Cecilio blev nok aldrig glad for vand, ikke det dybe som ikke skulle bades i, men det var fint for ham. Svømning var overvurderet, for en gøglertrup rejste alligevel ikke på skib, og Neagu havde vel ikke tænkt sig at hive ham med ud.
"En sirene?" udbrød han grinende, og kiggede med begejstret øjne på Lyuba og skulle da også lige til at spørge ind til det før Neagu prøvede at slå det ned. Han kiggede lidt mod Neagu, og så slog hans hjerne lidt fra og bestemte sig for, at nej, det ville han ikke misse. "Vent, vi kan godt vente med spillet... Historien Lyuba. Hvordan gik den, det er den slags historier man skal høre til ende," sagde han og ignorerede fuldstændig Neagu og hvis han ville prøve at tvinge spillet videre. Lyuba havde i hvert fald hele Cecilios opmærksomhed. 

Lettelsen der var kommet over Lyuba, da Neagu havde fortsat spillet fortog sig hurtigt da Cecilio syntes han skulle hænge ved hendes korte fortælling. Hendes blik faldt ned på ham med et bebrejdede blik som hang i luften i lidt for mange sekunder inden hun bundede sit glas.
"Omkring midsommer hvert år tager Libra, Hallike, Nayta og jeg for det meste ud sammen væk fra truppen. Som vores egen fejring af den længste dag på året. For nogle år tilbage drog vi til en lille havneby i østen, hvor Libra kendte en familie vi kunne bo hos i et par dage. En aften hvor vi var... hm.. berusede på noget søgræs som vi havde fået fra et par sømænd syntes vi det var en fantastisk ide at bade i havet efter solen var forsvundet over horisonten. Der gik ikke ret lang tid før både vi alle blev hevet under overfladen ved anklerne" 

Lyuba hælte endnu et glas op til sig selv imens hun fortsatte. "Der var omkring 6-7 sirener der havde fundet os siden vi var de eneste i området. Jeg er dog glad for at Hallike var med os. Man kan ikke blive forført af sirene sang hvis man er døv og derfor ikke kan høre det. Jeg hukser kun brud stykker af det. Hvordan man faktisk i et øjeblik kan have det helt fint med at drukne eller få bidt ansigtet af så længe de bliver ved med at synge for en. Nå, men Hallike er lige så er lige så god med to knive som hun er glad for at snakke og vi slap helskinnet fra det." afsluttede hun i et knapt så triumferende tonefald.

Det var tydeligt, hvordan at Neagu sendte nogle stinkende øjne mod Cecilio - ikke nok med at han havde prøvet at få historien hen på noget andet, især fordi han vidste hvor grumme sirener kunne være. Han havde trods alt nær mistet et helt skib til dem. Så vidste han også hvor forfærdelig det ville være for ham, at få sit billede af sin søster splintret. 
Han sukkede derfor, og i stedet for at hæle op af vin - tog han derimod whiskyen - rev proppen af og satte den for munden. der til bællede han i hvert fald et par slurke, før han sukkede da han tog den væk og tørrede sig hen over munden.
Denne aften blev da bare bedre og bedre - og med det, mente han allermest at grunden under ham gerne måtte åbne sig og sluge ham hel. 

Hans tofarvede øjne betragtede søsteren, og det eneste han tog ved takke af det hele var, at hun i det mindste var lige så god en historie fortæller som sig selv. Så det var nok det eneste man kunne glæde sig over i denne sammenhæng - var i hvert fald hvad han bildte sig selv ind.

Cecilio lyttede til historien. Han var ikke ligeså påvirket af at der havde været sirener, fordi han ikke havde hørt det før, for ikke at nævne at han efterhånden kendte Lyuba måske lidt mere intimt end Neagu måske var komfortabel med.

Han tog glasset med vin op til sin mund og tog en tår mens historien stod på, men da den var færdig, så så han langt mere begejstret ud end Neagu, og desværre var det her nok ikke det sidste de kom til at høre om historien, for Cecilio havde i hvert fald spørgsmål. "Hvordan ser sådan nogle sirener ud? Jeg synes der er ligeså mange historier som maler dem som grimme, som smukke?" At decideret spørger om søgræsset var måske at gå over en linje de ikke skulle i aften, men Cecilio var alligevel også interesseret i det aspekt af historien. 

Lyuba himlede med øjnene over hendes brors reaktion. Hvis han bare viste hvilke historier hun konstant blev bombarderet med imens han var ude og rejse. Hun rettede igen opmærksomheden til Cecilio da han spurgte yderligere ind til sirenerne. "Ehm.. Hvis jeg tænker efter er de egentlig ret smukke på deres egen måde. Om det var trancen eller ej kan jeg ikke sige. Men der var en hvis dragene tiltrækningskraft fra dem som ikke kom fra deres stemmer" indrømmede hun med et træk på skuldrene. Det var kun en halv løgn. 
Sirenerne som hun huskede havde været noget af de smukkeste skabninger hun nogensinde havde stødt på, men hun var så sikker på at det var der effekten af deres sange var at det ikke var værd at nævne. 
Blikket faldt så på Neagu igen "Deler du ud af det der?" spurgte hun og skubbede sit tomme glas hen imod ham.

Neagu rystede lidt på hoved, over Cecilio's naive tilgang til historien - tydeligvis en eventyrlysten selv, men aldrig været ude og rigtig opleve verden. Set dens smukke og værste sider - monstre der kunne være så fantastiske, som de kunne være farlige. Han sukkede kort, og rakte flasken hen og hælde op i søsterens glas - 
"Sirener har en fantastisk evne til at få sig selv til at ligne, det smukkeste væsen - og det er deres sang, der som oftest får mænd - i dette tilfælde var det en mandelig sirene så kvinder. Til at falde i trance og nærmest følge dem ned i dybet til havet - så snart du gennemskuer dem - er de nogle af de mest forfærdelige bæster jeg har set." svarede han en anelse tørt og satte igen flasken for munden.
"Mistede næsten mit skib til en hel flok af sirener - og jeg kan ikke en gang helt huske hvordan vi kom ud af dem - men jeg vil takke mig selv lykkelig, skulle jeg aldrig nogen sinde møde en sirene igen." små lo han, og sukkede tungt. 

Hvor Cecilio måske aldrig havde mødt monsterene i verdenen, så var det ikke fordi han ikke havde mødt monstre. Dem han kendte, var dog blot dem der lignede enhver anden skabning på denen jord. Hverken grimmere eller smukkere end normen, og måske var det derfor Cecilio var fascineret af rigtige monstre. Dem man kunne genkende, og kunne fortælle om, hvor alting virkede som et eventyr. Det var nemmere at forholde sig til end det andet.

Derfor var det også med en barnlig fascination at Cecilio lyttede til dem. ”Men det kan da ikke kun være at mænd trækker kvinder i, og omvendt. Hvis sirenerne er så vidunderlige, så må det vel gå udover hvad man er tiltrukket af. I sidste ende betyder det jo ikke noget, hvis de har en fiskehale,” pointerede han eftertænksom. Mand eller kvinde, så ville Cecilio nok være nem at hive ned i dybet, med mindre han bare var mere resistent, fordi han selv havde en fortryllende sang. Ikke fordi han havde lyst til at afprøve det.