De vandrede afsted på den kolde jord. Den mørke himmel over dem, åbnede sig en smule, og frossen regn faldt på dem, iform af små snefnug. Rex vendte blikket opad, og blev mødt af himlens kolde kys, imod sin næsetip. Han skuttede sig straks, sart som han var blevet.

"Tja. Måske. Nu er det jo bare en kylling, og fugle skal jo nå en vis alder, før deres vinger er udviklede. En kylling kan nok ikke flyve - det kan små fugleunger sjældent. Det er derfor vi ofte se små døde fugleunge, ligger på træernes rødder om foråret. Der er nogle fugle som skubber andres unger ud af rederne. Men det er en anden historie. En høne eller hane her nok ikke det der skal til for at kunne flyve mere, tror jeg. Hvis man ser på vildhøns, så kan de flyve et par meter, men når man ser på den normale gård-høne, så ville den aldrig turde lette fra jorden." lød det eftertænksomt fra videnskabsmanden. Han lagde armene overkors, for at holde fingrene varme. Kulden var ikke bidende, og han havde også en vis hårdhed når det kom til frost og sne. Det følger med, når man vokser op i Norden, tænkte han med et smil. Alligevel skulle man ikke undervurdere de Krystallianske vinternætter. De viste ingen nåde.

Imens han gik og forklarede om sin forholdsvist ny-opdagede teori med hensyn til fingerled, traskede de igennem nogle gamle områder, som manden kendte temmelig godt. Han havde gået denne vej et utal af gangen, og vintermørket var intet problem for hans navigationsevne. Han gik resolut afsted, imens han talte løs og forklarede om anatomiens hemmeligheder. Da han havde fortalt, og hun i korte træk opsummerede hvad han havde sagt, trak han på smilebåndet og nikkede bekræftende.
"Akkurat. Mere eller mindre i hvert fald. Nu må du selvfølgelig ikke hænge mig op på alt det jeg fortæller dig. Måske er et sandt, måske er det ikke. Det kan være at der er mere mellem himmel og jord end man går og tror." sukkede han. Han var mange gange løbet ind i situationer, hvor der var ting som selv han ikke kunne forklare, hvilket var en stor nedtur for videnskabsmanden. Han ville helst opdage ting - og være helt sikker på at dét han opdagede var korrekt.

De traskede afsted lidt endnu, før den unge pige atter talte. Han vendte blikket imod hende og overvejede om det var for meget at forlange, af sådan en lille tøs, at kunne gå hele vejen.
"Vi er der om et øjeblik," forsikrede han oprigtigt. Det var sandt nok. Det skulle blot runde et hjørne og så ned for enden af vejen. "Det er lige herhenne," sagde han straks som de rundede hjørnet. Beboelseskvarteret åbnede sig foran dem - lidt efter lidt. Rex' hjem lå lidt udenfor selve kvarteret, nær en lille købmand og nogle andre små butikker. På denne må undgik han også at skulle drage helevejen til markedspladsen. Stedet var beskedent, men både hyggeligt og stille - to ting som faldt i god jord hos den hårdtarbejdende mand. Manden overvejede lidt om han skulle have tilbudt at bære den yngre pige - det havde nok været det mest galante, men hvad var pointen? De var der nu. Han hævede armen og pegede på et ganske pænt hus. Huset var bygget af sten, med solide bjælker til at danne fundament og vinduer, samt dør og grunden for taget. Rex skulle ikke gøre sig klog på huse, men han mente selv at det var et udmærket et af slagsen. Varmen svandt ikke ud så hurtigt, som så mange andre steder, og det holdt sig tørt og behageligt under regnens hærgen. Han åbnede døren og viste sin gæst indenfor i stuen.

Der var selvfølgelig mørkt, og da Ray Xulfor havde lukket døren efter dem, gik han straks over for at tænde op i pejsen. "Der roder lidt," beklagede han og hentydede til stakke af bøger og papirer, som lå på bordet foran husets eneste sofa og på gulvet ved siden af selvsamme møbel. Bordet var placeret mellem pejsen og sofaen, så man kunne smække benene op og nyde varmen. På væggene hang der et enkelt maleri, abstrakt og egentlig lidt halvgrimt - det havde været en gave. Ellers hang der skitser, notater, kort og gamle redskaber, som var blevet brugt til Gud-ved-hvad. Midt på stuegulvet lå der et tæppe, men det falmede næsten ved siden af fåreuldet/-skindet, som lå på en lænestol, som stod placeret skråt overfor sofaen - tæt ved pejsen. Rummet var ikke meget større, end at der var plads til disse møbler og væg-udsmykninger, men det virkede ikke for sammenpresset. Det virkede som et hjem, syntes Rex.
"Sæt dig ned og føl dig hjemme. Jeg henter nogle tæpper, noget varmt tøj og lidt du kan få i maven. Du er sikkert sulten, hvis jeg kender dig ret. Og nej jeg har ingen kylling." lo han og forsvandt ud igennem en dør, som førte til køkkenet og hans eget kammer.

( Vi burde nok overveje at lave et nyt emne, som hedder Rays hus, eller noget XD )