Cecilio kunne ikke lade vær med at grine lidt af det. Selvfølgelig ville han gøre sit bedste. Hver dag var den bedste optræden i hans liv, og denne dag skulle ikke være anderledes. Han var ikke helt trådt op på scenen, da han hørte en velkendt fløjten. Ja, musik var vigtigt, og han overvejede det lidt, før han klappede to gange i sine hænder, og holdt tre fingre op for musikeren, der var for langt væk til at han kunne sige noget, heldigvis havde de ordnet håndtegn for musik flere år i forvejen. Det var nemmere, hvis de pludselig havde behov for noget andet musik.
Han trådte de sidste par skridt op på scenen, og han kunne høre at musikken gik i gang. Hurtig musik havde altid været hans favorit at danse til, så det var musik med gang i, med et strejf af Balzera, af den by han kom fra. Han tog en dyb indånding, før han lukkede af for sine andre sanser, og lyttede til musikken. At improvisere til denne her musik var aldrig et problem for ham. Og så begyndte han. Bælderne og smykkerne raslede om ham, som han dansede rundt, men altid i takt med musikken, som han vidste hvordan de ville reagere til hver en eneste bevægelse han lavede, hver hofte bevægelse. Dette kunne dog ikke høres over den generelle musik, men det var vigtigt for Cecilio.
Han kunne glemme alt når han optrådte, alt den nervøsitet der havde strålet ud af ham gennem det meste af dagen, var forsvundet i et par enkelte hjerteslag, og han så ud som om at han hørte hjemme på den scene.