Kunne hendes krop producere koldsved, ville det være begyndt, så snart Lysanders tone ændrede sig og han hastigt listede væk. Hun nåede ikke andet end at nikke til ham, før han var væk, og om han havde set det kunne hun ikke engang vide sig sikker på. Alt hun kunne vide sig sikker på nu, var at Onelyas stod ved hendes celle og stirrede på hende med det samme blik, som han havde smidt herned med. Hans ansigt var halvt henlagt i skygge, og den grålige hudtone syntes kun mørkere i det svage lys. Hun sank en klump og rev blikket fra ham. Uden at kunne flytte sit hoved særligt meget, blev det kun flyttet væk, så han stadig stod i periferien af hendes synsvinkel, men hun havde virkelig ikke lyst til at se på ham. 
Hun var lige blevet en smule glad indeni af Lysanders historie, og alt det syntes at smuldre i Onelyas' tilstedeværelse.

"Jeg... Jeg skal nok opføre mig bedre nu..." svarede hun med nedbrudt stemme. 
Han havde fået hvad han ville have. Straffen havde virket. Han havde fået hende helt ned at ligge og hendes tanker til at gå helt i stå. Der var ikke noget værre for den lille energiske lavapige end at ligge med hans lænker på og vente på nåde fra ham. Jo, én ting var værre. Halslænken. Hun vidste, det ville være næste straf, hvis hun ikke rettede ind, og... Det... Det kunne hun ikke bære. 
Yiyi vidste, hun måske kunne klare et par timer mere hernede, men dage? Og dage med halslænken på? Det ville hun ikke kunne.
Hvad end vrede og frustration hun havde haft mod Onelyas, blev overskygget af frygten for straffen og udsigten til at ligge i dette forfærdelig mørke rum indtil hun gjorde, som han sagde. Hun vidste jo godt, hvad løsningen var... Hun skulle jo bare have gjort, som han havde sagt fra starten af.

Det var ekstase at blive fri for lænken. Et flammehav af sprudlende liv. Det susede tilbage ind i hendes årer - ud i lemmerne og fingerspidserne sitrede. Hun kom op at sidde i en svimlende bevægelse - næsten hurtigere end hun selv kunne klare - fyldt med iver, hun havde manglet i flere dage. Det kriblede i hendes fingre for at gøre noget. Løbe tusind mil. Danse til hun faldt om. Brænde noget ned.

Onelyas ord rev hende brutalt ud af den nyfundne livsglæde og hun ramte den kolde briks hårdt efter sin mentale tur op i skyerne. Den var koldklam under hendes hud, og hun trak straks de bare fødder ind i kjolen og knæene op til hagen. Forsigtigt skævede hun op til ham, men det golde ansigt fik hende til at sænke blikket hurtigt igen og hvile hagen på knæene. 
"Det ved jeg ikke, onkel Onelyas," sagde hun, og hans navn lød næsten mere som en titel end et familiebånd. "Der må være noget at gøre, så jeg kan styre mit... Humør."

Hun ville ikke foreslå noget selv. Lige nu havde hun mest lyst til at kravle op i lyset og mærke det varme sand under mellem sine tær - eller kulden, hvis det var nat deroppe. Hun ville glide ned ad klitterne og begrave sine fødder i sand. Hun ville fange skorpioner og bygge dem små huse af obsidian. Hun ville løbe og danse og hvirvle storme op af små, glimtende sandkorn i solens gyldne stråler.
Men foreslog hun den slags... Hvis han vidste, at hun blot overvejede det... Han ville blive rasende. Hun kunne se det for sig. 
Har du ikke nok hernede, Iksenyi? Han brugte altid hendes fulde navn og udtalte hver en stavelse, når hun blev irettesat. Har du ikke alt og mere til hos os? Ildtemplet er til for dig! Det er dit, og du vil hellere være deroppe med intetheden af sand? Hvordan kan du agte os for så lidt!
Egentlig vidste hun ikke, hvad 'agte' betød, men det lød i hendes hoved som noget Onelyas ville sige. 

Som en lydig hund rejste den unge pige sig op og ledte an foran Onelyas, der så ud til at vente, indtil hun var begyndt at gå. Hun skuttede sig da fødderne ramte det kolde gulv og skyndte sig videre. Hun vidste, hvad der ventede længere nede ad gangen - de bedende stemmer og fortabte sjæle. Sådan havde hun hørt nogen omtale dem engang, og det gjorde kun oplevelsen af at gå forbi dem værre. 
Hverken Yiyi eller Onelyas sagde noget på vejen op. Især ikke da de passerede fangerne, der strakte armene ud og kaldte deres herres navn. Nogle af dem kaldte endda Iksenyis navn, og hun sænkede hovedet og lod krøllerne falde ned foran ansigtet. Hun kunne intet gøre for staklerne, selvom hun virkelig ville. Hjertet slog knuder i hendes bryst af at høre deres jamren. 

Oppe fra de mørke kældergange - ikke at 'oppe' var særligt meget mindre mørkt, havde det ikke været for de tændte lyskilder - førte Onelyas an. Allerede inden de kom frem, vidste hun hvor de var på vej hen. Direkte fra ét fængsel til et andet. Hun kunne huske i gamle dage at have elsket at komme hen til hans private værelser. Det føltes som at have en rigtig far - ligesom de andre børn, hun havde hørt snakke om hvor heldige de var, når de fik lov til at sove i forældrenes seng og meget forsigtigt holde på deres mors bedste minde. 
Men sådan havde det aldrig været for Iksenyi. Hun smeltede og brændte alt, hun kom i nærheden af, hvis hun ikke passede nok på, og efterhånden begyndte hun at tro, at hun aldrig ville lære at passe nok på. De sidste par måneder havde hun slet ikke måttet komme i nærheden af denne gang. 
Hun fulgte ham slukøret ind ad døren. Hun hadede det her sted.

Bøgerne langs væggene fremviste deres smukke, indbundne rygge som en hån mod hende. Alt det, hun ikke kunne få - ikke måtte få. De bøger, hvor en enkelt fejltagelse havde afskåret hende fra nogensinde at sluge det, der lå gemt i dem. Oplæsning var den eneste måde, hun kunne fordybe sig i det, men folk blev altid så frustrerede, når hun skulle have gentaget ting eller stillede spørgsmål efter spørgsmål, fordi hun ikke forstod ordene. Tegnene var endnu værre og lignede bare formløse tegninger i sandet for hendes blik. 
Iksenyi havde taget plads på stenskamlen. Som altid. De få gange, hun havde siddet der for at få ros, var blevet visket væk af de utallige gange, han havde været arrig på hende. Denne gang var det anderledes. Han sagde ikke noget, og satte sig blot til at skrive. De første par minutter udholdt hun at stilheden kun blev brudt af den kradsende pen. De næste par minutter fik hun til at gå med at vippe med den ene fod i takt til den historie, Lysander havde fortalt hende tidligere. De var altid på vers, de historier. Selvom der også var ord i dem, hun ikke forstod, gjorde det mindre, når det rimede og havde rytme. Så fik man lyst til at danse til dem. Det havde hun ikke kunnet i kælderen ...

Nu blev det sværere. Hendes fingre pillede ved armringene og tæerne krummede sig. Hun bed sig i læben og snoede en hårlok om pegefingeren. 
Hvad skulle der skrives? Hvorfor var det så vigtigt? Kunne han ikke have skrevet færdigt, inden han gik hele vejen ned og hentede hende?
"O ..." hendes stemme var hæs efter stilheden i kælderen, og hun sank en klump, der fik ørerne til at poppe. "Onkel Onelyas? Hvad ... Hvad skal jeg?"

En pludselig panik greb Iksenyi, så hun rejste sig op og lagde hænderne på skrivebordets kant.
"Ikke lænkerne, Onelyas, alt andet, jeg beder dig!" udbrød hun. "Eller flere vagter. Jeg lover at sige undskyld til de to, jeg slog - virkelig, der behøves ikke flere. Jeg skal nok være ordentlig! Jeg skal nok gøre som du siger!"
Tårer samlede sig i hendes øjne, og da en enkelt fladt mod skrivebordets sårbare træoverflade, gispede den unge pige, mens billeder af et nedbrændt, goldt lokale flakkede forbi i hendes tankestrøm. Så i en huritg, instinktiv bevægelse, slap hun bordet, greb lavatåren, der straks blev til hård sten i hendes hånd, hvorefter hun satte sig ned på stenskamlen igen. Som Onelyas havde foreskrevet. Som hun burde. Som hun burde være blevet siddende stille på hele tiden. Hun kunne virkelig ikke kontrolleres, kunne hun?
"Undskyld," mumlede hun og samlede hænderne i skødet, knugende den lille lavaklump. "Jeg vil ikke skuffe dig, Onelyas. Det er bare så ensomt. Lænkerne, jeg... Jeg kan ikke lide lænkerne. Vagterne tør ikke tale med mig..."

For det eneste, lille Yiyi kunne tænke sig til at Onelyas mente med ikke at kunne håndtere hende alene, var selvfølgelig, at han ville indskærpe hendes frihed. Sætte flere vagter foran hendes dør og inde i hendes rum. Sætte lænker op, når hun skulle sove, spise og gå rundt. Få nogen til at lave lænker, der lod hende bevæge sig, men som begrænsede hendes magi, så hun ikke bare kom til at brænde alting ned. En reel frygt, som hun havde været lige ved at vise dem begge, hvor reel den var. Tæt på og farlig. Ustyrlig og opflammende. Det var hendes indre og hendes alt. Alt det, hun ikke vidste, hvordan hun skulle styre.
Vredt tørrede hun øjnene med bagsiden af hånden, så en sortsveden stribe endte henover hendes mørke hud. Hun havde ønsket så brændende at se sin far, at det havde opslugt alt andet og alle logiske tanker. Planen var blevet udført uden tanke for konsekvenserne, hverken for sig selv eller andre. Det oprydningsarbejde, hun havde lavet for Onelyas. De folk, hun sikkert havde fået til at blive fyldt med tvivl eller frygt. Hun burde være her mere for hele det samfund, der var templet, men samtidig kunne hun aldrig være der helt. Altid afskåret og ophøjet, gemt væk og afholdt fra at snakke med folk. Og de måtte eller turde ikke snakke med hende. Hun havde set Jyotis flammende guddommelighed til den ceremoni. Hvordan skulle hun nogensinde kunne betræde de trappetrin og udstråle samme magt og kontrol?

Iksenyi nikkede tamt uden at se op. Selvfølgelig var hun ensom. Hun havde Lysander og Rilis, men sidstnævnte havde hun ligesom luret ofte var lige så bange for hende som resten af de almene folk på gaden. Sådan havde det ikke altid været. Ikke da hun stadig var lille nok til at magien ikke var så stærkt endnu. 
Hun mistænkte mere og mere, at Rilis faktisk hellere ville lege med sine jævnaldrende ikke-gude-venner. Især fordi han ret meget havde et godt øje til en af pigerne i sin vennegruppe, og det fyldte Iksenyi med en irritation, der rakte udover den normale du-skal-lege-med-mig trang. Hun forstod ikke, hvad det var, men hun havde lyst til at brænde tøsens hår af.
"Jeg tror ikke Rilis gider lege med mig mere..." svarede hun spagt. Hvordan kunne Onelyas ikke have forstået, at hun var irriteret over at være alene så meget af dagen? "Jeg er vågen hele natten, onkel ... Helt alene. Det er kedeligt kun at lave lidt smykker. Når jeg ikke kan læse eller lave larm... Jeg..."

Så sank Onelyas' ord for alvor ind. Oplæres af én, der forstår dine gaver langt bedre end os.
"Vent... Du sagde en anden? Hvem... Hvem forstår mine evner?" spurgte hun overrasket og hævede de to store, mørke øjne mod ham. Såvidt hun vidste, var hun da den eneste lavapige hernede i Ildtemplet.
Den eneste livlige, altid vågne lavapige. Med et modstykke i Onelyas, hvis træk lignede en, der skulle til at falde om af træthed. Hvornår var han begyndt at se så smadret ud?

"Hørt om en kvinde... Fra oven?" Iksenyi kunne ikke tro sine egne ører. 
Havde Onelyas lige sagt det? Skulle hun savne Ildtemplet? Det betød... Det betød...
"Skal jeg ... Op?" 
Ordene virkede urealistiske. Utopiske. Det overdøvede at Onelyas sluttede af med at snakke om ondskab i verden - ondskab som Yiyi hverken forstod eller havde lyst til at forstå. Det unge, uskyldige sind havde aldrig været god til ondskab og aldrig forstået implikationerne af at vælge en side eller anse nogen for værre end andre. Det indskrænkede verdensbillede bar præg af, at hun kun kendte til en irriterende forældreperson eller en smule surmulen over ikke at måtte få, hvad hun ville have. Alt det onde i verden var et så stort, umuligt begreb for hende, at det bare prellede af på tankerne. 
I stedet satte løftet sig fast. Løftet om at komme op og få en ny læremester for en stund. En ny dansepartner. En kvinde. En kvinde?! Ville det være næsten som ... En mor?
"Hvem er hun?" tillod Iksenyi sig at spørge, mens hun ikke kunne holde sit blik fra at vandre mod brevbeholderen i Onelyas' bælte. "Og hvor ... Hvor ovenpå?"
Det var næsten som om kvinden var i den brevbeholder, og Yiyi kunne række ud og finde hende. men det var ord. Hun vidste, der kun var uforståeligt skriblede ord at finde i brevet, og hun ville ødelægge alle sine chancer for at møde denne mystiske kontrol-kvinde, hvis hun blot berørte brevet med for meget entusiasme. Brændende entusiasme. 
I det mindste var kinderne tørre og sindet i nogenlunde ro, så Onelyas skulle ikke bekymre sig om at blive brændt af hende. Selvom hun brændte indvendigt af vidensbegær og nysgerrighed for at vide alt - vide det hele - var hun roligere, end hun havde følt sig i kælderen, fyldt med sorg og frygt og harme. 
"Jeg vil virkelig gerne, onkel," sagde hun med et næsten bedende tonefald - som om hun stadig var bange for, at han ville ændre mening. Give hende håbet af at kunne komme ovenpå, bare for at tage det væk fra hende igen. Give hende håbet om at være sammen med nogen nye folk bare for at tage det væk og låse hende inde igen. "Jeg vil virkelig gerne lære mere kontrol. Ellers bliver jeg aldrig en værdig gudinde."
Selvom det føltes som om fremtiden var meget langt væk, vidste hun, at hun ultimativt skulle ende dér. Som en værdig gudinde af Ildtemplet. Men hvordan kunne hun blive det, når hun ikke engang kunne gøre sin onkel stolt - når hun i stedet  tvang ham til at låse sig inde for at holde hende i skak. Hun blev nødt til at lære mere kontrol. Nødt til at gøre sin del af arbejdet, sin indsats. Og hvis det kunne gøres oppe i den friske luft og under den skinnende sol, ville hun nok finde den rigtige motivation til at gennemføre træningen.

"Flammeevner?"
Det ord sad fast i Iksenyis sind. Fru Lumine. En kvinde, som kunne både hjælpe hende med de løbske evner og være en kvindelig rollemodel. Måske en at snakke med, som ikke var Onelyas eller Lysander. Som var en kvinde. Som kunne flammemagi. Flammemagi!
"Åh det vil jeg gerne, Onelyas!" sagde hun entusiastisk. "Jeg lover at opføre mig pænt indtil da." Så lang tid kunne det vel heller ikke tage at få et brev frem og tilbage vel? Hvis hun lavede mere ravage, ville Onelyas uden tvivl forbyde hende at tage af sted selv hvis Fru Lumine takkede ja til at tage Iksenyi til sig for en periode. "Hvor længe... Hvor længe tror du, det vil tage?"
Med et slog det den lille pige, at det med at tage op og se verden også betød at forlade Ildtemplet, og selvom det havde været hendes drøm så længe, var det pludselig en skræmmende realitet. Ville Lysander tage med hende? Uanset hvor vred hun havde været på Onelyas, var det pludselig uhyggeligt at tænke på at undvære ham - ikke være i stand til at bede om at se ham (for at få lov til det var jo stadig lidt noget andet). Ikke at falde i søvn i sin egen seng. Ikke at have aftenundervisning med Lysander ude på pladsen. Ikke at danse til træningspladsens støv rejste sig omkring hende. Mon man kunne gøre noget tilsvarende med jord og blade ovenpå? 
"Skal Lysander med?" fortsatte hun og vendte sig så Onelyas kunne komme forbi hende, hvis han havde i sinde at forlade lokalet. Blikket flød mod sengen, så hun. Mon han var meget træt? "Hvor kender du hende fra? Er hun sød? Er hun ligesom ... Er hun ligesom Jyoti og mig?"

Iksenyis tidsfornemmelse havde altid været en anelse udfordret. Når man sagde en uge til hende, tænkte hun to sovecyklusser, fordi det passede meget godt med hende døgnrytme, og en måned vidste hun var på omtrent fire uger. Fire uger á to sovninger var otte. To måneder á otte sovninger var mere, end hun kunne tælle på to hænder, og derfor kunne hun overhovedet ikke overskue det tidsestimat, Onelyas nu gav hende. Tankerne prøvede virkelig, men stødte mod en mur af manglende dannelse og mængdeforståelse. Det hjalp heller ikke, at Onelyas fortsatte med at snakke om Lysander og derfor ødelagde det tankespor, Yiyi var kommet ind på, hvor hun næsten havde overbevist sig selv om, at hun faktisk kunne regne ud, hvor mange gange hun skulle sove. 

Med en rynke i panden fik hun revet det halvfjerne blik væk fra kortet (som hun heller ikke forstod som andet end en tegning) og mødte igen Onelyas' blik.
"Jeg vil rigtig gerne have ham med, hvis jeg må," sagde hun og prøvede at lyde så ydmyg som muligt. Talforvirringen havde pakket en smule af entusiasmen væk til fordel for en følelse af, at hun skulle opføre sig pænt indtil det brev nåede tilbage - for hvad nu hvis han nåede at ombestemme sig i mellemtiden?! "Altså han er den eneste, der kan hjælpe mig med at slappe af, hvis det går galt ikke? Og måske kan han hjælpe mig med at huske på, hvad jeg lærer, så jeg ikke bare glemmer det?"
Så jeg ikke bare falder tilbage i gamle mønstre, når jeg kommer hjem igen...

Yiyi syntes nu ikke Lysander satte tanker i hovedet på hende. Mest bare fine historier og pæne ord. Hvordan kunne de ord være nogle, Onelyas mente var dårlige for hende at lære? Måske var det måden, de blev sagt på. Eller længslen efter verdenen ovenover. Den slags kunne han trods alt ikke lide.
Den turnering, Onelyas tænkte højt omkring, fik dog den unge lavakvinde til at rynke på brynene. Hun var ikke særlig stor fan af at skulle på tur med nogen, hun ikke kendte, og det var sådan cirka hele templet udover Lysander. Yiyi havde ikke de store muligheder for at socialisere med templets almene folk, og de vagter hun havde mest omgang med, talte sjældent til hende. At tage på en lang tur oppe på overfladens grønherlighed med en, der sikkert var ved at tisse i bukserne af skræk over at være i nærheden af hende, var ikke ligefrem hvad hun forbandt med en god dannelsesrejse.
De utrygge tanker blev dog fejet bort ved de sidste ord. Jyotis datter. Af en eller anden grund varmede det i hele hendes krop at høre sig selv omtalt sådan. Det fik hende til at ranke ryggen og tage en dyb indånding og sørge for at det varme snot ikke blokerede for meget af luftvejene.
"Jeg lover at gøre dig stolt," sagde hun så og fulgte så efter ham ud på gangen - for en gangs skyld med et ønske om at holde det løfte.