”Hmm?” Mia havde ikke helt opfanget signalerne fra Juno, så hans tilbud forekom hende kun som værende mærkværdigt og det blev bestemt projekteret ud til ham med måden, hun så på ham med naiv forvirring. Hvorfor skulle hun dog lave et barn? De billeder hun fik op i hovedet var mere i form af et puslespil, hvor hun satte de korrekte dele og ville ende ud med et barn. Men det var ikke sådan hun kendte til de jordiskes reproduktion.
Det nåede så småt at gå ordentligt op for hende, hvad han egentlig havde tilbudt hende, og farve nåede da også op i hendes kinder, idét situationen blev afbrud af både den ene og den anden pige. Først lå hendes opmærksomhed hos den ældre af de tog, der forsøgte at trække hende med sig længere ind på madrassen, men kort derefter var Mia fluks nødt til at tage sin hånd til sig igen for at gribe ud efter den mindste af forsamlingen uden at vide at Juno gjorde det samme.

Mia sagde efterfølgende ikke meget til at blive dirigeret ind i midten af det hele. Hun havde som sådan ikke noget imod det, men hun kunne ikke undgå at føle sig uvant og underligt tilpas. Det var som om at hun maste sig ind i en familie, der ikke var hendes, der dog meget hurtigt havde accepteret hende. Hun forblev siddende, dog med plads nok bag sig til at kunne lægge sig. Det gjorde det nemmere for hende at have Lizzy liggende i sit skød, hvor den lille pige lagde sig bedre og bedre til rette ind mod hende. Det var jo helt til at smelte over! Selv kunne hun ikke holde et gab på afstand over at overvære pigerne putte sig sådan.
Efter at have set lidt omkring sig med forundrede blikke løftede hun til slut blikket over mod Hector, hvor hun mødte ham med et kærligt smil.

Hector nåede godt at se, hvordan Juno hviskede til Mia, samt hvordan Mias kinder blev lyserøde få sekunder senere. Typisk forpulede Juno, den... den røvbanan! Hector prøvede at skjule sit surmuleri, især for pigerne, da det jo ikke var deres skyld, at Juno var et narhoved. Hector skulle nok få sin hævn.

"Nå, tøser," sagde Hector og satte sig godt til rette, mens han skævede til Juno og Mia ved siden af ham. Hævnens time var allerede oprundet, og Hector forsøgte ikke at smile for meget, da han gik i gang med at fortælle.

"Det her er historien om den ædle ridder Jun... Juniper, og hvordan han fik sit berygtede tilnavn. Juniper var en ung og stærk ridder, der levede her i byen for ikke så længe siden. Hans hår var lyst som daggryet, hans øjne blå som den skyfri himmel, og han var kendt overalt i landet som en ædel og modig ridder. Selvom han havde mange unge bønder under sig, behandlede han dem godt, og Juniper mente selv, at han var den bedste leder, disse unge bønder kunne have. Juniper havde også en tro væbner, der hed Henrik. Henrik var måske ikke ligeså stærk eller smuk som Juniper, men han var helt sikkert den klogeste af de to, og uden Henrik ville Juniper nok aldrig have klaret den. Nå, men Juniper havde en frygtelig hemmelighed! Som spæd var han blevet forbandet af en heks, der var jaloux på Junipers mors skønhed, så hun forbandede den lille Juniper med den forfærdede forbandelse: muggenrøv! En hæslig forbandelse, der får bæreren til at slå de mest kvalmende prutter, I kan forestille jer!"

På det her tidspunkt lavede Hector nogle lydeffekter med munden, og pigerne hvinede af grin. Derefter fortsatte ham med at fortælle om, hvordan Juniper kom til at slå en meget høj og ildelugtende prut foran den smukke Mila og blev til grin i hele byen, og om hvordan den tro væbner Henrik ikke kun fandt en modgift til Junipers forbandelse, men også reddede hele byen fra en sulten drage.

Juno havde fuldstændig glemt hvor ny Mia var til jorden og han så på hende i spænding indtil hun endelig forstod hvad han havde ment, og han smilede i hele hovedet, da en varm lyserød farve spredte sig over hendes runde kinder. Helt uden at tænke over det skævede han over til Hector med et slags selvoptaget stolthed over hvor god han var til sit fag, og først da han allerede så på Hector kom han i tanke om at det var ham, der havde taget Mia med hjem, og så var han alligevel ydmyg nok til at se væk og blot lægge sig ned på sengekanten i tavshed.

Ved siden af ham sad Mia med Lizzy i sit skød og de to ældre piger kravlede stadig lidt rundt, dog langt mere faldet til ro nu, hvor Hector lokkede med historie. Juno lagde sig på ryggen, med begge hænder under hovedet, og forberedte sig på at lytte. Hectors historier var ofte inspireret af virkeligheden og Juno nød at høre om sig selv, så det var sjældent at han afbrød.

Den selvglade fyr smilede også i hele hovedet, fra det øjeblik hovedpersonen blev navngivet, og han skævede over til Hector, da fyren beskrev hans udseende. Hår lyst som daggryet og blå øjne som den skyfri himmel? Sådan havde Juno ikke set ud længe. Han kunne gøre sig lækrere med sin evne hvis han ville, men det gad han egentlig ikke. Han var lækker som han var. Men han kunne ikke lade være med at betragte Hector i smug og optage så mange af hans ord som muligt.

"Jeg er sikker på at Juniper klarede sig udmærket uden Henrik også," mumlede Juno, der lød som om han var fornærmet, men som øjeblikket efter brød ud i højlydt latter da Hector lavede pruttelyde. Det var alt sammen sjov og ballade indtil karakteren Mila blev introduceret og da Juno så op på Mia, var det denne gang hans tur til at få en svag rødmen i kinderne, der dog var der sammen med det sædvanlige selvsikre smil.

På et tidspunkt undervejs mistede Juno fokus. En blanding af Lizzys tydelige og tunge vejrtrækning, da hun som den første faldt i søvn, og dét, at Juno ikke havde sovet i snart to døgn, slog ham i hovedet med udmattelse, da han endelig kom ned at ligge og slappe af, og længe inden Hector blev færdig med sin historie var Juno faldet i søvn, slænget faretruende tæt på kanten. Selv i søvne så han ud som om han var på vej videre, altid bange for at kede sig det samme sted for længe.

Om det var komikken i historien og de tilhørende pruttelyde eller om det blot var latteren fra de andre parter, der fik hende til at le med, var ikke helt klart. Selv ikke for hende. Det bedste svar ville være, at sige, at det var en god blanding. Godt nok lo hun ikke højlydt og skrællende som de andre, men morskaben var da ikke til at tage fejl af i hendes ansigt, sådan som hendes æblekinder havde presset sig op under de følelsesfyldige øjne da hun havde præsteret et tandvisende smil. Hendes mave havde også hoppet med sammen med hendes skuldre. Hun vidste ikke, hvad hun havde forventet af en historie, men på sin vis var hun ikke skuffet. At tænke at sådan en fortælling bare var poppet op i hovedet på Hector, var fascinerende. Hun søgte selv mod skrevne ord eller andet konkret.

Inden længe var folk dog faldet til ro igen. Stjernen havde endnu ikke opfanget lighederne mellem historiens karakterer og de selv samme personer, der befandt sig i værelset. Hun delte den samme fokus mod satyren som de to piger, der endnu var vågne. Hvis man da kunne kalde det det. Freja havde allerede lagt sig ned og Max kæmpede for at holde øjnene åbne og ikke gabe kæben helt ad led. Mia var heller ikke meget bedre selv. Præcis som hendes registrering af skyld ikke fungerede, var søvn ligeledes et problem. Denne gang var det nu lidt anderledes i den forstand, at hun mere langsomt døsede hen frem for at bare lukke helt ned ud af ingenting.
Lyden af Hectors stemme famlede ubevidst ud til en uforstående mumlen. Og lyset blev slukket idét hendes øjenlåg lagde sig henover den abnormale blå farve. Det var en ganske langsomt fald, som lagde hun sig frivilligt ned. Hun havde stadig et støttende greb omkring Lizzy, som ente med at ligge mere på hendes mave nu. Fred havde overtaget hendes ansigt og - hvis muligt - lagde det i blidere folder. Hendes glød var stadig at finde. Det var trods alt den ene ting ved hende, der ikke slukkede. Hun måtte have været træt. Det havde været en udmattende rejse. Og spændingen over at opleve hovedstaden viste sine konsekvenser nu. Hvor sent var det egentlig ikke blevet?

"Snip, snap, snude, og alt det dér," sagde Hector, da den modige Henrik var blevet fejret af alle indbyggerne i byen, fået nøglerne til byporten, samt alt det biksemad, han kunne spise. Hector kiggede sig omkring og kunne ikke helt lade være med at smile lidt for sig selv. De var alle sammen faldet i søvn, selv de to store piger, der virkelig havde kæmpet en brag kamp for at holde sig vågne, havde givet op, og hele flokken snorkede nu i sengen i én stor bunke.

Han kløede sig lidt i krøllerne og gumlede på sin underlæbe et øjeblik. Skulle han gå op og sove i sin egen seng, eller skulle han...? Hector skævede til Juno, der lå helt ovre på den anden side. Hector sank en klump, men klatrede forsigtigt og adræt som en bjergged over de sammenfiltrede mennesker for at lægge sig mellem Juno og sengekanten. Han måtte puffe lidt til Juno for at få ham til at rykke længere ind mod midten af sengen og give Hector noget plads.

Da han var kommet på plads, sank han endnu en klump, mens hans hjerte hamrede helt vildt i hans bryst, og lagde forsigtigt en arm om Junos liv. Hvis Juno brokkede sig, kunne Hector altid sige, at han blev nødt til at holde fast i Juno, så han ikke rullede ned fra sengen. Han møffede sig lidt tættere, så hans næse næsten rørte Junos skulder, og lukkede så øjnene med et dybt suk. Hvis han bare kunne få lov til at ligge her og sove lidt og lade, som om Juno var... mere end hans bedste ven, så ville han kunne leve højt på det i flere uger.

Juno, der aldrig sov tungt, vågnede, da Hector møvede sig ind til ham, men han var for træt til at gøre andet end at grynte af ham og, helt uden at tænke over det, greb han fat om fyrens arm, der lå om hans liv, og hev ham tættere ind til sig.

Han forsøgte at sige noget, men det blev ikke meget mere end en utydelig mumlen, og Juno var så langt væk, at han selv glemte, hvad det var han havde forsøgt at sige, men tog bedre fat om Hectors håndled og hev det op til sin brystkasse, inden han begravede sit ansigt i madrassen og faldt i søvn igen.