
James
Intet, arbejder hvor han kan hvis han gider
Et snøft kom fra ham, han havde stadig ansigtet begravet i hånden. Endnu en gang rørte madrassen på sig og Marad flyttede på sig. Gik han sin vej nu? Det var måske også bedst sådan. James var jo vant til at folk bare gik fra ham, især hvis de betød noget. Men betød Marad noget? Havde han ikke bare gjort Marad glad ved at være sammen med ham? Var det ikke bare en tak det hele?
Armen der blev lagt rundt om ham fik ham til at græde endnu mere. Nu var der også en der viste omsorg for ham. En omsorg han havde drømt om så længe men aldrig fået. Der var aldrig nogen i hele hans voksne liv der havde vist omsorg for ham, så hvorfor skulle det komme nu, og hvorfor var det et savn? Han havde altid været der for sig selv. Lavet sine egne problemer, stjålet hvor han kunne. Tigget om mad, ja der var faktisk ikke det han ikke havde prøvet. For slet ikke at nævne han også var blevet varulv!
Stille rystede han på hovedet.
”Nej det er bare...” han fjernede hånden fra ansigtet så hans røde øjne kom til syne.
”Du virker bare så flink, og det.. det.. det var rart, men jeg har aldrig oplevet noget lignende” han kiggede skamfuldt væk fra Marad og lod tårnene trille end af hans kinder. Han satte sig op og kiggede fortsat væk fra Marad.
”Jeg tror... Du er måske den eneste der har vist omsorg for mig, og jeg kan godt lide det.” han turde ikke kigge på Marad. Han var fuld af skam sådan som han havde levet sit liv og den måde det havde udviklet sig på.