Ved hans første runde af gentagelser og pegende fingre og illusioner, lagde hun lettere forvirret sit hoved på skrå. Han var en Hyde, ja. Så langt havde hun da forstået. Og han var stadigvæk en Hyde selvom han lå ned, selvom han gik. Det var ham der var Hyde. Og så pegede fingeren mod hende. Og endnu et genkendeligt ord blev sagt. Ikke at hun brød sig vitterligt om det. Han var trods alt ikke den første fremmede til, at have ytret sig det ord i hendes nærvær. Det havde allerede præget sig fast på hende på den ene eller anden mærkværdige facon. Hvad det betød, vidste hun selvfølgelig ikke.

Straks satte hun sig mere stift op, da hun så sig selv igen. Denne gang begyndte hun dog ikke at knurre af det, som noget af det første. Måske fordi at hun denne gang meget intenst havde fulgtes med hans pegende finger fra A til B. Hun brød sig virkelig ikke om billedet. Det generede hendes øjne. Og jo mere hun sad og stirrede på det, jo værre syntes det at blive. Men alligevel vovede hun sig nærmere. Eller hun rykkede sig i hvert fald længere fremad. Næste nok til at hun kom tilbage op på alle fire og dermed helt hen til tremmerne. Men før det skete blev hun fanget af noget andet.
Hendes lange hår havde af sig selv faldet ned over hendes som et slør, som det altid var, men denne gang lagde hun faktisk mærke til det. Og hun dumpede tilbage ned at sidde som før. Bare denne gang var hendes opmærksomhed på sit hår. De små næver greb atter en tyk tot vær og skiftevist holdte det lidt mere frem for sig. Det var det samme som på billedet. Så hun løftede sit blik ud af tremmerne igen. Mod Hyde. Mod illusionen.

”…Hyde,” lykkedes det hende at få frem endnu en gang. Så klart og så tydeligt, som en stemme der næsten aldrig var blevet brugt, kunne præstere. Hun slap sit eget hår for at have hænderne frie til at kravle helt hen til tremmerne og satte sig. Denne gang pegede hun med en lille hånd ud igennem tremmerne på ham. ”Hyde.” Og så sig selv. ”..æst… B-….B-… æst.” Var det hende? Var hun en ’Bæst’?

Hyde betragtede hende årvågent, mens hun reagerede på hans illusioner og forsøg på kommunikation. Han lod i det mindste til at have hendes opmærksomhed det rigtige sted denne gang og han følte en spænding i mellemgulvet, som efterhånden var sjælden for ham. Det var ikke mange ting, som på dén måde kunne trække følelser frem i ham mere og det gjorde ham kun endnu mere opsat på at beholde hende. Nye oplevelser var svære at finde, når man havde levet i otte århundreder og han var på ingen måde klar til at slippe den følelse endnu.

Endelig... Efter flere gentagelser og indtrængende ord, virkede det til, at hun rent faktisk forstod, hvad det var, han forsøgte på at få igennem til hende. Euforien jog gennem hans krop og han nikkede og smilede bredt, mens han bekræftede med et; "Ja. Ja!" som hun garanteret ikke forstod. Forhåbentlig forstod hun hans mimik, men for at understrege fremkaldte han igen et billede kun af hende og pegede på hende og derefter på illusionen. "Bæst! Ja."

Glæden han pludselig udtrykte over hendes endelige succes med ikke bare at udtale et par ord - eller navne - men også at forstå, hvad ordene havde af betydning, syntes også at smitte af på det lille væsen selv, hvilket alene i sig selv var med til at sende hende lidt tilbage mentalt. Så frem for at selv begyndte at fylde hele sit ansigt ud med at smil eller måske endda hoppe siddende som et ivrigt lille barn, så blev det kun til et meget forundre udtryk og letter opspilede øjne, der blinkede som de stirrede ud mellem tremmerne. En anden ting var, hvordan spændingen af at være i nærheden af Hyde, havde faldet drastisk.

Hun… kunne egentlig godt lide følelsen af, som han fik frem i hende. Hun kunne godt lide positiviteten. Også selvom den var ret fremmed for hende. Det var lidt det samme som, da han havde nusset hendes kinder og strøget hendes hår. Det var nyt, skræmmende men langt fra noget, hun hadede. Hvert imod. For det var kun skræmmende fordi, det var nyt.
”Bæ-.. Bæs,” gentog hun igen. T-lyden var ret svær for hende at sige. Den vred hendes tunge på en måde, der krævede, at hun anstrengte sig. At den var kommet frem første gang var lidt af et mirakel i sig selv. Men det var altså hende, der var en ’Bæst’. Så det var derfor, at andre fremmede havde kaldt det efter hende. Og her havde hun naivt bare troet, at det var ubrugelige ord fra en fremmeds strube.

Med ét blev hun overvældet af en ustoppelig kraft, og hun gabte højt op. Hun gjorde heller ikke nogen modstand. Hun havde ikke lært, at det var uhøfligt at gabe og ikke dække for sin mund, når man var omkring andre. Desuden gav et så ordentligt et gab også muligheden for Hyde at virkelig se hendes tandsæt i en anden situation end, når hun knurrede ad ham. Alle fire hjørnetænder var tydeligt længere end de andre, men alle virkede til at ende ud i en spids til trods for at de ikke var meget længere eller tyndere end et normalt menneskes. Det var ikke et gebis man ønskede at blive bidt af.
Heller var hun klar over, hvor uhøfligt det var at gabe med lyd, for hun kunne heller ikke stoppe en næsten dyrisk lyd at undslippe, før hendes kæbe endelig lod hende lukke munden med en sagte smasken.

Hyde nikkede stadig og viste med sit kropssprog, at hun havde gjort, som han ønskede. Hendes udtale tog han sig ikke så meget af. Det kunne de altid gøre noget ved senere. Lige nu var han bare glad for, at de endelig var begyndt at forstå hinanden bare en lille smule. Så da hun gabte, tog han det også ganske roligt. De havde gjort fremskridt. Og de havde masser af tid til at bygge på det. Han ville dog stadig se, om hun for alvor havde forstået, hvor han ville hen med illusionerne. Så nu kaldte han igen en illusion frem i sin hånd, hvor Bæst sad, som hun gjorde nu og gabte inderligt. "Hvis du er træt, så burde du måske gå i seng?" Han smilede og lod illusionen vise Bæst, som strakte sig inderligt, inden hun rejste sig op og gik hen til bunken af tæpper, som befandt sig i hjørnet. Her lagde hun sig ned og gjorde sig det behageligt, inden hun faldt til ro. Så lod han illusionen blegne, mens han sad spændt og ventede på, hvordan hun ville tolke hans billeder denne gang. Hvis hun overhovedet forstod det.

Så snart gabet var overstået og hun var færdig med at smaske af, gned hun delvist vanedannet sin hånd henover sine mundvige for at tørre savl væk. Også selvom der ikke rigtig havde siddet noget savl. Det var ligesom når et barn ville gnide sine øjne, når de blev hærget af træthed. Hun blinkede langvarigt med øjnene under processen, og åbnede dem lige som han begyndt at tale til hende igen og dermed også lige i tide til at få fremvist endnu et bevægende billede. Det var efterhånden ved at blive rutine for hende, at straks fokusere på dem, når de blev vist frem, så selvom hun var blevet noget døsig, fangede hans illusion ganske automatisk hendes opmærksomhed.

Lidt uforstående faldt hovedet drastisk på skrå, før hun svang det henover skulderen og blev desværre mødt af relationen om, hvor hun var. Hun var i et bur. Fanget. Det havde lykkedes ham at distrahere hende i noget tid nu og med hendes primitive sind var det nemt at lade sin overordnede situation fordufte fra tankerne. Særligt når der var andet, der krævede et større fokus.
Hendes blik gled dog alligevel videre hen til hjørnet, som hun havde genkendt fra illusionen. Det samme sted, hvor hun før havde krøllet sig sammen i et forsøg på at finde tryghed i den mørke kælder. Så langt væk fra døren - og ham - som muligt. Det var sagte, men det var også lige til at høre, som hun peb ynkeligt og vendte hoved og øjne tilbage ud mellem tremmerne. Hun brød sig ikke om at være her. Og det mindede hende bare om, hvor lidt hun stolede på denne… Hyde.

I en pludselig bevægelse var det lille væsen så tilbage på sine to ben. Svøbt kun i det lange hår. Som en del af bevægelsen, hun havde gjort for at komme op at stå, trådte hun ligeledes et par skridt tilbage. Et kortvarigt og noget halvhjertet knur rullede flygtigt fra hendes strube, før hun havde vendt sig om og luntede med små og lette skridt mod hjørnet, hvor hun mere eller mindre dumpede ned at sidde.

Selv med tæpperne under sig, var det hårdere at ligge på end et bløde muldjord og mos, som udgjorde hendes ’seng’ i hendes rede. Det her mindede mere om lastvognens hårde bund. Hun ville eller have haft skulet i retningen af Hyde’en, men endnu et ordentligt gab kom hende i forkøbet. Bevidstløsheden var ikke det samme som søvn. Og søvn havde en som hende stadig brug for. Særligt efter en så udmattende tid. Så det burde ikke komme bag på nogen, da hun, stadig siddende krøllet sammen i sit hjørne, pludselig faldt til siden indtil hendes skuldre ramte den ene væg, lidt inden hendes hoved fulgte trop. De gule øjne var atter gemt væk bag de grå-beige øjenlåg. Og hun var væk. Som et lille sovende barn. Fredeligt.

//Beklager, hvis det er lidt... eh..//

I sidste ende lagde hun sig til at sove og det var nok godt det bedste. Hun var som et vildt dyr og Hyde havde på fornemmelsen, at hun var nødt til at vænne sig til at være spærret inde, inden han kunne komme ret meget videre med dét, han havde sat sig for. Så han endte med også at rejse sig selv og gå ovenpå, mens han låste alle døre efter sig. Hun var hans hemmelighed. Og sådan skulle det forblive.

Der gik et par dage, inden stanken af hende blev for meget. Han havde besøgt hende hver dag i flere timer. Han havde brugt tiden på at lære hende om hans illusioner og forsøge at få hende til at forstå, at når han viste hende noget deri - for eksempel at hun gik fra den ene side af rummet til den anden - så var det fordi, han forventede, at hun gjorde det. Når hun var dygtig og gjorde, som han bad hende om, så fik hun mad. Ikke en hel skinke-skank som tidligere - men kun lige nok til, at hun blev mæt - men snart ville blive sulten igen. Det var det eneste tidspunkt, hun fik mad, bortset fra lige før han gik. Da fik hun nok til at klare sig gennem dagen uden ham. Mad lod til at være en god motivator for hende. Han havde også efterhånden fået hende til at forstå et par enkelte ord, som for eksempel 'kom her' og 'sid ned'. Det var ordrer, men eftersom han ønskede, at hun skulle gøre, hvad han sagde, så kom det næsten naturligt. 

Men på et tidspunkt, så blev lugten af hende for meget. Han havde forsøgt at gøre hende renlig og han havde også troligt båret hendes spand ud et par gange om dagen, så han ikke behøvede at lugte til hendes efterladenskaber, men hun selv blev ikke ligefrem mere indbydende at lugte til. Så han havde besluttet, at i dag var dagen, hvor hun skulle lære at gå i bad. Når man så ham, som han kom ind i kælderen, så var det dog måske ikke helt tydeligt. Over den ene arm havde han ikke en balje med vand, men en svær kæde. "Godaften," sagde han venligt, som han kom ind i rummet og fik øjenkontakt med hende. Han sendte hende også et smil, som han havde gjort mange gange i de sidste par dage. Så knælede han ned tæt ved buret og fandt en hængelås frem, som han begyndte at fastgøre enden af kæden til tremmerne i buret med.

Det balancerede meget på en tynd tråd mellem at være som at barn eller som en dyreunge, sådan som hun reagerede på Hyde’s ankomst til kælderen. Hun havde lært hans lugt at kende bedre dag for dig. Lært hans bevægelsesmønstre, hvordan han tog sine skridt, for at altid kunne genkende om det var ham… eller en anden fremmede. Hun var også blevet bekendt med hans lyde - hans stemme - så den flød ikke længere bare ind sammen med en hver anden lignende. Før havde alle fremmede lydt ens. De fremmede var jo farlige, så når de var omkring, havde blev der som regel ikke brugt energi på at koncentrerer sig om lydene de kom med. Om det var hunkøn eller hankøn.
Så som om at hans hilsen havde været et kald til sig, tittede det lille væsen frem fra sit mest trygge område af buret; sovehjørnet, og så snart hun var kommet på benene, småløb hun frem mod den tremme-erstattede dør, hvor hun straks fik øje på ham. Og han fik øje på hende.

Brat stoppede hun dog, et godt stykke fra tremmerne, idét noget gik op for hende. Hun kunne ikke lugte den samme lugt af mad. Den hang i luften fra sidste gang, han havde bragt hende noget at spise, men intet nyt. Hun kunne fornemme sin mave rumle, og som hun stod der med det lange beskidte hår som et slår nedover den spinkle, grålige krop, kunne det ses, hvordan hun diskret smaskede med munden. Det var et par dage siden, hun sidst havde spist - føltes det som. 
Metallet, han fumlede med hjalp heller ikke på at forsikre hende om, at dette var et fredeligt møde. For han havde aldrig bragt raslende kæder med ned til hende før. Smilet var det samme. Hilsenen var den samme. Han var den samme. Men noget var ikke det samme.

Udtrykket i hendes ansigt forblev mere eller mindre følelsesneutralt, men det var stadig ikke svært at lægge mærke til, hvordan hun spændte lidt mere op end ellers. Særligt på hvordan hendes blik altid virkede til at falde ned på kæden, selvom hun ihærdigt forsøgte at også holde øje med Hyde’en samtidig. Forsigtigt tog hun et skridt nærmere. Varsomt. Og undersøgende. Men alligevel var hun så småt ved at være… ’tryg’ med ham omkring, så der var ikke den samme truede attitude over hende. Så snart hun var et enkelt skridt fra tremmerne dumpede hun så ned på hug. Benene trykket op foran sig, så hun nemmere kunne skjule sig bag sine knæ men også se med, hvad der foregik.

"...Hvad?"

Han bevægede sig helt bevidst både langsomt og roligt, som han fastgjorde kæden til buret og han så op på hende flere gange og smilede beroligende. Han havde også fået for vane bare at snakke til hende om, hvad det var, der foregik. Han var selvfølgelig klar over, at hun ikke forstod, hvad han sagde, men han regnede med, at lyden af hans stemme - rolig som den var - sikkert kunne være med til at holde hende rolig selv. "Jeg har tænkt mig at få dig i bad i nat," bekendtgjorde han med et smil i hendes retning, mens han drejede den svære nøgle i hængelåsen, så den låste kæden fast. "Men jeg kan ikke så godt gå ind til dig i buret, uden at være sikker på, at du ikke løber ud og jeg så skal til at fange dig igen. Det var rigeligt besværligt sidste gang, hvis du kan huske det? Så derfor har jeg taget den her med." Han løftede op i den anden ende af kæden - som var næsten fire meter lang - og fremviste en bred halsring i tykt læder, som var nittet fast til enden af kæden. Selve halsringen var af den type, som man brugte til slaver og den kunne derfor lukkes med endnu en hængelås, så hun ikke bare sådan kunne få den af igen. 

Han holdt ringen op og sikrede sig, at hun havde opdaget, at han havde noget, hun skulle interessere sig for, inden han lagde den fra sig på gulvet og satte sig ned for at se på hende. Så kaldte han roligt en illusion frem af hende, som gik hen og tog halsringen og førte den om halsen på sig selv - hvorefter hun lod Hyde fæstne hængelåsen - og derefter blev belønnet med en frugt, som han efterhånden havde fundet ud af, hun satte ekstra meget pris på. Det sidste han fremviste var, at hun spiste frugten med stor nydelse, inden han lod illusionen gennemspille sig igen. "Jeg vil gerne, hvis du tager halsringen på, Bæst," sagde han roligt. "Du får ingen mad igen, før du gør det. Jeg har brug for at kunne gå ind i buret til dig uden at frygte, at du får mulighed for at stikke af." Illusionen gennemspillede sig igen.

Fremvisningen af halsringen havde en tydelig reaktion på det lille væsen. Straks havde hun rejst sig igen. Og ligeledes havde hun taget nogle flygtende skridt bagud og væk fra det. Tænderne blev vist og der blev knurret af den. Arrigt, da det var en åbenlys trussel i hendes øjne. Hele hendes lille krop var spændt op endnu en gang, og selvom hendes attitude for blot få sekunder siden havde virket bare nogenlunde medgørligt, var det som forduftet for solen – solen hun ikke havde set nogen til længe. Ikke på samme måde som i Dunkelskoven, hvor solen var ikke havde nemt ved at trænge igennem trækronerne. Nej, hernede havde den ikke engang været hintet. Der havde kun været mørkt.

Der var noget ved den trussel som halsringen udgjorde, der gjorde hende fuldkommen immun overfor illusionernes fristelser og løfter om saftig fugt og mad. Det havde selvfølgelig ramt noget i hendes underbevidsthed, eftersom hendes mave havde sitret endnu engang. Bare ikke nok til at overdøve alt det andet. Desværre. Hun havde gået uden mad før. Hun kunne godt lide følelsen af mad i maven, men hun var klog nok til at lade føde ligge, hvis hun ikke brød sig om omstændighederne. Hendes overlevelse var vigtigst. Og nogle gange var mad en nedprioitering. Som denne gang. For hun brød sig ikke om halsringen. Og hun brød sig ikke om, at han ville have hun skulle tage den på.
Igen trådte hun dog den nærmere. Og hun kom ned i højde til at kunne rakke ud og samle den op, som skulle man tro, at hun havde planer om at gøre, hvad billederne fortalte hende. For det var hvad billederne var til. De fortalte hende, hvad hun skulle gøre. Så meget havde hun forstået i sin tid hos Hyde. Men hun stod ikke med halsringen i sine hænder i særlig lang tid, før den blev kastet fra sig mod tremmerne, så en høj lyd af metal mod metal rungede igennem kælderen. Hun havde selvfølgelig forsøgt at kaste den mod ham, så han kunne tage den væk.
Igen knurrede hun kortvarigt. Denne gang rettet mod ham, ligesom hendes blik var. Og hun skyndte sig bort, over i den trygge krog af hendes store bur, hvor hun kunne krybe sig sammen i skyggerne. Hun ville ikke. Det var rigeligt for hende, at han holdte hende fanget, som han gjorde.

Hyde havde set hende trække sig væk og han kendte hende efterhånden godt nok til at vide, når hun var i humør til at være på tværs. Sådan var han begyndt at tænke på hendes nuværende humør. Som at 'være på tværs'. Han overvejede dog overhovedet ikke, at han reducerede hendes frygt og vrede til simple banaliteter og barnligheder. For øjeblikket tænkte han mest af alt på hende som en hund eller et andet kæledyr, som skulle lære at falde til føje. Og når hun ikke gjorde dét, så var hun 'på tværs'.

Så derfor overraskede det ham ikke noget særligt, at hun reagerede, som hun gjorde. Den kraftige klirren fra halsring og kæde, som slog ind mod tremmerne ekkoede gennem kælderen, men han rørte ikke på sig. I stedet så han bare på hende, mens hun trak sig tilbage til skyggerne og gemte sig, inden han rystede skuffet på hovedet. "Bæst," skældte han blidt og sukkede tungt. "Hvorfor skal vi igennem der her? Det bliver ikke anderledes." Han bukkede sig ned og samlede halsringen op fra gulvet, hvorefter han rakte den frem mod hende gennem tremmerne. "Vær nu en god pige og kom her og tag den på. Du skal nok få den af igen senere." Han tænkte ikke engang over længere, at han sendte små beskrivende illusioner af sted, i et forsøg på at forklare hende, hvad hans ord betød.