme denne vej til at starte med, selvom skrigene, og hundene stadig kunne høres herfra, især med Útíradiens sarte hørelse, og noget tydede i hvert fald på at mørkelverne nok ville ende med at have overtaget, hvis ingen var blevet jaget væk. Det var også bare nogle bønder. En smule sympati havde han for dem, men der var intet han kunne gøre, og når dagen var omme, så ville han nok ikke give dem mange tanker. De var ikke nogen han kendte.

Da han begyndte at høre nogen nærme sig skoven, så blev han dog lidt mere vagtsom. Det var svært at bedømme, hvem præcist det var der var kommet herop. Det kunne være Sibalghym, men det kunne ligeså godt være Sethro, som mente at nu var chancen der var for at gøre det af med det skravl de havde fået på slæb. Måske sågar et af menneske i byen, som havde formået at flygte denne her vej.

Han bevægede sig derfor forsigtig lidt dybere ind i skoven, indtil han fandt et rigtig tykt træ, som han pressede sig op af, forhåbentlig skjulte det ham godt nok, hvis det var en, han ikke ønskede at møde på ene hånd.
Hans vandrestav holdt han mod brystet, og ellers så lyttede han blot til fodtrinene, eller hvis der var nogle ord der skulle forlade personens mund der var løbet herop. 

Fodstrinene kunne Útíradien høre så højt som hans eget hjerteslag, hvilket næppe var fordi at den anden person ikke var lydløs. Man blev jo nødt til at gøre op for de svagere sanser, men desværre var fodtrinene ikke nok til at Útíradien faktisk kunne gætte sig til hvem det var. Nok ikke en af landsbyboerne. De ville være mere paniske om at komme afsted, men Sibalghym eller Sethro? Det kunne være hvilket som helst gæt.

Han mærkede den hårde bark mod sin ryg, og forsøgte stadig at presse sig mere mod træet, som om at han ville blive usynlig af det. Det hvide hår og hvide tatoveringer stod dog stadig ud her i mørket, til trods for at han var dækket til af sit tøj. Hvis det var Sibalghym, så ville han have sagt noget ikke? Forhåbentlig var det dog stadig ham, selvom i det her øjeblik ville den ældre elver ikke ligefrem tage chancen.
Da han dog forsøgte at få et lidt bedre fodfæste i den bløde skovbund, var et par vildfarne blade dog kommet under hans fod, og som han ændrede vægten, kunne der svagt høres en knasende lyd, som ikke ville alarmere mange, andet end dem der kunne finde på at søge ham. 

Útíradien kunne hører skridtene komme tættere og tættere, og det var ikke som om at han kunne flygte, blot håbe at han ikke blev set, hvis det var en mere ubehagelig person end Sibalghym, men det var det heldigvis ikke.
Udbruddet fra den anden elver, fik først hele Útíradiens krop til at spændtes op, inden en mængde af lettelse kom igennem ham. Det var ikke den person han helst ville se, men i denne her situation, så var det absolut den person han mest havde håbet på, for så vidt han vidste, så ville Sibalghym stadig ikke gøre det af med ham.

Dog var det mindre rart som han mærke staven forlade hans hænder, og han så blev holdt op mod træet, som om han faktisk havde gjort noget. Hans fingre tog instinktivt fat i hånden der holdt ham på plads, og det var ikke det nemmeste at snakke i denne her position, især når han intet kunne føle under sine fødder.
”Jeg vidste ikke hvem ville finde mig,” som det næsten hviskende tilbage fra Útíradien. ”Jeg har ikke lyst til at lade livet, fordi jeg går ud fra at tingene går som de skal.” Hvilket også indbefattede at det var Sibalghym der ville være den første der kom tilbage. Man kunne aldrig rigtig vide. 

Det føltes lidt som om at Sibalghym skiftede humør fra det ene øjeblik til det andet. Det var lidt underligt, men det var ikke som om at det var uvant for Útíradien, som både havde set det bedste og værste af mørkelvere, hvis han selv skulle sige det. Mange af dem kunne bare ikke finde ud af at regulere deres følelser. De fleste endte typisk bare med en følelse i sidste ende, hvis han selv skulle sige det.
”Man kan aldrig vide,” sagde han dog blot, for Sibalghym havde trods alt en pointe, men det kunne ligeså godt være at der havde været en deling af krigere dernede, som ikke var gået ned så nemt, eller at nogen havde brændt alt ned, inklusiv mørkelverne. Stærke magiske kræfter var trods alt ikke forbeholdt de voldelige.

Da han endelig blev sat ned på jorden igen, stod han lidt usikker og prøvede at finde balancen igen. Han kiggede undrende op, til trods for at han intet kunne se, og hans øjne var så blanke som de plejede. Det lød næsten som om at han oprigtigt mente at han var ked af at have presset ham mod træet.
”Vil de virkelig lægge mærke til det?” spurgte han og tog staven og holdt den ind til sig selv, lidt mere rolig nu når han havde noget at orientere sig med igen. Det føltes dog åndssvagt at de skulle tilbage til de andre mørkelvere. Det var ikke som om at nogen af dem egentlig blev behandlet specielt pænt af dem. 

Nej, Útíradien havde lagt mærke til at Sibalghym ikke var den mest populære, men han kunne ikke rigtig dømme om det var hvordan tingene stod lige nu, eller om han altid var upopulær. Måske var han bare for ung og dum? Han kunne i hvert fald huske fra sin egen klan at de yngre altid blev set lidt ned på, og Sibalghym virkede... Ung.

Han kunne næsten mørke øjnene på sin krop, men det var stadig svært at bedømme Sibalghyms tanker og meninger, når han ikke ligefrem kunne se ham. Absolut en af de værste ting ved ikke at kunne se, men han måtte døje med det, uanset hvor svær en situation han egentlig var i, siden Sibalghym var fast besluttet på at han skulle med på borgen.
”Selv hvis Sethro får fingrene i mig, så bliver det nok en kort omgang, tænker du ikke?” sagde han, og løftede hovedet lidt mere stolt. ”Det ændrer ikke på den fremtid der ligger foran ham, og heller ikke din.” Sethro var i hvert fald ikke blevet glad af at høre at han potentielt skulle dø indenfor den muligvis nærmeste fremtid.

Han satte endelig staven ned i jorden. ”Men lad os ikke lade dem vente. Du har vel også set frem til det her,” sagde han. Det lå hos enhver mørkelver der var opvokset som dem. Rusen af at jagte intelligente væsner, noget som Útíradien havde lagt fra sig for mange år siden. Der var ikke meget at jage når man ikke kunne se, og ikke meget glæde at finde, når man havde fundet er hjerte der følte sympati.