Nicola kunne tydeligt mærke Sobeks blik. Han forsøgte at krumme sig sammen og gøre sig mindre, men det gjorde det ikke ligefrem nemmere at vaske gulv, så det opgav han igen. Han så også godt den indflydelse ham alligevel havde haft på Sobeks skridt, da han rejste sig op for at flytte sig over i en anden stol. Han var taknemmelig for, at Sobek ikke gjorde noget ved ham nu, mem han frygtede, at set ville ske senere.

Da han endelig var færdig med gulvet, satte han sig på knæ, og så tilfreds på gulvet. Det kunne Sobek umulig have en finger at sætte på.
Han lyste op i et smil, da Sobek placerede mad og vand på bordet, og derefter gjorde tegn til at han skulle sætte sig. Uden at tøve rejste han sig op, og satte sig ned på stolen. Han greb kanden med vand, og hældte op.
Han vidste godt, hvad der kunne ske, hvis man hældte for meget vand ned for hurtigt, når man var så tørstig som ham, han var trods alt opvokset et varmt sted. Han havde set op til flere, som ikke havde fået nok vand. Han tvang sog selv til at drikke langsomt ad kruset, inden han greb æblet og tog en stor bid. Han sank og så taknemmeligt på Sobek.
"Tak"

Som sagt havde Sobek ikke en plan, og han var kommet til slutningen af den, han havde. Skulle Nicola tilbage i buret? Skulle han have andre opgaver, han kunne få en belønning for? Sobek var ikke dum, han vidste godt, at kulden ude i rummet var nok til at gøre småkravl som halvkatten syge, og ærligt talt, det gad han ikke døje med. Men han var heller ikke helt sikker på, at han havde lyst til bare at give Nicola noget tøj. Var tiden rigtig til bare at give ham ting? Han var ikke sikker. Men der var flere måder at gøre det på, og han ville lige overveje, hvilken vej han skulle gå.

At Nicola sagde tak, var en hjælp. Han takkede ham ligefrem, selvom han havde mishandlet ham. Takkede ham over noget så småt som lidt vand og lidt mad, selvom han havde tilbragt over et døgn i et lille koldt bur, nøgen og forslået. Sobek så på ham med et dødt blik, inden han brummede.
"Du har gjort et godt stykke arbejde." Om man kunne kalde det ros eller bare en følelsestom konstatering var nok op til en selv. Men han løj ikke, Nicola havde lagt noget mere liv og sjæl i gulvvasken end han havde regnet med.

Han sagde ikke mere, mens Nicola spiste og drak. I stedet tænkte han lidt over, hvad han skulle gøre nu. På et tidspunkt rejste han sig op og tændte op i ildstedet uden nogen synlig grund. Derefter satte han sig ved bordet igen og ventede på, at Nicola blev færdig. Så snart han var det, løftede han en hånd og kaldte ham over til sig med en finger.
"Kom herover. Og sæt dig." Han gjorde tegn til, at Nicola skulle sætte sig i skødet af ham.

En lille følelse af stolthed bredte sig i brystet på Nicola. Han var ikke sikker på, at han decideret  ville kalde Sobeks ord for en ros, men det var om ikke andet en anerkendelse af, at han faktisk havde gjort noget rigtigt. Brikkerne var så småt ved at falde på plads i hans hjerne ovenpå forvirringen tidligere. Han havde gjort et godt stykke arbejde, habde føet eb belønning og endda ros - sådan da. Hvorimod da han var stukket af havde det ikke ført til andet end smerte.

Han fortsatte med at spise i tavshed, mens han prøvede at finde rundt i det rod, som var hans tanker. Det var jo egentlig ganske ligetil, han skulle opføre sig pænt, og så blev det belønnet. Men hvad så når han fik en ordre, som stred så meget imod, hvad han selv havde lyst til at gøre? At vaske gulv var jo ikke slemt, det gjorde ham ikke noget. Det måtte være Sobek, som var dommer over, hvad der var rigtig og forkert. Han følte, at hans egen opfattelse af det, måtte være forkert.

Han sank det sidste mad, og så lette nervøst over på Sobek. Han kunne ikke se mange grunde til, hvorfor han skulle sætte sig på hans skød, og de grunde han kunne se.. ja, det var ikke ligefrem noget han havde den store lyst til. Men han havde lovet sig selv, at gøre hvad Sobek sagde, at gøre det rigtige.
Han rejste sig fra stolen, og gik tøvende hen til Sobek. Alt i ham skreg, at han ikke skulle gøre det, at han skulle løbe væk. Men det kunne han ikke. Han stod ved siden af Sobek et kort stykke tid, usikker på, hvordan han helt præcist skulle placere sighan endte med at sltte sig overskræv på Sobeks skød, så han havde fronten mod ham. Han bed tænderne sammen og holdt blikket stift rettet mod væggen bag Sobek.

Sobek så afventende på Nicola, indtil halvkatten kom over til ham. Det var tydeligt at se i hans ansigt, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Den måde han satte sig på, overraskede alligevel Sobek, der dog ikke gjorde noget for at stoppe ham. Hans nærvær startede flere lyster i Sobek. Det var jo ikke ligefrem hverdag at have en nøgen ung mand til at sidde i sit skød, og Sobek måtte indrømme at han stadig var en smule ophidset efter at have betragtet Nicolas bare røv, mens han lå på knæ på gulvet. Lysten til at tage ham lige nu og her var næsten lige ved at tage over, men som drengen kom så tæt på, blev dæmonen mindet om, hvad han egentligt havde tænkt sig.

Hans ansigt fortrak sig kort i afsky.
"Du stinker." Han skubbede ham væk fra sig, ikke vildt og voldeligt, så var Nicola vågen nok, kunne han undgå at falde. Derefter kom han selv på benene og greb fat i Nicolas hår, inden han begyndte at slæbe ham med ud. Det var en råkold morgen og der hang stadig lidt dis mellem træerne. Uden at tage sig af drengens nøgenhed, trak han ham med rundt om huset om til køkkenhaven og det bare stykke jord omme bag huset. Der stod en stor balje med vand. Det var ikke fordi, at Sobek var den helt store bader, men det skete da en gang i mellem. Han havde ikke tømt karret siden sidst, hvilket havde været dagen før Nicola var dukket op.

Han skubbede Nicola hen i mod karret.
"Tag et bad." At vandet havde samme kolde temperatur som luften, måske endda koldere endnu, fordi det ikke var varmet op efter natten, det var han ligeglad med. Han gad ikke til at varme vand for at knægten kunne have det behageligt. Lige nu skulle han være ren. Ville Nicola ikke selv hoppe i vandet, ja så skulle Sobek nok få ham, hvilket han nok ville fortryde mere end at gøre det frivilligt.

Nicola nåede lige at bemærke afskyen i Sobeks ansigt, før han blev skubbet væk. Han var vågen nok til, at han ikke faldt. Igen så han forvirret ud. Han havde været sikker på, at han havde vidst, hvad Sobek havde tænkt sig. Lugtede han virkelig så slemt, at Sobek vitterligt ikke kunne holde ud at have ham tæt på? Han havde ikke selv bemærket stanken. Normalt gik han så meget op i hygiejne som muligt, men det var langt fra altid, at man havde adgang til at blive vasket, når man boede på gaden.

Sådan som han blev slæbt afsted i håret føltes det utrolig meget som om, at han blev straffet igen. Selvom han var sikker på, at han ikke havde gjort noget forkert.
Det var ikke ligefrem, fordi det var varmt udenfor, og at rende nøgen rundt hjalp heller ikke synderligt. Han kunne mærke gåsehuden sprede sig over hans krop. Han så mod karret. Han havde ikke hørt, at Sobek på noget tidspunkt havde været ude for at varme vandet. Ville det være lige så koldt som luften? Det kunne næsten ikke passe, så ville det jo decideret umuligt at bade i.

Tøvende satte han den ene fod op i karet, men trak den hurtigt tilbage med en forskrækket lyd. Vandet var nærmest koldere, end han havde frygtet. Han så mod Sobek. Han havde fået en direkte ordre, og hvis han ikke adlød den, ville det uden tvivl blive straffet. Han bed tænderne sammen, og efter en god gang personlig overtalelse fik han placeret først den ene og sidenhen den anden fod i karet.
"Det er koldt.." Ordene blev ikke sagt ret højt, de var faktisk mere til ham selv end noget andet.
Han bøjede sig forover, så han kunne begynde at skrubbe benen så godt som muligt. Han kunne ikke helt få sig selv til at sætte sig end i det iskolde vand.

Sobek så afventende på Nicola, mens halvkatten fik taget sig sammen til at stikke en tå i vandet. Det var lige før, at han havde skubbet ham i baljen, så god var hans tålmodighed, men lige som det gav et let ryk i hans krop, trådte drengen op i baljen. Det var dog med et stik af irritation, at han så ham blot pivende begynde at vaske sine ben. Det ville jo tage evigheder, hvis han skulle pive sådan hele vejen igennem et bad. Og han skulle ikke bare skylles lidt, han skulle vaskes!

Med en irriteret brummen greb han fat i nakken af ham og tvang han på knæ i karret. Det var et stort kar, det skulle trods alt være stort nok til Sobek, så der var masser af plads til at fortsætte med at tvinge ham ned, til hans hoved var under vand. Det var ikke ligefrem med velvilje at han blev nødt til at hjælpe Nicola med at tage et bad, men det andet tog simpelthen for lang tid. Så han blev ved med at holde ham under, mens han rodede rundt i det lange hår for at vaske skidt ud af det. Endeligt hev han ham op igen, så han kunne få noget luft.

"Vil du selv, eller skal jeg vaske resten også?" Der hang en svamp i en stump snor på karret, som han greb og rakte frem mod Nicola. Det var en grov svamp og man kunne nok være ret sikker på, at begyndte Sobek at skrubbe med den, så var man hudløs bagefter. Han ville gøre det, hvis Nicola ikke selv havde lyst til at lege i det kolde vand, før han ville have ham ren. Overalt. Og var Nicola ikke grundig nok, skulle Sobek nok tage over. Skulle Nicola til at færdes mere i hans hjem, skulle han også være ren og ikke stinke som han gjorde.

Af ren refleks begyndte Nicola at kæmpe mod Sobeks greb. Han havde jo været på vej til at vaske sig! Men han havde tydeligvis været for langsom. Han blev snart nødt til at lære det.
Han gispede og hev tungt efter vejret, da han endelig blev hevet tilbage til overfladen.
"Nej!" Svaret blev nærmest skreget, panikken tydelig i hans stemme. Han rømmede sig, og så ned i vandet. "Jeg mener.. nej. Jeg skal nok vaske mig selv" 

Han  greb fat svampen og gav sig til at skurre hver lille del af sin krop, som han kunne nå. Han var rædselsslagen for, at Sobek ikke ville være tilfreds med resultatet, så han skurrede indtil huden begyndte at blive øm. Selv håret fik en tur, selvom Sobek allerede havde fået skidtet ud af det. På trods af alt, var det rart at få skrubbet alt skidtet væk, men han kunne nu godt have tænkt sig at vandet var bare en anelse varmere.

Da han efterhånden havde fået skurret sig selv, så han mente, at det måtte være tilfredsstilende, kravlede han op ad karet.
Han slog armene rundt om sig selv, men det hjalp ikke det mindste. Han krop rystede decideret af kulde. Han savnede Rubinien. Han savnede at se alle de handlende rende rundt på markedspladsen i Balzera. Han savnede endda ørkenen, selvom det ikke var der, han havde færdes mest. Mest af alt savnede han varmen. Han var så træt af at være kold. Han håbede virkelig, at Sobek ville give ham noget tøj, eller om ikke andet bare lade ham sidde lidt foran ilden, så han kunne få bare en lille smule varme gennem kroppen.

Sobek blev stående ved karret og betragtede Nicola vaske sig. Sikrede sig, at han komme alle dele af sin krop igennem, så han blev helt ren. De fleste ville nok ikke tro, at det var noget en mand som Sobek gik op i, men han var absolut glad for personlig hygiejne. Også sin egen. Det var ikke fordi, at han var sart, men derfor kunne han vel godt have lidt forståelse for at være ren. Der var ingen grund til at være beskidt og stinke, når man kunne blive ren med lidt hjælp fra lidt vand. Og han havde ikke ligefrem lyst til at tage Nicola med i seng, hvis hans seng blev beskidt af det.

Men drengen gjorde sig selv ren til dæmonens tilfredsstillelse, og han lod ham træde ud af karret. Det lille skrog rystede voldsomt af kulde, hvilket dog ikke satte nogen videre medfølende følelser i gang i Sobek. I stedet brummede han tilfreds og greb ham i nakken for at slæbe ham med ind igen. Ikke så voldsomt som før, bare mere styrende end hivende.
Døren blev skubbet i med en fod, inden han trak ham igennem rummet, hen foran ilden, hvor han skubbede ham fra sig. Der var dejligt varmt indenfor og endnu varmere hende foran ildstedet. Han greb et par friske kævler og smed dem ind i ilden, inden han gik over til sin seng og tog et par store skind. Tavst gik ham tilbage til Nicola og lagde det ene om hans skuldre og smed det andet på gulvet, så han kunne sætte sig på det.

Derefter hældte han noget vand i en lille gryde, han så hang over ilden. Til sidst satte han sig i sin store behagelige stol, der stod sådan, at Nicola var mellem stolen og ilden. Den store mand sukkede og flyttede lidt på sig, så han sad godt. Det var stadig tidligt på dagen, men han følte sig allerede en smule træt. Havde han været alene, havde det måske været en af de ganske få dage, hvor han ville tage en lur. Selvom Nicola havde været lukket inde, havde Sobek ikke sovet så tungt som normalt med drengen i huset og han havde trods alt manglet nogle timers søvn fra natten før, hvor han havde jagtet rundt efter drengen ude i skoven.

Nicola sukkede lettet, da han blev grebet i håret og ført indenfor igen. Så havde han i det mimdste formået at gjorde sig selv tolfredsstillende rent. Han var heller ikke sikker på, at han kunne have fået sig selv til at træde op i det kolde vand igen.
Han faldt ned på knæ, da Sobek skunnede ham fra sig ved ilden. Han brød sig ikke om at blive skubbet rundt på den måde, men han var blevet placeret foran ilden, og det var det vigtigste.

Skindet blev placeret på hans skuldre, og han så taknemmeligt op på Sobek. Han havde klart foretrukket noget tøj, så han ikke skulle rende nøgen rundt i hytten, men skindet var i det mindste varmt.
Han kravlede hen på skindet, som var blevet smidt på gulvet, og krøllede sig så meget sammen, som det var muligt.
Han lå helt stille og kiggede ind i flammerne. På trods af alt det, han havde været udsat for, især over de sidste par dage, følte han en form for taknemmelighed. Taknemmelighed over skindene og over at kunne få lov til at ligge i fred foran ilden.
Udmattelsen begyndte efterhånden at overtage hans krop. Han havde jo trods alt ikke sovet siden sit lille flugtforsøg. Vandet havde vækket ham en anelse, men varmen fra ilden gjorde ham utrolig træt. Der gik ikke lang tid, før hans øjne gled i, og hans vejrtrækning blev dyb og regelmæssig.

Da vandet begyndte at koge, var halvkatten tydeligvis faldet i søvn. Sobek betragtede ham lidt. Nogle personer ville måske blive varme om hjertet ved at se den unge mand ligge der foran ilden, pakket ind i skind, sovende og afslappet. Sobek var ikke nogle personer, han følte ikke rigtigt noget. Han havde ikke følt noget for sin egen søn, så hvorfor skulle han føle noget for denne tilfældige unge mand? Men han lod ham sove. Der var ingen grund til at vække ham, han trængte tydeligvis til at sove. Og den måde, han havde reageret på ting i dag, fortalte Sobek, at det hele gik fremad. Det virkede. Snart havde han en lille lydig huskat, der kunne hjælpe til i hjemmet og tilfredsstille hans behov.
De var ikke i mål endnu, men første skridt var taget.

Han flyttede lidt på sig, så han kunne læne sig ind over Nicola og skubbe gryden væk fra ilden. Teen måtte vente. Med en dæmpet grynt lænede han sig tilbage igen og sad og stirrede lidt på drengen, inden hans egne øjne begyndte at glide i. Han burde rejse sig. Hvis han skulle sove, skulle katten tilbage i buret. Men inden han nåede at gøre som han ville, blev hans hoved tungt og han faldt i søvn i sin stol.
Det var ikke fordi, at han sov så længe. En lille time blev det til, inden han løftede hovedet med et sæt. Det første han gjorde var at blinke for at få fokus og derefter se ned på Nicola. Drengen sov stadig, det så slet ikke ud til, at han havde flyttet sig. En smule lettet og med lidt skæld ud til sig selv, lænede han sig tilbage i stolen igen. Her blev han siddende lidt, mens han besluttede sig for, hvad han skulle gøre. Både med drengen, men også hvad han skulle få tiden til at gå med.

Til sidst rejste han sig. Nænsomt fik han løftet drengen op og flyttet over i sengen, hvor han lagde lidt flere skind over ham. Han lå i vejen foran ilden. Egentligt burde han nok smide ham ud i buret, men lige nu kunne Sobek godt blive inde og holde øje med ham.
Derefter gik han i gang med at lave det, han normalt fik tiden til at gå med. Dog gik han i gang med maden noget tidligere end han plejede, for ham gjorde det ikke den helt store forskel, hvornår han spiste. Det blev til noget med moste kartofler, nogle grøntsager og stegt kød fra en hare, der var gået i en af hans fælder, som han havde tjekket dagen før. Han rettede det hele an på bordet med en kande vand, inden han gik over til sengen og ruskede i Nicola med en hånd på hans skulder.
"Der er mad."

Nicila ænsede ingenting omkring sig, for første gang i mange dage sov han dybt. Selv da han blev rykker over i sengen, ænsede han ingenting.
Han rykkede til på sig i klynkede lidt i søvne. Han var fanget i et mareridt, men ikke noget, som var slemt nok til at han vågnede. Hans krop var så drænet for alle former for energi, at han formentlig ville kunne have sovet fra alt.

Han satte sig op med en forskrækket lyd, da Sobek vækkede ham. Han så sig forvirret rundt, indtil det gik op for ham, hvor han var. Sengen var nok det, som forvirrede ham mest. Det var ikke det han var faldet i søvn.. havde Sobek båret ham over i sengen? Det var jo næsten en sød ting at gøre.
Han overvejede at beholde et af skindene rundt om sig, da han rejste sig op, men indtil nu havde det virket til, at Sobek foretrak at ham han rendende rundt nøgen. Indtil videre havde Sobek ikke gjort noget ved ham, så hvad skade kunne der være i fortsat at gå uden tøj på? Det var i hvert fald, hvad han forsøgte at overbevise sig selv om, som han trak skindene til siden, satte sig hen til bordet og med det samme begyndte at spise. Den smule mad og vand han havde fået tidligere havde jaget den værste sult væk, men det havde ikke gjort ham mæt.

Så snart Nicola var vågen, rettede Sobek sig op og gik tilbage til bordet, hvor han satte sig. Maden duftede godt. Han var ikke den store kok, men han kunne da lave mad, med de mange års erfaring han alligevel havde. Skålen blev hurtigt fyldt med grøntsager og stumper af kød, som han begyndte at spise af, roligt og uden at have travlt. Imens fulgte hans blik Nicola, der så helt forvirret ud, som han kom ud af sengen og over til bordet, uden at tage et skind med sig. Sobek havde ikke brokket sig, hvis han havde, men han sagde heller ikke noget til, at han ikke gjorde det. Det var da fint at sidde og kigge på, mens de spiste.

Der var ikke noget at sige, mens han spidse. Nicola havde nok opdaget, at Sobek ikke ligefrem var den mest snakkesaglige mand i verden. Egentligt var det mest fordi, at han var vant til at være alene. Han var altid alene. Man kunne godt, hvis man brugte lidt energi på det, få ham til at sige noget mere. Fortælle ganske lidt og give udtryk for et par holdninger. Men et vandfald af ord ville aldrig forlade ham.
Endeligt skubbede han skålen fra sig og lænede sig tilbage. Tilfreds, selvom det ikke var til at se på ham. Han betragtede Nicola lidt tænksomt. Hvad så nu? Der var stadig dag tilbage. Han kom på benene og begyndte at rydde op, men lod vandet stå. Han forsvandt ud i tilbygningen, inden han kom tilbage med to kurve, den ene fuld og stillet ned i den anden. Ved bordet skilte han dem ad og stillede den fulde foran Nicola. Nødder. Tydeligvis ikke plukket med omhu, som der var kviste og blade og andet i mellem dem.
"Tag alt fra, der ikke er nød." Han viste hurtigt, hvad han mente ved at pille en nød ren for ting. "Smid de dårlige væk." Han tog en, der tydeligvis var halvt spist og smed den og det andet i den komme kurv. Han så på Nicola lidt som om, at han forventede, at han var for dum til at forstå.

Nicola havde det fint med, at de spiste i tavshed. Han havde alligevel ikke det store at sige til Sobek. Desuden var han mere end beskæftiget med sine tanker. Han havde stadig ikke helt luret, hvorfor Sobek var så.. sød? mod ham, de sidste dages behandling taget i betragtning, men så længe han ikke fik bank handlede det vel blot om at være taknemmelig. Han kunne måske endda endda ligefrem vænne sig til denne tilværelse? Der var trods alt mad hver dag, og bedre soveforhold, end når han sov på gaden. Men friheden manglede, og det var den, han længtes aller mest efter. Og så var der selvfølgelig al usikkerheden om, hvornår det næste lag tæsk ville falde.

Han så på kurvene, som blev stillet foran ham. I og for sig en nem nok opgave.. men han havde aldrig spist mange nødder, for slet ikke at sige sorteret dem, og hvad hvis en nød ikke var åbenlyst dårlig ligesom den halvspiste nød Sobek viste ham? Han ville ikke sige noget, Sobek så i forvejen på ham, som om han var dum, så han endte med blot at nikke før han gav sig i kast med nødderne. Det var nemt nok at fjern alle kviste og blade. Selv de halvspiste nødder fik han rimelig nemt sorteret fra. Men da de mest åbenlyst dårlige nødder var sorteret fra, begyndte han at bruge lang tid på at vende og dreje hver nød. Det tog for lang tid, og helt ærligt så kedede han sig gevaldigt. Det gik efterhånden hen og blev mere tilfældigt hvilke nødder der blev sorteret fra, han kunne jo ikke bruge en evighed på at sortere dem.

Sobek blev stående for et øjeblik og betragtede ham, som han gik i gang med at sortere. Det så ud til at gå fint nok, så han gik i gang med at lave noget andet. Vaske op efter maden og smide lidt mere brænde i ildstedet, så der ville blive ved med at være en behagelig varme i rummet. Han havde overvejet at give Nicola bukserne tilbage, hvis han sorterede nøddderne ordentligt. Nu måtte de se, for Sobek havde stadig ikke fået det, han egentligt var efter, og så ville bukserne bare være i vejen. Hvorfor tog han det ikke bare? Det havde ikke været svært første gang. Men det var en voldsom ting at gøre, det kunne ødelægge det, han havde opnået indtil nu, nej, egentligt ville han gerne have Nicola til at melde sig frivilligt. Det kunne selvfølgelig tage et par dage. Sobek forsøgte at være tålmodig.

Endeligt vendte han tilbage til bordet og så på, hvad Nicola havde fået udrettet. Et stik af vrede gled igennem ham, for selv stående kunne han se i kurvene, at det var noget makværk. Hans kæbe spændte kort op, inden han greb den ene kurv og hældte indholdet tilbage i den anden.
"Det kan jeg ikke bruge til noget. Gør det om. Grundigt." Han satte hårdt kurven ned på bordet igen og stirrede på ham, afventende. Nicola havde ikke givet udtryk for, at han ikke forstod opgaven eller ikke kunne fornemme på en nød, om den var god eller dårlig, så Sobek antog bare, at han var doven og ikke gjorde det godt nok.

Rent instinktivt dukkede Nicola sig, da Sobek kritiserede hans arbejde. Han forventede fuldt ud, at der ville komme et slag. Da det ikke skete så han lettere forvirret op på Sobek. Han havde utroligt svært ved at læse ham, og han anede ikke, hvordan han skulle reagere på det. Det var trods alt hans talent for at læse andre, som havde fået ham igennem livet indtil nu.

Han så udmattet på kurven med nødder, skulle han virkelig til at sortere dem igen? Han var allerede håbløs til langt det meste, som Sobek kunne sætte ham til, og nu kunne han ikke engang sortere nogle nødder.
Han bed tænderne sammen, og begyndte langsomt at sortere nødderne igen. Det tog alt, alt for lang tid, når han intet kendte til nøddernes normale udseende.
Han sukkede, og rykkede langsomt blikket op mod Sobek. På tide at bide noget af den sodste stolthed i sig.
"Vi har ikke mange nødder derhjemme" Han tøvede. Ville det gøre nogen skade, at fortælle Sobek hvor han var fra? På det her tidspunkt kunne det vel næppe skade. "I Rubinien.. vi går ikke rundt og plukker nødder og sorterer dem. Jeg har aldrig været væk derfra før. Jeg har aldrig arbejdet med dem her før" Han gestikulerede mod kurven. Blikket var stadig rettet mod Sobek i håb om at finde bare en lille smule forståelse.

Sobeks tålmodighed var efterhånden forsvindende lille, som Nicola igen gik i gang med at se på nødderne. Det gik utroligt langsomt, og han var lige ved at give op på det. Drengen var tydeligvis stadig trodsig, så god tid han tog sig med det. Sobek var lige ved at skulle til at tage ved ham, da han selv løftede blikket og forklarede hvorfor, at han var så langsom. Tanken at han ikke vidste noget om nødder, havde slet ikke strejfet ham, han vidste ikke, at der var andre steder, hvor nødder ikke var. Ud over det iskolde nord, hvor intet groede. Han havde ikke set så meget af Krystallandet og da slet ikke med nødder i tankerne.

Så det var ren og skær uvidenhed, der gjorde ham så langsom. Han var egentligt mere glad for, at det var uvidenhed og ikke dumhed, der plagede drengen, for uvidenhed kunne kureres.
Og så skete der noget, de færreste nok havde regnet med. Sobek trak den anden stol hen ved siden af Nicola og satte sig. Og ganske stille og roligt begyndte han med sin dybe stemme at forklare ham, hvordan man kunne se og føle på en nød, om den var god. Han gik endda lidt videre end det og fortalte ham, hvad det var for en nød, hvad man kunne bruge den til og hvor man kunne finde den ude i skoven. 
Da han var færdig med at snakke - intet blev gentaget, så Nicola skulle være vågen - blev han siddende og betragtede Nicola sortere nødderne én gang til.

Et lavt, lettet suk forlod Nicola, da Sobek ikke straffede ham for hans uvidenhed. Det var jo heller ikke noget, han som sådan kunne gøre for. Det var svært at komme væk fra Rubinien, når man ikke havde de store midler at rejse for. Ikke at han havde haft de store ønsker om at forlade sit hjem. Han havde hsft det godt der, og havde det ikke været for den lille tur nordpå, ville han have haft det fint med aldrig at rejse væk.

Han havde forventet, at Sobek bare ville give ham ekstra tid til at undersøge nødderne, så det kom noget bag på ham, da Sobek trak en stol hen og forklarede ham, hvad han behøvede at vide. Han lyttede nøje til Sobeks forklaring, han ville gøre det rigtigt nu. Man kunne næsten forledes til at tro, at det var et helt normalt scenarie. En ung mand som skulle læres noget nyt. Han kunne næsten selv lulle sig ind i en form for falsk tryghed som Sobek sad der for forklarede. Alle de forfærdelige ting Sobek havde gjort gled en smule mere i baggrunden.

Da Sobek var færdig med at forklare nikkede han kort for at vise, at han havde forstået. Derefter kastede han sig igen over arbejdet med nødderne. Det gik lidt hurtigere, end det havde gjort før og han var noget mere omhyggekig med at sortere nødderne. Der var sikkert et par dårlige, som han havde overset, men han syntes selv, at han gjorde et langt bedre arbejde. Da han endelig var færdig med nødderne så han afventende op på Sobek, klar til at modtage den næste ordre til, hvad han skulle.

Sobek betragtede hans arbejde uden at sige noget. Han havde sagt nok, han var slet ikke vant til at tale så meget. Et eller andet sted inde i kroppen havde han en meget tilfreds følelse, for selvom han var en stor, ubehagelig, voldelig og generelt ikke specielt tiltalende mand, kunne han godt lide at lære fra sig. Især når eleven var lige så lyttende som Nicola. Han havde opdraget sin egen søn, og han havde ikke altid været til at lære noget. Så Nicola var for et øjeblik en god forandring. Måske det gav den store mand en smule lyst til at have ham i huset af andre grunde end det mest oplagte?

Det var knapt begyndt at blive mørkt udenfor, og der var stadig nogle timer til, at Sobek skulle i seng. Hvad så nu? Han overvejede det lidt, men besluttede sig for, at han ville lade Nicola få de sidste timer af aftenen uden for buret. Så han rejste sig og tog de to kurve, den ene stillede han hen til døren, så han kunne smide affaldet ud, næste gang han skulle ud, og den anden stillede han ud i rummet med buret, sammen med resten af sit forråd. Der var ikke længe til vinter pg rummet var ved at være godt fyldt op med spiselige ting fra nødder og svampe til tørret kød.
Derefter kom han ind i stuen igen.
"Der er et par timer til sengetid." Han sagde ikke mere, fortalte ikke, hvad han ville have Nicola til at gøre. Det bestemte han selv. Der var stadig ild i ildstedet, som Sobek selv satte sig foran, efter han havde hængt vand over igen og taget koppen, han næsten var færdig med at skære ud. Skindet fra tidligere lå der stadig.

Nicola nikkede til Sobeks ord. Han kunne nu sagtens selv være gået i seng nu. Men på den anden side, hvis de var sengetid nu, så ville det formentlig betyde, at han røg tilbage i buret. Han havde et spinkelt håb om, at han havde bevist sig nok overfor Sobek, men han kunne ikke narre sig selv nok til, at han faktisk troede på det for alvor. Det var nok bedst, hvis han ikke selv nævnte træthed som stadig hærgede hans krop. Uanset hvor meget han sov, virkede det ikke til, at han kunne jsge udmattelsen væk.

Han sad ved bordet i et lille stykke tid og overvejede, hvad han skulle få tiden til at gå med. Sobek havde tydeligvis ikke tænkt sig at give ham en ordre. Han endte med at rykke sig ned at sidde foran ildstedet. Skindet trak han rundt om skuldrene. Både for at holde varmen, men lige så meget for at skjule sin nøgenhed for Sobek. Han håbede, at han snart ville få noget tøj. Om ikke andet så bare et par bukser. Måske det ville være det næste han kunne få i bytte for deres sædvanlige morgenritual.
Han slog armene rundt om benene og stirrede ind i ilden. Han endte med at falde i staver, fortabt i sine egne tanker.

Sobek fik tiden til at gå med at snitte det sidste af kruset færdigt og få det pudset lidt af. Han skulle bruge noget sand for at få det glat, det måtte han klare dagen efter. Men han var ganske godt tilfreds med sit arbejde. Det sidste stykke tid sad han bare og stirrede ind i ilden, hen over Nicolas hoved. Han kunne godt mærke, at han havde haft drengen i huset nogle dage, det gjorde ham sært udmattet. Han var bare vant til at være alene, så selvom Nicola ikke gjorde noget væsen af sig, var han der stadig. Hans tilstedeværelse var nok. Men det var bare en vanesag. Besluttede Sobek sig for at beholde katten i et stykke tid, skulle han nok vænne sig til det.

Endeligt besluttede han sig for, at det var tid til at gå i seng. Han var stadig træt og en god nats søvn ville gøre underværker. Så han kom på benene og så ned på Nicola.
"Går du frivilligt derud eller skal du slæbes?" Han gav ham i det mindste valget, i stedet for bare at slæbe ham derud. Gik han frivilligt, ville han få et skind og et tæppe. Skulle han slæbes, ja, så var der ikke noget varme til ham i nat. Sobek var langt fra færdig med sit arbejde med at lære ham, at gjorde han som der blev sagt, ville der være belønninger, og gjorde man ikke, ja så var der en form for straf.